Nikolaj holder latteren inde
   "Og så var jeg ikke stærk nok til at sige nej."
   Nikolaj brummer en nå-lyd. Han rejser sig fra bordet, siger tak for mad og stiller sin tallerken og bestik hen i vasken. Så går han ovenpå og ind på sit værelse. Han lukker døren bag sig. Gardinet ved det åbne vindue lige ved siden af blafrer i sommerbrisen ude fra gaden. Det stryger sig op ad ham som et kælent dyr.
   Han står der et øjeblik og læner sig op ad døren. Han tænker på den samtale, han lige havde med sin mor.
   Han bukker lidt sammen, presser en hånd mod munden, kniber øjnene sammen. Latteren bliver bare en svag fnisen, der ryster og skælver inde i hele hans krop.
   Så går han hen til skrivebordet og finder noget hash frem fra bunden af den nederste skuffe. Han ruller en joint. Får ild på den. Suger løs. Han har pludselig lyst til at være pisseskæv.
   Han sætter sig på sengen og læser videre i Således talte Zarathustra. Nu møder Zarathustra skyggen. Skyggen er fortvivlet, fordi den aldrig selv er på vej nogen steder hen og aldrig selv kommer fra nogen bestemte steder. Den er i evig bevægelse. Som den evige jøde, "bortset fra at jeg hverken er jøde eller evig."