"Mr. Jensen ..." den rumænske politikommissær tørrer panden for sved, og kigger bebrejdende op i loftet på den stillestående vifte. Dråberne løber i slalom mellem hudfolder og skægstubbe mod hagespidsen. Hans hud er nubret, og vidner om en kostplan hovedsageligt bestående af smøger og kaffe.
   Noget baksende rejser han sig fra stolen og planter de store knoflader mod bordet. Han trækker vejret dybt gennem cigaretten så gløden lyser op i det mørke lokale. Røgen hænger tykt i luften, og kan lige anes i skæret fra lampen over forhørsbordet.

Han kører tommelfingeren op ad bukseselen, og gir slip med et smæld mod hans udspilede vom. Han er frustreret på personen der sidder overfor ham. Nu er det nok.
   Han puster røgen ud gennem næseborene og læner sig fremover:
   "We are going to try this again ..." og nikker til sin assistent, der stiller sig tæt op af Mr. Jensen med knyttet næve. Kommissæren gir tegn. Der lyder et klask da han rammes på kæben og blodstænk spredes fint i luften.

"My friend here want's to know why - You killed them all? We can do this all night long."
   Mr. Jensen forholder sig tavst med hovedet let dinglende mod brystet, og hætten godt trukket ned om ørerne. Han stirrer blankt ud i ingenting; kæben er opsvulmet og blodsamlingerne breder sig under de stramme håndjern.
   De svin skal sgu ikke ha fornøjelsen af at se mig lide, i protest og afmagt over den primitive behandling, spytter han kommisæren i ansigtet.
   "I see ... Mr. Jensen," kommisæren slår opgivende ud med armene og ler kunstigt over frækheden.
   Han tørrer kinden:
   "Fucking tourist," og rejser sig med tegn til assistenten om at fortsætte forhøret.

Lyden af våde tæsk bølger i sløve ekko gennem det støbte betonkompleks ...


Fire dage tidligere.

"Så er vi ved at være der," Niels strammer remmen til, og sikrer sig at det hele sidder korrekt spændt fast på taget af Berlingoen.
   "Er du sikker på det holder skat?" Maria bider sig skeptisk i underlæben, og kigger betuttet på det vakkelvorne tårn af kufferter.
   "Ja, jeg tror a..."
   "Det skal sgu nok holde det lort," Ronnie kommer slentrende med bukserne hængende om røven, og med Susanne under armen. De havde lige været ovre på tanken og købe de sidste fornødenheder til turen.
   "Hvem skulle ha Cola Zero?" Susanne åbner posen.
   "Cola Zero? Jeg skal sgu ha en bajer!" Ronnie kigger på Niels, der hurtigt undviger blikket.
   "Hej Sus!" Maria kaster sig om halsen på hende og skæver over mod Ronnie, "er det ham den nye?"
   Susanne smiler forelsket og nikker:
   "Ja, jeg håber det er okay vi tager med ..."

Niels og Maria havde mødt hinanden på universitetet hvor de begge læste jura. Maria var tiltrukket af Niels' intelligens, og hans bondske beskedenhed. Der var aldrig en fold der sad forkert på skjorten, og frem for alt var han en charmerende og høflig fyr.
   Susanne var stik modsat. Fyrene skulle helst være lidt 'Bad Boy' som hun udtrykte det. De to piger var da også lige så forskellige som nat og dag, men venskabet fra barnsben bandt dem sammen. De sås sjældent efterhånden, men nu skulle de endelig på ferie sammen.
   Niels var skeptisk ved ideen, han brød sig ikke om Susannes livsstil, samt ideen med at Ronnie - Susannes nye flirt, skulle med på rejsen. Han følte sig tvunget, men han havde 'accepteret vilkårene, for det fremførte forslag' for Marias skyld.
   "Så længe du er glad skat," sagde han tit på let gyngende jysk, til hendes store fornøjelse.

