4Nuancer af Grå
Udenfor hendes vindue henlå hele verden i en kedelig grå farve. H... [...]
Noveller · privatskole, venskaber, ungdom
23 dage siden
2Try a little tinder-ness
Du er så smuk · når du står i et fastfrosset digitalt sekund · Posere... [...]
Digte · teknologi, møde imellem mennesker, kærlighed
1 måned, 6 dage siden
2At føle sig overset
"Det bliver 49.99, skal den pakkes ind?" Hun tyggede videre på si... [...]
Kortprosa · usynlig, følelser, irritation
1 måned, 14 dage siden
2Skærmens Nuancer Del 2
Lyset fra computerens oplyste skærm fik det til at svide i hendes... [...]
Kortprosa · internettet, familien, sociale problemer
3 måneder, 14 dage siden
2Skærmens Nuancer Del 1
Hvor lang tid der var gået siden hendes liv sank i grus, vidste h... [...]
Kortprosa · kærlighed, internettet, problemer
3 måneder, 21 dage siden
0Myérain Skrifterne - Andet skrift: Kap. 18....
Hun talte minutterne i sit hoved. Talte de mange sekunder der pas... [...]
Fantasy · mørke, tanker, angreb
3 måneder, 28 dage siden
2En Bakteriebefængt og Flyvende Ost
En bakteriebefængt ost der tilmed kan flyve · Fremad · Tilbage · Op og ... [...]
Smilebåndet · leg, sjov, ordspil
4 måneder, 19 dage siden
0De Sepiatonede Drømme - 1920
ERIC COHEN - FORFATTEREN. · Han begravede ansigtet i hænderne, og h... [...]
Romaner · hverdag, ledighed, 1920
6 måneder siden
5At tænke for meget over for meget
Han følte til tider, at han gik igennem mudder. Den slags mudder ... [...]
Kortprosa · tanker, ligegyldighed, neurotisk
6 måneder, 3 dage siden
2Uni-Værtshus
Endnu engang befinder vi os her · På kanten af et liv der plejede a... [...]
Digte · håbløshed, nedtur, sammenbrud
6 måneder, 11 dage siden
2Vinter på den anden side af Dammen
Toppen siger at jeg · Det inderste af mig · Skal hade det inderste · Af... [...]
Digte · usa, politik, propaganda
7 måneder, 13 dage siden
5Alle de ting som jeg forsøger
Jeg forsøger at · Lade dig komme · Nær. · Men mister dig · Næsten i proce... [...]
Digte · hverdagslivet, forsøg, hjælp
7 måneder, 25 dage siden
2Vaevidianske Erindringer - Kapitel I Del 2:...
"Hvorfor behandler han mig altid som et lille barn!" tænkte hun a... [...]
Fantasy · barndom, miljø
8 måneder, 7 dage siden
4Vaevidianske Erindringer - Kapitel I del 1:...
Hun hørte soldaternes støvletramp før hun så deres svedglinsende ... [...]
Fantasy · observation, fantasy, teenagere
8 måneder, 22 dage siden
3Vaevidianske Erindringer - Prolog: Det Nord...
Med fast knyttet hånd bankede Lord Brendhan på den blankpolerede ... [...]
Fantasy · erindring, fiktion, drama
9 måneder, 1 dag siden
0Myérain Skrifterne - Andet skrift: Kap. 17....
"Ja mine damer og herrer, så er det Manuellas Havnefront, og denn... [...]
Fantasy · eventyr, hygge, afrejse
10 måneder, 2 dage siden
0Myérain Skrifterne - Andet Skrift: Kap. 16....
Rummets intense aroma fik hende til at føle sig svimmel og omtuml... [...]
Fantasy · ondskab, guder, mystik
1 år siden
5Traumepigen
De sidste stråler fra den nedgående sol varmede mit ansigt, og fi... [...]
Kortprosa · død, savn, følelser
1 år siden
2Klimaforandringer
Før året rigtig er begyndt, har vi forår · Når året slutter og vi f... [...]
Aforismer og gruk · refleksion, tanker, naturen
1 år, 2 måneder siden
0Myérain Skrifterne - Andet Skrift: Kap. 15....
De havde fragtet ham ind i Abbediet den foregående nat. Det havde... [...]
Fantasy · døden, krise, magi
1 år, 4 måneder siden
0Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 14...
Den voldsomme hamren på døren, flængede hans søvndruknede sind. M... [...]
Fantasy · fantasi, forklaring, forvirring
1 år, 5 måneder siden
5Eva & Maria
Egentlig havde jeg allermest lyst til bare at blive hjemme, men s... [...]
Blandede tekster · livets gang, observation, relationer
1 år, 5 måneder siden
0Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 13...
