3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 måned, 27 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 8 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 måneder, 11 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
9 måneder, 26 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 2 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
4 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
4 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
5 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
5 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
5 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
5 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
5 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
5 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
5 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
5 år siden
4Turbulens - Prolog
Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden. · Hvad der ellers stod... [...]
Romaner · familie, savn, frustration
5 år siden
5Engang var jeg skarp
"Den ser farlig ud," siger den lille dreng og peger på mig. · Hvis ... [...]
Noveller
5 år siden
4Glæde og frihed
Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græs... [...]
Kortprosa · tabt lykke, livet, glæde
5 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 16
Sita holdt en hvid kat i sin hule hånd. Ikke en rigtig, levende k... [...]
Fantasy
5 år siden
6Byens sjæle
Terminalen er stor. Og grim. · Indenfor er der butikker. Overdækked... [...]
Kortprosa
5 år siden
4Djævlestøv - Kapitel 15
Stjernerne lyste på den mørke himmel over Cessie, og hun så op på... [...]
Fantasy
5 år siden
5Djævlestøv - Kapitel 14
Kapitel 14 · "Du kaldte dem altså til hjælp," sagde Simon før Fredd... [...]
Fantasy
5 år siden
3Verden er min
Forstår du, skriverkarl, dette her er til de, der kommer efter os... [...]
Blandede tekster · mennesketyper, magt
5 år siden
3Djævlestøv - 13. kapitel
Den svage summen voksede til et smældende brus, da tusindvis af s... [...]
Fantasy
5 år siden
6Sengetid
Jeg har sejlet på alle verdenshavene, Under sort flag med dødning... [...]
Kortprosa · relationer
5 år siden
3Magt
Soldaterne er klar. Store og små, tykke og tynde. Der er tolv ræk... [...]
Blandede tekster
6 år siden
6Barnet - Del 1 af tre
Solen skinnede fra en skyfri himmel og glitrede i den uskyldsrene... [...]
Fantasy
6 år siden
2Spil
Han hed Billy og han ville bare spille violin. · Men der skulle jo ... [...]
Noveller
6 år siden
3Djævlestøv - 12. kapitel
Cessie står nede ved søen. Der er små krusninger på overfladen og... [...]
Fantasy
6 år siden
5En fortryllende dag
De sidste kirsebærblomster på det gamle træ i skyggen foldede sig... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Gennem sne mod håb
Sneen slår mod dem fra alle sider. Angela er klædt godt på. Det e... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Djævlestøv - 11. kapitel
En grønklædt mand for brølende frem. Sort i ansigtet. Og rasende.... [...]
Fantasy
6 år siden
4Barbaras begravelse
Kegler af lys peger på mig. Oppe. Nede. Fra siderne. · Det er tunne... [...]
Noveller
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 10
Den første mand kom, lige som Freddy og hans mænd var klar til at... [...]
Fantasy
6 år siden
5Djævlestøv - 9. kapitel
Før Freddy tog af sted, var han blevet orienteret om situationen ... [...]
Fantasy
6 år siden
4Djævlestøv - 8. kapitel
Den blå gestalt har et navn. Han hedder Slikoran, og han sidder p... [...]
Fantasy
6 år siden
9Tidslåseren
I mange år lå den gemt mellem sten, skaller og andre skatte. · Nina... [...]
Fantasy
6 år siden
3Fyrstens venteværelse
Langt nede under jordskorpen er der huler. Den ene af dem er særd... [...]
Blandede tekster
6 år siden
2Hjælpsomhed
En novembermorgen i 1689 skinnede solen på en rydning langt ude i... [...]
Noveller
6 år siden
5Søndagskage
Klokken klemter, da Johan træder ind hos Guldbageren i Flækkerup.... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 33,5

Publiceret: 3
Afgivet: 17
Modtaget: 11
Pia Hansen (f. 1958)
Det lille, blå lig lå sammenkrøllet i solen, munden var rund af rædsel.
   De brustne øjne havde set så meget, at smerten var ætset ind i ansigtet, der aldrig skulle ældes.

