Jeg vågnede på hospitalet, ganske uvidende om hvor længe jeg havde ligget der. En ung sygeplejerske stod ved siden af sengen og kiggede på mig med et let smil i ansigtet. Der var en langt fra usynlig uskyld i den måde hun kiggede på mig. Så fyldt med medlidenhed og kærlighed. Jeg satte mig op i sengen og smilte tilbage til hende, men pludselig gik der en jagende smerte igennem mit hoved og jeg måtte lægge mig igen.
   Hun sagde med en blød og rolig stemme:
   "Shh, rolig nu, du har brug for at hvile dig. Du blev slået ret hårdt i hovedet."
   "Hvad skete der?" spurgte jeg, mens jeg prøvede at huske hvad der var foregået da jeg steg ud af taxien.
   "Du blev overfaldet. En politibetjent fandt dig på gaden og tilkaldte en ambulance." Hun rejste sig op og lænede sig ind over mig. Hun begyndte at rette på den bandage jeg havde rundt om hovedet. Jeg kunne dufte hendes parfume. Rent faktisk havde jeg hendes bryster lige op i fjæset, men de var ikke til at klage over så jeg sagde intet. Jeg havde sgu fortjent lidt godt, efter alt det jeg havde været igennem.
   "Der ser ikke ud til at være sket nogen form for kraniebrud eller andet alvorligt, så jeg tror at du kan blive udskrevet i løbet af en dags tid."
   "En dag?"
   "Ja, du skal lige have lidt tid til at komme dig over det. Det var noget af et slag du fik." Hun rettede sig op igen, og begyndte at gå hen mod døren.
   "Jeg kommer ind og ser til dig senere." sagde hun og smilte endnu en gang sit søde, uskyldige smil. "Hvis du skulle få brug for det, så ligger der et par smertestillende piller på bordet, ved siden af glasset.
   Efter hun havde forladt rummet gav jeg mig til at kigge mig omkring. Det var en lille enestue. Der hang det traditionelle lille fjernsyn på væggen overfor sengen og der var et lille bord ved siden af den. Der stod et skab op ad væggen ved døren og der var et vindue med hvide gardiner trukket for, overfor. På bordet lå der en æske chokolade, sandsynligvis fra Pat, et glas med vand og der stod en buket blomster i en vase. Hvem fanden kunne finde på at sende mig blomster? Og hvor længe havde jeg ligget her? Jeg havde en fornemmelse af at tiden var ved at løbe ud, og jeg måtte se at komme til bunds i dette her inden længe. Det føltes som om mit liv afhang af det.
   Jeg satte mig op, så jeg kunne nå over til bordet. Det tog lidt tid før det lykkedes mig at overvinde svimmelheden. Jeg rakte over efter blomsterne og gav mig til at undersøge dem. Der hang et kort ved. Jeg ved ikke om jeg var overrasket eller om jeg rent faktisk forventede det. Jeg tog det og satte blomsterne tilbage i vasen. Jeg åbnede kortet og læste det.
   Der stod:
   "Du kan betragte de tidligere begivenheder som simple advarsler. Men hvis du ikke stopper med denne efterforskning, vil det ende med at du og dem du elsker vil komme alvorligt til skade."
   Der var naturligvis ingen afsender.
   Jeg steg ud af sengen og fandt mit tøj i skabet. Efter at have klædt mig på, var jeg klar til at skride. Jeg åbnede døren og stod stille i åbningen. Efter kort tids betænkning drejede jeg om, tog chokoladen og de smertestillende piller og gik ud. Ude på gangen var der mange mennesker, så det var en smal sag at blande mig med mængden og slippe uset ud. Nu var det kraftedeme på tide at nogen kom til at stå til regning for alt det her, og der skulle nogle svar på bordet. Jeg tog en taxi tilbage til lejligheden, det var som om alle på gaden gloede efter mig i bilen samtidig med at et 747 Boeing passagerfly styrtdykker inde i mit hoved. Da jeg kom ud af elevatoren så jeg Cable sidde udenfor døren til min lejlighed og miave hjerteskærende. Det alene slog mig som værende meget besynderligt og alarmerende. Han skulle ikke være ude, der var ingen der kunne lukke ham ude. Jeg gik hen til ham og tog ham op, mens jeg kløede ham bag øret og beroligede ham. Han begyndte at spinde højlydt og lagde den ene forpote på min skulder, næsten helt om på min nakke og lagde hovedet ind under min hage. Jeg stod og nød kontakten med hans pels i et evigt øjeblik, indtil jeg med en enorm anstrengelse satte ham fra mig igen og koncentrerede mig om det faktum at han slet ikke burde være udenfor. Jeg åbnede langsomt døren, der ikke var låst. Jeg havde trukket min pistol og afsikret den, og med forsigtige skridt gik jeg ind. Cable for forbi mig så snart han kunne se sit snit til det. Det var som om han ikke kunne mærke nogen form for fare i rummet, og det tog jeg til efterretning. Da jeg kom ind i stuen, kunne jeg med det samme se grunden til at Cable havde været udenfor. Hele lejligheden var raseret. Reoler var væltet, dvd'er og bøger lå spredt ud på gulvet, sofaen var blevet væltet og hynderne var blevet flænset op. Hele køkkenet var terroriseret på samme måde. Skufferne var blevet hevet ud og lå på gulvet, deres indhold lå udover det hele. Jeg åbnede køleskabet, der så ud til ikke at have været rørt. De havde taget den vidunderlige karamel budding som min mor havde lavet til os sidst hun var på besøg. Det var sgu dråben, man stjæler sgu ikke en mands karamel budding og slipper ustraffet af med det. Jeg tog en flaske vand og gik ind i soveværelset. Sengen var også sprættet op, tøj var smidt på gulvet og malerierne var blevet hevet ned og rammerne var smadret. Alt var ét stort kaos, og de havde sgu stjålet min computer. Det her lignede alt andet end et tilfældigt indbrud.