"Det er godt at se Dem igen unge Hr. Brown... " Mester Percha rej... [...]
Fantasy · fantasy, forklaring, spænding
1 år, 6 måneder siden
3To personers metamorfose
"Har du ikke et behov for at komme ud bare sådan en gang imellem?... [...]
Noveller · valg, brud, ændringer
1 år, 7 måneder siden
0Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 12...
Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været iført en kjol... [...]
Fantasy · spænding, fremmede, velkendte
1 år, 7 måneder siden
6Former for strøm
En morder skulle henrettes i den elektriske stol. · Stolen var i st... [...]
Aforismer og gruk · sort humor, ordspil, sjov
1 år, 8 måneder siden
0Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 11...
Hun ventede i høvdingeteltets baglokale, på at Gelucia skulle kom... [...]
Fantasy · drømme, angreb, mystik
1 år, 8 måneder siden
2I Larm & i Støj
Jeg larmer i stillesiddende støj · Min stol den knirker og mine kno... [...]
Digte · hverdagen, frygt, larm
1 år, 8 måneder siden
4Digt baseret på en afdød mands delikate hat
En gang imellem lukkede han lort ud. · Men ikke i dag. · I dag havde ... [...]
Digte · digt, sort humor, humor
1 år, 10 måneder siden
1Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 10...
Han havde ingen idé om hvordan han skulle reagere. Sårene gjorde ... [...]
Fantasy · healing, måltid, afhøring
1 år, 11 måneder siden
2Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 9....
Det velkendte omrids af bostedets midlertidige vagttårne dukkede ... [...]
Fantasy · mennesker, fantasy, samfund
1 år, 11 måneder siden
17En Mand uden Tid
Den travle forretningsmand · Han ønskede at leve evigt · Indtil han f... [...]
Aforismer og gruk · hverdagslivet, stress, tid
2 år siden
2Pusterummet
Ser ud, fra bag min duggede rude · Et simpelt forsøg på midlertidig... [...]
Digte · hverdagen, tryghed, i naturen
2 år siden
2Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 8....
Solen sendte voldsomme stråler over dem, og Annabella tørrede sve... [...]
Fantasy · fantasy, jagt
2 år siden
2Mens Vi Venter På Floden
I dag sagde vi endnu engang farvel · Vi forudså den helt store synd... [...]
Digte · skolen, tab
2 år siden
1Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 7....
Tankerne fløj rundt og han forsøgte at få styr på dem, mens de gi... [...]
Fantasy · afsked, straf, fantasy
2 år siden
1Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 6....
Alt var et stort rod. Stemmerne omkring Gebrial var intense og fy... [...]
Fantasy · twist, fantasy, science fiction
2 år siden
3Lever Postejen?
Jeg spurgte engang min far · Hvor' lever postejen? · Det eneste han s... [...]
Digte · ordspil, syret, sort humor
2 år siden
8Bum!
Der lød engang et kæmpe brag langt ude i skoven. Men det er, hvad... [...]
Aforismer og gruk
2 år siden
1Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 5....
Han vågnede med et sæt. Liddy stod ved hans side med et bekymret ... [...]
Fantasy · fantasy, surprise, science fiction
2 år siden
0Artes Liberales - Kapitel 3. 3. Kunstner: A...
Det var mørkt da Anne, med et sæt, vågnede i sin drivvåde seng. H... [...]
Romaner · tragedie, ensomhed, svigt
2 år siden
3Artes Liberales - Kapitel 2. 2. Kunstner: E...
I den sydlige ende af byen var Marcel P. Lewis træt. Ikke bare ga... [...]
Romaner · livsrefleksion, melankoli, tid
3 år siden
1Artes Liberales - Kapitel 1. 1. Kunstner: F...
Solen var ved at gå ned, og Frida befandt sig på en tankstation i... [...]
Romaner · identitet, livssyn, livet
3 år siden
2Rejsende I Min Dagligstue
Endnu en plet jeg aldrig før har set · Endnu en hidtil hengemt krog... [...]
Digte · livsanskuelse, livets gang
3 år siden
5Den Døde Skovs Bard
Træerne klynger sig til det sidste de har tilbage · Jeg fornemmer a... [...]
Digte · død, fantasy, i naturen
3 år siden
4Forhindringer
Jeg ønsker alt mellem himmel og jord · At jeg vil finde livets røde... [...]
Rim og vers · konflikt, følelser, tomgang
3 år siden
3Gula's Øjne
Du har ingen ide om hvad jeg har oplevet, så lad vær at spørge. · H... [...]
Digte · krig, frygt, forståelse
3 år siden
2Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 4....
