0Generationernes sang
Det begynder med små grå hår i røven · Med voks og fingerfærdig eks... [...]
Rim og vers · ældre, sjov, generationer
22 dage siden
2Dagdrømmeren der ødelagde sine chancer
Det var som om hele naturen omkring mig sagde nej. Et tegn fra ov... [...]
Blandede tekster · kærlighed, ulykke, humor
3 måneder, 19 dage siden
3At forstå en pind
Jeg er sgu så træt · Så træt af folk der hårdnakket påstår · At de al... [...]
Digte · påståelighed, ordspil, træthed
5 måneder, 15 dage siden
1Skriveblokaden
Jeg har absolut ingen anelse overhovedet · Musen vil ikke lade min ... [...]
Rim og vers · skriveblokade, hjælpemidler, hjælp
5 måneder, 26 dage siden
5Bokser med Paradokser
Luften er knasende tør på min hjemegn · I Guds hus er min bror blev... [...]
Rim og vers · ordleg, paradoks, hykleri
5 måneder, 27 dage siden
3Tanker om en livs(s)nyder
Nyder man livet, hvis man hele tiden snyder i livet?
Aforismer og gruk · smil, tanker, undren
7 måneder, 4 dage siden
0Benjamin & Malik: Et livsstykke - Del 2.
Benjamin og Malik er brødre. De blev født med under et års mellem... [...]
Romaner · angst, børn, vanrøgt
7 måneder, 10 dage siden
0Benjamin & Malik: Et livsstykke - Del 1.
Benjamin holder vejret. Han vil ikke indånde den samme luft som M... [...]
Romaner · opvækst, barndom, søskendeforhold
7 måneder, 16 dage siden
7Kærlighed er farligt
Kærlighed er farligt · I hvert fald ifølge mig selv · Kærlighed er fa... [...]
Digte · kærlighed, eksistentielt, livet
8 måneder, 8 dage siden
4Hvor kunne du?
Mens jeg sidder · observerer træet · Tæver du kræet · Der påstod at du ... [...]
Digte · opgivelse, afstandsforelskelse, livserfaring
8 måneder, 20 dage siden
0Freja Nord & Sfæreklædet - Kapitel I: En mæ...
"Sommetider kan en følelse af at være fortabt et sted imellem for... [...]
Fantasy · vinter, mystik, udstødt
10 måneder, 26 dage siden
4Nuancer af Grå
Udenfor hendes vindue henlå hele verden i en kedelig grå farve. H... [...]
Noveller · privatskole, venskaber, ungdom
11 måneder, 28 dage siden
8Try a little tinder-ness
Du er så smuk · når du står i et fastfrosset digitalt sekund · Posere... [...]
Digte · teknologi, møde imellem mennesker, kærlighed
1 år siden
2At føle sig overset
"Det bliver 49.99, skal den pakkes ind?" Hun tyggede videre på si... [...]
Kortprosa · usynlig, følelser, irritation
1 år siden
2Skærmens Nuancer Del 2
Lyset fra computerens oplyste skærm fik det til at svide i hendes... [...]
Kortprosa · internettet, familien, sociale problemer
1 år, 2 måneder siden
2Skærmens Nuancer Del 1
Hvor lang tid der var gået siden hendes liv sank i grus, vidste h... [...]
Kortprosa · kærlighed, internettet, problemer
1 år, 2 måneder siden
0Myérain Skrifterne - Andet skrift: Kap. 18....
Hun talte minutterne i sit hoved. Talte de mange sekunder der pas... [...]
Fantasy · mørke, tanker, angreb
1 år, 3 måneder siden
2En Bakteriebefængt og Flyvende Ost
En bakteriebefængt ost der tilmed kan flyve · Fremad · Tilbage · Op og ... [...]
Smilebåndet · leg, sjov, ordspil
1 år, 3 måneder siden
0De Sepiatonede Drømme - 1920
ERIC COHEN - FORFATTEREN. · Han begravede ansigtet i hænderne, og h... [...]
Romaner · hverdag, ledighed, 1920
1 år, 5 måneder siden
5At tænke for meget over for meget
Han følte til tider, at han gik igennem mudder. Den slags mudder ... [...]
Kortprosa · tanker, ligegyldighed, neurotisk
1 år, 5 måneder siden
2Uni-Værtshus
Endnu engang befinder vi os her · På kanten af et liv der plejede a... [...]
Digte · håbløshed, nedtur, sammenbrud
1 år, 5 måneder siden
2Vinter på den anden side af Dammen
Toppen siger at jeg · Det inderste af mig · Skal hade det inderste · Af... [...]
Digte · usa, politik, propaganda
1 år, 6 måneder siden
5Alle de ting som jeg forsøger
Jeg forsøger at · Lade dig komme · Nær. · Men mister dig · Næsten i proce... [...]
Digte · hverdagslivet, forsøg, hjælp
1 år, 6 måneder siden
2Vaevidianske Erindringer - Kapitel I Del 2:...
"Hvorfor behandler han mig altid som et lille barn!" tænkte hun a... [...]
Fantasy · barndom, miljø
1 år, 7 måneder siden
4Vaevidianske Erindringer - Kapitel I del 1:...
Hun hørte soldaternes støvletramp før hun så deres svedglinsende ... [...]
Fantasy · observation, fantasy, teenagere
1 år, 7 måneder siden
3Vaevidianske Erindringer - Prolog: Det Nord...
Med fast knyttet hånd bankede Lord Brendhan på den blankpolerede ... [...]
Fantasy · erindring, fiktion, drama
1 år, 8 måneder siden
0Myérain Skrifterne - Andet skrift: Kap. 17....
"Ja mine damer og herrer, så er det Manuellas Havnefront, og denn... [...]
Fantasy · eventyr, hygge, afrejse
1 år, 9 måneder siden
0Myérain Skrifterne - Andet Skrift: Kap. 16....
Rummets intense aroma fik hende til at føle sig svimmel og omtuml... [...]
Fantasy · ondskab, guder, mystik
1 år, 11 måneder siden
5Traumepigen
De sidste stråler fra den nedgående sol varmede mit ansigt, og fi... [...]
Kortprosa · død, savn, følelser
1 år, 11 måneder siden
2Klimaforandringer
Før året rigtig er begyndt, har vi forår · Når året slutter og vi f... [...]
Aforismer og gruk · refleksion, tanker, naturen
2 år siden
0Myérain Skrifterne - Andet Skrift: Kap. 15....
De havde fragtet ham ind i Abbediet den foregående nat. Det havde... [...]
