3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 måned, 26 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 7 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 måneder, 10 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
9 måneder, 24 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 2 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
4 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
4 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
5 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
5 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
5 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
5 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
5 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
5 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
5 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
5 år siden
4Turbulens - Prolog
Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden. · Hvad der ellers stod... [...]
Romaner · familie, savn, frustration
5 år siden
5Engang var jeg skarp
"Den ser farlig ud," siger den lille dreng og peger på mig. · Hvis ... [...]
Noveller
5 år siden
4Glæde og frihed
Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græs... [...]
Kortprosa · tabt lykke, livet, glæde
5 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 16
Sita holdt en hvid kat i sin hule hånd. Ikke en rigtig, levende k... [...]
Fantasy
5 år siden

Puls: 34,6

Publiceret: 3
Afgivet: 17
Modtaget: 11
Pia Hansen (f. 1958)
Engang for længe siden boede der en dreng i en by, der hed Udby. Han hed Sigurd og boede på en lille gård, sammen med sin mor og far og sin søster Karen. Uden for byen boede der en stor, grøn drage, som spiste mennesker. Den gad ikke komme ned i landsbyen, men hvis man så meget som nærmede sig dens grotte, blev man stegt af dens ild og spist. Alligevel havde mange vovet sig derhen. Et sagn fortalte nemlig, at dragen havde en kiste fyldt med guld. Før Sigurd blev født var der forsvundet mange mænd fra byen.
   En dag gik Sigurd ud for at trække gulerødder op og lille Karen gik ud at fodre høns. På vej derud, med en skål korn, fik hun pludselig øje på nogle fine, røde bær. De groede på en lav busk. Det måtte være en særlig slags ribs. De var store og saftige. Karen havde ikke spist al sin grød, for der var klumper i og hun kunne ikke lide den. Hun slikkede sig om munden og plukkede de saftigste bær. Hun puttede to af dem i munden og tyggede. De smagte surt og hun spyttede dem hurtigt ud igen. Så skyndte hun sig ind for at fodre. Hønsene flokkedes om maden.
   Pludselig følte hun sig dårlig. Det brændte i hendes hals og det rumlede i maven. Hønsene så ud som klatter oghun var svimmel. Så besvimede hun.
   Da Sigurd kom med en kurvfuld gulerødder, så han hende ligge helt stille i hønsegården. Han blev meget bange og prøvede at ruske livi hende. Han kunne ikke, så han fik fat på sin far, der mugede ud hos svinene. Han kom styrtende og bar Karen ind i seng. Hun slog øjnene op og kiggede, men hun havde det stadig ikke godt.. Hun var bleg og havde feber, så hun måtte blive i sengen. Hun kunne ikke spise noget og drak kun lidt vand.
   Far hentede en klog kone, men hun rystede bare på hovedet og vred sine hænder:
   "Ak -ak, jeg tror det er en forgiftning. Jeg kender ikke en modgift mod den."
   Mor hentede en munk fra det store kloster. Han sagde:
   "Den lille pige har spist rævebær og er blevet forgiftet. Jeg kan ikke gøre hende rask."
   Så græd mor og far bandede vredt. Det hjalp heller ikke. Hvad skulle de gøre?
   Om aftenen kom en kræmmer og bankede på. Han havde mange sjove ting i en kurv. De var til salg. Det var Sigurd, der lukkede ham ind, men i dag ønskede han sig hverken en snurretop eller enfin lille mølle. Far ønskede sig ikke fiskekroge eller tobak og mor var ligeglad med de fine kamme.
   "Har du ikke en kur mod rævebærs-forgiftning?!" spurgte de alle tre, i munden på hinanden.
   Kræmmeren, der var en lille, tyk mand så hen mod den stakkels lille Karen. Så sukkede han og sagde:
   "JEG har ikke og ingen mennesker har, men dragen i Rædselsgrotten vogter over en eliksir. Mange har prøvet at dræbe den frygtelige drage og tage dens eliksir og dens guld, men det er ikke lykkedes. Den dræbte engang tyve mænd, der var bevæbnede. Så det er alt for farligt. I skal i hvert fald samle alle i byen, hvis I vil have en chance."
   De takkede for rådet ogmed det samme gik far og Sigurd rundt fra hus til hus og bankede på alle dørene, men der var ingen som ville gå med ud til Rædselsgrotten. De havde så ondt af Karen, men de turde altså ikke.