"Opfør dig nu ordentligt Ronnie," Susanne gir ham et dask, og hilser på Niels, der mere af pligt end af lyst, høfligt hilser igen. De sætter sig ind i bilen og Niels drejer nøglen om.
   Motoren starter hostende til lyden af Bryan Adams: Summer of 69, skrattende ud af højttalerne. Niels kigger bekymret på Maria, da Ronnie skråler med fra bagsædet:
   "THAT - WAS - THE BEST DAY - OF, MY LIIIFE!"
   "Det skal nok gå skat," Maria nusser ham blidt på kinden.
   "Ja selvfølgelig skal det nok gå," smiler Niels akavet, og forsøger at løsne op.
   Gummiet fra dækkende knaser sprødt mod gruset idet de bakker ud ad indkørslen.
   "Næste stop Rumænien!" Maria er godt opstemt.
   Niels sætter i gear og træder pedalen ned.
   "Så skal vi fandeme på FERIE!" Ronnie knytter næven i vejret.


* * *
   En tyk tåge slanger sig gennem bjergpasset. Solen er gledet et par grader under horisonten, og et borgerligt tusmørke har lagt sig over Rumænien. Ædelgrantræer strækker sig op gennem disen fra bjergskråningen, og spejler trækronerne i dagens sidste sollys. De ligner små glimtende pyramider på et tæppe af dun, der ligger i et vandret plan ud fra den knoldede skrænt.

Kræs for øjet, tænker Niels, og skæver til de tre sovende medpassagerer. Træt sidder han bag rattet og gaber mens han forsøger at holde sig vågen. Lyskeglen fra lygterne virker hypnotiserende på den øde bjergvej.
   Han kigger på Maria der ligger og snorker op af ruden, med savl løbende fra mundvigen.
   Han smiler saligt, fjerner det med fingeren og lader blikket glide op mod bakspejlet. Ronnie sidder i stilhed og betragter ham. Det gir et sæt i Niels da deres øjne mødes.

Han mister herredømmet, og bilen slingrer vildt til siderne. Dækkene hviner imens han kæmper for at genvinde kontrollen, og passagerene slynges rundt i kabinen. De er på vej ud over skrænten. Han klodser bremsen, slipper rattet og lukker øjnene.
   Bremserne hyler.
   Bilen sagtner farten og glider stille til standsning med forhjulene halvvejs ude over.
   De gisper alle efter vejret.

"Hvad helvede laver du mand!" Ronnie lægger armen om Susanne.
   "Jamen jeg ..." Niels hyperventilerer og kigger forklarende på Maria, "han sad og stirrede på mig som ... var jeg et eller andet byttedyr!" han kigger om på bagsædet.
   "Hvad fanden snakker du om din slipsenål?" Ronnie retter sig truende op mod førerkabinen.
   "Hey! Skal vi nu ikke lige slå koldt vand i blodet," Maria gestikulerer afværgende med hænderne. Ronnie vender bare hovedet og kigger afvisende ud af vinduet; det er bælgravende mørkt.

Niels tænder det lille orienterings lys i loftet:
   "Jeg er virkelig ked af det Ronnie, jeg må være faldet i søvn, jeg er virkelig ked af det!"
   Ronnie ignorerer ham og Maria tager over:
   "Ja vi er faret vild, og ja, vi er alle trætte, men der er ingen grund til at bebrejde hinanden. Nu handler det bare om at finde et sted vi kan sove, så starter vi alle på en frisk i morgen."
   Niels nikker anderkendende:
   "Vi passerede en benzinstation et stykke tilbage ..."
   Susanne vrister sig fri af Ronnie og læner sig op ad ruden med armene over kors.
   Han kigger misfornøjet på hende, og derefter over på Niels, tøsedreng.
   Deres øjne mødes igen.

Ingen ville kunne høre dig skrige herude.


Stemningen er noget anspændt da de triller ind på benzinstationen. Niels parkerer ved siden af standeren og kigger søgende rundt. Et par olielamper knirker forsigtigt i vinden, det er ikke meget lys de gir i tågen. Her virker skummelt og dystert, nærmest øde og forladt.

