Nikolaj møder en pige
   Sommerferien er slut, og det er Nikolajs første dag i 3.g. Han sidder ved det bagerste højre hjørne af klassens hestesko-sammensætning af borde. De har engelsk. De er ved at gennemgå J.D. Salingers Catcher in the Rye. Nikolaj kan ikke koncentrere sig.
   Han rejser sig og går stille ud af lokalet. Han skal ikke på toilet. Han trængte bare til at komme ud derfra.
   Han går ned af den brede trappe til Gaden, den åbne, aflange plads midt i bygningen. Der er varmt og fugtigt under gymnasiets drivhus-agtige glastag. Der er helt øde i Gaden nu. Alle er til time. Nikolaj sætter sig på en af jernbænkene. Han stirrer frem for sig, mens han med den ene hånd river små flager af den krakelerede hvide maling på bænkens brædder. Han tænker på den gamle mand.
   Nikolaj kan ikke huske, hvornår han sidst har grædt.
   Nu græder han. Det er ikke særlig dramatisk. Han ryster lidt, skælver lydløst, som om han fryser. Han kan føle de varme, sviende tårer trille ned ad kinderne. Han bliver ved med at tænke på den gamle mand. Han kan ikke engang huske hans ansigt eller hans navn. Det var et eller andet helt almindeligt, pæredansk navn. En eller to stavelser.
   "Hey, er du okay?"
   Det er en piges stemme. Hun lyder ikke spor nervøs eller genert. Nikolaj kigger op. Hun står et par meter fra ham, stille som en saltstøtte. Døren til Nord-huset smækker i bag hende. Hun holder en pung i hænderne foran sig, fingrene frosset fast, som om hun var ved at lede efter kontanter i den. Hendes klasse holder vel pause lige nu, og så var hun på vej over til kantinen.
   Nikolaj mener, han har set hende før her på gymnasiet. Hun er en bleg, tynd pige med langt blondt hår. Vistnok en 2.g'er nu.
   "Øh, ja, jeg er okay," siger han. Stemmen lyder grødet i hans egne ører, og hun kan nok se, han har grædt. Men det føles ikke pinligt af en eller anden grund. Han føler sig helt ligeglad.
   "Sidder du der og græder?" Nu går hun langsomt hen til ham. Sætter sig på bænken ved siden af ham.
   "Ja."
   "Hvad er der sket?"
   "Ikke noget." Han tvinger et lille, tørt grin frem og tørrer kinderne med håndryggen. "Jeg græder, fordi der ikke er sket noget."
   "Nå." Hun virker svagt nysgerrig. Som om hun halvt vil vide, hvad der er galt, og halvt bare vil lade ham være et fremmed menneske for hende. Et mysterium.
   "Ej, det er bare fordi ... Det er bare fordi, der er sådan en gammel mand, jeg kendte. Eller, nej, jeg kendte ham ikke rigtig. Jeg snakkede med ham én gang. Til en kedelig frokost, ude hos mine bedsteforældres venner på deres lille kedelige pensionist-vej. Og vi snakkede ikke rigtig om noget som helst. Ikke noget særligt. Men ... så senere fik jeg at vide, at han er død. Han har begået selvmord. Og så bliver jeg bare ved med at tænke på, hvor underligt det er."
   "Hvor underligt hvad er?" spørger pigen.
   Han trækker på skuldrene og stirrer ned på tyggegummi-pletterne på fliserne, mens hun stirrer på ham. "At man kan møde et andet menneske på den måde og snakke med dem og lade som om, man har det helt fint. Og så er det alligevel helt tilfældigt. Helt, jeg ved ikke, meningsløst. Han virkede som sådan en normal gammel mand, og så har han hele tiden skjult, at han gik med den slags tanker indeni. Er det ikke underligt at tænke på? Og det er først nu, at jeg ved det. Det er først nu, at jeg kender ham på den måde."
   De er begge to stille et stykke tid. En kantine-dame ruller en vogn med færdigretter forbi. Hun kaster et svagt nysgerrigt blik over på de to elever, før hun forsvinder ind i køkkenet.
   "Alle mennesker er vel ..." Pigen trækker på skuldrene. "... fremmede overfor hinanden."
   Nikolaj nikker langsomt. Han smiler. Det var lige præcis det ord, han havde på tungen. 'Fremmede.'
   "Jeg har også tænkt meget på at begå selvmord," siger hun så. Det kommer nærmest skødesløst frem, som om det er en ligegyldig, triviel ting at sige. Information han ikke kan bruge til noget.
   Nikolaj kigger op på hende. Han vil ikke opmuntre hende til at fortælle mere, og han vil ikke få hende til at stoppe.
   "Jeg tænker ikke så meget på det længere," siger hun. "Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ikke blevet ... lykkelig eller noget. Der var én gang, hvor jeg slugte en masse panodiler. Men så turde jeg alligevel ikke. Så jeg fik mig selv til at kaste op." Hun stirrer på Nikolaj, som om hun pludselig er overrasket over, at det er ham, der sidder dér. En fuldstændig fremmed dreng. "Jeg har aldrig fortalt nogen om det her før. Ikke engang mine veninder. Eller min familie."
   Der er en lang stilhed mellem dem. Så tænker Nikolaj pludselig på, at de skal tilbage til deres timer. Men han vil ikke. Han vil væk herfra. Han vil væk sammen med hende. Den fremmede pige.
   "Skal vi ikke tage et eller andet sted hen?"
   Hun ser overrasket ud, men så smiler hun. "Lige nu?"
   "Lige nu."
   Hun bider sig i læben og kigger væk. Så nikker hun. "Okay. Hvorhen?"
   "Det ved jeg ikke. Kan vi ikke bare gå, lige nu? Bare gå langt væk."