Is-kvinden og den kærlige beviak


15 år siden 9 kommentarer Fantasy

0Kajtansøstrenes forbandelse - Magiske perle...
Der er en græshppe på krogen, for både kradsfisk, og gedder elske... [...]
Fantasy
7 dage siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
7 dage siden
3Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
9 dage siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
22 dage siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
1 måned, 1 dag siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
4 måneder, 11 dage siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
6 måneder, 5 dage siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
6 måneder, 19 dage siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
8 måneder, 29 dage siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
1 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
1 år, 3 måneder siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
1 år, 4 måneder siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
1 år, 5 måneder siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
1 år, 6 måneder siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
1 år, 6 måneder siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
1 år, 11 måneder siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
2 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
2 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
2 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
2 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
2 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
2 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
2 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
2 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
2 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
2 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
3 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
3 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
3 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
3 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
3 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
3 år siden
4Turbulens - Prolog
Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden. · Hvad der ellers stod... [...]
Romaner · familie, savn, frustration
3 år siden
5Engang var jeg skarp
"Den ser farlig ud," siger den lille dreng og peger på mig. · Hvis ... [...]
Noveller
3 år siden
4Glæde og frihed
Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græs... [...]
Kortprosa · tabt lykke, livet, glæde
3 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 16
Sita holdt en hvid kat i sin hule hånd. Ikke en rigtig, levende k... [...]
Fantasy
3 år siden
6Byens sjæle
Terminalen er stor. Og grim. · Indenfor er der butikker. Overdækked... [...]
Kortprosa
3 år siden
4Djævlestøv - Kapitel 15
Stjernerne lyste på den mørke himmel over Cessie, og hun så op på... [...]
Fantasy
3 år siden
5Djævlestøv - Kapitel 14
Kapitel 14 · "Du kaldte dem altså til hjælp," sagde Simon før Fredd... [...]
Fantasy
3 år siden
3Verden er min
Forstår du, skriverkarl, dette her er til de, der kommer efter os... [...]
Blandede tekster · mennesketyper, magt
3 år siden
3Djævlestøv - 13. kapitel
Den svage summen voksede til et smældende brus, da tusindvis af s... [...]
Fantasy
3 år siden
6Sengetid
Jeg har sejlet på alle verdenshavene, Under sort flag med dødning... [...]
Kortprosa · relationer
3 år siden
3Magt
Soldaterne er klar. Store og små, tykke og tynde. Der er tolv ræk... [...]
Blandede tekster
4 år siden
6Barnet - Del 1 af tre
Solen skinnede fra en skyfri himmel og glitrede i den uskyldsrene... [...]
Fantasy
4 år siden
2Spil
Han hed Billy og han ville bare spille violin. · Men der skulle jo ... [...]
Noveller
4 år siden
3Djævlestøv - 12. kapitel
Cessie står nede ved søen. Der er små krusninger på overfladen og... [...]
Fantasy
4 år siden
5En fortryllende dag
De sidste kirsebærblomster på det gamle træ i skyggen foldede sig... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Gennem sne mod håb
Sneen slår mod dem fra alle sider. Angela er klædt godt på. Det e... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Djævlestøv - 11. kapitel
En grønklædt mand for brølende frem. Sort i ansigtet. Og rasende.... [...]
Fantasy
4 år siden
4Barbaras begravelse
Kegler af lys peger på mig. Oppe. Nede. Fra siderne. · Det er tunne... [...]
Noveller
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 10
Den første mand kom, lige som Freddy og hans mænd var klar til at... [...]
Fantasy
4 år siden
5Djævlestøv - 9. kapitel
Før Freddy tog af sted, var han blevet orienteret om situationen ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Djævlestøv - 8. kapitel
Den blå gestalt har et navn. Han hedder Slikoran, og han sidder p... [...]
Fantasy
4 år siden
9Tidslåseren
I mange år lå den gemt mellem sten, skaller og andre skatte. · Nina... [...]
