Hjemmehjælperen bliver ikke lukket ind
   Dorte har ringet og banket på i et par minutter nu. Hun spekulerer på, om han er på toilettet. Men så kunne han i det mindste have råbt noget ud til hende. Toilettet er ikke så langt væk fra hoveddøren i huset. Hun ånder et langt, dybt suk. Måske vil han helst bare være alene. Nogle af pensionisterne kan være lidt asociale, lidt skøre i bolden. På den her vej plejer de ellers at være meget venlige og glade for hendes hjælp. Det er et rart nabolag. Dorte vil godt selv bo sådan et sted, når hun engang skal på pension.
   Hun ringer på en sidste gang og råber: "Ole! Er du der?"
   Stadig intet svar.
   Så bliver hun pludselig bange. Måske har han fået et hjerteanfald. Måske ligger han på gulvet derinde og har brug for hendes førstehjælp. Hun har lige været til et kursus i det for nylig, og hun kan godt huske, hvordan man skulle give hjertemassage og kunstigt åndedræt til de der klamme dukker. Tænk, hvis hun får brug for det nu!
   Hun går hen ad stien i forhaven, hen foran vinduet ind til dagligstuen. Hun læner sig henover bedet med pelargonier og skærmer med hænderne for at se gennem refleksionen i ruden. Et øjeblik stirrer hun bare på dagligstuen. Den ser tom ud. Så ser hun Ole ligge i lænestolen. Der er noget ved hans hoved, der glimrer og ser underligt ud. Noget plastic?
   "Åh Gud! Åh Gud, åh Gud, åh Gud!" Hun løber hen til hoveddøren igen og prøver at slå den ind. Der går lang tid, alt for lang tid, hvor hun bare hamrer skulderen ind i det solide, hvidmalede træ og føler sig som en idiot. Hun råber efter hjælp, men vejen er helt øde. Hvad skal hun gøre? Hvad var det første skridt, de lærte på kurset? Stands ulykken, stands ulykken, stands ulykken ...
   Hun ser sig omkring efter noget at slå ruden i hoveddøren ind med. Der er intet. Kun buske og blomsterbede. Det hele føles absurd og surrealistisk. Hun løber gennem forhaven hen til skuret og trækker den tunge trædør til side. Inde i skuret griber hun fat i en økse og løber tilbage til hoveddøren. Hun løfter den tunge økse og svinger den ind mod ruden. Hun taber den første gang; den er så tung og hendes hænder er helt glatte af sved. "Pis! PIS!" råber hun. Hun føler sig så nytteløs, så dum.
   Hun samler øksen op igen og nærmest kaster den ind mod ruden. Den ryger helt igennem, og larmen, da ruden knuses og tyveri-alarmen går i gang, får hende til at skrige og fare sammen. Så stikker hun en hånd ind mellem glas-stumperne og låser døren op indefra. Hun løber gennem entréen, braser ind i dagligstuen, løber hen til lænestolen og river plastic-posen af Oles hoved. Han er blevet helt bleg, ligger helt stille som en lille rynket porcelænsdukke. Hun får kvalme, bliver helt svimmel. Nej. Hun er nødt til at huske kurset nu. Andet trin. Andet trin. Hvad fanden var det andet trin? 'Giv livreddende førstehjælp'? Eller var det 'tilkald hjælp'?
   Hun rusker i den gamle mand. "Hallo! Er du der? Vågn op, for fanden! Vågn op!"
   Han må være bevidstløs. Hun løber hen til telefonen på det lille bord i hjørnet af stuen og ringer til 112. Hun fortæller alt, sådan som de lærte det på kurset. Hvor det er sket, hvad der er sket, hvor mange der er involveret, og hvorfra hun ringer.
   Hun smækker røret på og løber tilbage til Ole. Hun skaber fri luftvej, undersøger om han trækker vejret. Nej. Nej, der er ikke noget. Ikke noget som helst. Hun giver to indblæsninger gennem hans sprukne, tørre læber. Ingen livstegn. Ingen vejrtrækning. Ingen puls. Han har brug for en defibrillering. Lige nu. "Pis! Pis, pis, pis!" Hun græder nu. Hendes varme, sviende tårer falder ned på hans tørre, kolde hud.
   Hun giver ham hjertemassage, 30 tryk og 2 indblæsninger, sådan som hun har lært. Han er død, ligeså død som dukken, de øvede sig på ved kurset. Men hun bliver ved, mens hun venter på ambulancen. Hun bliver ved.