2Den næstbedste gave
Det var en af de dage, da Vorherre fik lyst til at gå sig en tur ... [...]
Eventyr og fabler
7 måneder, 19 dage siden
3Om at flyve og danse
Der er en gammel historie om en ung mand der gerne ville være nær... [...]
Kortprosa
8 måneder, 14 dage siden
2Hvad er sandhed?
Hvad er sandhed? · Der går ikke røg af en brand uden at der er ild,... [...]
Blandede tekster
1 år siden
4Min dæmon
Kærligheden er en mørk dæmon · som følger mig alle steder. · Han sige... [...]
Digte
1 år, 1 måned siden
3Barberhistorier
Da jeg gik ud af skolen som femtenårig, anede jeg ikke, hvad jeg ... [...]
Noveller
1 år, 2 måneder siden
4Tæt på
Det var en sommernat i Ørstedsparken for nogle år siden. Jeg havd... [...]
Blandede tekster
1 år, 11 måneder siden
3Tre drømme
Freud skrev sin "Drømmetydning", og naturligvis betyder drømme no... [...]
Kortprosa
2 år siden
4Bånd
Hun binder ham med reb, så han ikke kan røre sig. Han finder sig ... [...]
Digte
2 år siden
6At vente og elske
Jeg ventede på dig så længe. · Jeg ventede · og ventede · og ventede · Så... [...]
Digte
2 år siden
6Lilliput, en reportage
Første maj 2025, altså for et par måneder siden, ankom jeg til Be... [...]
Noveller
2 år siden
6Den røde kjole
Han lukkede for bruseren, tørrede sig så nogenlunde med håndklæde... [...]
Noveller
2 år siden
5Credo
Jeg mener, at man er ansvarlig for alt man har foretaget sig, bev... [...]
Filosofihulen
2 år siden
2Butler
"Erhard Olsen," sagde han og gav mig hånden. Jeg kendte nu godt h... [...]
Noveller
2 år siden
5Mig selv
Gode venner har sagt mig, at jeg taler for meget om mig selv. De ... [...]
Blandede tekster
2 år siden
4Forelsket
Det er længe siden jeg har været rigtig forelsket. - Nåja, jeg bl... [...]
Blandede tekster
2 år siden
6En lignelse
Der var en meget rig mand. Han havde tolv sønner og døtre - eller... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Udspring
At springe ud kan betyde to ting, en blomst der folder sig ud ell... [...]
Essays
3 år siden
3Det italienske hus
Jeg vil fortælle om vort italienske hus. Ganske vist ejer jeg det... [...]
Noveller
3 år siden
5Skrubtudsen
Jeg var syv-otte år gammel og var for ikke så længe siden begyndt... [...]
Kortprosa
3 år siden
7Råddenskab
En person har sagt mig, at jeg · er gennemrådden. · Jeg troede ham nu... [...]
Digte
3 år siden
5Venlighed
Kun få mennesker på Århus banegård, perron 4. De står hist og her... [...]
Noveller
3 år siden
2Kollision
Historien her er ældgammel. Et norsk blad udskrev for mange år si... [...]
Noveller
3 år siden
4Olav Bergitsson
Historien har jeg fra et ungt par, Ida, og Jon, som for en del år... [...]
Noveller
3 år siden
5Døden - uha!
Som en elevatorskakt startende fra neden · går vort levned lige luk... [...]
Essays
3 år siden
7At leve
Hvis jeg skal dø, nåja, så skal jeg dø. · Jeg vil nu helst leve · lid... [...]
Digte
3 år siden
1Nemesis
Det siges, at enhver myte indeholder en kerne af sandhed. Det tro... [...]
Essays
3 år siden
5Bang!
Det er altså rigtigt, når jeg siger det. - Der var et sted ovre m... [...]
Noveller
3 år siden
4Kivlemøyane
(Frit efter et sagn fra Telemark) · Tågen ligger som et tungt slør ... [...]
Eventyr og fabler
4 år siden
12En ucharmerende dreng
Det var let regn og tåge, og jeg stod ved et busstoppested under ... [...]
Kortprosa
4 år siden
8Op at køre ...
Vi skulle alle, · Nina, Erik, Leif og mig · i julen til tante Gerda i... [...]