Fantasy
4 år siden

Puls: 58,3

Publiceret: 5
Afgivet: 22
Modtaget: 12
Pia Hansen (f. 1958)
De var stadig efter hende. Deres skridt gungrede bag hende og deres forpustede åndedræt skar i hendes ører. Hun vidste, at hun snart ville falde omkuld. Hendes krop ville ikke bære hende længere og smerterne kom med stadigt kortere mellemrum. Hendes egne, forpinte gisp lød som kom de fra en skygge, der svævede usynligt omkring hende. Hun måtte snyde dem og få dem bort, så hun kunne segne omkuld og lade det ske, som stod for.
   Skærende græs og vildt korn svirpede mod hendes bare ben og bjørneklo daskede ublidt mod både krop og ansigt. En plante greb om hendes ene fod, hun klamrede sig desperat til en bjørneklo, selvom den føltes ubehagelig mod håndfladerne, men under hende åbnede jorden sig og hun dumpede nedad, brasede igennem et tyndt dække af kviste, mos og blade og prøvede at afbøde faldet med sine håndflader..
   Med ansigtet trykket ned i en blanding af våd jord og bladet, hørte hun det gungre foran sig. Galoperende hove jog hen over engen. De kom imod hende. Opgivende drejede hun ansigtet så meget, at hun kunne ånde og en stærk, jagende smerte fik hende til at rulle rundt, så hun lå på ryggen og krummede sig sammen.
   Alt var kaos omkring hende. Der lød skrig og skrål, fra hendes forfølgere, men også på et fremmed sprog. Snart blandedes de mange vrede stemmer med smerteshyl og rallen. Parterne var kommet i dødelig kamp.
   Hun svedte og halede op i kjolen, mens hun desperat prøvede at finde ud, hvad hun dog kunne gøre. Smerterne tog til og flød sammen. Hun skreg af smerte og angst, men lyden blev overdøvet af kamptummel.
   Så holdt hun op med at registrere kampen, larmen blev til en sær, uvedkommende lyd og en våd, klæbrig substans fossede ud hendes krop. Den varmede en kort stund, men var ækel og fedtet. Men hun turde ikke røre sig. En stund lå hun bare dér, fedtet, frysende og bange, så var smerten der igen med en ubønhørlig bøn til .hendes krop: Hjælp til ! Hun koncentrerede sig om at presse med, som Tjowa havde sagt, at hun skulle og følte sig afslappet bagefter, for en kort stund. Så var trangen der igen og hun skreg - pressede og skreg - råbte på Gud og på sin mor, men ingen af dem kom. Så skreg hun på alle og slet ingen.
   En kølig hånd strøg forsigtigt lidt af hendes hår bort fra panden og hun stirrede ind i et par kuglerunde øjne.
   "Pres!" opfordrede en lidt ru, men meget blid stemme og hånden gled bort fra hendes pande for at omslutte hendes hånd, i det den krævende smerte igen truede med at flænge hendes krop og skød.
   "Det er fint," roste stemmen og hun klemte om den trøstende hånd, der var varm, fast og blød.
   Over hende var himlen dybtblå og lille-solen var på vej ned i nord, mens den store orange modersol mod vest farvede en klynge lammeskyer lyserøde og svøbte dem ind i et purpur-skær. Aftenen nærmede sig.
   De runde øjne skinnede varmt og gult mod hende og hun var tryg. Stemmen sagde ikke meget, men der var en hos hende og efter en evighed eller måske blot en times tid, var det ovre og der lød en skinger, utilfreds vrælen.

"Det er en han," sagde hjælperens stemme og hjalp hende, så hun sad halvt op og stirrede på det slimede, blålige barn, hun havde født. Barnet og hun var stadig forbundne, men hjælperen tog en dolk frem og skar navlestrengen over. Han bandt også en knude, så barnet nu var et selvstændigt og yderst utilfredst væsen.
   Blidt lagde han et tæppe omkring dem og mumlede eftertænksomt:
   "Jeg må hente noget vand."
   Lillesolen var gået ned nu, men den store sol svøbte sit lune lys om dem og hun så undrende på det brune ansigt foran sig. Uregerlige lysegrønne krøller faldt ned i panden og væsnet snoede en af dem om en kort, buttet finger.
   "Du er en trold," udbrød hun forbavset og blev klar over, at hun på en eller anden måde havde forhindret sig selv i at blive klar over, at hjælperen ikke var et menneske som hun selv. En svag angst rørte sig i hende, for hun havde hørt mange drabelige historier om menneskeædende trolde.
