Malene aflyser
   Hun sidder på en bænk i parken. Kan ikke lide at være hjemme i lejligheden længere. Hun prøver at tilbringe så meget tid som muligt ude i byen eller på universitetet, men hun prøver at undgå at være sammen med sine veninder. Selv Helle kan hun ikke lide at være sammen med længere. Hun ved ikke helt hvorfor. Sådan har hun det bare. Hun vil helst være alene.
   Vinden rusker i egetræerne omkring hende. Himlen er gråligt hvid. Det trækker vist op til regn.
   Hun tager sin mobiltelefon frem og ringer til sin psykologs kontor. En sekretær svarer.
   "Ja, det er Malene Rudebeck. Jeg har en tid om ugen hos Jørgen, hver torsdag eftermiddag. Altså, jeg har en tid i morgen. Øh ... det, det vil jeg godt aflyse. Jeg vil godt holde helt op med at ... med at gå til psykolog. Jeg føler bare ikke rigtig, jeg har brug for det længere. Ja. Okay. Nej, det vil jeg helst ikke. Jeg har jo sagt, jeg bare ikke føler, jeg har brug for det længere. Ja. Ja, jeg skal nok blive ved med at tage pillerne. Ja, men det var da godt, at vi kunne få det ordnet. Okay, farvel."
   Sekretæren lægger på først.
   Malene tjekker sine SMSer. Hendes veninder har skrevet til hende i løbet af de sidste par uger. Spørger om hun ikke vil med i byen eller med til den og den fest. Helle lyder mest bekymret. Hun plejede at være sammen med Malene nærmest hver dag. Nu kan Malene ikke huske, hvornår de sidst har tilbragt tid sammen. I Helles SMSer spørger hun hele tiden, om der er noget galt, og om Malene ikke vil snakke med hende om det. Om det er noget, der har noget med Malenes arbejde at gøre.
   Malene svarer ikke på nogen af SMSerne. Hun slukker mobiltelefonen og lægger den tilbage i lommen. De første regndråber er begyndt at falde. Hun stirrer tværs over parkens store græsplæner på nogle børn, der leger på legepladsen. De snurrer rundt og rundt på en af de der karuseller, der bare er en roterende metal-skive, man selv skal sparke i gang. Deres forældre kommer hen til dem og tager dem med hjem, før de bliver gennemblødt af det begyndende regnvejr.
   Malene sidder stille og ser forældrene gå væk med deres børn. Hun lader regnen sile ned gennem sit blonde hår og få det til at klistre sig til hendes blege ansigt. Hendes trendy, dyre, sexede tøj bliver gennemblødt. Hun er ligeglad. Det føles godt. Den kolde, rensende regn føles godt. Som naturens eget brusebad. Eller naturens eget bidet. Det renser hende for alt det forpulede lort, hun har haft i kroppen.