Digte
4 år siden
5En gammel Bibel
Jeg vil fortælle en episode fra min ungdom, da jeg boede i Norge ... [...]
Noveller
4 år siden
7Ham Tristan og hende Isolde
Mon ikke de fleste kender historien om Tristan og Isolde, og mang... [...]
Kortprosa
4 år siden
6Brødre (En slags nekrolog)
Der var intet mærkeligt ved Edgar, da han blev født eller de to f... [...]
Noveller
4 år siden
8Haiku
Natten er så mørk, · slet ingen stjerner lyser. · Hvor er foråret? · - · ... [...]
Digte
4 år siden
6En særlig situation
Et brag rystede huset. · Frk. Sørensen så op fra skrivemaskinen. "D... [...]
Kortprosa
5 år siden
5Indadvendte bekendelser
Jeg har følt mig ensom. Men det hjælper ikke meget. Mine tanker e... [...]
Noveller
5 år siden
4Døren
Der er to ens værelser med en dør imellem. · Døren er vigtig. · Det e... [...]
Noveller
5 år siden
8Råd
Du skal lære af andre · hele tiden, · men aldrig efterligne nogen. · Fo... [...]
Digte
5 år siden
6Stole og krystal
Strandboulevarden på Østerbro i København lå en gang ved stranden... [...]
Noveller
5 år siden
4Sønnen
Skal jeg skrive om mig selv, kan jeg ikke undgå også at skrive om... [...]
Essays
5 år siden
10En stor én
Dette er en gammel historie, som jeg nu vil fortælle på min måde.... [...]
Noveller
5 år siden
2Jimmys kys
Da jeg kom ud fra den mørke stationsbygning blev jeg slået af lys... [...]
Noveller
5 år siden
3Diktatoren
Diktatoren vågnede i sin store seng, og vidste først ikke, hvor h... [...]
Noveller
5 år siden
7Manden i den grønne kappe
Maj 1967. En mindre stationsby i det der endnu ikke blev kaldt ud... [...]
Noveller
6 år siden
5Dejligt vejr
"Det er alt for varmt i dag!" sagde fru Sørensen til fru Petersen... [...]
Kortprosa
6 år siden
10Huset
Vores by er ikke Sankt Petersborg. Den har ikke denne bys storslå... [...]
Noveller
6 år siden
9Opstandelse
Det var den dag de døde opstod. Da begyndte det hele. Et værre ro... [...]
Noveller
6 år siden
6Et lærestykke
Om onani · Jeg håber, at man i dette lærestykke vil erkende min ikk... [...]
Blandede tekster
7 år siden
5Gud
Når man - det vil sige jeg - læser Karen Armstrongs store bog om ... [...]
Blandede tekster
7 år siden
4Hannibal
Olsbæk var et børnehjem, eller optagelseshjem hed det vist dengan... [...]
Noveller
7 år siden
61975
Hen mod slutningen af det jordiske år 1916 ankom den kendte prædi... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 5,0

Publiceret: 0
Afgivet: 2
Modtaget: 0
Kåemer Asmussen (f. 1935)
Olsbæk var et børnehjem, eller optagelseshjem hed det vist dengang i 40'erne. Ikke sådan et hjem hvor børn levede hele deres barndom, men hvor de var anbragt eller optaget i kortere eller længere tid under forældres sygdom eller når disse af andre grunde ikke selv kunne tage sig af deres børn. Jeg og mine søskende blev splittet under min mors sygdom, som nok snarere var et sammenbrud der førte frem til hendes skilsmisse. De to af os kom til noget familie, men Ernst der var den yngste, og jeg som var den ældste kom på Olsbæk. Jeg var der i øvrigt i tre perioder i min barndom, men det er den sidste jeg husker især. Jeg var da elleve-tolv år.
   Olsbæk var store hvide bygninger nær Greve Strandvej lige ud til Køge bugt. Husene ligger der endnu, men nu er der ikke børnehjem - og jeg har ikke været på de kanter i mange år. Bygningerne er omgivet at en stor park. Pudsigt nok husker jeg den også om sommeren med grønne buske og træer, men det kan ikke være rigtigt, for der var kun børnehjem om vinteren, om sommeren blev børnene flyttet til at andet sted, og nogle af drengene, som havde erfaringer med det, fortalte grufulde historier om det andet sted.