   Jeg gik lidt rundt i lejligheden, samlede nogle glasskår op og løftede den ene reol tilbage på plads. Inderst inde vidste jeg jo godt at det ikke nyttede en skid. Det var på tide at tage handling, gøre ligesom på film og trykke nogle hoveder ind med løbet af min kaliber 45. Problemet var bare at dette her var sgu ikke nogen film, der var ikke noget manuskript og så var der det faktum at jeg var ved at få kvalme af den smerte der havde dundret i mit hoved den sidste time. Jeg gik ud på badeværelset, der, som forventet, lignede Hiroshima efter bomben, og slugte begge de to piller jeg havde fået på hospitalet. Jeg skiftede tøj til et par jeans og en T-shirt, satte mit pistolhylster på plads i bæltet ved siden af mit skilt. Jeg gik ud i stuen igen, hvor Cable igen gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse. Jeg åbnede en dåse kattemad til ham og hældte det hele ud i hans skål. Da jeg rejste mig igen var det som om hele verden var begyndt at snurre rundt omkring mig og opførte sig som en rutsjebane, pillerne var så småt begyndt at virke. Jeg kløede Cable bag øret, og han kiggede op på mig med nogle meget smalle, nydende øjne, rejste mig op og forlod lejligheden.
   Jeg kørte ind mod byen, med taget slået ned, selvom der ikke var særlig varmt. Den kølige vind mod mit ansigt friskede mig op, og mine tanker blev klarere. Jeg kørte mod The Four Horsemen Bar. Det var på tide at få nogle svar, og Jack Powers var den der skulle give mig dem. Jeg kørte ned gennem ludergaderne og forbi pornobiograferne, men deres lys og lyde flød bare ud i et med natten og for forbi mig med stor hastighed. Jeg kørte op til kantstenen foran baren. De to ludere stod stadig lidt længere nede ad gaden, og det store brød foran baren stod der også. Jeg stoppede op lige foran ham, og stirrede på ham med mit hårdeste Clint Eastwood-blik. Det virkede øjensynligt, for han åbnede døren for mig. Han stank stadig af spaghetti sovs, men så rimelig soigneret ud ellers. Jeg trådte ind i gangen, tændte en smøg og ignorerede den skelet-tynde pige der stod i garderoben, selvom jeg tænkte at hun sikkert var mindreårig. Jeg kom ind i baren. Der var den sædvanlige bas rytme musik, og de topløse dansere svang deres kroppe rundt på den forhøjede platform midt i rummet. Der sad en del mænd rundt omkring i yderkanten af rummet, i de små båse, og topløse servitricer vimsede rundt mellem bordene med pengesedler stikkende ud fra deres g-strengstrusser. Der var en del mere aktivitet end sidst jeg var der, også indenfor snude medicinen. Jeg gjorde intet for at tiltrække mig unødig opmærksomhed, den skulle komme tidsnok. Musikken fik det til at trykke i mit hoved igen, og svimmelheden var tilbage. Jeg var parat til at brække mig udover Jacks billige jakkesæt. Gangen der førte mod Jacks kontor var lidt mørkere end baren forinden, og alle gardinerne var trukket fra, så man kunne se alle de små hårdtarbejdende ludere der gned på deres klitoris i heroin-inducerede orgasmer. De skulle snart se lysere tider. Jeg smilede mod dem og følte en svag trykken i mine bukser, men valgte at vise dem mit politiskilt i stedet. Det fik hurtigt