Brud med bagtanker

2. del


10 år siden 4 kommentarer 2 kapitler Fantasy

3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 måned, 23 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 4 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 måneder, 7 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
9 måneder, 21 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 2 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
4 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
4 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
5 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
5 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
5 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
5 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
5 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
5 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
5 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
5 år siden
4Turbulens - Prolog
Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden. · Hvad der ellers stod... [...]
Romaner · familie, savn, frustration
5 år siden
5Engang var jeg skarp
"Den ser farlig ud," siger den lille dreng og peger på mig. · Hvis ... [...]
Noveller
5 år siden
4Glæde og frihed
Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græs... [...]
Kortprosa · tabt lykke, livet, glæde
5 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 16
Sita holdt en hvid kat i sin hule hånd. Ikke en rigtig, levende k... [...]
Fantasy
5 år siden
6Byens sjæle
Terminalen er stor. Og grim. · Indenfor er der butikker. Overdækked... [...]
Kortprosa
5 år siden
4Djævlestøv - Kapitel 15
Stjernerne lyste på den mørke himmel over Cessie, og hun så op på... [...]
Fantasy
5 år siden
5Djævlestøv - Kapitel 14
Kapitel 14 · "Du kaldte dem altså til hjælp," sagde Simon før Fredd... [...]
Fantasy
5 år siden
3Verden er min
Forstår du, skriverkarl, dette her er til de, der kommer efter os... [...]
Blandede tekster · mennesketyper, magt
5 år siden
3Djævlestøv - 13. kapitel
Den svage summen voksede til et smældende brus, da tusindvis af s... [...]
Fantasy
5 år siden
6Sengetid
Jeg har sejlet på alle verdenshavene, Under sort flag med dødning... [...]
Kortprosa · relationer
5 år siden
3Magt
Soldaterne er klar. Store og små, tykke og tynde. Der er tolv ræk... [...]
Blandede tekster
6 år siden
6Barnet - Del 1 af tre
Solen skinnede fra en skyfri himmel og glitrede i den uskyldsrene... [...]
Fantasy
6 år siden
2Spil
Han hed Billy og han ville bare spille violin. · Men der skulle jo ... [...]
Noveller
6 år siden
3Djævlestøv - 12. kapitel
Cessie står nede ved søen. Der er små krusninger på overfladen og... [...]
Fantasy
6 år siden
5En fortryllende dag
De sidste kirsebærblomster på det gamle træ i skyggen foldede sig... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Gennem sne mod håb
Sneen slår mod dem fra alle sider. Angela er klædt godt på. Det e... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Djævlestøv - 11. kapitel
En grønklædt mand for brølende frem. Sort i ansigtet. Og rasende.... [...]
Fantasy
6 år siden
4Barbaras begravelse
Kegler af lys peger på mig. Oppe. Nede. Fra siderne. · Det er tunne... [...]
Noveller
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 10
Den første mand kom, lige som Freddy og hans mænd var klar til at... [...]
Fantasy
6 år siden
5Djævlestøv - 9. kapitel
Før Freddy tog af sted, var han blevet orienteret om situationen ... [...]
Fantasy
6 år siden
4Djævlestøv - 8. kapitel
Den blå gestalt har et navn. Han hedder Slikoran, og han sidder p... [...]
Fantasy
6 år siden
9Tidslåseren
I mange år lå den gemt mellem sten, skaller og andre skatte. · Nina... [...]
Fantasy
6 år siden
3Fyrstens venteværelse
Langt nede under jordskorpen er der huler. Den ene af dem er særd... [...]
Blandede tekster
6 år siden
2Hjælpsomhed
En novembermorgen i 1689 skinnede solen på en rydning langt ude i... [...]
Noveller
6 år siden

Puls: 34,8

Publiceret: 3
Afgivet: 17
Modtaget: 11
Pia Hansen (f. 1958)

Et nyt spil

   Hun vil have den hæslige kjole af. Trampe på den, rykke den i småstykker og smide den på ildstedet. Eller bare kyle stykkerne rundt omkring i dette vildtfremmede sovekammer, mens hun skriger.
   Men uden den har hun et værn mindre mod det, troldmanden sikkert vil om lidt. Hun krydser armene og presser dem ind mod sig.
   "Lad os få noget søvn," siger Troldmanden.
   Han har et navn, men Lillika kan ikke få sig til at bruge det. Hun svarer ikke. Sætter sig bare på sengekanten og sparker lidt til de sko de gav hende sammen med kjolen og det andet bras. De latterlige, grønne kludesko med de idiotiske sommerfugle på, har han anbragt med en kommentar om, at de jo lige så godt kan stå ved hendes side af sengen.

