Jeg klatrede på den hvide bjergside, mens sneen fygede forbi mit ansigt. Til trods for at jeg havde beskyttet min krop mod kulden, var jeg gennemfrossen helt ind til det inderste af knoglerne. Mine fingre smertede af kulde og min næse var følelsesløs ud over alle grænser. Al smerte i mit ansigt var forsvundet undtagen smerten fra snefnuggene, der lejlighedsvist ramte mine øjne. Ikke blot gjorde det ondt, det sænkede også mit fulde udsyn over bjerget. Jeg havde dog ikke brug for et udsyn; Jeg behøvede ikke at se bjerget for at nå toppen. For mine øjne var målet usynligt, men for mit hjerte lyste det op og tvang mig fremad. Uanset hvad ville jeg bestige bjerget.

Min rejse begyndte for så lang tid siden, at det føltes som en drøm. Jeg var på vej til kontoret for at arbejde. Min telefon ringede, men som ansvarsfuld billist tog jeg den ikke. Og fordi jeg ikke tog den da, glemte jeg alt om den. Så det kom som en stor overraskelse, da en af mine kolleger - min bedste ven - kom hen til mig og var ked af det. Jeg spurgte overrasket om, hvorfor han var ked af det. Han stirrede på mig og spurgte vantro, om jeg ikke allerede havde fået det at vide. Så huskede jeg min telefon. Jeg fik bange anelser, da jeg tog den frem. Der var lagt en voicemail. Jeg begyndte at frygte mere og mere, hvad der kunne være sket. Jeg lyttede og hørte, hvordan og hvornår min verden blev ødelagt. Min kone havde kørt min datter i skole og begge var kommet til skade i en ulykke. Jeg skulle komme hen på hospitalet til min datter som lå i koma og bagefter skulle jeg hen til lighuset og identificere min afdøde kone. Mere hørte jeg ikke. Min telefon faldt på gulvet og skærmen gik i stykker. Men det var ligegyldigt. Jeg lå på knæ med munden åben, mens jeg forgæves forsøgte at forme ord. Der kom ingen lyd - end ikke en mumlen. Jeg kunne knapt trække vejret. Mit sind blev forvandlet til et blændende mørke. I det fjerne kunne jeg se et lys. Lyset var en brændende fornemmelse, der ramte alle mine sanser. Fanget i mørket kunne jeg se og føle det fjerne lys, der var virkelighedens verden. I den bagerste del af mit hoved kunne jeg mærke tårerne løbe ned langs mine kinder og jeg kunne se dem væde kontorgulvet. Jeg var et fremmed væsen, der så på min egen krop, da min ven løftede mig op fra gulvet og hjalp mig hen i min stol. I lyset kunne jeg se, at jeg hørte ham, men jeg kunne ikke høre hvad han sagde og jeg kunne heller ikke svare ham. Ord havde ikke længere nogen funktion, betydning eller i det hele taget en eksistens. Alt var en fremmed sfære for mit ødelagte sind. Virkeligheden var på alle måder blevet en verden af drømme - eller rettere mareridt - og selvom jeg vidste sandheden, kunne jeg ikke undslippe mørket og dets illusioner om virkeligheden. Hele min bevidsthed eksisterede kun i et uendeligt lille punkt bagerst i mit baghoved. Jeg var et andet sted, da de kørte mig hjem, da de spiste aftensmad med mig og da de hjalp mig i seng. Jeg siger "de", men jeg ved ikke, om det kun var min ven eller om det var flere. Og drømmene var på ingen måde anderledes end virkeligheden. Også de var fjerne og min bevidsthed - eller det, der var tilbage af den - var på intet tidspunkt slukket. Min underbevidsthed prøvede at trænge igennem, men mørket, der havde overtaget min bevidsthed, kontrollerede alle dele af min sjæl ud i det yderste. Da jeg vågnede, var jeg træt og trist, men mest af alt: ligeglad. Mange ville være bekymrede over en adskillelse af virkeligheden og bevidstheden, som den der havde ramt mig, men jeg havde ingen vilje til at tænke og da slet ikke til at bekymre mig. Min vilje var så nedbrudt, at jeg ikke kunne andet end at være ligeglad med alt. Chokket over min families død havde ramt mig så hårdt, at jeg ikke kunne være andet end følelsesmæssigt lammet. Jeg følte ingen smerte, sorg eller savn. Jeg følte intet overhoved og jeg havde heller ikke lyst. Inderst inde frygtede jeg at konfrontere smerten i mit oprevne bryst. Jeg frygtede at se mit ødelagte hjerte - og i sidste ende mit livs endeligt. I dag ved jeg, at selvom smerten fandtes, var mit hjerte helt og intakt. Havde jeg været sammen med min krop, havde jeg kunnet mærke, hvordan blodet pumpede i mit bryst og hvordan den klare luft kunne fylde mine lunger. Var mit sind ikke blevet nedbrudt, ville jeg have mærket sorgen og tabet, men ikke enden. Jeg ville kunne mærke, at livet fortsætter uanset, hvem vi mister.

Jeg greb fat i en sten, der smuldrede væk under presset af min vægt. Jeg havde godt fat med min anden hånd og selvom jeg svajede i vinden på den morderiske bjergside, faldt jeg ikke. Jeg greb i stedet fat i en ny sten - denne sten faldt ikke ned - og jeg fortsatte opad. Jeg måtte op på et sikkert plateau og slå lejr, før natten greb fat i bjergsiden. I nattens dræbende kolde mørke ville jeg aldrig overleve. Det var jeg skam blevet advaret om, længe før jeg overhoved var kommet i nærheden af bjerget. Hvis man vil overleve bjergets prøvelser, skal man have kræfterne og viljen, men man skal også vide, hvornår man skal klatre og hvornår man ikke skal. Vigtigst af alt er at kende sine begrænsninger og hvile sig, når tiden er til det. Mine nætter på den gudsforladte bjergside var hårde og nådesløse, men ikke desto mindre gav de mig kræfterne igen, samt nyt mod og håb til at klare dagen, der fulgte efter. Man skal dog ikke tro, at min krop ikke var tæt på bristepunktet. Tit og ofte brød mine ben sammen under min vægt, da jeg var færdig med lejren, samt når jeg havde nået sikker grund. Jeg havde trænet ofte og længe for at klare denne storslåede udfordring, men den var alligevel tæt på for meget for min krop. At jeg klarede turen skyldtes mest min stålsatte vilje. Mange ville have bukket under for smerten, udmattelsen og frosten, men jeg hverken kunne eller ville. Mit mål var fastlagt. Jeg ville nå toppen og atter forene mig med den virkelige verden. Som jeg klatrede mod toppen og min krop blev mere og mere mørslået, kom jeg tættere og tættere mod virkeligheden og min gamle bevidsthed. Før havde intet betydet noget, men da betød toppen alt. Mit sind var stadigvæk nedbrudt og jeg kunne næsten intet føle, men jeg havde fået en vilje. Jeg måtte bestige bjerget for enhver pris. Jeg kunne mærke min krop pulsere og jeg mærkede, hvordan jeg langsomt kom tilbage til den rigtige verden. Og jo højere jeg kom op, desto mere huskede jeg min fortid.

