0Kajtansøstrenes forbandelse - Magiske perle...
Der er en græshppe på krogen, for både kradsfisk, og gedder elske... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 måneder, 7 dage siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 måneder, 20 dage siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 måneder, 29 dage siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
6 måneder, 9 dage siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
8 måneder, 3 dage siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
8 måneder, 17 dage siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
10 måneder, 27 dage siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
1 år, 2 måneder siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
1 år, 6 måneder siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
1 år, 7 måneder siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
1 år, 7 måneder siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
1 år, 8 måneder siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
1 år, 8 måneder siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
2 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
2 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
2 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
2 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
2 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
2 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
2 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
2 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
2 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
3 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
3 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
3 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
3 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
3 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
3 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
3 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
3 år siden
4Turbulens - Prolog
Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden. · Hvad der ellers stod... [...]
Romaner · familie, savn, frustration
3 år siden
5Engang var jeg skarp
"Den ser farlig ud," siger den lille dreng og peger på mig. · Hvis ... [...]
Noveller
3 år siden
4Glæde og frihed
Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græs... [...]
Kortprosa · tabt lykke, livet, glæde
3 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 16
Sita holdt en hvid kat i sin hule hånd. Ikke en rigtig, levende k... [...]
Fantasy
3 år siden
6Byens sjæle
Terminalen er stor. Og grim. · Indenfor er der butikker. Overdækked... [...]
Kortprosa
3 år siden
4Djævlestøv - Kapitel 15
Stjernerne lyste på den mørke himmel over Cessie, og hun så op på... [...]
Fantasy
3 år siden
5Djævlestøv - Kapitel 14
Kapitel 14 · "Du kaldte dem altså til hjælp," sagde Simon før Fredd... [...]
Fantasy
3 år siden
3Verden er min
Forstår du, skriverkarl, dette her er til de, der kommer efter os... [...]
Blandede tekster · mennesketyper, magt
3 år siden
3Djævlestøv - 13. kapitel
Den svage summen voksede til et smældende brus, da tusindvis af s... [...]
Fantasy
3 år siden
6Sengetid
Jeg har sejlet på alle verdenshavene, Under sort flag med dødning... [...]
Kortprosa · relationer
3 år siden
3Magt
Soldaterne er klar. Store og små, tykke og tynde. Der er tolv ræk... [...]
Blandede tekster
4 år siden
6Barnet - Del 1 af tre
Solen skinnede fra en skyfri himmel og glitrede i den uskyldsrene... [...]
Fantasy
4 år siden
2Spil
Han hed Billy og han ville bare spille violin. · Men der skulle jo ... [...]
Noveller
4 år siden
3Djævlestøv - 12. kapitel
Cessie står nede ved søen. Der er små krusninger på overfladen og... [...]
Fantasy
4 år siden
5En fortryllende dag
De sidste kirsebærblomster på det gamle træ i skyggen foldede sig... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Gennem sne mod håb
Sneen slår mod dem fra alle sider. Angela er klædt godt på. Det e... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Djævlestøv - 11. kapitel
En grønklædt mand for brølende frem. Sort i ansigtet. Og rasende.... [...]
Fantasy
4 år siden
4Barbaras begravelse
Kegler af lys peger på mig. Oppe. Nede. Fra siderne. · Det er tunne... [...]
Noveller
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 10
Den første mand kom, lige som Freddy og hans mænd var klar til at... [...]
Fantasy
4 år siden
5Djævlestøv - 9. kapitel
Før Freddy tog af sted, var han blevet orienteret om situationen ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Djævlestøv - 8. kapitel
Den blå gestalt har et navn. Han hedder Slikoran, og han sidder p... [...]
Fantasy
4 år siden
9Tidslåseren
I mange år lå den gemt mellem sten, skaller og andre skatte. · Nina... [...]
Fantasy
4 år siden
3Fyrstens venteværelse
Langt nede under jordskorpen er der huler. Den ene af dem er særd... [...]
Blandede tekster
5 år siden

Puls: 34,5

Publiceret: 5
Afgivet: 19
Modtaget: 12
Pia Hansen (f. 1958)