de fleste til at klappe lårene sammen og skynde sig ud. Bortset fra de mest fortabte narkovrag, der hverken kunne sanse eller samle to tanker og knapt nok fattede at de blev seksuelt misbrugt foran store spejle. Da jeg nåede til enden af gangen, kunne jeg høre de højlydte lyde fra biografen nedenunder, eller var det publikum der stønnede i kor? Det betød intet for mig, og jeg fortsatte op ad trappen til den lille og mere intime bar. Der stod to bartendere i baren, den ene var en høj, blond mand med piercinger i både brystvorte, læbe, øjenbryn og guderne må vide hvor ellers. Den anden en fastbrystet, mørk håret, lækker lille tøs. Hendes hår gik ned til lige under kæbebenet og skinnede som en ravns fjerpragt. Hendes faste bryster var ganske store og vorterne strittede lige ud, som ville de gennembore enhver der nærmede sig. Modsat sin kollega havde hun ingen kropsskamferinger, bortset fra en lille tatovering ved lænden. Den forestillede en sørgmodig engel, og havde et svagt blåligt skær over sig. Der var fyldt med mennesker i rummet, og der var ulideligt varmt. Som i et klassisk helvede taget fra nogle af de gamle, episke digtere, og flammerne omkring scenen gjorde heller ikke sagen bedre. Oppe på scenen udspillede der sig et veritabelt orgie. Nøgne kroppe væltede rundt i hinanden, og alle mulige, og umulige, ting blev stukket ind alle mulige steder. Flammerne omkring scenen begyndte at blive større og flyde ind i hinanden. Kroppene begyndte at smelte som voks i en ovn og blande sig med flammerne i en grotesk statue af lemmer og omgivet af ild. Rummet var begyndt at ændre sig. Væggene bevægede sig som bølger i et oprørt hav og folk der kiggede efter mig så ud som om de havde voks ansigter der blev forvredet i et lurvet spejl hus. Svimmelheden tog til og jeg måtte støtte mig til bardisken i nogle minutter til det hele stod stille igen. Hvad fanden var der ved at ske med mig? De smertestillende piller kunne sgu da ikke være så stærke. De skulle sgu sætte nogle advarsler på noget så stærkt. Jeg skoddede min cigaret og gik over mod døren ind til Jack Powers kontor. Jeg bekymrede mig ikke med at banke på, åbnede døren og gik ind. Kontoret var oplyst, modsat resten af bulen, men der var en tyk os af cigaretrøg så det gjorde ikke den store forskel. Der sad de sædvanlige bøller derinde og den fede Powers sad bag hans skrivebord og så veltilfreds ud, men det var der ikke noget specielt usædvanligt i. Der stak et par tynde ben ud fra under bordet. De havde sorte netstrømper på og hvis man hørte godt efter kunne man sikkert også høre en svag smasken og feminin stønnen. Jack Powers kiggede sløvt over på mig, da jeg lukkede døren med et smæk.
   "Så du er vendt tilbage," konstaterede geniet med et begyndende smil på læben. Den smaskende lyd fortsatte.
   "Ja, jeg er kommet for at få nogle svar," sagde jeg med storhed i stemmen.
   "Svar," grinede Powers, "dem får du sgu ikke af os."
   Han var stor i munden, og det var luderen under bordet sgu også.
   "Du må hellere se at få munden på gled, din fede sæk lort, ellers skal jeg sgu give dig nogle lufthuller der ikke står beskrevet i nogen lægebog."
