5Vise om jobcentrene
Fra Langeland til Skagen der har vi et system, · med lægekonsulente... [...]
Rim og vers · satire, sygdom, ledighed
5 år siden
9Krænkelser
Vi skal til at undskylde krænkelser · fra nu skal den danske sang v... [...]
Digte · satire, politik, krænkelse
5 år siden
9De letkøbte råd
Man må smede mens jernet er varmt, · for enhver er jo sin egen lykk... [...]
Digte · konflikt, letkøbte løsninger, satire
5 år siden
4Mod dumhed
Mod dumhed kæmper selv guder forgæves, · fordi belæringen, som der ... [...]
Aforismer og gruk · citat, dumhed, sindet
5 år siden
8Tv-serier skal ses en gang om ugen
Film skal ses i biografen. · Det var Ole Michelsens faste afslutnin... [...]
Klummen · meninger, tv-serier, medier
5 år siden
3Dionysos
Du tror, du kan få os til at glemme, · du tror vi bare skal slå os ... [...]
Digte · drukture, alkoholmisbrug, dårlige løsninger
5 år siden
2Handsken
Der lå handsken, ensom og forladt · Ingen tog den op · Det kostede fo... [...]
Digte · ligegyldighed, ligeglad, tavshed
6 år siden
3Hera
Hvorfor er du jaloux? · Du er jo for længst gået kold · Hvad holder d... [...]
Digte · mytologi, jalousi, parforhold
6 år siden
7Zeus
Du sidder der på toppen · hævet over alt · du kender ikke jorden · Du k... [...]
Digte · mytologi, magt, magtspil
6 år siden
3Trosbekendelse og bøn til Jante
Vi tror på Jante den afmægtige, hadets og intolerancens skaber. · O... [...]
Blandede tekster · intolerance, undertrykkelse, mennesketyper
6 år siden
7Da han fik magt
Den dag han fik magt · Fra den dag tog han sig aldrig tid · Fra den d... [...]
Digte · magtudøvelse, forhold, forandring
6 år siden
8Iris, stridens gudinde
Du er uønsket · Du inviteres aldrig · Du nægtes adgang · Du lukkes ude · ... [...]
Digte · mytologi, strid, forfængelighed
7 år siden
3Amor
At leve i dit slot · giver sjælen sit værd, · at leve af din gunst · gø... [...]
Digte · mytologi, kærlighedslængsel, psykologi
7 år siden
5Psyche
Alle synes du er smuk · alligevel vender de dig ryggen · Alle snakker... [...]
Digte · følelser, mytologi, psykologi
7 år siden
11Ubehøvlet
Nogen anser deres medmennesker for at være lavet af granit, · når d... [...]
Aforismer og gruk · selverkendelse, mennesketyper, opførsel
7 år siden
11Demokratiets afvikling
At værne et folkestyre med tvang · er første skridt på fascismens g... [...]
Aforismer og gruk · samfund, samfundskritik, observation
7 år siden
5Afrodite
Du kommer under stort brus · rider på høje bølger · snart er du falde... [...]
Digte · forelskelse, skuffelse, mytologi
7 år siden
10Hvad folk vil have
Slaverne slagtede hinanden under tilskueres jubel, · andre blev ædt... [...]
Digte · medier, meninger, samfund
7 år siden
8Om terrorister
Kan de ikke klare lugten i bageriet, forsøger de med slagteriet.
Aforismer og gruk · aktuelt, samfund, satire
7 år siden
4Noget om retorik
Det hjælper ikke en hamrende døjt · at råbe og skrige megahøjt, · men... [...]
Aforismer og gruk · krisehåndtering, letkøbte løsninger, tale
7 år siden
5Apollon, kunstens gud
Mange siger, at du står for flugt fra livet · tidsspilde, pjat og g... [...]
Digte · kunst, livsanskuelse, mytologi
8 år siden
7Athene
Du giver hovedpine · de letkøbte løsninger lindrer ikke · Når din bro... [...]
Digte · visdom, mytologi, eksistentielt
8 år siden
4Krigsguden Ares
Du er dygtig til at få · manipuleret folk · du kan altid bilde os ind... [...]
Digte · mytologi, krig, samfund
8 år siden
11Leverandøren af snak
Når andre taler, tjekker du mobilen, · sidder med næsen i en bog · el... [...]
Digte · relationer, psykologi, eksistentielt
8 år siden
9Tilegnet et snakkehoved
Den, der snakker uden at høre, · taler af tomhedens ækle pløre.
Aforismer og gruk · hverdag, psykologi, virkelighed
8 år siden
8Tre limericks
Ansgar grundlagde en kirke · lidt nord for Dannevirke, · men kirkens ... [...]
Rim og vers · vrøvlevers, limericks, satire
8 år siden
9En tur i byens parker
Jeg gik en tur i Kongens Have · der gik jeg for at slunke mave · og m... [...]
Rim og vers · ordleg, vrøvleremser, storbyliv
8 år siden
5På vej
Hun sad på stationen, hendes tog var forsinket. Det var bare for ... [...]
Kortprosa · hverdagen, ledighed, jobsøgning
9 år siden
14Hvad er sandt?
Man siger, at selv hypokondere kan blive syge, · og selv paranoide ... [...]
Aforismer og gruk · livet, mennesketyper, refleksion
9 år siden
5Forgæves...?
Mod dumhed kæmper selv guder forgæves, · her kan der intet ansvar k... [...]
Rim og vers · refleksion, ondskab, dumhed
9 år siden
7Det evige skakspil
Vi spiller skak med livet. · Vanetræk kan svække positionen. · det vi... [...]