Mit liv var et spejl og i det øjeblik hvor jeg fik beskeden, blev spejlet knust og alt der var tilbage i rammen var en baggrund af træ - hård, følelsesløs og uden bevægelse. Min datter var ikke død og selvom hun var i koma, var hendes tilstand stabil. Lægerne var sikre på, at hun ville vågne, men de kunne ikke være sikre på, hvornår den dag ville komme. For min knuste bevidsthed var det dog det samme som en dødserklæring. Hele mit liv lå i ruiner og alt jeg kunne gøre, var at dvæle i evigt mørke. Min skæbne var forfærdelig og håbløs og intet kunne nogensinde frelse mig fra mit mørke fængsel, hvor min ødelagte bevidsthed var fangevogteren.

Jeg var kommet op på et skridsikkert plateau. Selvom det var blevet mørkt en time tidligere, tog jeg min tid med at sætte teltet op. Mine kræfter var ved at nå lavpunktet, som jeg kom tættere på højdepunktet. Jeg kunne mærke mine ben dunke af udmattelse og det føltes rigtig godt. Jeg kunne mærke smerten i min krop. Jeg følte mig da mere i live, end jeg havde gjort siden den ulykkelige dag. Jeg følte mig svag og sårbar - men vigtigst af alt: jeg FØLTE. Jeg traskede ind i mit telt og gjorde klar til at lave mig min aftensmad. Jeg tændte flammen og varmede vandet op. Jeg stirrede i flammen og faldt i staver. Mine tanker stoppede for en stund og så begyndte jeg at erindre. Det hele kom tilbage til mig, som jeg oplevede det dengang.

Dagene, der fulgte min families død var trivielle og gentagne, men alligevel husker jeg intet. Jeg kan kun huske fra omkring en måned efter deres død og så fremefter. Men jeg husker ingen tanker eller sætninger. Jeg husker kun en lang film om en enkemand, der går på arbejde og hænger ud med sin ven - på dennes initiativ. Filmen var kedsommelig og på mange måder ligegyldig, men jeg var alligevel nødsaget til at fortsætte med at se den. Jeg tænkte ikke over, hvorfor den virkede underlig eller hvorfor jeg egentlig så den, men var der noget underligt ved den. Filmen var, hvad lyset havde at byde på og selvom lyset var kommet tættere på dag for dag, virkede filmen ikke større eller tydeligere. Dog kan jeg huske begivenhederne bedre og bedre nu, netop fordi lyset kom tættere på. Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, men jeg begyndte at vende tilbage til virkeligheden. Virkeligheden var filmen, der trak i mig. Fordi jeg ikke længere selv "levede", var filmen uinteressant og fremmed, men netop fordi filmen alligevel beviste min eksistens i virkeligheden, kunne jeg på ingen måde være komplet ligeglad. Uanset hvor lidt jeg vidste om virkeligheden og mit forhold til den, var jeg ikke desto mindre i live. Det var ren instinkt, at jeg fulgte med i filmen så intenst, som jeg gjorde. Jeg havde slet ikke tid til at tænke, når jeg skulle følge med den fjerne film.

Jeg vågnede, da vandet kogte og hylede. Jeg var forvirret og konfus, men jeg var hurtig til at samle mig igen. Mine tanker forsvandt, da jeg fortsatte den sædvanelige rutine med madlavningen og spisningen. Jeg vendte tilbage til det tanketomme mørke... Men jeg blev ikke fastlåst. Min virkelighedssans var begyndt at vende tilbage til mig. Jeg spiste færdigt og gik i seng.

Jeg vandrede på en øde mark. Forårsvinden blæste mig om ørerne, så jeg begyndte at fryse, men jeg kunne alligevel høre alt. Jeg gik på den øde mark, hvor blomsterne end ikke håbede på at springe ud. Jeg kiggede mig omkring ud over den brune hede. Det var tomt og øde. Ensomheden, der lyste ud af den triste brune jord og den grå døde himmel, overvældede mig og jeg gyste af frygt. Jeg vandrede videre i håbet om andet livs eksistens i dette jordiske helvede. Jeg blev opslugt af døde blomster og de massakrerede træer. Det hele forekom mig så uvirkeligt dødt og grufuldt. Men alt blev en tand værre, da jeg så en smadret bil holde ude på marken. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke havde lagt mærke til den før - den var jo så tydelig. Den forekom mig så bekendt og pludselig voksede en gnavende følelse af smerte og sorg i mit indre. Men værst af alt var frygten. En uforklarlig - men velkendt - frygt. Jeg løb hen til bilen; Jeg måtte se, hvad den gemte på. Men der var en anden stemme i mit hoved. Den tryglede og bad mig om ikke at gå derhen. Uanset hvad måtte jeg ikke konfrontere bilen og dens indhold. Men jeg kunne ikke bare stikke af. Noget trak i mig og tvang mig mod stålkisten. Hvert skridt krævede viljestyrke og tid, men langsomt nærmede jeg mig. Frygten voksede og som den optog mere og mere plads i mit indre, smuldrede jeg langsomt væk under frygtens pres. For hvert skridt faldt der hudstykker og hår. Blodet dryppede. Der gik ikke længe inden mine knogler blev synlige, men det spillede ingen rolle; jeg kom tættere og tættere på. Da jeg endelig nåede bilen, var mine hænder blodtilsølede og knoglerne kunne ganske sagte røre ved bildøren. Ruderne var tonede, så jeg kunne intet se derinde, hvis jeg ikke først åbnede døren. Men det forekom mig at være en for stor opgave... Og mens jeg tænkte smuldrede mine muskler og inden længe var jeg ikke andet end et skelet. Jeg havde ikke længere kræfter til at åbne døren - og min frygt havde overtaget min nysgerrighed og uforklarlige lyst. Jeg ville aldrig finde sandheden bag dørene.