   "En trold," gentog væsnet og de sorte læber krusedes i et forundret lille smil, før han korrigerede hende: "Jeg er en beviak. Jeg hedder Sapko."
   Beviakken talte hendes sprog på en pudsig, famlende måde. Ordene var rigtige, men den udtalte dem langsomt og overdrevent tydeligt, med en særpræget accent.
   "Jeg hedder Kajtan," oplyste hun, "og du må ikke æde mit barn."
   "Æde?" sagde beviakken på sin langsomme måde og fik en eftertænksom rynke i panden, "æde er at spise. Barn er..." Den blottede sine sylespidse, svagt gule tænder i noget, der lignede et forlegent grin og sagde:
   "Vær ikke bange, is-kvinde."
   Den vidste altså også, at hun var fra Istapmir; hun var flygtet over grænsen for omkring et døgn siden, sammen med stakkels Tjowa, som DE havde fanget.
   "Gå med mig," foreslog Sapko, "barnet skal vaskes."
   Kajtan betragtede sin hjælper grundigt. Over en laset matblå skjorte eller kjortel hang en bred sele på skrå og holdt med en klodset bændel et par mørkegrønne, møgbeskidte bukser på plads. Gennem det grønne stof sås kønnet og den svingede forlegent sin lange hale op, så den grønne dusk skjulte det. Det var en han og han var vist ikke ret gammel. Det brune ansigt var skægløst og mindede - trods den brede næse og de store, spidse ører - om en ynglings.
   Hun havde intet valg. Hun var alene i et fremmed land og måtte stole på ham, så hun trykkede barnet tæt ind til sig. Det var faldet til ro nu og hun havde endnu ikke set rigtigt på det. Hun følte sig svimmel og lod beviakken støtte og lede sig gennem engen. Han styrede hende udenom en falden kentaur, som ravnene allerede hakkede i og ikke langt derfra lå et dødt menneske. Hun kastede et blik på den brune kofte og på de sultne ravne, der hakkede i ansigtet. Så vendte hun blikket bort
   I en sær tilstand, en blanding af ligegyldighed og på trods der af åbne sanser traskede hun af sted ved væsnets - beviakkens side og lod sig lede bort fra de faldne på slagmarken og ned mod skoven. De mødte hverken mennesker, beviakker eller kentauere, men en mager hund luskede til side for dem. Solen gik ned over det øde landskab og i skoven, mellem de mange træer var der så dunkelt at de krogede, gamle træer var som dunkle skygger. Det puslede i kronerne og mellem det nedfaldne løv, en ugle tudede og en rovfugls vinger baskede. Og hun hørte, så og sansede dette, mens hun skærmede sit nyfødte barn og kæmpede for ikke at tænke på den nu overståede jagt eller noget som helst andet fra den nære fortid.
   Og så skimtede hun nogle bygninger i en lysning - 3-4 lave hytter af grene, kvas, græs og mos - et mærkeligt syn, men dog en gård af en slags, så det var vel der beviakken boede og nu slog den det fast:
   "Jeg bor dér - kom - I kan sove i stalden - far vil ikke have I kommer ind." Det sidste tilføjede han i et tøvende, undskyldende tonefald.

I stalden var der lunt og han havde taget en lygte, så hun kunne se - der var båse med hø og en ko kiggede på hende med nysgerrige, brune øjne, mens et par små grise gryntede i søvne. Beviakken Sapko tog et uldent tæppe og bredte det ud i en tom bås, hvor høet duftede nyt og friskt, som ventede båsen blot på nye beboere. Sapko tog nogle favne hø fra en stak, der stod op af endevæggen og bredte det ud i en krybbe.
   "Jeg kommer med vand og et tæppe til den lille," lovede han og lod hende alene. Hun krøb sammen i et hjørne og så på den lille. Han var rolig - hans lille, lidt rynkede ansigt så fredeligt ud nu og han var faldet i søvn. Uroligt bøjede hun sig lidt frem. Gudskelov - barnet åndede og var altså i live. Du er en lille rynkefis, tænkte hun, men du er min og jeg skal nok passe på dig!
