Vinden drev skyerne af sted som en træt fårehyrde på vej hjem over engen. Enkelte steder rev formationer af skyer sig løs og lignede vildfarne får. I øst blev himlen fuld af stenblå og stålgrå farver, der lagde sig som et loft over verden og forvandlede den til en diminutiv af sig selv.
   Regnen begyndte som en eksplosion af vand der slog mod jorden og viskede konturerne af træer og huse ud, som om en vejrgud havde trukket et stykke gennemsigtig plastic over byen.
   Larmen var øredøvende og voldsom, som skulle den bevise over for nogen at den var lige så stor en naturkraft som en tornado eller et jordskælv. Anita vågnede da det første lyn medførte et tordenskrald, som et slag på en kæmpemæssig gongong, og et lysglimt fik den sorte nat til at ligne en strålende forårsmorgen. Desorienteret satte hun sig op i sengen og kiggede på vækkeuret. De lysende digitale tal fortalte hende at klokken var lidt over to om natten. Hun rynkede brynene og lindede lidt på gardinet mens det næste lysglimt blændede hendes trætte øjne.
   "Heftigt uvejr når man tænker på at vi er i juli måned," mumlede hun for sig selv. Pludselig mærkede hun noget koldt på kinden og gav et forskrækket udbrud fra sig, vendte hovedet med et ryk og stirrede ind i et par alvorlige brune øjne. De tilhørte hendes dejlige Golden Retriever, Tøsen.
   "Er det bare dig dit store kræ," sagde Anita og kløede hunden bag øret. "Du var lige ved at skræmme livet af mig. Har du set at himmel og jord står i ét derude?" Hun lindede igen på gardinet for at delagtiggøre hunden i sine iagttagelser.
   "Vuf," gav Tøsen hende ret og skuttede sig som om det blotte syn af uvejret gjorde hundens pels drivende våd.
   "Jeg håber ikke at lynet slår ned i et af vores træer, det lyder som om det er ret tæt på. Nå, det hjælper jo ikke at sidde her og prøve at drive det væk med tankerne, så lad os se om vi ikke kan falde i søvn alligevel." Idet Anita lod gardinet falde på plads fangede en bevægelse hendes opmærksom i periferien af hendes synsfelt. En skygge der blev forvredet af spillet mellem lys og mørke, og virkede større en nogle af hundene i området. Hurtigt kiggede hun ud igen og prøvede at finde stedet, hvor hun mente at have set skyggen. Hun spejdede intenst ud i mørket.
   I det samme sørgede naturen for at give hende endnu et lysshow, og afslørede et omrids af en fuldvoksen mand kun halvanden meter fra vinduet i soveværelset. Med et gisp slap hun gardinet som om hun havde brændt sig, og kiggede sig panisk over skulderen. Tøsen knurrede nu dybt nede i struben.
   Over til det andet vindue. Havde han set hende? Det var umuligt at bedømme da han havde en rummelig hætte over hovedet. Hvad i alverden lavede han her kl. to om natten i sådan et møgvejr? Umuligt at svare på, men gode hensigter kunne han ikke have.
   Anita tillod sig et hurtigt kig ud af det andet vindue, men kunne ikke få øje på ham igen. Nu forbandede hun sig selv fordi hun ikke havde installeret telefon i soveværelset, og hendes mobiltelefon lå til opladning inde i stuen. Under alle omstændigheder var hun ikke tryg ved at bevæge sig rundt i huset lige nu, men hvis hun blev inde i soveværelset ville hun ikke være i stand til at tilkalde hjælp hvis det blev nødvendigt. Det sidste hun havde brug for lige nu, var at sidde fanget herinde med en indbrudstyv på spil i huset.
   Hun overvandt sin frygt og sneg sig gennem den åbne soveværelsesdør og ud i gangen. Derfra havde hun adgang til alle rum i huset, der kun bestod af soveværelset, et kontor, stue og køkken i et, og et lille badeværelse. Alle værelserne havde vinduer, så hvis hun gik ud fra at han havde sneget sig rundt om huset for at bryde ind af hoveddøren, ville hun kunne se ham gennem et af vinduerne i kontoret, hvor der også stod en telefon. Soveværelsesdøren stod på klem, så hun skubbede den forsigtigt op for at undgå at lave støj der muligvis ville overdøve tyvens indtrængen. Lynene blitzede stadig voldsomt og vanskeliggjorde hendes mulighed for at kigge ubeset ud, og desuden rullede tordenen henover byen som massive godstog og gav nattens skabninger de bedste odds. Ikke desto mindre var Anita overbevist om at hun ville få øje på ham fra kontoret.