Jeg vågnede op med et skrig. Jeg var badet i sved til trods for, at jeg frøs. Sveden lå i mine øjne, så det brændte og ætsede. Jeg tørrede dem og opdagede, at det ikke var sved, der ætsede i mine øjne. Det var noget, jeg havde set så ofte, men som jeg for første gang i meget lang tid kunne genkende og erkende. Jeg græd salte tårer. Og derfor begyndte jeg at smile, til trods for min smerte og min angst.

Jeg lagde mig ikke til at sove igen. Der var ikke længe til, før jeg alligevel skulle stå op og desuden følte jeg mig dejligt udhvilet og besluttede mig derfor for at fortsætte op af bjerget. Jeg pakkede lejren sammen og gjorde mig klar til dagens strabadser. Det var en lys morgen og vejret var lunt på trods af, hvad sneen gav udtryk for. Jeg tog en håndfuld sne og formede det som en snebold. Jeg holdt snebolden i mine hænder, indtil jeg knuste den og kastede al den løse sne op i luften, så det regnede ned over mig. Sneen føltes dejlig mod mit ansigt og for første gang i lang tid følte jeg mig glad, til trods for min ekstreme ensomhed på bjergets øde, hvide side. Jeg stirrede ud over dalene, der underkastede sig dette mægtige geologiske fænomen; jeg stirrede ned i dybet og skimtede de mange grønne træer, der symboliserede livet og aktiviteten dernede; Jeg stirrede op i himlens uendelige blå dybder, hvor englene hersker og ønsker glæden til hele menneskeheden. Jeg følte mig glad og selvom jeg følte mig meget adskilt fra virkeligheden og i stedet følte mig tæt forbundet med himmelen og dens mange vidundere, ønskede jeg i det øjeblik mere end noget andet at vende tilbage til livet og dets vidundere. Efterlivet skulle nok komme, men indtil da ønskede jeg at blive på triste jordens overflade. "Det er her, jeg har hjemme." Disse ord var mine sidste, inden jeg fortsatte mod toppen.

Min ven forsøgte ihærdigt at opmuntre mig, men hans forsøg var nyttesløse. End ikke tanken om min levende datter - som dog stadigvæk var i koma - kunne nå mig, så hvordan skulle en tur i byen på nogen som helst måde kunne nå mig. Vores mange ture hjalp dog heller ikke. Udadtil virkede jeg måske mere og mere i orden, men han kendte mig ind og ud og så fortsat, at jeg var mentalt var helt væk. Jeg kunne svare på hans spørgsmål og virkede på mange måder rask, men det hele virkede for ham falskt og han holdt derfor øje med mig og opdagede, at den eneste ting, der holdt mig i live, var min krops autopilot - en ting baseret på instinkter. Jeg spiste, sov, tissede, handlede, tog på arbejde, kørte bil, talte i telefon og eksisterede uden at vide, at jeg gjorde det. Jeg var på alle tænkelige måder reduceret til en robot, der udførte simple kommandoer. Det kunne han ikke acceptere. Han indså efter et stykke tid, at ingen middelmådige ting ville kunne trænge igennem til mig, så han gik mere drastisk til værks. Om nødvendigt ville han skræmme mig tilbage til virkeligheden. Efter han havde fået sin heureka-oplevelse, var han ikke en del af filmen i et kvartal. Han havde fået adgang til mine konti ved at erklære mig mentalt inhabil og staten havde eftergivet hans ønske om at være min formynder. Han brugte mine penge - og en stor del af hans egne - til at betale for faldskærmsudspring, elastikspring og safari. At opleve en enkelt ting af så ekstrem karakter, ville måske ikke bringe mig tilbage, men tilsammen kunne alle de ting måske gøre det. Alt dette brugte han sin egen tid på.

Min stigning blev langsommere dag for dag. Ikke blot var min krop træt, men jeg skulle også vende mig til det lave tryk, den lave iltmængde og den enorme højde. Disse ting ville være opslidende selv for en frisk krop, så min udslidte kødklump krævede lang tid efter blot nogle få meter. Og mens jeg sad, havde jeg rigeligt med tid til at tænke og erindre. Og mens jeg tænkte, lød mit åndedrag tungt og udmattet. Ind og ud kom den kolde luft igennem mine næsebor. Det føltes dog ikke nok. Jeg hev efter vejret og kunne mærke min brystkasse hæve og sænke sig i et raskt tempo utallige gange, før jeg kunne trække vejret normalt - så normalt som man kan trække vejret under de forhold. Jeg ventede lidt længere end til min krop havde genvundet den tabte ilt, før jeg genoptog opstigningen. Jeg rejste mig og satte fødderne i den faste sne. Det næste stykke var stejlt, men ikke desto mindre kunne jeg nøjes med at gå - om end jeg var nødsaget til at bruge mit sikkerhedsudstyr. For ikke at udmatte mig selv, gik jeg langsomt og flyttede rundt på udstyret. Jeg tog meterne skridt for skridt, mens jeg stirrede op imod toppen. Den var stadigvæk så langt væk, at jeg endnu ikke kunne håbe på at nå den samme dag, men den var dog kommet langt tættere på og virkede langt mindre grufuld og storslået, end den havde gjort, da jeg begyndte at klatre.

