Vita er fuld
   Vita har haft en af sine dårlige dage. En af de dage, hvor hun bliver lidt trist og ensom. Lidt rastløs. Og så har hun drukket sig fuld. Alene. Igen.
   Hun ligger på sofaen og holder løst om en flaske kirsebærvin, som hun balancerer på maven. Hun lader øjnene glide hen over dagligstuen i det grå eftermiddagslys, der siver gennem persiennerne. Nogle af hendes digtsamlinger ligger åbne på sofabordet i en udflydende bunke. Hun har prøvet at læse sine digte højt for sig selv. Hun stoppede, da hun indså, at hun hadede dem alle sammen. Prætentiøst lort. Hun har spildt sin ungdom. Hun har spildt hele sit liv.
   Det ringer på døren. Hun ligger bare stille et øjeblik, overvejer at vente og håbe på, at vedkommende giver op og går. Men dørklokken gentager sine to nedadgående toner. Igen og igen.
   "Okay, okay! Jeg er på vej, for helvede!" råber hun og kommer lidt vaklende på benene. Hun går ud i entréen og åbner hoveddøren op på klem. Jakob står ude i gangen og ser forvirret ud.
   Pludselig husker Vita det. De havde aftalt, at han skulle komme herover ved 3-tiden, så de kunne snakke videre om hans noveller. Vita rynker på panden. Er klokken allerede 3? "Nåja, dig. Hej," siger hun.
   Jakob ser frastødt ud. Han kan nok lugte hendes ånde. "Øh, hej."
   Hun lukker op, og han træder forsigtigt ind. "Nå, vil du nu igen høre, hvordan du kan blive bedre?" Hun lukker døren. Griner hæst. "Ved du hvad? Det kan du ikke. Ingen kan blive bedre. Folk forandrer sig aldrig." Hun går forbi ham med tunge, klodsede skridt og ind i dagligstuen igen. Jakob følger tavst efter hende. Han stopper op i døråbningen og læner sig mod karmen med et suk, da han ser den næsten tomme flaske, hun har stillet fra sig på sofabordet.
   "Er du fuld?"
   Vita synker ned på sofaen. "Hvad fanden tror du?" Hun læner sig tilbage med lukkede øjne. Luften hvisler ud mellem tænderne og de sprukne læber. "Undskyld," siger hun så. "Jeg havde helt glemt, at vi skulle ... Nogle gange drikker jeg mig bare fuld alene. Det får tiden til at gå hurtigere. Undskyld."
   "Jeg kan godt bare gå igen," siger Jakob stille, kigger ned på sine sko på det bonede gulv. "Så kan vi mødes en anden gang."
   "Nej ... Nej, bliv her hos mig. Vil du ikke nok?"
   Jakob svarer ikke.
   "Kom nu. Sæt dig her hos mig."
   Han går tøvende hen og sætter sig på sofaen ved siden af den berusede, gamle kvinde. Tænker på, hvor mærkeligt det er at se, hvor dumt og grimt og abrupt livet kan være. Når man nu har haft en person, man har set op til som et idol og et forbillede, i så lang tid ...
   "Undskyld," siger Vita igen, som om hun kan læse hans tanker.
   "Det er okay," siger han så og læner sig tilbage ved siden af hende. De stirrer begge op på revnerne i loftet. "Ingen kan være perfekt hele tiden."
   Vita griner. "Jeg ville ... Jeg ville bare ønske, jeg kunne leve hele mit liv igen. Og denne gang ville jeg ikke være digter. Jeg ville være en normal, dum, overfladisk, lykkelig kvinde. Jeg ville leve et helt almindeligt liv. Ingen rødstrømpe-aktiviteter. Ikke noget oprør, ingen postmodernisme, ingen forsøg på at overskride grænser og ... og være speciel. Jeg ville være bager ligesom dig. Bagerjomfru." Hun griner igen, højt og skraldende. Hun føler sig som en dum gås, og hun elsker det. "Og ... og på den måde ... så ville jeg ikke være så alene."
   Jakob læner sig frem, tager flasken fra bordet og bunder den. De sidste slurke kirsebærvin brænder i halsen på ham.
   "Jeg holdt foredrag på en folkeskole for nylig. For 9. klasserne," siger Vita og smiler bredt. "De lyttede slet ikke til mig. Jeg stod der og snakkede om mit liv, om at skrive og digte, om hvad mine værker betyder for mig og for, for litteraturens udvikling. De lyttede slet ikke. Sad bare der og fniste og hviskede om, at jeg lignede en frø. En gammel frø." Hun griner. Jakob kan heller ikke holde sin latter inde nu. "Det er, hvad jeg er blevet reduceret til. Er det ikke skønt?"
   "Jeg elsker dig, din gamle frø," siger Jakob gennem sin latter.
   Hun læner sig frem og prøver at kysse ham. Han trækker sig tilbage. Kigger på hende med store øjne, lidt forskrækket, lidt frastødt. Vita kigger væk, ned på bordets glas-overflade. De er begge stille i nogle sekunder.
   "Jeg er bøsse," siger Jakob.
   "Nå. Okay." Vita tror ikke på ham. Hun ved, hun bare er for gammel og grim til ham. Men det kan også være lige meget. Hun har ikke brug for sex. Hun ved ikke, hvad hun har brug for.
   "Jeg har kæreste på lige for tiden," tilføjer han. "Vi deler lejlighed og alt muligt."
   "Gud, hvor jeg hader det udtryk," siger Vita bare. "At have 'kæreste på'. Som om det er en beklædningsgenstand. Et produkt." En pause, så: "Det er det vel sikkert også."
   Jakob slår en kort, tør kluklatter op. "Undskyld hvis jeg virker ..."
   "Nej, nej, det er mig, der skal sige undskyld. Jeg ... jeg har det bare virkelig underligt lige nu. Jeg læste mine digte igennem, lige før du kom. Jeg hader dem. Jeg hader mig selv."
   Jakob er tavs et øjeblik. Han kan godt fornemme, at hun ikke vil snakke om det. At hun ikke vil snakke om sig selv og sine egne problemer.
   "Jeg tror, han er utro," siger han.
   "Hvem?"
   "Min kæreste."
   "Hvorfor tror du det?"
   "Jeg ved det faktisk." Jakob læner sig tilbage i sofaen igen og udstøder et langt, træt suk. "En af mine venner var nede på en bøssebar her i byen, hvor han skulle lave noget stand-up. Han er stand-up-komiker. Min kæreste altså. Ikke min ven. Og efter showet så min ven ham sidde ved baren med en eller anden teenage-dreng. Sikkert en trækkerdreng. De gik ud sammen. Min kæreste og drengen, altså."
   "Nå. Har du konfronteret ham med det?"
   Jakob ryster langsomt på hovedet.
   "Gør det," siger Vita pludselig. Hun føler sig meget selvsikker. "Gå hjem og gør det lige nu."
   Jakob skimter til hende, forvirret. "Hvorfor vil du have mig til det?"
   Vita trækker på skuldrene. "Én af os burde i det mindste få styr på sit liv."