Ole vil godt nu
   Ole sætter sig i lænestolen i dagligstuen. Han har sat Chopin på anlægget. Nocturne igen. Der er regn og blæsevejr udenfor. Det er en onsdag eftermiddag.
   Han trækker plastic-posen ned over hovedet, binder den fast om halsen med gaffa-tape, læner sig tilbage og trækker vejret langsomt og roligt. Denne gang vil han. Denne gang vil han virkelig godt.
   Han har taget fotografiet af Birgitte ned fra væggen og ligger med det i skødet. Han holder det op foran ansigtet, så han kan se dets sort-hvide konturer gennem plastic'en. Han kan se hendes ansigt. Hendes smil. Han ved ikke, om man kommer i Himlen, når man dør, og møder de andre døde, som man elskede, da man levede. Han tvivler på det. Himlen er bare noget, folk har fundet på, fordi de er bange for tomhed. Intethed.
   Hans hænder bliver for svage til at kunne løfte sig og holde fotografiet. Han taber det i sit skød. Armene hænger slappe ned fra armlænene. Det sortner for øjnene. Han ville ikke kunne rive plastic-posen af hovedet nu, hvis han ville. Han er for svag nu. Men det er lige meget. Nu er det ikke ligesom sidste gang. Denne gang fortryder han ikke noget. Han græder ikke engang.
   Han græder ikke engang.
   Han græder ikke engang.
   Han græder ikke engang.
   Han græder ikke.