   Ingen hætteklædt mand var i færd med at retfærdiggøre hendes indbetalinger til indboforsikringen, i det mindste ikke fra denne side af huset, og stadig ingen mistænkelige lyde udover det udendørs orkester der spillede pauker med overmenneskelig kraft.
   Havde det været fantasien der spillede hende et puds? Nej, han havde været alt for virkelig til at kunne bortforklares. Godt nok havde hun ikke set hans ansigt inde i hætten, men hans høje skikkelse havde ikke været til at tage fejl af. Det var en mand, en stor mand endda, og store mænd går ikke klædt i mørke kapper med hætte kl. to om natten for at følge deres kat over vejen eller samle hundelort op fra andres græsplæner.
   Men havde han på den anden side lignet en indbrudstyv? Så vidt hun vidste havde han ikke prøvet at kigge ind af vinduet i soveværelset for at se om der var nogle, eller også havde han fået øje på hende og ombestemt sig i hvilket ærinde han end måtte have haft. Anita besluttede sig for at snige sig ind i stuen, og vove et kig ud i udestuen der lå i en vinkel rundt om stuen. Hun gik ud fra at Tøsen ville gø eller knurre hvis hun hørte flere mistænkelige lyde, men som det var nu trissede hun nysgerrigt, men stille rundt efter Anita, som nu stod ved det ene vindue i stuen.
   "Nå Tøsen, kan du heller ikke høre mere til vores mystiske natlige gæst, hva'?" Anita ruskede hende blidt i pelsen. "Lad os hellere komme tilbage i seng," sagde hun og satte kursen mod sin varme dyne, da hun pludselig syntes at høre en klaprende lyd et eller andet sted uden for huset. Måske var det ude fra vejen, eller også spillede tordenen hende et puds.
   Anita tog Tøsen med ind i soveværelset og lagde sig op i sin seng, efter et hurtigt kig ud af vinduet. Ingen hætteklædt mand og heller ingen grise med vinger, tilmed uvejret syntes at være drevet videre på sin buldrende færd.
   Anita lå vågen lidt og spekulerede over nattens hændelser, men hurtigt kaldte søvnen hende til sit altfavnende rige.

Kong Petinaus dørvogter åbnede jerndøren for kongens personlige spejder, der kun var en hårsbredde fra at kollapse på det sorte marmorgulv. Det hørgule hår lå svedigt ind til hovedbunden, støv og snavs klistrede til hans ansigt og krop, og tøjet posede på ham som om han var et skelet der havde valgt en sumobryders garderobe. Hans øjne bar vidnesbyrd om noget, man ville ønske aldrig havde set dagen gry. Med en dørvogters behandskede hånd under hver arm, lykkedes det spejderen at nærme sig kongen med en nogenlunde anstændig holdning.
   "Herre Konge, jeg er kommet hertil på de hurtigste heste jeg har kunne låne, men stadig vil jeg vove at påstå at selv den hurtigste ganger ikke vil kunne løbe fra denne grusomhed der nu vil lægge hele den Hvide Orden i støv."
   "Om hvilken grusomhed taler du, min ven?" spurgte kongen.
   "Jeg taler om besværgelsen som den Sorte Troldmand Yasun har kastet. Under en ekspedition til nogle huler i Dreode fandt han det længst svundne smykke, Pendant of Old Age, og nu har han fundet en gammel magisk formular der har udløst de uhyggelige kræfter smykket besidder. Med besværgelsen kan Yasun bestemme helt nøjagtigt hvem der skal rammes af smykkets kræfter. " Spejderens knæ gav efter og dørvogterne lod ham forsigtigt glide ned på gulvet. Han fortsatte som om han ikke ænsede deres akavede placering på gulvet.
   "Det kan stoppe alderdommen, men samtidig også fremskynde den. Yasun har brugt smykkets energi negativt, og har sendt en gigantisk bølge af forældelse i en ring fra hans landegrænser i Kolt videre ud i hele verden. Jeg har set det med mine egne øjne, alle mennesker der tilhører den Hvide Orden bliver påvirket af bølgen. Årene løber hurtigere over offeret end jeg kan nå at sadle en hest, og falder til sidst sammen som en bunke gamle visne knogler. Samtidig kan man høre ekkoet af Yasuns rungende latter der giver genlyd mod stenvæggene i hans sorte borg. Intet kan nu stoppe rædslen fra at fylde mit sind, " sagde spejderen med skinnende øjne og udmattelsen malet i stemmen. Hans hoved rullede en gang inden han igen kiggede på kongen. "Dette bliver vores død!"
   Spejderen lukkede øjnene med et lille suk og faldt i en udmattet søvn.