Fy, for en stank!
   Baldur rynkede næsen og kneb læberne sammen.
   Ved Feernes Helligdom, hvor afskyeligt.
   Han stod i vand til knæene, og det var ikke frisk, svalende vand. Nej, tykt som vælling og lunkent som orkers troskab. Faktisk mindede det om kålsuppe. Grønt, og fuld af råddent, gulbrunt tang.
   Hvis bare det var det eneste, det forbandede flodvand indeholdt. Det eneste at få styr på. Tang skreg ikke, når man uskadeliggjorde det.
   Små svedperler piblede på Baldurs pande, blev til floder og løb ned ad hans mørklødne ansigt. Han tørrede sig med koftens ene ærme. Alt for sent indså han, at ærmet var vådt.
   Ækle dråber smeltede sammen med sveden. Kvalmen meldte sig og snørede halsen sammen, men
   brækkede han sig, skulle han samle stadset op! Vandet var dovent, men flød, og strømmen ville føre hans bearbejdede morgenmåltid hen til Hamstra, som ville drille ham med det til evig tid.
   Baldur betvang kvalmen og greb en klump sammenfiltret tang med fangstnettet. Med en rask bevægelse slyngede han det i kurven til det andet tang.
   Nu var den snart fuld, og så kunne han få et hvil.

Rektilerne havde ikke vist sig i dag. Kun en død, inde på bredden. Resten måtte gerne blive væk. Bore sig ned i dyndet og forsvinde, som overflødige orker og genstridige sort-elvere.
   Bare de ikke led lige så meget, og jamrede sig.
   De kunne også bare skride hen hvor de kom fra. Væk, så floden kunne blive som før!

Siwa plejede at være en sprudlende flod, blå i klart vejr, og om morgenen spejlede to sole sig i vandet. Så var der, fra bredden og lige ind i tågemuren, en gylden bro af dansende, kåde og lilla gnister. I aftenstunden, lige før uld-mørket, var der bræmmer af gult, orange og lilla lys. I regn-sæsonen var vandet gråt og sommetider vredt bølgende. I en kold, klar stjerne-tid var det stift som glas og gemte sig ofte under et blødt, funklende hvidt krystaltæppe.
   Siwa var Hirilittias hjerte. Uden den ville elver-riget bukke under.
   Det vrimlede med fisk og vanddyr. Siwa ernærede engene, skoven, afgrøderne og dyrene. Og også dem selv, lyselverne, deres arbejds-orker og sortelver-slaver. Nå ja, og så Baldur, en bastard.
   Hans oprørske sort-elver far, var forlængst død.

Baldur sukkede.
   Hvis han havde været lys og smuk, som moren og sine halvsøskende, stod han ikke her.
   Men han var mørk, og måtte arbejde for føden. Sådan var det.
   Baldur kvalte sukket.
   Med begge hænder tog han det fyldte kar, og begyndte at skubbe det imod bredden.
   Forude så han Hamstra vende sig og vade hen mod ham.
   "Hvad så, elver-basse? Er karret endelig fyldt?"
   "Ja," mumlede Baldur og ønskede, han kunne finde et godt øgenavn til den drillende ork.
   "Du dejser snart omkuld," forsatte Hamstra og lagde sin ene vældige lab på kanten af Baldurs kar, som tippede lidt.
   "Du må ikke," brast det ud af Baldur.
   I et nu forestillede han sig al tangen vælte ud, så han måtte begynde forfra.
   "Må jeg ikke hjælpe dig?"
   Orken brummede ordene langsomt og udstødte så nogle uartikulerede, hurtige grynt. Latter!
   Med en klang, som Baldur havde hørt orkerne bruge indbyrdes, en varm og venlig klang, men måske til tider prøvende?
   Hamstra holdt uden besvær karet på ret køl, med en lab. Musklerne svulmede under den grønbrune hud på overarmene. Baldur så op på orken, som var næsten to hoveder højere end ham selv, og meget bredere. Hamstra skuede ned. De tunge øjenlåg gled opad, så de gule øjne virkede større.
   Orken mødte Baldurs blik.
   Måske blev Silje og de andre vagter vrede?
   Karret var tungt, Baldurs krop øm, benene slatne, men venligheden føltes godt.
   "Jo, meget gerne," sagde han og formede læberne til smil.

