På Tankens Slot


19 år siden 9 kommentarer Noveller følelser hverdagen sorg

5Vise om jobcentrene
Fra Langeland til Skagen der har vi et system, · med lægekonsulente... [...]
Rim og vers · satire, sygdom, ledighed
5 år siden
9Krænkelser
Vi skal til at undskylde krænkelser · fra nu skal den danske sang v... [...]
Digte · satire, politik, krænkelse
5 år siden
9De letkøbte råd
Man må smede mens jernet er varmt, · for enhver er jo sin egen lykk... [...]
Digte · konflikt, letkøbte løsninger, satire
5 år siden
4Mod dumhed
Mod dumhed kæmper selv guder forgæves, · fordi belæringen, som der ... [...]
Aforismer og gruk · citat, dumhed, sindet
5 år siden
8Tv-serier skal ses en gang om ugen
Film skal ses i biografen. · Det var Ole Michelsens faste afslutnin... [...]
Klummen · meninger, tv-serier, medier
5 år siden
3Dionysos
Du tror, du kan få os til at glemme, · du tror vi bare skal slå os ... [...]
Digte · drukture, alkoholmisbrug, dårlige løsninger
5 år siden
2Handsken
Der lå handsken, ensom og forladt · Ingen tog den op · Det kostede fo... [...]
Digte · ligegyldighed, ligeglad, tavshed
6 år siden
3Hera
Hvorfor er du jaloux? · Du er jo for længst gået kold · Hvad holder d... [...]
Digte · mytologi, jalousi, parforhold
6 år siden
7Zeus
Du sidder der på toppen · hævet over alt · du kender ikke jorden · Du k... [...]
Digte · mytologi, magt, magtspil
6 år siden
3Trosbekendelse og bøn til Jante
Vi tror på Jante den afmægtige, hadets og intolerancens skaber. · O... [...]
Blandede tekster · intolerance, undertrykkelse, mennesketyper
6 år siden
7Da han fik magt
Den dag han fik magt · Fra den dag tog han sig aldrig tid · Fra den d... [...]
Digte · magtudøvelse, forhold, forandring
6 år siden
8Iris, stridens gudinde
Du er uønsket · Du inviteres aldrig · Du nægtes adgang · Du lukkes ude · ... [...]
Digte · mytologi, strid, forfængelighed
7 år siden
3Amor
At leve i dit slot · giver sjælen sit værd, · at leve af din gunst · gø... [...]
Digte · mytologi, kærlighedslængsel, psykologi
7 år siden
5Psyche
Alle synes du er smuk · alligevel vender de dig ryggen · Alle snakker... [...]
Digte · følelser, mytologi, psykologi
7 år siden
11Ubehøvlet
Nogen anser deres medmennesker for at være lavet af granit, · når d... [...]
Aforismer og gruk · selverkendelse, mennesketyper, opførsel
7 år siden
11Demokratiets afvikling
At værne et folkestyre med tvang · er første skridt på fascismens g... [...]
Aforismer og gruk · samfund, samfundskritik, observation
7 år siden
5Afrodite
Du kommer under stort brus · rider på høje bølger · snart er du falde... [...]
Digte · forelskelse, skuffelse, mytologi
7 år siden
10Hvad folk vil have
Slaverne slagtede hinanden under tilskueres jubel, · andre blev ædt... [...]
Digte · medier, meninger, samfund
7 år siden
8Om terrorister
Kan de ikke klare lugten i bageriet, forsøger de med slagteriet.
Aforismer og gruk · aktuelt, samfund, satire
7 år siden
4Noget om retorik
Det hjælper ikke en hamrende døjt · at råbe og skrige megahøjt, · men... [...]
Aforismer og gruk · krisehåndtering, letkøbte løsninger, tale
7 år siden
5Apollon, kunstens gud
Mange siger, at du står for flugt fra livet · tidsspilde, pjat og g... [...]
Digte · kunst, livsanskuelse, mytologi
8 år siden
7Athene
Du giver hovedpine · de letkøbte løsninger lindrer ikke · Når din bro... [...]
Digte · visdom, mytologi, eksistentielt
8 år siden
4Krigsguden Ares
Du er dygtig til at få · manipuleret folk · du kan altid bilde os ind... [...]
Digte · mytologi, krig, samfund
8 år siden
11Leverandøren af snak
Når andre taler, tjekker du mobilen, · sidder med næsen i en bog · el... [...]
Digte · relationer, psykologi, eksistentielt
8 år siden
9Tilegnet et snakkehoved
Den, der snakker uden at høre, · taler af tomhedens ækle pløre.