Digte · livsrefleksion, døden, livsanskuelse
9 år siden
9Nytårssludder
Det gamle år dør ikke, det lever i sindets kroge · Det nye år fødes... [...]
Digte · højtider, nytår, tidens gang
9 år siden
4Når hukommelsen pludselig fungerer...
Glem ikke at huske, at du har en dårlig hukommelse, · og husk at gl... [...]
Aforismer og gruk · psykologi, fornærmethed, tilgivelse
9 år siden
10Jeg er skam demokrat!
Jeg er demokrat, til jeg bliver stemt ned, · jeg er villig til at g... [...]
Rim og vers · satire, politik, ideologier
9 år siden
3Flove fornøjelser
Flove fornøjelser var overskriften på en fast klumme i det hedeng... [...]
Essays · film, kulturdebat, erindringer
9 år siden
6Uvirkelighed
Jeg vågnede til et mareridt · håbede snart at · vågne lettet op · Nu se... [...]
Digte · tabt lykke, sorg, følelser
9 år siden
9Tabt
Jeg troede, toget var kørt · endnu en afgang viste sig · Så forulykke... [...]
Digte · sorg, skuffelse, tabt mulighed
9 år siden
9Hvis bare...
Hvis du kunne spejle dig i mine øjne, · ville du se dig selv som sk... [...]
Digte · følelser, kærlighed
9 år siden
7Den lykkelige digters klage
Alle I klichéer står i kø · Det er omsonst, det er nyskabelse jeg s... [...]
Digte · digtning, kærlighed, metadigt
10 år siden
5Forårsblues
Jeg vil skrive forårsdigt, men det er ikke nemt · der er skrevet me... [...]
Digte · årstider, natur, metadigt
10 år siden
9Ideologi
Ideologi er noget hø, det er kun anvendeligt til at fodre hellige... [...]
Aforismer og gruk · politik, satire
10 år siden
6Snedkertanker
Hvorfor give ham høvl, når hans liv er i spåner? · Hvorfor give ham... [...]
Digte · filosofi, følelser
10 år siden
12Forlist derhjemme
Hvor længe kunne han holde stuen varm? · Endnu gik det, men han måt... [...]
Noveller · robinsonade, naturkatastrofe, science fiction
10 år siden
5Den syge moster
Vi bruger ofte talemåden at tale for sin syge moster, gerne ironi... [...]
Klummen · satire, sprogbrug
10 år siden
5Popularitet
Mange populære frembringelser er hule, · ikke så sært de flyder ove... [...]
Aforismer og gruk · sprogbrug, kultur, satire
10 år siden
9Det menneskelige dyrerige
Der er store torsk og skønne sild · dumme svin og dovne kameler · stæ... [...]
Digte · mennesker, sprogbrug
10 år siden
6Et raskt ældre menneske på plejehjem
Åh, de gamle tosser, åh, de gamle tosser, · de gør mig tosset hver ... [...]
Rim og vers · samfund, mennesker, alderdom
10 år siden
10En tur hjem på tomlen
Det skete en dag, at jeg måtte blaffe hjem fra Korsør efter en jo... [...]
Noveller · hverdagen, karakter, mennesker
10 år siden
3Tre store klovner
To store klovner kom marcherende · hen til Folketingets talerstol, · ... [...]
Rim og vers · politik, samfund, satire
10 år siden
14Noget om nyttejobs
Til hverdag er der ingen der kan bruge dig, · men pyt med det, det ... [...]
Rim og vers · politik, satire, samfund
10 år siden
6Tre små ministre
Tre små ministre sad på Christiansborg, · kæmpede med deres store s... [...]
Rim og vers · politik, samfund, satire
10 år siden
5Programmeringsfejl?
Er livet programmeret? · Dagene går skævt · årene farer uforudsigelig... [...]
Digte · livsanskuelse, følelser, filosofi
10 år siden
4Klamphuggere
Hvis det passer, at enhver er sin egen lykkes smed, så er verden ... [...]
Aforismer og gruk · livsrefleksion, sprogbrug
10 år siden
7Fordummelsen
Ville se ud af et vindue · det var et spejl · Ville se i et spejl · det... [...]
Digte · følelser, livsrefleksion
10 år siden
13Det sludder vi siger
Du kan ikke slå tiden ihjel, · den slår dig ihjel til sidst. · Du beh... [...]
Aforismer og gruk · livsrefleksion, sprogbrug
10 år siden
9En fortalelse eller... ?
Jeg overværede engang et foredrag, hvor foredragsholderen, en pro... [...]
Smilebåndet · humor
11 år siden
7Tyranniets tryghed
Jeg er i krokodillens gab · lidt risikabelt, men... · Der får jeg, hv... [...]
Digte · livsrefleksion, tyranni
11 år siden
5Den orangeklædte
Han siger, at hans lære befrier og oplyser mit indre · Det, som hæn... [...]
Digte · gudstro, livssyn
11 år siden
9Topmålet af tolerance
Døden går ikke i for små sko, · alle får adgang · Livet har ingen opt... [...]
Digte · døden, livsrefleksion
11 år siden
13Naturens gang
Når den druknede mus er helt til rotterne, · rotterne på loftet i e... [...]
Digte · sprogbrug
11 år siden
24Røde lamper
"Det er ikke for at prale...," starter nogen med at sige, · som for... [...]
Aforismer og gruk · sprogbrug
11 år siden
25Fangekælderen
Hun tog lokalavisen op fra dagens postbunke, hendes øjne faldt på... [...]
Noveller · bortførelse, selvtægt, indespærring
11 år siden
1Fordummelse
Hvor ofte betegnes et eller andet ikke som fordummende. Brugen af... [...]