"Hold dig fra Baldur, dit bæst!"
   Silje stod helt nede i vandkanten, da de nåede bredden. Pupillerne i hendes grønne øjne, lignede lanser. Hun lignede en som ville skyde dem ind i Hamstra. Baldur værdigede hun ikke et blik.
   "Vandet skal renses, men jeres magi virker jo ikke!"
   Hamstra stod foran Silje, med en arm tværs over sit kar og en lab om hanken på Baldurs.
   Den lave prusten, der fulgte efter hans ord, skyldtes ikke anstrengelse.
   "Du skal ikke lokke Baldur til noget, nok er han en bastard, men ikke et udyr som dig!"
   Hvorfor stod hun og spillede omsorgsfuld?
   Hun skammede sig jo over deres relation, og behandlede ham som slave.
   "Han hjælper mig. Karret er tungt, lillesøster!"
   Hamstra var næsvis og oprørsk, sagde de. Han var farlig og måtte holdes i ave.
   Baldur kendte ham ikke særligt, han havde holdt sig på afstand, så vidt muligt, men kunne dog ikke undgå alle hans drillerier. Ingen af dem var værre, end hvad de gode, smukke lys-elvere havde budt ham.

"Kom så Baldur, lad os tømme de kar."
   De så imod det indhegnede tang-bjerg. En svedig sort-elver var i gang med at klatre op af trappen, som førte til den øverste del af det omgivende hegn.
   Nogle var på vej i vandet igen. Andre på vej ind og atter andre blev ude og baksede. De få heldige havde stadig deres hvil til gode, og sad i små klynger. Udvekslede ord, spiste lidt og drak vand. På grund af varmen, havde alle fået ekstra frisk vand fra den skovkilde, som ikke var okkuperet af rektilerne.
   Hamstra gik fremad og Baldur fulgte med.
   De gik forbi Silje. Hun gloede bare, men kort efter hørte de lette trin bag sig. Baldur mærkede hendes åndedrag, som hidsige vindpust, i nakken. De passerede den døde rektil, som var opsvulmet, og fuld af hvidgule, transparente, plamager. Hverken skitler eller andre ådsels-elskende insekter omkredsede liget.
   Mærkværdigt, men tiden var ej til spekulation.
   Da sort-elveren havde tømt sit kar, vaklede han mod andre af sin art.
   Hamstra og Baldur havde sat karrene, mens de ventede, men nu greb Hamstra sit, buldrede op ad første trin, som gav sig, og tømte karret.

Så kom Arngrim og Munja.
   De begloede Baldur, og lavede grimasser.
   "Jeg elsker arbejde," voldgrinede Arngrim, "Jeg kan se på det for evigt."
   "Kom så, Baldur Bastard, gør det bedre end udyret."
   Munja fniste og trykkede sig mod Arngrim, som lagde hånden på hendes bagdel.
   Baldur knyttede næverne. Munja var den smukkeste i verden. Hendes smil kunne forgylde alt.
   Men det var evigheder siden, det forgyldte ham. Før de blev næsten voksne, ung-elvere.

"Hamstra, tøm Baldurs kar!" befalede Silje.
   Orken virrede med hovedet og gryntede.
   "Jeg kan godt," påstod Baldur. Han greb i begge hanke. Det gjorde ondt, men han skulle vise dem, skulle han. Han gik i knæ og tvang den belkins balje op på knæene og mod maven. Så var det bare det første trin. Men hvad nu? Hvem havde forvandlet trappen til smør?
   Alt snurrede, og kvalmen vendte tilbage. Så buldrede smør-trappen. Karret fløj over hans hoved, og der lød en plump lyd. Han vaklede baglæns, stødte mod noget der var blødt, men kradsede. Han greb fat. Der lød sammenbidte hyl, så fløj han, men ikke langt. Dernæst sad han på røven, og ørlede.

"Føj, hvor klamt."
   Hamstra skar en grimasse og rakte sin vanddunk til Baldur.
   "Sådan nogen som dig kan ikke tåle hårdt arbejde," sagde en grim sort-elverpige og kløede sin behårede hagevorte, imens hun aede hans kind med en knoklet finger.
   Han trak sig, og gøs.
   "Du er køn, men du stinker," sagde tøsen uanfægtet.
   Baldur fik det bedre, vandet hjalp.
   Hans næsebor mærkede en duft. Brød og honning, men også noget andet! Blomster? Ja!
   Det var syrener. Men der var da langt til syren-buskene? De groede kun ved kilden, ellers hensygnede de jo.
   Da opdagede han, at sort-elver-tøsen bar en krans af syrener i sit uglede tjærehår.
   "Du dufter godt, men du er grim," røg det ud af ham.
   Latteren ombølgede dem.
   Baldur indså med et, at udover Hamstra og sort-elver-pigen, var også en ældre ork og en gammel, hjulbenet sort-elver, som pillede ved sin halslænke, kommet til.
   Deres latter var ikke uvenlig.
   "Giv ham brødet, Bynka," opfordrede Hamstra.
   Sort-elver-pigen rakte ham tavst, men med fugtige kuløjne, et stykke honningbelagt brød.
   "Tak," mumlede han.