'BANG, BANG, BANG!' lyder det pludseligt på vinduet. Det gir et sæt i dem alle. Ronnie trykker næsen flad mod ruden da han får øje på en dværg.
   "Gas ... gas?" dværgen vralter over til benzindækslet med slangen i hånden.
   Maria kigger forbavset på den lille fyr. Bedrevidende ryster hun på hovedet, og stiger ud af bilen:
   "We are in need of a room. Is this an establishment, who could fulfill such needs?"
   Et par sekunders stilhed fortager sig. Dværgen står bare med åben mund og polypper.
   "Gas?" prøver han igen, imens de små fingre forsøger at åbne dækslet.
   Han smiler lidenskabeligt til hende, og blotlægger en mund af rådne tænder. Gul materie drypper fra tandkødet. Det kryber hende koldt ned ad ryggen.
   "No, no, Hotel. We - need - sleep,"prøver Niels, og mimer et tag med armene over hovedet, idet han sænker sine engelskkundskaber med flere niveauer.
   "Sleep?" dværgen slikker sig om munden, og kigger lidenskabeligt på Maria.

Han piler over i garagen forbi en glubsk rottweiler, der er fastbundet til en lænke i jorden.
   Et øjeblik senere vender han tilbage med et landkort, godt krøllet i kanterne. Han slår det entusiastisk ud på kølerhjelmen:
   "Here, sleep!" han griner neurotisk, og peger forpustet med sin lille finger på en landsby i et skovområde.
   "Hva' ... bliver det til noget?" Susanne stikker hovedet ud fra bagsædet.
   "Ja, to sekunder søde," Maria læner sig tilbage ind over kølerhjælmen, og kigger spørgende på Niels, der nærstuderer ruten.
   Hvad fanden ... hun mærker en kilden i trussekanten. Diskret lader hun hånden glide ned mellem benene og mærker efter. Hendes øjne udspiles - en lille ivrig finger glider op i hende.
   "Fjern dig dit lille SVIN!" hun vender omkring og klapper dværgen en syngene lussing.
   "Hvad sker der?" Niels kigger forbløffet op og ser den lille mand forsvinde i tågen mod garagen.

Dværgen stopper ved hunden og begynder at løsne kæden, imens han råber og peger i retningen af Maria. Rottweileren snerrer, og snapper bidsk ud i luften med fråde løbende fra mundevigen. Den har et vildt blik i øjnene, fikseret på lydene i distancen. Med en ridslen falder kæden til jorden, og som skudt ud af en kanon sprinter den mod sit bytte.

Maria og Niels kaster sig ind i bilen.
   "Hvad sker der?" Susanne kigger forvirret rundt.
   "Han er psykopat ham der! Kør for helvede!" Marias blik flakker rundt.
   Niels drejer nøglen i tændingen, men motoren er død.
   "Lås dørene," han peger rundt i kabinen.
   "Er det ham den lille gnom i er bange for?" Ronnie slår øjnene op og åbner døren. Han når kun at betræde jorden med tæerne, for idet samme angriber rottweileren og bider ud efter ham.
   "Hva sat..." han trækker benet til sig med et sæt, og kaster sig forskrækket bagud og knalder hovedet mod dørkarmen. Han falder bevidstløs om på bagsædet. Rottweileren springer snerrende efter, men Susanne reagerer hurtigt og lukker til, så den sidder i klemme.
   Hun sparker den febrilsk på snuden imens hun holder godt fat i håndtaget:
   "Gå væk for helvede! Skrub af!" hun rammer et ømt punkt, og den trækker sig med et hyl. Hun knalder låsen i.

Med en rørtang hamrer dværgen løs på vinduet, imens køteren hopper op ad skroget. Glasset begynder at krakelere.
   "KØR NU FORHELVEDE!"
   Der lyder et rabalder da ruden til sidst smadrer. Endelig starter motoren.
   "SLIP MIG!" Dværgen får godt fat i håret på Susanne, og trækker til så hun hænger med hovedet ude.
   Hun sætter fodsålerne mod døren, og læner overkroppen bagud med alt sin vægt. Han nægter at slippe. Hun bider tænderne sammen og trækker hårdere ... lidt endnu.
   Det lyder som velcrobånd der rives fra hinanden, da hårtotten til sidst slipper hovedbunden, og hun kastes over i modsatte side.
   "Av for helve..." drevet af vildskab, farer hun op og tager fat i kraven på dværgen.
   Hun knytter næven:
   "What about, du bare smutter back for enden af regnbuen, og passer din krukke med gold, dit lille svin!" der lyder et klask da slaget lander på næseryggen, og dværgen falder til jorden, "KØØØR!"
   Niels hamrer pedalen i bund, så dækkende hviner i hjulspind hen af asfalten, og bilen slingrer ud fra benzinstationen.