Vi deltog i kurser og gjorde os klar til de store udfordringer, som han havde givet os. Han var helt oppe at køre, for han var overbevist om, at snart ville jeg få det bedre. I dag værdsætter jeg ham meget højt og ved, hvor dejligt det er at have en ven som ham, men dengang følte jeg intet for ham og hans latterlige forsøg. Jeg var ligeglad med ham og det hele, og jeg ønskede intet - heller ikke at blive rask. Men han ønskede det. Jeg var som en bror for ham - og han er som en for mig - og de minder vi havde sammen, drev ham ud i vanvittighed og grænsende besættelse, mens de for mig var lige så ligegyldige og fjerne som livet selv. Men min ligegyldighed gjorde mig også modtagelig og det var derfor, at han kunne få mig til så mange ting. Når man ikke selv længere har en mening om ting og i virkeligheden ikke hører - eller forstår - alle de sagte ord, der kommer til en, er man en robot eller en marionet. En robot følger ordrer og en marionet følger snorene; man tænker ikke selv og føler intet selv. Så jeg tog med uden beklagelser, dog uden at ænse min omverden og min vens pinlige tavshed, når han gennemskuede mit robotagtige elendige skuespil. Han gjorde alligevel modstand mod min marionetisme og det var derfor, jeg stod på en bro med et elastisk reb om anklerne. Han skulle springe lige før mig og før ham stod en kvinde, der næsten græd af højdeskræk. Hun var åbenbart kommet for at overvinde sig selv og sin højdeskræk, men på faldrebet følte hun fortrydelse og angst. Hun havde skiftet mening og skulle til at vende sig om og gå, da folk opmuntrede hende med søde ord og bekræftende tale. Hun fik fornyet lys i sine øjne og efter hun havde lukket sine øjne og talt til 10, sprang hun. Min ven var fuld af forundring og glæde og selvom jeg ikke blev glad eller forundret på nogen som helst måde, så rørte noget på sig inden i mig. Jeg var ikke fuldstændig ligeglad - heller ikke fuldstændig engageret. På grund af min apati og min manglende interesse i alt, kunne jeg kun mærke en lille forandring, som jeg ikke rigtig skænkede en tanke - i hvert fald ikke før jeg var blevet langt mere rask. Men der var dog alligevel noget i mig, som reagerede på den forunderlige oplevelse. Der var noget i mig, der lyste op, da jeg hørte hendes glædesskrig og jeg dernæst så min vens lykkefulde ansigt. Næste gang var det hans tur. Han stillede sig op, mens han stirrede ned i afgrunden og samlede mod. Han var dog ikke rigtig tøvende og han behøvede ingenlunde forsamlingens opmuntring, før han sprang. Det hele var så fjernt og tiden gik så hurtigt, at jeg knap nåede at blinke, før han atter stod ved min side. Han skubbede fast - men sikkert - fremad på min ryg, så jeg var nødsaget til at klatre op på broens rækværk. Jeg kunne stirre ned i dybderne og pludselig mærkede jeg et sug i maven. At føle noget så kraftigt og pludseligt, ville skræmme selv et normalt menneske, men for en som mig - en der havde glemt sansninger og følelser - var det på en ubeskrivelig måde gruopvækkende - men alligevel dejligt forfriskende og levende. Jeg følte en fremmed lyst. Uden anden omtanke hoppede jeg ud i luften og lod mig selv blive opslugt af den enorme tyngdekraft, hvormed jeg blev trukket mod jordens overflade og den vindkraft, der pressede mig opad forneden og hvislede om mine ører med hæs hvisken.

Jeg huskede oplevelsen med stor glæde og den glæde gav mig fornyet energi. Jeg trak mig selv højere og flyttede min fod, så jeg havde fodfæste nok, til at flytte min anden hånd mod himmelen. Der kunne jeg gribe fat i en udhulning i klippevæggen. Her hang jeg fast, mens jeg flyttede på mit sikkerhedsudstyr. Min krop var hærget og mit åndedræt var tungt, men efterhånden var ødelæggelsen blevet hverdag og mine bevægelser sad så godt fast i mine muskler og knogler, at jeg næsten bevægede mig uden viljens kontrol. Men denne gang var det ikke som en marionet, for om det næsten var uden viljens kontrol, var sandheden. Næsten beskrev det godt, for i sidste ende var det min vilje og mit ønske, der aktiverede de indøvede bevægelser, der på bjergsiden - ulig mine monotone robotbevægelser efter ulykken, som var af ren vane og instinkt uden nogen egentlig grund. Denne gang var det en jernvilje og en reel deltagelse i virkeligheden, der fik løftet muskler og blod op ad sneklædte bjergsider. Det var min jernvilje, der lod min hånd holde krampagtigt fast i klippevæggen, der lod mine ben presse mig opad, der lod mig gribe fast på et sikkert plateau - dernæst klatre op på det - og lod mig sætte teltet op for natten, til trods for min udmattelse, mine forfrysninger og min åndenød.

Min bevægelse gennem luften havde en uforudset effekt på mig. At de andres entusiasme og gåpåmod havde påvirket mig, stod klart, men at jeg skulle opleve et sus i maven, der trak alle musklerne i min krop sammen, for dernæst at frigøre dem i en ekstase af afslappethed, kom fuldstændig bag på mig. Turen gennem luften var kort, hård og nådesløs, men føltes lang, flydende og befriende. Endnu var jeg stadigvæk en del af en anden verden end virkeligheden, men denne anden verden var ikke det sorte, bevidstløse helvede, som jeg levede i til hverdag. Nej, denne verden var en lysende verden. Det føltes, som om jeg bevægede mig igennem selve himlen og min bevægelse var af en enorm hastighed, men alligevel mærkede jeg det brændende lys fra omgivelserne, omend jeg ikke kunne se dem. Og så kom trækket. Jeg blev revet ud af himlen og min fart, og tvunget ned til jorden, hvor alt føltes forunderligt fremmed. Det gjorde ikke rigtigt ondt, men var mere en følelse af tab og alligevel en lystfuld følelse. Jeg savnede oplevelsen af at svæve, så naturligvis følte jeg en vrede mod trækket, men samtidig indeholdt trækket en ufattelig kraft, som spredte sig videre i min krop og nærmest gav den en overflod af energi. Jeg kunne mærke, hvordan blodet pulserede og regerede min krop; Jeg så det skarpe dagslys smyge sig om alle de andre; Jeg hørte fuglene syge i det fjerne; Jeg mærkede den kolde luft i mine næsebor. Jeg prøvede at gå, da jeg kunne mærke energien, som summede i mine ben. Det føltes umuligt for mig kun at gå. Jeg måtte da hellere løbe! Så kom han hen og da han så mig, smilte han og begyndte at græde. Jeg lo af glæde efter den vidunderlige oplevelse.