Essays · livsrefleksion, medier, fordummmelse
11 år siden
11Frihed
Der er ingen bånd, der binder mig, · så jeg må lægge bånd på mig se... [...]
Digte · selvbedrag, bundethed, frihed
11 år siden
5En tosset ide
Sikke noget pjat, en tosset ide, ville de sikkert sige alle samme... [...]
Noveller for børn/unge · hverdagen, teenagere
11 år siden
3Hare Krishna
De siger, at de vil befri og oplyse det indre · Det, som hænger i e... [...]
Digte · livssyn, religion
11 år siden
11At udtale sig
Som teenager fik jeg ofte at vide, at jeg skulle beskæftige mig m... [...]
Klummen · livsrefleksion, satire
11 år siden
2En tur på Gothersgade
Først gennem ørkenen · så lyser det op med vækster · så skal den bred... [...]
Digte · hjemstavn, københavn
11 år siden
8Her kommer fatter med stok og kæp
Se, her kommer fatter med stok og kæp, · så se nu at lave din lekti... [...]
Rim og vers · satire, faderbillede, familie
11 år siden
7Jeg spiller lirekasse
Bim bum basse, jeg spiller lirekasse · Det eneste jeg drømmer om · er... [...]
Rim og vers · musik, satire
11 år siden
3Sjælens byrum
Strøget som alle kender · job familie bosted · de mindre stræder med ... [...]
Digte · uroligt sind
12 år siden

Puls: 5,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Mogens Sørensen (f. 1957)
Det var rart med en oplagt mordsag, de skyldige var taget på fersk gerning.
   Det havde været Brasks bemærkning, da mødte ham denne morgen, men Krøyer tvivlede på, at denne sag var ligetil.
   Det så godt nok let ud. Ingeniøren Klaus Vanggård var stukket ned med flere knivstik. Han lå på køkkengulvet i sin store lejlighed i Stockholmsgade og havde at dømme efter kroppens stilling forsøgt at parere stødene.
   Hans bedre halvdel Dorthe Vanggård var på weekendbesøg hos sin søster. Hun havde haft mistanke om, at hendes mand var utro og havde hyret en privatdetektiv til at skygge ham. Denne havde fredag aften holdt øje med lejligheden for at skygge ingeniøren, hvis han forlod huset. Da havde han set, at tre mænd brød ind i lejligheden og alarmeret politiet, og de vagthavende var kommet tids nok til at arrestere indbrudstyvene på fersk gerning og havde fundet Klaus Vanggård liggende på køkkengulvet. Gerningsmændene var rumænere, som ikke kunne et ord dansk, så der måtte tilkaldes en tolk. De hørte til en af de østeuropæiske bander, der tog bussen til Danmark for at høste penge ved tyveri eller organiseret tiggeri.
   Hvem skulle ellers have begået mordet? Han havde vel overrasket dem? Men de bedyrede deres uskyld i mordet og fastholdt, at han lå der, da de brød ind, og at de var blevet enige om at lænse lejligheden alligevel. Måden, de havde brudt døren op på, afslørede, at de var vant til den slags håndværk.
   Krøyer satte sig. Han følte sig tung efterhånden, noget af hans mave var også begyndt at glide ud over bæltestedet, men han slog sig til ro med, at han nærmede sig de halvtreds, så det var nok ikke så mærkeligt. Han var endda heldig, hans hår var stadig ravnsort, og der ikke var mange furer i hans ansigt. Mens han kiggede på billedet af sin kone og to teenagebørn, tænkte han over mordsagen. Så vidt han havde forstået, havde privatdetektiven ikke set Vanggård forlade sit hjem. Nu havde han en aftale med denne privatsnuser, så kunne han høre nærmere.
   Brask kom ind, stor og kraftig trods sine tredive år, Krøyer følte sig ungdommelig i forhold til ham.
   "Er enken underrettet?" spurgte Krøyer.
   "Det sørgede Anne for at gøre i forgårs. Hun er sgu så klog, at hun kan undvære hovedet, nu påstår hun, at sagen er mere kompliceret."
   "Derfor er der ingen grund til, at du taber hovedet, og jeg må give hende ret."
   Brask løftede øjenbrynene.
   "Forklaring følger, om et øjeblik kommer den skygger, der alarmerede indbruddet."
   "Okie dokie," svarede Brask og gik ud. Lidt efter summede det interne kaldeanlæg, og der blev meldt, at en Ulf Hammer var ankommet.
   "Send ham op til mig."
   Kort efter trådte en høj mand ind ad døren. Han så ud til at være nogenlunde jævnaldrende med Krøyer med et træt, flegmatisk udtryk, han var neutralt klædt. Det skulle man være, når man skyggede folk, det vidste Krøyer fra politiskolen. Krøyer rejste sig og håndhilste på privatdetektiven, som han anviste en stol og tilbød kaffe.
   "Du anmeldte indbruddet i fredags klokken toogtyve?"
   "Ja, og jeg har aldrig troet, at det kunne ske for mig, alle mine sager har været det sædvanlige med mistanker om utroskab."
   "Fortæl mig hele forløbet."
   "Dorthe Vanggård havde mistanke om, at hendes mand var utro, fordi han ofte arbejdede over om fredagen, og når hun ringede til hans kontor, så sagde de, at han var gået for længst, for nylig var han til en konference, der var han ikke til at træffe på sit hotelværelse om aftenen."
   "Den slags sager er vel hverdagskost for en som dig."