Den tredje søster

   Uhyret er tæt på. Gul og grøn fråde bobler om dets åbne gab. Dets knurren bliver et med jammeren omkring dem. Langsomt spiler det sine 12 skarpe kløer ud. De peger på hende. Rører næsten hendes næse og øreflipper. Hendes fingre er frosset fast til skæftet på sværdet. Hun kan ikke forsvare sig. Sveden der pibler frem bliver til rimfrost. Hun må støde skriget ud, før også det bliver stift.
   Brølet runger.
   Hun føler noget hårdt mod ryg og baghoved. Hun er fanget. En tung, kold hånd lægger sig mod hendes brystkasse. Hun gisper efter luft.
   Bag hende trænger en tryglende, rædselsslagen stemme gennem tumulten.
   "Hjælp mig, Lillika. Hjæ-ælp..."

"Træk vejret roligt, Lillika. Du drømmer."
   Stemmen når hende, netop som hun er ved at give op.
   Er det mor?
   Nej, stemmen er kølig og irriteret. Ikke rædselsslagen som mors ville være.
   "Turid?" fremstøder Lillika prøvende.
   Fingerspidserne på hendes skuldre giver hende svaret. Det er hendes lillesøster, der har kaldt hende ud af drømmen.
   Lillika slår øjnene op og i skæret fra slanke lys i en firearmet stage ser hun Turids blege ansigt. Søsteren sidder på sengekanten. Der er bredt et groftvævet tæppe ud over sengehalmen. Et strå har fundet vej gennem et lille hul, og stikker hende på det ene skinneben. Hun kløer sig. Væggene er af rå sten og der er flere senge i rummet, der ikke er særlig stort.
   "Det går nok," snakker Turid, "Vi lever da og det er vel ikke så slemt at blive gift."
   "Jeg vil ikke!" udbryder Lillika og kan selv høre, at hun lyder som en forkølet frø.
   "Fyrst Fahrin virker nu meget flink og charmerende," bedyrer Turid og tilføjer: "...selvom han er noget gammel. Næsten fyrre år. Det er nok værre for Murinda ..."
   Turid afbryder sig selv og piller nervøst ved en snor på natkjolen, før hun alligevel fortsætter: "For hun blev jo bortført."
   Lillika synker hen i tanker, kryber ind i sig selv og undres.
   Tænk at dette er virkeligt. Tænk at den slags sker i det Fruens år 3035. Og så for hende, oberst Lillika Monstrumius. Hun der har kæmpet for Varyliens frihed og sejr, har overgivet sig til fjenden. Selvom det kun er på skrømt og med bagtanker.

"Prøv nu at få lidt søvn," bryder Turid ind i hendes tanker. Hun tilføjer: "Vi skal nok finde Murinda. Og befri hende."
   Lillika synes ikke det lyder som om Turid selv tror på det. Typisk for det blødsødne fjols at affinde sig med situationen, og ligefrem bilde sig ind, at det kan ende godt.
   Lillika brummer noget om, at hun nok skal sove, og søsteren går de få skridt over til det lave stenbord med stagen. Det sprutter, da hun puster lysene ud.
   Lillika lægger sig ned, vender ryggen til sine medsøstre og stirrer gennem en glasrude ud på stjernerne og Anarkat, måneplaneten, der lyser bleggyldent og ligner en skive af et græskar.

I tre lange år havde der været krig mellem hendes land, Varylien, og de små dalsamfund, der havde samlet sig under en dronning, de kaldte Mary den Vise. Riget kaldte de Dreordien.
   Dreordierne havde allieret sig med monstre fra Mørket. De var svære at bekæmpe for mennesker - og også for lys-væsner, som varylerne havde allieret sig med.
   Så Varylien havde tabt og en dag var dronning Mary ankommet - i guldkaret og med et stort følge.
   Lillika så optoget, da hun stod på slotspladsen og glædede sig over, at hun var sluppet bort fra fronten og ikke var blevet taget som krigsfange. Dronning Pretenzia af Varylien havde givet hende plads som livvagt, og Lillika mente hun var ved at finde sig selv efter de grusomme slag.
   Netop fordi hun skulle være med til at passe på dronningen, hørte hun hvad de snakkede om.
   Først udvekslede de artigheder og floskler om, at nu skulle deres riger aldrig mere strides. Så blev der underskrevet en fredspagt.
   Dronning Pretenzia, der hastigt havde svøbt sin smukke solgule dronningekåbe om sig, lod tjenerne servere lækkerier for den sejrende regent og hendes følge - og mens dronning Mary smaskede en skive melon i sig og den besejrede dronning bed i en negl, tog en herold en rulle frem, lod den folde sig ud og læste højt:
   "Når det har kunnet komme til krig mellem vore frodige riger skyldes det tåbelige elementer blandt vore folk; umenneskelige væsner og mennesker, der ikke kan opføre sig til alles bedste. Disse elementer burde henrettes, men da de er af et betragteligt antal og en vis styrke, har Vi, dronning Mary, besluttet at samle disse i den afsides dal, som enkelte af disse uvæsner allerede holder til i. Det er således vor hensigt at vi i begge riger sender vanskelige folk og væsner, der ej har befattet sig med landsforædderi eller anden grovhed, til Flogalien, som riget indtil videre kalder sig. Da der særligt er mangel på hunner af menneskeracen, anbefaler Vi, at Deres majestæt sender et dusin kvinder i passende alder af sted, så at de kan gifte sig med 12 udvalgte mænd."