   "Lad ham bære til en god seng og sørg for pleje til hans sår," sagde kongen til den ene dørvogter, som med et nik straks forsvandt ud af jerndøren i den anden ende af rummet. Til den anden dørvogter sagde han: "Hent Mester Jelin herind omgående." Han lod sine fingre glide ned over øjenlågene som for at gnubbe noget ubehageligt ud, og rystede svagt på hovedet.
   Efter få minutter ankom Mester Jelin til marmorhallen, hvor kongen nu havde sat sig ved et massivt bord af rødtræ.

"Herre konge," sagde troldmanden med et lille buk og satte sig ned på en af de højryggede stole overfor kongens. "De ville tale med mig?"
   "Ja, Mester Jelin, jeg har lige fået foruroligende oplysninger fra min spejder som er nyligt hjemvendt. Han bringer ord om den Sorte Troldmand i Kolt."
   Jelin rettede ryggen og stivnede næsten umærkeligt. "Hvad har den onde troldkarl nu gjort sig fortjent til?" Kongen nikkede tungt og var næsten uvillig til at tale om forbandelsen, i frygt for at komme til at fremskynde den.
   "Yasun har fundet Pendant of Old Age."
   Jelins hånd fløj op til munden, så rettede han blikket mod loftet og lukkede øjnene.
   "Så har vi mange forberedelser vi skal nå at lave, og for kort tid at gøre dem i. Lad mig trække mig tilbage til mit bibliotek for en kort stund, så skal jeg vende tilbage med oplysninger der forhåbentlig kan hjælpe os i vores færd."
   "Gå De blot og vend snart tilbage med godt nyt. Er der noget jeg kan gøre for vores folk på nuværende tidspunkt, Mester?"
   "Hvis jeg husker mine oplysninger korrekt, ville det være en fordel at samle så mange mænd som muligt inden tusmørkets frembrud," sagde troldmanden mens han rejste sig fra den massive træstol, snurrede rundt så hans midnatsblå kappe smældede i luften, og forlod marmorhallen med skridt der næsten ikke så ud til at røre gulvet.

Mester Jelins bibliotek var tætpakket med bogreoler, alle væggene var dækket på nær der, hvor det store skrivebord optog pladsen. Samtlige reoler var fyldt med bøger i alle størrelser og indbindinger, nogle var farverige, nogle var brune, nogle var slidte og alle sammen var de støvede.
   "Jeg ved at jeg har den et eller andet sted," mumlede troldmanden for sig selv og kløede sig på hagen mens han kneb øjnene sammen. "Men spørgsmålet er... jeg mener nu nok... den burde nu stå under... hvis det ikke er her..." Jelin fortsatte en tid med at mumle for sig selv mens han ivrigt studerede de støvede titler i sin betragtelige samling af bøger.
   "Den må stå under sagaer og legender, eller er det nu en dagbog? Jeg tror ikke jeg har kastet et blik på den i umindelige tider, men det forekommer mig at lyde som vores eneste håb, hvis vi ikke skal opleve vores sidste år på ganske få minutter." Jelins eneste tilhører var en papegøje hvis fjer lod til at være mindst lige så støvede som bøgerne. Den sad på en kroget pind til venstre for skrivebordet, og lavede små nikkende bevægelser som om den efterlignede den gamle troldmand, og pudsede ind i mellem sin lidet prangende fjerpragt.
   "Eneste håb," stemte den i med skræppende røst.
   Troldmandens lange fingre gled med stor hast over titlerne indtil han kom med et grynt, og lod fingrene glide tilbage til en bog der engang havde haft et hvidt læderomslag, men nu mere faldt sammen med de okkerfarvede hylder i bogreolen.
   "Aha, sagde jeg det ikke nok... hmm... lad os så se hvad der står skrevet." Jelin vendte de pergamenttynde sider med en forsigtighed som en elskers berøring. Han bladede et stykke fremad, og slog pludselig sin krogede pegefinger ned på et afsnit i teksten så en lille støvsky rejste sig.
   "Ja, jeg syntes jo nok at jeg havde læst det et sted, så lad os bare håbe at kongen kan finde en changer." Troldmandens enlige lytter lukkede sine øjne og puttede hovedet under sin ene vinge, og sad så stille så man skulle tro at forbandelsen allerede havde ramt den.

Da vækkeuret ringede klokken otte lørdag morgen slog Anita øjnene op uden at tænke videre over nattens hændelser. Hun havde masser af ting hun skulle nå i dag, og den daglige løbetur om morgenen var et af ugens faste programmer. Hurtigt trak hun i løbetøjet og lagde sine hoveddørsnøgler i lommen. "Tøsen," råbte hun. "Det er tid til frisk luft og motion du gamle."