Fantasy · døden, krise, magi
2 år siden
0Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 14...
Den voldsomme hamren på døren, flængede hans søvndruknede sind. M... [...]
Fantasy · fantasi, forklaring, forvirring
2 år siden
5Eva & Maria
Egentlig havde jeg allermest lyst til bare at blive hjemme, men s... [...]
Blandede tekster · livets gang, observation, relationer
2 år siden
0Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 13...
"Det er godt at se Dem igen unge Hr. Brown... " Mester Percha rej... [...]
Fantasy · fantasy, forklaring, spænding
2 år siden
3To personers metamorfose
"Har du ikke et behov for at komme ud bare sådan en gang imellem?... [...]
Noveller · valg, brud, ændringer
2 år siden
0Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 12...
Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været iført en kjol... [...]
Fantasy · spænding, fremmede, velkendte
2 år siden
6Former for strøm
En morder skulle henrettes i den elektriske stol. · Stolen var i st... [...]
Aforismer og gruk · sort humor, ordspil, sjov
2 år siden
0Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 11...
Hun ventede i høvdingeteltets baglokale, på at Gelucia skulle kom... [...]
Fantasy · drømme, angreb, mystik
2 år siden
2I Larm & i Støj
Jeg larmer i stillesiddende støj · Min stol den knirker og mine kno... [...]
Digte · hverdagen, frygt, larm
2 år siden
4Digt baseret på en afdød mands delikate hat
En gang imellem lukkede han lort ud. · Men ikke i dag. · I dag havde ... [...]
Digte · digt, sort humor, humor
2 år siden
1Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 10...
Han havde ingen idé om hvordan han skulle reagere. Sårene gjorde ... [...]
Fantasy · healing, måltid, afhøring
2 år siden
2Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 9....
Det velkendte omrids af bostedets midlertidige vagttårne dukkede ... [...]
Fantasy · mennesker, fantasy, samfund
2 år siden
17En Mand uden Tid
Den travle forretningsmand · Han ønskede at leve evigt · Indtil han f... [...]
Aforismer og gruk · hverdagslivet, stress, tid
3 år siden
2Pusterummet
Ser ud, fra bag min duggede rude · Et simpelt forsøg på midlertidig... [...]
Digte · hverdagen, tryghed, i naturen
3 år siden
2Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 8....
Solen sendte voldsomme stråler over dem, og Annabella tørrede sve... [...]
Fantasy · fantasy, jagt
3 år siden
2Mens Vi Venter På Floden
I dag sagde vi endnu engang farvel · Vi forudså den helt store synd... [...]
Digte · skolen, tab
3 år siden
1Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 7....
Tankerne fløj rundt og han forsøgte at få styr på dem, mens de gi... [...]
Fantasy · afsked, straf, fantasy
3 år siden
1Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 6....
Alt var et stort rod. Stemmerne omkring Gebrial var intense og fy... [...]
Fantasy · twist, fantasy, science fiction
3 år siden
3Lever Postejen?
Jeg spurgte engang min far · Hvor' lever postejen? · Det eneste han s... [...]
Digte · ordspil, syret, sort humor
3 år siden
8Bum!
Der lød engang et kæmpe brag langt ude i skoven. Men det er, hvad... [...]
Aforismer og gruk
3 år siden
1Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 5....
Han vågnede med et sæt. Liddy stod ved hans side med et bekymret ... [...]
Fantasy · fantasy, surprise, science fiction
3 år siden
0Artes Liberales - Kapitel 3. 3. Kunstner: A...
Det var mørkt da Anne, med et sæt, vågnede i sin drivvåde seng. H... [...]
Romaner · tragedie, ensomhed, svigt
3 år siden
3Artes Liberales - Kapitel 2. 2. Kunstner: E...
I den sydlige ende af byen var Marcel P. Lewis træt. Ikke bare ga... [...]
Romaner · livsrefleksion, melankoli, tid
4 år siden
1Artes Liberales - Kapitel 1. 1. Kunstner: F...
Solen var ved at gå ned, og Frida befandt sig på en tankstation i... [...]
Romaner · identitet, livssyn, livet
4 år siden
2Rejsende I Min Dagligstue
Endnu en plet jeg aldrig før har set · Endnu en hidtil hengemt krog... [...]
Digte · livsanskuelse, livets gang
4 år siden
5Den Døde Skovs Bard
Træerne klynger sig til det sidste de har tilbage · Jeg fornemmer a... [...]
Digte · død, fantasy, i naturen
4 år siden
4Forhindringer
Jeg ønsker alt mellem himmel og jord · At jeg vil finde livets røde... [...]
Rim og vers · konflikt, følelser, tomgang
4 år siden
3Gula's Øjne
Du har ingen ide om hvad jeg har oplevet, så lad vær at spørge. · H... [...]
Digte · krig, frygt, forståelse
4 år siden
2Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 4....
Resten af fløjen var gået i seng. Gebrial kunne hører lille spink... [...]
Fantasy · fantasy, science fiction, drømme
4 år siden
4En Virkelighedsflugt
Jeg besidder ingen form for spontanitet · Dette er en paradoksal re... [...]
Digte · livsstil, nutiden, følelser
5 år siden
2Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 3....
De fleste var gået til deres respektive områder, så Aeroearths Ce... [...]
Fantasy · science fiction, drømme, fantasy
5 år siden
4Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap 2. ...
"Hvad mener du med at du intet kan huske!". · Han mødte Liddy i den... [...]
Fantasy · science fiction, eventyr, fantasy
5 år siden
4Kunsten at brænde op indefra
Vil du se min brændende flamme? · Hvis du siger ja, · Kortslutter jeg... [...]
Digte · følelser, kærlighed
5 år siden
9Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 1....
Maskinens dybe statiske stemme rungede gennem de lange korridorer... [...]
Fantasy · eventyr, fantasy, science fiction
5 år siden
5En lille pige
Den lille pige er ikke længere · Lille mer'. · Rødvinspletter fra dag... [...]
Digte · identitet, selvmord, krise
5 år siden

Puls: 14,9

Publiceret: 1
Afgivet: 5
Modtaget: 1
Jannik Ledreborg Brun (f. 1993)
Hun ventede i høvdingeteltets baglokale, på at Gelucia skulle komme tilbage. Benrian var gået for at veksle nogle ord med de to personer fra Eminia, og tjenerinderne havde fået fri for resten af aftenen. Hun havde det lille baglokalet for sig selv. Det var ikke så velmøbleret som hovedrummet. Tønder med æbler, kasser med granatæbler fra Eminia og enkelte røde pebre i henkastede beholdere, var alt, hvad der var. Hun havde sat sig på en af tønderne, mens hun nulrede sin halskæde. Den hjerteformede gule onyks, indrammet af sølvgrå filigran, havde været en gave fra Culrim, på deres trolovelsesdag. Hendes øjne løb i vand da hun henlagde sine tanker til den skæbnesvangre dag for et år siden.
