Den 31. august
   
Malene besøger Rasmus
   Malene går fra busstoppestedet - det sidste stoppested på ruten, helt ude i udkanten af byen - ned ad nogle stier i et stille villakvarter. Kollegiet består af fire firkantede beton-blokke adskilt af en stor, næsten tom parkeringsplads. Der ligger et bibliotek ved siden af. Det er den slags skizofrene vejr i dag, hvor himlen er lyseblå, og solen ser ud til at skinne frem fra bag nogle hvide skyer, men vindene er alligevel kolde og fugtige.
   Malene går tværs over parkeringspladsen og ind mellem to af blokkene. Hun finder hoveddøren og kigger på listen med navne og knapper ved samtale-anlægget.
   Hun havde stadig hans nummer gemt på mobil-telefonen, og ud fra det fandt hun hans adresse på internettet med Krak. Hun har taget bussen helt herud bare for at besøge ham. Hun ved ikke helt hvorfor. Hun føler bare, hun er nødt til det.
   Han var en af hendes tidligste kunder. Hendes tredje. Han var så genert og nervøs og trist. Hun følte nærmest, at det var forkert af hende at tage hans mødom. På sådan en hurtig, kedelig måde. Det føltes nærmest forkert. Måske vil hun give ham en undskyldning nu. Eller pengene tilbage.
   Hun ringer på ved hans værelse. Hans stemme kradser igennem det gamle samtale-anlæg. "Hvem er det?"
   "Det er mig. Malene."
   "Øh ... Jeg tror ikke, jeg kan huske ... Jeg tror ikke, jeg kender nogen, der hedder Malene. Undskyld. Hvor kender du mig fra?"
   Hun tøver lidt og slikker sig på de tørre, sprukne læber, som hun plejede at putte lipgloss på hver dag. Så siger hun bare: "Hende luderen, du var sammen med for nogle måneder siden."
   Der er en lang pause fra hans side.
   "Hvorfor kommer du her nu?" Han lyder ikke irriteret, bare forvirret.
   "Fordi ... fordi jeg bare godt vil snakke med dig. Kan du ikke bare komme ned og lukke mig ind?"
   "Jeg, øh ... Jeg tror ikke, det ville være så godt. At lade dig komme herind. Det kan være, mine venner her på gangen ser dig. Så skal jeg til at ... ja ... finde på en forklaring."
   "Kan vi ikke bare gå et eller andet sted hen så? Ud i byen? Jeg vil altså virkelig godt snakke med dig. Det er vigtigt."
   Endnu en lang pause fra hans ende af anlægget. Et øjeblik føler Malene sig virkelig bange. Hvad hvis han slet ikke vil mødes med hende igen? Hun får pludselig en fornemmelse af, at hun ville være fuldstændig fortabt, hvis han ikke kommer ned lige nu og ser hende og snakker med hende. Hun ville være fuldstændig fortabt.
   "Hvorfor er det vigtigt for mig? Er det ... er det noget med en sygdom?"
   "Nej!" Hun griner lidt. "Nej, det er bare ... Kom nu ned. Jeg vil snakke med dig. Sådan, ansigt til ansigt. Vi kan tage et eller andet sted hen. Vil du ikke nok komme ned? Please?"