   "Uh, jeg er skræmt. Har I hørt det drenge? Han vil have svar," bøllerne omkring det andet bord rejste sig op og begyndte at trække deres våben. De smilede som små børn der lige har fået lov til at sparke deres far i røven. Jeg kunne ikke se anden udvej nu, men det var også lige meget. Jeg var kommet hertil og kunne ligeså godt tage det næste skridt, så jeg trak min pistol med en slanges hurtighed og trykkede på aftrækkeren. To skud for af sted og ramte én af bøllerne i skulderen og i brystet, jeg sprang til siden og undgik den salve af kugler der fløj imod mig. To skud mere, og den næste blev væltet bagover af kraften fra mine kugler, jeg gled hen ad gulvet og hamrede hovedet mod skrivebordet som Powers stadig sad bagved. Jeg klappede hårdt til luderens fødder og kunne høre hendes hoved der bankede op i bordpladen, hvorefter hendes ben forsvandt og hun kom hoppende over bordet fra den anden side. Hendes trøje var åben og brysterne hoppede ganske voldsomt op og ned, døren smækkede i bag hende og efterlod mig med to velarmerede bøller og Powers krybet. De to bøller kom imod mig, deres pistoler lod deres torden regne ned over mig. Jeg var kravlet ind under bordet, hvor jeg blev klemt af Powers fedladne ben. Han var i gang med at lyne op. Jeg skulle bruge en åbning så jeg hamrede min knytnæve ind i hans skridt og hørte ham slå over i en supersonisk hyletone, så jeg blev bekymret for om vi nu fik problemer med nabolagets hunde. Da jeg fik skubbet Powers til side, stak jeg pistolen op over bordpladen og trykkede af to gange. Så lagde jeg mærke til et par sko der kom op til bordet, og uden at spilde mere tid stak jeg mundingen ned mod foden og trykkede af. Der lød et højt hyl og manden faldt sammen, det næste øjeblik havde jeg blæst hjernen ud på ham og væltet bordet ned over ham. Nu var der én tilbage. Jeg kiggede forsigtigt op bag bordet, Powers lå ved siden af mig højlydt stønnende og den anden fyr havde gemt sig bag det bord som de havde siddet ved for kort tid siden og som nu lå væltet ligesom det jeg lå bag. Det var næsten som en dårlig Western film, med det klassiske opgør i saloonen. Jeg hørte en lyd ved siden af mig, og så at Powers var ved at komme til sig selv igen. Jeg rettede min pistol mod hans ben og skød. Igen hylede han som et svin. Fyren i den anden side af rummet skød som en vanvittig omkring sig, men jeg dukkede mig bag bordet. Jeg skød selv et par gange, men da han skød tilbage var det ikke til nogen stor effekt. Noget måtte jeg gøre, det var også bare et spørgsmål om tid før der kom flere til, det var jo ikke ligefrem fordi det var lyddæmpere vi brugte her. Jeg tog en hurtig beslutning og skød på lampen i loftet, det virkede altid på film. Med ét blev der bælgravende mørkt, og et svagt rødt skær slap ud fra under døren ud til baren. Min modstander skød igen men i blinde. Jeg kravlede langs væggen modsat døren, han skød igen. Det var tydeligt at han var gået i panik. Men det hjalp ham intet her. Jeg rejste mig langsomt og forsigtigt op. Herfra kunne jeg se ham bag bordet. Han var i gang med at skifte magasin i sin pistol, hans øjne farede fra side til side. Jeg tog sigte, men i sidste øjeblik fik han øje på mig. Han rettede sin pistol mod mig og skød. Jeg kunne mærke kuglen brænde min kind, det sved voldsomt. Så kom den varme fornemmelse af blodet der løb ned ad ansigtet på mig. Da han så at jeg ikke var gået ned, ville han skyde igen, men denne gang var jeg hurtigere. Hans pistol faldt ned på gulvet med et hårdt bump, og hans livløse krop faldt til siden med blodet trillende ned fra hullet i hans pande. Jeg trådte forbi bordet og gik over imod den krybende Jack Powers.
   "Det var de svar vi kom fra," sagde jeg en smule forpustet og skiftede magasin i min pistol.
   "Ja, ja, hvad som helst, jeg fortæller hvad som helst."
   "Det var straks bedre, kan du se hvor nemt det går hvis vi bare arbejder sammen og er lidt flinke ved hinanden," jeg spændte hanen på min pistol igen.
   "Hvad ved du om døde grøntsags handlere og politichefer?"
   "Ikke en skid, de er døde og hvad så, hvem gider at bekymre sig en skid om nogle forpulede røvhuller."
   "Forkert svar," sagde jeg roligt og sparkede ham hårdt i maven. Han krympede sig sammen og sagde ikke noget i lang tid. Jeg var underligt rolig og fattet.
   "De kendte hinanden," sagde Powers efter han havde fået luft i lungerne igen.
   "Fortsæt."
   "De var begge involverede i noget hemmeligt kult stads, hvad det var ved jeg ikke."
   Jeg sparkede ham igen.
   "De var med i noget sygt lort, hemmelige selskaber der mødtes og tog stoffer og kneppede hjernerne ud på hinanden på de mest syge måder man kan tænke sig, de kalder det for Maskernes Loge."
   "hvorfor skulle de dø?"
   "hvad ved jeg, jeg er sgu ikke til den slags," sagde han og spyttede blod efter mig. Det ramte ved siden af. Denne gang slog jeg ham i hovedet med kolben af min pistol.
   "Okay okay, jeg var der et par gange. De ville ikke være med mere. De var begge involverede i gruppens narkotrafik, men ville ud af det. For fanden mand, du var der sgu da selv."
   "Hvad i helvede snakker du om?"
   "Du var der sgu da selv, dig og den lækre lille steg. I kneppede som kaniner, jeg fik lejlighed til at prøvekøre hende et stykke tid efter, hun har sgu den vildeste kusse jeg længe har oplevet. Det må sgu da være fedt at kunne kneppe hende til daglig i alle ledige huller. Du er sgu et heldigt røvhul."