   Mindet om hendes forældres kærlige blikke var stadig lige så friske som på selve dagen. Hun huskede hvordan de havde gratuleret hende og Culrim, i et forsøg på at skjule at det hele var arrangeret adskillige år i forvejen. Da de var små havde hun ikke brudt sig om Culrim på nogle punkter. Han var ham der altid hev hende i håret, smadrede hendes fantasifyldte sandslotte og torpederede hendes dukkers te selskaber. Med tiden havde hun lært at acceptere ham, og med tiden var de ligefrem blevet gode venner. Bedste venner.
   Begge deres forældre havde haft høj rang i bostedets Forsamling, så dette emne ville med lethed kunne have ødelagt deres fremtidige muligheder, hvis ikke det var for det faktum at begge deres forældre var forsvundet nogle uger senere. Ingen havde set dem siden. Benrian havde sendt spejdere ud for at gennemsøge det halve af Belaliens arealer, fra Bronze Sletten i nord, til Palmia Bugtens lange kystlinje i syd. De var kommet tilbage uden nogen form for information om, hvor Culrim og hendes forældre var forsvundet hen.
   Hun hørte hastige trin udenfor døren. Hun puttede hurtigt sin halskæde ind under tunikaen, og tørrede hastigt tårerne af kinden. Gelucia skulle ikke se hende græde. Hun var en stor pige.
   Shamanen trådte ind ad døren. Hendes øjne, lyste alvorsfuldt, men da hun fik øje på Annabella, ændredes de og blev milde.
   "Op med humøret min pige, " Annabella trådte ned fra tønden, og gik mod shamanen der havde åbnet sine arme, som ville hun give hende et kram. "jeg ved at du og Zarkoin har et lettere anstrængt forhold, men det er for jeres eget bedste. Både din og de stakkels børn du fandt i dalen. " Annabella tog modvilligt imod krammet. Shamanen duftede sødt, men en lettere røget lugt emmede ligeledes fra den ældre kvindes rober. Hun havde så evigt ret. Annabellas onkel, Zarkoin Noriendha, var en gudfrygtig mand. Annabella kunne mindes en dag kort efter at hendes forældre var forsvundet, hvor Zarkoin havde ledt hende ned i krypten under hans villa i Hjertstaad. Krypten havde været oplyst af tusinder tællelys og en kvalm lugt af mug lå tungt i hele rummet. Zarkoin havde ledt hende langt ind i det dybeste af krypten. Forbi portrætter af de gamle borgmestre i Hjertstaad, forbi opmagasinerede bøger og forbi de tusind år gamle torturkamre, hvor den metalliske lugt af blod stadig hang tungt. Hun fandt sig selv stående med ansigtet mod en altertavle i det reneste novarium. Billedet på tavlen var slidt væk, men novariummet skinnede stadig svagt i tællelysenes gullige skær. Zarkoin havde inviteret hende til at slutte sig til ham i bøn, og bede guderne om hjælp i denne svære tid. Der gik ikke lang tid før onklen forsøgte at overbevise hende om at hendes forældres forsvinden var en straf fra guderne, og noget som de selv havde været skyld i. Kort efter havde hun forladt ham i krypten, mens hun havde følt sit hjerte være på nippet til at briste. Tårer havde fosset ned ad hendes ansigt, da hun febrilsk havde sat i løb mod udgangen.
   "Men vil du love mig at tage de unge mennesker ind til Zarkoin? " Gelucia lod sin hånd røre Annabellas kind som en moder, og hun lod et bekymret blik finde vejen ind i hendes øjne.
   "Jeg ville bare ønske at du ville fortælle, hvad der foregår... både du og Benrian har virket anderledes siden Culrim og jeg kom tilbage med Gebrial og de andre... " Hun holdt inde og knugede halskæden tæt ind til brystet. "Der er vel ikke noget på færde, som du holder hemmeligt for mig? " Gelucias øjne holdt deres fokus og veg ikke fra Annabellas. En blodåre rykkede taktfast nær shamanens rynkede hals.
   "Lover du mig at i begiver jer ind til Zarkoin, lige så snart vi ankommer til Hjertstaad? " sagde Gelucia og ignorerede Annabellas spørgsmål. Hun følte sig parat til at diskutere med shamanen, men et enkelt blik fra hende fik hende til at opgive. I stedet nikkede hun kort, og lod som om hun så frem til turen. Gelucia tog fat om hende med en moderlig og fast hånd.
   "Se nu at få noget søvn min pige, vi har en lang dag foran os i morgen." Hun gav Annabella et blik der hvilede længe, fyldt med hvad der kunne ligne sorg, hvorefter hun forsvandt inden Annabella kunne nå at stille flere spørgsmål.
   Luften var varm, og himlen sort, da hun trådte ud fra teltet. Hun kunne ikke se de andre nogen steder. På pladsen havde enkelte beboere samlet sig omkring et stille ulmende bål, tydeligvis for at være lidt i ro fra de larmende diskussioner der fandt sted ved krateret. Selv herfra, hvor hun befandt sig, kunne hun høre Benrians buldrende stemme, der med lethed overdøvede de spinkle toner fra skjaldenes lyrer. Hun vidste ikke, hvad hun skulle. At møde Zarkoin igen efter den måde han havde forsøgt at overbevise hende om gudernes vilje med hendes forældre, var det sidste hun ville. I rastløshed begyndte hun at gå mod sit eget telt, der lå afsides de andre telte. Duften af stegt kød forsvandt jo længere hun kom væk, til gengæld havde hun fået en pressende hovedpine, efter hele seancen med Benrian og de andre. Hun glædede sig til teltets seng, og den honningduftende te hun havde stående.