   Hovedbygningen var eller havde været, hvad man dengang kaldte en patriciervilla, og der var et anneks med køkkenet og en mindre bygning med toiletter, baderum og den slags, alt samlet omkring en lille gårdsplads, nydeligt belagt med hvide singels. Ude omkring var så parken, som i min hukommelse er kæmpestor, men så stor var den måske heller ikke, men der var i hvert fald rigelig plads til at vi børn kunne boltre os. I det ene hjørne ud mod vejen løb en lille å igennem og en bro førte over den. - Bagsiden af huset vendte ud mod vandet, og vi elskede at lege der på stranden. Jeg husker bugten helt frosset til. Det må have været en af de hårde isvintre. Om natten kunne vi vågne i vore senge ved høje brag som kanonskud, og om morgenen så vi isskruninger, som tårnede sig op. En dag tog en af de voksne nogle af de største med langt ud på isen, så langt at vi kun kunne se husene på land som små klodser, og vi kunne knap kende vort eget. Vi kunne for så vidt være gået helt over til Sverige, hvis ikke isbrydere havde holdt en sejlrende åben ude midt på. - Da der faldt mængder af sne, gravede vi lange labyrintiske gange på isen. På et andet tidspunkt var isen blank som glas, når vinden blæste sneen bort, og vi kunne se fisk svømme dybt nede, og nogle var også indefrosset i isen.
   Huset var i fulde to etager og på toppen nogle små værelser. Der øverst var pulterkamre og sovekammer for seks af de største drenge, som jeg selv hørte til. De store piger havde også et værelse der oppe et sted, men det var strengt adskilt fra vores. Og dog lykkedes det en af drengene, som var forelsket i en af pigerne, at snige sig derover. Det var en bedrift der gav respekt hos os andre. - De mindre børn havde deres sovesal i den anden ende af huset.
   I stueetagen ud mod vandet var en kæmpemæssig stue, som var spisesal og opholdsstue. Jeg vil tro vi var 25-30 børn, måske flere, og der var tre lange borde, hvor vi var inddelt i de små, de mellemstore og de store. Men en dreng var ældre end os alle, nemlig Hannibal. Af grunde jeg ikke kender, var han der mere permanent, og havde været med på børnehjemmets flytninger. I begyndelsen jeg var der delte han værelse med os andre, men så fik han sit eget. - Ham vender jeg tilbage til.
   Olsbæk var en meget lukket verden. Ikke mindst fordi det var vinter, og der ingen mennesker var i sommerhusene omkring. Ganske vist gik vi i den lokale kommuneskole, men jeg husker slet ikke noget om det. Gik vi i klasser for sig, uden nærmere kontakt med de andre elever? - Jeg husker det ikke. Pudsigt nok kan jeg godt huske den kolde skolevej mellem Olsbæk og skolen.
   I sådan et minisamfund - som i ethvert samfund - opstår der kliker, grupper, partier, og der er ensomme som lever i deres egne små cirkler. Det sidste tror jeg især gjaldt de små, som burde have deres forældre, og hvor ensomheden ikke blev opvejet af alle de andre ensomme, de var omgivet af. På sådan et børnehjem er der megen længsel, også blandt de større. Der er savnet af forældre og familie, som selv det bedste personale ikke kan erstatte. I det daglige tænker man ikke meget over det, men længslen, savnet ligger som en bastone under alt. - Men herregud, vi gik jo ikke omkring og hang med hovedet eller var særlig tragiske, tværtimod var der altid gang i et eller andet. Selve stedet var jo pragtfuldt, det store hus, parken og stranden, og ikke mindst kammeraterne. Det er ikke uden grund jeg husker alt dette så mange år efter. Antagelig var det kun nogle få måneder, måske et halvt år jeg var der, men det fylder langt mere end det.
   Jeg tilhørte gruppen af de store, endda en udvalgt gruppe af dem, de seks der delte værelset på kvisten. Der var tre toetagers køjesenge, den ene ind mod væggen, de to andre sammen midt i rummet. De to der stod sammen dannede øverst en platform, hvor vi alle seks kunne samles, efter vi var kommet i seng og før vi skulle sove i vores egne senge.
