Tidens spørgsmål


16 år siden 23 kommentarer Eventyr og fabler mennesker sprogbrug eventyr

5Vise om jobcentrene
Fra Langeland til Skagen der har vi et system, · med lægekonsulente... [...]
Rim og vers · satire, sygdom, ledighed
5 år siden
9Krænkelser
Vi skal til at undskylde krænkelser · fra nu skal den danske sang v... [...]
Digte · satire, politik, krænkelse
5 år siden
9De letkøbte råd
Man må smede mens jernet er varmt, · for enhver er jo sin egen lykk... [...]
Digte · konflikt, letkøbte løsninger, satire
5 år siden
4Mod dumhed
Mod dumhed kæmper selv guder forgæves, · fordi belæringen, som der ... [...]
Aforismer og gruk · citat, dumhed, sindet
5 år siden
8Tv-serier skal ses en gang om ugen
Film skal ses i biografen. · Det var Ole Michelsens faste afslutnin... [...]
Klummen · meninger, tv-serier, medier
5 år siden
3Dionysos
Du tror, du kan få os til at glemme, · du tror vi bare skal slå os ... [...]
Digte · drukture, alkoholmisbrug, dårlige løsninger
5 år siden
2Handsken
Der lå handsken, ensom og forladt · Ingen tog den op · Det kostede fo... [...]
Digte · ligegyldighed, ligeglad, tavshed
6 år siden
3Hera
Hvorfor er du jaloux? · Du er jo for længst gået kold · Hvad holder d... [...]
Digte · mytologi, jalousi, parforhold
6 år siden
7Zeus
Du sidder der på toppen · hævet over alt · du kender ikke jorden · Du k... [...]
Digte · mytologi, magt, magtspil
6 år siden
3Trosbekendelse og bøn til Jante
Vi tror på Jante den afmægtige, hadets og intolerancens skaber. · O... [...]
Blandede tekster · intolerance, undertrykkelse, mennesketyper
6 år siden
7Da han fik magt
Den dag han fik magt · Fra den dag tog han sig aldrig tid · Fra den d... [...]
Digte · magtudøvelse, forhold, forandring
6 år siden
8Iris, stridens gudinde
Du er uønsket · Du inviteres aldrig · Du nægtes adgang · Du lukkes ude · ... [...]
Digte · mytologi, strid, forfængelighed
7 år siden
3Amor
At leve i dit slot · giver sjælen sit værd, · at leve af din gunst · gø... [...]
Digte · mytologi, kærlighedslængsel, psykologi
7 år siden
5Psyche
Alle synes du er smuk · alligevel vender de dig ryggen · Alle snakker... [...]
Digte · følelser, mytologi, psykologi
7 år siden
11Ubehøvlet
Nogen anser deres medmennesker for at være lavet af granit, · når d... [...]
Aforismer og gruk · selverkendelse, mennesketyper, opførsel
7 år siden
11Demokratiets afvikling
At værne et folkestyre med tvang · er første skridt på fascismens g... [...]
Aforismer og gruk · samfund, samfundskritik, observation
7 år siden
5Afrodite
Du kommer under stort brus · rider på høje bølger · snart er du falde... [...]
Digte · forelskelse, skuffelse, mytologi
7 år siden
10Hvad folk vil have
Slaverne slagtede hinanden under tilskueres jubel, · andre blev ædt... [...]
Digte · medier, meninger, samfund
7 år siden
8Om terrorister
Kan de ikke klare lugten i bageriet, forsøger de med slagteriet.
Aforismer og gruk · aktuelt, samfund, satire
7 år siden
4Noget om retorik
Det hjælper ikke en hamrende døjt · at råbe og skrige megahøjt, · men... [...]
Aforismer og gruk · krisehåndtering, letkøbte løsninger, tale
7 år siden
5Apollon, kunstens gud
Mange siger, at du står for flugt fra livet · tidsspilde, pjat og g... [...]
Digte · kunst, livsanskuelse, mytologi
8 år siden
7Athene
Du giver hovedpine · de letkøbte løsninger lindrer ikke · Når din bro... [...]
Digte · visdom, mytologi, eksistentielt
8 år siden
4Krigsguden Ares
Du er dygtig til at få · manipuleret folk · du kan altid bilde os ind... [...]
Digte · mytologi, krig, samfund
8 år siden
11Leverandøren af snak
Når andre taler, tjekker du mobilen, · sidder med næsen i en bog · el... [...]