Et par timer senere.

"Jeg er træt ... er vi der ikke snart?" gaber Susanne med et klæde for såret. Det sviger.
   "Jo ..." Niels sidder rystet bag rattet. De er på vej mod landsbyen i skovområdet, i mangel på bedre alternativer. Han skimter i nervøse træk mod Ronnie i bakspejlet, der sidder og stirrer ud af vinduet. De har kørt en times tid ned gennem dalen.
   Den kulsorte gryde, har Niels døbt den. Der er intet tegn på liv eller civilisation, kun absolut mørke.

Det gir et bump da grusvejen stopper, og slår over i en svampet jordbund. Dækkene synker et par centimeter, og pløjer videre i det ujævne underlag; ind i skoven. Maria slår saligt øjnene op:
   "Er vi der snart skat?" og strækker sig.
   Lettere søvndrukken fokuserer hun på et skilt længere forude. Da lyskeglen glider hen over det, skimter hun i et kort glimt et blodigt håndaftryk. Det gir et sæt i hende. Hun kigger med hurtige ryk rundt i kabinen og fanges i Ronnies blik. Han sidder stille og betragter hende, og smiler da deres øjne mødes:
   "Kan du lide det du ser?"
   Niels og Susanne har tilsyneladende ikke har bemærket noget.
   "Hvad er der skat?" Niels kigger spørgende.
   "Nå, ik' noget ..." hun tvinger et smil frem og vender sig mod Ronnie, "i dine drømme kammerat."

Bilen gir kort efter et hop da den rammer et bump, efterfulgt af en svag jammer.
   "Hvad var det?" Maria er anspændt, og kigger ud i mørket. Niels skruer ned for radioen.
   "Måske et dødt dyr ..." Susanne tager sig til næsen.
   Lugten af fordærvet kød breder sig, og de må trække vejret i intervaller for ikke at kaste op.
   "Så sker der noget," Niels peger frem og sænker farten.
   De nærmer sig en gammel stenbro, der strækker sig over et mudret vandhul. Forsigtigt manøvrerer han over.


Landsbyen på den anden side er lille, og består af gamle bjælkehuse. De ligger tæt op ad hinanden, med fronten mod gaden. Kulørte lamper hænger hyggeligt i snore mellem tagene, og glimter indbydende. Et kæmpe bål brænder på torvet, og kaster voldsomme flammer op mod nattehimlen. Flere steder er der boder, hvor beboerne skænker deres hjemmebryggede saft til turisterne, der er med til årets fest. Et orkester spiller lystigt i mængden. Unger løber fornøjeligt rundt og leger blandt de voksne, imens der bliver klappet og danset til musikken.

Stanken af død er med ét forsvundet.
   "Det ser da ikke så slemt ud," Susanne ruller vinduet ned. Afslappet lukker hun øjnene, stikker hovedet ud og tager en dyb indånding af den friske luft. Det føles dejligt, da vinden køler ansigtet.

Pludselig blokeres vejen af en skikkelse.
   "Pas på!" Niels klodser bremsen, "hva' fanden ..." de kan lige ane omridset af hende, i skæret fra byens lys blot hundrede meter væk. De læner sig alle frem i sædet idet hun kommer nærmere.
   Hun er flot, iført en rød kjole der klæber sig til de lange gyldenbrune ben, og stopper i en udskæring tværs over brysterne. Hendes mørke hår blafrer i vinden, det glider til side som et gardin, og afslører hendes smukke ansigt.
   "Den kjole er da ikke særlig flatterende!" Maria gir Niels et dask på armen for at få hans opmærksomhed.
   "Ja skat, ganske gyselig ..."