   Vi var jo sammen hele dagen, så hvad skulle være så specielt ved at samles der? Ja, der opstod en intimitet, som vi ellers ikke havde meget af. Vi satte en plakat på døren: "Adgang forbudt! Gaskammer." - Det med gaskammeret var en naturlig følge af, at vi ikke var meget for at lufte ud, da det kunne være hundekoldt og vi jo ellers fik frisk luft nok i løbet af dagen. De voksne kom der sjældent, selv ikke den vagthavende, som dog havde sit værelse lige ved siden af. Jeg tror de voksne simpelthen respekterede, at vi havde behov for noget privatliv.
   Så vi samledes der i de øverste køjer indsvøbt i vore tæpper. Jeg lærte meget der, blandt andet at onanere. Det var jo en væsentlig lærdom. - På det tidspunkt var drenges onani meget tabu - for slet ikke at tale om pigers, som slet ikke eksisterede. Det var syndigt, og det kunne medføre alle mulige sygdomme. - De oplysninger var ikke nået frem til os. Så vore eksperimenter foregik i al uskyldighed, og vi udvekslede fiduser til forskellige måder at gøre det på.
   I dag ser voksne nok børns onani som noget bagatelagtigt og som et naturligt led i deres udvikling. Men for barnet selv er det en stor opdagelse, det er jo indgangen til seksuallivet, og den lidenskab drengen lægger deri kan fuldt ud måle sig med den voksnes, enten han gør det for sig selv eller med en kammerat. - Når ingen kommer med truende advarsler bliver det snart en naturlig del af vores væsen og almindelige adfærd.
   Der var vist lige så mange piger som drenge på Olsbæk, men selvom vi var sammen om dagen, var vi alligevel adskilt af en usynlig grænse, som jeg ikke kan forklare med andet end det næsten intetsigende: Sådan var tiden! - Vi var jo heller ikke i puberteten, højst i det man kan kalde før-puberteten - hvor man jævnligt gransker, om der ikke snart er hår på den.
   Så når vi samledes der på værelset var det ikke til gruppesex, men meget mere uskyldigt. Det skete, at nogen strejfede noget fra deres familieliv, men det var ikke ofte. De fleste af os havde nogle familietraumer bag os, som vi ikke forstod og ikke kunne tale om, og kom vi endelig ind på det, var det som noget meget fjernt. At komme på Olsbæk var, som at blive født på ny. - Vi spillede improviserede sketches for hinanden eller fortalte grovkornede historier, som for eksempel Peter Wesselhistorier, som var meget populære på den tid, som den om at, han havde indlogeret sig over en slagterbutik, og da han var "trængende" og så et hul i gulvet, så stak han tissemanden ned deri, og da slagteren nedenunder så skulle sælge en pølse, så kom han med en skarp kniv, og ... Den skulle fortælles, så man praktisk talt kunne høre de tre prikker til sidst, og den gjorde lykke hver gang. - Og der var tossehistorierne, som den om de to tosser der havde drukket sig fulde og lagt sig til at sove. Og da den ene så sked i bukserne om natten, trak han bukserne af kammeraten og byttede bukser med ham. Om morgenen sagde kammeraten: "Jeg har altså før været så fuld, at jeg har skidt i bukserne, men aldrig så fuld, at jeg kunne skide mellem bukserne og underbukserne".
   Og vi sang for hinanden. Det var mest mig der sang, for jeg havde dengang en meget klar sopranstemme. Da der kom en anden, der også var god til at synge blev jeg lige godt jaloux. - Det var når vi lå under vore egne tæpper og lyset var slukket. Jeg sang gamle viser, jeg havde lært af min mor. Mit bedste nummer var den om den stakkels dreng der går fra dør til dør for at sælge blomster, og da han kommer hjem finder han sin syge mor død. Så kommer han på børnehjem og "græd hver dag og nat", og den slutter med de berømte linjer:

"Manden trøsted ham og sagde:
   Du skal ikke græde mer.
   Her er liv og glade dage,
   her går solen aldrig ned."

Alt sunget så sørgmodigt, at alle græd sig i søvn. Ganske vist var vore skæbner ikke fuldt så tragiske, men sangen handlede dog på en måde om os selv.