   "Så må vi bare bede til Gud og håbe det bedste," sagde mor og foldede sine hænder.
   Sigurd bad også til Gud - og far gjorde det, selvom han plejede at vrisse.
   "Gad vide om Han findes."
   Sigurd var lidt gladere, da han gik i seng, for når Gud hørte om lille Karen, så hjalp han hende vel?
   Men ud på natten vågnede han ved, at hans lillesøster græd:
   "Av. Av. Det gør ondt."
   Han skyndte sig hen til hendes seng og hviskede:
   "Vil du have lidt vand?" Han tog lidt fra vandtønden og hun drak et par dråber. Så faldt hun i søvn igen, men lå uroligt. Sigurd var så bange, at han ikke kunne sove
   Måske havde Gud ikke lige tid til at hjælpe, tænkte Sigurd. Så tog han en beslutning: han ville gå ud til dragen og hente eliksiren, som kunne gøre Karen rask.
   Han pakkede et stykke brød, en pilefløjte, en lille krukke og en dolk ind i et tæppe og bandt det til en kæp. Han tændte et lys og satte det ind i staldlygten. Så stak han fødderne i træskoene og gik ud i natten for at hente eliksir til Karen.
   Det var en sensommeraften og græshopperne spillede i grøftekantens høje græs.
   "Kender I vejen til Rædselsgrotten?" spurgte han og de svarede i kor:
   "Gå over kirkegården."
   Det turde han ikke, for måske spøgte der. Det var omkring midnat; månen lyste som en lysegul bold og kastede et dunkelt lys over kampestensgærdet.
   Men så tænkte han på, at Karen måske snart lå der, under en lille hvid sten, og så gik han alligevel der ind. Han rystede over hele kroppen, langsomt satte han den ene fod foran den anden.
   Pludselig stoppede han op. Han skreg ikke. Han var helt stiv af skræk. For foran ham, ved en gammel, mosgroet gravsten, stod der en mand. Og han var helt gennemsigtig.
   "Du skal ikke være bange," sagde den gennemsigtige mand, med rusten stemme, "men hvad laver du dog her?"
   "Jeg skal til Rædselsgrotten for at hente eliksir til min syge søster," sagde Sigurd.
   "Åh," sagde manden, "så pas på. Tag denne pisk - så kan du måske ramme dragen under maven, for der har den en blød plet."
   Manden rakte ham en pisk, med et glat håndtag og en fæl snert, med pigge flettet ind mellem tynde lædersnører. Ha - den kunne den onde drage nok ikke lide.
   "Mange tak," sagde han og puttede pisken ned i bylten til de andre ting, "men kan du vise mig vej der hen?"
   "Gå over Honning-engene, så kommer du der til," sagde manden og pegede til venstre.
   "Tusind tak," sagde Sigurd, "men vil du ikke med? Jeg er jo bare en dreng."
   "Og jeg er bare et stakkels spøgelse, der blev grillet af dragen," sagde manden. "Selvom jeg ville, så kan jeg ikke forlade kirkegården."
   "Nå, men så farvel," sagde Sigurd og gik videre. Han var kommet i bedre humør. Nu havde han jo pisken og han var ikke blevet ret bange for spøgelset. Når han var sådan en modig dreng, så kunne han vel også besejre den dumme drage.
   Honningengene var nogle græsmarker, fulde af blomster. Det var forbudt at lege på dem eller plukke blomster. Det var også forbudt at tage køer og geder med der ud. Og det var selvfølgelig fordi de førte hen til Rædselsgrotten.
   Alle blomsterne havde lukket sig for natten og det høje græs var vådt, men Sigurd gik og smilede.
   Det virkede så fredeligt med de 'sovende' blomster og han var klædt godt på, så det våde græs generede ham ikke.
   Men da han stod over for klipperne, for enden af Honning-engene, sank hans mod nu alligevel. De var mange meter høje og gråblå, kun med spredte mos-arter og lidt gullige svampe.
   Hvor var grotten? Lige meget hvor meget, han kiggede sig omkring, kunne han ikke få øje på nogen indgang. Han gik rundt om klipperne og det tog meget lang tid, men han fandt ikke nogen indgang.
   Fortvivlet satte han sig ned, mellem det høje græs og nogle 'trætte' kornblomster. Han plukkede et par af dem og prøvede på at tænke sig godt om. Der måtte da være en indgang! Men han anede ikke, hvordan han skulle finde den og pludselig blev han usikker: Måske kunne han slet ikke vinde over dragen.