Jeg frøs og rystede af kulde, mens jeg ventede på min mad. Temperaturen var blevet ret lav og selvom jeg sad foran en flamme, var jeg stadigvæk gennemkold. Jeg var i løbet af dagen kommet forbi punktet, hvor smerten i min krop, blot var en velsignelse og en påmindelse om, at jeg virkelig lever. I stedet ønskede jeg, at jeg snart nåede toppen, så jeg kunne komme væk fra det frosne helvede, som bjerget i virkeligheden var. Intet ville være bedre end at sidde foran en pejs og varme sig. Hundens hoved hviler på ens ben, mens man aer dens ryg. I det fjerne kommer lyden af et par høje hæle tættere på. Så dukker ens elskede frem sammen datteren og de to sætter sig ved siden af en foran pejsen. Den elskede har et tæppe som hun smyger omkring hele gruppen - inklusive sig selv - og alle putter sig tæt sammen. Jeg tvang mig selv ud af dagdrømmen, da jeg huskede mig selv på, at det hele var blevet taget fra mig. Jeg havde ikke længere en kone eller en datter - jeg havde ikke engang en hund. Jeg kylede maden ud af teltet og lagde mig ned, mens tårerne vædede mit liggeunderlag. Jeg græd mig selv til træthed den aften.

Jeg befandt mig atter på den øde mark. Jeg genkendte stedet fra sidst, men jeg anede intet om drømmens eksistens. Jeg huskede blot, at jeg havde været der før og hvad der skete sidst. Og jeg blev derfor straks ramt af en gennemtrængende angst. Jeg ønskede ikke at forsvinde igen - ikke på den grufulde måde. Alligevel blev jeg draget i selv samme øjeblik, som jeg så bilen. Jeg måtte derhen uanset, hvor meget jeg frygtede det. Fordi min vilje havde overgået min frygt, begyndte jeg ikke at falde fra hinanden denne gang. Jeg begyndte derfor med stor stålsathed at løbe hen til bilen. Jo tættere jeg kom på, desto hurtigere ville jeg løbe - og desto hurtigere løb jeg - indtil jeg endelig nåede den. Ruderne var lige så sorte som sidst og jeg kunne intet se derinde. Jeg greb fat i håndtaget med et storslået påtaget mod, men jeg kunne ikke åbne døren. Jeg huskede min manglende handlekraft sidst og jeg prøvede at presse mig selv til at åbne døren, men det lykkedes mig ikke, uanset hvor meget jeg ønskede at åbne den, kunne min krop ikke bevæge sig tilstrækkeligt til at åbne den. Jeg stod faststivnet med hånden holdende i dørhåndtaget, i hvad der føltes som evigheder, da jeg så at min hud begyndte at sprække. Igen ville jeg forsvinde, før jeg kendte sandheden om den bil, der for mig både var en kilde til enorm frygt og smerte og til uslukkelig længsel og nysgerrighed. Jeg måtte vide, hvad den gemte. Jeg ville ikke forsvinde, før jeg vidste, hvad der gemte sig derinde. Uanset, hvor slemt indholdet måtte være, ønskede jeg at møde det. Anden opførsel kunne jeg ikke acceptere fra mig selv. Hvis jeg forsvandt nu, ville jeg ikke få svaret og jeg ville fortsætte med at være en kujon og en sølle undskyldning. Det kunne jeg ikke klare! Og pludselig stod døren åben. Jeg forstod ikke, hvordan den var blevet åbnet på så kort tid eller hvordan jeg kunne gøre det, når jeg ingen kræfter havde haft, men ikke desto mindre stod den åben. Min frygt var forsvundet og min nysgerrighed var i stedet vokset til uhyggelige proportioner. Jeg kiggede ind af døren og prøvede at se noget i mørket. Jeg kunne ane gearstangen - jeg kunne se, at den stod i femte - og speedometeret lyste, så jeg så, at bilen havde kørt 90 km/t. Olielampen blinkede og jeg følte straks en bebrejdelse snige sig fra mig til føreren, som om jeg kendte vedkommende. Det skræmte mig, at jeg følte sådan over for en fremmedes forglemmelser og jeg trak mig af instinkt lidt tilbage ud af bilen. Jeg var stadigvæk så langt inde i bilen, at jeg kunne se noget af interiøret og jeg begyndte at kunne ane en skikkelse i førersædet. Jeg kunne se nogle lange slanke ben, en smal talje, bryster og langt hår. På den ene side følte jeg en stigende varme i mit hjerte, jo mere jeg fik at se af kvinden, men på den anden side gjorde det også mere og mere ondt. Det hele kulminerede i et skrig, da jeg kunne se hendes ansigt godt nok, til at jeg kunne genkende hende. Der i førersædet sad min elskede hustru med et grufuldt udtryk i ansigtet, der var fremkommet, da hun døde. Jeg kastede mig selv ind til hende og omfavnede hende. Mine tårer landede på hendes tøj og på hende nøgne hud, da jeg holdt hende i mine arme og skreg hendes navn. Jeg kunne knap nok se noget igennem sløret af tårer, men jeg ønskede at se hendes ansigt. Jeg tørrede mine øjne, men der kom hele tiden flere tårer. Jeg blev ved og langsomt begyndte jeg at se tingene klarere og klarere. Og så så jeg, at min hud var lige så ligbleg som hendes. Og da følte jeg al min kraft forsvinde. Hun blev for tung for mig og selvom jeg kæmpede imod af alle kræfter for at holde hende oppe, kunne jeg ikke. Hun faldt ud af mine hænder, mens jeg skreg. Skønt hun kun faldt 10 cm og landede på det bløde bilsæde, blev hele hendes krop knust i tusind stykker - som var hun af glas - da hun ramte overfladen. Og ligeså gjorde jeg, da mine kræfter var for få til at holde selv mig oppe.

Også denne gang vågnede jeg med et skrig og badet i sved. Og igen græd jeg, men denne gang var min fortvivlelse så stor, at jeg ikke kunne smile over det - ej heller havde jeg lyst til det. Jeg følte mig sårbar og svag, mens jeg lå der og græd af smerte. Der gik dog ikke længe, før jeg forstod, det hele i drømmen. I det øjeblik, hvor jeg blev mødt af hendes død, mistede jeg selv livet og jeg blev selv ligeså skrøbelig som hende. Det var i sandhed fortvivlende og jeg lå og ønskede, at jeg blot kunne forsvinde eller falde i en evig søvn.

Ingen af delene skete. I stedet lå jeg i en time til halvanden og stirrede ud i luften, indtil jeg stod op og gjorde klar til at klatre. Hvor gårsdagen var fyldt med glæde og liv, føltes den dag som en tur i helvede og tilbage igen. Jeg ønskede ikke at fortsætte, men ej heller kunne jeg få mig selv til at give op, nu da målet var så tæt på. Så atter begyndte jeg min opstigning - omend den var langsommere end tidligere. Jeg ønskede ikke at kigge tilbage eller mod toppen; Jeg ønskede kun at fortsætte den ligegyldige opstigning, som efterhånden havde mistet al sin betydning for mig. Så snart målet var nået kunne jeg måske endelig hvile mig - og denne gang for evigt.