   Selvom vi store var en klike for sig, så var vi jo omgivet af de mindre og de små, og det skete, at vi tog os af nogen af de små og også fik vore kæledægger. Ganske vist tog de voksne sig mere af de små end af os store, men alligevel løb de ofte snotnæsede omkring, mere ensomme end vi andre begreb. Jeg havde jo min lillebror Ernst, og det skete, at jeg blev overfaldet af en heftig broderkærlighed og besluttede at tage mig mere af ham - sikkert til hans store forbavselse. Jeg glemte det dog snart igen, og var mere optaget af, hvad jeg havde for med kammeraterne. - Så knyttede jeg mig mere til en lille fyr der hed Freddy, eller rettere sagt, han knyttede sig til mig.
   Efter vi havde spist midt på dagen, skulle de voksne jo spise, og imens skulle de små opholde sig i det kælderlokale der tjente som garderobe med overtøj, gummistøvler og den slags, og en af de store skulle da være der og se efter dem. En dag var det mig, og det var jeg godt sur over. De andre var ude og havde gang i noget, og der sad jeg og gloede på alle de dumme små. Så lagde jeg mærke til den lille Freddy, og så at hans kinder bulede ud. Jeg vidste godt hvad det var. Han kunne ikke lide leverpostej og kunne ikke få det ned, men de voksne forlangte, at han skulle spise hvad han fik og ikke være kræsen. Nogle af de voksne bar over og lod ham slippe, men en af de voksne, Rigmor, var mere streng. - Og nu gik han med munden fuld af leverpostej og havde tænkt sig at spytte det ud, når han kom udenfor. - Så lod jeg mit dårlige humør gå ud over ham. Jeg tog fat i ham og forlangte, at han skulle synke det han havde i munden. Han stirrede på mig med opspærrede øjne, men han kunne altså ikke synke det - og pludselig vældede det brune pladder ud af munden på ham og ned på gulvet. Jeg blev rasende og udbrød: "Det siger jeg til Rigmor!" Han satte i et skrig og kastede sig ned og ville slikke det op igen, men jeg greb fat i ham og råbte: "Nej, nej, nej!" - Han var stærkere end jeg havde kunnet tænke og skreg og sparkede, så jeg måtte gribe ham i krave og bagdel og løfte ham op. Jeg fik sat mig på bænken og forsøgte at holde på hans arme og ben. Han sprællede vildt og hans krop stod i en bue, som om han var i krampe. Men jeg holdt fast og forsøgte at tale beroligende til ham: "Stille, stille, stille," og pludselig slappede han af, og vi sad der, han på mit skød, mens jeg vuggede ham og strøg ham over håret. "Stille, stille".
   De andre små stod omkring måbende over optrinet. Dem havde jeg slet ikke lagt mærke til.
   Vi sad der endnu da de voksne kom og vi kunne gå ud. Jeg tørrede den brune plamage op, og han stod og så på mig med store øjne.
   Det underligste var, hvad der senere skete. Jeg husker ikke om det var samme nat eller den følgende. Jeg havde lige lagt mig til at sove, da jeg mærkede noget pusle ved min seng. Jeg blev forskrækket, men så var det ham, der kravlede op i sengen til mig. - De smås sovesal var i den anden ende af huset, og hvordan han havde kunnet finde frem til vort værelse og min seng - i mørke - er mig en gåde. Men det var rart. Det lille menneske lagde sig tæt ind til mig, og snart sov vi begge.
   Næste morgen så de andre forundrede på ham og grinede, men de tog det pænt. "Du har nok fået et plejebarn," sagde en af dem. Jeg sørgede for, at han kom tilbage til de smås sovesal uden at de voksne opdagede noget.
   Naturligvis gentog det sig, han kom igen. Jeg formanede ham til at blive i sin egen seng, men lige meget hjalp det. Et par gange bar jeg ham, da han var faldet i søvn, tilbage til sin egen seng. En gang mødte jeg en af de voksne, der havde nattevagt, med den sovende dreng i armene. Jeg forklarede hende hvordan det hang sammen. Hun tog det pænt, smilede og hjalp med at få ham i seng. Senere affandt han sig dog med at sove i sin egen seng, hvis jeg puttede ham.