   Culrims seng stod tom da hun trådte ind gennem teltdugen. 'Han er sikkert stadig sammen med Gebrial og hende den underlige pige' tænkte hun irriteret. Ikke at det gik hende på at han havde gloet som en lille hund, på den rødhårede pige der konstant var i Gebrials selskab, men hun havde set frem til at tale lidt med sin bedste ven og teltkammerat om Gelucias ønske, inden de begge faldt i søvn. Hun trampede over til rejseskabet der stod i hjørnet af teltet, fandt en klinket kop frem og gik udenfor igen. Hun fandt nogle tørre grene fra brændebunken, og tændte op i det lille ildsted foran teltdugen. Det vand hun havde tilbage i skindet var brunt, men hun ignorerede det, hun havde brug for sin te, hvis denne hovedpine skulle forsvinde. Vandet var ikke længe om at koge i gryden der hang over ildstedet, og hun fik hældt det over i koppen på ingen tid. Hun samlede nogle skind og satte sig til rette i den improviserede stol, med teen mellem håndfladerne. Det var ved at blive køligt, og teen varmede dejligt. Folk var begyndt at gå til ro omkring hende. Lyden af teltduge der blev lukket, spredte sig og fik hende til at tænke tilbage på sidste gang hun havde sovet nogenlunde fredfyldt. Det var så lang tid siden, at hun blev døsig ved tanken om måske at kunne falde til ro og bare sove. Smagen af honning spredte en behagelig varme i hendes krop der stadig var anspændt efter måneders jagt i Saltdalen, men hendes hovedpine viste ingen tegn på at forsvinde lige med det samme. Hun tog sig til hovedet og lukkede øjnene.
   "Bella, er du okay? "
   Det gibbede i hende og hun kiggede op. Hendes nakke føltes underligt stiv. Culrim stod lænet ind over hende, og skyggede for månens sølvfarvede lys. Hans ansigt var rødmosset efter alt for meget Isvin, men han var tydeligvis bekymret for hende, det kunne hun se på det intense blik han lod falde på hende som om han prøvede at tyde noget i hendes indre.
   "Ikke noget, tror bare at jeg er træt efter alle de måneder herude... " En brændende smerte jog gennem hendes hoved, og fik hende til at spilde resterne af sin te, ud på den brune jord.
   "Jeg sværger ved Harpyra, hvis Benrian har gjort dig noget, så slår jeg ham så hårdt at han ikke glemmer det." sagde Culrim, med vreden brændende fra hvert ord, mens han støttede hende så hun ikke faldt. Hun mærkede smerten forsvinde så hurtigt som den var kommet.
   "Det var ikke noget Benrian sagde, Culrim, jeg føler mig bare afkræftet efter alle vores anstrengelser herude. " Hun rejste sig forsigtigt op. "Gelucia bad mig om nogle ting. " I det hun sagde det blæste en kort vind gennem bostedet, og fik flammerne i ildstedet til at blafre vildt. Han fulgte hende ind i teltet, og lukkede det hurtigt efter sig selv, med en voldsom bevægelse. Hans normalt venlige og åbne ansigt, havde fået et strejf af dødens alvor, og så næsten ud til at lukke sig sammen i sig selv.
   "Hun bedte os om at følge Gebrial og hans venner ind til Zarkoin i Hjertstaad... "
   "Det kan hun godt glemme alt om, " Culrims stemme dirrede af vrede da han afbrød hende. "Jeg svor at jeg ikke ville sætte mine ben i hans hjem, før han undskylder for hvad han gjorde mod dig" Hun havde sat sig på den halmbeklædte seng, for at hvile, og sad nu og kiggede op på Culrims ansigt. Hans vrede var tydelig selvom lyset i teltet var sparsomt.
   "Jeg har heller ikke meget lyst til det, Culrim men, " Hun lod blikket hvile på den unge mand hun engang havde elsket. Der var noget over ham der virkede plaget. Hans øjne var blevet mørke som bundløse huller, hans skuldre var anspændt og sad næsten oppe under ørene, og hans læber var svundet ind til en tynd hvid streg. Hun slog det hen før hun fortsatte. "Der er noget der siger mig at vi må få dem bragt ind til Hjertstaad. Mere kan jeg ikke forklare. "
   Culrim sukkede dybt. Han var tydeligt uenig med hende, men så samtidig ikke ud til at ville fortsætte diskussionen. Han satte sig på hug foran hende og lagde en hånd på hendes lår, før han med en sagte stemme sagde:
   "Hvis vi skal have dem ind til det svin, må du hellere se at få noget søvn. " Der lød et knæk fra hans ryg, da han rettede sig op i sin fulde højde. "Jeg går ud og finder de andre, og informere dem om, hvad der venter dem." Den velkendte Culrim var tilbage, da han pakkede hende ind i et uldent tæppe, hvorefter han forlod teltet.
   Hun lå længe og stirrede op i loftet. Teltet svajede let i den stille brise, og hun hørte stemmer der talte højlydt udenfor. Langsomt blev hendes øjenlåg tungere, og stemmerne gled langsomt væk, som forsvandt de længere ind til et sted i det bageste af hendes sind. Hun drev ind og ud mellem drømmenes landskab, og den virkelige verden, før hun efter at have ligget i, hvad der føltes som flere timer, endelig faldt i en urolig søvn.
   Hun slog øjnene op lang tid før de andre. Alle dele af hendes krop skreg efter mere hvile, men hun kunne ikke sove et minut længere om hun så prøvede. Sandkornene i hendes øjne gjorde blikket sløret, og hendes hals var tør. Hun satte sig op i en siddende stilling på sengen og kiggede ud over teltets landskab. Culrim havde fået de fire andre genet sammen i et hjørne, hvor de lå sammenkrøbet som pergament der var blevet krøllet sammen. Lyden af snorken fyldte teltet, og indimellem blandede der sig dybe suk, når nogle af dem strakte sig i søvne. Hun hev tæppet, af sig. Svingede de bare fødder ned på det kolde gulv, og iførte sig i hast sin sandfarvede tunika fra dagen før. Hun greb nogle lettere hullede bukser i groft, beige linned, og skyndte sig ud af teltet.
   Der var unaturligt stille på pladsen. Ingen så ud til at være stået op endnu. Den orange sol kunne skimtes bag bjergtakkerne i horisonten, i færd med langsomt at kæmpe sig op. Hun indåndede den tørre morgenluft, i det hun trådte ud foran teltet. Inden de tog afsted, havde hun brug for at klarer sine tanker. Hun begav sig tværs over den tomme plads. Hun kendte et sted, hvor hun kunne tænke og fjerne al uro fra kroppen, i fred uden nogen forstyrrede hende. Der stod ingen ved porten ud til Saltdalen. Det sidste hun havde brug for lige nu var Yulric og hans forsøg på at latterliggøre hende, så hun var taknemmelig for at han tydeligvis havde været så beruset under aftenens fest, at han havde behov for at sove rusen ud. Et smil bredte sig, mens hun tænkte på den store mand og hans smålige forsøg på at få en af de smukke jægerpiger med sig i seng. Hun løftede med besvær den tunge hængelås af porten, åbnede forsigtigt den dobbelte egetræsdør og klemte sig ud i landskabet. Ikke meget havde forandret sig siden de var kommet hjem. Sandet lå og glødede cinnoberrødt i skæret fra solens stråler, mens nogle småsten med mellemrum trillede ned fra de omkringliggende klipper.
