Jakob
   "Hej, skat!" siger Harald, mens han lukker og låser hoveddøren bag sig. Han tager jakken og skoene af og smider dem i et hjørne. Stella springer op ad ham, og han smiler og klør den i dens kraftige, sorte pels. Så går han hurtigt gennem entréen og ind i dagligstuen, hvor hans kæreste sidder stille på sofaen. Stella følger med ham, hurtigt trippende, mens den tygger på en sok, som enten Harald eller Jakob nok har været dum nok til at lade ligge på gulvet et eller andet sted. "Nu skal du høre; den dér samtale med ham fra TV2 Zulu gik rigtig godt, og jeg tror ... Hey, er du okay?"
   Det er først nu, at Harald bliver nervøs. Jakob sidder nærmest ubevægelig i hjørnet af sofaen. Han stirrer ned på gulvet, ansigtet udtryksløst. Han har slet ikke kigget op på Harald eller smilet til ham på den kærlige måde, han plejer at smile, når Harald kommer hjem.
   "Jeg ved godt, at du har været sammen med en eller anden dreng," siger han med en streng, fast stemme. "Martin og Robin så dig sidde ved baren den aften, okay? De har fortalt mig det. At du gik sammen med ham drengen."
   "Jakob, det er altså ..." Haralds mund åbner og lukker sig og åbner sig igen. "Det er altså ikke sådan at ..."
   Jakob kigger op på Harald og rejser sig fra sofaen i én hurtig bevægelse, der giver et lille sæt i Harald. "Ved du hvad, jeg er helt ligeglad med dine undskyldninger! Jeg gider fandme ikke høre flere undskyldninger, okay? Lad os nu bare få det her overstået."
   "Nu slapper du lige helt af!" siger Harald og løfter en advarende pegefinger. Han føler sig lidt dum, da han tænker, at han ligner en irettesættende folkeskolelærer. Stella begynder at gø, mens den tripper frem og tilbage mellem de to mænd. "Lad os lige snakke om det her stille og roligt!"
   "Nej, nu skal det kraftedeme ikke være stille og roligt længere!"
   "Slap du nu lige helt af -"
   "Jeg slår op med dig!"
   "Nu holder vi begge to kæft og sætter os ned og snakker om det her stille og -"
   "Jeg slår op med dig!"
   "Nu synes jeg bare vi skal slappe lidt af og -"
   "Hold nu kæft, din store idiot! Jeg slår op med dig!"
   Harald holder op med at råbe. Han er helt stille nu. Armen med den advarende pegefinger falder slap ned ved hans ene side.
   Han stirrer på Jakob med store, skræmte øjne.
   Stella er holdt op med at gø nu. Den sidder bare og kigger op på de to mænd med sine sorte, udtryksløse øjne.
   "Du skal flytte ud af min lejlighed," siger Jakob. "Du skal flytte ud og få dig dit eget liv. Måske får du en dag succes som, hvad hedder det, stand-up komiker eller hvad fanden du vil være. Måske får du ikke succes. Det ved jeg ikke. Det er jeg ligeglad med. Du skal bare flytte ud og lade mig leve mit eget liv. Jeg er træt af, at du ligger her hele dagen lang og drikker. Og jeg skal fandme ikke have en kæreste, der er mig utro med en eller anden fucking trækkerdreng."
   "Du kan ikke gøre det her," siger Harald og ryster lidt på stemmen. "Du kan da ikke gøre det her. Jeg har ikke nogen steder at tage hen."
   "Så find dig et sted at tage hen. Bare, bare tag af sted i aften. Tag hen på et eller andet hotel. Eller hen til din søster eller, eller dine stand-up venner. Bare tag af sted i aften." Jakob lader luften hvisle ud mellem tænderne. Han lyder mere træt end vred. Han lader sig synke ned på sofaen igen.
   Harald stirrer på ham et langt øjeblik. Han knytter hænderne sammen i næver med hvide knoer. "Okay," siger han så, og fingrene retter sig ud igen. "Okay."
   Han vender sig om. Han går gennem entréen og ind i soveværelset. Inde i dagligstuen kan Jakob høre en kuffert blive trukket ud af skabet, lagt på sengen og åbnet. Så kan han høre Harald begynde at tage alt sit tøj ud af skabet og smide det ned i kufferten, hulter til bulter.
   Jakob udstøder et lille suk. Ikke et trist suk, bare et suk af ren og skær lettelse. Som om han har løst en opgave, der virkede langt sværere, end den egentlig var.