Resten af fløjen var gået i seng. Gebrial kunne hører lille spink... [...]
Fantasy · fantasy, science fiction, drømme
3 år siden
4En Virkelighedsflugt
Jeg besidder ingen form for spontanitet · Dette er en paradoksal re... [...]
Digte · livsstil, nutiden, følelser
4 år siden
2Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 3....
De fleste var gået til deres respektive områder, så Aeroearths Ce... [...]
Fantasy · science fiction, drømme, fantasy
4 år siden
4Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap 2. ...
"Hvad mener du med at du intet kan huske!". · Han mødte Liddy i den... [...]
Fantasy · science fiction, eventyr, fantasy
4 år siden
4Kunsten at brænde op indefra
Vil du se min brændende flamme? · Hvis du siger ja, · Kortslutter jeg... [...]
Digte · følelser, kærlighed
4 år siden
9Myérain Skrifterne - Første Skrift: Kap. 1....
Maskinens dybe statiske stemme rungede gennem de lange korridorer... [...]
Fantasy · eventyr, fantasy, science fiction
4 år siden
5En lille pige
Den lille pige er ikke længere · Lille mer'. · Rødvinspletter fra dag... [...]
Digte · identitet, selvmord, krise
4 år siden

Puls: 19,8

Publiceret: 3
Afgivet: 3
Modtaget: 10
Jannik Ledreborg Brun (f. 1993)
Rummets intense aroma fik hende til at føle sig svimmel og omtumlet. Den var så tung, at hun knap kunne se, hvor hun satte fødderne. Det kuperede stengulv føltes stegende hedt mod hendes hærdede fodsåler. Smerten fik tårer til at bryde frem i hendes øjenkroge. Ypperstemesiren måtte ikke se svaghed i hendes ansigt. Med en hurtig bevægelse fik hun fjernet dem med ærmet på sin kjortel. Selve rummet var mindre end det de var kommet fra, og det store antal af mennesker der var stuvet sammen i det, fik det til at virke endnu mindre.
   Hun fik øje på en stor forsamling af mennesker i rummets fjerne ende. Der var tydeligvis en ophedet diskussion i gang, og flere af de deltagende lød påvirkede af forskellige følelser. Alle Abbediets mesirer var samlet i rummets ene hjørne, hvor de stod med alvorlige miner, mens de undersøgte kolber indeholdende, hvad der lignede urinprøver. Væsken var rustrød, og flere af Mesirerne rystede opgivende på hovederne. De søstre hun før så gå ind i rummet, sad på knæ midt i rummet, opslugt af bøn og velsignelser. Rionda var ikke i tvivl om, at disse konstante bønner og velsignelser, hjalp, men hun havde aldrig set effekten af dem med sine egne øjne.
   Mængden af folk skiltes da Søster Gianna trådte nærmere. Rionda lagde mærke til, hvordan tyngden fra sorgen havde lagt sig over dem alle som et usynligt tæppe. Som en enorm bølge følte hun presset skylle ind over hende med en voldsom kraft. De forventede at hun en purung søster, der var blevet forladt som barn, kunne helbrede Exarchen, den mægtigste besidder af Illucion og den direkte forbindelse mellem de dødelige og Alfaderen. Alt dette baserede de på en hændelse for 4 år siden, hvor hun havde helbredt en af sine medsøstre. Inderst inde vidste hun, at det hele bare havde været held. Hun huskede kun, at hun havde været så rædselsslagen at det hele var flydt ud i et tåget minde, der ikke stod klart for hende. Som om noget andet havde overtaget hendes krop.
   "Søster Gianna! " Ypperstemesirens dundrende stemme trængte gennem den stille hulken fra de omkringstående. "Vær venlig at bringe Søster Rionda herop."
   Søsterens greb om Riondas overarm, var fast, og borede sig ned i hendes kød. Med hurtige bestemte skridt, blev hun genet ad trappen op til toppen af forhøjningen som søstrene stod samlet omkring. Hun mærkede en klump i halsen, ved synet der mødte hende. En stor, luksuriøs divan var placeret mellem to servanteborde i mørk marmor, hvorpå adskillige flakoner og mælkehvide glas stod placeret. Iført store varme klæder og en hæslig grå kulør i det rynkede ansigt, lå Fnellac, den ottende Exarch, på divanen. Hans åndedræt var langsomt og rallende, og de blege tynde arme var dækket af bid fra iglerne fra åreladningen. På sin vej mod det ene af marmorbordene undgik hun at kigge på ham. Hun havde en syrlig smag, bagest i svælget, og hendes syn var blevet sløret. Hun placerede bakken med miksturen, på bordet, med en hurtig bevægelse før hun vendte om og stillede sig ved Giannas side. Den syrlige smag i svælget var aftagende, men sad der stadig.