Lillika kan den kringlede ordlyd udenad. Den var ikke trængt ind under dronningernes videre diskussion, men senere havde nogle skrivere gjort flere eksemplarer, så at den kunne blive oplæst rundt omkring. Og nu ejer hun en af disse udgaver. Den ligger på bunden af den flettede kurv, hun har med. Sammen med de få andre ejendele, der er plads til.
   Efter at have tænkt over sagen besluttede dronning Pretenzia at de som skulle sendes bort skulle være af god familie, så at de kunne påvirke de slette folk i Flogalien. Hun lod sig dog siden overtale til at halvdelen var tjenestepiger og andre af lavere byrd.
   Derfor er Lillikas tjenestepige, den tykke Fanny, med. Lige nu snorker hun så det runger. Det forstyrrer åbenbart ikke hendes nattesøvn, at hun skal bortgiftes til en lurvet mandsperson med fletninger og stort, vildt fuldskæg. Og med kun 8 tænder i munden.
   Hun havde ligefrem smilet, da stodderen sagde, at nu fik han da noget at holde om.
   Hvis Fanny tror det bliver et bedre liv end at være opvarter og kokkepige, så kan hun tro om igen. Ganske vist havde Fanny måttet arbejde, mens hun selv -Lillika - tjente sit moderland, men før det havde hun ført en magelig tilværelse, blot med lidt huslige pligter i Lillikas og søstrenes barndomshjem.
   En tåre triller ned langs Lillikas næserod ved tanken om det for evigt tabte liv på den store gård, tæt ved slottet.

Det var Turid, der havde fået tanken først. Hun var kommet på besøg og mens de nød en kølig jordbærdrik, stirrede hun pludselig længe på en citronsommerfugl, der sad på en sekinblomsts lilla kronblad.
   Lillika udbrød: "Den sommerfugl minder mig lidt om Mirunda. Mon hun er død?"
   "Det ved du vel at hun ikke er?"
   Turid sagde det dæmpet og der var noget ildevarslende i stemmen. Som når hun truede med at sladre til deres mor om et eller andet.
   "Du er måske ligefrem glad for at hun er borte?"
   "Vel er jeg da ej," protesterede Lillika oprørt. Hvor kunne Turid dog tænke sådan om hende. Bare fordi hun skulle arve gården, hvis storesøsteren blev erklæret død. Og måske fordi hun havde taget sig kærligt af Murindas mand og den datter, der boede hos ham. En søn var forsvundet sammen med søsteren.
   "Du ved lige så godt som mig, at vor storesøster er fange i Flogalien, sammen med Jokaniz - hendes søn. Vi må da befri hende. Hvis vi nu melder os blandt de 12..."
   "Der er der ikke noget ved, at vi også vansmægter som slavinder for tåbelige og undertrykkende mænd og uhyrer."
   Så var det at Turid provokerede:
   "Du TØR måske ikke?"

Og nu er de så her ..
   Det er vel bedst at sove.
   I morgen finder hun ud, hvad det er for en starut, hun skal tvinges til at gifte sig med.
   Hun har fået at vide, at han har travlt og at han er troldmand, men er faldet i unåde hos sine tidligere beskyttere. Det er alt, hvad hun ved.
   Det er sikkert en grim, gammel en, som tror han kan lave jern om til guld - bare han lige finder den rette måde.