"Tal I bare," sagde den hjulbenede, "Jeg har frosset tiden, for de andre."
   "Blåtrolde-sejt, Tongil," udbrød Hamstra. Han lød imponeret, men ikke overrasket. Havde endda et forbedringsforslag:
   "Hvorfor ikke gøre alle de Fe-gale lys-elver-fjolser til isfigurer, der aldrig tør op?"
   "Det forhindrer lænken, knægt! Den presser mod antimagi-halsbåndet inden under."
   Han var kommet nærmere, og selvom det var Hamstra, han så på, fik Baldur den fornemmelse, at Tongil talte til ham. Uden at ville det, pillede han lidt ved halsbåndet. Det var som om det strammede mere end det plejede.
   Nu så gamlingen på Baldur. Hans ru stemme dirrede, da han spurgte: "Savner du ikke at fiske med de lyse? At bruge din magi og se fiskene springe. Se dem flygte for dine magiske lynkugler? Og fare lige i fælden."
   "Jo," mumlede Baldur. Selvfølgelig gjorde han det, men det tilhørte barndommen.
   Der var sket så meget.
   Han så op og fokuserede på elver-mandens næse, for det han ville sige var svært.
   Det var jo mor, Silje, og de to yngste søskende, han talte om. Han savnede deres kærlighed.
   Og vennerne, men mest Munja. Han hadede den måde, de nu behandlede ham på.
   Det gjorde så ondt, at han knap kunne tale, men ud skulle det:
   "Lyselverne er heller ikke så magiske længere. Det er forværret, så nu kan de knap så meget som i tidernes morgen. De er nødt til at være påpasselige med den magi, de har! Det er jo ikke fordi det morer dem at plage os, med lænker og halsbånd mod magi. De nyder ikke at piske os, hvis vi er langsomme eller umulige. De er nødt til det, for..."

Tongil afbrød ham:
   "De er svage, bange, dovne og indbildske, er de! Kalder vores magi sort - og med sort, mener de ond. De tilbeder gamle, bevingede fjolser, feer, og tror at de har eneret på sandheden.
   De tror, at Tranquel, har skabt dem. Ha! Skabt dem til at herske? Det er jo latterligt. Næh, han skabte en tågemur omkring dem, fordi han ikke kunne holde dem ud."
   Den gamle så indtrængende på Baldur.
   "Tror du mig ikke?"
   Baldur rystede på hovedet:
   "Tranquel skabte måske ikke lys-elverne. Selv Stormesteren tvivler. Men Tranquel skabte tågemuren, for at beskytte de sidste lyselvere mod Belkin, mørkets fyrste, hvis grusomhed og ondskabsfulde magi, truede med at overvinde og udnytte dem. Holde dem som kæledyr, æde dem eller lade dem pukle."
   Gamlingen lo en kort latter, som gled over i en gøende hoste og endte med et spørgsmål:
   "Minder det ikke om noget?"
   Baldur trak på skuldrene.
   Den gamle var ikke tilfreds.
   Han gloede på Baldur, som ville han gennembore ham og trække et svar ud.
   "Det gør det vel," mumlede Baldur.
   "Lyselverne æder os da ikke," indskød Bynka. Det lod til, hun talte til et par marehalmstrå, men hendes stemme var høj, og hun udtalte ordene omhyggeligt.
   Hamstra grinede: "Vi æder heller ikke elvere. De giver maveonde. Især lyselvere. De er giftige!"
   Den ældre ork tog ordet:
   "Men det er heller ikke sjovt at blive holdt som kæle-ork, mens man er lille og nuttet. For så at blive myrdet, så ens blod farver Siwa - eller allernådigst få lov at formere sig og blive bedstefar. Få lov at se sit overlevende barnebarn slæbe på en besvimet elverbastard og give ham vand."
   Ordene ramte noget i Baldur. Han sendte en tanke til de to orkunger, der løb omkring i hans mors bolig. Og huskede andre pudsige, små kæle-orker.
   Men der var andet at tale om nu. Derfor dristede han sig til at skifte emne:
   "Lige nu omhandler det jo de rektiler! Det må være Belkin, der har sendt dem. Jeg forstår bare ikke, hvordan de kan komme gennem tågemuren."
   Tongil hævede sine buskede øjenbryn og piftede:
   "Godt tænkt, unge ven, godt tænkt."
   "Der må jo være et hul," mente Bynka.
   Den ældre ork rynkede panden. Baldur syntes, han så bekendt ud. Han mente han havde set alle orker, men der kunne gå længe i mellem, og han så sjældent nøje på dem. Desuden levede orker meget kortere end elvere, og forandrede sig hurtigt. Men den tryne der...? Med det ar?
   Orken tog ordet: "Eller også bruges der kraftig magi? Belkin selv, eller hans folk, kan måske trænge igennem og sende noget?"