   "Søster Rionda, vi overlader Exarchens liv til din kundskab." Ypperstemesiren, såvel som alle andre der var til stede i rummet, havde øjnene fæstnet på hende, men hun forsøgte at ignorere det. "Vi har prøvet alt, hvad der står i vores magt, men intet har virket på hans helbred. Abbedisse Ferah fortæller mig at De, for nogle år siden, kurerede et tilfælde af samme karakter, er det korrekt?" Han foldede sine hænder afventende på ryggen mens han lod til at nyde, den nysgerrige mumlen der var opstået blandt søstrene. Manden var exceptionelt høj, og den krumme statur samt den krogede næse gav ham en gribbelignende fremtoning.
   Rionda nikkede bekræftende uden at sige et ord. Han skulle ikke høre, hvordan nervøsiteten sad i hende.
   "Og De har medbragt en mikstur magen til den der blev brugt sidst?"
   Igen nikkede hun bekræftende og slog hånden ud mod bakken på bordet. Ypperstemesiren lod blikket hvile på flasken, hvorefter han nikkede kort.
   "De får en time til at arbejde i, derefter vil Abbediets egne læger igen tage over. Og lad mig gøre det klart for Dem at vi, i tilfælde som dette, ikke tolerere nogle former for fejltrin der måtte opstå undervejs." De isblå øjne der sad dybt i det lange ansigt blev smalle idet han med langsomme, beregnende skridt, gik mod hende. "Og jeg formoder at De er blevet informeret om straffens natur?"
   Hun sank en klump, og lod blikket hvile på en gullig plet nær divanens svungne fødder.
   "Ja, Ypperstemesir. Tvungent fald fra Wul'wenzas Klipper."
   Han nikkede langsomt, lod et koldt smil brede sig over det rynkede ansigt, hvorefter han som en bagatel tilføjede:
   " Og for din egen skyld, min pige, lad være med at lave fejl."
   Med de ord bevægede han sig ned af trappen, og ud gennem døren. Søstrene der stod rundt om forhøjningen, var stadig udtryksløse. Enkelte af dem havde ladet nakken falde tilbage, og stirrede nu med tomme blikke mod det mørke loft. De stod sådan i, hvad der føltes som en uendelighed, før de forlod lokalet.
   Med forsigtige skridt gik hun mod Exarchen. Den rallende lyd fra mandens svælg, ramte hendes ører, og hun ønskede med et at hun kunne dække dem til. Det var en forfærdelig lyd, der fik det til at vende sig i hende da hun tænkte over hvor meget han måtte lide.
   Hun lagde forsigtigt en hånd mod hans pande. Den var klam og fugtig, men det var den isnende kulde der havde fæstnet sig i den, der fik hende til at trække hånden til sig igen. Med rystende hånd tog hun flasken hun havde medbragt, og hældte det gennemsigtige indhold over i en petriskål der stod på bakken ved siden af. En harsk lugt bredte sig i rummet, og hun opfangede nogle af de tilbageværende søstre hoste skeptisk. Hun observerede, hvordan væsken langsomt ændrede kulør. Fra at være gennemsigtigt, skiftede det langsomt til en giftig smaragdgrøn nuance. Væsken boblede lystigt, og hun vidste at den var klar til at blive indtaget af Exarchen. Forsigtigt løftede hun flasken fra bakken, tilføjede de sidste par ingredienser, og med tunge skridt gik hun mod patienten. Hans hud var skiftet til en mørkegrå nuancer, og en skinnende hinde af sved lå over ham. Hans smalle mund bevægede sig langsomt, som om han prøvede at forme nogle ord der bare ikke ville ud. Hun lagde forsigtigt hånden støttende omkring hans nakke, og holdt skålen mod hans tynde læber.
   "Sir, De er nødt til at drikke." Stemmen der kom ud af hende var spinkel, og et øjeblik var hun ikke sikker på, at han havde hørt hende. Langsomt slog han øjnene op. En hinde lå over de ellers så livlige øjne. Hvad der endnu ikke havde frataget ham livet, havde tydelig vis frataget ham synet. Han rystede modvilligt inden han tog imod væsken. Da skålen var tømt, lagde hun ham forsigtigt tilbage på puden, og drog et lettelsens suk. Rundt om hende stod søstrene stadig med skeptiske blikke rettet mod hende. Hun mærkede, irritationen ulme i hende. Hvorfor kunne de ikke bare gå deres vej? Behøvede de virkelig at stå som gribbe der cirkulerede om et dødsdømt dyr? Bare tanken fik hendes hænder til at ryste voldsomt. Hun lod blikket køre ned af sig selv, men det var som om tiden ikke kunne følge med. Alt gik langsomt som om nogle havde stoppet tiden. Pludselig mærkede hun, hvordan en brændende fornemmelse, et sted bag øjeæblerne langsomt steg i styrke. Det føltes som om nogle stod med en kniv og forsøgte at åbne hendes pande. Hun mistede taget om skålen i sin hånd, og med et klir lå den i tusind stykker på stengulvet. Hendes syn forsvandt i en mørk tåge, og med et mærkede hun gulvet ramme hendes ansigt i det hun besvimede. For hendes indre blik, fangede hun et glimt af Exarchens rødglødende øjne.
