Historien om Lauritz' træsko


6 år siden 7 kommentarer Noveller

9Life-Vacation - Del 1
"Fortæl mig det igen! Hvorfor vi skal bruge 200.000 af vores sids... [...]
Noveller · krimi, science fiction, fremtid
2 år siden
4Tilt - Prolog
Tilt · Kommandør Jaroen så vurderende på TS-1546G. På skærmen foran... [...]
Romaner
5 år siden
10Min X-Factor Audition
Tre teenagepiger fniser og ser over på mig. De stikker hovederne ... [...]
Noveller
5 år siden
12Jeg kommer nu, skat
Han tog forsigtigt om den zinkfarvede grillstarter. Kullene gløde... [...]
Kortprosa
5 år siden
9Sokker og lykke
Intet slår lykken ved endelig at finde to ens sokker en travl mor... [...]
Aforismer og gruk
5 år siden
12Sandflugt
"Hvor er jeg?" · Udtalte han ordene eller tænkte han dem bare? Med ... [...]
Noveller
6 år siden
5De Dødes Gåder - Prolog
"Det er en fejl det her. Jeg skulle aldrig være kommet." · Anne så ... [...]
Romaner
6 år siden
9Frygten og døden
Frygten for døden er ved at tage livet af mig!
Aforismer og gruk
6 år siden
5To løse tænder lyser på et blodigt gulv
"Fuck ad helvede til, din forpulede luder!" · Jeg smed røret på med... [...]
Noveller · erotik, frygt, mord
6 år siden
5Det Nyeste Testamente
Jesus kiggede forsigtigt frem fra klippen. På den støvede hulvej ... [...]
Noveller
6 år siden
7Santa Margareta - den endelige historie
Det 30 meter lange hvide dykkerskib vuggede en smule i de smukke ... [...]
Noveller
6 år siden
7Den Forelskede Gladiator
Aemilia Lepidas små bryster hoppede hurtigt op og ned, mens hun m... [...]
Noveller
6 år siden
7Historien om Lauritz' træsko
Den lille lyshårede dreng så op under loftet. · "Hvad er dét for no... [...]
Noveller
6 år siden
5Gud straffer dine synder
Himmelske Fader. Jeg beder om fred i mit oprørte sind efter de hæ... [...]
Noveller
6 år siden
12Nu vil jeg i gang med at leve DIT liv
Noget er gået galt. Jeg kan huske alle liv. Sådan har det aldrig ... [...]
Kortprosa
6 år siden
4Santa Margareta - Del 1-3
Det 30 meter lange hvide dykkerskib vuggede en smule i de smukke ... [...]
Noveller
6 år siden
5To Pyongyang with love
B2 bomberens falkesilhuet skar sig usynligt gennem natten. Skjult... [...]
Noveller
6 år siden
7Ötzi
"Far!" · Kernten så op og missede med øjnene i det skarpe solskin. ... [...]
Noveller
7 år siden
4Santa Margareta - del 1 og 2
Det 30 meter lange hvide dykkerskib vuggede en smule i de smukke ... [...]
Noveller
7 år siden
20Tissekone-tricks
"Hvor fanden kom dét fra?" · Jeg stirrer forstenet og ligesom hjern... [...]
Kortprosa
7 år siden
3Santa Margareta - del 1
Det 30 meter lange hvide skib vuggede en smule i de smukke bølger... [...]
Noveller
7 år siden
5Brevene fra de døde ved Borodino
Jacques sidder let foroverbøjet på en væltet træstamme med armene... [...]
Noveller
7 år siden
6Brevene fra de døde ved Borodino - Del 1
Jacques sidder foroverbøjet på en væltet træstamme med armene knu... [...]
Noveller
7 år siden
3Dansen med Richthofen
Mit hoved dunker og for en gang skyld nyder jeg den iskolde luft,... [...]
Noveller
7 år siden
26Jagten
"Den her dræber. Effektivt!" · Den messingfarvede patron, som Berti... [...]
Noveller
7 år siden
5Den sidste time på Kjøge Torv
Det var en trist dag at dø. · Der var gråt og mørkt. Skyerne hang t... [...]
Kortprosa
7 år siden
6Hyggesnak med Hitler - den samlede historie
Mortergranaten hvinede gennem luften og slog med dumpt drøn ned i... [...]
Noveller
7 år siden
4Hyggesnak med Hitler - Del 2 af 3
Den tidlige formiddagssol bagte ned over den lille nordfranske la... [...]
Noveller
7 år siden
4Hyggesnak med Hitler - del 1
Mortergranaten hvinede gennem luften og slog med dumpt drøn ned i... [...]
Noveller
7 år siden
8Exodus 1500
"Ikke den vej!" · Emilg løftede blikket fra det spor han fulgte og ... [...]
Noveller
7 år siden
2Hej Anders
"Hvorfor gjorde du det?" · Spørgsmålet lød på syngende norsk, men j... [...]
Blandede tekster
7 år siden
5Obama-care
Petersen nød sin første dag som pensionist. De havde snakket om a... [...]