Troldmanden ser på hende, frembringer et smil, der hurtigt dør ud, og vender ryggen til. Han krænger sin blodrøde kjortel af, folder den sammen og lægger den på et bord ved siden af en vandkande og et porcelænsfad. Vandet plasker fra kanden mod fadet med en lyd som et brusende vandfald mod sten.
   Men det er selvfølgelig bare noget, hun forestiller sig. Hun kvæler et suk, får det galt i halsen og udstøder et kort, gryntende host, der hamrer gennem hendes hoved. Som om det ikke værker nok i forvejen. Som om der ikke er alt for meget derinde. Alt for mange indtryk og tanker.
   Det er nu hun skal af med den kjole. Nu mens han vender ryggen til. Hendes hænder famler med hægter og bændler. Hvorfor er den rådne kjole lukket bag i?
   Nå, det gider hun ikke spilde tid på. Hun må finde sine støvler. Støvlerne med kniven.
   Dem tog de fra hende, men den unge kvinde, der bor i troldmandens hus, sagde, at de var bragt her hen.
   Den unge pige?
   Lige meget. Skidt nu med hende.
   Arrigt griber Lillika ud efter dynen, der er slået til side. Hun flår den til sig, lægger sig ned og trækker den op under næsen.
   Hun flygter, når hun har dræbt det lede svin, der står så mageligt og pjasker vand på sig. Så er det vel lige meget, hvad hun har på?
   Lillika skutter sig under den tunge dyne. Lugten af groft sæbe, fremstillet af dyrefedt og aske, er ikke til at tage fejl af. Den river i næsen og fortæller, at betrækket er nyvasket. Det er blomstret og af et stof hun ikke kender. Det er blødere end hør; ikke så glat som silke, men heller ikke tungt som fløjl. Blomsterne er vævet ind, ikke påsyede eller broderede.
   Det er flot. Næsten smukt. Det kan også bruges til kjoler.
   Og det bliver det, for den kjole Mirunda havde på var jo vævet af den slags stof.
   For hulan da, hun gider altså ikke tænke på Mirunda lige nu.
   Efter det der er sket, kan hun bare blive her. Sådan en ork-elsker.
   Lillika smækker øjenlågene i.
   Et glimt af dyb sorg i kendte og elskede øjne, tvinger dem hastigt op igen. Hvorfor banker hjertet så hårdt? Det kan da ikke dunke af smerte på grund af den dumme gås, der tilfældigvis er hendes søster?
   Jo, måske?
   De må vel snakke sammen? Hun må i det hele taget tale med nogen. Ellers går hun i stykker.
   Hvis hendes sjæl ikke allerede er flået som hun gerne vil flænse den påtvungne kjole?
   Først nu dukker glimtene op og trænger igennem panseret af ensidige tanker om at slå troldmanden ihjel, så hun kan slippe væk.
   Måske kan hun bare smutte, når han sover?
   Måske ...
   Hun må samle sine tanker. Må få styr på, hvad der egentlig er sket i dag. Må dele hændelserne op i små bidder og finde mening i dem.