Digte · relationer, psykologi, eksistentielt
8 år siden
9Tilegnet et snakkehoved
Den, der snakker uden at høre, · taler af tomhedens ækle pløre.
Aforismer og gruk · hverdag, psykologi, virkelighed
8 år siden
8Tre limericks
Ansgar grundlagde en kirke · lidt nord for Dannevirke, · men kirkens ... [...]
Rim og vers · vrøvlevers, limericks, satire
8 år siden
9En tur i byens parker
Jeg gik en tur i Kongens Have · der gik jeg for at slunke mave · og m... [...]
Rim og vers · ordleg, vrøvleremser, storbyliv
8 år siden
5På vej
Hun sad på stationen, hendes tog var forsinket. Det var bare for ... [...]
Kortprosa · hverdagen, ledighed, jobsøgning
9 år siden
14Hvad er sandt?
Man siger, at selv hypokondere kan blive syge, · og selv paranoide ... [...]
Aforismer og gruk · livet, mennesketyper, refleksion
9 år siden
5Forgæves...?
Mod dumhed kæmper selv guder forgæves, · her kan der intet ansvar k... [...]
Rim og vers · refleksion, ondskab, dumhed
9 år siden
7Det evige skakspil
Vi spiller skak med livet. · Vanetræk kan svække positionen. · det vi... [...]
Digte · livsrefleksion, døden, livsanskuelse
9 år siden
9Nytårssludder
Det gamle år dør ikke, det lever i sindets kroge · Det nye år fødes... [...]
Digte · højtider, nytår, tidens gang
9 år siden
4Når hukommelsen pludselig fungerer...
Glem ikke at huske, at du har en dårlig hukommelse, · og husk at gl... [...]
Aforismer og gruk · psykologi, fornærmethed, tilgivelse
9 år siden
10Jeg er skam demokrat!
Jeg er demokrat, til jeg bliver stemt ned, · jeg er villig til at g... [...]
Rim og vers · satire, politik, ideologier
9 år siden
3Flove fornøjelser
Flove fornøjelser var overskriften på en fast klumme i det hedeng... [...]
Essays · film, kulturdebat, erindringer
9 år siden
6Uvirkelighed
Jeg vågnede til et mareridt · håbede snart at · vågne lettet op · Nu se... [...]
Digte · tabt lykke, sorg, følelser
9 år siden
9Tabt
Jeg troede, toget var kørt · endnu en afgang viste sig · Så forulykke... [...]
Digte · sorg, skuffelse, tabt mulighed
9 år siden
9Hvis bare...
Hvis du kunne spejle dig i mine øjne, · ville du se dig selv som sk... [...]
Digte · følelser, kærlighed
9 år siden
7Den lykkelige digters klage
Alle I klichéer står i kø · Det er omsonst, det er nyskabelse jeg s... [...]
Digte · digtning, kærlighed, metadigt
10 år siden
5Forårsblues
Jeg vil skrive forårsdigt, men det er ikke nemt · der er skrevet me... [...]
Digte · årstider, natur, metadigt
10 år siden
9Ideologi
Ideologi er noget hø, det er kun anvendeligt til at fodre hellige... [...]
Aforismer og gruk · politik, satire
10 år siden
6Snedkertanker
Hvorfor give ham høvl, når hans liv er i spåner? · Hvorfor give ham... [...]
Digte · filosofi, følelser
10 år siden
12Forlist derhjemme
Hvor længe kunne han holde stuen varm? · Endnu gik det, men han måt... [...]
Noveller · robinsonade, naturkatastrofe, science fiction
10 år siden
5Den syge moster
Vi bruger ofte talemåden at tale for sin syge moster, gerne ironi... [...]
Klummen · satire, sprogbrug
10 år siden
5Popularitet
Mange populære frembringelser er hule, · ikke så sært de flyder ove... [...]
Aforismer og gruk · sprogbrug, kultur, satire
10 år siden
9Det menneskelige dyrerige
Der er store torsk og skønne sild · dumme svin og dovne kameler · stæ... [...]
Digte · mennesker, sprogbrug
10 år siden
6Et raskt ældre menneske på plejehjem
Åh, de gamle tosser, åh, de gamle tosser, · de gør mig tosset hver ... [...]
Rim og vers · samfund, mennesker, alderdom
10 år siden
10En tur hjem på tomlen
Det skete en dag, at jeg måtte blaffe hjem fra Korsør efter en jo... [...]