Lillika sukker dybt. Øjenlågene er tunge. De falder i og hun døser. Hun er bange for at sove, bange for at mareridtet så vender tilbage. Det er flovt at de 11 andre måske har hørt hende skrige. Ja, det er galt nok at Turid har hørt det.
   En oberst skriger ikke af frygt.
   Med den tanke falder hun alligevel i søvn.
   Efter en tid med flimrende mørke drømmer hun, at hun lister sig ind på et bibliotek, hvor der er en masse gamle, støvede bøger.
   I den ene finder hun en trylleformular.
   I næste drømmescene tryller hun den grimme gamle troldmand om til en ork på størrelse med en tissemyre - og så kvaser hun ham med sine tunge støvler.
   Hun ler.


Bryllupsdagen
   Om morgenen kaldte vagten på dem. Der var stillet vand frem og nogle af kvinderne trængtes om at komme til, så de kunne plaske lidt vand i ansigtet. Måske endda tvætte sig lidt i armhulerne. Et par af kvinderne fniste, næsten som om det her slet ikke var dagen, hvor deres onde skæbne skulle besejles.
   Lillika fnøs. Der var vel ikke grund til at skylle sig?
   Langsomt satte hun sig op. Nu var det sollys, der skinnede ind af ruden. Glasset var stribet. En eller anden havde åbenbart forsøgt at vaske ruden.
   Døren gik op og duften af nybagt hvedebrød fik Lillikas næsebor til at vibrere. Mundvand samlede sig og kæberne sitrede for at få lov til at tygge brød.
   "Når I har spist går I til forskellige huse," meddelte den ene af de to tilkomne kvinder. De havde kjoler på. Spraglede.
   Bagværket lå i en stor kurv, de bar mellem sig. Brødene var små og runde.
   Faktisk smagte de uforskammet godt.

Efter måltidet blev Lillika og de andre kvinder kaldt udenfor.
   Storsolen skinnede fra vest og fra syd funklede Lillesolen. Deres stråler mødtes ikke, men det ville de gøre omkring tid for næste måltid. To sandviner senere end hjemme.
   Fyrsten, som Turid skulle giftes med, kom vraltende med en hale af mennesker og andre skabninger i sit kølvand.

Da de sejlede ned af Siwas havde der i det mindste ikke været andre skibe bag kølen, tænkte Lillika, men verfede hurtigt tanken til side. Den var ligegyldig.
   En mand i noget, der lignede en munkekutte, trådte frem mod dem. Om livet havde han et reb. Hans læber bevægede sig. Måske mumlede han for sig selv, måske tyggede han bare på sin underlæbe, fordi han var forlegen?
   Så sagde han, mens han stirrede ud i luften og som om det kun kunne gå for langsomt med at få det sagt: "Tillykke med jeres bryllupsdag, kære damer. Ja, de fleste kan blot træde frem, når jeg har kaldt en mand frem, men troldmanden har travlt, så den der skal giftes med ham må vente."
   11 mænd og lige så mange kvinder dannede par. De fleste virkede forlegne, men Turid tog frejdigt sin tilkommendes hånd. Hun kvidrede som en dårefuld due. Hendes glæde var bare komedie for at få det bedste ud af situationen.
   Ikke om hun, Lillika, ville nedlade sig til den slags narrespil.
   Så hellere finde en måde at myrde det fjols af en såkaldt troldmand på.
   Tanker om gift og tunge genstande tog form i hendes hoved.

Med noget hun håbede var et hånligt smil og med en ryg, hun vidste var rank, fulgte hun efter den kutteklædte gennem smalle gyder. Der var et virvar, men hun så kun på husene. De var meget forskellige; nogle var sære med tårne og mostag, andre store og pæne, flere små og skæve, en del små, men nydelige og ...ja, var der i grunden nogle ens huse?
   De mange nysgerrige mennesker kunne hun slet ikke forholde sig til.
   En stemme lod sig dog ikke lukke ude. Lige bag hende og munkegestalten gik Fanny og mumlede til sin ledsager: "Styr dig til i aften, fister, eller jeg bider dine fingre af."
   Hun lød nervøs, men ikke vred.
   Irriterende kvindemenneske. Fed og over fyrre. Hun tog det vel som en oplevelse?