   Det var længe siden, dagen gryede og hun sad i sengen hos Tjowa, nød fuglekvidderet udenfor og overvejede at rævesove, fordi det var så hyggeligt at blive vækket blidt med varm mælk og hvedebrød. Den gamle kone nuslede om hende og gav hende husly og her skulle barnet være født: hendes og Justins barn. Barnet som Justin aldrig ville få at se, medmindre han så det fra Olympen. DE tålte ikke, at han troede på en anden gud. Der havde i over hundrede år været fjendskab mellem de som troede på Vorherre og Jesus og de som troede på Zeus, Hera og deres familie.
   Kajtan var vokset op på en stor, kristen gård og havde ikke haft omgang med de hedenske, men en dag tjenestepigen var syg, havde hun tilbudt at hente vand. Mest fordi pigen så ville fortælle, hvor hun havde set en sanglærkes rede. Ved brønden stod den bredskuldrede, rødhårede Justin og de faldt i snak. Hun havde mødt ham flere gange siden og de blev forelskede - og en dag gik det op for hende, at hun var med barn.
   Da det gik op for faderen, blev hun låst inde på sit kammer og sammen med sine mænd og ligesindede naboer fangede han den arme Justin. De smed ham i Rædselsernes hul- en sprække mellem de mosklædte klipper udenfor landsbyen. Der mødte han døden-
   Kajtan flygtede sammen med husbestyrerinden Tjowa og de slog sig ned i en lille hytte, som Tjowas søster havde efterladt sig. Der var fred, troede de, men i morges var DE altså kommet og hun var løbet og måtte på et tidspunkt være kommet over grænsen til det vilde land, Mysterien, hvor kun de tapreste jægere og eventyrere frivilligt dristede sig ind, for der boede troldene, dragerne og alskens mørkevæsner. De var uden nåde, sagde man og hun havde aldrig før tvivlet, men denne troldelignende beviak virkede da venlig.
   Og netop som hun tænkte sådan vendte Sapko tilbage med et skvulpende åg over skuldrene og med favnen fuld af klude, tæpper og en kurv.
   Barnet blev vasket og svøbt ind i et tæppe. Sapko gav hende et brød og et krus saftevand. Hun bed grådigt af det runde brød, men bidden voksede, så hun dårligt kunne synke den og kvalmen bredte sig gennem halsen og ned i maven. Hun sank besværligt og mærkede tårer brænde i øjnene, mens hun så på brødet, der ellers nok lignede menneskebrød og duftede friskt.
   "Du kan vel..." begyndte den så og så forlegen ud, idet den med hånden pegede på spanden med det rene vand og hankede op i den anden. Hun nikkede hastigt.
   Beviakken gik og hun tjattede sig nødtørftigt med vandet, for hun var så forfærdelig træt.

Hun sov uroligt og genoplevede i drømme, hvordan Justin kæmpede mod Krakilius, den ildsprudlende drage med de to hoveder. Uden held, mens skaren bare gloede på og ingen kom ham til undsætning. Han sårede den med sit sværd og dens ene kæmpegab rallede, men idet den sank i knæ, vældede raseriet op i den og ud det andet gab stod en kaskade af ild, som fængede i Justins røde hår. Han skreg af smerte og kastede sig på jorden, hvor han rullede rundt i et desperat forsøg på at slukke ilden. Det var nytteløst. Hun hørte hans forfærdelige smerteshyl, der langsomt gled over i spæde klynk. Klynkene steg i styrke og blev til en krævende, insisterende og vedvarende vrælen.
   Hun satte sig rystende og svedende over ende. I et kort nu forventede hun Tjowas trøst, så blev hun klar over, hvor hun var og rakte ud efter det grædende barn. Han var vel sulten og hun lagde ham prøvende til sit ene bryst, der svulmede af mælk. Den lille mund søgte og så diede han begærligt.
