Vita læser digte op
   "Roser, skleroser
   Kommuner, kommunister -" Hun holder en lang pause. Kigger ud over gæsterne i caféen, tænker over om der er nogen af dem der lytter til hende, forstår hende, værdsætter hende. Hun stryger det grå hår bag det ene øre og fortsætter:
   "Der er så meget larm.
   Hvorfor er der så meget larm?
   Laver de så meget larm
   fordi de vil lytte til larmen?
   Eller laver de så meget larm
   fordi de ikke vil lytte til hinanden?
   Love, love, love
   Happy happy love."
   Hun lukker bogen - et laset eksemplar af 'Larm', hendes første digtsamling, fra 1971 - og går ned fra scenen. Der er et lidt spredt bifald. Én mand klapper lidt højere, lidt mere entusiastisk end de andre. Hun genkender ham og rynker på næsen som om hun har lugtet noget grimt. Det er ham bageren igen. Er han stamgæst her? Pis. Hun lader, som om hun ikke har set ham, og håber, han ikke har set hende. Hun går hen til baren og bestiller en irish coffee.
   Hun prøver at virke positivt overrasket, da han går hen og sætter sig ved siden af hende. "Hej! Det er jo ... dig fra sidst."
   "Jakob," siger han og virker ikke spor stødt over at hun ikke kan huske hans navn. "Hej! Ja, jeg så i programmet at du ville komme i dag og læse op fra dine debut-digte. Jeg synes ærligt talt, at 'Larm' er dit bedste værk. Så jeg måtte bare ikke gå glip af det her!"
   "Synes du så, det var en god oplæsning?"
   "Jo jo, det var fantastisk! Du var fantastisk."
   "Tak. Jeg har altid syntes, at digt-oplæsninger er lidt formålsløse. Hvis digtet er godt nok, så bør det gøre et stærkt nok indtryk, når man blot læser det."
   "Nå. Ja ... Ja, det kan man godt sige."
   De er stille et stykke tid. Jakob drikker sin café latté. Vita får sin espresso og begynder hurtigt på den.
   "Jakob, jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig."
   "Ja?"
   "Jeg ..." Vita tøver lidt. Hun ved ikke, hvorfor hun har lyst til at sige det her. Men det føles rigtigt. "Jeg har læst de noveller, du sendte ind til Forfatterskolen. De er ikke særlig gode. Jeg kan måske lægge et godt ord ind for dig i optagelsesudvalget, men jeg tror ikke, du kommer ind i denne omgang."
   Han stirrer på hende med vidt åbne øjne. Hundehvalpsøjne. I et sekund fortryder Vita, at hun sagde det. Hun tror, han skal til at bryde sammen i gråd. Men han siger stille og roligt: "Nå. Jamen, det ... nå."
   "Ja."
   "Sådan er det vel."
   "Ja. Vil du have nogle råd om, hvad du kan gøre bedre?"
   "Nej. Nej, jeg vil ikke ... jeg vil ikke snakke om det lige nu."
   "Okay." Vita drikker de sidste par slurke af sin espresso. Hun tænker på, om Jakob er tilfreds med at være bager, eller om han drømmer meget om at få succes som forfatter. Det er svært at gætte sig til. Hun kender ham jo slet ikke. De er egentlig komplet fremmede personer for hinanden, selv om de har læst hinandens poetiske og skønlitterære værker.
   Pludselig får hun en mærkelig idé. Hun roder lidt rundt i sin jakkes lommer, indtil hun finder en krøllet gul klister-seddel og en kuglepen. Hun skriver sit nummer ned på sedlen og rækker den til bageren. "Her. Det er mit telefon-nummer derhjemme. Ja, altså, jeg har ikke nogen mobil-telefon eller noget andet."
   Jakob tager imod sedlen og rynker lidt på panden. "Hvorfor ... skal jeg have ..."
   "Så kan du ringe til mig, hvis du nogensinde vil snakke om dine noveller. Eller om mine digte. Jeg har i forvejen dit nummer. Det står jo i ansøgningen til Forfatterskolen."
   "Øh ... okay ..."
   "Nå, men jeg skal af sted. Farvel."
   "Farvel."