Aforismer og gruk · hverdag, psykologi, virkelighed
8 år siden
8Tre limericks
Ansgar grundlagde en kirke · lidt nord for Dannevirke, · men kirkens ... [...]
Rim og vers · vrøvlevers, limericks, satire
8 år siden
9En tur i byens parker
Jeg gik en tur i Kongens Have · der gik jeg for at slunke mave · og m... [...]
Rim og vers · ordleg, vrøvleremser, storbyliv
8 år siden
5På vej
Hun sad på stationen, hendes tog var forsinket. Det var bare for ... [...]
Kortprosa · hverdagen, ledighed, jobsøgning
9 år siden
14Hvad er sandt?
Man siger, at selv hypokondere kan blive syge, · og selv paranoide ... [...]
Aforismer og gruk · livet, mennesketyper, refleksion
9 år siden
5Forgæves...?
Mod dumhed kæmper selv guder forgæves, · her kan der intet ansvar k... [...]
Rim og vers · refleksion, ondskab, dumhed
9 år siden
7Det evige skakspil
Vi spiller skak med livet. · Vanetræk kan svække positionen. · det vi... [...]
Digte · livsrefleksion, døden, livsanskuelse
9 år siden
9Nytårssludder
Det gamle år dør ikke, det lever i sindets kroge · Det nye år fødes... [...]
Digte · højtider, nytår, tidens gang
9 år siden
4Når hukommelsen pludselig fungerer...
Glem ikke at huske, at du har en dårlig hukommelse, · og husk at gl... [...]
Aforismer og gruk · psykologi, fornærmethed, tilgivelse
9 år siden
10Jeg er skam demokrat!
Jeg er demokrat, til jeg bliver stemt ned, · jeg er villig til at g... [...]
Rim og vers · satire, politik, ideologier
9 år siden
3Flove fornøjelser
Flove fornøjelser var overskriften på en fast klumme i det hedeng... [...]
Essays · film, kulturdebat, erindringer
9 år siden
6Uvirkelighed
Jeg vågnede til et mareridt · håbede snart at · vågne lettet op · Nu se... [...]
Digte · tabt lykke, sorg, følelser
9 år siden
9Tabt
Jeg troede, toget var kørt · endnu en afgang viste sig · Så forulykke... [...]
Digte · sorg, skuffelse, tabt mulighed
9 år siden
9Hvis bare...
Hvis du kunne spejle dig i mine øjne, · ville du se dig selv som sk... [...]
Digte · følelser, kærlighed
9 år siden
7Den lykkelige digters klage
Alle I klichéer står i kø · Det er omsonst, det er nyskabelse jeg s... [...]
Digte · digtning, kærlighed, metadigt
9 år siden
5Forårsblues
Jeg vil skrive forårsdigt, men det er ikke nemt · der er skrevet me... [...]
Digte · årstider, natur, metadigt
10 år siden
9Ideologi
Ideologi er noget hø, det er kun anvendeligt til at fodre hellige... [...]
Aforismer og gruk · politik, satire
10 år siden
6Snedkertanker
Hvorfor give ham høvl, når hans liv er i spåner? · Hvorfor give ham... [...]
Digte · filosofi, følelser
10 år siden
12Forlist derhjemme
Hvor længe kunne han holde stuen varm? · Endnu gik det, men han måt... [...]
Noveller · robinsonade, naturkatastrofe, science fiction
10 år siden
5Den syge moster
Vi bruger ofte talemåden at tale for sin syge moster, gerne ironi... [...]
Klummen · satire, sprogbrug
10 år siden
5Popularitet
Mange populære frembringelser er hule, · ikke så sært de flyder ove... [...]
Aforismer og gruk · sprogbrug, kultur, satire
10 år siden
9Det menneskelige dyrerige
Der er store torsk og skønne sild · dumme svin og dovne kameler · stæ... [...]
Digte · mennesker, sprogbrug
10 år siden
6Et raskt ældre menneske på plejehjem
Åh, de gamle tosser, åh, de gamle tosser, · de gør mig tosset hver ... [...]
Rim og vers · samfund, mennesker, alderdom
10 år siden
10En tur hjem på tomlen
Det skete en dag, at jeg måtte blaffe hjem fra Korsør efter en jo... [...]
Noveller · hverdagen, karakter, mennesker
10 år siden
3Tre store klovner
To store klovner kom marcherende · hen til Folketingets talerstol, · ... [...]
Rim og vers · politik, samfund, satire
10 år siden
14Noget om nyttejobs
Til hverdag er der ingen der kan bruge dig, · men pyt med det, det ... [...]