   Smågrisene ved siden af var vågnet og rodede i halmen. De værdigede dem ikke et blik og lod heller ikke til at være det mindste skræmte - overfor dem sloges to små, blå dyr om noget, der lignede et nøgle garn. Da den ene hvæsede fælt gav det et sæt i 'Rynkepus' (i mangel af et navn kaldte hun barnet sådan - i sine tanker). Ellers var der kaniner som lå dovent henslængte og i båsen ved siden af dem stod der en sortbroget ko og tyggede drøv. Den så på dem med sine blide, brune øjne .Synet af den fredeligt gumlende ko, fik hende til at føle sig tryg. Ofte når hun var ked af noget var hun søgt ud i ko-stalden og havde sat sig hos den ko, der for tiden var hendes udvalgte. Mange gange blev yndlingskoen dog solgt, og da hun valgte de skrantende blev de slagtet. Så valgte hun blot den med de kønneste øjne og vidste, at det blot var for en tid. Blikket gled bedømmende over koens krop - var den penge værd? - eller skrantede den; hornene var sunde og yveret struttede af mælk. Men hvad pokker var DET? Langs flankerne var der nogle besynderlige bugtninger i det sort-hvide mønster; som bølger eller krusninger - eller som...
   "Hvad glor du på?" afbrød koen hendes overvejelser. Hun for sammen og Rynkepus græd, fordi hun kom til at rykke brystet fra ham.
   "Har du aldrig før set en ko med vinger?" fortsatte koen i et irritabelt tonefald, "man skulle ved Sakurius' moder tro, du var et jord- menneske."
   "Je-jeg..." stammede hun forvirret, "det er jeg vist også. Jeg ER da et menneske.."
   Hvad i alverden troede den fjollede ko ellers hun var?
   Samtalen blev afbrudt af hvinende hængsler og Sapko trådte ind i stalden. Han vendte sig og trak en træbør indenfor, læsset med hakkede roer Ovnen i roestykkerne tronede et stort krus og en lille blomstret bylt..
   "Godmorgen," hilste han muntert og kløede smågrisene mellem ørerne. De gryntede og slog krølle på halerne. Han lo og rakte hende bylten og kruset. Der var lun mælk i det store krus og hun satte begærligt læberne til det og drak.
   Koen sagde noget til Sapko på det sære sprog, hun havde hørt i går og han svarede den.
   Så lød det som om koen blev vred og Sapko svarede den igen, så de vist kom op at skændes.
   "Tag dig ikke af Satrinx," sagde han, da skænderiet drev over, "hun kan ikke lide isfolk, for de har udryddet hele hendes familie og så vidt hun ved hele racen. Hun er nok den sidste flyveko."
   "Sørgeligt," sagde Kajtan høfligt og tænkte i grunden mere på, hvad hun nu skulle stille op.

"Kom med indenfor," foreslog Sapko og tilføjede, som om han kunne læse tanker: "Så må vi se, hvad vi kan finde på."
   Han tøvede lidt og sagde:
   "Jeg skal lige fodre færdig først."
   Mens han fodrede, snakkede han som et vandfald og mestrede hendes sprog udmærket, da han først kom godt i gang. Da fodringen var overstået vidste hun, at de løjerlige blå dyr var bekowaner, hvis pels var godt som vinterbeklædning og hvis kød smagte sødligt og havde helbredende egenskaber, når det blev snittet og blandet med kålsommerfuglelarver og myre-arbejdere - og at kaninerne for nylig havde fået unger og hun vidste, at Sapkos far, søster og brødre var taget på familiebesøg. Hun vidste også, at hans mor var død og huskede med pludselig afsky den 'Troldkælling' som nogle jægere pralede med de havde nedlagt og det lyserøde hår med de visne tusindfryd-lignende, som de triumferende havde fremvist, for netop dette hår omtalte Sapko:
   "Hun havde det smukkeste lyserøde hår med pixiblomster i," sagde han sorgfuldt. "Men is-soldaterne dræbte hende! - uden grund - mange fra dit folk er onde."
   "Jeg ved det," mumlede hun og tænkte på Justins skæbne.
   Hun ville sige, at hun altid havde lært, at det var lige omvendt, men hvorfor gøre ham sur? Han var jo den eneste hun havde lige nu og hun var nødt til at stole på, at han ikke havde onde hensigter.
   Hun fulgte efter beviakken og trådte ind i et rum med et åbent ildsted, hvor gløderne ulmede som små, plirrende drageøjne. To store, tykke katte lå og slængede sig dovent ved ilden, mens en tredje labbede mælk i sig fra en lerskål.