   "Hvad fanden snakker du om mand? Giv mening pikslikker, eller skal min ven her rive dig et par nye røvhuller?" Jeg trykkede mundingen af pistolen hårdt ind mod hans tinding.
   "Du var der sgu da selv, du var der sgu da selv, dit skide, forpulede røvhul. Du stak kraftedeme pikken i alle de huller du kunne komme til"
   "Hvad helvede snakker du om?" min stemme knækkede over af vrede "jeg har ingen anelse hvad du snakker om, giv mening din lille luderkarl. Hvem står bag dette? Hvem er lederen?" Jeg kunne smage blodet fra mit sår på kinden, men jeg gjorde intet for at fjerne det. Jeg var på randen til hysteri, og meget tæt på at tømme hele mit magasin i hans byld af et hoved.
   "Kearns, det er Kearns der står bag det hele. Kenneth Kearns. Han er lederen, det var hans idé helt fra starten. Han har en masse film fra festerne i hans kontor, din kone er hans hovedattraktion."
   Jeg pressede mundingen endnu hårdere ind mod hans tinding, indtil til sidst det gik op for mig hvad han sagde. Jeg trak mig tilbage, der var et kraftigt rødt mærke efter pistolen. Han blødte ud af munden og holdte sig krampagtigt til maven. Jeg begyndte at gå over mod døren, der ventede garanteret en mindre hær på at jeg skulle komme ud så de kunne udskifte mit jern i blodet med bly. Da jeg tog i håndtaget til døren mærkede jeg bevægelse bag mig. Jeg vendte mig rundt og i samme bevægelse sigtede og trykkede på aftrækkeren til min pistol. Jack Powers stod bag mig med sin pistol halvt trukket op af skulderhylstret, hans brystkasse havde et nydeligt hul der hvor patronen havde ramt. Han stod helt stille, som om det endnu ikke var gået op for ham hvad der var sket. Han fortsatte med at trække pistolen op fra hylstret, men jeg plantede en patron mere i hans brystkasse. Denne gang fløj han igennem rummet og idet han landede på gulvet, hamrede han hovedet mod det væltede bord. Hvad fanden var han på? Han måtte være pumpet helt op af stoffer, siden han kunne holde til den slags sår og lade som om de ikke var der. Han var i gang med at rejse sig igen, men nu kunne det kraftedeme være nok. Jeg fjernede halvdelen af hovedet på ham med to velplacerede skud. Nu var jeg sgu ved at være træt af disse idioter. Kearns skulle få en særlig kærlighed at føle, den slags man ender 6 fod under med.
   Jeg kom uskadt ned på gaden igen. Alle i klubben var enten skredet eller så fulde af stoffer at de ikke fattede noget som helst, ikke om så de fik blæst hjernen ud som Jack Powers fik. For mig, tja, jeg satte et nyt magasin i pistolen, satte mig ind i bilen og kørte mod Kearns Chemicals. Natten havde lukket sig tæt omkring mig, som bød den mig velkommen i et kærligt gensyns knus. Jeg var klar over at det måtte komme til mere blod, mere vold, mere død inden dette mareridt var ovre. Jeg håbede bare at det ville betyde Kearns død før min… men man kan jo aldrig vide. Jeg kørte igennem gaderne, trafiklysene og gadelamperne var det eneste der holdte mig på ret kurs, og forhindrede mig i at smadre ind i en eller anden skide, døgnåbent sandwich og falafel bar. Hvad end der løb igennem mine blodstrømme, så var det et vildt trip. Måske det var noget Kearns havde arrangeret, han kunne så nemt som ingenting have bestukket sygeplejersken til at lægge noget andet i det pilleglas. For helvede da, hvis hun var en af hans disciple var det bare for ham at give hende en skide pille selv. Nogle idioter vil gøre hvad som helst for et fix.
   Det virkede som en drøm, men jeg kom op til bygningen. Der var mørkt, hvilket bare fik bygningen til at virke endnu mere gravstensagtig, eller var det som om den rakte op mod himlen, som ville den være en kontakt til væsner hinsides vores verden. Alt dette og tusindvis af andre mere skræmmende tanker fløj igennem mit sind, mens jeg gik op mod indgangen. Der var ingen vagter udenfor, og heller ikke et øje at se i forhallen. Jeg ved ikke om jeg blev foruroliget af dette, eller om jeg var glad for det. Det betød jo bare at jeg ikke skulle dræbe nogle ellers uskyldige mænd som bare passede deres job, og gik hjem til deres kone og børn hver dag efter fyraften. Jeg ignorerede metaldetektoren, selvom det betød at den hylede op så alle i bygningen sikkert vidste at jeg var på vej. Det vidste de sgu nok i forvejen, de vidste det hele i forvejen. Der var intet jeg kunne gøre for at forhindre det, det var uundgåeligt. Jeg vidste det da metaldetektoren stoppede dens hylen. Jeg vidste det da jeg gik ind i elevatoren og døren lukkede sig foran mig, og jeg vidste det hele vejen op mod Kearns kontor, kun ledsaget af mine fire spejlbilleder og den svimmelhed der havde fulgt mig hele vejen gennem denne forfærdelige nat. Elevatoren stoppede og døren gik op, jeg følte en svag kvalmende fornemmelse i maven og en stærk smerte i hovedet. Dette ville ende slemt, meget slemt. Inden jeg forlod elevatoren og gik ud i ingenvejtilbage stedet, trak jeg min pistol og afsikrede den.