Noveller · hverdagen, karakter, mennesker
10 år siden

Puls: 5,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Mogens Sørensen (f. 1957)
Kronos, tidens herre, undrede sig. Han fattede ikke, hvorfor så mange mennesker hadede ham.
   Det måtte de gøre, for han hørte dem ofte sige, at tiden skulle gå, at han ligefrem skulle fordrives. Det allerværste var, når de sagde, at tiden skulle slås ihjel. Hvad havde han dog gjort dem?
   Han talte med dødens herre, Thanatos, som han sad og drak en skål ambrosia med.
   - Hvorfor tror du, at mennesker hader mig så meget?
   - Jeg bliver dig svar skyldig, svarede Thanatos, og jeg forstår godt din undren, for det er jo ikke et langt løb, du har med dem, og når det er færdigt, så skal jeg overtage dem, og det frygter de som jeg ved ikke hvad.
   - Det er også mærkeligt, du tager dem jo bort før alderdommen formørker deres sind og gør deres legeme fuldt af ubærlige lidelser.
   - De, der bærer disse lidelser, betragter mig dog som en befrier, sagde Thanatos.
   - Og disse mennesker kan jeg endda forstå hader mig, og at de skælder mig ud for at gå for langsomt, svarede Kronos, men hvorfor er der så mange andre mennesker hader mig, nogen som jeg først er startet med og andre, som jeg kun er halvvejs med, der stadig kunne nyde godt af deres løb med mig?
   - Om jeg kunne svare dig, min bror, så gjorde jeg det. Men jeg må indrømme, at de fleste mennesker hader mig af gode grunde, for ofte river jeg familier i stykker alt for tidligt og skiller venner, før det var ventet.
   - Vor broder Aries, krigens herre, hjælper da ellers rigeligt til med den sag, og han hyldes ofte af menneskene som nødvendig, ligefrem glorværdig. Jeg tvivler på, at menneskene er i stand til at dømme tingene retfærdigt. Hvad er det med deres måde at tænke på?
   - Det kan vores svigerinde Psyche nok svare bedre på.
   - Måske kan hun også svare på, hvorfor menneskene hader mig? sagde Kronos.
   - Det er tænkeligt. Prøv at få en snak med hende.
   Kronos rejste sig og sagde høfligt farvel til sin bror, der var lige så forhadt blandt menneskene som han selv, og drog til svigerinden Psyches bolig. Hun modtog ham med et fyrsteligt måltid. Efter en tid fik Kronos fremlagt sit ærinde.
   - Ja, se, det kan være svært at forstå, svarede hun, men menneskene er nogle sære størrelser, og de oplever tingene på en besynderlig måde. Når de siger, at tiden går langsomt eller hurtigt, så taler de om hvordan de oplever det, ikke om hvordan det forholder sig.
   - Hvordan mon de ville reagere, hvis jeg pludselig opfyldte deres ønsker?
   - Du må ikke gøre det. Du ved jo, at det ville få de frygteligste konsekvenser.
   - Du har helt ret, men det kunne være sjovt at prøve.
   - Vi kan prøve det ved min hjælp. Jeg kan påføre menneskene illusioner om virkeligheden. Hvad hvis vi udvælger nogle mennesker og påfører dem en illusion om dit løb og ser, hvordan de reagerer?
   - Sjov ide, men hvilke mennesker skal vi så udføre det på?
   - Vor Alfader har ofte prøvet at tage menneskeskikkelse på. Hvad om du gjorde det samme? Så finder du nogen af dem, der hader dig af den ene eller anden grund, og så prøver vi på dem.
   - Dit forslag er godt, jeg vil følge det.

Sådan gik det til, at Kronos påtog sig menneskeskikkelse og vandrede på jorden.
   Han stod nu ved en vej, hvor en mand sad sammen med sin søn på en bænk og kiggede ud ad vejen. Formodentlig ventede de på en af de vogne, som menneskene kørte i nu.
   - Goddag, sagde Kronos, går der en bus her?
   De nikkede.
   - Går den et sted hen, hvor jeg kan træffe flere mennesker?
   - Jo da, svarede manden, den går ind til byen.
   - Må jeg spørge jer om en ting: Hvorfor hader mennesker tiden? De vil både fordrive den, have den til at gå, ja, ligefrem slå den ihjel.