Kvinden tager sig den frihed, at hvile underarmene på vindueskanten. Hun læner sig med numsen strittende bagud, ind over Niels, og kigger rundt i bilen. Hun slikker sig lidenskabeligt om læberne, og blinker hilsende til Ronnie. Maria kan ikke styre sit raseri, og udbryder rød i hovedet af jalousi:
   "Hør, hvad fanden er meningen din tøjte?"
   "Det hedder kælling!" Susanne smider stiletterne og stiger ud.
   Kvinden læner sig listigt tilbage og peger på et hus i distancen.
   "Vi skal vist derover," Niels spejder i retning af fingeren, og spotter et mørnet skilt der gynger i vinden: H O S T E L.
   Susanne er med raske skridt nået om til Niels' side af bilen.
   "Hey," han griber fat i hendes arm, "vil du være venlig, at opføre dig som en dame på din alder - sæt dig ind!" han kigger flovt til siderne.
   Susanne og Maria gir hinanden et tilkendegivende blik: kællingen skulle ha en røvfuld.
   Ronnie stiger ud, helt salig, og går over mod kvinden.
   "Du Ronnie ..." Niels dytter på hornet.
   Kvinden tager ham i hånden, og trækker ham blidt ned mod byen med et smil.
   "Jeg syntes vi skal finde et andet sted ..." Susanne smækker døren, hendes øjne dirrer af raseri, "nåh ... ja, men nu er han jo ..."
   "Åhh lille pus ..." Maria kigger på hende. Hun afviger blikket og holder tårerne tilbage:
   "Lad mig være!"
   "Hvor er det dog du finder dem henne?" Niels ryster opgivende på hovedet og parkerer.


Niels hilser høfligt, imens han med besvær okser sig igennem festlighederne med deres bagage. Maria lægger mærke til nogle af dem ligger på jorden med lukkede øjne. De har alle et metalbæger i hånden.
   "Det må være noget stærk brandevin de serverer," griner hun og peger.
   Udmattet smider Niels kufferterne på den lille trappesats, og tørrer panden for sved.
   "Drink?" en smuk pige kommer dem i møde inde fra hotellet. Hun holder et fad med hjemmebryg.
   "Thanks," Niels smiler venligt og tager imod.
   Han rækker et hver til Maria og Susanne, og sætter sig prustende ned på trappen. Maria tager en tår og knæler ved hans side, og hvisker ham plagende i øret:
   "Vil du ikke være en skat og gå ud og få Ronnie tilbage ..." Niels kigger stakåndet på hende, "så kan det også være du smitter lidt af på ham," han lukker øjnene, imens hun kærtegner hans pande.
   Han kigger på Ronnie som står og holder om kvinden i den røde kjole. Deres øjne mødes.

Jeg slagter dig snart...

"Okay skat, bare du er glad," han rejser sig og børster bukserne af.
   "Vi skal nok check' ind skat," Maria blæser ham et kys.
   Niels tager en dyb indånding og går over imod Ronnie.

De to piger finder værelset og låser sig ind.
   "Okay ... ét værelse ..." Maria trækker på skuldrene og smider kufferterne på dobbeltsengen.
   Susanne går ud i det lille tekøkken, tømmer sit bæger i et huk, og klasker det ned i bordet:
   "Bottoms up," hun bøvser og griber flasken for enden.
   "Tror du vi må drik' det?" Maria bunder sit eget og rækker det hen imod hende.
   "Det vil jeg sådan set skide på," Susanne skænker op til dem begge, og de skåler og tømmer.
   Efter et lille kvarter har saften gjort sin indvirkning. De stavrer rundt i rummet med bløde knæ og fniser. De har svært ved at holde øjnene åbne.
   "Jeg har det underligt ..." Susanne falder om på gulvet.
   "jaa ... det som ..." Maria lukker øjnene i.
   De falder i en dyb søvn.


* * *
   "Hvad helvede mener du med at du ikke ved hvor han er?" Maria kaster et bæger efter Ronnie.
   "Hvor fanden skulle jeg vide fra kælling!"
   "Han gik ud efter dig i går!" hun bryder grædende sammen.
   De to piger har dunkende hovedpine og føler sig slappe i kroppen.
   "Du er jo psykopat Ronnie, det er slut!" Susanne omfavner Maria, mens Ronnie bare trækker på skuldrene, og kigger nedladene på dem:
   "Jeg er først lige begyndt kælling!" han smækker døren med et brag.
   Det gir et sæt i Maria.
   "Kom, så går vi ud og leder, han sover sikkert i bilen," Susanne tager hende i hånden og fører hende ud.