Rim og vers · politik, satire, samfund
10 år siden
6Tre små ministre
Tre små ministre sad på Christiansborg, · kæmpede med deres store s... [...]
Rim og vers · politik, samfund, satire
10 år siden
5Programmeringsfejl?
Er livet programmeret? · Dagene går skævt · årene farer uforudsigelig... [...]
Digte · livsanskuelse, følelser, filosofi
10 år siden
4Klamphuggere
Hvis det passer, at enhver er sin egen lykkes smed, så er verden ... [...]
Aforismer og gruk · livsrefleksion, sprogbrug
10 år siden
7Fordummelsen
Ville se ud af et vindue · det var et spejl · Ville se i et spejl · det... [...]
Digte · følelser, livsrefleksion
10 år siden
13Det sludder vi siger
Du kan ikke slå tiden ihjel, · den slår dig ihjel til sidst. · Du beh... [...]
Aforismer og gruk · livsrefleksion, sprogbrug
10 år siden
9En fortalelse eller... ?
Jeg overværede engang et foredrag, hvor foredragsholderen, en pro... [...]
Smilebåndet · humor
11 år siden

Puls: 5,2

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Mogens Sørensen (f. 1957)
Hun havde lagt sig på sovesofaen med tøjet på uden at børste tænder, selvom klokken var over treogtyve. Kroppen var tung, så hun ikke kunne tage sig sammen til at rede sofaen om til seng. Det ætsede indeni hendes sind. Hun tog en pude og hulkede ned i den et par gange.
   Hun tænkte et øjeblik på at ringe til Bjarne for at bede ham om at komme. Hun længtes efter at græde imod ham i stedet for puden, at han skulle lægge sine arme omkring hende og trøste hende. Det havde været så godt, dengang far og mor døde.
   Men det gik snart op for hende, at det kunne han ikke mere, det var netop det, der var galt. Nu var han jo som et stift bræt på krematoriet. Eller som ... Nej, hun holdt ikke ud at tænke på det. Hun ville ikke ... Hun kunne sagtens forestille sig et lig efter at en lastbil havde raset hen over det. Men hun ville ikke... Selv om hun dæmmede op for tankerne, strømmede kvalmen frem. Så sent som i går eftermiddag havde hun kysset ham og omfavnet en levende, varm mandfolkekrop og set ham i øjnene, og nu... Nej, hun ville ikke tænke det til ende. Hun vendte sig om på ryggen og lå længe og stirrede op i loftet.
   Hun rejste sig op og kunne gennem en sprække i gardinet se lyset fra de andre blokke i kollegiet. Hvad mon de gik og lavede bag de tændte vinduer derovre? Her havde en kvindelig stud. mag. fået sin kæreste revet bort ved hjælp af en lastbil, det vidste de i hvert fald ikke. Hun sukkede og sank ned i en stol.
   Endelig tog hun sig sammen. Sengeredning, tandbørstning og afklædning tog lang tid, for hun standsede ind imellem, kiggede hen for sig og sukkede. Hun lå længe og holdt om sin dyne, inden hun gled ind i syv timers frihed fra smerten.
   Hun vågnede næste morgen og følte sig forfrisket. Der var mørkeblå himmel udenfor og når solopgangen glimtede i et spekter af kobber og rødt syntes hun, at selv de grå kollegieblokke var smukke. Hun strakte sig helt ud, gabte og begyndte at nynne muntert, mens hun lod fingrene løbe gennem det lange rødbrune hår.
   Hun kiggede lidt på sine potteplanter og syntes, de fremstod i en eksplosiv skønhed. Den der havde hun fået af Bjarne
   Den tanke var nok, hun faldt tilbage på sovesofaen igen. Nu huskede hun det fra i forgårs aftes. Tre bank lød på døren og udenfor stod hendes kommende svigerfar.
   "Hej, det var da hyggeligt! Kom dog ind."
   "Jeg skal have fortalt dig noget."
   Hans mørke blik. Hans væven omkring sagen, inden han endelig havde fået sagt den brutale sandhed. Hendes skingre råb.
   "Hvad er det, du siger? Det kan da ikke passe! Jeg har lige set ham for nogle timer siden."
   "Jo, det passer."
   Hendes lammelse. Hun havde endelig efter et par minutter registreret sandheden og kastet sig i armene på den midaldrende mand og grædt og grædt... blev bare ved.