   Hun fulgte den samme vej som hende og Culrim var kommet af den foregående aften, men da hun stod ved foden af et vissent træ der fik den sandede vej til at dele sig i to fingre, drejede hun til højre. Denne vej var mere kringlet, snoet og væsentlig stejlere. Den førte hende længere og længere op ad de stenede klipper, indtil hun stod på toppen og havde udsyn over Saltdalen og de nærliggende egne. I det fjerne kunne hun svagt skimte havet og storbyen Manuellas fire høje blankpolerede tårne, og hvordan de tårnede sig op og kun lige akkurat rørte de små skyer der hang højt over den røde jords overflade. Vinden var frisk heroppe. Hun følte sig helt vågen og klar i hovedet da vinden hev i hendes hår og kærtegnede huden. Det føltes som om hendes bekymringer blev blæst væk på en blid og skånsom måde. Her på toppen af klippen stod en bænk, groft hugget ud af en kampesten, hvorpå der lå en bunke mudderbrune blade. Hun bredte dem forsigtigt ud over stenbænken, og satte sig i skrædderstilling, ansigtet rettet mod et punkt i horisonten. I det fjerne kunne hun følge en savtakket bakkekam. Hun lukkede øjnene og forsvandt ind i sig selv.
   Hun mærkede, luften strømme igennem hende. Pludselig føltes det som om hun ikke længere var alene med sig selv, inde i sig selv. Langsomt, et sted langt væk, fornemmede hun en fremmedes ihærdige indtrængen.
   "Anna?" Stemmen var fjern, men den var der. I den yderste periferi af hendes sind.
   "Anna! " Denne gang var den tæt på hende. Hun åbnede øjne. Solen ramte hendes ansigt, og hun måtte holde en hånd op for ikke at blive blændet af de varme stråler. Hun var ikke længere alene. Culrim stod ved hendes side. Hun fornemmede hurtigt at han havde løbet. Hans ansigt var rødt, sveden haglede ned ad den solbrændte hud, og han trak vejret i små hurtige stød. Før hun kunne nå at svare ham, tog han fat i hende.
   "Du må hellere komme, Benrian vil have at vi tager afsted så hurtigt så muligt. " Han lod blikket falde på udsigten. Det så ud som om han i et øjeblik faldt til ro, ved synet af landskabets uendelighed. Hans åndedræt blev roligere, og han sagde.
   "Fik du hvilet dig? Du virkede helt ude af dig selv i går aftes... "
   "Jeg har det bedre nu, tak fordi du tog dig af mig Cul. " Hun gav ham et anstrengt smil, og lod sin hånd forsigtigt røre hans kind. Han var glohed, nærmest som om han brændte. Hvis det stod til hende havde hun hvilet sig lidt mere, her på toppen af klippen, men der var andre ting der måtte prioriteres højere nu.
   "Når vi kommer ind til Zarkoin, så må du love mig at holde øje med mig. Jeg vil ikke være alene med ham på noget tidspunkt, det vil jeg ikke kunne magte... " Hun kiggede ham dybt ind i de skinnende øjne, der lignede små søer. Der var noget i dem der reflekterede, hvad hun mente var en hengemt pinsel.
   "Det lover jeg. " Hans hånd havde et fast greb om hendes, og de gik sammen ned fra klippen.
   På bopladsen var alle i gang med at samle deres ting og sager bag deres hestevogne. De folk der besad den basale magi, var blevet sat til at formindske de store ting, så de kunne være på ladet af vognene. De ældre mænd og koner stod med spredte arme og fokuserede ansigter, mens de koncentreret mumlede formularer der fik teltene til at krympe ind til de var på størrelse med små soveposer. Annabella var engang blevet undervist af Gelucia i denne form for praktisk magi som de kaldte det, men hun var aldrig kommet videre end til teorien. Hun ville hellere være mere praktisk så hun havde fulgt i sin fars fodspor og var blevet jæger. Mortain, hendes storebror, havde haft mere tålmodighed og finesse til at blive ved med studierne. Rent fysisk var studierne også bedre egnet til ham, en forkrøblet og fysisk svag ung mand uden en fremtid, end hende.
   De gik mod deres eget telt, for at begynde nedpakningen. Benrian stod og dirigerede nogle unge drenge i hvordan de skulle pakke hans telt, der i kraft af hans position som høvding, jo var væsentlig større end andres. Da de gik forbi ham, sendte han dem et undersøgende blik, som om han forsøgte at finde ud af, hvor de havde været.
   "For jeres egen skyld håber jeg at i har sat de fremmede i gang, noget skal de jo lave nu når vi hænger på dem! " sagde han højt, mens han med en tyk finger, rettede på en knude som en af drengene tydeligvis havde bundet forkert, om nogle af hans sjældne ørkenrævetæpper. Hans tonefald var lettere truende, men hun ignorerede det. I stedet råbte hun tilbage.
   "Bare rolig sir, vi har sat dem til at pakke vores ting ned!" Hun sendte ham et anstrengt smil, men han så det ikke.
   Gebrial, Liddy, Definé og Ossi sad foran teltet. Ingen af dem så ud til at de havde haft en rolig nat. Gebrial havde sorte rander under øjnene, mens Liddy sad i en ludende stilling, mens hun forsøgte at holde hovedet oppe. Ossi så som sædvanlig ud til at han var forfulgt at vilde dyr, mens Definé sad med korslagte arme nær teltets åbning.
   "Vi skal i gang med at pakke. " begyndte hun mens hun bukkede sig ned for, at fjerne de første små ting. Hun følte, hvordan Definé havde rejst sig og nu stod foran hende. Hun kiggede op, og så, hvordan pigens i forvejen borende øjne, penetrerede hende.
   "Er det ikke ved at være på tide at du giver os nogle svar? " Annabella rettede sig op, og kiggede undrende på den mørke pige. Hun vidste godt, hvad hun hentydede til, men hun kunne ikke give svar på noget som hun ikke engang selv vidste.
   "Hvad mener du? " var det eneste hun kunne svare.