De spærrer øjnene op til det syn der møder dem. Byen er forladt, og alle bilerne er sat i brand, med undtagelse af deres Berlingo. Med munden på vid gab, lader Maria blikket panorere rundt. Spredt i sandet ligger afgnavede menneskeknogler, og størknede pletter af blod.
   "Du skal ik' kig op," Maria mærker hjertet banke hårdt mod brystet, pulslagene dunker rytmisk mod trommehinderne. Over dem hænger parterede menneskedele til tørre i vinden, fra snorene mellem tagene, hvor lamperne havde hængt dagen forinden.
   Det ligner jo et slagterhus, angsten kryber, under huden, helt ud til fingerspidserne.

Ved siden af bålet står kvinden i den røde kjole, og smider bunker af tøj ind i de resterende gløder og aske. Hun gir nogle dessiner til et lille væsen, der står på toppen af en stige ud for tag-snorene. Det er dværgen fra benzinstationen. Han balancerer med et lårben i de små hænder, og sænker lidenskabeligt tandstumperne ned i kødet.
   Marias blod fryser til is, idet hun får øje på ham, og han får øje på hende. Han taber benet i entusiasme:
   "Me you - SLEEP! Me EAT!"
   Med ét, kigger kvinden i den røde kjole op fra bålet, og spotter dem. Hun råber noget på rumænsk, og straks kommer en tildækket skikkelse farende. Maria borer neglene ned i armen på Susanne:
   "LØØØB!" hun skubber hende foran sig, op ad trappen, ind på hotellet, og smækker døren.


Stille sidder de bag skranken og gemmer sig. Hotellet er ligeledes forladt. Maria prøver telefonen men der er ingen klartone. Pludselig hører de en svag jammer fra kælderen. Maria sætter fingeren over munden:
   "Jeg tror Niels er der nede," hun peger og lytter.
   Forsigtigt åbner de døren, opmærksom på den ikke knirker, og lister sig ned i mørket.

Gulvet er vådt og klistret - glat, ligesom brun sæbe. De famler sig frem i det stærkt møblerede rum, og støtter sig til tingene. Maria hører en lyd:
   "Niels?" Der bliver helt stille.
   Hun holder vejret, gulvet knirker under et par tunge fødder bare en meter fra hende. Hun stivner. De små nakkehår rejser sig.
   "Mmm ..." lyder en dyb stemme.
   "Hva' fanden var det!" Susanne får et chok, og glider i det fedtede underlag og slår hovedet.

Der lyder et klik for enden af lokalet og et lys tændes. I samme sekund kaster Maria sig ned på gulvet, og ruller ind under et skrivebord der står op af væggen. Hun stirrer på Susanne der ligger omtåget i det åbne. Maria ryster på hænderne:
   "Gem dig ..."

De tunge fodtrin kommer nærmere. Hun krænger sig tilbage mod væggen, og ser det nederste af en sort kåbe træde ind i hendes synsfelt. Maria kæmper for at bevare roen.
   Vagtsomt træder skikkelsen hen mod Susanne. Beskuer sit bytte.
   "Hvor er jeg ...?" hun tager sig til hovedet og udspiler øjnene da hun får øje på manden stå over hende, "HJÆ..."
   Han holder hende for munden og knæler forsigtigt til hendes side. Tysser på hende.
   "You are my, you are my, eye - cannndyyy ..." lyder det skrattende fra et par høretelefoner. Han aer hende blidt over panden. Susanne hulker med snot løbende ud af næsen, hendes bryst hæver og sænker sig, hurtigere og hurtigere, jo nærmere hans hoved kommer på hendes.
   Han åbner munden og slikker hende forsigtigt på halsen, langsomt op ad kinden, og hen over øjet. Fra spidsen af tungen hænger en bue af spyt, fastgjort til hende. Han vipper den lidt op og ned, og lader tippen lege lidt med tråden.
   "Mmm ..."
   Susanne holder vejret ...

I et brøl af begær, dolker han tungen ned i øjet på hende. Hun skriger og spræller ud i luften imens han snaver løs. Det tænder ham. Han bliver mere ophidset, og klemmer hårdt fat om halsen på hende; lukker læberne tæt omkring øjet, og begynder at sutte.
   "Mmm ..."
   Susannes kvæles i sit eget spyt imens øjeæblet suges ud af hullet.
   "Ahhaav ... " hun vrider sig i smerte.
   Skikkelsen ler og spytter med et hårdt pust, så øjet triller hen ad blodspejlet, og stopper lige ud foran Marias skjul.
   Åh gud, åh gud, åh gud ... Maria begynder at hyperventilere, hun stirrer ind i det blodskudte øje, der stirrer tilbage på hende - fyldt med rædsel.