   Men om dagen hang han stadig efter mig. Han klæbede, som man siger. Sommetider irriterede det mig, min tålmodighed rakte ikke i det uendelige. Det skete, at jeg skældte ham ud og sagde, at han skulle gå og lege med de andre, men så vendte han det døve øre til og blev fjern i øjnene, og det gjorde ingen forskel. Men egentlig syntes jeg det var rart. Jeg behøvede vel nærheden og ømheden lige så meget som han, men han var så lille. Han sagde aldrig noget, jeg kan faktisk slet ikke huske at han talte, men det må han vel have gjort. Han var i hvert fald ikke stum. - Hvordan det sluttede husker jeg ikke. Jeg har rodet i min hukommelse, men der må vel være kommet en slags afslutning. Jeg formoder, at han på normal vis blev hentet hjem til sine forældre. - Jeg føler altid dårlig samvittighed, når jeg tænker på ham, men jeg aner ikke hvorfor. Måske er det min egen lillebror, som jo var på samme alder som Freddy, som jeg i høj grad svigtede.
   Hannibal havde vist nok et mere almindeligt navn som Poul eller Peter, men Hannibal var blevet hængende ved ham, og han var stolt af det. Han var som sagt den ældste af os. Når jeg nu tænker over det, må han have været femten-seksten år, men i min tolvårs optik var han næsten voksen. Han talte med de voksne, som om han var lige med dem, og han flirtede med de to køkkenpiger. - Da jeg kom til Olsbæk boede han på værelset sammen med os andre, men han fik snart sit eget værelse, og det var godt, for han dominerede os andre fuldstændigt. - Han havde et spanskrør, en bambuskæp, som han gik omkring og svirpede i luften med, og man skulle holde sig på afstand, ellers kunne man få et rap over benene eller ryggen. Nogen klagede til de voksne over det, men det gjorde ingen forskel, og ve den der havde klaget. - Jeg kom en aften forbi hans værelse, døren stod åben og lyset var tændt. Han var nok bare ude et øjeblik. Der stod spanskrøret lænet op ad et skab. Fristelsen var for stor. Jeg sprang ind, snuppede pinden og ud igen, og jeg spænede over på vores værelse og gemte den under min madras. Han rasede nogle dage, og kom med trusler mod den der havde taget hans kæp, og han appellerede endda til de voksne. De tog det ikke rigtigt alvorligt, men anmodede os venligt om vi dog ikke ... Men ingen vidste jo noget, undtagen mig, og jeg sagde ingenting.
   Han havde to hjælpere, sine væbnere kaldte han dem, to af de andre store, men ikke af dem fra værelset. Han havde noget for med nogle af de mindre drenge, men jeg vidste ikke hvad det var, ville ikke vide det. Jeg holdt mig på afstand, der var jo rigeligt plads på området, og der var så mange slags aktiviteter.
   Men en dag var det til min forbløffelse mig de to væbnere fik fat i. De førte mig ned til et fjernt hjørne af parken over den lille bro. Der stod Hannibal og tårnede sig op over mig, og hans pik strittede ud af bukserne. Det var som et ondt dyr der stirrede på mig.
   "Tag den i munden," sagde han og væbnerne grinede. Jeg var målløs, hvilken forfærdelig tanke. Jeg ville ikke, selv ikke da han tog om mit hoved og trykkede mig mod den. I et glimt overvejede jeg, om jeg skulle gøre det og bide den af, men det var dog for modbydeligt, og jeg turde heller ikke.
   Så slap han mig og sagde: "Tag i hvert fald på den." - Jeg tøvede et øjeblik, og så pludselig, uden at jeg bevidst havde besluttet det, svang jeg armen opad og gav ham en ordentlig lussing, så hans hoved røg bagover og han tog et par skridt tilbage. Så snurrede jeg rundt og løb, over broen og op mod huset, men jeg ville ikke gå ind, for så ville der blive stillet spørgsmål, men jeg gemte mig i noget buskads. Jeg hørte de råbte og ledte efter mig, men de fandt mig ikke. Jeg gemte mig til der blev ringet ind til aftensmad. Så smuttede jeg ind og var i nogenlunde sikkerhed. Han turde ikke gøre mig noget, når de voksne var der.