   "Lad være med at spille dum, " Hvis Definé havde virket skræmmende før, så var det intet i forhold til nu. Hendes øjne flammede af vrede og hun havde rettet sig op i sin fulde højde. "Du ved udmærket godt, hvad jeg taler om! " Både Gebrial og Liddy havde rejst sig, for at holde Definé tilbage, og Culrim havde trådt et skridt frem, hånden hvilende på sin kniv.
   "Hør her! " Annabella kunne mærke sit blodtryk stige, og lyden af blodet der strømmede kunne høres i hendes hovedet, "jeg ved akkurat så meget som jer. Det eneste jeg har fået at vide er at jeg skal bringe jer ind til min onkel i Hjertstaad. " Hun trak vejret helt ned i maven og tilføjede "Det er en by, tæt på stedet her. Mere om dette ved jeg ikke. " Definé så ud til at godtage forklaringen. Hendes ansigt mildnedes, men hun var langtfra tilfreds. Det var tydeligt.
   "Jeg vil bare gerne have nogle svar... " sagde hun stille, og begyndte at samle tingene omkring hende, sammen.

Der gik ikke lang tid før alt var pakket sammen og de var klar til at tage af sted. Luften var blevet varm i takt med solens rejse over himmelen. Culrim havde gjort Equ klar, og stod nu og fodrede hende med de sidste par gulerødder, for at forhindre hende i at blive alt for besværlig. Hesten udstødte nogle glade vrinsk da han holdt de orange rødder foran hendes mørke mule. Gebrial og de andre sad parate til afgang i den fyldte vogn. Alle havde iført sig sandfarvet linneds bukser, et let halstørklæde for at skærme dem mod sandet i luften og nogle lette sandaler i kogt læder.
   Hun kiggede rundt på, det der før havde været bostedets plads. Alt var pakket væk, og tilbage var nu kun et hulrum i klipperne, hvor lyset knapt trængte ind. De havde tilbragt mange måneder på dette sted, så hun følte et lille stik ved at skulle forlade det. Hun trak vejret dybt, og fokuserede på at få de sidste småting op i vognen.
   "Jeg har nogle ting at sige inden vi drager hjemad, " Benrian trådte frem og vendte ansigtet mod de hundrede af vogne der stod klar til afgang. Han hvilede hænderne på hofterne, mens han lod blikket panorere henover de mange ansigter der mødte ham.
   "Det glæder mig at denne jagt forløb uden problemer. Trods et minimalt udbytte, kan jeg kalde mig selv tilfreds med resultatet. Jeg vil også minde jer om at når vi ankommer til Hjertstaad vil i alle modtage jeres løn og jeres rationer. " Der var spredte klap at høre, men ingen gjorde noget exceptionelt ud af at hylde Benrians udmelding. Culrim og Annabella satte sig op på kuskesædet bag Equs bagparti og ventede på at de fik tegn til at tage af sted. Der gik ikke lang tid før de mange vogne satte i gang og de forlod den tidligere boplads, og var på vej hjem.
   "Hvor langt er der så til denne by? " Liddy havde møvet sig op bag kuskesædet, og havde lagt sine kraftige arme som støtte under hagen. Annabella holdt sit blik fast rettet på den støvede vej der ledte dem gennem Saltdalen. Hun orkede ikke at svare på nogen spørgsmål når hun mentalt forberedte sig på, hvad der var i vente. I stedet tog Culrim ordet.
   "Ikke så forfærdeligt langt herfra, men nu kender jeg jo heller ikke noget til jeres forhold, hvad angår længder, der hvor i kommer fra. " Han sad og snittede i et stykke tykt træ, med fødderne placerede på træstykket foran sig.
   "Men i har noget at glæde jer til, kan jeg love jer. " Han sendte Liddy et skælmskt smil, og tilføjede "Det er en enestående by. "
   "Ja, hvis man er en rotte der elsker lugten af lort. " indskød Annabella sarkastisk. Hjertstaad havde engang været en fantastisk by. Små vakkelvorne huse af røde sten, med de smukkeste haver man kunne tænke sig, og en luft der duftede af blomstrende syrener. Gaderne, der var belagt med eroderede brosten, summede engang af liv der ikke virkede til at ældes eller dø ud. Men det var før Den Lange Tørke, der havde plaget det meste af Belalien i 15 år, og ikke så ud til at være ved vejs ende. Den uforklarlige naturkatastrofe havde forvandlet Hjertstaad til et dødt sted, der langsomt sygnede hen i glemslen, og det var noget der gjorde alle triste til mode og havde efterladt mange med en tvivl om det nogensinde ville blive bedre.
   "Tag jer ikke af hende, hun er bare lidt mopset i dag. " Culrim sendte hende et smil, men fjernede det hurtigt igen da hendes brændende blik ramte ham.
   "Ja, okay, den er måske ikke lige så flot som den var engang, men tro mig, " Han pegede på dem med kniven for at understrege en pointe, imens et spændt udtryk spillede over hans solbrændte hud. "I har virkelig noget at glæde jer til. " Annabella fnøs, men holdt sine holdninger om Hjertstaad og dens indbyggere for sig selv. Hun svirpede tøjlerne og Equ satte med et lettere utilfreds vrinsk, tempoet op.
   Landskabet skiftede stille og roligt, og tiden virkede uendelig. Som om den stod stille. Den orange sol sendte stråler der oplyste deres ansigter. Bag i vognen lå Gebrial og de andre og sov. Selv Ossi var faldet i søvn og lå med hovedet hvilende på en filtbetrukket kuffert. Culrim var hoppet af vognen for at veksle nogle ord med de andre jægere der gik parallelt med deres egne vogne. Hun ville ønske at hun kunne tage alting så afslappet som han, men der var en urolig følelse inden i hende der gnavede som en mus i en sæk korn. Himmelen var blodrød. Det var først nu at hun lagde mærke til den mærkværdige farve som kolorerede det halve af aftenhimmelen. De trillede forbi en klippeformation der tårnede sig op til deres venstre side. På toppen af formationen lå spredte stedsegrønne træer, alle med et brunligt skær. Det var som om at et lyn havde flækket tæppet over dem og efterladt halvdelen i en dyb lilla og den anden halvdel badet i et blodrødt skær. Hun gøs, og trak sin uldkappe tættere om sig. Der var et eller andet galt. Hun kunne mærke den ubehagelige elektricitet der hang i luften.
   Der lød med et, et enormt brag et sted forude, og hun blev flået ud af sin tankestrøm. Det skete så pludseligt at hun ikke var forberedt på den glohede, usynlige kraft der kort efter ramte hende, og fik hende til at falde bagover. Gebrial vågnede med et sæt da hun med et rabalder landede ovenpå ham.