   Sekretærens kontor var tomt, der lugtede svagt som om rengøringen lige havde været der. Der stod også friske blomster i en høj, slank vase, hvilket fik mig til at tænke på om der også havde været blomster da jeg var der første gang. Jeg tænkte at det var der ikke. Jeg gik over til døren der førte ind til Kenneth Kearns kontor og tog i håndtaget.
   Døren gik op, ganske som den havde på mit første besøg. Jeg trådte ind i det enorme rum. Der var ikke en lyd. Jeg kunne høre mine sko mod gulvet, mens jeg langsomt gik igennem døren. Indenfor var der mørkt. Man kunne se lysene fra gaden, men de lyste ikke op i denne højde. Lugten af blomster var stærkere herinde, men der var også en metallisk lugt af noget som jeg burde kunne genkende, men som var så langt væk i det bagerste af min hjerne at det ikke blev registreret. Så gik det op for mig hvor det svage lys der var i rummet, kom fra. Det gigantiske væg-til-væg tv var tændt, men farverne og lyset var meget dæmpet. Det lignede en tredje rangs pornofilm der var optaget med et hjemmevideo kamera. Det var først da jeg så det at min bevidsthed vendte tilbage til virkeligheden og jeg så de mænd der befandt sig i rummet, og som alle kiggede på mig.
   Den ene af dem var naturligvis Kenneth Kearns, de to andre mindede mere om Secret Service folk, med deres sorte jakkesæt og de skumle miner. De så også ud til at være forfærdeligt veltrænede. De ville blive noget af et problem hvis det skulle komme til vold, og det ville det.
   "Velkommen endnu en gang, betjent Mabius," sagde Kearns med en dyb, kølig stemme, "hvad kan jeg gøre for dig denne gang?"
   "Jeg håbede på at du kunne fortælle mig lidt om Maskernes Loge." Jeg vidste jeg havde scoret et point.
   "Hvad er der at sige, du var der jo selv. Du er æresmedlem."
   Point til hans side. Jeg anede stadig ikke hvad han mente med det, men siden jeg trådte ud fra The Four Horsemen Bar havde jeg haft en stigende fornemmelse af at noget var helt galt. Ikke bare med hele situationen, men med mig, og med mit liv. Pat, Glen, Cable, de var alle bare udviskede minder. Jeg vidste ikke hvad eller hvem jeg kunne stole på længere. Jeg kiggede på Kearns skikkelse igen og så at han så i retning af fjernsynsvæggen, jeg vendte mig mod den.
   Den billige pornofilm var blevet til et vanvittigt orgie af mennesker kun dækket af ansigtsmasker, der hver var mere original, unik og fantastisk end den anden. Mange havde bare en rent hvid maske, men det var dem man lagde mest mærke til. De borde, stole og sofaer der ikke var optaget af folk der kneppede, stod med fade fyldt med bjerge af hvidt pulver og folk der stod ind over dem med sammenrullede pengesedler stoppet op i deres næser. Det lignede et ældgammelt hus, kæmpestort og med flere rum end man kunne nå at opholde sig i gennem en hel livstid. Der var biblioteker med væg til væg og gulv til loft bøger, spisestuer med meterlange egetræsborde, opholdsstuer med store lænestole og antikke lamper. Det hele så mest af alt ud som om det hørte til for 100 år siden, hvilket naturligvis gav det et udseende af at være eksklusivt langt ud over hvad selv en højtstående forretningsmand kunne have råd til.
   "Hvad drejer dette sig om, Kearns?" spurgte jeg med en stadig imponerende rolig stemme.
   "Nydelse, ikke andet. Simpel, uforfalsket og helt igennem ren nydelse."
   "Så det er ikke andet for dig?"
   "Naturligvis er det andet og mere for mig, det er den mest eminente måde at få distribueret mine varer på."
   "Du mener narkotika?"
   "Og meget andet, deriblandt de mest efterspurgte og eksklusive orgie film. Men stofferne er naturligvis min største eksportvare."