* * *

   Der var en lilla frugt. Violet udenpå og når skallen blev pillet af var den lyslilla, i en næsten rosa farvetone. Det var inden de unge kaldte på kvinden i den gulbrune kjole, vævet af det sælsomme stof.
   "Smag den," foreslog troldmanden og havde delt frugten i to. Den ene rakte han frem mod hende. Hun tog den, men havde ikke lyst til at bide i den. Måske smagte den surt eller vammelt?
   Hun drejede ansigtet til den anden side og stirrede ind i et par grønne øjne. De befandt sig under en manke af korngyldne krøller, på hver sin side af en fregnet opstoppernæse.
   "Den er god," sagde personen og pegede på frugten. Som om Lillika var idiot. Muligvis lignede hun ligefrem sådan en, for hun følte sig temmelig fortabt.
   "Kan du ikke lide at være her?" spurgte personen så. Det var en ung kvinde og hun kunne åbenbart tale varyllisk uden større besvær. Måske var hun ligefrem en af de tidligere brude?
   Mens Lillika rystede på hovedet og for sig selv formulerede nogle ord om, hvor meget hun hadede stedet og sin situation, bed kvinden i en frugt mage til hendes egen. Saft drev ned over hendes hage. Hun tørrede sig med et løsthængende ærme, der hørte til den kjortel - eller tunika? - hun havde på. Var åbenbart ikke i en dum, ydmygende kjole. Det var en smule opmuntrende og pludselig havde Lillika taget en bid af frugten. Den smagte sødt og godt.
   Hun gumlede lidt og svarede så med eftertryk: "Nej."
   Den unge kvinde skulle vist lige til at sige noget.

Så var det at Lillika opfangede sceneriet med kvinden.

Hun rejste sig. Midt i bevægelsen undrede hun sig over, om det var for at gøre noget for kvinden?
   Det kom vel ikke hende ved, at nogle lømler morede sig med at håne en kvinde? Måske havde hun fortjent det?
   Men Lillikas blik klistrede sig til sceneriet. Var der ikke noget bekendt ved kvinden?
   Svaret blæste hendes blik væk, men i stedet slog hendes fødder rødder.
   Som et ekko af nattens onde drøm rungede et brøl. Jordskorpen gungrede. Nogle totter af højt græs svajede. En ork trampede, temmelig hurtigt, mod flokken. De unge sprang bort som mus, der for sent har sanset en høg.
   Kvinden blev stående som om også hun havde slået rødder. Rødder der i en rasende fart ålede sig frem mod Lillika.
   Hurtigt tog hun en dyb indånding. Det med rødderne kunne jo ikke lade sig gøre.
   Nu gjaldt det om at tænke hurtigt. Hvorfor kom giganten trampende? Og havde hun virkelig set rigtigt, da det for gennem hende, hvem den kvinde var?
   Eller var hun blevet syg af at nippe til den underlige frugt?

"Skal jeg hjælpe dig af kjolen?" bryder troldmanden ind i hendes genopfriskning af dagens hændelser. Han har lagt sig på sengen og hans ånde bølger mod hendes nakke.
   "Nej," hvæser hun og rykker sig så langt væk, at hun er lige ved at ryge på gulvet.
   Troldmanden sætter sig op igen, puster det sidste lys ud og der bliver mørkt. Ikke engang en anarkatstråle trænger ind. En smule røg kilder hendes næsehår, mens nabodynens betræk knitrer og hendes uønskede sengekammerat putter sig.
   Gid han vil falde i en dyb søvn, så hun kan liste op og stikke af.
   "Måske lusker de rundt derude," siger troldmanden til hendes nakke.
   Hun spørger ikke hvem han mener. For hun ved det. Og det er som om realisternes lænker låser sig om hendes håndled og ankler. En klump at iskold frygt samler sig over hendes næse, hvor den presser på for at smelte og løbe ud som tårer.