   "Det stemmer, som jeg plejer bad jeg om hendes navn og adresse. Hun boede i Stockholmsgade, ja, det ved I jo, der er lejlighederne dyre. Hendes mand Klaus Vanggård var ingeniør, hendes tøj sendte også signaler ud om, at hun ikke manglede noget. Hun skulle besøge sin søster førstkommende weekend og ville tage af sted fredag, hvor hun havde en ekstra fridag."
   Krøyer nikkede. "Det gav ham en mulighed for at være sammen med elskerinden, og dermed dig en mulighed for at afsløre ham?"
   "Netop, jeg fik hendes mobilnummer og adressen på hendes mands arbejdsplads og spurgte, om de havde nogle børn. Det ved du vel, hun havde en voksen søn og en tolvårig datter, begge fra tidligere ægteskab, men ingen med Klaus. Hun viste mig et billede af dem. Pigen lignede sin mor, man skulle tro, at det var et barndomsbillede af hende, hun bor hos dem og ser sin biologiske far hver anden weekend. Hendes søn er snart enogtyve, han er ledig for tiden og har gået fra det ene lortejob til det andet."
   "Du så vel et billede af hendes mand?"
   "Naturligvis, hvordan kunne jeg glemme det," smilede Ulf Hammer. "Den midaldrende herre havde lidt af et granitansigt, man kunne se, at han havde været mørkhåret, men nu var der grå striber, det ville jeg kunne kende ham på, han lignede ellers et typisk mappedyr. Nuvel, som en forberedelse kørte jeg til Vesterbrogade, hans firma havde kontorer i en større bygning ved Hovedbanen. Dernæst kørte jeg ved hjælp af min GPS til Stockholmsgade. Da hendes mand også brugte GPS, måtte jeg formode, at han kørte samme rute hjem. Fra bilvinduet kiggede jeg på de vinduer, som jeg regnede ud hørte til deres lejlighed. Jeg tog området i øjesyn, der var en bænk, hvor jeg kunne sidde og holde øje med gadedøren, en midaldrende mand siddende på en bænk var der næppe nogen, der tænkte over. Det var om at komme hurtigt til bilen, hvis han tog sin bil, men hvis han gik, så var der en sti inde i parken, hvor jeg kunne holde trit med ham. Da så jeg en spinkel pige med skoletaske komme gående nede fra Lundsgade, jeg genkendte hende straks som Fie Vanggaard, datteren."
   Krøyer nikkede.
   "Hun så forskræmt ud og løb hen ad Stockholmsgade til sin opgang. Jeg startede bilen og kørte hjem til min bopæl på Jagtvej. Fredag tog jeg til Vesterbro, hvor Klaus Vanggårds arbejdsplads lå. Der var en café overfor, her købte jeg kaffe, som jeg kunne sidde over, mens jeg holdt øje med, om han kom ud. Da der lå et par dråber på bunden af min kop, kom han ud og gik ind i sin røde BMW. Jeg rejste mig, gik ud i min bil og fulgte efter ham i tilpas afstand. Han kørte ad Vesterbrogade og drejede ved Vesterbro Torv mod Istedgade. Til min forbavselse standsede han ikke der, men fortsatte ud ad Istedgade over Enghave Plads, på et tidspunkt var vi i Sydhavnen, ikke langt fra stationen. Han standsede ved et murstenskompleks og gik ind i en opgang. Da jeg havde parkeret min bil, holdt jeg øje med hvor højt han gik op og gik over og så på trykknapperne. Han var gået til anden sal og havde ringet på til højre, der boede en Robert Jensen, så det var vel ikke en elskerinde, han besøgte der, med mindre han er bifil."
   Krøyer afbrød ham med en håndbevægelse.
   "Har du navnet og adressen på Robert Jensen?"
   Ulf nikkede og tog en seddel op, som han rakte til kommissæren.
   "Tak, gå bare videre."
   "Jeg tog min mobil op og ringede til Dorthe. Jeg spurgte, om hun kendte noget til en Robert Jensen, hvad hun ikke gjorde. Jeg spurgte også, om hendes mand var bifil, hvad hun absolut ikke mente. Da vi drøftede det, blev vi enige om, at det kunne være en lejlighed, som han lånte til affæren, det har jeg set før. Det ville tage tid, inden han kom ud af lejligheden igen, så jeg tog min bærbare op og satte mit mobile Internet til den. På Krak søgte jeg Robert Jensen på denne adresse, fik hans telefonnummer og tjekkede, at min mobil var indstillet til at skjule mit nummer på modtagerens display, så ringede jeg op."
   "Det er snart for let at finde folk," mumlede kommissæren.
   "Jeg foregav at være en anden, men han var skidesur og smækkede røret på. Til min overraskelse så jeg Klaus Vanggård komme ud til sin bil. Han havde en stor gul kuvert under armen, som jeg ikke syntes, at han havde med op. Jeg syntes, at noget lugtede, men jeg har måske bare set for mange krimifilm."
   Krøyer trak kort på smilebåndet, men forblev alvorlig. Den gule kuvert havde ligget i Vanggårds entré, som om han havde smidt den der i farten. Han havde endnu ikke undersøgt indholdet.
   "Jeg startede min bil for at følge efter ham" fortsatte Ulf Hammer. "Han kørte stærkt, syntes jeg, men ikke værre end at jeg kunne holde trit med ham uden at være fartsynder. Ikke noget dramatisk i det, han kørte til Stockholmsgade og gik ind i sin lejlighed. Der var så tæt med parkerede biler den dag, at jeg kun med nød og næppe fandt en plads. Ovre på den parkbænk, som jeg havde udvalgt, satte jeg mig med en avis. Der var ingen tegn på, at han kom ud foreløbig, jeg tænkte et øjeblik på papdatteren, men hun havde vel fri fra skole på det tidspunkt, hvor jeg sad i Sydhavnen."
