Christian bliver forvirret
   Der er åbningsfest på gymnasiet, fredagen efter det har åbnet igen efter sommerferien. Lærerne er bartendere i de første par timer af aftenen; senere kommer nogle elever fra fest-udvalget og afløser dem resten af natten. Det er et mareridt. Strømmen af elever, der vil være fulde, elever, der er fulde og elever, der vil være endnu fuldere bliver bare ved med at komme fra alle sider. Lige nu betjener Christian baren sammen med Lene Jungersen, en samfundsfagslærerinde, der selv har fået lidt for meget at drikke i løbet af aftenen (man kan se det på den måde, hun står og fumler med byttepengene.) Baren er sat op i auditoriet, som er lige ved siden af fest-hallen, hvorfra den gungrende, dundrende pop-musik og de flimrende lys pumper ud og tvinger folk til at brøle som sultne aber henover baren.
   Endelig bliver klokken 10, og Christian og Lene bliver afløst af to andre lærere. Christian går ned ad gangen, væk fra larmen og lysene. Han skal på toilet, og han vil helst ikke bruge dét lige ved siden af fest-hallen, hvor eleverne står i kø og larmer og brækker sig. Han begynder at gå op ad trappen. Der er nogle små toiletter med lås på anden sal, hvis han ellers kan famle sig frem til dem i det her mørke.
   "Hey, Christian!"
   Christian genkender stemmen. Halvvejs oppe af trappen vender han sig om og ser Mikkel komme løbende ned ad gangen mod ham. Mikkel smiler bredt og går de sidste skridt op ad trappen. "Hey," siger han igen.
   "Øh, hej," siger Christian. Han håber ikke, Mikkel er fuld nok til, at det her kan blive pinligt. Men han kan slet ikke lugte sprut i Mikkels ånde, sådan som han kunne med alle de elever, der råbte til ham henover baren.
   "Hva´ så? Hvordan går det?"
   "Det ... går vel godt. Jeg tager nok hjem, nu hvor jeg er færdig i baren."
   "Nå." Mikkel ser lidt trist ud.
   "Jeg har set dine årsprøve- og eksamenskarakterer for 1.g. Tillykke. Det ser rigtig fint ud."
   "Tak."
   "Så, øh ... held og lykke her i år med 2.g. Og hav en god fest." Christian vender sig om og går videre op ad trappens brede sten-trin. Skridt og stemmer giver et lille ekko fra sig under det høje loft.
   "Jeg ville godt bare sige, at jeg har løst den der opgave, du ikke kunne løse," siger Mikkel.
   "Har du?" Christian stopper op og vender sig om igen. "Jeg kan næsten ikke huske den længere ..."
   "Jo jo, man skulle bare regne diskriminanten ud og så sætte dét ind, man kendte ud fra de to punkter. Løsningen blev ... Vent, jeg har det med." Mikkel hiver et lille stykke krøllet, kvadreret papir ud fra lommen og begynder at folde det ud.
   Christian griner. "Du behøver ikke fortælle mig det. Jeg er ligeglad. Jeg kan slet ikke huske, hvad den overhovedet gik ud på."
   "Nå." Mikkel stikker papiret ned i lommen igen.
   Christian kigger ned på trappens sten-trin med et stille smil på læben. "Det er mærkeligt. Jeg ville nok ønske, min egen søn var ligesom dig. Bedre til matematik. Mere ... koncentreret. Fokuseret på sit liv og, øh, og sin fremtid. Du ved vel, hvad du vil gøre med dit liv."
   Mikkel rynker på panden, som om han ikke helt forstår, hvor Christian vil hen med det her. "Christian, må jeg godt spørge dig om noget?"
   "Hvad?" siger Christian og håber, han ikke lyder så træt og muggen, som han er.
   "Er du lykkelig?"
   "Hvad?" Christian rynker på panden. Han tager fat i gelænderet, som for at have noget at støtte sig til.
   "Er du lyk-"
   "Ja, jeg hørte det godt. Det er bare ... Det er en mærkelig ting at spørge nogen om. Når man ikke rigtig kender dem."
   "Hvad mener du?" Mikkel lyder helt naiv, helt uskyldig. Lidt som om han driller Christian.
   "Det er ikke sådan noget, fremmede mennesker går rundt og spørger hinanden om."
   Mikkel griner lidt. "Er vi fremmede overfor hinanden?"
   Christian trækker på skuldrene. Han kan ikke følge med længere. Samtalen giver slet ikke mening. Han spekulerer lidt over, om han måske er lidt fuld. Han drak da kun et par øller, da han stod henne i baren. Slet ikke ligeså meget som f.eks. Lene.
   Mikkel går op ad trappen til ham, og før Christian aner, hvad det er, der sker, har drengen lænet sig frem og kysset ham. Han mærker sin elevs bløde, fugtige læber mod sine egne tørre, smalle læber. Det varer kun et par sekunder. Christian står helt lammet af chok bagefter. Mikkel står bare og smiler skævt. Bider sig i underlæben.
   "Hvad ... hvad skulle det til for?" siger Christian. Han føler sig fuldstændig forvirret. Så slår det ham, hvor forkert det var. Hvor farligt det kunne være, hvis nogen havde set det. Han kigger hurtigt op og ned ad trappen, ned i den mørke gang. Der er ingen i nærheden. Lysene og larmen fra festen er helt fjerne og spøgelsesagtige rundt om hjørnet.
   Mikkel trækker på skuldrene og smiler stadig det der drilske, skæve smil. "Du så ikke særlig lykkelig ud."
   "Det var forkert, Mikkel. Det var, øh, det var meget, meget forkert. Du må ikke fortælle nogen om det."
   "Nej nej. Jeg vil ikke have dig til at blive fyret. Du er min yndlingslærer."
   "Godt. Tak. Øh. Det var godt." Christian kigger sig omkring, som om hans omgivelser pludselig er blevet meget mere interessante end drengens ansigt, drengens smil. "Men så. Så tror jeg bare. Jeg går hjem. Nu."
   Han går ned ad trappen forbi Mikkel. "Hyg dig til festen!" råber han tilbage, mens han går tværs over indgangshallen.
   "Det skal jeg nok! Møjn," siger Mikkel og forsvinder rundt om hjørnet, ned ad gangen tilbage til fest-hallen.
   Christian river gymnasiets tunge egetræshoveddør åben og nærmest springer ud i den kølige natteluft. Han trækker vejret dybt og hurtigt. Han har det meget dårligt lige nu. Han har det meget, meget dårligt.
   Han begynder at gå ned ad stien mod parkeringspladsen. Han skal bare hjem nu. Hjem og sove, og så bliver alting bedre i morgen. Alting bliver normalt i morgen.


* * *
   Han ligger med åbne øjne ved siden af Stefania og lytter til hendes rolige, tunge åndedræt. Han kan ikke falde i søvn. Hans øjne flakker frem og tilbage mellem de utydelige, mørkeblå konturer og skygger i værelset og Stefs silhuet-profil. Han tænker på drengen. Han tænker på kysset. Det åndssvage kys. Hvad skulle det til for?