   Hun havde afslået et tilbud om at komme ud til dem. Hun ville helst sørge alene. I går var hun blevet hjemme og havde ikke rørt sine studier, men i dag ville hun i gang. Livet måtte jo gå videre, det sagde man i hvert fald. Mon de havde savnet hende i går på Universitetet? Den stille og snusfornuftige stud. mag. Mette Johannesen med tocifrede eksamenskarakterer. Hun var ikke blot grammatik og fonetiske lyde, hun kunne også føle, Var de klar over det?
   Hun prøvede at overbevise sig selv om. alle flosklerne: Lidelser er der nok en mening med. Lidelsen lutrer og gør os stærke til at møde livets prøvelser. Tiden læger alle sår. I var nok blevet et ulykkeligt par sammen.
   "Bvadr!" udstødte hun og daskede ud i kollegiegangens fælleskøkken og ønskede, at hun havde sin cigaret. Der var heldigvis ingen. Hun gumlede noget müesli med tykmælk i sig, mens kaffemaskinen snurrede.
   Skridt på gangen. Det var den høje, lyse pige fra nr. 65.
   "Hej, Mette."
   "Hej, Annelise"
   "Nå, skal du til nogen eksamen?"
   "Ja, i fonetik," sagde Mette tonløst.
   "Er det sidste eksamen på bifag?"
   "Nej, jeg har et mere. Hvad med dig?"
   "Jeg har kun et fag, så jeg bliver færdig nu."
   "Det var da godt."
   Annelise tog altid sin morgenmad med ind på værelset, så hun var hurtig væk. Imens Mette sad og bed i brødet til sin kaffe, kom den store kraftige fra nr. 67 ud.
   "Hej, Mette! Hvor'n skær'n?"
   "Åh jo, og du?"
   Hvorfor sagde hun ikke sandheden? Hun længtes efter at snakke med nogen om det.
   "Fint, du! Læser du til eksamen?"
   "Ja."
   "Bliver du snart færdig med bifag?"
   "Et halvt Ar til."
   "Skidegodt, hva'?"
   Han satte sig overfor hende med et par skiver brød og snakkede om vejret, det evindelige vejr. Hendes svar var fåmælt høflige. Han blev først færdig, rejste sig og gik.
   Hun spiste langsomt i dag. I det hun begyndte at vaske op, tørrede hun en tåre fra kinden og tændte for den transistorradio, som en af gangens beboere havde ladet stå. Musikken var munter, det følte hun væmmelse ved. Nu blev klokkeslettet annonceret, 8.23.
   Den næste melodi var en meget sørgmodig melodi med Bjarnes favoritsanger Janis Ian. Teksten handlede om at savne en fraværende kæreste. Det var som teksten og de bløde toner kendetegnede hendes følelser, sorgen og smerten løb ud af hende som vand ud af et badekar. Det gav nye kræfter, og hun sluttede opvasken hurtigt.
   Derefter løb hun ind på sit værelse, trak i sin jakke og gik. Hun mødte den afrikanske pige fra nr. 6 på vej henad gangen.
   "Hej, Mette." Hendes hvide tænder lyste tydeligt i smilet på baggrund af den sorte hud.
   "Hej, Maria."
   Hun benede ned af trappen, satte sig på sin cykel og trampede af sted forbi alle de villaer, der skyggede for udsynet til Amager Fælled. Janis Ians melodi gentog sig i hendes hoved. Når en sangerinde helt ovre i New York forstod hende, så måtte hun vel møde en i løbet af dagen, hun kunne snakke med.
   Pludselig jagede, det igennem hende, og hun cyklede langsommere. Nu ønskede hun, at det var gråvejr.
   Efter en tids cyklen dukkede Amager Universitetet op. De store grå beholdere for lærdom og visdom og desuden levende mennesker.
   Hun gik op ad trappen ved springvandet og igennem den røde fordør til den velkendte tæppelugt.
   Forelæsningen i dag var om engelsk lyrik. Hun havde ikke nået at læse digtet til i dag, så hun tog bogen op og skimmede digtet igennem. Det var Blakes digt om de døde på kirkegården. Ah nej, alt andet end det!
   "Hej," hilste en sorthåret pige, der satte sig ved siden af. De kendte hinanden fra ruskursus.
   "Hej,2 hilste Mette igen.
   "Hvordan går det med dine studier?"
   "Rimeligt godt." Hun lød apatisk. "Og du?"
   "Joh, fint." Mette kiggede ned i bordet.
   "Du er vel snart færdig med bifag?" fortsatte den sorthårede.
   "Ja, et år til. Og du?"
   "Næsten. men du klarer den jo nok, for du er jo dygtig. Jeg kunne godt bruge dine høje karakterer."