   Hunden kom sprintende ud i gangen fra stuen hvor hun havde holdt vagt, allerede med tungen hængende langt ud af gabet i glad forventning om den næste times udfoldelser og forkælelse. Anita smækkede døren efter dem og satte i luntetrav ned af indkørslen, med pelargonier på begge sider. Tøsen satte i forvejen og hvirvlede perlegruset op efter sig, og ventede så lydigt i kanten af den stille villavej indtil Anita nærmede sig.
   De boede i en lille hyggelig landsby nogle kilometer uden for Ishøj. Det var et udmærket sted at bo, syntes Anita, med gode indkøbsmuligheder og en masse spændende steder at udforske under de daglige løbeture. De løb ad mindre stier og satte efterhånden tempoet godt op, indtil de nåede udkanten af en lille skov. Anita følte sig altid tiltrukket af en speciel lysning hvor paddehattene groede i små klynger ved foden af bøgetræerne, og den hvide, sølvskinnende bark strålede når solen kærtegnede stammerne. Hun følte altid en indre ro når hun stod i lysningen og lukkede øjnene, og når hun og Tøsen løb denne vej forbi, skulle hun altid have fem minutter i stilhed herinde. I dag var ingen undtagelse og mens Anita lod solstrålerne varme sin nakke, lod hun tankerne glide på langfart. Hun tænkte på nattens heftige regnskyl og pludselig dukkede et billede af en hætteklædt mand op for hendes indre blik.
   Indtil nu havde hun faktisk ikke skænket ham en tanke, og det overraskede hende egentlig nu hvor hun var kommet i tanke om ham. Hun huskede frygten for, at det var en indbrudstyv, og kunne også genkalde sig Tøsens dybe knurren, men så var det hele overstået før det var begyndt. Heldigvis! Men nu hvor hun stod i den solvarme lysning syntes hun ikke at skikkelsen havde været truende, snarere søgende. Selv om han havde haft hætte på, havde han virket overrasket over det voldsomme uvejr og slet ikke klædt på til at holde regnen ude.
   Mens hun stod med lukkede øjne og tænkte på manden, fik hun pludselig et glimt af en slank pil der blev affyret fra en bue med voldsom kraft, og så forsvandt det lige så hurtigt som det var kommet. Hun åbnede forvirret øjnene og kiggede sig omkring. Tøsen havde lagt sig i skyggen af en kraftig bøg og hvilede hovedet på forpoterne, og kiggede på Anita med tålmodige brune øjne.
   "Mærkeligt," mumlede hun og blinkede et par gange med øjnene. "Så er det vist på tide at komme videre inden vi begge to falder i søvn, hva' Tøsen?"
   De løb en anden vej tilbage uden flere glimt af buer, pile eller andet mærkeligt, og Anita begyndte at strække ud da de nåede indkørslen. Gruset knasede under hendes fødder da hun gik det sidste stykke op til huset, og hun strøg det svedige pandehår væk fra øjnene og tænkte allerede på det dejlige, kølige bad hun ville tage om et øjeblik. Hun nåede at sætte nøglen i låsen og åbne døren, inden hun opdagede at der var et eller andet galt. Hun kiggede sig hurtigt omkring, parat til at løbe hvis der var ugler i mosen. Umiddelbart kunne hun ikke finde ud af hvad det var, der havde alarmeret hende indtil hun fik øje på nogle små klumper jord, der lå i indkørslen og henne ved hoveddøren. Så vendte hun blikket ind i huset og så de samme små jordklumper inde i gangen.

Jelins øvede øjne gled ubesværet ned over teksten der var blevet forfattet for 143 år siden af Scolt, en excentrisk troldmand der døde, kort tid efter at have skrevet denne dagbog, i et bagholdsangreb udført af troldmænd fra den Sorte Orden. Datidens andre troldmænd havde altid regnet Scolt for at være en person, der ikke helt kunne kende forskel på virkelighed og fantasi. Han var sågar forsvundet engang og var ikke vendt tilbage førend tre år senere. I den korte tid han var tilbage, havde han nogle højst mærkelige ting at berette om. Han påstod blandt andet at der eksisterede en anden verden parallelt med deres egen, og at det havde været der han havde opholdt sig i de tre år han havde været forsvundet. Det eneste bevis han efterlod sig, var dog dagbogen som ikke betragtedes som en pålidelig kilde.