   Alt var mørkt. Et uigennemtrængeligt tæppe af mørke. En ubehagelig kulde trængte ind i hendes krop, og overvældede hende. Det var en kamp bare at åbne øjnene, og hun følte sig mere bange end hun før havde gjort. Med famlende fingre følte hun sig frem i mørket. Spidserne af hendes fingre ramte noget der føltes som en kold og fugtig væg. Hun placerede håndfladerne mod det hårde gulv, og med en kraftanstrengelse fik hun sig op på knæene. Mørket var dominerende. Alligevel syntes hun at fornemme et svagt, pulserende lys i horisonten. Hendes øjne begyndte langsomt at vænne sig til mørket, og efter hvad der føltes som de længste sekunder i hendes liv, blev stedets konturere tydeligere for hende. Hun befandt sig på det samme sted som hun havde gjort for nogle sekunder siden. Det var den samme forhøjning, men det var som om en aura havde lagt sig over den, og forandret den til noget andet.
   "Hallo? Er der nogen?" hendes stemme var luftig, og forsvandt hurtigt i det dybe mørke. Forsigtigt begyndte hun at gå mod det svagt glimtende lys. Kulden mod hendes hud, blev mere intens jo længere hun gik, og hun ønskede pludseligt at en tyk uldkjortel indgik i søstrenes obligatoriske påklædning. Hun omfavnede sig selv, og gnubbede sine knoglede skuldre for at få lidt varme, men lige meget hjalp det.
   Hvor var hun? Og vigtigere endnu, hvordan kom hun ud? En kold vind ramte hende i ansigtet, mens hun tænkte. Det var ikke vindens isnende kulde der fik hende til at gyse, men derimod den kropsløse stemme der virkede til, at blive båret afsted på den. Ordene var på et sprog hun ikke kendte til, men alene ordenes betoning, og det rallende tonefald var hvad hun behøvede for at vide at det ikke var et venligt sprog.
   "Hvem er du!? Vis dig selv, vil du ikke nok? Chyrsten det er ikke sjovt!" Hvis det her var endnu et af Chyrstens forsøg på at være sjov, så kunne hun vente sig. Instinktivt knyttede hun næverne og holdt dem ud foran sig. Et kraftigere vindstød ramte hende i ansigtet, men denne gang kom der ingen stemme. Derimod dannedes en silhuet foran hende. En silhuet af en mand hun ikke kendte. Hans træk blev langsomt tydeligere i takt med at han kom nærmere det sted, hvor hun befandt sig. Hun ville bevæge sig væk fra ham, men hendes ben ville ikke lystre. Pludselig stod han foran hende. Hans ånde var tydelig i den kolde luft, og et ubehageligt smil spillede over det unaturligt smukke ansigt. Det meterlange hår bølgede i en kaskade af hvide lokker, ned ad en slank ryg. Et blankt, tætsiddende kyras i sort læder dækkede hans brede bryst, mens matchende posebukser i kogt læder dækkede hans lange ben. Et støvgråt stof var viklet om begge skinneben og fastgjort med to ornamenterede nåle. Rionda lagde mærke til at han ingen sko havde på de beskidte fødder.
   "Hm... lidt anderledes end jeg havde forventet..." Klukkede han stille. Han holdt en hånd mod siden af hovedet mens den anden lå hvilende på hoften. "Men jeg klager ikke..."
   Hun mærkede et ubehag stige i brystet, men forsøgte alligevel at sige noget. Manden kom hende i forkøbet, og med beregnende skridt trådte han nærmere.
   "Min kære pige," begyndte han mens et ubehageligt tilfreds smil bredte sig og splittede hans ansigt i to. "Du undrer dig tydeligvis over, hvem jeg er ligesom du sikkert undrer dig over, hvor du befinder dig." Han løftede hænderne over hovedet, som præsenterede han hende for et mesterligt skaberværk. "Dette er Intetheden, eller som i dødelige kalder det, Par'all." Endnu engang sendte han hende sit ubehagelige smil, før han tog endnu et skridt mod hende. Kulden tog til og klamrede sig nu om hele hendes væsen.