   - Den kan ikke gå hurtigt nok, svarede drengen, for jeg vil gerne være voksen i en fart.
   - Og jeg ville gerne fordrive den bedre lige nu, svarede manden, det her er et kedeligt sted at vente.
   - Hvorfor vil du gerne være voksen så hurtigt? spurgte Kronos drengen.
   - Så kan jeg gøre som jeg vil.
   - Og hvorfor haster det så meget med, at bussen skal komme? Spurgte han manden.
   - Jeg skulle gerne være hurtigt inde i byen. Min tid er kostbar.
   Kronos studsede. Her var der pludselig en, der kaldte ham kostbar.
   - Hvad mener du?
   - Tid er penge.
   Penge. Det var jo de papirstumper og metalstykker, som mennesker brugte til at skaffe sig mad og drikke med, hvis de ikke var blandt dem, der selv skaffede det ved at dyrke jorden eller gå på jagt
   - Hvad bruger du penge til?
   - Til at udvide min forretning, så jeg kan tjene flere penge.
   - Ja så.
   Bussen kom, og manden, drengen og Kronos steg på.
   Kronos sad på et sæde i den halvfyldte bus og tænkte.
   Tiden var kostbar, det var da en positiv udtalelse. Så var det da i hvert fald ikke alle, der hadede ham blandt menneskene, nogen fandt ham ligefrem kostbar. Så vidste han det.
   Han var nu inde i den store by og gik rundt på dens mange torve. Han ville opsøge filosofferne, hvor mon de var henne nu om dage? I meget gammel tid var de på torvene og snakkede med folk. Der havde de også snakket om, hvad tid var. I nyere tid var der kommet mange nye teorier om tiden, en havde talt om den som den fjerde dimension. Jo, Kronos kunne sikkert nok møde nogle mennesker, der kunne svare på hans spørgsmål, det var han overbevist om.
   Men på torvet var der ingen, der talte med folk om væsentlige spørgsmål. Hans øjne faldt på en ikke helt ung gråhåret mand, der så meget viis ud. Mon han var lige så viis som han så ud?
   - Undskyld, min herre, sagde Kronos til ham, kan du fortælle mig, hvor man nu om tider drøfter spørgsmål om livet og verden?
   - Jo da, svarede manden med et forbavset blik og et smil, det gør man på cafeerne.
   - Aha, svarede Kronos.
   Manden og Kronos gik sammen hen til en café og bestilte hver en kop kaffe. Kronos snusede til kaffen og tænkte, at det var noget andet end den nektar og ambrosia, som han altid drak.
   - Hvad kunne du så tænke dem at diskutere her, min unge ven? Spurgte manden..
   - Et meget enkelt spørgsmål: hvorfor hader mennesker tiden?
   Manden kiggede forundret på ham.
   - Hvad mener du med det?
   - De taler jo altid om at fordrive den, i værste fald slå den ihjel.
   Den ældre mand lo.
   - Du har vist ikke dansk som modersmål. Det er bare en talemåde.
   - Ahem, nej, det har jeg ikke.
   - Pudsigt nok, du taler jo ellers sproget flydende og uden accent.
   - Hvor jeg kommer fra, lærer vi sprogene godt.
   - Men hvor er det så?
   Kronos funderede over, hvad han nu skulle svare.
   - Fra… Grækenland.
   - Nej, virkelig? Men det glæder mig da at træffe en græker, der kan vores sprog så godt. Men det med at slå tiden ihjel, det skal ikke tages bogstaveligt.
   - Men vil du forklare mig talemåden?
   - Ja, gerne. Sommetider venter vi jo på noget, og så vil vi gerne have, at tiden går hurtigere. Så tager man sig noget til, så tiden ikke føles så lang.
   - Jeg forstår. Som når man venter på en bus.
   - Præcis.
   - Se, det forstår jeg. Jeg mødte nemlig en mand med sin søn ved busstoppestedet, da jeg kom her til byen. Men jeg forstår det bare ikke, for han var sammen med sin søn, som jeg går ud fra han elsker, som en far elsker sin søn. Det kan da ikke være spildt at tilbringe de minutter med ham.
   - Ja, jeg må indrømme, at du rejser et væsentligt spørgsmål. Man lægger måske meget vægt på at være sammen med familien i dit hjemland?
   - Det kan man godt sige.
   - Det er da en god ting, men nu kommer der snart nogen af cafeens stamgæster, lad os prøve at rejse spørgsmålet for dem. Det kan blive en interessant samtale.
