Ole kan stadig ikke lide hjemmehjælperen
   "Kan du huske det, du spurgte mig om sidst, du var her?"
   Dorte er ved at støvsuge dagligstuen. Ole sidder i lænestolen, hvor han for en uge siden sad med en plastic-pose over hovedet og ventede på at dø. Nu sidder han og prøver at lytte til noget klassisk musik i radioen over larmen fra støvsugeren, mens han drikker et glas Grand Marnier.
   Dorte lægger sig på knæ for at stikke støvsugeren ind under sofaen. Hun giver ham fuldt udsyn til hendes grimme, firkantede røv. Ole rømmer sig og gentager sig lidt højere: "Kan du huske det du sagde sidst?"
   Denne gang hører hun, at han siger noget. Hun rejser sig og slukker for støvsugeren og smiler undskyldende. "Hvad?"
   "Kan du huske det du sagde sidst, du var her?"
   "Hvad mener du?"
   "Du spurgte mig, om jeg føler mig ensom herude."
   "Nåja. Ja, det gjorde jeg." Hun smiler igen, lægger hovedet lidt på skrå, som om hun observerer et interessant kæledyr. Så kigger hun genert ned på gulvet. Ole har lyst til at slå hende.
   "Det er jeg ikke," siger han. "Ensomme mennesker er vel ... triste over at de ikke har nogen andre mennesker omkring sig hele tiden."
   "Ja, det er vist sådan man definerer det," siger Dorte. Sikke en dum ko, tænker Ole.
   "Sådan har jeg det ikke."
   "Det var da godt at høre." Så smiler hun bredt og begynder igen at støvsuge. Larmen overdøver den klassiske musik.