De to begreber i overskriften har tilsyneladende ikke meget med hinanden at gøre bortset fra slutendelserne. Alligevel har jeg for nylig læst et sted, at de nævnes i samme åndedrag som faldgruber en forfatter kan falde i, for den sags skyld kan alle kunstnere falde i dem. Vi behøver ikke engang være kunstnere for at falde i dem, i vort daglige liv kan vi også gå i en af disse fælder, i virkeligheden er der under overfladen flere ligheder mellem dem end man skulle tro.
Ved Frederiksberg Kirke havde en præst engang i 1850'erne iagttaget, at en lokal beboer ved navn Rørstrøm kom til hver eneste begravelse i kirken og græd lige meget hver gang, også selv om han ikke kendte den døde. Det er ham, der har lagt navn til udtrykket rørstrømsk. Da præsten gik på husbesøg hos ham for at finde ud af, hvad den sære adfærd skyldtes, fandt han ud af, at det var en ensom mand, der aldrig syntes han havde haft nogen nære venner og heller ikke havde familie. Her har vi et eksempel på sentimentalitet som et forsøg på at udfylde et hul i sindet..
Brutalitet er verdenshistorien fyldt med eksempler på. Den romerske kejser Caligula sagde om de romerske borgere: "skidt være med om de elsker mig, bare de frygter mig." Han styrede også derefter, og hans brutale regering svarer godt til mange andre kejsere af samme sindssyge julisk-claudiske kejserslægt, som også Nero tilhørte.
Brutalitet giver smerte, ydre eller indre, koster måske førlighed, i værste fald livet for andre mennesker. Det gør sentimentalitet ikke. Det er så en forskel.
Men både sentimentalitet og brutalitet er et symptom på, at man ikke magter tilværelsen og samspillet med andre mennesker.
Rørstrøm kompenserede for sin ensomhed ved at græde over de ukendte døde. Han havde ikke nogen relationer, hvis død virkelig var et tab for ham, så hans gråd ved ukendte menneskers begravelse var et forsøg på at udfylde tomrummet.
Caligula formåede ikke at gøre noget, der gavnede hans rige og kunne derfor ikke vinde folkets hjerte. Frederik den Niendes valgsprog var "Folkets Kærlighed, Min Styrke." Denne kærlighed kunne Caligula ikke vinde, så hans styrke var brutalitet. Den holdt ikke i længden, for han døde ved et attentat.
Den, der ikke magter relationerne til andre mennesker, ender ofte i sentimentalitet. Et eksempel er, når nogen bruger selvynk i håb om at nogen vil få medlidenhed, eller når et enkelt tegn på hengivenhed fra en fremmed bliver pustet op til noget stort.
Når nogen af os har prøvet den situation, at en person af det modsatte køn straks tror man er deres kæreste bare ved en enkelt venlighed, og ens fortræffelige egenskaber bliver pustet op til noget, de ikke kan leve op til. Sentimental længsel efter hjemstavnen eller en svunden tid er tegn på, at man ikke magter den tilværelse, som leves her og nu. Så bliver det meget bedre før i tiden eller derhjemme.
Det er sentimentaliteten, der udfylder hullet, når de ægte relationer mangler.
Også brutalitet er tegn på manglende formåen.
Vi har eksemplet med forældre, der ikke formår at vejlede deres børn på en god måde og derfor griber til prygl, eller mennesker, der får deres vilje igennem ved hjælp af brutale trusler. Hvem kan nægte, at en stat engang imellem må tage skrappe midler i brug, når det drejer sig om at bekæmpe alvorlig kriminalitet, terrorisme etc., men når de ledende står afmægtige overfor disse fænomener, stikker brutaliteten hovedet frem og rammer de forkerte.
Så de to begreber er i virkeligheden tegn på det samme, selv om de udadtil fremtræder forskelligt: manglende formåen til at leve, afmagt overfor kravene.
