Fremmede mennesker
   "Der ligger en sko dér," siger Nana, mens de går ned ad gaden fra gymnasiet.
   Nikolaj kigger på cykelstien, hvor hun peger hen. Der ligger ganske rigtigt en højhælet, hvid sko til en voksen kvinde. Den ligger der bare i rendestenen, væltet om på siden.
   "Mærkeligt," siger Nikolaj.
   "Ja."
   De er stille i et stykke tid, mens de går ned ad gaden mod skoven ved udkanten af byen. Der er varmt og vindstille inde under de høje egetræer. De følger en bred grussti, der svinger forbi nogle mennesketomme badminton-baner. De kan skimte havet længere fremme mellem træerne. Stranden er næsten øde, bortset fra nogle ældre stavgængere og et ungt par, der kaster en frisbee til deres hund.
   "Jeg vil ikke være din kæreste," siger Nana.
   "Okay."
   "Jeg har ikke brug for en kæreste. Det er ikke dét."
   "Det er okay."
   "Vi behøver ikke engang være venner. Vi behøver ikke lære hinanden at kende."
   "Nej." Nikolaj tager en dyb indånding af den fugtige luft. Han føler sig helt underligt rolig indeni, som om den her spontane gå- og pjække-tur midt på dagen har renset fuldstændigt ud i hans tanker og bekymringer. Solskinnet brænder sig ind i hans hår og nakke. "Vi kan bare være fremmede overfor hinanden."
   Nikolaj nikker stille.
   De følger en spredt række trin af gammelt, råddent træ ned ad skrænten til stranden. Nana går forrest. "Hvor er vi på vej hen?" spørger Nikolaj.
   Nana trækker bare på skuldrene og går tværs over det varme sand. Da hun når til overgangen til stenstrand, stopper hun op og tager sine sko og sokker af. Hun holder dem i hænderne, mens hun går barfodet henover de brændende varme sten. Nikolaj beholder sine sko på og følger efter hende.
   Der er en gammel, smal mole lige foran dem. Nana går op på den og henover det våde træ, ud mod horisonten. Nikolaj tøver lidt. Så smiler han og følger efter hende. De små bølger hæver og sænker sig dovent på begge sider. Molen er omtrent 10 meter lang, og ude for enden af den ser vanddybden ud til at være på ca. 2 meter.
   Nana går helt ud til enden. Hun sætter sig på kanten og kigger ned på solskinnets skarpe refleksion i de små, dovne bølger. Hun lader benene dingle ud over kanten, så tæerne lige akkurat bliver våde.
   Nikolaj sætter sig på hjørnet ved siden af hende. De lytter til bølgerne.
   "Tror du, mennesker kan hjælpe hinanden?" siger Nana stille.
   "Hvad mener du?"
   "Hvis mennesker lærte hinanden at kende - altså, hvis de vidste alt om hinanden. Alle hemmelighederne og, og de tanker, vi prøver at skjule for hinanden. Tror du så, mennesker ville kunne hjælpe hinanden?"
   Nikolaj stirrer bare ned i vandet og solskinnets refleksion.
   "Eller skal man bare selv løse sine egne problemer?" fortsætter Nana.
   "Det ved jeg da ikke." Nikolaj løfter sine ben op foran sig. Han tager sine sko og sokker af og stiller dem ved siden af sig på kanten af molen. Så lader han fødderne dingle ned i vandet, ligesom hun gør.
   Hun kigger op fra vandet og ind i hans øjne.
   "Hvad hedder du?"