Der havde ikke været noget i vejen med frugten. Kvinden var Mirunda.
   Lillika vidste det, da hun sammen med kvinden med guldkrøllerne, gik tøvende frem mod optrinnet. De stoppede begge, da orken greb en af de flygtende og løftede ham op ved at holde i hans kravetøj. Giganten rystede ham som om han var en støvet klud.
   Kvinden råbte noget på et fremmed sprog.
   Der lød et smæld og en kaskade af farvede gnister dansede hen mod den vrede ork og hans slatne fange.
   I et nu lod Lillika sig paralysere af de skarpt funklende gnister, der dannede mærkelige mønstre. Og da hun fik løsrevet sig fra synet var orken væk. I stedet sad der en kat foran den rystende knægt, der holdt den ene hånd mod sin hals og jamrede,
   Troldmanden kælede for katten, der gned sig op mod hans ene ben. Dens buskede pels var hvid som sne og den havde halsbånd på. I det han strøg kattens ryg, henvendte han sig til staklen i en hård tone og med ord Lillika ikke forstod. Hvalpen kvækkede et eller andet og luskede hen mod en forskræmt, tøndeformet kvinde, der var dukket op og stod med armene bredt ud i en fjollet begyndelse til en omfavnelse.
   "Mødre!" fnøs Lillika lavmælt.
   "Kærlighed er da en ærlig følelse," vrissede Mirunda.
   Det var da en underlig måde at hilse på, efter al den tid, tænkte Lillika, kradsede sig i hovedbunden og besluttede at være mere høflig.
   "Goddag, kære søster," hilste hun og tvang sig til at se på søsterens ansigt.
   Mirunda var ikke sluppet uskadt fra det angreb hun havde bønfaldt sin søster om at stoppe: det angreb der stadig spøgte i Lillikas onde drømme. Begge kinder var arrede og det ene øje hang så underligt.
   Det var ækelt at se på og Lillika opdagede, at der groede to små violer mellem græsset.
   "Nå så du ækles," konstaterede Mirunda. Hendes stemme var grødet. Stod hun der og flæbede?
   Noget forsøgte at overdøve den hånlige tanke. En længsel efter det de engang havde sammen. Hun så op og hendes arme strakte sig, ligesom af sig selv, ud mod kvinden.
   Et hårdt, afvisende stenfjæs fik dog straks armene til at falde ned langs siderne.
   "Du ser ellers yndig ud i grøn brudekjole," påstod Mirunda og fortsatte spottende: "Nu kan du jo så prøve, hvordan det er, at være en oberst, der både har ledet og deltaget i massakrer og tortur - rettet mod overlevende og ofre, der er her!"
   "De - de må vel have opdaget, at det ikke var dig," stammede Lillika og ledte desperat efter ord, der kunne undskylde og forklare.
   "Åh jo," sagde Mirunda bittert, "De har opdaget det, og nu passer orkerne på mig. Især Rakas, den gode, gamle hidsigprop. Men menneskene - mændene - husker du dem? "
   "Der er jo så mange mænd," mumlede Lillika.
   "Ja, for dig."
   "Jeg kom da her for at redde dig!" snerrede Lillika. Nu havde hun snart fået nok af Mirundas åbenbart grænseløse utaknemmelighed.
   "I to må snakke sammen," skar buksepigen igennem.
   Straks efter sagde hun noget til troldmanden, der fik ham til at smile, mens han rystede på hovedet og måtte rette lidt på sin hat.

Den unge pige er troldmandens plejedatter, ved Lillika nu. Og huset hun førte dem til er det hun nu er i.
   Plejedatteren er sytten, hedder Julie og nærmest sprudler af ungdommelig livsenergi.
   Da hun førte dem mod huset, tænkte Lillika mest på, at nu slap hun væk fra bryllupsfesten.
   Ingen af dem sagde noget og i stilheden bemærkede Lillika, at de åbenbart ikke var de eneste, der ikke befandt sig på festpladsen, Et sted i nærheden legede nogle unger. De sad i en rundkreds og talte med ivrige stemmer, der skiftevis klang af latter og tordnede af vrede. Da de kom tæt på, viste det sig at de spillede et spil med kugler.
   Julie stoppede og sagde noget til dem, og en pige med rødt, uglet hår og fjæset tværet til med snot fortalte en hel masse i et ulykkeligt og forurettet tonefald. Hun stod op nu og et par af de andre unger havde også rejst sig. En pige med sort kruset hår og i et par lasede bukser med kun en sele, en sortelverunge, vistnok af hankøn, klædt i en kjolelignende hørsærk og en lyselver-pige i en kjole, der vistnok havde været lyseblå for nylig. De blandede sig i samtalen, og på en eller anden måde endte det hele med, at Julie stod og krammede fire snotunger på en gang, hvorefter de fortsatte spillet.
   "De var uenige om reglerne," smilede Julie, "så jeg foreslog, at de blandede dem. Det har de vist allerede fundet ud af. Når det bare er et spil, er det ikke så svært. Nu er spillet nyt for dem alle."