   "Det forklarer stadig ikke, hvad jeg laver her, og hvem du er." Gispede hun, mens hun med langsomme skridt bevægede sig baglæns, væk fra ham. Men det var nyttesløst. Afstanden mellem dem forblev den samme. Pludselig før hun kunne nå at blinke, stod han foran hende. Han placerede en hånd under hendes hage, mens han undersøgte hende nøje med hovedet tippet til den ene side. Det gøs i hende, da den iskolde hånd rørte hende.
   "Mydar har altid været en klog og vis person. Han var altid mors foretrukne, uanset hvad han end gjorde formåede han altid at sno sig ud af problemerne, mens vi andre blev straffet hårdt. Men jeg må indrømme at hans afkom ikke virker til at have arvet hans snarrådighed..." Mandens stemme var silkeblød, men noget i den fik ham til at virke skuffet. Hvis det han sagde var rigtigt, så kunne han kun være...
   "Jeg forstår ikke hvad du mener... hvem er du!"
   Med en voldsom bevægelse fjernede han hånden under hendes hage. Hans blik havde forandret sig, og det ubehageligt venlige ansigtsudtryk var erstattet af et ondskabsfuldt et. Hans vejrtrækning var hurtig og det var tydeligt at han var irriteret.
   "Mit navn er Harpyrah, og du gør klogt i at huske mit navn fremover!" ordene buldrede ud af den smalle mund, med en styrke der fik hende til at falde bagover. Det gav ingen mening overhovedet. Hun stod overfor en person som hun gennem hele sit liv havde fået at vide, enten var opdigtet eller en man aldrig kom til at møde i levende live. Og ikke nok med det, så befandt hun sig åbenbart på hans territorie. Et sted man kun fik at se, hvis sjælen havde forladt den dødelige verden. Hun gispede efter vejret og forsøgte at rejse sig op fra den isnende flade hun befandt sig på.
   "For at svare på dit spørgsmål, min kære lille uvidende pige, så har du noget som jeg gerne vil have." Harpyrahs, i forvejen ubehagelige ansigt trak sig yderligere sammen i en grotesk grimasse der fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.
   "Jeg ved ikke hvad du mener, som Søster har jeg svoret at fralægge alle mine materialistiske besiddelser!" En tåge slørede hendes syn da tårer byggede sig op i øjenkrogene.
   "Åh min pige, det er skam ikke nogle af dine materielle besiddelser jeg er interesseret i." Hans stemme dryppede som honning, men en iskold tone gennemsyrede, hvert et ord. Med en langsom bevægelse rystede Dødens gud sit hoved, hvorefter han fortsatte. "Nej, hvad jeg vil have er væsentligt vigtigere for dig!" Han trådte endnu et skridt frem, og med en skræmmende hurtighed greb han fat om hendes hals. "Din livsenergi er uvurderlig for mig!" Den isnende fornemmelse var ubærlig. Hun ville skrige men lyden satte sig fast i struben. Harpyrahs hungrende blik og psykotiske smil brændte sig fast i hendes bevidsthed, og udsigten til, at dette ville blive det sidste hun så fik hende til at græde voldsomt.
   Pludselig, inden hun nåede at opfange hvad der hændte, gav Harpyrah slip på hende. En skurrende lyd som negle mod sten, gennemborerede den tætte stilhed omkring dem. Drænet for kræfter faldt hun med et bump om på den kolde jord. Harpyrahs jerngreb om hendes hals havde fået det til, at sortne for hendes øjne. Hun havde det som om hun havde vat i øjnene, og en dunkende fornemmelse i ørene, fortættede al lyd omkring hende. Hun opfangede omridset af Harpyrah der bevægede sig elegant og hurtigt, som prøvede han at undvige noget. Med hænderne i den mudrede jord, kravlede hun panisk bagud indtil en hård klippeformation borede sig ind i ryggen på hende. Et sted oppefra det uendelige mørke der hang over hendes hoved, begyndte små flammende kugler i forskellig størrelse at falde. Nogle ramte jorden med så voldsom en kraft at det fik stumper af mudder og grus til at fyge om ørerne på hende. Andre landede med en hvislende lyd i det kulsorte vand der omringede forhøjningen de befandt sig på. Et par meter fra hendes fødder, landede en af de flammende kugler, med et øresønderrivende brag og sendte mudret jord i ansigtet på hende. Den skurrende fornemmelse af sand mod hendes tænder fik de små hår til at rejse sig på hendes nakke.