   "Og dine gæster er så distributørerne."
   "Naturligvis, og de der har mulighed for det lægger noget i deres andre varer, såsom din ven grønsagshandleren."
   "Hvad med John Wilkes?"
   "Ah ja, din afdelingschef. Han skaffede en stor del af varerne, fra politiets lagre naturligvis. Men han ville ud af det, og truede med at afsløre det hele."
   "Så I dræbte ham."
   "Det er én måde at sige det på, en anden er at sige at du dræbte ham!"
   "Jeg aner ikke hvad du snakker om." Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen.
   "Ikke? Så se med her." Han rettede en fjernbetjening op mod væggen og billedet skiftede til noget jeg genkendte som Johns hjem. Det var aften på skærmen. Det viste et rum med en dobbeltseng og to natborde. Udfra det udsyn man havde, gættede jeg på at kameraet stod i skabet til højre for sengen og at det var hans soveværelse man kunne se. Jeg vidste ikke at chefen var til hjemmevideoer, men det vidste han muligvis heller ikke selv. John trådte ind i kameraets vinkel. Han begyndte at tage sit tøj at, gabte og kløede sig hist og her. Han gik ud på det tilstødende badeværelse. Imens gik døren op ved siden af kameraet og jeg trådte ind i rummet. Det var som om et spøgelse gik igennem min krop mens jeg stod og kiggede på mig selv gøre klar til at dræbe min chef. Jeg havde kniven i hånden, den kniv som var blevet brugt til at dræbe afdelingschef John Wilkes. Jeg kunne svagt skimte det slange/rose udsmykning på knivens skæfte, som Glen og jeg senere fandt i Johns ryg. Jeg så mig selv gå længere ind i rummet, stille og lydløst, mens John fløjtede ude fra badeværelset. Jeg stirrede lamslået på at John kom ud fra badeværelset og med vidt åbne øjne udstødte et kvalt skrig da jeg stak ham med kniven igen og igen og igen. Da jeg havde sikret mig at han var død, vendte jeg mig om og gik roligt ud af døren. Billedet blev fastfrosset.
   "Ganske udmærket udført," lød Kearns stadigt rolige og kølige stemme.
   "Det er løgn, det kan ikke være mig."
   "Pjat med dig, du ved det er sandt. Du skal bare trænge igennem tågerne så forstår du det hele."
   "Og hvad så, hvad så hvis det er mig? Det forhindrer mig ikke i at blæse din hjerne udover dit fine skrivebord."
   "Muligvis ikke, men hvad med dette?" Han pegede endnu en gang op mod skærmen, orgiet var tilbage. Han zoomede ind på et lille, rundt bord hvor en lettere fedladen mand kørte ind og ud af en lækker lille sag i et rask tempo. Kearns lænede sig ind over bordet og trykkede på knappen til samtaleanlægget.
   "Nr. 24, tag masken af."
   Kvinden, hvis faste bryster hoppede op og ned i takt med mandens stød, tog masken af. Jeg udstødte en lyd der vist ikke er registreret i noget kendt lydregister. Det var lyden som en mand ville udstøde når han fandt ud af at hans kæreste var luksusluder i et kæmpestort orgie, og hendes alfons var en latterlig opkomling af en narkobaron. På skærmen smilede Pat op mod kameraet og så vendte hun tilbage til den ekstatiske nydelse som mandens snarlige orgasme gav hende.
   "Neeeeeeeeeeeeeeeeeej, det kan ikke være sandt, ikke Pat. Hvad fanden har du gjort ved hende din lort?" Jeg vendte mig mod Kearns, som bare stod og smilede.
   "Hun har arbejdet for mig længe. Hun er en af de allerbedste jeg har, alle vil have dyppet snablen i hende."
   Min verden var ved at bryde totalt sammen. I løbet af de sidste 10 minutter havde jeg mistet hele mit liv, og det var alt sammen på grund af Kenneth Kearns. Jeg trak min pistol og skød to gange mod skærmen. Glas og gnister stod over det hele mens jeg vendte mig om mod de store bodyguards som var i gang med at trække deres håndvåben. Jeg skød mod den første og ramte ham i brystet. Han faldt tilbage gennem rummet og landede på gulvet med et hårdt bump. Den anden havde fået sin pistol frem og affyrede den, idet den anden ramte gulvet. Jeg forsøgte at søge dække bag det store, solide skrivebord, men jeg var for langsom og kuglen ramte mig i hoften. Jeg blev sendt i en halvcirkel om bag bordet mens blodet sprøjtede ud af mig. Smerten var en kærkommen ven, den skulle holde mig bevidst længe nok til at sende Kearns tilbage til Helvede eller hvad fanden det ellers var for et mareridt han kom fra. Jeg kunne høre Kearns i baggrunden, han kravlede rundt på gulvet på den anden side af bordet. To skud ramte bordet på forsiden, lige ved hjørnet hvor jeg sad, jeg kunne høre træet der knustes da de ramte. Jeg skød rundt om hjørnet og i det samme gik lyset ud i rummet. Det eneste der lyste op var gnisterne fra det ødelagte tv og et svagt skær fra byen langt nede under os. Jeg var ved at blive svimmel igen, pillerne havde en sær tendens til at bryde frem når jeg mindst havde brug for det. Det efterlod mig med intet andet valg end at få dette mareridt afsluttet hurtigst muligt.