   Jelin kunne huske at have læst om den gamle troldmand Scolt og hans fortællinger, og havde endog fundet dem ganske særlig spændende og interessante. I hans nedskrevne ord kunne man læse om nogle specielle genstande med magiske kræfter, som efter Scolts egen mening havde nogle helt utrolige kræfter. Det var efter sigende nogle smykker, som han havde fundet under en af sine mange vandringer i fjerntliggende egne i det sydøstlige Glagos. Ifølge Scolt selv kunne disse smykker, når de blev sat sammen og aktiveret ved en gammel besværgelse, opretholde en balance mellem det gode og det onde i verden, og samtidig forhindre eller tilbageføre besværgelser der var kastet for at skade det gode.
   Uheldigvis blev det aldrig opklaret, fordi Scolt blev dræbt ved en af de få lejligheder hvor han ikke var på konstant vagt overfor bagholdsangreb. Efter hans død var hans ejendele blevet gennemrodet som om nogen havde søgt efter noget bestemt, men derefter skete der ikke mere i den sag. Scolt efterlod sig ingen efterkommere, men en gammel ven ryddede op i hans ting. Ved et pudsigt tilfælde fandt han ud a,f at Scolt havde opbevaret en genstand i et hulrum han havde lavet i sin hoveddør. Det havde været lukket ved en besværgelse, men udløstes ved vennens berøring som om det havde været Scolts hensigt, at kun venligtsindede skulle få fat i hvad der gemte sig i hulrummet.
   Der fandt vennen en ring med et sælsomt symbol der forestillede to dråbeformer, den ene sort og den anden hvid. Ringen var lavet af forskelligt materiale, der ikke umiddelbart lod sig identificere, og denne ring blev bragt til kongen som sendte den til opbevaring i det royale skattekammer. Efter den tid prøvede flere magikere på kongens opfordring, at aktivere ringen for at lære dens kræfter at kende, men ingen fandt nogensinde ud af noget. Derfor blev ringen bragt tilbage til skattekammeret, uden at man nogensinde opdagede hemmeligheden.

Jelin bladede forsigtigt i den gamle bog, og læste hastigt videre i Scolts fortælling om parallelverdenen. Her sad han hen ved 20 minutter før han med et beslutsomt blik lukkede de støvede, gulnede sider. Papegøjen sad stadig urørligt på sin krogede pind, og registrerede tilsyneladende ikke da dens herre forsvandt ud af biblioteket med et smæld af den tætvævede kappe.

"Hej sveske," råbte en velkendt stemme inde fra stuen lige som Anita var på vej til at sætte i løb ud af hoveddøren. Hun drejede brat hovedet mod lyden af stemmen, hendes øjne lynede og kæbemusklerne blev mere fremtrædende. Et hoved med lyst pjusket hår dukkede op i døråbningen ind til stuen, og sendte hende et gavtyveagtigt smil.
   "Jeg var lige i området, og så tænkte jeg på at vi lige kunne spise morgenmad sammen." Han gik husvant ud i køkkenet og tog et par kaffekopper ned fra hylden.
   "Jeg har lavet kaffe til os og..."
   "Hvad fanden tror du egentlig at du bilder dig ind din skiderik, du skræmte jo livet af mig. Du har overhovedet intet at gøre i mit hus, og jeg vil gerne have mine nøgler LIGE NU, og det har jeg bedt dig om i flere år. Du kan sgu ikke bare komme valsende herind når det passer dig! Vi har ikke mere sammen og det har vi ikke haft i tre år, og det er sidste gang du bare kommer væltende, jeg har altså også et privatliv at du ved det."
   Anita trampede ud i køkkenet og tog ingen notits af duften af frisklavet kaffe og morgenbrødet der lå på køkkenbordet. Hun var seriøst træt af den mand, hvornår fattede han dog at det var slut imellem dem?
   "Det her var dråben," sagde hun og hev krusene ud af hånden på ham. "Nu giver du mig mine nøgler, tager dit morgenbrød under armen og finder et andet offer at chikanere. Jeg fatter ikke at vi nogensinde har været forlovet! Når du er gået, så er det sidste gang jeg har set dig her i mit hus, er det forstået?"
   Hendes tidligere forlovede, Lars, så ikke ud til at tage hende særlig alvorligt. Han lagde hænderne på hendes skuldre og stak hovedet nærmere hendes, han lagde ikke mærke til at Anita stivnede let ved hans berøring. "Hør nu her putte, fald lige ned på jorden igen og lad os så starte forfra. Nu hælder jeg kaffe op til os og så sætter vi os ind i stuen og snakker om tingene."
   Anita fjernede hans hænder med væmmelse og sagde: "Aflever den nøgle NU." Lars trådte et skridt tilbage og kiggede på hende med et forlorent smil.