Huset de lidt efter trådte ind i, var af rå sten, og så nogenlunde solidt ud. Var det mon her hun skulle bo?
   En klynge bestående af 3 unge piger, 2 sortelver-hunner og 1 lyselver-pige kom imod hende. Fnisende og plaprende på et sprog hun ikke forstod, virkede de som skræppende gæs. De viftede med en grøn kjole, et slør, smykker og håndklæder. Og en af dem vinkede mod et forhæng.

Hun skulle åbenbart i bad. Et stort og simpelt trug var fyldt med vand, der dampede En svag duft af rosenolie, blev næsten kvalt i svovldamp.
   Det vand ville hun godt nok ikke bade i. Det ætsede vel bare hendes hud.
   "Hvad ER meningen?" forhørte hun brysk og håbede, at hendes myndighed kunne besejre den angst, der fik sveden til at pible frem overalt på kroppen.
   "Du er da vel ikke bange for vand. Svovlet er vel bare for at holde vandet rent for småkravl," lød Fannys hånlige røst.
   Når hun fik brygget gift eller fandt på en anden aflivningsmetode, så kunne Fanny dele troldmandens skæbne kunne hun.
   Lillika fastholdt den trøstende tanke, mens hun, meget langsomt, klædte sig af og nølende steg op i truget.

Vandet var varmt og behageligt. Svovldunsten virkede mindre krads nu, og ingenting ætsede hende.
   Lillika lod sig synke ned i det. Så godt det nu lod sig gøre. Bare hun dog kunne blive her altid. Forsvinde ned i det og opdage, at det var et bundløst hav eller i det mindste Siwasflodens dyb, med tang, søanemoner og karper. En del af den verden, der en gang var hendes.
   Hun lukkede øjnene, og forestillede sig, at hun steg op af flodvandet efter en svømmetur, forestillede sig den smalle tange af sand, før græs og blomster strålede mod skrænterne og de mange snævre gyder, der førte ind i byen.

Forhænget gled grinende til side. Sådan lød det i hvert fald, da dets mange glasperlespækkede tråde stødte mod hinanden. "Er du snart færdig?" kaglede en stemme hun kendte. Fanny var åbenbart hendes tjenerinde lidt endnu.
   Hun havde været noget tvær, siden hun var blevet sendt med på denne rejse ned ad Siwas med en tremaster. Og siden ind mellem bjergene til hest og til fods, når hestene måtte trækkes og de vaklede af sted i gåsegang.
   Grimme billeder. Så grimme, at Lillika modstræbende åbnede øjnene. Hun stirrede på væggene med de rosa klinker. Hvordan havde de fået dem slæbt herhen? For de havde vel ranet dem? De kunne vel ikke selv fremstille noget så fint og glat?
   Nej, flere steder var der krakeleringer. Sikkert fremkommet ved transporten?
   "Så skynd dig dog, pigebarn, du skal giftes om en time" brølede Fanny og en fed arm rakte en håndklæde mod hende. Et par af de fjollede perler ramte hendes pande. Så tæt ved var forhænget.
   "Jeg vil ikke!" skreg Lillika og slog begge hænder ned i det svovldunstnende vand, så det sprøjtede på den uformeligt fede Fanny. Blævrende greb konen et håndklæde og tørrede sig i ansigtet. Det var et af dem, de havde bragt med hjemmefra og en svag duft af magnolia-urt hang endnu ved det.
   Her fandtes hverken håndklæder eller magnolia.
   Heller ikke anstændighed og fri vilje. Bare en masse simple og latterlige ting.
   Fanny tyssede på hende og pegede i den retning hvor "gæssene" i form af kvinder og sortelver-hunner holdt til.
   De forstod vel ikke hendes sprog? Deres pludren og fnisen, da de viste hende og Fanny tilrette tydede ikke på det, men man vidste aldrig.
   Hun steg op af badet og tørrede sig, gnubbede sig og kastede op i vandet.
   Der var ingen vej uden om det forsmædelige ægteskab.