Tingene ændrede sig ikke meget efter den første oplevelse. Det havde han dog heller ikke regnet med, så derfor skulle vi fortsætte med rablende livsforsøg. Jeg havde dog ændret mig lidt og da jeg fik besked om vores næste oplevelse, mærkede jeg i mit indre en glæde og sydende forventning. Jo tættere vi kom på datoen for oplevelsen, desto mere følte jeg, at jeg ønskede det. Han hentede mig en torsdag morgen, så vi kunne tage ud og springe med faldskærm. Han bankede usædvanligt på og da jeg åbnede, kiggede han undersøgende på mig. Han fandt det, han søgte i mit ansigtsudtryk - det fortalte han mig senere - for han kiggede mig i øjnene og smilte. Jeg var stadigvæk meget isoleret fra virkeligheden og hans ansigt var som på en fjernsynsskærm, som jeg stirrede på. Alligevel havde jeg fornemmelsen af, at han kiggede på mig - den mig, der var isoleret. Han trak mig med ud og førte mig på gaderne og langs fortovene. Min krop fulgte med tvangen, mens min bevidsthed næsten var ligeså følelsesløs som altid. Vi gik og gik, indtil vi kom til hans bil. Han skubbede mig ind på passagersædet, mens han selv tog førersædet og kørte væk. Vi kørte tjept og verdenen udenfor virkede sløret i de mørke morgentimer. I vores stadigvæk stigende hastighed - vi var havnet på motorvejen - huskede jeg mere og mere følelsen igennem luften. En del af mig ønskede at bremse bilen, så jeg kunne blive trukket tilbage til det vidunderlige adrenalinsus. Havde jeg haft en bedre bevidsthed og en bedre tankevirksomhed, havde jeg trukket i håndbremsen og så ville både han og jeg, være døde i dag. Heldigvis for ham var jeg for psykisk ustabil til at gøre mere end svagt at overveje en sådan handling.

Jeg var døden nær på klippevæggen, da jeg endelig kunne hive mig op til et sted så sikkert, at jeg kunne hvile mig. Jeg kravlede på sneen og jeg undrede mig over, at mine arme havde de nødvendige kræfter, når resten af min krop syntes at have givet op. Jeg overvejede at blive liggende i sneen, men jeg erindrede en svag stemme i mit baghoved, der fortalte mig om faren ved at gøre det. Hvis jeg faldt i søvn et så usikkert sted og uden ekstra beskyttelse mod frosten, ville jeg enten fryse ihjel eller blive skubbet ned af vinden. Jeg brugte alle mine resterende kræfter på at slæbe mig hen ad sneen. Mit spyt brændte i min mund og jeg spyttede flere gange i sneen, mens min underside langsomt blev farvet mere og mere hvid af sneen. I det fjerne kunne jeg se en klippehule. Der kunne jeg sætte mig op langs væggen. Men turen derhen virkede næsten umulig for mig. Jeg kæmpede for ikke at hvile mig, mens jeg mavede mig på sneen. Jeg mistede fokus og opdagede først for sent, at jeg havde nået den snefrie hule, så da jeg skrabede min hage mod jorden, blev jeg overrasket og jeg fik skrammer. De var dog ikke slemme, men det var turen resten af vejen. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan jeg kom hen til væggen og endnu mindre forstår jeg, hvordan jeg kom op at sidde.

Følelsen af at suse gennem luften var meget længerevarende i faldskærmsspringet end elastikspringet, selvom der ikke var så stor fart på. Jeg savnede følelsen af adrenalin, der kom i det kraftige ryk til sidst i elastiskspringet, men på den anden side var det drømmende at flyve gennem luften på den måde. Min oplevelse i forrige udfordring blev ikke blot forlænget, men også mangedoblet i intensitet. Jeg oplevede æraer af lykke og glæde, samt en evighed af gribende lyst. Jeg blev grebet af naturens utallige farver og af den formindskede verden, som lå under mig - og utallige andre ting, som jeg end ikke kan erindre længere på grund af mangfoldigheden, hvori de kom. Jeg råbte ud i luften, men hørte intet andet, end det som min hjerne selv havde frembragt. Vinden farede så meget omkring mig om min partner, at jeg følte mig fanget i en farezone med tusinde velslebne knive - men jeg frygtede dog intet. Der var intet at frygte, for om end knivene var luftens skærende instrumenter, var jeg i det øjeblik langt mere usårlig, end de var skarpe. Intet kunne besejre mig i den situation - jeg var ikke et levende menneske, men en udødelig gud! Og så blev faldskærmen udløst. Igen var der et ryk, men det havde ikke det samme adrenalinsus som elastikspringet havde. Jeg blev skuffet, men var allerede så pumpende af adrenalin, at min skuffelse ikke fyldte mere, end hvad en dråbe gør i et hav. Da vi landede på jorden og var sat fri fra instruktørerne, kom han løbende hen til mig. Han smilede og da han så mit ansigt, gav han mig et knus. Jeg fik vredet mig fri, da han foreslog, at vi tog i biografen. Jeg var konfus og vidste ikke, hvorfor han ville i biografen, efter det vi lige havde oplevet, men ikke desto mindre sagde jeg ja og straks var vi på vej. Jeg husker filmens handling tydeligt, men personerne og navnet kan jeg for min død ikke genkalde. Det var en typisk actionfilm - vi var jo to fyre - som handlede om en flok terrorister, der havde opfundet en virus, som var dræbende og hvis de ikke fik, hvad de ønskede, ville de slippe den fri. Den var ret god og jeg overvejede, at det var for at se lige præcis den film, at han så gerne ville i biografen. Men i løbet af filmen slog det mig. Dette var en film. Den adskillelse, der var mellem mig og filmen, var den samme som den, der havde været mellem mig og virkeligheden. Forskellen lå blot i, at jeg nu vidste, at adskillelsen ikke var ægte, for før var filmen på skærmen lige så uvirkelig som filmen, der var virkeligheden. Det ene var ikke bedre end det andet. Men nu kunne jeg opleve det hele. Jeg sad og så en film, mens jeg spiste popcorn. Jeg blev forvirret og forundret. Var det virkelig mig, der spiste? Sad jeg der i biografen? Hvorfor gjorde han, som han gjorde? Hvor længe havde jeg været væk? Hvad ville der ske nu? Jeg kunne ikke håndtere, så jeg løb ud på toilettet. Folk råbte skældsord til mig, da jeg løb forbi, men jeg kunne ikke reagere - men denne gang forstod jeg betydningen af deres ord. Jeg stod derude og stirrede mig selv i spejlet. Jeg kunne ikke længere forstå det. Alt virkede så fremmed for mig; Hvor havde jeg været i al den tid? Jeg rørte ved mig selv og jeg kunne mærke det, men jeg følte ikke, at det var, som jeg huskede, at en berøring skulle være. Alt virkede underligt og umuligt. Dette her var virkeligheden, men hvorfor var den så umulig for mig? Hvorfor kunne jeg først tænke nu, til trods for alt jeg har oplevet i den lange tid? Han kom ud til mig, mens jeg stod der. Jeg vendte mig om med forvirring skrevet i hvert et hjørne af mit ansigt og jeg kunne se på hans øjne, at det chokerede ham. Et så komplekst ansigtsudtryk havde han ikke set komme fra mig i lang tid. Jeg spurgte ham stille - næsten hviskende: "Hvem er jeg?" Han kiggede på mig og svarede: "Hvem tror du, at du er?"

