Vita møder en bager
   Det er en lille café på torvet, der prøver at se mere sofistikeret ud, end den egentlig er. Vita kan ikke rigtig lide det her sted. Alligevel tager hun herhen hver lørdag til digt-oplæsningerne. Digtene er amatøragtige banaliteter, og det er i det hele taget nogle irriterende, unge mennesker, der kommer herinde. Vita sidder ved baren og kigger lidt på dem ud af kedsomhed. De har alle sammen mørkt, diskret tøj og et minimum af makeup på. De prøver alle sammen at se så modne og intellektuelle ud som muligt. De er velsagtens den type mennesker, der støtter Christiania og støttede ungdomshuset og prøver at argumentere fornuftigt for deres holdninger med begreber som 'fri kultur' og 'danskhed'. Og de stemmer sikkert på Enhedslisten.
   Digt-oplæsningerne for i dag er færdige, og nu vil Vita bare skynde sig at blive færdig med sin cappuccino og komme ud herfra.
   En af dem sidder for sig selv i et hjørne, en mand i 20'erne i en sort fleece-trøje. Han har briller med tykke, sorte, rektangulære stel. Hans øjne får kontakt med hendes i et sekund. Han ser overrasket ud; så smiler han. Vita vender hovedet og stirrer ned i sin cappucino igen. Åh Gud, kender han hende fra et eller andet sted? Kommer han herover nu? Han kommer herover nu. Pis.
   "Øh, undskyld," siger han.
   "Hvad er der?" Hun kigger hurtigt over på ham, tager en slurk af sin cappuccino.
   "Er De Vita Skovgaard?"
   Hun sænker langsomt koppen, vender sig mod ham, stirrer ham lige i øjnene med et neutralt ansigtsudtryk. "Hvorfra kender du mit navn?"
   Han smiler bredt, øjnene vidt åbne. "Ej, er det rigtigt? Er De Vita Skovgaard?"
   "Ja -"
   "Det var dog utroligt! Jeg har læst alle Deres digtsamlinger og noveller fra 60'erne og 70'erne. Jeg synes virkelig De er en af de bedste danske forfattere nogensinde."
   Han rækker hånden frem. Hun stirrer lidt forskrækket på den, som om det var en dolk. Så trykker hun den, hurtigt.
   "Du behøver ikke være dis med mig," siger hun så.
   "Undskyld, jeg er bare sådan helt ... ja, chokeret over at møde Dem, øh, dig. Jeg genkendte dit ansigt fra billederne på omslagene, men jeg tænkte stadig at det bare var min fantasi, og så er det rent faktisk dig! Det var dog utroligt," siger han igen.
   "Ja. Det var det vel."
   "Jeg skriver selv noveller." Han afslører det som om det var en stor hemmelighed. Venter spændt på hendes reaktion.
   "Nå."
   "Ja. Ja, altså. Jeg har sendt dem ind til forfatterskolen. To af dem. Det er anden gang nu. Første gang blev jeg afvist, men jeg synes selv jeg er blevet bedre siden dengang. Altså med de to noveller jeg har sendt ind denne gang. Jeg har ikke fået svar endnu."
   "Hvad hedder du?" spørger hun, svagt interesseret.
   "Jakob. Jakob Meyer. Ej, har du læst mine noveller? Var det dig der bedømte dem?" Han lyder som om han ikke engang ville blive sur hvis hun sagde ja. "Jeg ved godt, du arbejder på forfatterskolen. Altså, det stod på et af omslagene til en af dine digtsamlinger. Men har du læst det, jeg sendte ind? Jeg hedder Jakob Meyer." Han siger sit navn langsomt og tydeligt, som om hun er senil eller halv-døv eller begge dele.
   "Det tror jeg ikke," lyver hun. Vita har to noveller af Jakob Meyer liggende på sit skrivebord. Hun læste dem igennem i går aftes. De var frygtelige. Et fuglebur hed den ene; den handlede om en familie, hvor moderen mishandlede børnene, og faderen lod som om, det ikke skete. Den fattigste mand var et tørt melodrama om ulykkelig kærlighed.
   "Æv. Det kunne ellers være pudsigt hvis du havde. Synes du ikke?"
   "Ja, æh." Hun tager en lang slurk af cappuccinoen, prøver at blive færdig i en fart. "Har du så et arbejde ud over at være forfatter?"
   Han virker lidt forbavset over det halv-personlige spørgsmål. "Ja, jeg er bager. Altså jeg har jo ikke fået nogen af mine noveller solgt til nogen blade eller noget. Så det er vel mit, øh, mit eneste arbejde." Han smiler skævt. Han er en tiltrækkende mand, i hvert fald i forhold til en ældre kvinde som Vita. Hun er godt klar over forskellen. Hun så jo sig selv i spejlet her i morges.
   "Okay."
   "Ja."
   Hun drikker den sidste sjat cappuccino. "Nå. Men øh. Jeg skal også af sted nu."
   "Okay, det var hyggeligt at møde dig!"
   "Ja, i lige måde."