"Jeg vil ikke!" gentog Lillika senere. Hun nærmest snerrede ordene frem og stirrede på fremtoningen i det guldindrammede spejl.
   Det askeblonde hår var flettet i en tyk fletning og spændt fast med et træspænde, prydet med en hæslig figur, der skulle forestille en due. En fredsdue. Ha! Hvis herskerne troede de fik fred sådan her ...
   Hun prøvede at sende et hånligt fnys ud gennem næseborene, men det blev bare til et trist snøft. Hun var bange, men det måtte ingen vide.
   I spejlet så hun også den fede Fanny. Klædt i en spraglet kæmpekjole, der fik hende til at ligne et nomadetelt med hoved. Og sikke et hoved. En storm raserede kinder og dobbelthage, men så stoppede vinden brat og efterlod et koldt klippefjæs.
   "Du er ikke en forkælet 6-års tøs," tordnede Fanny med en stemme, der var lige så fremmed som dette ækle sted. Hun fortsatte belærende: "Du er 26, tynd, fregnet, grim - og egoistisk. Tænk sig, at du kan bruges til at skabe fred med. Nå, alle kan vel gøre nytte på en eller anden måde."
   Den med-deporterede tjenerindes stemme var skarp som den kniv, der i nat ville flænse en nygift troldmands onde hjerte. Ja, for den lille kniv, hun havde fået i dåbsgave, lå nu skjult i hendes ene støvle.
   Nu forsvandt de sidste skrupler. De kunne jo lade Fanny undgælde, hvis de ville.
   Lillika drejede sig halvt og smilede til den fede: "Så kom da med sløret, søde."
   Nomadeteltet kom imod hende med et florlet, giftiggrønt slør. Det snoede sig som et spøgelse, der øjner en kristen kirke. Pailletterne glimtede som en hånende haglbyge.
   Lillika stirrede stift på brudekjolen, der klistrede mod hendes overkrop og bruste om benene. Grøn og overbroderet med silketråde, der prøvede at ligne blomster og sommerfugle.
   Fanny satte sløret fast med et stikkende diadem.

Udenfor skinnede solen og der duftede af fremmede urter og blomster.
   Hjemme blomstrede magnoliaen

Som i trance fulgte hun Fanny gennem menneskemængden.
   Bygningen, hvor brylluppet skulle foregå var rund og opført af store sten eller klippestykker. Foran den buede dør stod et par djævlelignende træfigurer, men på taget var der placeret et kors.
   "Kultursammensmeltning," mumlede Lillika hånligt..
   Foran noget der lignede en grotesk mellemting mellem et kristent alter, et alter til menneskeofring og en bod, der solgte peberkager stod på den ene side en alvorligt udseende mand i sort præstekjole og med en trefork.
   På den anden side stod hendes tilkommende med spids blå hat og en stjernedrysset kappe.
   Under hatten skottede to blå øjne mod hende og en sort krølle klæbede mod panden. Her var nu også temmelig varmt. Sikkert på grund af de mange brændende lys og de mange mennesker.
   "Daw," sagde troldmanden, "så du vil giftes med mig?"
   Hun trak opgivende på skuldrene.
   Han talte hendes sprog med en pudsig accent. "Nye skikke, for freden."
   Hans stemme klang af undren og mildhed.
   Noget blødt sneg sig ind over angsten og kulden i Lillikas sind.
   Han var ung, usikker og sikkert ikke halvt så trolddomskyndig, som rygterne sagde.
   Så kom mistænksomheden og fejede dynen af formildende fnug til side. Han skabte sig vel bare? Forstillede sig, sådan som Turid, for at gøre et godt indtryk. Når de blev alene ville han afsløre sit sande jeg og vise sig som den brutale idiot, han var.
   Omhyggeligt så hun væk fra øjnene og det lille smil i den ene mundvige. På den ene kind havde han to dybe ar. Det ene længere end det andet og det korteste krydsede det længste, så det lignede et mishandlet kristenkors. Der var noget sortrødt og klæbrigt på hans ene øreflip og det bredte sig ud i hans sorte, krøllede hår, hvor der også var nogle underlige, små trævler af noget ubestemmeligt.
   Lillika gøs, rynkede brynene og mumlede: "Du er grim."
   Hun fortrød med det samme og skævede nervøst, først til manden og så til Fanny, der kun var en mand fra hende. Fanny rystede opgivende på hovedet og så stift på præsten - forkynderen eller hvad han var, ham med treforken.
   "Nå, det synes du," kom det fra troldmanden. Og så trak han på skuldrene. Hans smil var forsvundet. Ganske som hun havde ventet.