Kortprosa
7 år siden
7Sorte sjæle
Vampyrhistorien Kandor aldrig fik. · "Peter...? Peter, prøv lige at... [...]
Noveller
7 år siden
7Gladiatorens Store Kærlighed
Aemilia Lepidas små bryster hoppede hurtigt op og ned, mens hun m... [...]
Blandede tekster
7 år siden
5Volo pecuniam retro
Musikken trængte sig insisterende igennem den højlydte mumlen, st... [...]
Noveller
7 år siden
4Schön ist die Nacht
Ludvig Bernhuber synger "Schön ist die Nacht" med rullende r'er o... [...]
Noveller
7 år siden
12Skjoldmuren
ÅR 991 · Angsten stak i Halwende. Trykkede hans bryst sammen, så ha... [...]
Noveller
8 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Rolf Carlsen (f. 1972)
Den lille lyshårede dreng så op under loftet.
   "Hvad er dét for nogen træsko, Bedstefar? Hvorfor står de deroppe?"
   Den gamle smilede tandløst og fulgte drengens blik til en tværbjælke ved siden af skorstenen, hvor der ganske rigtigt stod et par slidte træsko.
   "Jaaa, Søren. Det er en drabelig og blodig fortælling. Den skal du høre. Hvis du er blevet stor nok til, at du kan få øje på træskoene helt deroppe, så er du også gammel nok til at høre historien."
   Drengen smilede forventningsfuldt. Han elskede historier.
   Bedstefar Lauritz lo muntert og tog sin pibe op til munden og sugede de rynkede kinder kraftigt ind, mens han pulsede. Den klare eftermiddagssol skinnede ind af de småsprossede ruder og skar lysende firkanter i den hvirvlende røg.
   Henne i døren kiggede drengens far ind med løftede øjenbryn. Han vidste, hvad der kom nu.
   "Søren, du skal ikke forstyrre Bedstefar. Lad ham nu ryge i fred."
   Drengen så frem og tilbage mellem sin far og bedstefar med et bedende blik.
   Den gamle gnækkede og hostede lidt.
   "Du skal ikke tage dig af din far, knægt. Det er en god historie med de træsko. Din far har bare hørt den så tit, at han har ikke har lyst til at høre den igen. Ikke sandt?" Den gamle så over mod sin søn i døren, som trak på skulderen.
   "Jo, jo det kan der være noget om. Så fortæl ham bare historien. Han er en stor dreng nu. Men lad nu være med at fortælle alle detaljerne. Jeg vil ikke have, at du gør ham bange."
   En smuk kvinde, med et hørfarvet forklæde bundet om livet, viste sig i døren ved siden af drengens far.
   "Ja, og gør den kort. Vi skal snart spise. "
   "Det kan du tro min, skat. Det skal jeg nok." Bedstefar Lauritz holdt meget af sin svigerdatter.
   "Nå, Søren. Sæt dig på mit skød, så skal du bare høre."
   Drengen skyndte sig at kravle op til sin Bedstefar i den gamle gyngestol. Lauritz begyndte langsomt at vugge frem og tilbage, mens han så ud, som om han tænkte. Drengen ventede utålmodigt. Endelig begyndte den gamle at fortælle.
   "Mja, Søren. Nu skal du høre. Det var jo i 1807, så det er jo....uha, det er jo næsten 60 år siden. Det er mange år og meget er sket siden da. Den gamle lod tankerne fare igen og stirrede længe frem for sig. Den lille dreng blev igen utålmodig og hev ham i ærmet.
   "Bedstefar. Fortæl nu!"
   Lauritz blinkede med øjnene og var tilbage.
   "Åh, ja. Undskyld. Nå, det var i 1807. Det var august og jeg var ved at reparere hegnet ude ved vejen sammen med min far og to brødre, Peder og Jens."
   Den lille Søren spærrede øjnene op.
   "Har du en far!? Og to brødre?"
   Den gamle Lauritz lo og purrede drengens hår.
   "Ja, selvfølgelig, din lille dumrian. Alle har en far. Jeg havde i hvert fald dengang. Indtil dagen efter."
   Lauritz stoppede op igen. En lille tåre viste sig i øjenkrogen.
   "Ja, Bedstefar? Hvad så?"
   Lauritz førte hurtigt en hånd op og tørrede øjet.
   "Jeg havde også en far. Og to brødre. Men da den næste dag var omme havde jeg ingen af dem længere."
   "Havde du ikke? Hvorfor ikke? Hvad skete der?"
   Lauritz sukkede.
   "Det er jo det historien handler om, Søren. Det handler om, hvad der skete med min far og mine brødre og hvorfor denne gård blev min og nu jeres. Og de træsko er en meget vigtig del af fortællingen. Vil du høre historien eller ikke?"
   Drengen nikkede ivrigt.
   "Så må du lade være med at afbryde mig hele tiden. Lover du det?"
   Drengen nikkede igen.
   Den gamle fortsatte.