   "Det har vi tjekket," sagde Krøyer, " du har ret."
   "Men de havde vel en bagdør? Jeg havde glemt at tage det i betragtning, men det var vel de færreste, der brugte bagdøren, med mindre der var en grund til det. Hvis han ikke havde opdaget mig, ville han bruge fordøren."
   "Det vil jeg også antage."
   "Det er heldigvis sensommer og lunt, ellers ville det have været hårdt at sidde der. Hvis han virkelig havde en anden, så var der håb om, at han gik ud i aften for at møde hende. Da klokken nærmede sig toogtyve, så jeg tre mænd komme hen til gadedøren. Det var så mørkt, at jeg dårligt kunne opfatte deres skikkelser, men de fik adgang og gik ind. Jeg tænkte straks, at det var indbrudstyve, men jeg troede ikke det kunne være min klients lejlighed, de plyndrede, for jeg havde som sagt ikke set ingeniøren forlade den. Den opfattelse måtte jeg ændre, for der var lyskegler af lommelygter oppe i deres lejlighed og en vældig aktivitet. Det var nok et hjem, hvor der var en del af værdi."
   "Det må man sige ja til."
   "Alle mine tanker arbejdede på højtryk, jeg så en forbindelse mellem disse tre fyre og Robert Jensen ude i Sydhavnen, igen måtte jeg sige til mig selv, at jeg havde set for mange tv-krimier. Så tog jeg min mobil og ringede alarm. Resten kender du."
   "Ja, men hvad gjorde du, efter at vores folk havde grebet tyvene i lejligheden?"
   "Jeg sendte en sms til Dorthe Vanggård om, hvad der var sket og at indbruddet var blevet forhindret, så hun ikke havde mistet noget. Hun svarede hurtigt og sagde, at det var et held, at hun havde hyret mig, men hvor var hendes mand? Her måtte jeg svare, at det undrede jeg mig også over og spurgte, om der var andre udgange fra lejligheden end hoveddøren. Hertil svarede hun, at der naturligvis var en bagtrappe, hvis Pianoskolen havde åben, kunne man gå ud gennem den til Hjalmar Brantings Plads. Det var første gang, at jeg havde tabt en skygning på gulvet, så jeg bandede, men kørte hjem, jeg kunne ikke gøre mere. Jeg læste om mordet i avisen næste dag."
   Krøyer takkede ham og tog afsked. Næste programpunkt var at underrette steddatteren, han formodede, at hun var på besøg hos sin biologiske far, siden hendes mor ikke udtrykte bekymring for hende.
   Anne kom ind. Hun var den sidste nye på teamet, næsten lige fra politiskolen, hun snakkede lidt om sagen. Hun talte med en iver, der fik hendes rødbrune hår til at flagre frem og tilbage.
   "Det må siges at være vanskeligt," sagde Krøyer, "de tre tyve fastholder, at han var død, da de brød ind. Måske har vi et spor ved en Robert Jensen bosiddende i Sydhavnen. Ifølge privatsnuseren fik den myrdede den gule kuvert hos ham, som jeg har her, lad os se hvad den indeholder"
   Han åbnede den og vendte hovedet væk, da han så indholdet.
   "Se her!" sagde han og rakte billederne over til sin unge assistent, der straks fortrak ansigtet i væmmelse.
   "Vaskeægte børneporno," sagde hun i et tonefald som ville hun nævne en lort, hun var kommet til at sætte fingrene i.
   "Hverken mere eller mindre!"
   "Ja, Klaus Vanggårds kone frygtede, at han havde en anden," sagde hun, "det var vist ikke helt forkert."
   "Det kan man vist godt sige." Krøyer kunne ikke lade være med at le trods sin væmmelse. "Men lad mig høre, Anne, du fik underrettet enken på hendes mobiltelefon, hvad med hendes datter? Er hun hos sin biologiske far?"
   "Ifølge skrappedullen - undskyld jeg siger det, men det indtryk fik jeg af hende, måske var hun bare chokeret over mordet - var det ikke denne weekend, at hendes datter skulle være hos sin biologiske far. Hun havde glædet sig over, at hun kunne lære sin stedfar at kende ved at være alene med ham og finde ud af, at der ikke var grund til at hade ham."
   Krøyer rømmede sig. Han havde fundet pigens mobilnummer i den døde mands lommebog og ringede til det. Svareren meldte slukket, så han indtalte en besked om, at hun skulle ringe tilbage til ham. Nu fandt han stedsønnens nummer, han boede på Nørrebro. Hun kunne være taget ud til ham for at slippe for den forhadte stedfar. Der var ingen, der tog telefonen.
   "Ved du om enken har underrettet sine børn?"
   "Det sagde hun, at hun ville."
   "Det må vi vel regne med."
   "Hvornår kan vi få den retsmedicinske rapport?"
   "Snart, håber jeg."
   Hun nikkede og rejste sig.
   Han rekapitulerede for sig selv, hvad han vidste om de tre rumænere og Robert Jensen. De tre hørte til de organiserede kriminelle, men det gjorde dem ikke til mordere.
   Robert Jensen var en gammel kending. Han havde tidligere været indrulleret i lyssky affærer af forskellig art, ofte smugleri og narkosalg, nu havde han føjet børneporno til listen. Det var nok til en arrestation, men ikke til en mordsigtelse.
   Havde de tre rumænere nogen forbindelse til ham? Deres manglende danskkundskaber fik Krøyer til at afvise den mulighed, og dog... Han ville lade den stå åben. Der kunne være brugt en tolk til den forbindelse.