   Den flammende genstand der havde ramt jorden foran hende begyndte at røre på sig. Hendes syn var ved at vende sig til det skarpe lys der sendte bølger gennem mørket, og hun så, hvordan et menneske langsomt kom til syne. Det var en høj og spinkel mand. Hans tilstedeværelse havde fået Harpyrah til at give slip på hende, og trække sig adskillige meter tilbage, hvor han nu stod med ansigtet fortrukket i en rasende grimasse.
   "Jeg ser du har fundet et let offer broder!" Den klare stemme der kom fra den nyankomne var nærmest overjordisk, og lagde sig som en dyne over scenariet. Med bestemte skridt bevægede han sig frem mod Harpyrah der stod som forstenet på stedet. "Lad mig gætte, endnu en forsvarsløs dødelig der må lide for, at du kan komme et skridt nærmere, dit syge mål?" Han lo forkasteligt, hvorefter han kort vendte hovedet mod Rionda. Hun mærkede en underlig følelse boble frem, som om noget i hende higede efter at lære denne skabning at kende. Med vaklende usikkerhed kom hun på benene, men før hun kunne nå at gøre noget, forsvandt Harpyrah i en sky af støv og grus. I et kort øjeblik følte hun sig lettet, men hun havde ingen anelse om, hvem denne mand, der med en trist mine nu stod overfor hende, egentlig var. Var han overhovedet på hendes side?
   "Jeg er ked af at du skulle opleve ham på den måde." Manden vendte sit ansigt væk fra det sted hvor Harpyrah før havde stået. Rionda bemærkede hvordan det skær han før havde haft langsomt forsvandt, og efterlod ham næsten menneskelig. Foran hende stod en mand der mindede hende om et billede af en gammel mand som hun havde set i Abbediets store sal.
   "Han har altid været besværlig, men på det seneste er det som om han er blevet helt uhåndterlig..." Et tungt suk, forlod hans tynde læber i det han rystede opgivende på hovedet.
   "Ikke for at være uhøflig, men..." Rionda mærkede endnu engang følelsen af at hun måtte kende denne mand nærmere. Manden sukkede endnu engang, hvorefter han tog plads på en af de mange sten der lå rundt omkring. Han slog en hånd ud der indikerede at hun skulle tage plads. Uden tøven gjorde hun det.
   "Mit navn er Mydar, og som du sikkert allerede har gættet, så var det min bror du oplevede." Endnu et suk.
   Hun kunne ikke tro sine egne øjne. To af Myérains guder havde aflagt hende et besøg indenfor 24 timer. Og så endda to af de store. To af dem der blev tilbedt over det meste af Myérains kendte provinser. Hun mærkede en knude i halsen, idet hendes tanker blev rettet mod et ubehageligt problem. Den eneste måde at måde dem på, var hvis man sjæleligt havde forladt den kendte verden. Med andre ord, så skulle man være død.
   "Er jeg død?" Det var det eneste hun kunne sige uden at give efter for den strøm af følelser hun bar rundt indeni.
   Mydar lod et smil passere over sit ansigt. Det var et underligt ansigt. Det var som om at det krøllede hår og det furede ansigt var dækket af lys hinde, der forhindrede hende i at se ham ordentligt. Som om han var sløret for hendes dødelige øjne.
   "Nej min pige, du er ikke død" Han lagde forsigtigt en hånd på hendes lår. En behagelig varme bredte sig fra stedet og strømmede gennem hendes åre. "men du er heller ikke i live. Lad os bare lade det være sådan for nu."
   "Men hvad skete der? Hvorfor er jeg her? Jeg husker kun at jeg var i gang med at behandle ham..." Hun stoppede op ved tanken om hvad hun havde været i gang med. "Er han død?"
   Mydar lo hen for sig, og sendte hende et varmt smil. Han sukkede let, hvorefter han rejste sig.
   "Lad os gå en tur min pige. Dette sted trænger til at blive frisket lidt op, synes du ikke?"

De gik i lang tid. Det var som om landskabet omkring dem ændrede sig, jo længere tid hun gik med Mydar. Alfaderen, som hun havde lært at omtale ham som, knælede ved, hver en visen blomst og udtørret bæk som de passerede. Med et kærtegn fra hans hænder og et pust fra hans mund, sprang det hele til live igen. Snart fyldte den hvislende lyd fra bækkens klare vand hele landskabet.