Fattet kører manden en finger rundt i kanten af hullet. Han aer Susanne beroligende over panden, imens hun spjætter med hælene hen ad det blodige gulv. Han dypper fingrene, og sutter dem rene en efter en:
   "Mmm ..." og fortsætter med det andet øje.
   Han spidser munden og former en tragt med læberne, og suger det hvide materie ud af æblet. Susanne begynder at snøvle i vildelse og gurgler fra svælget. Hendes hjerne forsøger at kompensere for smerten. Hendes Krop vrider sig i spastiske bevægelser, imens fråde bruser ud af munden og springer i små bobler ned af hagen. Hun gir et par jag med benene, og de sidste krampetrækninger fortager sig.
   Der bliver helt stille ...
   Maria holder vejret ...
   Den svage skratten fra høretelefonerne, spiller undertonet i baggrunden.

Adrenalinen pumper igennem blodet på Maria der forsøger at beherske rystelserne. Pludselig slukker lyset. Hun gisper. Mørket føles kvælende og kvalmen sidder i halsen. Koldsved løber hende klamt ned af nakken, han har ikke set mig, han har ikke set mig, hun hvæser tungt efter vejret med blodet brusende for ørene. HUN ER DØD, ÅH GUD SUSANNE ER DØD, JEG VIL IKKE DØ ... NIELS HVOR ER DU!
   Svimmel, kravler hun desorienteret ud på gulvet. Hun mærker en stikken i siden. Det er koldt, DET BRÆNDER! lokalet snurre for hende, svælget er hævet og hun kan ikke få luft, lungerne piber, DET BRÆNDER! hun gisper efter vejret, NEJ ... jeg... Bajonetten roterer en omgang mere i siden på hende, er ved at ... der lyder et knæk da ribbenene brækker, og hendes anden lunge kollapser.
   "Sov sødt ..." hører hun svagt, og mærker en tunge glide hen ad kinden.
   En tåre triller ud af øjenkrogen ... inden hun glider ud af bevidsthed.


Tilbage I forhørslokalet.

"Last chance, Mr. Jensen ..." kommissæren kærtegner ømt de hævede knoflader, "what, where you doing with this blade, all covered in blood?"
   Mr. Jensen hænger halvt nede på gulvet, kun holdt op af håndjernene. Han er gennem smadret.

På forhørsbordet ligger en stor bajonetklinge. Kommissæren løfter den op, og vender den i skæret fra lampen. Han bukker sig ned til Mr. Jensen:
   "If not you then ... who, killed all your friends? And where!"
   Det gir et spjæt i Mr. Jensen, da han mærker spidsen under øjet. Forsigtigt ridser kommissæren i huden:
   "Maybe this, will help your memory ..."
   "I don't want to go back! Please don't!" bladet sænker sig ned i kinden.
   Kommissæren skærer et dybt langt snit i kødet, og blodet pibler straks frem til overfladen, og slanger sig ned ad det blanke våben.
   "OKAY! OKAY! I'LL SHOW YOU!"


En time senere kører de op ad de snørklede bjergveje, med kurs mod gerningsstedet. Tågen hænger lavt i passet, det er ikke meget man kan se frem for sig.
   På bagsædet ligger Mr. Jensen og lytter til assistenten, der sidder bag rattet og diskuterer højlydt med kommissæren på Rumænsk:
   "Så du siger historierne er sande?"
   "Ja for helvede, hvordan vil du ellers forklare 200 forsvundne turister på ti år. Alene i det her område!"
   "Efterkommere af selveste Vlad 'Tepes' Dracul ... nej hvor er jeg bange. Der findes sgu da ikke kannibaler din idiot!"
   "Hvordan vil du så forklare det? Hver eneste år i den her må..."
   Pludselig ser de en skikkelse blokere vejen. Hendes røde kjole blafrer sagte i vinden.

"pazeste-te! (Pas på!)," kommisæren griber ud efter rattet, og slynger bilen skarpt til højre, så den forsætter i fremdrift med siden til. Dækkende hviner indtil de slipper jorden, og sender bilen tumlende igennem luften. Den lander med et brag, og ruller flere meter mens metallet krølles.