   Rummet var sparsomt møbleret og grenvæggene var nøgne, men blev brugt til at hænge ting og sager på; bestik, figurer, snore og bælter og buketter. Der var en besynderlig, krydret lugt. Bittersød og en smule kvalmende.
   Han slog ud med hånden mod en stor, okkergul læderpude, der stod op af en slags madras. Hun satte sig og følte sig godt tilpas. Den var hverken for hård eller for blød.
   "Din kjole er beskidt," konstaterede han og tog en kjole, der lå på en dragkiste af uslebne brædder, groft og simpelt tilhugget og sammenflikket med jern-nagler.
   Et øjeblik efter stod hun på et smalt kammer og betragtede sig selv i et skåret spejl. Hun havde mørke rande under øjnene, der virkede matte, og rifter på den ene kind, men ellers lignede ansigtet vist sig selv - hjerteformet og indrammet af gyldent hår, der dog var rædsomt filtret og 'prydet' med blomstersmuld og vildkorns-aks. Inde fra opholdsrummet hørte hun Sapko nynne for Rynkepus. Nu var det vel ikke en fælde? Ville han låse døren og myrde Rynkepus for at æde ham. Trolde elskede jo små børn - gerne med stærke krydderier. Hvor ofte havde hun ikke hørt det? Og selv om han sagde, at han var en beviak, så var han da en slags trold. Det kunne hun da nok se.
   Hurtigt krængede hun sin mørkebrune, møgbeskidte kjole op over hovedet og lod den lånte kjole tildække sin krop. Hun havde lyst til et varmt bad, men gik det mon an?
   Hun bestemte sig for ikke at nævne det og skyndte sig tilbage til beviakken og barnet. Den lille sov trygt op mod den rene gule særk, som han åbenbart havde taget på.
   Hendes angst forsvandt måske ikke helt som dug for solene - men mens de snakkede, lettede den. Hun fortalte lidt om sig selv og hvorfor hun var flygtet og hørte Sapkos historie, om hvordan det egtl. gik til, at han havde fundet hende; han var gået hen til engen for at plukke bjørneklo, for han skulle bruge saften derfra. Han var standset forskrækket op, da han så, at engen var forvandlet til en slagmark - fra et skjul mellem nogle træer havde han set kentaurerne flygte for menneskene og deres våben.

"Så gik jeg ind for at se om der var nogle sårede," sluttede han sin beretning. og hun så forundret på ham. Hvorfor mon det interesserede ham? Hun snoede tænksomt en lok hår om sin pegefinger.
   Pludselig foldede han sine sammenkrøllede ører ud og hyssede på hende. Hun spidsede ører så godt hun kunne, men hørte kun nogle fugle, der sang udenfor.
   De kommer nu," gispede Sapko, "men der er nogle efter dem - måske is-mennesker - Gem dig..." Hans blik flakkede rundt efter et gemmested. Så pegede han mod døren til værelset, hvor hun havde klædt om.
   Hun skyndte sig derind og satte sig på sengen med Rynkepus. Heldigvis sov han og hun trak tæppet omkring dem begge. En duft af støv sneg sig ind i hendes næsebor. Det forstærkede hjertets hoppende rytme.
   Hun hørte døren gå op og forpustede væsner tumle ind af den. Der var en meget grov stemme og nogle tyndere, men sært ru. Hun forstod ikke ordene, men de lød angste og ophidsede.
   Støvet blev for meget for hendes næse og svælg. Et nys var på vej Hun kneb læberne sammen og holdt sig for næsen. Et nys kunne afsløre hende - og hvis de ikke hørte det, så fik det måske Rynkepus til at græde - og det ville de helt sikkert høre.
   Sapko sagde noget. Han talte også beviaksprog nu og lød meget skræmt, men også insisterende og vred. Hvad var der dog på færde?
   Det susede for hendes ører og hun slap uvilkårligt taget om næsen. Munden fløj op og hun nøs. Atjuh. Og en gang til. For sent kom hun i tanke om at slænge tæppet til side.
   Så stak Rynkepus i et vræl og døren til det lille kammer gik op.
   Kajtan skreg, da hun så det vrede, vortefyldte troldefjæs, der gloede arrigt på hende.