   "Jeg burde egentlig efterhånden vide bedre," klukkede Mydar med armene over kors og et skuende blik mod hele herligheden. "Jeg bruger min tid på at bringe liv til dette forfærdelige område, og før jeg ved af det har min bror bragt det hele til fald igen. Det er hvad han gør, det er hans drivkraft at ødelægge alt hvad jeg har lavet." Mydar rystede opgivende på hovedet før han fortsatte. "Du ville vide om Exarchen overlever sin sygdom... Nej min pige, en så svag mand som han er, har ikke kræfterne til at komme igennem så slem en forgiftning. Men bare rolig, det har ikke noget med din mikstur at gøre, nej slet, det var bare hans tid til at sige farvel."
   Hun kunne ikke fatte det. Hendes liv var pludselig forseglet og meningsløst. Med en skærende frygt tænkte hun på, hvad der nu ventede hende når hun kom tilbage igen. Hvis hun da overhovedet kom tilbage. Samtidig var der noget i det Mydar havde sagt der nagede hende.
   "Du sagde han var blevet forgiftet, betyder det at nogen vil have at han døde?" De satte sig ved bredden af den hvislende bæk, omringet af liflige dufte fra de nyudsprungne blomster. "Er det Harpyrahs værk? Ligesom så meget andet?"
   Mydar fjernede blikket fra bækken, men i stedet for at møde hendes blik lod han til at befinde sig et helt andet sted.
   "Ja, min bror står bag så mange onde ting på jeres planet. Dette kan ligeledes også være et af dem." Svarede han med et smil på læben, efterfulgt af endnu et suk. "Jeg skabte Exarchen og dem der udførte hans arbejde før ham. Det var en af de ting jeg var mest stolt af, men min kære broder så det som at jeg trængte mig ind på hans domæne, ved at give jer dødelige en chance for at undgå døden." Mydar stoppede op, og vendte sig om mod Rionda. "Forstår du hvad jeg mener?"
   Rionda vidste at Exarcherne der havde levet i Orenio i mere end tusind år, var kaldt af Alfaderen, men at de var skabt af ham havde altid bare været en sejlivet myte. Hun nikkede til Mydar, og han fortsatte.
   "Dette må være hans måde at hævne sig på. Ved at dræbe den nuværende Exarch før en ny er udpeget." Han hostede kort og satte sig ned i vandkanten med korslagte ben. Rionda satte sig ned ved siden af ham.
   "Men hvis han står bag det, så må vi da stoppe ham." Rionda mærkede en angst stige op i sig, ved udsigten til at en gud blandede sig i menneskelige affærer.
   "Man stopper ikke bare en gud, min pige. Det troede jeg at du vidste." Der var noget i Alfaderens stemme der skræmte hende. Det var som om han, trods sin status som herrer over guderne, egentlig ikke havde lyst til at stoppe, hvad det nu end var Harpyrah havde gang i. "Og desuden har han kontaktet udefrakommende kræfter som jeg ikke er bekendt med..." Det sidste sagde han med en ildevarslende tone der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.
   "Men du er jo hans bror, Alfaderen og så vidt jeg ved, den gode af jer..."
   "Det er ikke bestemt at jeg skal stoppe ham. Jeg blander mig ikke i hvad min broder går og laver..."
   "Men du reddede mig da han var ved at slå mig ihjel!" Hun havde rejst sig op. Blodet i hendes hænder var forsvundet i det hun havde knyttet dem. "Hvis du ikke vil gøre noget for at stoppe ham, hvorfor lod du ham så ikke bare gøre det af med mig?!"
   En tanke slog ned i hende som et lyn fra en klar himmel.
   "Hvorfor ville han slå mig ihjel?" Mydar fortrak ikke en mine. Han lod sine lange fingre køre gennem vandet, mens han nynnede hen for sig. "Han nævnte også noget med dit afkom, og at jeg havde en livsenergi som han behøvede mere end noget andet..."
   Før hun kunne nå at færdiggøre sin sætning, rejste Alfaderen sig op med en sådan pludselighed at hun faldt bagover af forskrækkelse. En aura havde lagt sig om Alfaderen og gjort ham uigenkendelig.
   "Jeg reddede dig af en årsag som du ikke er parat til at forstå. Du er vigtigere og langt mere betydningsfuld end du aner!" Det venlige ansigt var væk og erstattet af et hoved i flammer. Mens han sagde dette løftede han armen mod hende.
   "Det er på tide at du kommer tilbage til de egen verden Rionda, men husk på at du er en del af noget større. Med tiden vil du forstå." Et hvidt lys sprang ud fra Alfaderens fingerspidser, og hun mærkede en brændende følelse i det hendes krop brast i flammer.
Forfatterbemærkninger
Jeg er meget usikker med dette kapitel. Er det for fluffy? Har jeg mistet overblikket? Håber der er nogen der vil give noget feedback :) God læsning.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/11-2017 14:41 af Jannik Ledreborg Brun (Brownie Jannik) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4202 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.