   "Du må godt få mine."
   Den anden så lidt forvirret ud. Mettes brune øjne var blevet blanke.
   Nu trådte forelæseren ind, en høj gråsprængt herre i jakkesæt og slips. Han begyndte at pille digtet fra hinanden, mens Mette sad sammensunken og imod sin sædvane ikke tog et eneste notat.
   Forelæsningen var slut. Klokken var 11, så hun havde tid til at læse lidt fonetik i læsesalen inden frokost. men hun registrerede dårligt nok, hvad der stod på siderne, så hun gik ud i kantinen og købte kaffe. Den sad hun længe over.
   Erindringerne om Bjarne skiftede i hovedet som lysbilleder i en fremviser. Da hun så ham første gang på læsesalen og syntes, at han lignede en overvintret 68'er. Hans generthed da han henvendte sig til hende i gangen. Hendes samtaler med ham, hvor han hjalp hende med alt det nye i studiet. Hendes glæde over at møde en, som hun kunne snakke med. Det havde været svært at komme til storbyen og ikke kende nogen og så gå i dette store miljø, hvor alle sad med deres næser i bøgerne. Deres gåture i Kongelunden og på Vestamager, han var halvanden hoved højere end hende, det sagde nu ikke så meget, tænkte hun med et svagt smil. Deres kys og omfavnelser. Hendes møde med hans forældre. Hans omsorgsfuldhed, da hun havde mistet sine forældre. Hvordan hun havde grædt ind mod ham og mærket hans arme omkring sig og hans skjorte, der blev mere og mere våd.
   "Goddag, Mette."
   Stemmen rev hende brat ud af erindringsstrømmen, og hun vendte sig om. Det var en af de yngre lærere.
   "Ah, goddag, Jørgen."
   "Nå, er du snart færdig med bifag."
   "Ja, to prøver til."
   "Hvilke?"
   "Fonetik og litteraturhistorie."
   "Nåh, men så går det jo fint, jeg har hørt om dine høje karakterer."
   "Jah, det er såmænd udmærket."
   "Så skal du jo nok klare den, vi ses, hej."
   "Hej."
   Hun skyllede det sidste kaffe ned og vendte tilbage til læsesalen. Der ville hun blive siddende, indtil hun følte sult, uanset om hun fik noget ud af læsningen eller ej. Hun gad ikke svare på flere spørgsmål om hendes studier.
   Det lykkedes for hende at koncentrere sig denne gang. Mens hun læste blev verden lille og forsvandt. Svien derinde blev til et tomt hul. Hele verden var her i bogen sort på hvidt. Hun havde kun lidt kontakt med virkeligheden ved at nikke til dem, der gik ind og ud.
   Efter et stykke tid hørte hun maven gøre vrøvl. Nu var klokken også over et. Hun fandt madpakken frem og gik ud i kantinen for at købe mælk. Der satte hun sig ved en flok medstuderende bare for ikke at tage sig asocial ud. De drøftede de sidste nyheder.
   Hende den kommuneblonde med briller jo, hun hed vist Gitte og læste historie. Hun sad tavs og overhørte diskussionen. Efter en tid vendte hun sig til Mette.
   "Hvordan går det med dine studier?"
   "Joh, fint. Jeg mangler kun to discipliner i bifag."
   "Det er da fint. Hvilket fag vil du så tage?"
   "Tja, måske religion."
   "Hvad med historie?"
   "Måske."
   Mette knyttede næverne under bordet. Alle i dag spurgte til hendes studier, eller var det kun i dag, hun tog notits af det? Hun længtes efter at nogen ville sige: hvordan har du det?
   Eller: hvordan har Bjarne det?
   Maden smagte hende ikke, hun længtes tilbage til læsesalen. Nu kunne hun ikke holde ud at høre bare et ord mere. Hun sank ind i et drømmebillede af Bjarne. I den virkelige verden havde Gitte opgivet at få kontakt og lyttede igen til selskabets samtale.
   Da Mette havde spist færdig, gik hun ud på dametoilettet. Hun græd ned i håndvasken og håbede, at en eller anden ville komme ud og se det. Det skete ikke, så hun vaskede ansigtet med et papirshåndklæde og gik tilbage til læsesalen, væk fra alt og bare lade faget fylde tankerne. Arbejde og glemme.
   Trætheden kunne hun ikke holde væk i længden. Hun strittede imod som et dyr i en fælde, men forgæves. Hun satte sig ud i en af gangens magelige stole.