   - Ja, især for mig, sagde Kronos henført. Han var veltilfreds, for nu ville han snart have muligheden for at høre, hvad flere mennesker mente med at slå tiden ihjel.
   Efterhånden kom der også flere unge mennesker, der tydeligvis kendte den gråhårede mand. Han viste sig at være professor og de unge mennesker var hans studenter. Kronos indstillede sig på at rejse spørgsmålet. Som om professoren kunne læse hans tanker, så sagde han højt, at hans ven her havde et interessant spørgsmål. De andre kiggede nu på den menneskeforklædte Kronos.
   - Hvorfor skal mennesker egentlig have tiden til at gå, ligefrem slå den ihjel? De har jo så kort levetid.
   De sad alle og tænkte lidt.
   - Det var et interessant spørgsmål, svarede en yngre kvinde, gid det dog var muligt at svare på stående fod.
   - Du må da forstå, at vi sommetider keder os gudsjammerligt, sagde en ung mand, så går tiden langsomt. Så er man nødt til at finde noget at tage sig til for at - som vi siger - slå tiden ihjel.
   - Men hvad tager man sig så til? spurgte Kronos.
   - Man ser fjernsyn, spiller spil.
   - Det er meget godt, men så hører jeg andre klage over, at de ikke har tid.
   - Naturligvis, sagde professoren, det hænder jo, at jeg skal nå at udfærdige en afhandling til en bestemt tid. Så er jeg nødt til at sætte en masse til side for at nå det.
   - Så behøver du ikke at fordrive tiden?
   - Nej, jeg har nemlig alt for lidt af den, den måtte gerne gå langsommere.
   - Eller også skulle du arbejde hurtigere?
   - Ja, men vi kan ikke få vort tempo mere op end det er muligt. Vi er jo ikke guder, og i min alder så man gerne, at tiden gik langsommere. Der er ikke noget at skynde sig efter mere. Der er kun pensionisttilværelsen, hvor ingen har brug for mig mere, og så er der graven.
   - Men ved pensionen får du jo bedre tid.
   - Ja, men uden at jeg har noget at bruge den til.
   Samtalen kørte via de andres indblanding ud i et spor, som ikke var tilsigtet, og Kronos sad åndsfraværende og tænkte. Han var blevet lidt klogere: Når menneskene arbejdede, så sukkede de over, at de havde for lidt tid, når de ikke skulle nå noget, så syntes de tiden gik for langsomt og så skulle de ... ja, slå den ihjel. Menneskene var sære, de var ikke til at gøre tilpas.
   Han rejste sig.
   - Det var hyggeligt at snakke med jer, sagde han, nu må jeg vist hellere komme hjem.
   De sagde alle i lige måde og vinkede til ham.

Kronos vendte tilbage til sin svigerinde Psyche. Han havde valgt tre mennesker, der skulle udsættes for hendes illusioner: Drengen ved busstoppestedet skulle opleve tiden gå hurtigt, professoren skulle opleve tiden gå langsomt og den unge mand i cafeen skulle opleve, at tiden blev slået ihjel.
   Psyche fandt med lethed frem til de tre, og nu skulle hun gøre sine kunster.

Drengen løb rundt ude på vejen.
   - Så er der mad, råbte en høj stemme.
   - Åh nej, jeg er lige i gang med at lege så godt, svarede drengen.
   - Hvis du ikke kommer, bliver maden kold.
   Drengen muggede og gik hen mod huset.
   - Du er noget sur, sagde hans far mens de spiste. Hvorfor?
   - Jeg er bare så sur, sagde han, altid skal jeg bare ind, når jeg lige er godt i gang med en leg. Jeg glæder mig sådan til at blive voksen, så skal de voksne ikke bestemme over mig mere. Gid dog den tid ville gå hurtigere.
   Mens han spiste med sur mine, så han til sin store forundring, at de to skiver på stueuret bevægede sig med en rasende fart. Han spiste selv med en lige så rasende fart, og så var han ude og lege igen. Han nåede nu ikke at få meget glæde af legen, for så skulle han i seng, og snart var han oppe og skulle i skole. Det var dog utroligt, som tiden gik hurtigt, men det var, hvad han havde ønsket.
