Vita er sur
   Hun går hen til skrivebordet og kigger ned på bunkerne af ansøgninger. Alle sammen forfatterspirer med store ambitioner og store skuffelser i vente. Det gør hende så vred. Hvordan kan én som ham bageren læse og værdsætte noget så godt som Vitas egne digte og skrive noget så dårligt som det, han har sendt ind til forfatterskolen? Der er noget dybt foruroligende over den kontrast. Noget nærmest unaturligt. Fornærmende.
   Vita roder igennem stakken og finder hans novelle frem. Et fuglebur. Og lige under den ligger digtet. Den fattigste mand.
   Hun samler alle de sammenclipsede papirer op i deres plasticlommer og går ud på badeværelset. Hun holder dem op over toiletkummen. Hun har lyst til at smide dem derned og skylle ud. Bare for at demonstrere for Gud og alverden, at dét ikke er god litteratur, at dét ikke er mere værd end hendes egne ekskrementer.
   Men alle ansøgninger skal gemmes og arkiveres, lige meget hvor håbløse de er og hvor grufuldt et afslag de får. Det er hendes job. Det er hendes etik.
   Hun ryster lidt på hovedet. Hun går ind i arbejdsværelset igen og lægger bagerens novelle og digt tilbage i stakken.