   Nu ringede telefonen, han trak vejret dybt og forberedte sig på at skulle tale med datteren eller sønnen, men det viste sig at være Sydhavnens politistation. De havde arresteret Robert Jensen og fundet børneporno i hans lejlighed, som han solgte via fordækte kanaler. Han fastholdt, at han intet havde at gøre med mordet på Klaus Vanggård og heller ikke kendte noget til rumænske indbrudstyve. Krøyer takkede for oplysningen og besluttede sig for at køre ud til Dorthe Vanggårds søns bopæl. Jakob Pedersen, hed han, han havde sin fars efternavn. Han rejste sig og gik ud. Brask kiggede i kartoteket.
   "Prøver du at finde frem til Robert Jensens tidligere kontakter?" spurgte Krøyer.
   "Det er lige hvad jeg gør."
   "Jeg prøver at se, om jeg kan få en snak med Vanggårds stedsøn. Måske er steddatteren hos ham."
   "Har du overvejet hende som mistænkt?"
   "Hm, tja, vi må tage alle muligheder i betragtning."
   "Med den sære interesse for børneporno, så kunne han finde på... forstår du hvor jeg vil hen?"
   "Ja, og i desperation stikker hun en kniv i ham, vi kan ikke udelukke muligheden, men nu vil jeg se, om jeg træffer hende hos broren."
   Krøyer gik ud i bilen og kørte mod Nørrebro. Jakob Pedersen boede i den mest beskidte ende af det kvarter, selv om der ikke var så slemt som på Den Sorte Firkants tid. Krøyer ringede på knappen ud for navnet Jakob Pedersen, der var intet svar. En ældre mand kom ud ad døren.
   "Goddag, jeg er fra politiet, kender de Jakob Pedersen?"
   "Ja, det er min overbo. Jeg kan fortælle, at han kørte fredag eftermiddag. Er det vedrørende mordet på hans stedfar?"
   "Det er det. Har du nogen anelse om, hvor han kan være kørt hen?"
   "Ikke det fjerneste. Hvis du vil vide det, så kører han i en mørkegrøn bil, jeg har ikke så godt tjek på bilmærker, og jeg kan ikke huske nummeret på den, men han har ikke været hjemme hele weekenden, for den har ikke stået her som den plejer."
   "Du skal have tak, hvis du ser ham, vil du så fortælle, at vi gerne vil tale med ham?"
   "Det skal jeg gøre."
   Krøyer takkede og gik tilbage til bilen. Uforrettet sag, han hadede det.
   Da han kom tilbage, meddelte Brask, at rapporten fra teknisk afdeling og retsmedicineren var kommet. Krøyer satte sig og læste. Mordet var sket med en brødkniv, man havde fundet den i øverste køkkenskuffe ved vasken, og den havde været vasket ren og tørret grundigt for nylig. Morderen havde øjensynlig gjort det i affekt og bagefter gjort alt for at slette sporet. Det var sket mellem seksten og atten fredag aften. Nogle af stikkene var sket efter at Vanggård var død, sandsynligvis i raseri. De tre rumænere havde brugt handsker, så deres fingeraftryk var ingen steder at finde. Krøyer repeterede tiden for indbruddet, klokken toogtyve. Det tydede på, at rumænerne talte sandt om den døde mand på gulvet.
   "Hvad mener du?" sagde Brask.
   "At det er sket i raseri får mig til at tro, at du kan have ret i din teori med datteren."
   Brask nikkede. Krøyer ringede til enken.
   "Goddag, Krøyer fra kriminalpolitiet. Kender du noget til en Robert Jensen?"
   "Nej, det gør jeg absolut ikke, og det har jeg fortalt Ulf Hammer!"
   "Din mand var ude hos en mand ved det navn, han modtog en kuvert indeholdende børneporno."
   "Nu går du over stregen! Antyder du, at min mand var pædofil?!"
   "Jeg antyder ikke noget, jeg fremlægger fakta. Jeg vil gerne vide, hvad du ved."
   "En ting ved jeg i hvert fald, han kunne ikke gøre et barn fortræd, det er jeg overbevist om. Min datter kan ikke lide ham, men det er typisk, børn hader altid deres papforældre, så hvis hun har sagt dette, så er det fordi hun hader ham."
   "Hun har ikke sagt noget som helst, for vi ved ikke, hvor hun er. Vi har også forsøgt at få fat i din søn."
   "Ikke nok med, at jeg har mistet min mand, så skal jeg også høre sådan nogle uhyrlige beskyldninger imod ham! Nu synes jeg, at jeg har hørt nok, se så at få de syge individer, der er brudt ind hos os og har myrdet min mand straffet."
   "Har De underrettet deres børn om mordet?"
   "Min datter sms'ede til mig i lørdags og skrev, at hun var hos min søn. Typisk, så slap hun for at være alene med Klaus! Jeg kan overhovedet ikke få kontakt med nogen af dem på telefonen og de svarer ikke på mine beskeder. Se i øvrigt at få buret dem inde, der har myrdet min mand."
   "Lige et spørgsmål, deres mand er myrdet med en brødkniv fra dit hjem, hvor plejer den at ligge?"
   "I øverste skuffe ved vasken, men hvad kommer det sagen ved? Se så at få de rumænere straffet!"
   Hun afbrød forbindelsen. Krøyer mumlede. Nu måtte han lige gennemtænke igen.
   Den myrdede var kørt til Sydhavnen fra arbejde og var kommet hjem klokken femten, en time efter sin steddatter. Ulf Hammer holdt øje med lejligheden hele eftermiddagen, han så ikke nogen af dem forlade huset. Mellem klokken seksten og atten døde Vanggård, klokken cirka toogtyve brød rumænerne ind. Morderen vidste tydeligvis, hvor brødkniven havde sin faste plads.