Kvinden træder forsigtigt gennem røgsløret, efterfuldt af dværgen. De har kurs mod Mr. Jensen, der hænger halvt ude af sideruden, med blodet dryppende fra kødsåret på kinden. Omtåget kigger han op, og mærker et par små hænder om håndleddene. Han bliver trukket fri af vraget, og lagt på jorden i kvindens skød. Omhyggeligt stopper hun blødningen med et stykke af sin røde kjole, og lader fingrene glide igennem hans hår. Hun smiler kærligt til ham:
   "Du er i sikkerhed nu ..."


Et år senere.

"Boblende, sødlig frugtsmag ... ligesom dig skat," Katrine smiler til sin kæreste, og kigger ham dybt i øjnene.
   "Du er så sød min egen," han tager en tår af champagnen, og retter på sit slips idet han skuer ud over festsalen. Rummet summer af aktivitet. Han kigger sig hele tiden over skulderen, og har svært ved at stå stille. Blikket flakker rundt blandt designer kjoler og jakkesæt.
   Rundt om parret står tre livvagter strategisk placeret, med udsyn over det hele.

I modsatte side af lokalet bevæger en skikkelse sig langs væggen, i dække af mørket. Hans blik er fikseret på parret. Hans usle fremtoning passer ikke ind, slidte jeans og en falmet læderjakke.
   Bag om ryggen sidder en kniv fæstnet i hans buksekant. Ronnie tager fat om skaftet og kniber øjnene sammen:
   "Nu har jeg dig," og lyser op i ansigtet.
   Han sørger for at skjule sig blandt de mange mennesker, imens han bevæger sig over gulvet med kniven i hånden. Han stirrer på parret, endelig inde for rækkevidde. Det kribler i fingrene på ham, og han kan ikke styre sig længere:
   "Jeg slagter dig!" han hæver armen og sætter i løb så gæsterne må springe for livet.

"DER ER HAN ... DET ER HAM!!" livvagterne reagerer hurtigt og takler Ronnie til gulvet.
   "Psykopat!" det gir et spjæt i Katrine, der taber glasset og er ved at falde i kjolen.
   "Se at komme væk!" Ronnies blik flakker rundt imens han vrider sig på gulvet og skriger som en sindssyg. Han stirrer på Katrine:
   "Løb mens du kan!"
   "Så er det godt du!" livvagten banker hans hoved i gulvet, "bare rolig Hr. Jensen, han vil ikke genere Dem og Deres kæreste længere," og lægger en hånd på skulderen af Katrines kæreste.
   "Godt arbejde drenge, i 'ordner' ham bare som aftalt," han nikker underforstået til dem.
   "Sindssygt du har en stalker skat," Katrine kaster sig om halsen på ham.
   "Rolige skat, nu er det overstået ... jeg har på fornemmelsen vi ikke ser ham igen ... tag det roligt," han knuger hende ind til brystet og stryger hende beroligende over håret.

"Kom væk mens du kan ..." Ronnies ryst bliver svagere, "hjælp mig ..." dørene smækker i.
   Katrine rynker brynene, kom væk mens du ka...
   "Er I okay?" en bekymret gæst tager fat i armen på Katrine. Det gir et sæt i hende:
   " ... ja ..." hun tørrer øjnene og spejder efter Ronnie, "hvad mon d...
   Katrines kæreste tager fat om kinderne på hende:
   "Hør, skal vi ikke tage en tur ned og besøge min familie i Rumænien?" han kysser hende på næsen.
   "Jo ... jeg trænger virkelig til ferie, jeg får min far til at besti..."
   "Nej det skal du ikke tænke på skat, jeg forestillede mig en slags road trip, bare dig og mig."
   Katrine kigger hen på fadet med hor d'oeuvres og vrænger ansigtet:
   "Hvad slags mad ... spiser man egentlig i Rumænien skat?"

Niels lader to fingrer glide hen over det knubrede ar på kinden, lukker øjnene og slikker sig om munden.
   Han retter på slipsenålen, og kigger ind i Katrines... Store, Blå, Øjne:

"Det er - LÆÆÆ'KER, mad skat ..."