Ja, gid man bare kunne spille et nyt spil, tænker Lillika som hun ligger der i den fremmede seng.
   Kuglen af is som hun hele dagen har forhindret i at blive til tårer, føles pludselig som om den ikke vil vente længere. En skælven farer gennem hende og får hende til at kramme dynen.
   En arm lægger sig om hende. Manden er meget tæt på nu. Hun stivner.
   "Hvorfor er du så kold, Lillika?" hvisler han i hendes øre og da hun ikke svarer tilføjer han: "Vær ikke bange. Du er min nu og hvis jeg kan lide dig, kaster jeg dig ikke for de hævntørstige der ude."
   "Lad mig være."
   Ordene slipper ud, uden at hun givet dem lov. Gråden slipper med. Gør dem våde og ynkelige.
   "Hvorfor?"
   Hans stemme er hård som en sværdklinge. Den kræver svar og varsler ondt, hvis svaret ikke passer ham.
   Og hun føler, at hun må lade som om han bestemmer, hvad de skal spille.
   Men ingen - ingen! - skal bestemme over hende og da slet ikke en ondskabsfuld troldmand, der fra sit skjul her i Flogalien har sendt udyr og djævelske mennesker mod hendes land for at hærge, plyndre og plage.
   Et iskoldt had skyller gennem hende og får styr på den latterlige gråd.
   Hun må lade som om hun er med på hans spil. Og så må hun se sit snit til at overrumple ham. Selv troldmænd kan vel kvæles, hvis de er i færd med at jamre over at være ramt af et spark mellem benene? Det kræver vel ikke hekseri?
   Lillika kommer til at fnise mens hun langsomt vender sig og lægger en arm omkring ham.
   "Vi må have den kjole af dig," hvisker troldmanden og mens han roder med hægterne tumler Lillikas hjerne med svaret på hans "Hvorfor?" Det bliver til overskriften på hændelser, der farer forbi hende som en oprørt flod:

Naboens Julian hadede sine kludedukker og ville ikke hjælpe sin far med madlavning og rengøring. Derfor fik han mange formaninger og en del klø, som den unaturlige knægt han var. Som voksen blev han dog en god far, men det var som om hans øjne var tomme, og de hørte ham aldrig le så hjerteligt som dengang hun og søstrene lod ham være med til at lege skattejagt i skoven eller som da Turid og han en enkelt legede med dukkerne. Turid lavede en dukke, gemte den og puslede om den i smug.
   Hvor hun dog vrælede, da Lillika sladrede til deres mor og hun fik klø, mens deres far vred sine hænder og Mirunda løb ud i stalden.
   Det var ikke rart at sladre, men man må jo arte sig som det forventes af en. Ellers bryder alting da sammen, som mor og alle de andre kvinder ofte sagde.
   De allerfleste lærte jo gennem opdragelsen at te sig som det passede sig for dem. Selv gik hun jo ind i hæren, og som børn skal tugtes måtte også visse andre væsner lære det på den hårde måde, så de måtte foretage en del angreb mod oprørske elementer.
   Senere kom så krigen og hvad fjenden foretog sig overgik alt hvad Lillika havde troet muligt. Så det måtte hævnes.
   En dag fik hun og hendes deling fat på en gruppe orker, sortelevere og mennesker, Og de kom til at fortryde at de var blevet født. En del af mændene lærte noget om at man ikke bare kan voldtage kvinder.