   "Ja, ja når du nu siger det på den måde, men jeg kan godt fortælle dig at du kommer til at fortryde det," sagde han og trak modvilligt nøglerne op af lommen og lagde dem på køkkenbordet. Nu var hans mund en tynd streg og vreden var steget op i hans mørkeblå øjne. Anita syntes han lignede dreng der havde fået stjålet sit yndlingslegetøj. Tænk at han virkelig stadig troede at han var guds gave til kvinder! Lars snappede morgenbrødet fra køkkenbordet, og tog det uden et ord under armen. Han kiggede sig ikke tilbage da han valsede ud i gangen og ud af hoveddøren.
   Da døren smækkede tog Anita en dyb indånding og lukkede øjnene. Da hun pustede ud kiggede hun smilende på Tøsen og kløede hende bag øret.
   "Så blev vi da langt om længe af med den fyr."
   "Vuf," tilføjede Tøsen og logrede med den buskede hale så den slog ind i køkkenskabene med et hørligt bump, og slikkede Anita på hånden.

Det nærmede sig tusmørkets time med galoperende skridt og de havde efterhånden ikke meget tid at løbe på, hvis de skulle nå at føre Jelins planer ud i livet. Troldmanden hastede gennem den dystre borggård og lod den tunge dørhammer, som forestillede en grif, runge mod døren ind til marmorhallen hvor kongen afventede hans komme med stort håb. Faktisk var han nok det eneste håb. Han rystede en følelse af ubehag af sig og trådte hurtigt ind ad døren, da denne blev åbnet af dørvogteren. Med et sæt rejste kongen sig så stolen skrabede mod marmorgulvet og søgte efter svar i Jelins øjne.
   "Herre Konge, jeg håber mine optegnelser vil lede os til de rette beslutninger. Som jeg ser det, er dette vores eneste mulighed for at bringe livet tilbage til de som allerede har mistet det, og eneste håb for at vi kan standse denne trussel mod vores blotte eksistens." Jelin fortalte ham i korthed hvad han havde i tankerne. Da han afsluttede sin korte fortælling lukkede Kong Petinau et øjeblik de trætte øjne og så derefter på Jelin med et tungt blik.
   "Og De er sikker på at der ikke er andre, sikrere måder at vende besværgelsen på, Mester Jelin?" spurgte han uden meget håb i stemmen.
   Jelin nikkede dystert:
   "Dette er vores eneste reelle håb."
   Kongen rejste sig beslutsomt og klappede to gange i de behandskede hænder.
   "Godt, så er der ingen tid at spilde. Lad os straks slutte os til mændene jeg har kaldt til tårnpladsen, og om Jolker vil det finder vi en changer blandt vores indbyggere."

På tårnpladsen summede det af bekymrede stemmer, ingen vidste hvad grunden var til denne hasteindkaldelse. Der stod klynger af foruroligede mænd alle vegne og diskuterede de mulige omstændigheder. Imellem mændene var Jelins troldmandslærling, Martos, som stod og talte med sin fars bedste ven Arifas. De stod lidt for sig selv og pludselig fornemmede Martos, at hans læremester nærmede sig tårnpladsen. Han kiggede nysgerrigt hen mod indgangen der var indrammet af tre mægtige stenstøtter, og mente at kunne se en flagren af blåt stof. Han smilede lidt for sig selv idet Jelin dukkede op sammen med Kong Petinau.
   "Kom Arifas, lad os komme lidt tættere på så vi kan høre alt hvad der bliver sagt," mumlede han og hev den ældre mand i ærmet. Arifas lod sig føre med indtil de stod fire-fem meter fra kongen og hans vismand, Mester Jelin, og det lette følge af livvagter.
   "Jeg skal kort redegøre for grunden til at I er her," startede kongen uden yderligere indledning. "I dag vendte en spejder tilbage til mig medbringende dårlige nyheder. Det drejer sig om en besværgelse der er kastet af den sorte troldmand Yasun, en besværgelse som vi her i Syncos vil have en mulighed for at standse. Jeg vil ikke fortælle nærmere om den her, for vi har brug for tusmørket til at finde en bestemt person. Vi ved endnu ikke hvem det er, eller om han overhovedet er her. Det eneste vi har er vores håb. Kære syncosianere, i dag har jeg brug for jeres hjælp mere end nogensinde." Her holdt kongen inde for at lade ordene bundfælde sig. Han stirrede undersøgende op på himlen og så ud til at vurdere noget vigtigt.