   Igen kørte erindringerne gennem hjernen. Hans kandidateksamen. Den sidste aften med Bjarne hjemme hos ham selv. Deres samtale om fremtiden. Da han løftede hende højt op, så hun næsten nåede loftet og sagde: Så højt elsker jeg dig.
   Nu var han ikke mere, engang i næste uge skulle han sænkes i jorden. Øjnene blev blanke igen og hun indså, at det var forgæves at læse mere i dag, men gjorde dog et par forsøg og besluttede så at cykle hjem.
   Det var gråvejr nu gråt som Universitetet på Amager og kollegiet. Hun cyklede en omvej over Fælleden, men nød det ikke.
   Da hun endelig var hjemme igen, forsøgte hun at læse lidt på den del af faget, som hun kunne lide, men hun stirrede kun ligegyldigt ned over siderne.
   Båndet med Janis Ian, som Bjarne havde indspillet til hende lå i båndoptageren. Hun spolede tilbage og startede det. De melankolske sange virkede som om sangerinden løste op for Mettes følelser. Derefter spillede hun et Chopin-bånd, triste, men beroligende toner. Mens hun hørte det fik hun i det mindste læst nogle engelske digte.
   Det ville snart blive mørkt. Hun var blevet meget sulten, men orkede ikke at lave mad. Kirkens Korshær havde en social café med billig mad. Der var hun ofte kommet i starten af studietiden før mødet med Bjarne. Hun gik ud til elevatoren. Der kom en spænende bagefter.
   "Hej, vent lige på mig," lød det gebrokkent. Det var Maria, for en gangs skyld klædt i en farvestrålende dragt fra sit hjemland.
   "Kommer du ikke over på Hjørnet og drikker en øl?"
   "Jo, måske, jeg skal bare lige have noget at spise først."
   "I har det fint i Danmark. Her kan en pige gå på værtshus og drikke en øl uden at nogen tror, hun er luder, det kan man ikke i Ghana."
   "Jeg lover ikke, at jeg kommer. Jeg skal lige se, hvor træt jeg er."
   "Naturligvis."
   Mette plejede normalt at blive glad, når hun snakkede med den afrikanske pige, men ikke i dag.
   Nede på Korshærscaféen var der ikke ret mange den aften. Der sad fire mennesker omkring et bord i det halvstore kælderlokale, der oplystes af røde PH lamper. Der var ophængt nogle Monet reproduktioner siden sidst.
   En af de fire ved bordet var en af caféens medarbejdere, en kvinde med en velbevaret blond hårfarve på sit opsatte hår, kun ansigtet røbede, at hun ikke var helt ung mere. Hun bar et lille mærke på brystet med hendes navn, Alice. Hun rejste sig og gik hen til disken, da Mette kom ind. Hun købte dagens ret for 20 kr. og satte sig ved bordet. En lille, sirlig mand i fyrrerne, som hun havde snakket med i caféen før, fortalte ivrigt om de oplevelser han havde, når han stemte dørklokker og gav folk traktater. Hans tilhørere var en gammel bums med daggamle skægstubbe og en pensionistkvinde med oversminket sveskeansigt, der halvdøsede. Hendes påklædning fik Mette til at spekulere på, om det virkelig var nødvendigt for hende at spise på en social cafe.
   "Altså, Jens,", knurrede bumsen, "du er alt for anmassende."
   Jens fortsatte ufortrødent. Alice lagde blidt hånden på hans arm og prøvede at forklare ham, at det var nødvendigt at respektere afslag. Det fik ham til at stoppe. Nu fik han øje på Mette.
   "Det er da længe siden, du har været her og spise."
   "Ja, det er det vist."
   "Du er måske for fin til os," skurrede pensionisten.
   "Hvordan går det med dine studier?" spurgte Jens.
   Mette kiggede væk, men svarede alligevel. "De fejler ikke noget, de kan jo ikke sørge."
   Det gav et gip i bumsen, han så medfølende på hende. Jens, smil forsvandt som ved et tryk på en kontakt, og han kiggede forlegent på hende.
   "Studier hindrer menneskers naturlige udvikling," råbte den ældre dame, "de ser ikke andet end fag, fag, fag!"
   Alice sendte et afvæbnende smil til Mette.
   "Men du er vel også dygtig, skal du til nogen eksamen i år?" sagde hun.
   "Ja."
   "Hvor langt er du så?"
   "Færdig med bifag."
   "Hvor meget mangler du så?"
   "At læse et bifag til."
   "Og så læse hovedfag?"
   "Ja."
   "Hvor lang tid tager det så?"
   "To år."
   "Det er et langt studium."
   "Ja."
