En opgave læreren ikke kan løse
   "Da dette er lig med den forudsætning, vi startede med, har vi bevist sætningen," siger Christian og skriver QED efter den sidste linie i beviset. Det er årets sidste time før den mundtlige eksamen i matematik på C-niveau, og de sidste par timer inklusive den her har været ren repetition. De elever, der fortsætter med matematik på B-niveau næste år - omtrent halvdelen af klassen - er ikke mødt op, bortset fra én. Det viser godt nok hvor engagerede de fleste af dem er, tænker Christian i sit stille sind.
   "Skal vi tage det næste bevis?" spørger han de 13 elever og kigger ned i sine papirer. "Det er mere trigonometri. Sinus-relationerne."
   "Vi har fri om fem minutter," siger en af drengene.
   "Ja, kan vi ikke bare stoppe her? Der er altså nogle af os der skal nå bussen," siger en af pigerne.
   "Okay, okay," siger Christian, og eleverne begynder straks at pakke sammen. "Så ... held og lykke med eksamen!"
   Der kommer nogle hurtige "tak" og "så ses vi dér" rundt omkring i lokalet.
   "I får brug for det," tilføjer han med et skævt smil.
   "Hey!" siger en af pigerne og lyder fornærmet. Nogle af drengene griner bare. Mens Christian pakker sine papirer sammen, går Mikkel op til katederet med sin opgave-bog åbnet på en bestemt side. Mikkel er den ene elev, der fortsætter med matematik næste år og derfor kun skal til skriftlig årsprøve i det. Alligevel er han mødt op til den her time og har fulgt godt med i repetitionen af det mundtlige stof. Han er klassens bedste elev i faget.
   "Øh, Christian? Jeg har prøvet at lave de små blandede opgaver bagest i bogen, som en slags træning til skriftlig årsprøve, ikke?"
   "Ja, det er en god idé," siger Christian.
   "Men der er den her, jeg ikke kan finde ud af." Han lægger bogen på katederet og peger på en af opgaverne. Christian læser den hurtigt igennem. Det er noget med at finde de værdier af a, for hvilke en parabel skærer x-aksen i to forskellige punkter ... og parablen har ligningen y = ax^2 + bx + c ... går gennem punktet (1,2) ...
   Christian stirrer på opgaven i et minut. To minutter. Mikkel venter uden at sige noget eller bevæge sig. Han stirrer bare på Christian, som stirrer på opgaven. Christian begynder at skrive en udregning ned på noget kvadreret papir, han har liggende ved siden af. Så stopper han.
   "Det giver ikke mening," siger Christian endelig.
   "Nej, vel?" Mikkel lyder lettet.
   "Det må være en fejl. Der mangler en eller anden oplysning. Man kan ikke løse den."
   "Der er ellers en løsning i facit-listen ..."
   "Jamen, det må være en fejl. De burde have givet os én til oplysning. Den kan ikke løses." Han streger sine beregninger ud. "Glem den."
   "Nå. Ja, okay." Mikkel tager sin bog, går tilbage til sin plads, begynder at pakke sammen. Alle de andre elever er gået nu. Der er helt stille. "I folkeskolen havde vi engang sådan en matematik-bog med illustrationer. Små tegninger. Der var en tegning, hvor tallet 0 stod udenfor to døre, og på dørene stod der 'De positive tals klub' og 'De negative tals klub'. Og 0 stod udenfor og græd og sagde 'Jeg må ikke være med nogen steder.'"
   Christian er stille et øjeblik. Han rynker på panden. "Hvorfor fortæller du mig det?"
   "Det ved jeg ikke," siger Mikkel og tager sin jakke på. "Jeg kom bare til at tænke på det."
   "Nå. Jamen, held og lykke med eksamen."
   "Tak tak."
   "Men det får du vel ikke brug for."
   "Næh," siger Mikkel og smiler til Christian, før han forsvinder ud ad døren.
   Christian lægger de sidste papirer ind i mappen. Så går han over i lærerværelset for at holde frikvarter inden den næste time.