   Ved bordet havde vi vore faste pladser, og Hannibal sad langt fra mig, men jeg fik nogle onde øjne tværs gennem rummet. Og i uroen efter måltidet kom han hen til mig og hvislede mellem tænderne: "Du kan vente dig!" - Jeg svarede højt og klart, så alle kunne høre det: "Så siger jeg, hvad du gør med din tissemand." - Han så sig chokeret om, men ingen voksen havde vist hørt det.
   Man kan undre sig over, at jeg ikke sagde det til personalet, men jeg tænkte ikke sådan. Det var yderst sjældent nogen sladrede om noget, det gjorde man bare ikke. Jeg er såmænd heller ikke sikker på at de voksne ville have taget det alvorligt. Der var ikke det fokus på den slags den gang, som der senere er blevet.
   Der skete mig aldrig noget. Hannibal kom snart væk fra Olsbæk, antagelig på helt normal måde, og han blev snart glemt, som så meget andet der drager forbi.
   En tid efter dette blev jeg venner med Niels, som havde været en af Hannibals væbnere. Vi talte aldrig om den rolle han havde spillet i Hannibals bedrifter. Da Hannibal var væk blev alt han havde gjort og været uvirkeligt og fjernt, og efter en tid havde jeg glemt det. Niels var en stor, skikkelig, fregnet dreng, som jeg knyttede mig til. Måske var det mere ham der knyttede sig til mig. I hvert fald behøvede vi nok begge nærheden og tilknytningen til et andet menneske, som var anderledes end den jeg havde haft til den lille Freddy og til de øvrige kammerater. Han boede ikke på vores værelse, men da der blev en seng ledig, sørgede jeg for, at han kom ind og fik køjen ved siden af min.
   Som det ofte er i den slags nære venskaber elsker den ene stærkere end den anden. Jeg tænkte vist ikke meget over det, tog ham som en selvfølge, efter som han nu gerne ville være ven med mig.
   Den dag jeg skulle hjem fra Olsbæk gik jeg nede ved lågen og ventede på min mor, som skulle hente mig. Min lillebror var blevet hentet af sin far tidligere på dagen.
   Så kom Niels fra skolen. Han havde pjækket fra sidste time, så han kom alene. Jeg havde ellers ikke taget afsked med ham og havde heller ikke tænkt på det. Men der stod han pludselig foran mig, droppede skoletasken og sagde nærmest hviskende: "Du skal af sted. Jeg kommer til at savne dig sådan".
   Han omfavnede mig og begyndte at græde, og så mærkede jeg gråden stige op i mig med, og jeg kæmpede imod. Det kom bag på mig at det var så voldsomt. Det var for meget. Men så trak han mig ind mellem nogle buske, kyssede mig igen og igen - og trak mine bukser ned og spillede den af på mig. Jeg var i oprør, overvældet af stærke følelser, hans og mine egne. Det var første gang jeg forbandt det seksuelle med virkelig dybe følelser, følelser jeg ikke vidste jeg havde. Den slags følelser der kan binde to mennesker sammen for lang tid. Og dette kom netop den dag jeg skulle af sted og vi skulle skilles.
   Men vi kom da nogenlunde til hægterne, kom ud af buskene, og jeg fik bragt mit tøj i orden. Og så kom de andre fra skolen og vi fulgtes med dem op til huset. Min mor var blevet lidt forsinket, men så kom hun da, de praktiske sager blev ordnet, og så tog vi af sted. Vi skulle gå op til bussen på strandvejen. Niels fulgte med os til lågen og der tog jeg mere almindeligt afsked med ham. Jeg lovede ham at holde forbindelsen, skrive og besøge ham.
   Jeg fik aldrig gjort noget af det. Et nyt liv med et helt andet indhold begyndte. Olsbæk blegnede og blev fjernt. Det var en lukket verden, og når man er udenfor, ja, så er man ude. Og Niels indgik som en af de første i den lange række af venner, jeg gennem livet har svigtet.
Forfatterbemærkninger
Dette er måske ikke en novelle i egentlig forstand, men det kalder jeg den nu alligevel. Det er erindringsstof, men behandlet så frit, at det er blevet til fiktion.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/01-2013 21:15 af Kåemer Asmussen (Kåemer) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3801 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.