   "Hvad vil du så søge af arbejde?"
   "Det ved jeg ikke."
   "Kan det ikke blive lidt verdensfjernt," brod Jens ind.
   "Måske."
   "Det bliver det," brusede den ældre dame frem igen, "de ser kun fag, fag, fag!"
   "Nu er du uretfærdig," begyndte bumsen, "prøv nu lige og forstå og hør her..."
   "Nej," råbte hun med en stor affærdigende bevægelse med begge arme, "jeg er ikke den rette at diskutere den slags med. De ser kun fag, fag, fag! Det hindrer deres udvikling."
   "Du klarer det sgu fint uden," vrængede han.
   Hun skulle lige til at skælde ud, da Jens begyndte.
   "Ja, mange af de studerende du ved nok som jeg har mødt de vil slet ikke tage imod evangeliet og de har alle mulige undskyldninger du ved nok og nu står der jo også i Bibelen at kundskaben opblæser det er jo slet ikke denne verdens vise der modtog Jesus du ved nok for de har jo nok i deres egen visdom men jeg har fundet ud af, at i Bibelen, du ved nok er der svar på alle vores spørgsmål og når man har fundet ud af det så er det nok og så har man fundet en fred som ikke har sin lige og så behøver man ikke være ked af det mere, ikke som kristen når man er fundet af Gud dengang jeg fandt ud af det så blev jeg så glad som jeg aldrig nogen sinde var før..."
   Mette rejste sig og gik ud. En tredjedel af hendes mad og halvdelen af hendes danskvand var tilbage. Alice kiggede efter hende og trak på skulderen.
   "Hold kæft, dit snakkehoved," brølede bumsen og slog i bordet, så bestik og tallerkner gav et hop, "kunne du ikke se, at tøsen var ked af det?"
   Hun løb hjem. Mørket var begyndt at stige op i øst. Hjemme på værelset kastede hun sig ned på sofaen og hulkede.
   Hun blev pludselig stille. Der var en flaske likør på en af hylderne. En gave fra hendes sidste fødselsdag. Den havde hun glemt. Hun tog den ned og fandt et passende glas frem. Et enkelt glas. Det var næsten for sød en smag, men hun tog et glas mere. Og et til. Og et til.
   Hun mærker, at det begynder at snurre i hovedet, det er en frydefuld fornemmelse
   Et glas til.
   Hun plejer at ryste på hovedet af folk, der drikker sig fulde, men nu er hun ligeglad.
   Et glas til.
   Nu gynger det for alvor.
   Et glas til.
   Hun vil ned og have en øl ovenpå den søde smag. Hun famler efter håndtaget, svajer henad gangen og kan knap nok ramme elevatorknappen. Endelig lykkes det, ned kommer hun. Mørket har lagt sin dyne over husene. Den kølige aftenluft får promillerne i hendes blod til at slå til. Med stort besvær får hun cyklen låst op, glemmer alt om lygter og cykler svajende til hjørnet. Hvad mon de vil sige?
   "Mette Johannesen fuld, nu har vi set det med."
   Men hun vil skide dem et stykke, vil hun!

Værtshuset summer af samtale, der er mange mennesker. Ved Marias bord kører det på ghanesisk, alt det sidste nye fra hjemlandet endevendes. Ved siden af Maria sidder en, der lige er kommet til Danmark for at læse til elektroingeniør. Alle de andre lytter åbent og kommer med kommentarer. Med et halvt øre kan de høre danskerne omkring dem give både statsminister og folketing det glatte lag. Det forstår den nytilflyttede ikke, for han har ikke lært sig dansk endnu. Nu kalder han på servøren, en skaldet mand med et tyndt overskæg.
   "Hey, mister, I would like a beer!"
   "Hvad siger du?"
   "Jeg vil gerne have en øl," hvisker Maria til ham.
   "Eg veel gaerne haa en øøl."
   Servøren går hen bag disken og lukker en op. Nu skal vi snart til at lære alverdens sprog for at klare os i vort eget fædreland, mumler han til sin kollega, inden han går hen og serverer den.
   "Værsgo, din afrikanske halvabe."
   En af de andre ved bordet rejser sig og siger på godt dansk: "Hvad var det, du sagde?"
   Servøren farer forskrækket tilbage bag disken. "Hvis du prøver på noget, ringer jeg til politiet!" råber han.·Maria lægger en hånd på skulderen af sin kammerat og får ham til at sidde ned. "Læg dig ikke ud med ham," siger hun på ghanesisk.