   Og hvad skete der nu? Han mistede helt lysten til leg, nu var han kun interesseret i at score en af klassens piger, og det fyldte hans tanker nat og dag. Han vidste ikke, hvordan det gik til, pludselig havde han eksamen, og så var der noget, der hed arbejde. Og pludselig var han flyttet hjemmefra. Nu væltede regningerne ind, husleje, restskat, afgifter, el-regning. Kunne han dog ikke have fået lov til at være barn lidt længere?
   Psyche lo. Voksenlivet var ikke så herligt, som knægten havde troet.
   Drengen stønnede. I det tempo var han snart ældre, de grå hår viste sig med lynets hast på hans hoved.
   - Stop! råbte han, stands tiden!
   Psyche lo endnu engang og viste sig for ham i skikkelse af en midaldrende kvinde.
   - Ville du ikke have, at tiden skulle gå hurtigt?
   - Jo, men ikke så hurtigt. Åh, altså…!
   Med ét sad han igen ved aftensmaden hos sine forældre.
   - Du virkede pludselig så fjern, sagde hans mor. Far og jeg var ved at ringe efter en læge.
   - Jeg har det fint nok, sagde drengen glad og guffede maden i sig med en glubende appetit.

Kronos og Psyche lo.
   - Han fik vist ønske sit opfyldt, sagde Kronos.
   - Ja, og han fik hurtigt nok.
   - Nu skal vi lege med en anden, en, der klager over for lidt tid.
   - Den slags synes jo, jeg er kostbar, sagde Kronos.
   - Men bruger de dit løb rigtigt af den grund?
   - Nej, det er naturligvis ikke givet. Men det skal da blive interessant at se hvordan han reagerer. Jeg har udvalgt professoren.
   Psyche fandt frem til ham.

Professoren sad på sit kontor. Hans afhandling var sej at få færdig.
   Han kiggede op på uret. Det var da vist gået i stå, sekundviseren bevægede sig ikke. Næ, nu flyttede den sig til næste sekund.
   Han fortsatte med at skrive. Den ene side tog den anden, og pludselig var afhandlingen færdig. Utroligt, han var færdig med den allerede i dag, og klokken var ikke mere end to. Han havde ventet at skulle tage weekenden til hjælp.
   Nu kunne han holde fri i weekenden. Han gik ned til toget og tog hjem til sin bopæl.
   Men hvor gik det dog langsomt i dag. Urskiverne bevægede sig sløvt, og det var som om solen var længe om at gå ned.
   Egentlig kedede han sig altid i weekenden. Langsommeligheden fik ham til at grue for pensionen, hvor der ikke ville være noget at lave længere.
   Hans børn var ikke flyttet hjemmefra endnu, men tiden nærmede sig.
   Den tid, der pludselig gik så langsomt.
   - Jeg synes godt nok, at tiden går langsomt, sagde han til sin kone.
   - Du klager ellers altid over, at du dårligt har tid.
   - Men nu synes jeg pludselig, der er masser af den.
   - Det er da ikke så dårligt, så har du masser af tid sammen med os. Børnene klager meget over, at de ser dig for lidt.
   - De er jo ikke små mere.
   - Derfor kan de da godt have behov for at se dig.
   - Men hvad skal man så lave sådan en langsom lørdag og søndag?
   - Vi kan jo hygge os lidt.
   - Ja ja, der er vel noget i flimmeren, som vi kan fordrive tiden med.
   Men der var ikke meget at se, som interesserede ham.
   - Hvad skal vi dog lave? Sagde han.
   - Lad os spille Matador, det tager lang tid.
   Han gik modvilligt ind på det. Spil kedede ham, for ham var det kun for folk, der havde masser af tid og ikke vidste, hvad de skulle bruge den til.
   Sådan henslæbte han mange år i dyb kedsomhed, og i den rigelige tid fik han nået at lave alle de afhandlinger, han var i stand til, men så var der ikke mere at skrive om, han havde udtømt sin viden. Da han ikke leverede flere afhandlinger, blev han fyret.
   Det var da ikke så slemt, der var ikke så længe til pensionen.
   Og dog – med det tempo tiden havde på nu, så…
   Og hvad nu, hvis han blev affældig med alderen?
   Det ville også være langsomt.
   Han så for sit indre blik, hvordan han ville sidde i de lange dage, måske år, og længes efter døden.
   Med et fór han op som om nogen havde forskrækket ham. Han måtte have sovet.
   - Men professor da, sagde en sekretær, der stod i døren, var De faldet i søvn?
   - Ja, jo, det var jeg vist… jeg drømte så forfærdeligt.