   "I skal kigge hinanden i øjnene og se efter tegn på en øjenfarve der ændrer sig. Mere kan jeg ikke sige nu, for tiden er knap. Gør som jeg har sagt og lad mig det vide straks, hvis en af jer finder dette tegn."
   Mændene kiggede overrasket på deres konge og mumlede sagte til hinanden, men gjorde som de havde fået besked på. Martos kiggede på Arifas som undskyldte sig med at han skulle træde af på naturens vegne et øjeblik. Martos nikkede og studerede kongen og mester Jelin som begge ivrigt afventede et positivt svar fra en af mændene i samlingen. Arifas vendte tilbage og rettede på sine klæder alt imens Martos havde besluttet sig for at konfrontere Jelin og spørge direkte hvad der var sket. Han nåede hen til sin læremester som stod i dyb samtale med kongen.
   "Herre konge, Mester Jelin," sagde Martos og bukkede kort. "Undskyld min nysgerrighed, men hvad skyldes al denne opstandelse?" spurgte han og rettede sine grågrønne øjne mod Jelin.
   Troldmanden vendte sig om mod sin lærling:
   "Åh min kære dreng, dette er en tragisk dag..."
   Jelin nåede ikke længere før han spærrede øjnene op i overraskelse og hurtigt hev kongen i ærmet. Kong Petinau kiggede på ham med rynkede bryn og undrede sig. Han kunne se at Jelin slet ikke så på ham, men på sin lærling. Kongen kiggede på Martos hvis ansigtsudtryk viste at han mente, at de var gået mere eller mere fra forstanden begge to.
   Så opdagede Kong Petinau de violette øjne der stirrede tilbage på ham og gispede.
   "Så taler Scolts dagbog altså sandt," sagde han.
   "Dig, af alle mennesker," sagde mester Jelin med et smørret grin. "Lige midt i vores egen inderkreds og lige for næsen af os." Han kiggede på kongen og åndede lettet op. Martos der stadig ikke fattede hvor de ville hen, lignede et stort spørgsmålstegn. "Er der et eller andet galt med mig, eller hvad skyldes denne opmærksomhed?"
   "Du skal nok få mere at vide, bare ikke lige her, "svarede Jelin og kiggede på kongen. "Så må vi gå ud fra at vi har den rigtige mand til opgaven."
   Petinau nikkede.
   Til mændene på tårnpladsen sagde kongen:
   "Tak for jeres medvirken, vi har fundet den vi skal bruge, og i morgen vender jeg tilbage med nærmere oplysninger om hele situationen. Vend blot hjem til jeres koner og børn og få en god nats søvn. Jeg byder jer farvel." Med disse ord drejede kongen om på hælen tæt fulgt af Jelin, Martos og livvagterne.
   De andre mænd vendte forvirrede, nogle af dem en smule lettede, tilbage til deres familier, og andre til deres tomme hytter.

Tilbage i marmorhallen satte kong Petinau og mester Jelin Martos grundigt ind i situationen, og Jelin fortalte ham om troldmanden Scolt.
   "For 146 år siden fandt han to smykker, som bar samme symbol. Tilsammen besad disse smykker en mægtig kraft som skræmte den Sorte Orden af troldmænd, fordi de vidste at smykkerne havde styrke nok til at begrænse deres uhyggelige magt betydeligt. Derfor blev Scolt snigmyrdet og hans hytte gennemrodet, de håbede at finde ringen og halssmykket og på den måde være sikret herredømme i Aiama. Derfor leder vi efter en person som Scolt kaldte for en changer, som kan genkendes ved at deres øjenfarve skifter i tusmørket.
   Martos syntes at det var en fascinerende historie, men kunne stadig ikke rigtig forstå hvad de skulle bruge ham til.
   "Ser du," sagde mester Jelin og stirrede på hans øjne som igen havde antaget deres normale grågrønne farve. "Den omtalte ring blev fundet af en ven af Scolt i et godt bevogtet skjulested i troldmandens hoveddør, og den ring ligger nu til opbevaring i det kongelige skattekammer."
   "Men hvor er halssmykket så henne i dag?" spurgte Martos.
   "Ja, alle de lærde er af den mening at Scolt efterlod halssmykket i den parallelverden, som han omtaler i sin bog. Vi er nødt til at finde den og bringe den til Aiama, så smykkernes magi kan blive aktiveret. Kun på den måde kan vi stoppe Yasuns besværgelse og sikre alle livet tilbage, som allerede er blevet ofre for den."
   "Men hvorfor skal det lige netop være mig der skal finde den, og hvad er en changer som i har nævnt flere gange?" Martos kiggede fra Jelin over på kongen og tilbage igen og slog ud med hænderne i en spørgende gestus.