Baldurs blik blev fanget af en bevægelse.
   Silje bevægede en arm. I små ryk sank den nedad, en smule. Så svirpede den op igen.
   Små is-monstre krøb gennem Baldurs mave og stak deres lanser i hjertet.
   Siljes øjne var vidtåbne, og hendes læber bevægede sig.
   "De vågner!" ville han sige, men ordene sad fast i struben.
   Langsomt, i små ryk, drejede han ansigtet og stirrede på Tongil. Hans ansigt var gråt, han pressede sine hænder mod kinderne og rokkede fra side til side.
   En serie skingre hvin flød sammen til en skærende jammer.
   "Han kan ikke mere," brølede Hamstra og var derhenne i to skridt.
   En vældig lab fattede Baldurs skulder.
   "I nat," rungede den ældre orks stemme i hans ører.
   Og orkens navn sneg sig frem fra erindrings-skyggerne. Jacobi.


* * *

   Natten var grå og silkeblød.
   Luften var kølig, og stanken knap så slem nu.
   Alt var stille.
   Og ingen Jacobi.
   Ikke et glimt eller et fodspor. Havde han taget fejl?
   Havde hans sanser bedraget ham, da han hørte deres fælles kaldesignal, fra den gang Jacobi var kæleork og ven?
   Hans sanser plejede ikke at spille ham et puds. Ikke når han, som nu, var helt vågen! Han havde ligget og vredet sig på bænken. Det havde været umuligt at sove. Dels sved det, hvor Silje havde pisket ham. Hun havde virkelig lagt kræfterne i, den spinkle tøs. Men det var værre med den stakkels Tongil, der havde skreget som en sindssyg, indtil kræfterne slap op. Det havde taget hårdt på ham, at bruge magi, på trods af både lænke og halsbånd.

Hvor var Jacobi? De havde vel ikke...? Baldur afbrød tanken. Den var for frygtelig. Selvfølgelig havde de ikke det! Selv var han jo sluppet med prygl og ydmygelse.
   Havde han fortrudt? Var blevet bange?
   For det var vel ikke en fælde?
   Nej, der var han.
   Den gigantiske krop voksede ud af mørkets indsnævrede horisont, og luntede hen mod ham.
   "Du kom," gryntede Jacobi.
   "Også du," svarede Baldur.