   "Hvad sker der! " udbrød han bestyrtet, men før han nåede at få et svar, blev deres vogn ramt af en kraft der fik den til at vende rundt. Annabella mærkede sin kæbe brække da hun ramte den støvede jord med et brag, og en rusten smag i munden fortalte hende at hun blødte kraftigt. Et sted over dem hørte hun kraftige vingeslag fra, hvad der måtte være et abnormt væsen. Stumper af de ting der før havde været i vognen, faldt som regn omkring hende og støv fra jorden hvirvlede op og umuliggjorde et klart udsyn.
   "Gebrial! Culrim! " Hun forsøgte at råbe så højt hun kunne, men den brækkede kæbe sendte en skærende smerte gennem hendes kranie. Hun fik øje på to andre vogne omkring hende, som ligeledes var blevet sprængt i luften, men deres kuske havde været knapt så heldige som hende. Begge var de blevet slynget flere meter væk fra stumperne af deres vogne, og lå nu livløse, som kludedukker, med lemmerne i en unaturlig stilling. Muligheden for at Culrim, Gebrial og de andre var døde var en tanke hun desperat forsøgte at holde ude af hovedet, men den havde bidt sig fast som en larve i hendes hjerne.
   "Annabella! " Hans stemme kom som en lettelse for hende, og hun forsøgte at mave sig ud fra stedet under stumperne af vognen, men hendes ben syrede og gjorde hende følelsesløs. Hun kiggede op, og blev mødt af Culrims silhuet mod et underligt skarlagensrødt lys der bølgede henover himmelen. Han tog fat i hendes arme og hev forsigtigt hendes krop ud.
   "Hvor er de andre? " sagde hun snøvlende med blodet fossende ud af munden.
   "Vi har fundet dem alle, men, Anna... " han holdt inde og tog et lommetørklæde frem for at tørre noget af blodet væk fra hendes ansigt. "Så du hvad pokker der skete? Benrian er helt ude af den, for ikke at tale om Gelucia. "
   Hun tog sig til hovedet. Gelucia, det var hende hun havde brug for. Smerterne i hende føltes værre end noget hun nogensinde før havde oplevet.
   "Få fat i Gelucia, Culrim. " hun håbede han forstod hende, hendes stemme var tyk og svær at forstå for hende selv. Han nikkede kort, rejste sig og med et sidste blik på hende stormede han væk.
   Minutterne sneglede sig afsted, og hun svævede ind og ud af bevidstheden. Hun forsøgte at fokuserer, men det var i det yderste af hendes bevidsthed at hun hørte Culrim komme løbende tilbage med Gelucia i hælene. Den ældre dame lød forpustet, da hun faldt på knæ ved Annabella og med det samme begyndte at massere hendes ben.
   "Kan du mærke noget som helst Anna? " Gelucias stemme var rolig som altid, men bekymringen lå under hendes spørgsmål.
   "Kun svagt, " hun bed tænderne sammen da Gelucia lagde en hånd på hendes kæbe. "Gelucia, hvad skete der, hvor er Gebrial og de andre henne? "
   "Rolig min pige, de er okay, fokuser nu bare på ikke at bevæge dig for meget. Culrim her vil få dig over bag i Benrians vogn, okay? "
   Hun havde flere spørgsmål, men før hun kunne stille dem, forcerede Gelucia nogle dråber i hendes mund. Hun hostede kraftigt, og mærkede langsomt kroppen slappe af, mens tankerne forsvandt i en hvid tåge. Hun følte Culrims stærke hænder, i det han forsigtigt tog fat under hendes ryg og lænd. Han lod hende ligge hvilende med de stærke underarme som en seng. Hun lod sit blik panorere opad og lod det hvile på Culrims ansigt der langsomt fadede ud i en diset horisont idet hun døsede hen.
   "Annabella... Annabella... " Stemmen var raspende og fjern. Alligevel havde hun en følelse af nærhed med denne fragmenterede røst. Den skiftede hele tiden position. Den blev slået tilbage som et fjernt og kropsløst ekko, i hovedet på hende. Omkring hende var der mørkt og klamt, som om luften havde hængt stille i århundrede. Revnede søjler af mørk sten og råddent ornamenteret træværk udgjorde en ældgammel og dunkel atriumgård. Hun befandt sig midt i hjertet af denne gård, og omkring hende hang der fra de rådende træbjælker, bedagede og krakelerede lerpotter med visne blomster i. Luften var fugtig og stedet virkede øde og forladt. Det var nærmest som om det var blevet forladt i al hast. Der stod små bænke af udhugget sten rundt omkring, og nogle fuglebade stod sporadisk, fyldt af alger der lyste grønt i det dunkle mørke.
   Hun kiggede nedad sig selv, hun forventede en ung kvindes hærdede krop, men blev chokeret. Hendes hud var mælkehvid, nærmest gennemsigtig og blodårerne trykkede mod det yderste tynde lag hud.
   "Hvem der? Hvem er du!? " Hun forsøgte at råbe, men luften var tyk som sirup, og blokerede for hendes luftrør. En stærk usynlig hånd klemte om hendes strubehoved og henlagde hende i en desperat kamp for luft. Sekunder der føltes som minutter sneglede sig afsted, før den samme raspende stemme svarede. Denne gang var den tættere på men alligevel fjern.
   "Du ved udmærket, hvem jeg er... jeg har fulgt dig siden dit liv begyndte, og endda langtid før... Men jeg må indrømme at dit sind er blevet svært at trænge igennem..."
   Hun ville svare stemmen, men før hun nåede at få noget ord over læberne, begyndte scenariet af gå i opløsning. Alle bænkene fordampede i en sky af hvidt støv, og et sort hul åbnede sig under hende. Med et skrig sortnede alt for hendes øjne da hun faldt, flere meter ned indtil hun med en voldsom bevægelse slog øjnene op. Lokalet var dunkelt. Et enkelt, næsten nedbrændt tællelys, forsynede rummet med en sparsom mængde lys der kun akkurat nåede hende. Hun befandt sig i en stenseng, i et hjørne af et lille bitte rum. Det lå tydeligvis i kælderregionen på et større hus, for der var ingen vinduer. Ikke engang de vinduer man normalt plejer, at finde øverst oppe, lige under loftet. Stilheden blev brudt af et tørt host der blev slået tilbage fra væggene. Hun drejede hovedet og mærkede sit hjerte synke i brystet.