   Jeg kastede mig frem langs gulvet, mens jeg affyrede adskillige skud i retning af den store bodyguard. Uheldigt for mig havde han søgt dække bag ved en af stolene og skød nu på mig. Kuglerne fløj omkring ørene på mig, og en af dem snittede mig på kinden. Jeg sigtede nedad og skød ham i foden under stolen. Han udstødte et højt skrig, og jeg kunne høre bumpet da han ramte gulvet. Han lå nu og klamrede sig til sin fod og bandede og svovlede. Jeg kravlede frem fra den stol jeg havde gemt mig bagved og rejste mig op. Netop da mærkede jeg en skarp smerte i det højre ben, og da jeg kiggede ned var der et stort hul i bukserne og blod løb ud og ned af benet. Jeg kiggede op og så den anden bodyguard, som jeg troede jeg havde dræbt, sigte på mig fra gulvet med sin pistol. Benet begyndte at svigte mig, det var værre end min hofte, jeg begyndte at miste balancen. Manden skulle til at skyde igen, han havde nu fået så meget tid så han ville kunne ramme godt denne gang og sandsynligvis dræbe mig. Jeg skød igen, og denne gang ramte den ham i skridtet. Han satte sig op med et vanvittigt hyl, og da skød jeg ham i hovedet. Jeg støttede mig til stolen ved siden af mig, og så Kenneth Kearns stå ved siden af skrivebordet.
   "Det er forbi nu, Kearns."
   "Ja, for dig min ven, jeg har tilkaldt politiet, de er på vej ind i bygningen i dette øjeblik. Du kommer i fængsel i meget lang tid. Ser du, jeg har nemlig fulgt dine forbrydelser i lang tid, og i denne mappe er alle beviserne. Nok til at sende dig direkte på dødsgangen"
   "Dine forbrydelser, men med mit navn på. Ganske smart fundet på, og du har naturligvis en bankkonto i et fjernt land under et andet navn, hvor du planlægger at trække dig tilbage til?"
   "Du er sgu for smart til at være strisser, bare ærgerligt at vi ikke kunne have arbejdet mere sammen og at det skulle ende på denne måde."
   "Ja, det er en virkelig hjerteknuser, men jeg kan ikke lade dig tage herfra" Jeg rettede min pistol mod ham.
   "Jamen dog, sikke en rigtig lille helt vi har her, en lille spejderdreng. Hvad vil du gøre, skyde mig?"
   "Det var planen."
   "Så skyd mig dog, få det overstået."
   I samme sekund trak han en lille pistol og to pistolskud lød samtidig. Så var alt stille, man kunne svagt høre politisirenerne nede fra gaden, inden længe ville politiet stå udenfor døren. De ville stille alle mulige og umulige spørgsmål, størstedelen af dem ville jeg ikke kunne svare på til deres tilfredshed. Jeg var færdig uanset hvad. Og hvad med Pat, jeg ville aldrig kunne se hende i øjnene igen, men hvad var et liv uden hende? Var det noget for mig, jeg var ikke sikker. Midt i kampens hede var flere af de store vinduer blevet skudt i stykker så man kunne stå og kigge ned på gaden.
   Det er utroligt så stemningsfyldt og roligt alt ser ud til at være når man står oppe i den højde. Jeg har tænkt meget på livet i løbet af de sidste par minutter. Jeg står og forbløder, mit liv er totalt skudt i smadder og om få øjeblikke vil politiet brase igennem døren i den anden side af rummet. Af uvisse grunde kommer jeg til at tænke på den scene i Tegnet hvor ambassadøren kalder til pressemøde og da sekretæren åbner døren bliver hans hjerne blæst ud af en pistol der var sat til at affyre når døren blev åbnet. Det var imponerende at han kunne få sat de snore op så præcist og sikkert.
   Det sidste jeg tænker på er Cable. Den mest vidunderlige kat og ven jeg nogensinde har haft. Jeg håber han klarer sig. Men det gør de jo sådan nogen, det er det de er bedst til. Han kan desuden charmere sig ind hos en af de damer der bor længere nede i bygningen. Han skal nok klare sig!