   Sigurd gav sig til at græde. Han krøb sammen og græd, store fortvivlede tårer trillede ud af hans øjne, ned langs næsen, ned over læber og hage og ned på kornblomsterne.
   "Hvorfor græder du sådan?" spurgte en blid stemme, lige ind i hans ene øre. Den var så blid, at han slet ikke blev bange, men bare overrasket. Han drejede hovedet og så ind i et par kuglerunde, orangefarvede øjne, med lilla pupiller. De sad i et lille, lyseblåt ansigt og de kiggede venligt på ham.
   "Hvad erdu for en?" spurgte Sigurd forbavset.
   "Jeg er en kallifut," sagde væsnet og kløede sig foran det ene af sine store, aflange og spidse ører, før det smilede med sine sorte læber. "Og du må være et menneske, men du er så lille og ked af det, at du ikke kan være så farlig, som Halifax siger."
   "Jeg vil bare så gerne have lidt af den trylledrik, som kan gøre min søster rask. Hun har spist rævebær og er blevet forgiftet."
   "Uha da," sagde kallifutten, "Det var ikke så godt. I skulle have fortalt hende, at man skal passe på og ikke putte noget i munden, før man er helt sikker på det ikke er giftigt."
   "Det har mor gjort," græd Sigurd, "men Karen glemte det nok."
   "Er du ikke bange for den store, farlige drage?" spurgte kallifutten.
   "Jo," indrømmede Sigurd, "men jeg er mere bange for at Karen skal dø. Hun er kun fem år - og det gør så ondt på hende, at være forgiftet."
   Kallifutten stillede sig op foran Sigurd. Den stod og så på ham, som om den prøvede at se helt ind i hans tanker. Den var ikke ret meget større end Sigurd, der havde rejst sig op. Den havde en lang, orange skjorte på, ud over et par røde bukser og den havde bare blå fødder med lange, skarpe kløer. Dens hår var mørkeblåt og kunne trænge til en kam. Og mellem det filtrede hår sad der to lysegule horn, der ude i enden var spidse som en syl.
   Det var godt, at den var venlig. Måske ville den hjælpe ham med at nedkæmpe den onde drage?
   "Kom," sagde kallifutten og strakte en hånd ud mod ham.
   "Jeg må have min pisk og dolk med," sagde Sigurd.
   "Kommer du med våben?" spurgte kallifutten og dens lilla pupiller voksede. Den så vred ud.
   "Ja, men jeg vil da ikke gøre DIG noget," forsikrede Sigurd ulykkeligt, "for du er jo rar, så du skal ikke være bange"
   "Lad du bare dine våben ligge her," sagde kallifutten og smilede. Den var ikke vred mere. "Tag mig i hånden."
   Kallifuttens hånd var større end Sigurds, men kun lidt. Dens fire, slanke fingre lukkede sig trygt og rart om Sigurds hånd og sammen gik de hen mod klipperne. Der lå nogle løse sten foran dem. Det havde Sigurd ikke tænkt over. Kallifutten lagde sig ned på alle fire og skubbede til en aflang sten. Han pustede af anstrengelse og stenen knagede. Hvad siger du? Knager sten ikke? Denne her gjorde altså, men det var nu heller ikke en helt almindelig sten. Da den var rullet to gange sin egen længde, skete der nemlig noget mærkeligt:
   Kallifutten så hen mod den højeste af klipperne. Det gjorde Sigurd også. Langsomt kom der et afrids af en bred, buet dør. Det så ud, som om en usynlig kæmpe sad og tegnede den. Døren blev tydeligere. Sigurd kunne næsten ikke tro det. Men ikke nok med det. Mens han stod og stirrede, ved du så hvad? Så gik døren op, sådan ganske langsomt og knirkende. Sigurd holdt hænderne for sine ører. Men da døren var gået helt op, flyttede ham dem ned foran sine øjne.
   For i døråbningen kom noget frygteligt til syne: et kæmpestort, grønt hoved med grønne takker på. Det var den forfærdelige drage!
   Sigurd spilede fingrene lidt fra hinanden, så han kunne se ud mellem dem. Dragen åbnede sit kæmpestore gab, så han så dens lange, sylespidse tænder. Der var mange af dem og de var så lange som syvtommersøm. Mindst.