   For første gang i længere tid overtog kongen ordet.
   "Ikke alle og enhver kan gå gennem portalen til denne parallelverden Scolt omtaler. Troldmanden selv gik igennem uden problemer, og han opdagede at nøglen til at gå igennem portalen var tusmørkeøjne, som han selv havde."
   Martos så tilbage på Jelin. "Og det mener I at jeg også har?"
   Jelin nikkede. "Vi så det selv derude på tårnpladsen, der er ingen tvivl om at dine øjne skiftede farve til tusmørkets violette skær. Det kommer til at betyde at du modtager ringen og bliver ført til portalen som Scolt har beskrevet. Du vil blive ført til parallelverdenen et sted i nærheden af halssmykket, eller tæt på nogen som har forbindelse til det, det sørger ringen for. Den virker som en slags søger og vil give dig nogle fornemmelser eller syn som kan føre dig til kæden, men før du kan aktivere de to smykker skal du finde magibogen som Scolt efterlod. Vi regner med at den er at finde sammen med smykket."
   "Det er alt sammen meget fascinerende, men hvordan skal jeg kommunikere med folk? De taler vel ikke vores sprog går jeg ud fra, og hvordan kommer jeg egentlig tilbage igen?"
   "Scolt har lavet en magisk formular som du skal kaste over dig selv. Den gør dig i stand til at tale på dette fremmede tungemål, lige som hvis du talte dit eget. Den er meget vigtig, uden den kommer du nok ikke langt. Når du har fundet halssmykket, og samtidig besidder ringen, vil de ved hjælp af endnu en besværgelse fra magibogen give dig vejen til portalen, der fører tilbage til Aiama. Men..." Jelin afbrød og kiggede uroligt på kongen som nikkede.
   "Men... Det lyder ikke særlig betryggende i mine ører," sagde Martos. "Hvad er der galt?"
   "Scolt skriver i sin dagbog at man, for at kunne aktivere portalen skal være i besiddelse af en speciel følelse." Jelin rømmede sig og gnubbede sig på sin ujævne hage.
   "Hvad for en følelse, det kan vel ikke være så svært?" pressede Martos.
   "Kærlighed."
   "Hvabehar?"
   "Kærlighed. For at kunne aktivere portalen skal personen føle kærlighed til en anden. Kun på den måde er det muligt at vende tilbage til Aiama. Vi ved ikke om det er nok at man føler kærlighed til sine forældre eller venner. Selv fandt han en pige, Nolee, som han blev særlig glad for under sit ophold i den Anden Verden." Jelin flyttede uroligt på sig, og var spændt på hvad hans lærling ville sige til al denne snak om parallelverdener, portaler og kærlighed. Han betragtede Martos' ansigt og bad i sit stille sind om at han ville acceptere deres vanvittige krav.
   Martos brugte to minutter til at tænke sig om. Han tænkte på besværgelsen, der lige i dette øjeblik dræbte hundredvis af mennesker på den grusomste vis, og den fremmede verden med de mange uventede ting der kunne møde ham der. Kunne han leve op til de store forventninger de stillede ham? Ville han være i stand til at finde både halssmykke, magibog og sågar kærlighed, hvis kærligheden til hans moder ikke var nok? Det var nogle meget store spørgsmål, og hvis han skulle tænke grundigt over det ville han stadig sidde her, når alderdommen ramte dem alle med knusende kraft. Han rettede sig op i sædet og løftede blikket til Jelins.
   "I kan regne med mig, jeg vil gøre mit alleryderste for at standse denne ondskab besværget af Yasun, og jeg vil rejse lige så snart forberedelserne er gjort."
   Både Mester Jelin og Kong Petinau så på Martos med betydelig lettelse og taknemmelighed. "De skal vide at det kan blive en farefuld færd, og hvis De er for længe om det kan De risikere, at vende tilbage til en verden hvor kun den Sorte Orden hersker og den Hvide Orden er lagt i støv," sagde kongen advarende. Det syntes han i det mindste at han skyldte denne modige unge mand. Han kunne slet ikke begynde at forestille sig det pres den unge mand måtte være under i denne situation, og han fortrød ikke et øjeblik at han for få år siden havde taget Martos til kongeborgen for at blive oplært som troldmand.
   "Jo hurtigere jeg kommer af sted, jo mere tid har jeg til at finde halssmykket og magibogen, og vende tilbage i tid til at tilbageføre Yasuns besværgelse," sagde Martos og rejste sig beslutsomt op. Indeni følte han sig knap så stærk og rolig, men dette måtte ikke stå i vejen for at redde verden som han kendte den.

Fortsættes...