Jeg huskede det som min tilbagevenden til virkeligheden. Jeg fandt ud af, at jeg havde sovet og straks blev jeg grebet af panik. Men så så jeg, at der kun var gået en halv time. Jeg var ikke faldet i søvn, men var havnet et sted midt imellem den sovende tilstand og den vågne tilstand. Jeg rejste mig og tog mine ting, hvorefter jeg fortsatte med at klatre. Denne gang gik det dog hurtigere og med langt mindre besvær og udmattelse.

Han fortalte mig om psykologernes vurderinger af min tilstand - han havde sendt dem hundredevis af rapporter om min opførsel - og ifølge dem, havde min hjerne lukket ned for min bevidsthed, fordi chokket over min families død var en smerte så stor, at jeg ikke kunne håndtere den. Det lød umuligt for min logiske sans, men inderst inde vidste jeg, at de havde ret. Jeg havde selv oplevet det på nøjagtig samme måde. Men det ændrede ikke noget på mine følelser. Jeg følte mig stadigvæk desorienteret og ødelagt. Han fortalte mig, at han allerede havde betalt for safarien, så vi kunne lige så godt nyde den. Måske ville den endda få mig i bedre humør. Jeg følte, at jeg godt kunne bruge en opmuntring, så jeg accepterede uden tøven.

Jeg havde lavet teltpladsen som så ofte før og jeg gik ind i teltet for at spise. Jeg lænede mig op af flammen, så jeg kunne tø op, men den kunne ikke nå det inderste af mit hjerte, så jeg frøs stadigvæk. Maden hjalp dog og selvom jeg spiste den så hurtigt, at jeg fik forbrændinger i både ganen og på tungen, så nød jeg den fremmede smerte. Noget anderledes end den skærende kulde var velkomment. Jeg var i høj grad ved at foragte kulden og hvis jeg ikke snart nåede toppen, ville jeg give op. Jeg kunne ikke klare meget mere og jeg ønskede mig blot væk. Den aften, mens jeg lå i min sovepose, havde jeg fantasier om at blive hentet af en helikopter eller et fly. Så ville jeg blive fløjet til en varm sandstrand, hvor jeg kunne sole mig og begrave mig i sandet eller svømme en tur over og under vandet. Og mens mine tanker blev indhyllet af varme fantasier, overtog søvnen min krop.

For tredje gang stod jeg på ødemarken og stirrede på den tomme ensomhed. Og for tredje gang så jeg bilen. Jeg huskede min sidste oplevelse med bilen og den smerte, det medførte. Jeg ønskede ikke at genleve det. Alligevel så jeg mig selv gå hen til den. Hvorfor bevægede min krop sig på denne måde? Jeg ønskede ikke se hende i den tilstand - ikke igen. Jeg kunne simpelt hen ikke magte det. Jeg måtte ikke åbne bilen igen... Men jeg bevægede mig alligevel tættere og tættere på. Jeg ignorerede mine egne ønsker - og min egen frygt - på det groveste. Uanset hvad ønskede den utalte del af mig at vende tilbage til bilen, mens jeg med min bevidsthed var bukket under for frygten efter den forrige oplevelse. Skulle det være fornuft at handle så meget imod ens frygt? Jeg kunne ikke klare at gøre det, så hvorfor fortsatte jeg så stålsat mod den ødelagte skrotkasse? Var jeg så masochistisk, at jeg udsatte mig for en sådan smerte med vilje? Og mens min frygt for den kommende smerte blev større og mine spørgsmål blev mangfoldigere, var jeg kommet hen til bilen. Men jeg stod ikke foran en af fordørene. I stedet stod jeg foran bagdøren i førersiden. Hvad kunne drage mig hertil og hvorfor? Nu var min nysgerrighed vakt og min frygt var slukket i dens sted. Jeg holdt i dørhåndtaget og gjorde mig klar til, hvad end der måtte møde mig derinde - og jeg var sikker på, at det ville blive grusomt. I et kraftigt ryk - denne gang styret af min bevidsthed - blev døren åbnet og jeg kunne stirre ind. Tårerne raslede ned af mine kinder, da jeg så, hvad der lå på bagsædet. Men tårerne skulle ikke narre nogen til at tro, at jeg blev ramt af ulykke. Tværtimod! Mine tårer var af ren og skær glæde, for der på bagsædet lå min datter i en nydelig gul kjole. Hun lo og havde sine arme rakt ud mod mig, så vi kunne omfavne hinanden. Jeg tog hende op i min arme og holdt hende tæt ind til mig. Jeg ønskede aldrig at give slip på hende, nu hvor hun var i mine arme. Jeg kunne dog intet forstå i min ekstatiske glæde. Bilen var totalskadet; Forruden var revnet i en sådan grad, at man intet kunne se igennem den; Bagsmækken lå krøllet sammen to meter bagud; Dørene kunne åbnes, men de var fulde af buler og sågar gennemtrængende huller; Taget var sprækket og ville have stået vidt åbent, hvis ikke det var blevet presset sammen igen - dog fyldte det kun det halve areal; Den venstre forlygte blinkede med et minuts interval og den højre hang halvvejs mod jorden; Motoren stod delvist op igennem forskærmen og store stykker var ved at falde af... Alligevel var hun uskadt i mine arme. Jeg kunne mærke hendes hjerte banke og jeg følte mig selv langt mere i live end nogensinde før - og mere end jeg troede mulig. Dette var for godt til at være virkeligt.