Manden med treforken holdt en slags tale som Lillika ikke hørte ret meget af. Hun havde ikke plads til ordene, for hjernen var igen fyldt med tanker om, hvordan hun og Turid hurtigt skulle befri søsteren, myrde troldmanden og komme væk.
   "Nu er vi så mand og kone," brød troldmandens stemme ind i tankemylderet. Hun stirrede på hans ar og fik kvalme ved tanken om, at han måske ville kysse hende.
   I stedet sagde han: "Lad os gå en lille tur før festen."
   Hun nikkede og begyndte at gå. Foran dem gik de andre par. De fleste hånd i hånd.
   Da manden ved hendes side rørte hendes hånd vovede hun ikke at trække den til sig. Det ville måske vække vrede.
   Mange par øjne stirrede på dem, fra bænkene, der stod i lange rækker på hver side af gangen. Lige som i en kristen kirke. Sådan en havde hun en gang været i, så hun vidste det, men kunne bestemt bedre lige de cirkelformede bænke i hvis inderkreds hun hørte til. Hjemme i Varylien.
   Udenfor blæste det lidt og et sted, ikke så langt derfra lød der musik. De andre par og de fleste fra det runde hus - kirke, synagoge eller hvad det nu var? - tempel måske? - fulgte efter, hujede og smed med blomster.
   Troldmanden tog bedre fat om hendes hånd, men sagde ikke noget til hende, før de stod foran en lille dam. Et par hvide svaner betragtede dem med noget der lignede forbavselse.
   "Har du det dårligt?" spurgte han.
   Lillika spekulerede på om dammen var bundløs. Kunne han mon trylle sig op af den, hvis hun skubbede ham i? Måske tryllede han sig om til en svane? Måske var svanerne derude hans tidligere koner?
   Hun svarede ikke.
   "Er du blevet tvunget til det her?" spurgte han så.
   "På en måde," røg det ud af hende.
   " På en måde," gentog han og tilføjede: "...er jeg også det."
   Han slap hendes hånd og fulgte hendes blik ud mod svanerne.
   "Vil du hellere være en svane?" spurgte han.
   Og det ville hun. Men så fik hun jo aldrig befriet Mirunda.
   Overdrevent ivrigt rystede hun på hovedet.
   "Godt," sagde han, "for jeg har vist glemt den trylleformular."
   "Kan du virkelig trylle?"
   "Lidt ja," svarede han.
   " Kan du forvandle dig til en mus?"
   "Næh, men jeg kan pibe som en. Vil du høre?"
   "Ikke før jeg træder på dig," snerrede hun.
   Og fortrød. Nu skubbede han hende vel i?
   "Nå, men så lad os gå over og danse. Så kan du træde mig over tæerne," foreslog han.
   Mod sin vilje fniste hun lidt.
   Han talte hendes sprog udmærket nu. Havde han fundet det frem i sin hjerne fra et tidligere tidspunkt? Eller tryllet sig i stand til at tale det?
   Det kunne være lige meget. Hun var her for at finde og befri sin søster.
   Og så blev hun jo nødt til at gå til den dumme fest. Sit eget bryllup.


Der var borde, der bugnede af alle mulige former for mad.
   Folk samlede sig i grupper eller parvis og snakkede. Nogle børn pjattede og legede.
   Ved siden af dem sad en klynge unge mennesker. En af dem råbte noget i et bydende tonefald og en kvinde i en gulbrun kjole stoppede op. Straks efter bevægede hun sig langsomt mod gruppen. Der var noget sløvt og marionetagtigt over hendes gang - men der var alligevel noget bekendt ved skikkelsen.
   Da kvinden næsten var nået hen til de unge, strakte en af dem et ben ud - kvinden så det ikke - eller så det for sent. Hun faldt så langt hun var. Frugterne trillede ud af kurven, og flere af de unge gav sig til at sparke til dem, mens de hånede kvinden.

Det var ved at blive aften, og mens solene igen skiltes på himmelbuen over dem, blev der båret nye retter og drikke ind.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 19/01-2010 12:22 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4768 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.