Det kilder mellem Lillikas lår ved tanken om nogle af de mænd hun ydmygede, pinte og derefter havde sex med , blandt mod løfter om ikke at tortere dem for alvor. Hvor var de dog ynkelige, når de forstod at ganske vist ville HUN ikke tortere dem, men andre stod parate til det.
   Hun og hendes kvinder havde dog forregnet sig. De havde ikke spekuleret så meget over, at orkerne og de andre udyr havde mange kræfter, eller at der måske var flere af dem i landet, som kunne kaldes til undsætning.
   De blev drevet på flugt og led store tab.
   Hun slap dog væk og var med i mange slag.
   På et tidspunkt var hun hjemme på orlov. Hun gik en del ture sammen med søstrene eller veninder.
   DEN dag var hun kun sammen med Mirunda. Hun var ikke i uniform, men i bekvemme bukser og en stram, grå tunika. Mirunda derimod havde uniform på. Ganske vist var det en vagtuniform, for hun patruljerede som vagt i byens gader. Men dronning Pretenzia havde købt rigtig mange ruller brunt stof, så uniformerne kunne forveksles. Især af monstre og andre fjolser.
   Og så var der jo det, at hun og Mirunda faktisk også lignede hinanden.
   Hvor om alting var, så styrtede en gruppe af orker og brølende mandfolk pludselig frem og gik til angreb. Nogle af mændene greb den skrækslagne Mirunda og ville bagbinde hende.
   Lillika havde et sværd med. Det var et lille et. Noget soldaterne gik med for en sikkerheds skyld, når de var i civil.
   Murinda sparkede, bed og slog. Orkerne brølede og en særlig stor en af slagsen kom imod dem.
   Så var der en mand, der tog ordet.
   På gebrokkent varyllisk råbte han; "Vi vil have bare kun den onde oberst. Så du, søster, kan gå til gryden hjemad."
   Orken var over den brølende Mirunda og da dens skarpe kløer flænsede hendes kinder, så Mirunda tryglede om hjælp, skreg Lillika:
   "Tag hende bare!"

Lillika ryster over hele kroppen. Ordene runger gennem hjernen og kastes tilbage fra mørket for at blive gentaget.
   Som Mirunda gentog dem, da de i eftermiddags blev omringet af en klynge med den ellers borttryllede ork i spidsen. De talte ophidset i munden - eller gabet - på hinanden. Hun forstod ikke deres sprog, men Julie oversatte: "Rakas siger han er ked af at han troede på at Mirunda var dig. Han er også meget ked af at flere mænd her fra troede det. Og nogle få endda tror det endnu. Sådan som de unge lømler, der kun har hørt om dig fra deres fædre eller onkler. Han vil ikke gøre dig noget, fordi du jo nu er fars kone, men han synes du fortjener en straf og forstår ikke at ...det forstod jeg ikke lige ...øh, men de andre håber at Sha Rarni, altså far, straffer dig og måske tryller dig om til en svane, så du kan fryse fast i isen til vinter."
   Julie kvalte et fnis og mumlede: "Sikke en fjollet straf."
   "Er det hvad han gør? Tryller han sine koner om til svaner? Havde jeg ret?" gispede Lillika.
   Med et så Julie alvorlig ud. Hun bed sig i underlæben, før hun sagde noget igen:
   "En gang, da jeg var lille, troede jeg, at han havde tryllet mor om til en due, så hun var fløjet bort fra dalen, vi boede i - og jeg ved stadig ikke om han virkelig gjorde det, men den slags magi kræver virkelig meget energi. Og det tærer at bruge energi. Der er så meget andet han skal. Så mange slags magi. Men det gider du vel ikke høre om? "
   Pigen så undersøgende på hende og Lillika vidste ikke om hun var vred, opfyldt af foragt, ligeglad eller måske simpelthen nysgerrig.
   Flokken omkring dem begyndte igen at råbe op, men da Julie sagde noget til dem i en skarp tone luskede de væk.
   Mirunda havde forholdt sig tavs, men sagde nu nogle få ord til den ork, der åbenbart blev kaldt Rakas. Den stoppede op og sendte hende noget der mindede om et kærligt blik.

I huset lod Julie søstrene være alene i en stue med nogle stole, tunge skabe, et bord og en dragkiste. De satte sig ved bordet og stirrede på hinanden.
   Omsider sagde Mirunda: "Jeg kan ikke hade dig, søster. De der ude vil gerne gøre dig fortræd, men sig mig - hvorfor kom du hertil?"
   "Det var Turids forslag," dumpede det ud af Lillika og hun prøvede at rette sig selv lidt: "Vi måtte jo befri dig."
   "Jeg har det fint nok nu. Det meste af tiden. Min søn trives her, og jeg har fundet en god veninde, men jeg savner sommetider min mand."
   Hun kaldte ham ikke ved navn og det lød ikke helt ægte.
   Men Lillika følte sig træt og havde andet i tankerne, så hun borede ikke i det. Det savn hun havde følt af søsteren virkede heller ikke ligefrem altopslugende i den akavede situation.
   Og så rejste Mirunda sig bare op, påstod at hun måtte tilbage til festen - og skred.
   Lillika lagde armene på bordpladen og pressede ansigtet ned mod dem.