   Krøyer rejste sig og besluttede at se på mordstedets bagtrappe. Han tog turen til Stockholmsgade, fandt opgangen og ringede på hos viceværten. Han viste ham sit skilt, den midaldrende vicevært var behjælpelig med at føre ham ud i gården. Krøyer kiggede sig omkring, der var en bagdør til Pianoskolen, som havde indgang på Hjalmar Brantings plads om hjørnet i forhold til Vanggårds opgang.
   "Ved de hvor længe den der musikskole har åbent?" spurgte han viceværten.
   "Til klokken atten?"
   "Så den skyldige kan være gået ud af bagdøren og den vej ud til gaden?"
   "Det er tænkeligt," sagde viceværten, "det var godt nok et grimt mord, det er også for galt, at man ikke får stoppet for de forpulede østeuropæere, der kommer for at tigge og stjæle."
   "Ja, vi arbejder på det."
   Han tog afsked med viceværten og gik ud gennem den mulige flugtvej. Her endte han ude på Hjalmar Brantings plads og kunne se over til Esajas kirken og Øster Farimagsgade Skole. Der sad en midaldrende kvinde ved skranken, hun kiggede underligt på Krøyer, så han viste sit politiskilt og spurgte, om hun havde set nogen gå igennem fra gården fredag mellem seksten og atten. Det kunne hun ikke huske.
   "Ja, der er ofte nogen, der bruger den smutvej her, det kan være irriterende," sagde hun med et smil, "men vi er en offentlig skole, så vi kan ikke forbyde det."
   "Jeg forstår."
   "Er det på grund af det forfærdelige mord? Hvis jeg kommer i tanke om nogen speciel, der gik igennem, så ringer jeg."
   Krøyer takkede og gav hende sit nummer.
   Morderen måtte være flygtet ud den vej for ikke at blive set, Fie Vanggård måtte kende den vej ud.
   Han kørte tilbage til politistationen og satte sig med sagens akter.
   "Vi må efterlyse Fie Vanggård," sagde han til Brask.
   "Tror du, hun er morderen?"
   "Jeg tror ikke noget, men hun er mistænkt."
   "Skal jeg ringe til hendes mor og få oplysninger om hende?"
   "Ja, og når du har gjort det, så få en efterlysning ud."
   Brask nikkede og gik ind og ringede. Krøyer meddelte nyhedsmedierne via mail, at de måtte fortælle, hvilken dør morderen muligvis var flygtet igennem og bede vidner henvende sig, hvis de havde set noget.
   Brask kom ind igen.
   "Så er Fie ved at blive efterlyst," sagde han, "det kommer på TV2 News og Radioavisen. Hold kæft, hvor er hun strid, hendes mor, hun er overbevist om, at pigen er bortført af sin far."
   "Typisk!" sagde Krøyer.
   Telefonen ringede, en beboer på Hjalmar Brantings plads havde set en mørkegrøn bil, som ikke plejede at være der. Krøyer takkede. Han ville ikke sige højt til en velmenende borger, at det måske ikke havde nogen betydning. Der kom mange på besøg ind imellem.
   "Vi ved heller ikke engang, hvor hendes søn er," sagde Brask.
   "Nej, men han er voksen, så... hej, vent lidt."
   Han kløede sig under hagen som han plejede, når han tænkte. Så tabte han underkæben og slog sig for panden. "Så skulle da også..." Brask kiggede forundret. " Lige et øjeblik, Brask."
   Brask så sin chef løbe ind til Anne, hun nikkede og tog telefonen op. Så kom han tilbage.
   "Hvor dum kan man være!" sagde han, "kom, vi skal ud til mordstedet, så skal jeg vise dig noget."
   De kørte til Stockholmsgade, og Krøyer skaffede igen adgang ved hjælp af viceværten. De to kriminalfolk stod nu ude i gården. "Se," sagde Krøyer og pegede, "den dør er Pianoskolens bagdør, den er åben i deres åbningstid. Kom."
   De gik gennem forhallen til musikskolen og ud til Hjalmar Brantings plads. Krøyer hilste i farten på receptionisten.
   "Se, her ringede et vidne og sagde, at de havde set en mørkegrøn bil. Jeg kom i tanker om, at ifølge Ulf Hammer var Stockholmsgade var tæt af parkerede biler den dag."
   Da ringede hans mobil. "Har du fundet bilnummeret? Tak, Brask, tag lige en notesbog op og skriv ned."
   Krøyer sagde bilnummeret højt, Brask skrev ned.
   "Anne, vil du få en efterlysning af bilen ud? Send den også til det svenske politi i Malmø, vi må tage alle muligheder i betragtning. Tak."

Allerede dagen efter indløb der en melding fra politiet i Solrød, bilen var blevet set ved et af betonbyggerierne fredag aften.
   "Det er der børnenes biologiske far bor," sagde Krøyer til sine to assistenter. "jeg vil aflægge ham et besøg. Anne, vil du komme med?"
   Hun nikkede og rejste sig. Krøyer beordrede Brask til at modtage opringninger om sagen, hvis de løb ind. Krøyer og Anne satte sig i bilen og kørte til Solrød strand.
   "Har du snakket med Dorthe Vanggård i dag?" spurgte Krøyer.
   "Ja, hun synes naturligvis, at vi gør vores arbejde dårligt og vi har at finde hendes datter."
   "Det gør vi nok," sagde Krøyer, "men jeg tror ikke det bliver faren."
