Genforenet
   Orlando vendte tilbage samme aften. Han sagde ikke noget. Dumpede bare ned i sofaen. Ewan og Angel havde arbejdet hele dagen på at få det til at se hjemligt ud igen. Men Orlando skænkede det ikke et blik. Det irriterede Ewan. Han følte sig ikke værdsat. Han passede Angel. Holdt hende med selskab. Hjalp hende når hun havde brug for det og var der når hun behøvede ham, mens Orlando kom og gik som det passede ham. Og alligevel var det ham hun satte sig hos. En pludselig vrede ramte Ewan. Han lagde alt fra sig hvad han havde i hænderne. Kastede det på gulvet, vendte sig, og gik. Han gad ikke mere nu.

De sad alene tilbage i sofaen. De havde begge hørt Ewan gå, men ingen af dem tog sig af det. De mærkede hinandens nærvær, og selvom at luften imellem dem var intens, var stemningen afslappet. De kiggede ikke på hinanden, men vidst begge hvad der ville ske. Angel mærkede det komme og lukkede øjnene. Hun drejede hovedet. Deres læber mødtes. Forsigtigt. Blidt.
   Hun genkendte han berøring. Intet havde ændret sig i de to år...
   Det var risikabelt at gøre det et sted som dette, men Angel tænkte ikke over det. Nu havde hun fået det, hun i to år ubevidst havde længdes efter.
   Hun lå på ryggen. Hendes hånd strejfede hans ryg. Den var kold. Hun trak ham ned til sig. De l tæt sammen. Kun et tæppe dækkede deres nøgne kroppe. Ingen skænkede Ewan en tanke. Deres sind var rensede. Hverken Avril, Justin, Martin eller nogen anden, kunne nå dem her. De havde kun hinanden. Havde ikke brug for andre...
   De sov i hinandens arme.