Hvad nu?
   Han løb. Flygtede. Snublede. Fik fodfæste igen. Han løb. Så ikke hvorhen. Bare væk. Bygninger passerede ham men han stoppede ikke. Han fortsatte. Til han ikke kunne komme længere... en høj mur tårnede sig op foran ham. Han kiggede tilbage. Udmattet. Lænede sig mod muren. Gled stille ned og gemte hovedet i armene. Orkede ikke mere.

Han vågnede. Hørte dæmpede stemmer. Han lå ned. Han kiggede sig omkring. Han var stadig i gyden. Stemmerne kom fra den anden side af en bunke murbrokker. Han krøb forsigtigt tættere på. Lyttede.
   "Skaf hende til mig."
   "Det er farligt. Vi kender dem ikke."
   "Det spiller ingen rolle. Jeg må have hende."
   "Du forstår ikke, vi kan ikke.."
   "jeg er ligeglad med hvordan I gør det. Hun skal være min. I aften."
   Ewan følte ubehag ved stemmen. Den var rolig. Dæmpet. Som en stemme der var vant til at tale i skjul. Han kiggede over murbrokkerne. Og pludselig genkendte han den ene. Det var fyren fra opgangen! Ham der havde...
   De var stille nu. Den anden rystede på hovedet. Så vendte han om og gik. Ham fra opgangen blev stående.
   Han stod bare. Ewan kunne se at han tænkte. Så gik han frem mod muren. Satte panden mod. Lukkede øjnene. Tårer gled langsomt ned af hans kinder. Og så hamrede han knytnæven ind i muren. Ewan lukkede øjnene da hånden ramte muren. Han fornemmede smerten og tog sig til sit eget håndled. Da han åbnede øjnene igen var han væk... men Ewan blev siddende. Han ville ikke risikere at blive opdaget. Først et kvarter senere rejste han sig fra sit skjul.