Ole vil ikke
   Ole sætter en CD med Chopin på anlægget. Nocturne i Es-dur, opus 9 nr. 2 fylder dagligstuen med blide, beroligende toner. Ole står stille et øjeblik med lukkede øjne og nyder musikken. Birgitte kunne lide det her stykke.
   Så husker Ole, hvad han har tænkt sig at gøre.
   Han går ud i køkkenet, trækker en skuffe ud og finder en rulle med lange plastic-poser. Han trækker én af og går ind i dagligstuen igen. Der ligger allerede gaffa-tape på bordet, som han har hentet op fra værktøjsrummet i kælderen. Ved siden af det ligger der en bog. Den gamle mand og havet af Hemingway. Han har lige læst den færdig i dag. Det er slet ikke et ringe valg, hvis man skulle vælge den sidste bog, man vil læse i sit liv.
   Han sætter sig ned i lænestolen. Der er et stort vindue til venstre for ham, der giver udsigt ud over forhaven og blomsterbedene. Han har trukket persiennerne for, men juni-eftermiddagens lys siver stadig ind. Bornholmeruret viser et kvarter i 4.
   Ole er rolig. Han ryster ikke engang på hænderne. Han hiver plastic-posen ned over hovedet, river et langt stykke gaffa-tape af rullen og vikler det rundt om plastic-posten ved hans hals. Det tager omtrent et minut; så sidder posen tæt nok til, at han snart vil løbe tør for luft.
   Han trækker vejret dybt og roligt. Plastic'en hæver og sænker sig mod hans ansigt i takt med åndedrættet. Han sidder behageligt i stolen. Lyde udefra bliver dæmpede af det tynde lag plastic, men han kan stadig høre Nocturne. Hans udsyn - møblerne og malerierne i dagligstuen, formerne og farverne - bliver sløret af plastic'en. Han kan lige akkurat skimte fotografiet af Birgitte på væggen. Men også det er sløret. Alting flyder ud. Bliver mørkt. Grumset.

Så sætter han sig op med et ryk, river i lagene af gaffa-tape, river det af, river posen af, trækker vejret. Han ryster på hovedet igen og igen.
   "Nej. Nej ... nej ... Jeg vil ikke. Jeg vil ikke ..."
   Bornholmeruret tikker. Chopin spiller sin Nocturne.
   Det ringer på døren. Et sted i hans sind kommer han svagt i tanke om, at det må være hende hjemmehjælperen; hun kommer altid på dette tidspunkt af dagen. Hende med den firkantede røv.
   "Så gå dog væk!"
   Hun ringer på igen. Dørklokken gentager sine grimme to toner oveni Chopins smukke melodier.
   Han stammer, ryster på hænderne. "Lad, lad, lad mig dog være i fred! Gå væk, alle sammen! Alle I frygtelige mennesker!"
   Hun ringer på igen. Han kan høre hende kalde på ham med sin skingre, irriterende stemme: "Ole! Ole, er du der?"
   "Jaja, din dumme kælling," mumler han og går ud i køkkenet, hvor han smider plasticposen med de trevlede stykker gaffa-tape ud i skraldespanden. Så tørrer han hurtigt kinderne med håndryggen og går ud i entréen for at lukke op.