   "Jeg tror dig næsten."
   "Jeg valgte med vilje at tage dig med, for hvis det er hvad jeg frygter, så er jeg mest tryg ved, at det er en kvinde, der taler med pigen."
   "Jeg tror, at jeg ved hvad du frygter, men.. hun er under den kriminelle lavalder, så..."
   "Åh jo, men... ja, vi må se, hvad vi får ud af besøget hos hendes far."
   De susede gennem Solrød, som aldrig havde været noget at skrive hjem om. Ved en krydsvej kunne de se betonklodsen, hvor adressen passede til farens adresse. De steg ud og fandt frem til ham, Holger Pedersen. De tog elevatoren op og ringede på døren. En gråhåret mand, der så hærget ud, åbnede døren.
   "Holger Pedersen?"
   Han nikkede.
   De viste ham deres politiskilte. "Vi vil gerne have lov at tale med dig."
   "Det er i orden, bare kom ind."
   De trådte ind i en spartansk indrettet lejlighed. Han anviste dem en plads.
   "Du har måske hørt om mordet på din eks' nye mand?"
   "Jo, jeg følger da med. Nu har jeg ikke været hjemme lørdag og søndag, men fredag havde jeg besøg af mine to børn."
   "Hvad ville de?"
   "De ville låne penge af mig, jeg prøvede hele tiden at spørge dem hvad der var i vejen. Fie brast i gråd hele tiden. Ja, hun siger, at ham, som min eks har fundet, misbrugte hende, og jeg sagde, at hun skulle anmelde det. De var begge oprømte og ikke meget for at sige, hvad pengene skulle bruges til."
   "Hvornår kørte de?
   "Omkring klokken otte, anslår jeg, for gennem de papirtynde vægge kunne jeg høre lyden af Disney Sjov under sidste del af deres besøg."
   "De sagde ikke noget om, hvor de skulle hen?"
   "Nej, men de lovede at skrive til mig og give en forklaring."
   De to kriminalfolk takkede ham og sagde farvel. På vej tilbage var de længe tavse. Anne brød tavsheden.
   "De har tydeligvis været på flugt."
   "Ja, og de har ikke villet gøre deres far medskyldig."
   Mobilen ringede, Anne tog den.
   "Anne her. Hvornår? Hvad siger politiet i Malmö? Godt."
   Hun afbrød forbindelsen.
   "Man har set bilen køre over broen fredag aften og politiet i Malmö har sporet de unge til et herberg i byens udkant."
   "Vi skal en tur over broen!" sagde Krøyer. Næste gang det var muligt drejede han mod Amager og susede hen over Amager til broen, hvor de susede hen over vandet.
   "Det er første gang jeg kommer over broen i bil," sagde Anne, "gid det var under andre omstændigheder."
   I Malmö gik de ind på politigården og fik adressen på herberget. Byen var ikke større end at de var hurtigt ude ved det. Inde i opholdsstuen sad Fie og Jakob, som Krøyer straks genkendte fra billederne. Han var stor og robust, så Krøyer håbede ikke, at det ville ende med håndgemæng. Hun sad med sine lange lyse fletninger og lignede en typisk dansk pige.
   "Goddag, Krøyer og Anne Vagtberg fra kriminalpolitiet. Må vi tale med jer?"
   Pigen begyndte at ryste, hendes bror lagde en hånd på hendes arm.
   "Fie Vanggård? Hvor var du fredag mellem seksten og atten," spurgte Anne.
   "Hvorfor?"
   "Jeres papfar blev myrdet i det tidsrum."
   "Han har sgu ikke fortjent andet, det svin!" råbte pigen, "han.. han... gjorde ting.. med mig...!"
   "Jeg forstår hvad du mener," svarede Anne, "men var du hjemme i fredags?"
   "Jeg tog hjem til min bror direkte fra skole."
   "Et vidne har sagt, at din bror kørte tidligt fredag eftermiddag, så du må have ringet forgæves på hans dør. Vær ærlig, din stedfar døde mellem seksten og atten, var du hjemme?"
   "Det var mig!" sagde den unge mand, "det møgsvin, han misbrugte hende, vores mor ville ikke tro på det!"
   Pigen begyndte at græde.
   "Fortæl det hele," sagde Krøyer.
   "Fie havde flere gange fortalt mig, hvad der foregik, så i fredags tog jeg hen til dem, da hun havde fri fra skole. Vi blev enige om, at jeg tog hende med og lod hende bo hos mig, koste hvad det ville af chikaner fra møgdyret. Så dukkede han op, jeg sagde til ham, at hun kom med mig, og så havde han at blive behandlet for sine syge lyster. Han råbte og skreg, at jeg skulle tage at få mig et job og ikke drive den af, så jeg ikke havde tid til at gå op i sådan noget pjat. Så blev jeg rasende, vi skændtes. Brødkniven lå på bordet, så da han sagde, at jeg fik chancen til at prøve med min søster, hun var god, så blev jeg rasende og greb kniven. Jeg havde ikke planlagt det, men jeg kunne ikke styre mig selv, og så... så... lå han der. Ja, så.. så....flygtede vi."
   I løbet af hans beretning var hans stemme blevet grødet. Han sank sammen og skjulte hovedet i hænderne. Krøyer så en tåre løbe ned ad Annes ene kind, han mærkede en svien i øjnene. Han tog et lommetørklæde op og tørrede dem af, så rejste han sig og lagde hånden på Jakobs skulder.
   "Kom, Jakob, vi må gå."
   De gik alle fire ud til bilen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/12-2010 11:05 af Mogens Sørensen (Mons1957) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4910 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.