Senere lokkede Julie hende med tilbage. Hun spiste et eller andet til aften, hun lyttede til musikken, hørte en ung mand synge og dansede vist også. Men hun var ikke rigtigt med i noget af det.

Lillika er omsider sluppet af med kjolen. Den ligger vist på gulvet. Sikkert krøllet sammen som et garnnøgle katten har fået fat i.
   Nej, så filtret er den nok ikke.
   Hvor har hun dog lyst til at se nærmere på den og flå den. Men så må hun have lys.
   Trangen til at ødelægge kjolen fylder hende næsten. Der er dog lige plads til en lille, grum plan. Hun sætter sig op så hurtigt at det svimler for hende.
   Hun får det dog hastigt bedre og udbryder: "Vil du ikke tænde et par lys?"
   "Du behøver vel ikke se til det vi skal nu," indvender han.
   "Årh jo," kvidrer hun falskt, "jeg vil gerne kunne se dig."
   Du er sikkert rigtig flot med ild i håret, føjer hun til i tankerne og baghovedet brygger allerede på den forklaring, hun får brug for hvis de fanger hende.
   En lille stemme kvækker noget om, at det ikke nytter at flygte fra ansvar, skyld og straf. Hun gider den ikke. Hun er vred og bange.
   Det pusler bag hende. Det skratter.
   Hun trækker benene op i sengen og vender sig i samme bevægelse efter lydene.
   En flamme lyser, så hun kan se den står ud fra en tryllestav troldmanden sidder med.
   Han har bar overkrop og hans lange hår hænger løst omkring hans ansigt.
   "Nu kan du se mig," fastslår han.
   Hun snapper ud efter staven.
   Måbende følger hendes blik den mens den stiger op mod loftet og langsomt svæver hen mod vinduet, der er dækket af tunge gardiner. Hun når at undre sig over de gardiner, fordi de er noget nymodens og fornemt. Undrer sig først over det og der efter over, hvordan det går til at staven ter sig på den måde. Og til sidst spekulerer hun på, hvorfor hun kan se det, når flammen er ret lille og vender opad.
   "Det stinker, når mennesker brænder," oplyser troldmanden og knipser med fingrene.
   Staven vender sig i luften. Flammerne slikker på den og piber som syge fårekyllinger. Så sprutter de og bliver til et klart lys, der omslutter dem begge, så de sidder i en kegle af klart lys.
   "Du har ikke det røde klæbrige stads i håret længere," bemærker Lillika. Hendes stemme lyder som om den risler mod hende. Der er ingen mening med at nævne den detalje nu . Men han må ikke vide at hun har tisset i sengen og når man vil skjule noget, plaprer man løs om et andet emne. Det har hun lært.
   "Det var blod," siger han, "jeg har skyllet det væk."
   "Blod? Har du da torteret nogen?"
   Den fjerne stemme er renset for angst. Hun ved godt, at det er hende der taler, men det er som om angsten løb ud af hende sammen med urinen. Tænk at sidde i en seng og konversere om tortur. Hun fniser.
   "Ja, det har jeg. Men ikke i dag. I dag skar jeg et ben af en dreng."
   "Det har jeg aldrig gjort. Det har jeg virkelig ikke."
   "Det var sort. Koldbrand. Nogle jægere fandt ham, da de jagede et stykke herfra. Der var ikke så koldt, men måske har han en sygdom, vi ikke kender endnu. Benet kunne ikke reddes. Ikke engang med magi. Jeg mener - ikke med en magi jeg kender, men der er mange slags magi."
   "Hvis jeg kunne trylle, så...," begynder Lillika.
   "Så ville du forvandle mig til en mus og mase mig til døde. Eller måske ville du hellere trylle lænker om mine hænder og fødder, så du kunne pine mig, før du tvang mig til det, du tror jeg vil med dig? "
   "Nej," lyver hun hurtigt og digter: "Jeg ville trylle alt det onde, jeg har gjort, ugjort!"
   Orv, det lød godt og hun sagde det heftigt. Mon han tror på det?
   "Synes da selv du har gjort noget ondt?"
   Han spørger stille og med blød røst. Hvorfor nu det? Fordi han tror på hende?