"Rektilerne er rasende over det med den døde unge," forklarede Jacobi.
   "Unge?" gentog Baldur. Var det døde bæst kun en unge? Den var halvt så stor som ham, og han havde troet den var voksen. Nu havde han slet ikke lyst til at møde en horde rektiler.
   Det gungrede. Der kom Hamstra.
   "De er der! De raser og pisker vandet op."
   Ordene fossede fra Hamstra, mens han stormede mod Baldur. Han svingede med en drabelig bidetang. Inden han nåede Baldur, blev han overhalet af Bynka.
   "Du er nødt til at bruge magi," gispede hun forpustet.
   "Jeg skal nok," lovede han.
   "Jeg vidste, vi kunne stole på dig, " sagde Hamstra, "Når bedstefar siger noget, så passer det."
   Nå, så Hamstra var Jacobis barnebarn. Og nu ville Hamstra fjerne det generende halsbånd.
   Ungorken og Bynka stod tæt.
   "Måske bliver det ikke nødvendigt med din magi, Bynka," sagde Hamstra blidt, "Det er jo ikke en lænke. Jeg tror tangen kan klare det." Uden ophold fortsatte orken, nu henvendt til Baldur:
   "Stå helt stille!"
   Det var ikke det, Baldurs krop og instinkter ville. Tæt på var tangen truende, og den dirrede i den store grønbrune næve. Men Baldurs sjæl havde bestemt sig, så han satte fødderne hårdt mod sandet. Tvang sig til at stå som en klippe.
   Forude hylede rektilerne. En langtrukken, kollektiv krigserklæring.
   Det gjorde ondt i ørerne. Skærende ondt. Til en anden smerte overdøvede det. Stål skar mod hans hals. Og et skrig undslap ham. Han forbandede sig selv. Ville ikke være et pattebarn. Han borede tænderne hårdt i underlæben. Av, for Belkin! Blodet var salt, og vammelt.
   Hamstra trykkede en lab mod hans skulder og hvæsede: "Så stå da stille, din orm!"
   Jeg prøver jo, tænkte Baldur, men turde ikke sige det højt. Det ville sikkert også bare lyde ynkeligt og dumt.
   Koldt stål mod halsen igen. Så stod Hamstra med halsbåndet i næven og triumf i øjnene.
   "Det haster," brølede Jacobi og gungrede allerede mod Siwa.
   Der lød et langtrukkent hyl, efterfulgt af plask.
   Så stod de i vandkanten og stirrede. Vandet var sort-gråt og stille.
   Dampen, der slog dem i møde, var kold.
   "Hov, nu er der roligt," udbrød Bynka.

Et kort øjeblik stod de stivnet på bredden; Jacobi, Hamstra, Bynka og Baldur. Næsten som var de et og samme væsen.
   Så var det som om, der opstod et hul i samhørigheden, der vel var skabt af fælles forbløffelse.
   "Hvad gør vi nu?" udbrød Baldur.
   Det var rart nok, at vandet var roligt. Det var også rart at føle sig fri. Men hans sanser behøvede mere tid til at fatte situationen, og hvad det egentlig var, de andre forventede han skulle.
   "Vi?" skrattede Hamstra, "Det er dig, der kan sort magi og er fri til det. Vi orker har ikke magiske evner, og Bynkas lænker kan vi ikke kappe. Vi har prøvet!"
   "Det ved jeg," mumlede Baldur, og i det samme gik det op for ham, at det var sandt. Både, at de havde prøvet, og at det var op til ham. Han havde fattet det, da han lå uroligt og tænkte. Men han vidste ikke, hvordan han skulle gribe det an. Det var som om en usynlig kraft havde styret ham.
   "Hids dig ned, Hamstra," opfordrede Bynka, "Baldur sagde bare "vi", fordi vi er sammen om det her, ik' Baldur?"
   Hendes stemme var beundrende, glødende og fast. I halvmørket så det ud som om kuløjnene var blevet tændt. De glødede varmt, som hendes stemme.
   "Rektilerne vil have hævn, " sagde Jacobi.
   "Hjælp dem hjem," hviskede vinden. Eller måske en indre stemme? Det virkede beroligende.
   Ganske roligt vadede Baldur ud i floden.
   Køligt, men ikke iskoldt, svøbte vandet sig om hans fødder, ankler og underben. Tang snoede sig omkring benene, næsten som ville det lege.
   Det var for roligt og idyllisk.
   De kunne da ikke være stukket af så pludseligt?
   Havde han måske tryllet dem væk, uden selv at vide hvordan?
   Eller var de bange og gemte sig?
   Kunne bæsterne mærke den magi, der vågnede og pulserede i hans blodårer?
   "Stik I bare af!" råbte Baldur, "spring gennem tågemuren og bliv væk, så vi kan få rent vand igen."
   Der skete ingenting. Tøvende trådte han længere ud. Bunden var smattet og stenet under ham. Noget skarpt rev hans tæer. Han løftede foden. Det gjorde ikke ondt. Var nok bare en af de mange, irriterende sten.
   Hvis vandet blev rent igen og fiskene vendte tilbage, behøvede han i hvert fald ikke stå i den stank, der var om dagen.

Bare han kunne se lidt bedre. Så kunne han måske nå muren og undersøge den? Der måtte være en forklaring. Det var strengt forbudt at passere hegnet, før muren. Men det var også forbudt at fjerne antimagi-halsbånd - Mor, Silje og alle andre - ikke mindst Rådet, ville rase, hvis de fandt ud af det. Måske ville det formilde dem, hvis han reddede dem fra rektilerne, reddede hele riget fra hungersnød - men næppe nok til at han slap helt for straf?
   Det boblede i både ham og vandet.