   Døren går op, Mette kommer ind og går stift hen til et bord og sætter sig. "GGiv m mig en gggguldøl," siger hun til servøren. Han efterkommer ordren, og hun drikker i store drag.
   Maria fortsætter samtalen lidt med de andre, men da hun vender sig om igen, er Mettes ansigt dækket af det lange hår. Hun har allerede drukket det meste af sin ol. Der lyder nogle høje hulk under håret, det får efterhånden hele værtshuset til at glemme alt om deres egne samtaler og kigge over på hende. Hun tager en stor slurk til, og ansigtet afdækkes. Det er fortrukket og tårestribet.
   "Det er vist en tragisk skæbne," siger en af ghaneserne på sit eget sprog.
   "Men sådan er hun normalt ikke," siger Maria, "hun bor på min gang."
   Den blegfede servør går hen til Mettes bord. "Er de dårlig, unge dame?"
   "Jjeg har m-mistet min fffyr.."
   "Nå," lyder svaret brysk, "det kan vi jo ikke gøre for, lille De! Hvis der bliver noget vrøvl eller brækkeri på gulvet, så er det heraus! Forstået!"
   2Jah jah jah..." Hun synker sammen igen.
   "Er hun alkoholiker," spørger en anden af de ghanesiske piger?
   "Nej," svarer Maria.
   Efterhånden mister folk interessen, og snakken går livligt igen.
   Mettes ølglas vælter, så det sidste af indholdet løber ud over bordet og ned på gulvet. Hun rejser sig mumlende, vakler mod døren og forsvinder. Maria rejser sig hurtigt, løber efter og når at se ryggen af Mette på sin cykel i en uforsvarlig kørsel.
   "Mette, vent!"
   Hun skynder sig at låse sin egen cykel op, husker lige at sætte lygter på og sætter af sted efter sin kollegiekammerat.
   "Mette, stands! Du har ingen lygter!"
   Det hjælper ikke. Hun tramper til for at indhente Mette og bliver så stakåndet, at det er umuligt at råbe. Dragten klæber til ryggen. Men Maria bliver ved og bliver ved... Ah, det frygtelige sidesting, men hun vil ikke give op!

Mette tramper vildt og rasende i pedalerne. Det hele flimrer forbi husene, haverne, menneskene, hundene. Skrappe billygter ledsaget af voldsomme dyt og høje råb som "Åndsvage kælling." Hun registrerer det ikke.
   Hun registrerer heller ikke risten lige foran hende, dårligt nok heller bumpet og den store kolbøtte, men hun når at mærke asfalten slå hårdt og høre et par hvinende bremser, inden alt bliver sort.

Hun kæmper for at få øjnene op. Det føles som ansigtet skal falde fra hinanden. Endnu med lukkede øjne prøver hun at huske.
   Hendes sorg over Bjarnes død. Den søde smag af likør. Den bitre smag af guldøl. Endelig får hun øjenlågene op og bliver forskrækket. Det er en hospitalsstue. Der er tre andre senge magen til den, hun selv ligger i. Hendes venstre arm er i gips. Benene gør ondt, men hun kan bevæge dem. Hun drejer sit hoved og ser sit ansigt i et spejl. Det er fuldt af mærker, der er et stykke gaze over venstre tinding.
   En sygeplejerske kommer ind. "Nå, er du kommet til dig selv?"
   "Ja, det er jeg vist."
   "Der er en, der vil snakke med dig, den pige fra dit kollegium, der tilkaldte ambulancen, hvad siger du?"
   "okay."
   Sygeplejersken stikker hovedet ud af døren. "Så er hun ved bevidsthed. Bare kom ind!"
   Maria kommer ind.
   "Hej, Maria, hvor ville jeg ønske, jeg kunne give dig et knus!"
   Maria tager hende i den raske hånd. "Er Bjarne død?"
   Mette nikker. Hun mærker det blide tryk. Pludselig giver hun et ryk og ser skræmt ud. "Hvad dato er det."
   "Den tyvende."
   Hun sukker lettet. "Jeg var bange for at have mistet begravelsen."
   "Så længe har du ikke ligget, kun en nat." Maria smiler let. "Dine ben har jo ikke taget skade, så du kommer nok med."
   Nu begynder Mette at græde igen, Maria drejer hende forsigtigt over mod sig selv, så hovedet hviler mod skulderen og stryger hendes kind.
   "Hvorfor bankede du ikke på hos mig?"
Forfatterbemærkninger
Indgår i min novellesamling Naboskabhttps://www.saxo.c...pub_9788793157378

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/03-2005 09:54 af Mogens Sørensen (Mons1957) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3943 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.