Sentimentaliteten og brutaliteten fremstilles rammende af William Shakespeare i dramaet Kong Lear, hvis titelpersons to ældste døtre overvælder ham med falske smigrer udtalt i svulstige vendinger, som den gamle mand æder ukritisk og sentimentalt på grund af begyndende demens, der i digterens gamle sprogbrug kaldes, at alderdommen formørker hans sind. Da den yngste datter skal sige, hvad hun føler for sin far, kan hun ikke sige andet, end at hun elsker ham fordi han er hendes far. Det tager den gamle konge ilde op og forstøder hende, en brutal handling forårsaget af afmagt. Hun mener det ærligt, men Lear gennemskuer ikke hendes ægthed og de to ældre døtres falskhed. Disse ældste døtre håndhæver siden den magt, som deres far har givet dem, med brutale midler. Den engelske rennæssancedramatiker havde indsigt i mennesker. Han har i dette drama vist, at sentimentalitet og brutalitet sagtens kan leve side om side i det samme sind, og at de har rødder i det samme: manglende livsformåen.
Verdenshistorien indeholder flere gode eksempler. Adolph Hitler var meget sentimental med børn og hunde. Gangsterkongen Al Capone stortudede til tragiske italienske operaer, samtidig med at hans virke kostede adskillige liv i forbudstidens Chicago. Ivan den Grusomme var dybt sentimental a la Rørstrøm ved begravelser.
Den amerikanske pansergeneral Patton fra 2. verdenskrig skulle have været en både sentimental og brutal person. I starten af tresserne blev der lavet en film om ham med George C. Scott i en god præstation som den berygtede general. Jeg tør ikke vurdere om den er et korrekt portræt af den virkelige Patton, det er der delte meninger om, men som karakterstudium i en gennemneurotisk person, der ikke formår at leve, er den eminent.
Patton, som denne film fremstiller ham, formår overhovedet ikke at kunne samarbejde med andre, og bliver derfor dødeligt uvenner med militære spidser som Eisenhower. Han er det gennemførte eksempel på "mig alene vide." Derfor står han ofte alene, gør tingene helt efter sit eget hoved og har ikke nogen venner blandt andre officerer. Han har heller ikke formået at bygge familierelationer op, der antydes svagt noget om hans mislykkede ægteskab.
Når slagene kæmpes, så trives han og føler sig i sit rette element, et træk han deler med den tyske diktator, han er med til at bekæmpe. Når hans mænd falder, læser han sentimentale digte op som han selv har skrevet, selvom han overhovedet ikke uden for slagets gang har nogen følelsesmæssig relation til disse mænd og de nærmest bare er marionetter. Samtidig mangler han forståelse for dem, der er nervenedbrudte af krigen og opfatter det som fejhed. En af de ting, der kompromitterer ham, er at han giver en lussing til en nervenedbrudt soldat, som han vil have til at forlade lazarettet og gå i felten.
Med denne film er det illustreret klart, at to tilsyneladende modsatte egenskaber kan eksistere side om side i en person, fordi de bunder i dem samme afmagt overfor livet. Patton formår ikke ægte relationer med mennesker, heller ikke sine mænd, derfor formår han heller ikke at vinde deres respekt på den gode måde. Sentimentaliteten og brutaliteten kompenserer, ganske vist på en dårlig måde, der ikke holder i længden, men den opleves bedragerisk som en erstatning af personen selv..
Et vigtigt træk ved sentimentaliteten er, at den ikke sætter personen i gang med positiv handling. Pattons sentimentalitet fik ham ikke til at tage sig af de soldater, der ikke kunne klare rædslerne i felten. Den ægte medfølelse fører handling med sig, der gør noget ved den nød, som den medfølende er vidne til. For den sentimentale er det nok via følelserne at bekræfte sig selv i, at han er så god. Næste dag er det måske brutaliteten, der stikker hovedet frem.

Så er der sentimentaliteten og brutaliteten i kunsten, som jeg indledte med at strejfe.
Også her er de to begreber noget, der kompenserer for manglende formåen.
Sentimentalitet er i kunsten et tegn på, at man ikke formår at bevæge følelserne, så skal der manipulerende midler til.