Over ham gled to uldne skyer til hver sin side, og Anarkat blev synlig. Som en bleggylden kugle, hang måneplaneten der, og kastede et blødt lys over Baldur.
   Hamstra og de andre var på vej. De ville ikke lade ham i stikken.
   Men var det rektilerne, der lavede bobler? Der måtte jo være en del, når de havde ædt alle fiskene, men var det mon en overdrivelse, at floden vrimlede med dem?
   Så fik han svar.
   De var foran ham. Så langt han kunne se. Han drejede sig. Besværligt. Vandet var tungt, koldt og klæbrigt. Tangen gnavede i hans ben. Baldur var omringet. De var allevegne. Blå. Næsten gennemsigtige. Som gopler. Men de havde hoveder og kroppe. Arme og ben. Spinkle lemmer. Og meget store øjne, i smalle ansigter. Hårløse, næseløse. Den døde havde en mund, så det måtte de her også have, men den sås ikke.
   Det var et fascinerende syn. De største var nok lige så lange som Baldur, de mindste kun på størrelse med en hare. En af de små hang på en større, og havde slynget sine arme om dens hals.
   Han kunne ikke længere se Hamstra eller de andre. Det sendte små signaler ind i ham, signaler, der fik hans hjerte til at hamre uroligt. De var vel ikke blevet væltet omkuld? Trukket under vandet eller hvad nu rektilerne kunne finde på?
   Nu trængte nogle skikkelser sig frem. Fem eller seks af de største rektiler. Den ene af dem lagde sin lange, tynde arm om den med den omklamrende unge. Og vist havde de munde. Som på kommando spærrede de gabene op. De viste tænder. Sylespidse tænder. Mere end to, men Baldur talte ikke. De strakte ud efter ham. Rejste sig fra vandet. Deres ansigter blev mørkeblå.

Rædslen skyllede ind over Baldur. Han kunne ikke flygte, og de var rasende. Baldur ønskede, han havde en lanse. Men skød hastigt tanken fra sig, for hvad ville en eneste lanse nytte mod horden?
   Og det var vel meningen, han skulle drive dem på flugt med magi. Men hvordan og hvorhen?
   Han stod helt stille. Han måtte mærke alt omkring sig; sanse det, bruge det, udvinde dets energi - hvis der var noget. Der var fine dråber overalt i luften. Mange af dem så små og fine, at de ikke kunne ses. Han strakte ud efter dem. Vidste ikke helt, hvad han ville med dem. Vand gav så mange muligheder for magi. Kugler til at skræmme fisk, så de dumt svømmede ind i fangstnettet, kunne måske bruges? Hvis han kunne forme dem, så de blev store nok?
   Sådanne kugler var ikke dræbende, men måske kunne de skræmme bæsterne?
   Underligt egentlig, at de ikke havde angrebet. Han havde brugt kostbare mikrostykker af tid, på at tænke og række ud efter magi. Men de snerrede bare. Ville måske fortælle ham, hvor meget de hadede ham - eller tale med ham? Var de sære lyde et sprog? Var de forbandede rektiler måske intelligente?
   Nu kørte tankerne bag Baldurs sanser, kørte mens han greb efter dråberne. Samlede dem.
   Han hulede sin ene hånd, mærkede dråberne og lod hjertet pumpe energi til håndfladen.
   Magi-ladet energi. Med netop de rette ønsker og ingredienser. Håbede han. Det var så længe siden, han bevidst havde brugt magi. Han knugede de små dråber.
   "Hvorfor slog I ungen ihjel?"
   "Du virker ikke ond."
   "Den kan magi. Den er en troldmand."
   Stemmerne haglede mod hans kranie. Indefra. Der var mange. De sætninger han fik styr på, måtte være fra de højst-råbende. Eller dem, der tænkte højst?
   De truende rektiler havde lukket gabene. Deres munde anedes som sorte, bistre streger.
   Baldur tænkte: "Jeg dræbte ikke jeres unge. Jeg foreslog at vi prøvede at finde ud af, hvor I kommer fra, men de ville ikke lytte. Men I må ikke æde alle fiskene og forurene vandet. For så dør vi. Stik af med jer. Rend hjem."