   Åh nej, nu blev han ædt! Eller brændt og stegt.
   Han ville flygte, men hans ben ville ingen steder. Det var som om de havde slået rødder og plantet sig i jorden. Han skreg som en kat, der blev trukket i halen.
   "Du skal da ikke være bange for Halifax," sagde kallifutten og han mærkede dens hånd på sin skulder, "han gør dig ikke noget, hvis du ikke gør ham noget. Sig goddag til Sigurd, Halifax."
   "Goddag," hilste dragen med sprukken stemme. Den lød næsten som gamle Jens's stemme. Han var byen ældste og næsten 90 år. "Hvem er det, du har med, Elik?" snakkede den videre, "er det en lille menneskedreng?"
   "Ja, det er så, men han er ikke farlig. Han vil bare have lidt eliksir, så hans lillesøster ikke dør. Han er så ked af det."
   "Elik, min dreng, du ved at mennesker er onde, men tag ham nu med indenfor. Jeg er sulten."
   "Halifax," skændte Elik, "du gør ham bange. Flyt dig nu, så vi kan komme ind."
   Dragen lo, så jorden rystede der hvor Elik og Sigurd stod. Så krøb den baglæns. Sigurd kunne slet ikke se den. Tøvende gik han efter kallifutten Elik ind i klippegrotten, der var lang, bred og med højt til 'loftet'. Der var flere døre, som måtte føre til andre rum eller ekstra udgange. Der var et langt bord og der var dragkister, der var hylder med bøger, kolber og krukker. Og der var en kæmpemæssig sort gryde. Der var også mindre gryder. Den allermindste var blank og skinnede som guld. Hen over alle gryderne hang der en jernstang. Der var kroge på den. I de kroge hang der knive og skeer.
   "Sæt jer nu ned, I to knægte," brummede dragen og slog ud med sin ene kæmpemæssige forpote mod bordet. Der stod to stole. Den ene var en plankestol, der så ud til at være hård at sidde på. Den anden var polstret med blødt grønt stof og der var en broderet hundehvalp på den. Elik skævede til Sigurd. Så smilede han skævt og satte sig på plankestolen. Det var vældig pænt af ham. Glad satte Sigurd sig i den anden stol. Den var blød og god at sidde i.
   Dragen rakte ud mod en af hylderne og spilede sine 'fingre' ud. Meget forsigtigt tog den en skål af ler. Forsigtigt og med sin slimede gulgrønne tunge spillende i mundvigen anbragte den skålen foran dem. Den var fuld af de dejligste jordbær. Store, mørkerøde og saftige.
   Elik rejste sig og fandt tre mindre skåle. Han fandt også en kande fløde. Og fra jernstangen tog han tre skeer.
   "Spis bare," sagde han, "så blander vi de rigtige ingredienser i eliksiren, så den kurerer din søsters forgiftning."
   Lidt tøvende tog Sigurdnogle bær over i sin skål og hældte fløde på. Nu var det vel ikke forkerte jordbær, så han også blev syg og døde? Hans tænder løb i vand, så han bestemte sig for at smage. Hvis han så døde, så kom han vel i Himlen (for han havde vist ikke været uartig for nylig) og der ventede lille Karen måske på ham.
   Bærrene smagte pragtfuldt. Dragen spiste af den store skål, som Elik satte ned på klippegulvet til den. Den smaskede og slubrede.
   Den var færdig længe før Sigurd og Elik. Den slikkede sig om munden og så med sine store røde øjne fra krukke til krukke på hylderne, mens den mumlede for sig selv:
   "Tudseben og spindelvæv, kamille mod forkølelse, valmuesaft mod smerter, solsortelever, kogte kaninører, men hvor har vi nu modgift…... lad mig se... modgift mod arsenik. Nej, det var ikke lige..."
   Endelig fandt den gamle drage, hvad den søgte. En lang klo skød frem og blev forsigtigt stukket gennem hanken på en lille gennemsigtig krukke. I krukken var der en tynd, gyldenbrun væske. Der var en korkprop foroven.
   "Her har vi modgift mod bærforgiftning," sagde dragen, "men der mangler en ingrediens, hvis den skal virke mod rævebær - en smule pulveriseret horn fra en kallifut."