Når jeg selv har brugt ordet sentimental som skældsord, så har jeg ofte hørt, at der også skal være plads til følelser. Den sag er jeg ikke uenig i, men når sentimentaliteten forsvares med det, så svarer det til hvis man ville tale for pornografi ved at sige, at der også skal være plads til kærlighed. Sentimentalitet er nemlig i forhold til ægte følelser hvad pornografi er i forhold til kærlighed: forloren og uden indhold. Hvor pornografi gejler erotiske fornemmelser op uden et konkret levende menneske, som de skulle rettes imod, således gejler sentimentalitet også følelser op, som ikke retter sig mod nogen konkrete mennesker eller ikke fører til handling. Derfor må det siges at være en rammende betegnelse, når visse kulturskribenter kalder sentimentaliteten for følelsespornografi.
Ægte følelser skal der være plads til i kunsten - ja, den er død uden disse! - men nogen gange formår kunstneren ikke at bygge dem op og at bevæge sine modtagere på den ægte måde. Så skyder de genvej med billige følelsesladede effekter.
Vi finder det i form af tekster med overforbrug af adverbier, lange dødsscener og høj forekomst af børn, der dør, en hændelse mange forfattere har grebet til, når de ikke i tilstrækkelig grad har formået at vække medfølelse med hovedpersonen. I sentimentale fremstillinger af hjemstavnen bliver den mere en sindstilstand end et sted, ligesom sentimentale skildringer af den "lyse og lykkelige" barndom eller ungdom også mere er sindstilstande end perioder i livet.
Når Blicher beskriver den jyske hede kan man se den for sig og genkende den, hvis man har været der, eller hvis man har læst Blicher først og så ser den jyske hede for første gang, kan man genkende den fra Blicher. Da jeg var på ferie i Värmland i Sverige, kunne jeg med det samme genkende det fra Selma Lagerlöfs roman Gösta Berlings saga. Sådan taler sentimentale tekster ikke om hjemstavnen, selv om de godt kan nævne et reelt eksisterende stednavn. Læseren/lytteren får intet indtryk af stedet, man får kun indtryk af forfatterens længsel efter stedet. Nu kan længslen efter hjemstavnen godt være en ærlig og ægte følelse, men når den ikke fremstilles sentimentalt, får man også indtryk af stedet ved siden af forfatterens længsel.
Når Tove Ditlevsen skildrer sin barndom får man ikke bare de lyse lykkelige stunder, men også de forfærdelige, hårde ting, som vi også har oplevet i den tid, her er ingen fortielse. Når sentimentaliteten kommer ind i barndomsskildringer, så bliver de forløjede som gamle danske lystspil, der handler om børn. Som forfatteren Aksel Sandemose siger: mange voksne opfatter barndommen som en dejlig søndag før livets grå hverdag begynder, men den opfattelse skyldes kun glemsomhed.
Sentimentalitet i musikken gøres ofte med store intervalspring der på en kunstig måde vækker følelser frem for de ligefremme enkle dele af musikken. Hvis det drejer sig om vokalmusik, så fremføres det med bævende stemmer og masser af strygersovs.
Her bliver grænsen mellem det ægte følelsesfulde og det sentimentale ofte et spørgsmål om fremførelsen, for en sang om en sød lille fugl kan være ægte og rørende når den fremføres ligefremt og uden megen broderen, men den samme sang kan være som slibrig sirup, når den fremføres med bævende stemme og godt med dirrende violiner i baggrunden. Der er en verden til forskel på, når Woody Guthries smukke sang Deportee om de mexicanske landarbejdere, synges smægtende og godt garneret med strygersirup af The Weavers, og så Peggy Seegers ligefremme nøgterne fremførelse. De samme sange, som jeg har krummet tæer over at høre en Hollywood-crooner synge dem med sødladen stemme godt garneret af strygersovs, kan jeg nyde når Louis Armstrong synger dem med sin rustne stemme. Så her er grænsen mellem de ægte følelser og sentimentaliteten ofte ved fremførelsen. Det kunne overvejes, om noget lignende gør sig gældende i dramatikken: kan et i udgangspunktet godt teaterstykke blive sentimentalt af en sentimental fremførelse?
Eller på film, hvor det skal skæres ud i pap, det rørende ledsages af de dirrende violiner og skuespillerens ansigt ligner en knyttet næve.
