Ole kan ikke lide hjemmehjælperen
   Støvsugeren larmer som ind i helvede. Og nu kommer hun ind i dagligstuen med den. Ole går hen og slukker for radioen. Han kan umuligt høre Rachmaninoff koncerten når støvsugeren larmer sådan. Og hun er så langsom. Når han tænder for radioen igen vil Rachmaninoff koncerten sikkert være forbi. Sikke noget juks.
   Han kigger på hendes navneskilt. "Dorte, behøver De at være så grundig?" spørger han.
   "Hvad?" siger hun.
   "Jeg siger, behøver De at være så grundig?"
   "Ja, selvfølgelig," siger hun med et lille smil og lidt sønderjysk accent. Hun er i 40'erne og har en grim, grånende page-frisure og et mindst ligeså grimt ansigt. "Tænk, for nylig gjorde jeg rent ude hos en kvinde, der sidder i rullestol, og hun indgav klage hos kommunen, fordi jeg ikke havde støvet ordentligt af på en kommode. Hun måtte ha' spist søm."
   "Jeg er sgu da ligeglad med om mine møbler er lidt støvede; De skal bare sørge for, at det ikke ligner en komplet svinesti."
   "Så så, tal nu ordentligt, hr. Friisberg."
   Han er lige ved at sige undskyld, men han gider ikke rigtig alligevel. Uden at sige noget sætter han sig ned i en lænestol og ser hende arbejde. Fedtet hænger i laskede-daskede poser fra hendes arme. Hun har en stor, firkantet røv. Han prøver at gætte, hvornår hun sidst er blevet kneppet. Hun ligner en skilt kvinde. Han ved ikke hvorfor, men hun ligner bare typen der er skilt. Og hun har nok ikke forældremyndigheden.
   "Jeg var ved at høre en koncert i radioen," siger han. Han ved ikke hvorfor han vil fortælle hende dette, nok bare ud af kedsomhed. "Glimrende optagelse. Rachmaninoffs symfoniske danse. Kender De det stykke?"
   "Næh, det tror jeg nu ikke jeg gør," siger hun og slukker for støvsugeren efter hun er færdig med det sidste hjørne af dagligstuen.
   Ole tænder for radioen igen og skruer lidt op. Koncerten er stadig i gang. "Det er fantastisk musik. Fantastisk."
   "Jeg lytter ikke rigtig til sådan noget klassisk noget." Hun ryster de små tæpper og puder på sofaen, bøjer sig ind over sofaen så han har perfekt udsigt til hendes frastødende, firkantede røv. "Jeg var til Bob Dylan koncert forleden, henne i slotsparken. Jeg kan nu godt lide hans musik."
   "Ham amerikaneren? Nej, da må jeg vel nok sige, den mand har den mest irriterende stemme, man kan forestille sig."
   "Jeg synes nu, han er god nok."
   Så er de begge to stille i et stykke tid igen. Hun henter en klud og gør spisebordet rent. Hun flytter nogle stearinlys-holdere og bøger over på skænken for at komme til. "Hemingway?" siger hun da hun flytter Den gamle mand og havet over på skænken. "Læser du Hemingway?"
   "Ja, han er en ganske god forfatter."
   "Var det ikke ham, der var forelsket i sin søster?"
   "Nej."
   "Nå. Det tror jeg bare jeg hørte et sted. Måske var det en anden forfatter."
   "Ja, det var det vel."
   De er igen stille i lang tid. Ole lukker øjnene og nyder koncerten i radioen. Den slutter af med et brag. Lyden af det sidste gong-slag forplanter sig i gulvet med det fine bas-system i Oles højtalere. Dorte er ved at gøre skænken ren nu.
   "Hvorfor blev De hjemmehjælper?"
   "Hvad?" Hun hørte ham godt, men han kan se på hendes ansigt at hun bare er overrasket.
   "Hvorfor blev De hjemmehjælper? Der er da ikke megen fremtid i sådan et arbejde."
   "Det ... vil jeg nu ikke sige. " Hun lyder lidt fornærmet. Han er ligeglad. Hun er en dum gås efter hans mening. "Se bare på én som Pia Kjærsgaard."
   "Og hun er vel nok også en fornuftig kvinde," siger Ole uden at lægge skjul på sarkasmen.
   "Tja, det kan man så diskutere. Men jeg har heller aldrig bekymret mig om fremtiden. Jeg kan bare godt lide at hjælpe de mennesker, der har brug for det. Og så er det da hyggeligt at man arbejder hjemme hos folk. Så derfor blev det hjemmehjælpen for mig." Hun smiler, mens hun vander nogle blomster i en vase på skænken.
   På dette tidspunkt indser Ole, at han hader kvindemennesket.
   "De behøver sgu ikke at vande mine blomster. Det, af alle ting, kan jeg fandme selv finde ud af."
   "Så så, rolig nu, hr. Friisberg." Hun bliver ved med at hælde friskt vand i vasen.
   Han synker tilbage i lænestolen. I radioen debatterer nogle tyskere et eller andet politisk.
   "Føler De Dem ensom herude, hr. Friisberg?"
   Han bliver helt chokeret. "Så hold dog op med at kalde mig hr. Friisberg. Jeg hedder sgu da Ole," siger han. Det var fandme en underlig ting at spørge ham om. Om han føler sig ensom.
   "Undskyld, Ole."
   De snakker ikke mere sammen den dag.
   Hun tager af sted efter hun har vandet de sidste potteplanter i huset. Han står alene i dagligstuen og stirrer ud af vinduet. Solen skinner svagt bag nogle trevlede, grå skyer. Han har slukket for radioen. Der er helt stille i huset.
   "Ensom," mumler han.