   Lillika kniber øjnene sammen og opdager at hans øjne er meget blå.
   "Du kom jo hertil, oberst Monstrumius, selvom du vel godt vidste, hvad det betød.
   Du kom vel fordi du elsker din søster? Har hun for resten fortalt, at det var hende som nærmest tvang mig til at gifte mig med dig?"
   "Nej."
   "Hun ville ikke se dig blive mishandlet og hun ved der ikke er mange, der tør gøre min kone noget. De vil ikke blive til frøer, forsvinde eller brænde op."
   "Så passer det at du har brændt mennesker til døde," gispede hun, i det hun kom i tanke om et af de mange rygter, der var om ham.
   "Ja, det passer," nikkede han.
   "Hvordan - hvordan føltes det?"
   "Hæsligt."
   "Men - men når det er fjender - hvis folk ikke kan arte sig, så må de føle."
   Hun stammede. Og tav. Det var pinligt.
   "Du er min fjende," sagde han, " så jeg må vel hellere dressere dig til at blive en god kone."
   "Ja, det vil du sikkert nyde." Hun anstrengte sig og fik vist nok tilsat stemmen en del spot. Men den dirrede stadig. Og gråden lurede. Hun svedte og hjertet bankede.
   Han legede jo med hende.
   Men han skulle ikke se hvor svag hun følte sig, hvor sølle hun faktisk var.
   "Dit lede svin!" skreg hun og slog ud efter ham.
   Hans greb om hendes håndled var fast og sendte smertebølger gennem armen. Og inden hendes fod fik startet på et spark mod ham sendte hun det i stedet opad med et vræl. Noget havde bidt hende i storetåen.
   Da hun sendte troldmanden et forbitret, men også udmattet blik, så hun, at han sad og kælede for en fed mus. "Sikke en flyvetur den lille her fik," sagde han drillende.
   Så brast det for Lillika.
   Tårerne trillede. Hun krummede sig sammen. Hun klynkede. Snøftede og fik snot i håret. Og fremhulkede en masse mærkeligt fra et sted i dybet af sin sjæl. Noget om kludedukker, klø, tomme øjne og angst.
   Da hun mærkede hans arm om sig igen, skubbede hun den ikke væk. Hun lod hans hånd stryge hendes hår og fingrene løbe forsigtigt gennem det. Hun lod ham småsnakke og opsluge både angst og raseri.
   Lige som hun var ved at falde i søvn, hørte hun ham foreslå, at hun brugte det sidste vand i kanden til at skylle sit ansigt med.
   Og mens hun gjorde det, foreslog han blidt:
   "Vil du være med til at spille et nyt spil? Vi prøver at finde ud af det sammen, ikke bare os to, men alle her i Flogalien."
   "Julie sagde...," mumlede Lillika. Hun følte sig meget træt, men på en ganske behagelig måde.


* * *

   Næste morgen skinner solene ind af vinduet. En eller anden må have listet sig ind og trukket gardinerne fra. Hvor solene krydser stråler rammer et gyldent lys troldmanden. Han ser egentlig ikke værst ud, som han ligger der.
   Måske kan de blive venner. Engang. Måske mere.
   Måske ikke?
   Et nyt spil er i gang og nu vil hun se om Julie ved, hvordan man får morgenmad her i huset. Straks hun åbner døren dufter det af brød i en ovn.
   Dufter?
   Nej, det stinker.
   "Julie!" råber Lillika, "Brødene brænder på."
   Pigen dukker op og stirrer på hende.
   "Jeg glemte dem. Billy og jeg ...."
   Lillika hører ikke, hvad Julie og Billy foretog sig, så de glemte tiden. De får brødene ud. De er sorte som kul.
   De ser på hinanden, sukker og ler.
   "Hvordan bager man sådan nogle?" ler Lillika.
   "Spørg Billy. Han rørte dejen."
   Nå så nogle af mændene her bager?
   Lillika ler igen.
   Brikkerne i det her spil er godt nok brogede og blandede.
   Hun må vist hellere blive her lidt endnu.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/02-2010 09:17 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4768 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.