Jeg har en enkelt gang prøvet at æde mig igennem Sound of Music, men gav op under halvvejen. For mig var den et bevis på, at belønninger med en Oscar ikke er nogen garanti for en films kvalitet. Den scene, hvor børnenes mor dør, udviser et godt eksempel på sentimentalitet: efter at budskabet om hendes død er kommet, så går der lang tid med et begravelsestog, hvor strygerne sitrer på lydbåndet og den ene nærbillede af et knytnæveansigt erstatter det andet. Det tragiske er sket, og så skal det bøjes i neon, som om vi var enten følelseskolde eller idioter, men når man ikke har kunnet på en ægte måde få skabt en sympati med børnene, må der skrappe midler til for at morens død skal bevæge.
På de gamle Morten Korchfilm er det et almindeligt virkemiddel at vise heltinden kaste sig på en seng og græde. Gråd er en naturlig reaktion på indre smerte, men at vise det på denne måde kan være en kompensation fra, at man ikke formår at få skuespillerinden til i sin mimik at vise sin reaktion på den sørgelige hændelse. Så er det et letkøbt sentimentalt trick bare at vise hende grædende ned i sin seng med lidt dirrende violiner i baggrunden. Især i disse film, hvor personerne oftest er papfigurer, som det kan være svært at få os til at føle noget for.
I billedkunsten bruges der så også i lighed med film og andre billedmedier overdrevent fortrukne ansigter eller store tårer. Der har gået malerier på markedet med børn, som har store runde øjne og store tårer, der triller ned. Prøv til sammenligning at se et afsnit af sæbeoperaerne i TV og sammenlign skuespilformen i dem.
Alle disse virkemidler er kompensation for manglende evne til at bevæge modtagerne.
Tilsvarende er brutalitet tegn på, at man ikke formår at opbygge ægte dramatik og spænding i handlingen eller at skildre noget rystende. Så tyes der til brutalitet for at skyde genvej. Det er især en almindelig faldgrube i filmens verden, for med den rette filmteknik kan voldsscener laves realistisk. Så er det fristende at kompensere fra manglende dramatik ved at give de voldshandlinger, der ifølge handlingen finder sted, en ekstra tand i brutal udpensling, især hvis de ikke har nogen tro på, at handlingen i sig selv er rystende for tilskueren.
Det er ikke sådan, at grimme hændelser er bandlyst fra kunsten. De er en del af livet og skal derfor også med i den kunst, der skildrer livet, men ligesom de rørende hændelser kan ende i sentimentalitet som kompensation for manglende formåen til at bevæge, så kan de grimme hændelser ende i ren brutalitet i form af manglende evne til at ryste og skabe drama og spænding.
Da jeg gik i gymnasiet blev det indført, at der skulle læses triviallitteratur i dansk for at de unge skulle lære at tage stilling til den, jeg nåede lige at være med til det. En af de bøger vi læste var en roman af krigsforfatteren Sven Hazel, der har en rimelig stor popularitet. Forstå det hvem der kan, for havde jeg ikke skullet læse bogen til vores dansktimer, så havde jeg klappet den i efter få sider. Aldrig i mit liv havde jeg læst en værre omgang sadistisk udpensling af død og lemlæstelse, godt garneret med sentimentalitet omkring hovedpersonernes kammeratskab!
Omtrent samtidig læste jeg frivilligt Remarques Intet nyt fra Vestfronten. Den skulle være Hazels forbillede ifølge ham selv, men forskellen er iøjnefaldende. Det grusomme hos Remarque formidles via de store drenge i felten og deres reaktion på det de oplever. Man rystes primært over hvad opholdet i skyttegravshelvedet gør ved dem i længden, så her er ikke brug for udpenslede skildringer af de soldater, der dræbes. Det gør en forskel.
Hazel-eksemplet viser, at sentimentalitet og brutalitet kan være i et og samme værk, ligesom jeg tidligere har sagt, at det kan være i en og samme person.
For ligesom det er udtryk for manglende formåen til at leve som menneske, så er det i kunst udtryk for manglende formåen som kunstner. En kunstner, der ikke formår at bevæge og ryste, griber til sentimentaliteten og brutaliteten som kompensation.
Så at de to ord har de samme slutendelser kan i den forbindelse være meget talende.