   Væsnet i den blodrøde kjole skreg også og lettede en fod fra gulvet. Så landede det igen og pegede på hende med en lang, grim finger. Og i næste øjeblikket greb uhyret fat i hendes arm og halede hende væk fra sengen. Med den frie arm trykkede Kajtan det spæde barn ind mod sig. Som en viljeløs marionetdukke lod hun sig føre ind i stuen.
   Der stod Sapko midt på gulvet og i en halvkreds omkring ham stod 5 beviakker og gloede på hende. Den største var en kæmpe med stridt blåt hår, den mindste en lille hjulbenet en med tommeltotten i munden.
   Et skærende lys ramte hende og blændede hende. Hun vristede sin arm ud af beviakkvindens greb og skærmede for sine øjne. Gennem det nu lidt blidere lys, så hun en menneskelignende skikkelse stå henne foran indgangsdøren. Sapko talte til denne skikkelse:
   "Ærede Frue - Er I rar at dæmpe lyset?"
   Stemmen var høflig og rolig. Lyset blev mildere og døde langsomt bort.
   Det var stadig dag, men tykke tæpper var trukket for grenhyttens 'vindue' - et stor hul. De havde velsagtens hængt klar hele tiden.
   Der var dunkelt i stuen, men så flammede ilden op på ildstedet og pludselig brændte kærterne, der stod på det lave bord. Hvordan i alverden gik det nu til?
   Måbende så hun hen mod skikkelsen ved døren. Det var en høj kvinde med langt, gyldent hår og klædt i en blå, glitrende kjole. Hun var smuk, men der spillede et hånligt smil om hendes læber, mens hun med en arrogant bevægelse lod en sort stav glide ind i siden på kjolen. Der måtte være en skjult lomme.
   "Kan du nu føje dig bort, kvindemenneske," sagde hun og trådte til side, med en hånd på dørklinken, "den gode beviakmand her ønsker dig ikke i sit hus."
   "Hvor - hvor skal jeg gå hen?" fremstammede Kajtan skuffet. Et kort øjeblik havde hun troet, at kvinden ville hjælpe hende.

"Hvor du vil," sagde den arrogante skønhed, "og vær glad til at jeg ikke lader Para og Noia dræbe dig, som de dræbte dine frænder - men de har vist mad nok."
   Kajtans første følelse, da oplysningen trængte ind, var lettelse. Karlen og hans lejesvende ventede ikke på hende, når hun gik ud. Men i næste nu, kom angsten. Hvem eller hvad var Para og Noia? Hvilke andre væsner ventede i dette rædsomme land?
   "Hvis hun ikke kan blive her nogle dage," sagde Sapko, "så går jeg med hende. Vi går til Varmirien. Dér er gode mennesker."
   Kvindens hånlige smil blev værre:
   "Du tror da ikke, varmirerne vil gemme hende?"
   Sapko sank en klump og kløede sig på panden. Han så på Kajtan og på Rynkepus, som heldigvis var faldet til ro igen.
   Kajtans ben vaklede under hende og kvalmen skyllede i gennem hende. Aldrig i sit liv havde hun været så bange. End ikke, da Krakilius dræbte Justin.
   Hun trykkede barnet ind til sig og blev klar over, at hun måtte sætte sig ned. Bare et øjeblik, for stuen kørte rundt og rundt for hende - og med hende.
   Hun sansede svagt, at Sapko tog barnet. Så blev alt sort omkring hende.

Da hun kom til sig selv, var hun igen i stalden og en hånd lå blidt på hendes skulder.
   "Kom," sagde Sapko, "drik lidt vand. Vi må af sted nu."
   "Hvor hen?" spurgte hun mat.
   "Vi finder et sted," sagde han blidt, "et sted, hvor der ikke er ondskab - kom nu."
   Han havde barnet med, så hun og nippede til vandet, han bød hende.
   "Jeg vil med," erklærede Satrinx, "det første stykke vej kan I sidde på min ryg. Siden må I gå, for jeg er ikke så stærk, som i mine unge dage."
   Lidt efter sad Kajtan på ryggen af koen, med den lille i armene og Sapkos beskyttende arme om dem begge.
   De fløj mod et ukendt mål.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/04-2003 14:24 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4074 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.