   "Det ved jeg godt," sagde Elik og stoppede et bær ind i munden, "Sigurd må godt få lidt, fordi han ikke er ond og farlig - og fordi han vil redde sin søster, selvom han er bange."
   "Ja så," sagde dragen, "men så tag den lille hammer her." Dragen stak en pote ned på sin mave, hvor der var en pose; sådan en som hun-kænguruer har. Der fra halede den en hammer frem, som den rakte til Sigurd. På maven rundt om hudposen, havde den en blød, lyserød plet.
   Det var jo den kræmmeren havde snakket om. Et øjeblik tænkte han, at hvis han nu tog hammeren og slog dragen i maven med den, så fik den nok så ondt, at han kunne dræbe den med en af de skarpe knive, der hang på bestik-stangen. Kun et øjeblik. Så kom han til at se ind i Eliks øjne. De lilla pupiller voksede igen og det så ud til, at der skød små lilla lyn ud. Var han vred eller var det hans måde at græde på. Sigurd vidste det ikke, men han fik dårlig samvittighed. Dragen var jo ikke rigtigt ond og Elik stolede på ham. Han gav ham endda lov til at knuse noget af sit ene horn, selvom det sikkert gjorde ondt.
   "Gør det ikke ondt?" spurgte han og Elik nikkede, men tilføjede, "men ikke så meget. Bare du slår helt ude i spidsen og kun slår et lillebitte stykke af. Så kan du pulverisere det på bordet og feje det ned i din hånd."
   Elik satte sig ned og lukkede øjnene. Han gjorde en synkebevægelse og hviskede:
   "Skynd dig!"
   Så slog Sigurd mod hornets spids. Knæk, sagde det og Elik skreg, så Sigurd fik tårer i øjnene. Det var synd, at han blev nødt til det. Men nu lå der et lille stykke horn i hans håndflade og han gjorde, som Elik havde sagt.
   Halifax borede en klo ned i proppen, så den kom op med et svup. Så dryssede Sigurd hornpulveret der ned i. Det sydede og boblede. Hurtigt satte dragen proppen på igen, så det ikke skulle bruse over.
   "Nu er den klar," sagde Elik og så på ham. Hans orange øjne glødede varmt, men han holdt en våd klud mod sit skadede horn. "Du må hellere se at komme hjemad," sagde han, "din søster skal drikke det hele, men hvis hun ikke kanpå en gang må hun godt få det i tre portioner, ikke mindre. Sig til alle i byen, at du fik det af gamle Kajsa fra Sildeby. Hun hjælper os og vil sige til dem, at det passer. Du røber os ikke, vel? "
   "Lige meget," brummede dragen, "vi bytter om på stenene og finder de os, så skal jeg stege dem."
   "Jeg siger det ikke," lovede Sigurd.

På vejen hjem kom han til at tænke på guldet. Mon de virkelig havde guld? Så skulle de vel selv bruge det. Til mad og sådan noget og måske til trylledrikke, hvis de da ikke fandt det hele i naturen. Han tænkte også på, hvor Elik egentlig kom fra. Sådan en lille hornet kallifut havde han aldrig før hørt om.
   Måske ville han aldrig få det at vide, men det vigtigste var jo også at Karen blev rask. Bare det ikke var for sent. Han løb resten af vejen hjem.
   Hanen galede og hunden gøede, da han forpustet løb ind på gårdspladsen. Han flåede døren op og løb ind. Både mor og far sad ved Karens seng.Hun lå med to puder under sit hoved og så meget bleg ud. Hurtigt fandt han en lille ske i krukken med bestik.
   "Jeg har eliksiren," sagde han, "nu skal du nok blive rask, lille Karen."
   Han hev proppen op og fyldte skeen. Mor hjalp Karen op at sidde og han pressede skeen ind mellem hendes læber. Bare hun nu ville synke det. Hun gjorde det lydigt, men det var svært. Så svag var hun blevet.
   Men da hun havde sunket den første skefuld slikkede hun sine læber og tiggede:
   "Mere."
   Hun fik en lidt ned og så faldt hun i en rolig søvn.
   Op af dagen fik hun lidt mere og om eftermiddagen det sidste. Om aftenen var hun frisk igen. Hun ville have mad og hun ville lege. Sigurd var jublende glad.
   Far og mor var også glade. Og de troede heldigvis på historien om den kloge kone fra Sildeby.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 19/02-2003 13:35 af Pia Hansen og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 3388 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.