   "Godt at se at du stadig er lige køn Annabella. " Zarkoin sad med de lange tynde fingre foldet om sit ene knæ. Hans gustne, benede ansigt blev kun delvist oplyst af tællelyset, men det var også nok til at hun kunne se sin onkels ubehagelige smil.
   "Det var en slem overraskelse for jer alle sammen derude i Dalen, bare sådan at blive angrebet. " Hun huskede det kun svagt, men hendes blik gled automatisk ned mod sine ben.
   "Bare rolig, de er der endnu, " begyndte Zarkoin, og rejste sig op med en knirkende lyd fra både stolen han havde siddet på, og de gamle led der var stive som træ. "jeg vil dog hvile mig lidt inden jeg begynder at støtte på dem, hvis jeg var dig. " Han gik hen til kanten af hendes leje, og lagde en hånd på hendes lår under det grove linneds tæppe. En jagende smerte fór gennem hende, op gennem ryggen og endte til sidst i hendes nakke.
   "Kom til sagen Zarkoin... " hvislede hun gennem sammenbidte tænder. Hun kunne mærke vreden pulsere i blodet. Under tæppet havde hun knyttet hænderne, klar til at forsvare sig. Onklen smilede koldt, mens han, nøje beregnende gik frem og tilbage ved sengekanten.
   "Gelucia siger at du og fjolset fandt noget, lad os kalde det 'spændende', ude i Dalen da i jagede, er det sandt Annabella pige?
   "Jeg er ikke din pige, og hvad vedkommer det dig, hvis Culrim og jeg fandt noget ude i Dalen? Hvornår har du sidst interesseret dig for hvad jeg laver?
   Han lagde hovedet tilbage i en mild latter der var blottet for følelser.
   "Jeg har da altid interesseret mig for, hvad du har rendt rundt og lavet. Du er jo trods alt min niece. " Det sidste kom ud på en måde så det vendte og drejede sig i maven på hende.
   "DU HADEDE DIN EGEN BROR! HVORDAN KAN DU SÅ INTERESSERE DIG FOR MIG?! " råbte hun hidsigt, og mærkede de få kræfter hun havde, sive ud af hende med hvert ord. Hun lod hovedet falde ned på puden, med et blødt bump. "Du hadede ham... "
   Zarkoins påtagede medlidenhed fjernede sig fra hans ansigt som dug for solen. De kolde stålgrå øjne flammede og hans ord var som syle. Hurtigt som vinden bevægede han sit ansigt helt tæt på hendes.
   "Ja, jeg hadede ham, men jeg har altid følt at der var noget specielt, noget lad os kalde det 'guddommeligt specielt' ved dig. Min brors eneste datter der har mestret Luftens Illucion hurtigere end sin egen, tydeligvis, virtuose bror..." Hun mærkede den klamme ånde fra hans næsten tandløse mund, der fik hendes tarme til at vride sig. Hun forsøgte at trække vejret gennem munden, mens hun fremstammede.
   "Jeg ved ikke, hvad du mener Onkel... jeg kan knapt nok bruge den basale Illucionsmagi... "
   Før Zarkoin kunne gøre mere, afbrød et metallisk klik fra døren i den fjerne ende af rummet, hans forhør. Culrim og Gelucia trådte ind og Zarkoin rettede sig op. Annabella fornemmede, hvordan Shamanens blik hurtigt blev mistroisk, da hun fik øje på Zarkoin ved sengekanten, med et rasende blik i øjnene.
   "Jeg må vel også se at komme videre, nogle skal jo sætte køkkenfolkene i gang med forberedelserne til jeres velkomstmiddag. " Han nikkede kort til Gelucia, og forlod lokalet.
   Culrim hastede hen til hendes side, med et bekymret blik. Han duftede af kløversæbe og virkede friskere end han havde gjort i måneder.
   "Du ser ud til at have det bedre Bella. " Han sendte hende et smil der fik hende til at lyse op. Hans varme og følelsesfyldte smil var mere end kærkomment efter hendes møde med Zarkoin. Gelucia stod stadig ved døren, ansigtet vendt mod gangen, og en underlig nervøs holdning. Annabella satte sig ret op i sengen. Smerten strømmede stadig i ben, ryg og hoved, men den var aftagende. Først nu fik hun øje på det lille bord ved hendes venstre side. En skål med grød og et krus med, hvad der lignede Belalisk honningmjød stod parat til hende. Hun rakte ud efter kruset og drak af den varme drik. Effekten kunne mærkes med det samme. Mjøden strømmede let ud i alle hendes ømme lemmer, og lindrede smerterne.
   "Hvad ville Zarkoin? " Culrim havde sat sig på stolen, hvor hendes onkel før havde siddet. Hans blik var bekymrende og hænderne rystede let, som om han havde traumer. Hun gav ham det tomme krus, og rettede sig op i sengen. Smerterne var så svage nu at hun intet problem havde med at sidde oprejst.
   "Ikke så meget... " begyndte hun, men stoppede op. Skulle hun fortælle hvad Zarkoin havde sagt, ord for ord? Før hun kunne forsætte stod Gelucia ved fodenden af sengen. Hendes ansigt var lagt i dystre folder, og hun trak vejret langsomt.
   "Godt du har det bedre Annabella, men vi må se at få dig i noget ordentligt tøj, før din onkel får fat i de fremmede I redde fra Dalen. "
   Hun placerede en rød kjole af satin ved Annabellas fødder, sammen med nogle uldne underklæder der ikke gjorde meget for at virke behagelige. Kjolen havde de største pufærmer hun havde set, og korsettet mindede hende om et forklædt torturinstrument.
   "Du ved at jeg ikke går i sådan noget. " begyndte Annabella oprørsk. Hun tog fat i kjolen, mens hun forsøgte at holde Culrims grin ude af sit hoved. "er der ikke noget andet jeg kan iføre mig? Jeg tror næppe at Zarkoin lægger mærke til min påklædning". Stoffet var groft, trods den elegante og næsten adelige fremtoning.
   "Han vil måske ikke, men det er der andre der måske vil min pige. Zarkoin har gæster, som er meget ivrige efter at måde både jer, og dem i reddede fra Dalen. "
   Shamanen skubbede de grove underklæder over mod hende, med en insisterende gestus.
   "Skynd dig hellere at komme i tøjet. Vi vil ikke lade de her gæster vente. "
   Mere sagde hun ikke, og mere snak var der ikke tid til, idet hun vendte om og skridtede ud ad døren.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/03-2017 19:44 af Jannik Ledreborg Brun (Brownie Jannik) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 6316 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.