Vita
   Havne-arbejderne skæver til den fint klædte ældre dame, da hun går forbi, mystificerede, som dyr, der ser et andet dyr bevæge sig uden for dets territorium. Vita ignorerer dem. Hun går videre, ned til den øde brolagte kaj, forbi høje pakhuse og den kulsorte havnekanal. Et par husbåde ligger fortøjede. Vinden rusker i Vita og får hendes grå halstørklæde og grå hår til at blafre vildt.
   Vita bærer på to sorte plastic-poser, der er fyldte med bøger. Digt-samlinger. Alt sammen hendes værker, hendes banebrydende poesi fra dengang, hun var berømt og berygtet i 60'erne og 70'erne. Hun har samlet det ind fra alle hylderne og bordene og skufferne i hendes lejlighed og proppet det hele ned i de her poser, som om det blot var skrald.
   Hun kigger på de rustne metal-tønder, hun passerer. Endelig finder hun én, der er næsten tom bortset fra noget forkullet skrald, som nogle hjemløse vel har brændt af for at kunne varme sig ved ilden.
   Vita stopper op ved denne tønde. Hun lægger poserne ned på asfalten. Så binder hun knuderne op og begynder at samle digt-samlingerne op fra de rodede bunker indeni. Hun smider dem alle sammen ned i tønden. Alle hendes grænse-overskridende værker, som anmelderne har rost til skyerne, som har inspireret så mange andre digtere og forfattere, som hun selv plejede at være så stolt af. Hun smider alle bøgerne ned i én stor bunke i den rustne, beskidte tønde. Et laset eksemplar af 'Larm' ender med at ligge øverst.
   Der er lige akkurat plads til dem alle sammen.
   Hun finder en tændstik-æske frem fra lommen i hendes tykke vindfrakke. Hun holder den ned i tønden, hvor vinden ikke kan slukke flammen. Så tænder hun en enkelt tændstik og lader den falde ned i bunken af bøger.
   Ilden fænger med det samme.