Psykologen og dagplejemoren snakker sammen
   De sidder i dobbeltsengen med den tynde sommer-dyne trukket op over benene. Jørgen læser et månedligt psykologi-blad, han abonnerer på. Grith læser en ny svensk krimi-bestseller. Jørgen har undertrøje og bokser-shorts på. Grith har sin hvide natkjole med kniplinger på. Den er lidt gammel-dame-agtig, men hun kan lide den.
   "Ej, nu gør vi det igen," siger hun pludselig og kigger op fra bogen.
   "Hvad?" siger Jørgen.
   "Har lamperne tændt. Mens vinduet står åbent." Hun rejser sig fra sengen, går hen til det store vindue i væggen overfor sengen og lukker det. De har snakket om det før. Når de ligger og læser og har lamperne tændt, mens vinduet står åbent, tiltrækker det myggene fra dammen i baghaven. Grith hader myg. De vimser altid helt hen forbi hendes øre, når hun prøver at falde i søvn, og giver hende et ordentligt chok med deres irriterende summen.
   "Er det ikke mærkeligt, at de altid stikker mig og næsten aldrig dig?" siger hun, da hun går tilbage til sengen og kryber ind under dynen igen med sin krimi-roman.
   "Myggene?"
   "Ja, myggene, hvad ellers?" Hun sukker dybt. "Der må være et eller andet specielt ved mit blod."
   "Det kan godt være," brummer Jørgen. Han bladrer videre i psykologi-bladet, indtil han når til en artikel om gruppepres, der fanger hans interesse.
   Grith prøver at læse sin krimi, men hun kan ikke helt koncentrere sig om den. Hun kigger op på Jørgen. "Hvorfor kom Rasmus ikke hjem til os her i sommerferien? Det gjorde han sidste sommer, da han arbejdede på det der hotel. Og nu kommer vi snart til midten af august her, og så skal han begynde på universitetet igen ..."
   Jørgen trækker på skuldrene. "Måske kan han godt lide at bo alene."
   "I sådan et lille kollegieværelse?"
   "Tja, Grith, du har da selv set det. Det er ikke så lille. Jeg er sikker på, han har indrettet sig meget hyggeligt."
   Grith er stille et øjeblik. Så: "Han kunne nu godt have boet her et stykke tid i sommerferien."
   De læser begge to i nogle minutter. Grith når til det næste kapitel. Hun sætter bogmærke i og lægger romanen fra sig på natbordet. Hun drikker af den lunkne kop te, hun har stående.
   "Jeg håber bare, han ikke bliver ensom," siger hun.
   "Det bliver han da ikke." Jørgen bladrer forbi de sidste sider af bladet og lægger det fra sig på sit natbord. Han gnubber sig i øjenkrogene og kigger så over på hende. "Hvad er det for noget, jeg har hørt med, at du har fået klager fra forældrene?"
   "Nåh, det er bare noget med, at børnene siger, de ikke kan lide mig, og her er ikke så sjovt at være. Det er bare to af dem, der har brokket sig." Hun trækker på skuldrene. "Man ved aldrig med børn. Det ene øjeblik elsker de én, og det næste øjeblik hader de én. Det er sådan, de ser på verden. I sort-hvid. Skurke og helte. Eller skurkinder og heltinder."
   "Det er sådan, mange mennesker ser på verden," tilføjer Jørgen stille. "Ikke kun børn."
   "Ja. Det har du vel ret i." Grith stirrer lidt frem for sig. Så kigger hun over på brochuren, der ligger på natbordet. Det er en oversigt over sommerens kunst-udstillinger og koncerter i Århus. Hun samlede den op på biblioteket i dag. "Skal vi ind og se den der negative space udstilling? Det skulle være virkelig spændende."
   Jørgen trækker på skuldrene. "Hvem er kunstnerne?"
   "Øh, det er nogle engelske og russiske nogle. Jeg kan ikke huske, hvad de hedder. Men det der med negative space skulle være virkelig flot."
   "Hvad er det for noget?"
   "Negative space?"
   "Ja."
   "Det er sådan noget med, at man laver ikke en statue af menneskets krop i sig selv, men man laver en stor klump af, øh, metal-stænger eller ståltråd eller noget, og inde i den klump er der et tomt rum. Et, øh, et hulrum, som er formet som et menneskes krop. Så de antyder faktisk bare mennesket, i stedet for at vise det frem."
   "Okay." Jørgen strækker armene ud foran sig med fingrene flettet sammen. "Det kan vi da godt tage ind og se," siger han, mens han gaber.
   "Godt så," siger Grith med et smil. Så slukker hun lampen i sin side af sengen. "Godnat."
   "Godnat." Jørgen slukker lampen i sin side.
   De ligger begge på siden med ryggene vendt mod hinanden.


* * *
   Senere vågner Grith ved, at Jørgen rusker i hende. Dynen er blevet rullet sammen omkring hende, og Jørgen ligger og fryser i sin undertrøje og bokser-shorts. Han fortæller hende, at hun nok havde et mareridt. Hun lå og rullede vildt rundt, mens hun blev ved med at mumle "jeg er syg, jeg er syg, jeg er syg." Grith siger, hun ikke kan huske drømmen. Jørgen siger, det var en skam, for han kunne måske have analyseret den. Han skrev engang speciale om drømmesymbolik.
   De breder dynen ud over dem begge to. Så lægger de sig til at sove igen.