Og da blev jeg revet ud af drømmen og tilbage til virkeligheden. Sandeligt var det for godt. Og så alligevel ikke. Jeg havde trods alt ikke mistet hende; Hun levede endnu og en dag ville hun vågne. Det var sandt, at jeg havde mistet noget utroligt vigtigt, men jeg havde stadigvæk noget vigtigt at leve for. En dag ville hun åbne sine øjne og se mig sidde ved siden af og smile til hende. Tanken vækkede glæde i mig og jeg sprang i gang. Jeg måtte skynde mig tilbage til virkeligheden - tilbage til hende. Så jeg pakkede hurtigt det hele sammen og klatrede opad.

Vi fløj over Amazonas regnskove og så et ufatteligt hav af trækroner fyldte hele horisonten og underlaget. Jeg blev forelsket i den storslåede udsigt, men jeg var stadigvæk mistroisk over vores bestemmelsessted. Han havde forklaret mig, at safari ikke kun betød Afrikas savanne, men også sagtens kunne være en tur i den sydamerikanske jungle. Især var den blevet attraktiv efter de kraftige geologiske aktiviteter, der havde lagt store del af Sydamerika øde for liv, men som til gengæld havde forøget størrelsen på Andesbjergene betydeligt. Det havde haft store klimatiske ændringer i området omkring bjergene, men regnskovene på den anden side af kontinentet havde ikke lidt nogen større nød og var stadigvæk i fuld flor. Jeg glædede mig rent faktisk til at trænge igennem skjoldet af blade og se, hvad der kunne gemme sig af monstrøse skabninger dernede. Jeg gik forrest, da vi forlod flyet og jeg var ganske ivrig - det var, som var jeg et barn igen. Han var lykkelig over min genopvakte barndom - og min genkomst til virkeligheden - så han spildte ikke tid og var hurtigt til at trække os igennem terminalen, så vi kunne komme videre. Ud til junglen!

Jeg kiggede ikke længere op, for jeg vidste, at jeg snart ville nå toppen. Inden længe kunne jeg se ned og smage frugten af mit hårde slid. Bare et par meter endnu. Jeg var overbevist... Og jeg havde ret. Jeg kiggede op og så intet. Bjerget var sluppet op; Jeg havde nået toppen.

Vi rejste fra øst til vest igennem den tætte jungle. Vi så en kæmpe anakonda, fugleedderkopper, Kaimaner, Pumaer, farvefulde frøer og papegøjer, nogle interessante myrer, der fodrede en svamp og meget mere. Hele plantelivet var fantastisk og når man tog dyrelivet med, fik man så mange indtryk, at man som menneske umuligt kunne opfange alt - og de fleste ville finde det vanskeligt at skelne mange af indtrykkene fra hinanden. Jeg havde heller ikke held med det og de første par nætter, drev jeg med garanti min ven til vanvid med alle min talte erindringer om dagens observationer. Men på den fjerde dag stoppede min deltagelse i safarien. Den dag var vi nået så langt, at jeg over træerne kunne skimte noget enormt. Min opmærksomhed var fra da af rettet mod mit syn. Jeg ønskede at se det i dets fulde skikkelse. Hvert sekund håbede jeg på at se endnu et glimt, men der gik to dage, før jeg endelig fik det at se. Det var Andesbjergene, der strakte sig op i uendeligheden. Denne mægtige bjergkæde stod og stirrede over den lille og ubetydelige regnskov, som jeg før havde tilbedt. Nu var al min energi og opmærksomhed derimod rettet mod det mægtige monument. Jeg måtte bare bestige det!

Det er en meget underlig fornemmelse at stå heroppe. Jeg har forventet noget fantastisk eller noget befriende. At intet er ændret føles underligt. Hvad var så meningen med at komme herop? Min skuffelse er stor og jeg bliver så ligeglad med udsigten, at jeg skynder mig hastigt ned af bjergsiden. Jeg skynder mig måske lidt for meget og i stedet for at klatre ned af en stejl væg - som dog er ret lav - hopper jeg og lander lidt uheldigt. Jeg får skrammer... Men ellers har jeg det fint. Jeg skal bare væk herfra, uanset om jeg er udmattet eller ej. Og jeg skal skynde mig, for der kommer snart en storm.

Jeg er rejst igennem hele Sydamerika efter min bjergbestigning for at tage en afslappende ferie i smukke Rio de Janeiro. Jeg vandrer igennem byens gader og bliver forført af de tusinde lys, der brænder og oplyser nattens mørke. Jeg beslutter mig for at tage en drink og jeg går derfor ind på en nærtliggende bar. Mens jeg står ved baren og venter på min drink, får jeg øje på en smuk ung dame. I det øjeblik, hvor jeg ser hende, breder der sig en varm følelse i hele min krop og for første gang i lang tid, kan jeg mærke min manddom og min dyriske lyst. Jeg får samlet mod til at gå hen og tale med hende. Da jeg kommer derhen og ser hende i øjnene, ser jeg mig selv sidde foran pejsen sammen med hende og min datter. Jeg smiler og spørger hende: "Hvad synes du om hunde?"


* * *
   Jeg var selv i gang med at bestige bjerget - jeg var dog sammen med tre gode venner i modsætning til hans ensomhed - da jeg fandt ham. Han var blevet såret og da der kom en storm, havde han søgt tilflugt i en nærtliggende hule i håbet om overlevelse. Han overlevede dog ikke og vi formoder, at han døde af kulde - muligvis af koldbrand. Vi undersøger ham og finder en bog, som han havde gemt inde i sin frakke. Deri fortæller han, hvorfor han var på bjerget, hvordan hans tur havde været og hvilke håb han havde for fremtiden. Alle disse ting har jeg skrevet ned i de forrige afsnit efter hvilken rækkefølge, jeg regner med, at de kom i. Tag dog ikke fejl... Alt hvad der står, er hans ord og ikke mine.