Så var det som om alt eksploderede i ham. Alt var et kaos af tanker, stemmer, følelser og syner. Vandet flød med døde reptiler. Oppustede med åbne munde og øjne, der havde set for meget. Det brændte i ham af skam. Det bølgede gennem ham af angst. Af had til lys-elverne. Had, der også var blid kærlighed. Friheden brusede om kap med håbløsheden.
   Hans hule hånd knugede om dråberne. Hårdt. Han blev et med dem. Blev opslugt af et klart blændende lys, og lod sig dirigere hen mod et virvar af fremmede farver, dufte, lyde og dunkle omrids af deres ophav.

Vandet var blåt. En gylden bræmme med lilla islæt dannede en bro hen til tågemuren.
   Baldur blinkede med øjnene. Drømte han eller var han død?
   Han lå ned. Et lille, let væsen sad på hans næse. Han verfede den væk. Det var en sommerfugl.
   Han satte sig op. Forsigtigt. Følte sig svimmel.
   "Drik lidt," var der en, der sagde.
   Baldur sad op. Han drejede ansigtet lidt væk fra Siwa.
   Der sad et væsen, der lignede en gammel elver. Men det var mindre og havde små, underlige ører. Dets hår var tykt og hvidt. Ved siden af væsnet lå der en knortet stok.
   "Velkommen, Baldur," smilede væsnet. Ansigtet var brunt, rynket og virkede mildt.
   "Men...," begyndte Baldur.
   "Du er på den anden side nu. Du skabte en magisk kugle, der lavede hul i tågen. Rektilerne hev dig og dine venner med igennem. Jeg lukkede hullet for snuderne af alle de andre, der strømmede til."
   "Men hvem - hvad er du?"
   "Sikke nysgerrig, du er. Selv efter den oplevelse. Du kan kalde mig mester Guny. Jeg er et menneske. Jeg har brugt lang tid på at lære at beherske magien. Jeg er stadig ikke så god som jeg ville ønske, og min tid rinder ud."
   "Rektilerne? Sendte Belkin dem? Og hvor er Hamstra? Hvor er de andre? Hvad med mor og Silja? Hvad med de små?"
   "Du taler som et vandfald. Men godt - nej, Belkin sendte ikke rektilerne, for Belkin er død. Vi prøver at skabe et samfund, hvor alle er lige. Rektilerne svømmer ud i havet, hvor der er masser af plads. Og hvordan de kom ind? Jeg har en formodning. Der har længe levet små gobler i vandet. Jeg tror solene opløste dem, splittede dem til partikler - dråber om du vil - der blandede sig i tågemuren, samlede sig og faldt ned på jeres side. Aqua viva, det livgivende vand, nærede dem. Men de fik også næring af noget andet. Blod fra orker og elvere? Og så udviklede de sig hurtigt. Hrm - kanske jeg hjalp dem lidt."
   En masse spørgsmål stod på lur i Baldurs hjerne og sind, men han havde vist forstået det, der var
   vigtigst lige nu. Bortset fra det med, hvor Hamstra og de to andre var.
   Som om mester Guny, kunne læse tanker, pegede han:
   "Dine venner? De kommer der."
   Og der var de. Alle tre i god behold. De stoppede og stirrede på ham.
   Så satte Bynka i løb. "Du lever," skingrede hun henrykt.
   "Jeg skal lige ordne noget," lo mester Guny.
   Krumbøjet trissede han hen over blomsterengen, støttet til sin stok.
   "Vi kan se gennem muren."
   Bynka lød begejstret.
   "Kom!" tilføjede hun og rakte ham hånden.
   Al svimmelhed forsvandt, da han fulgte hende.
   I tågemuren var der et hul, men dækket af noget, der lignede klart glas.
   Gennem det så han, at Siwa også var blå på den anden side. Han så sin familie sidde der uskadt.
   Der løb tårer ned af mors kinder. Men Silja hviskede noget i hendes ører, snuppede en tåre og knugede de små ind mod sig.
   "Din magi har bragt os til en ny verden. Jeg elsker dig," kvidrede Bynka.
   "Du kender mig dårligt nok," protesterede Baldur, men kunne ikke lade være med at smile.
   Når hun var så glad, så hun faktisk rigtig sød ud.

Han var fri. Han havde venner, og måske en kæreste.
   Landet her var nyt for dem. Bedre, troede han.
   Glæde og energi brusede i ham.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/07-2011 12:36 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4571 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.