En følelse af kvalme og indelukkethed
Alle de stærke og "kampdygtige", som 'omdeleren' havde kaldt dem, blev sat i træning i en lukket lejr. Også Ewan var blevet taget med der... Pigerne var blevet delt op i to grupper. Dem der skulle i 'køkkenet' og dem der skulle arbejde på hospitalet. Til Angels store lettelse blev hun sat på hospitals holdet. Det betød at hun havde mulighed for at finde og opsøge Orlando. Hun fulgtes med alle de andre unge piger hen til en anden stor bygning, hvorpå der var malet et stort rødt kors. Den skulle virke som hospital... Så snart de trådte indenfor kunne de lugte sygdommen. Det lå tungt i luften og den stærke lugt af medicin skjulte den kun halvt. Rundt omkring, i tilfældige hjørner, stod senge med kroppe i. Men der var ikke liv i dem. De lå svøbt i et hvidt klæde og med hovedet dækket til. Dette syn fik flere af de unge piger til at knække sammen og brække sig, men Angel stod som i en drøm. Hun var næsten sikker på at hun ville vågne op lige om lidt og alt ville være ved det gamle. Men nej. En mand klædt i hvidt, sandsynligvis en læge, begyndte straks at sende de forskellige piger hen i forskellige afdelinger af hospitalet. Det var først da lægen hev fat i Angels arm, at hun vågnede fra sin trance. Da hun blev skubbet hen mod en elevator mærkede hun at det var virkelighed. Hun trådte derind sammen med ca. 10 andre. Hun fik øje på én der var ældre, og som allerede havde en stor hvid kittel på. Men kitlen var ikke kun hvid. den var dækket af røde pletter. Blod. Både størknet og friskt. Pludselig mærkede Angel en følelse af kvalme og indelukkethed blomstrer i hendes krop. En stemme inden i hende skreg "jeg vil ud! Jeg vil væk!" men der var intet hun kunne gøre. Hun følte sig malplaceret. det var ikke her hun hørte til. Hun hørte til ude i byen, med Orlando!
Den første dag gik med en kort instruering af hvad Angel skulle lave og en hurtig rundvisning på hospitalet. Hun fik også en kittel og blev sat til at arbejde på en afdeling sammen med to andre piger. Men hun snakkede ikke med pigerne. Den ene var lille og mager og gik rundt med et bange udtryk i øjnene hele tiden mens den anden tværtimod var stor og kraftig. Men Angel følte sig ikke tryk i selskab med nogle af dem og valgte kun at tale til dem når det blev allermest nødvendigt.
Men Angel havde også andet at lave end at finde nye venner. Hun skulle finde ud af hvor Orlando var. Hun vidste at han var på hospitalet, hun havde set ham blive kørt forbi på en båre.
Det var faktisk ved at tilfælde at hun fandt ud af hvor han var. Hun kom ved et tilfælde til at kigge ind på en af sygestuerne, da hun fik øje på hans skikkelse i lyset fra vinduet.
"Orlando!? Åh, Orlando, jeg er så glad for at se dig." Hun faldt ham om halsen. Krammede ham, puttede sig ind til ham. Han holdt om hende, som han aldrig havde holdt om hende før. På en ny måde.. Han holdt om hende, som var hun et barn, der havde brug for beskyttelse. Knugede hende ind til sig, men kun i kort tid. Så holdt han hende ud fra sig og kigge alvorligt på hende.
"Angel. Vi må væk. Hurtigt!"
"Men... du er skadet..."
" Jeg kan stadig gå! Vi bliver nød til at flygte, hurtigt!" Orlando mente det alvorligt. "Hvad med Ewan?" Angels spørgsmål hang længe i luften før Orlando svarede...
"Så må vi først komme i kontakt med ham... Vores eneste mulighed er at jeg bliver sat i træning... Så kan jeg opsøge ham. Det er umuligt herfra. Orlando vidste at det var sværere at flygte fra træningslejren end fra hospitalet, men Angel havde ret... de kunne ikke lade Ewan i stikken.
En uge gik hvor arbejdet på hospitalet fortsatte som det skulle, men så kom Orlando sig, og han blev sendt i træning. Også Angel havde forberedt sig på dette. Hun havde allerede sikret sig en plads på køkkenholdet i lejren for soldater.