   Han kiggede videre på sin afhandling og opdagede nu, at tiden bare gik.
   Han besluttede, at denne weekend ville han tilbringe med sin familie, han vidste jo ikke, hvor lang tid han havde med dem.

Kronos og Psyche lo. Der var endnu et menneske, der fik sit ønske opfyldt og opdagede, at det ikke var ønskværdigt alligevel.
   - Men har du fundet en, der vil slå dig ihjel, sagde Psyche?
   - Ja, en ung mand på cafeen sagde, at han kedede sig så forfærdeligt og havde brug for at slå tiden ihjel.
   - Det skal han komme til, sagde Psyche. Stol på mig. Jeg vil forklæde mg som en gammel kone og fraråde ham at slå tiden ihjel. Jeg tør vædde med, at han ikke vil høre.

Den unge mand sad og hang over en øl. Spilleautomaten stod derhenne og så indbydende ud. Den kunne slå nogle timer ihjel, ligesom nogle af programmerne i tv, som han ikke gad se alligevel, men dog fordrev tiden.
   Han rejste sig og tog et par mønter frem.
   - Et spil på denne maskine vil virkelig slå tiden ihjel, sagde Psyche, der havde taget menneskeskikkelse på som en ældre kone med et viist ansigt.
   - Det er også meningen.
   - Jeg mener rigtigt. Det får forfærdelige konsekvenser.
   - Åh snak. For min skyld måtte tiden godt blive slået helt ihjel, så jeg var færdig med dette lorteliv.
   - Jeg advarer dig.
   - Åh snak, bessemor. Hvad kender du til at kede dig?
   Han smed en mønt i automaten og startede et spil.
   Da gik alle ure i lokalet helt i stå. Solen udenfor forsvandt, og der var hverken stjerner eller måne på den ellers skyfri himmel.
   Lyset gik ud i lokalet, og spilleautomaten stoppede. I mørket hørte den unge mand alle i lokalet stønne og råbe. Han strøg en tændstik for at se, hvad der skete. Han stod foran et spejl. Det kunne ikke passe, han lignede med ét en fyrreårig.
   - Jeg sagde det jo! råbte den forklædte Psyche.
   Da tændstikken var brændt ud, tændte han en ny. Nu lignede han en halvtredsårig, han var gråhåret og havde de første furer ved øjnene, og i løbet af ingen tid fik maven bilringe. Nu blev håret hvidt, ansigtet furedes til i løbet af nul komma nul, han fik leverpletter i ansigtet. Han blev krumbøjet, stønnede af smerte.
   Nu forstod han, at den gamle kone havde ret: tiden var bogstaveligt talt slået ihjel. Han strøg en ny tændstik, idet han kunne mærke kræfterne svigte. Nu var han en lille indtørret gammel mand, snart ville han være død.
   Med et blev han løftet op af et væsen, der præsenterede sig som Thanatos, og hans krop mistede snart alt kød, og tilbage stod der et skelet.
   - Sæt tiden i gang igen! skreg han.
   Han gav et hop og slog knæet op i bordet.
   - Men unge mand dog, sagde værtshusholderen og klappede ham beroligende på skulderen, du skal vist ikke have mere at drikke i dag.
   - Nej, det tror jeg ikke, stønnede han, jeg drømte forfærdeligt.
   Han rejste sig og gik ud. For første gang i sit liv jublede han over at høre fuglefløjt fra trætoppene.

Den aften forsamledes de udødelige til en større middag, som deres Alfader holdt for dem. Kronos sad til bords med Psyche og hendes mand Eros og krigsherren Aries.
   - Jeg fatter ikke menneskene, sagde Eros, jeg kan aldrig gøre dem tilpas. De råber og skriger efter mig, når de mangler mine gaver, men når jeg så giver dem det i overmål, så sukker de over problemerne, der følger af det.
   - Trøst dig, sagde Aries, du er ikke den eneste med det problem. Det ene øjeblik vil de have mig på banen for at få væltet en grusom tyran, og når jeg så folder mig ud, så klager de over alle de dræbte på slagmarken, som om de ikke vidste, at det var konsekvensen.
   - Ja, mennesker er løjerlige, sagde Psyche og blinkede til Kronos.
   - Det må jeg sige ja til, svarede han og blinkede tilbage.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/08-2007 01:35 af Mogens Sørensen (Mons1957) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 3529 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.