Vi stod lige herude ved vejen. En ko var blevet helt tosset og havde ødelagt hegnet, så vi var nødt til at reparere det. Vi havde været i marken og høste hele dagen, så vi var bestemt ikke glade for at skulle bruge aftenen på den måde. Jeg var den yngste af os og stod og holdt den ene ende af en lægte, mens Peder, min ældste bror, hamrede den på plads. Vi havde i en tid undret os, for vi havde længe kunne se en støvsky mod syd og den så ud til at nærme sig. Pludselig så jeg masse mænd komme marcherende nede ad vejen. De var stadig langt væk, men jeg kunne tydeligt se dem.
   "Der kommer nogen hen ad vejen, far! De er mange."
   Min far så op fra sit arbejde og trådte ud på den smalle landevej foran huset. Peder og Jens smed også hvad de havde i hænderne og stillede sig hen ved siden af ham. Vi var meget forskellige, vi fire. Peder og jeg var høje og slanke med tykt lyst hår, der strittede i alle retninger. Min far og Jens var mindre og firskårne. Meget stærke og begge to rødhårede og fregnede.
   "Det er landeværnet!" sagde min far overrasket.
   "Landeværnet? Er du sikker?"
   "Ja, ja naturligvis. Se de røde jakker og de grønne fjer i hatten. Det er landeværnet. Jeg har jo selv været ryttersoldat en gang. Det har jeg da fortalt om mange gange."
   Åh, jo det havde han. Min far var meget national og mente, at alle skyldte at gøre sit yderste for fædrelandet, så han havde stolt tjent i landeværnet, ligesom de fleste bønder gjorde det dengang. Det var en urolig tid og det var ligesom om alle lande var i krig med hinanden på én gang. Også Danmark. Seks år tidligere havde englænderne angrebet København og fået et par på snuden af den danske flåde og kystbatterierne. Det var kun fordi, at englænderne truede med at skyde deres danske fanger, at vi til sidst måtte give op. Men vi synes nu alligevel alle sammen, at danskerne havde vundet Slaget på Reden, som det blev kaldt.
   "Hillemænd, der er mange!" Jeg havde aldrig set så mange mænd samlet på et sted før. De gik tæt sammen i en lang række, som ikke så ud til at slutte. Der måtte være tæt på tusinde mand. Så langt jeg kunne se gik mænd i røde jakker og sorte hatte med grønne fjer. Der var også mange, som ikke havde uniform, men bare havde helt almindeligt tøj på. Nogle havde geværer, men jeg kan huske at det undrede mig, hvor mange der blot bar en høtyv eller en udrettet le. Forrest red nogle mænd i flotte røde uniformer og fine sort hatte. Deres heste var elegante med slanke ben og deres pels skinnede blankt i aftensolen.
   "Det er officerer, det der." Peder nikkede hen mod dem med et græsstrå i munden. Min far gav ham ret.
   Kolonnen af mænd nærmede sig vores gård og en af officererne sporede sin hest og red hen i mod os.
   Vi tog alle sammen vores bredskyggede hatte af og hilste på officeren, da han holdt hesten an.
   "Godaften, mine gode mænd. Jeg er løjtnant Wesselbo." Han smilede og så rar ud. Løjtnanten lod blikket vandre undersøgende rundt på os alle sammen.
   Min far tog et skridt frem og satte hænderne i hoften.
   "Godaften, hr. løjtnant. Må jeg spørge, hvad der er på færde? Hvorfor er landeværnet udkommanderet? Og så mange? Hvor kommer I fra?"
   Løjtnant Wesselbo lo en smittende latter. "Det var mange spørgsmål på én gang. De her er falstringer." Han gjorde et kast med hovedet mod rækken af mænd, som nu var nået helt frem til os. "Vi har holdt mønstring i det sydlige Sjælland og især på Falster. Vi marcheret hele dagen og skal samles i Kjøge. Der har også været mønstring i Ringsted."
   Min far rynkede panden. "Mønstring? Hvorfor dét?"
   Løjtnanten skiftede ansigtsudtryk og så nu alvorlig ud.
   "Englænderne er tilbage. For to uger siden begyndte de at sætte tropper i land ved Vedbæk og har nu omringet København. De vil have vores flåde."
   "Englænderne. Her! Igen?" Min far så chokeret ud og vi brødre så forundrede på hinanden. "Hvad med hæren? Går de ikke til angreb?"
   Officeren skar en grimasse. "Nej, desværre. Hæren står i Sønderjylland, hvis Napoleon skulle få den idé at angribe sydfra. Kronprinsen har i stedet beordret generalerne Oxholm og Castenskjold til at samle landeværnet og undsætte København."
   Min far var rystet. Han sig så tilbage over skulderen på mig og mine brødre og så ud til at tænke over noget. Jeg gloede bare nysgerrigt på de mange mænd som vandrede forbi. De mange træsko slog i gruset og hvirvlede støv op. Mændene så trætte ud og der var strimer af sved i de beskidte ansigter. De fleste var på min fars alder, men nogle var også yngre. Enkelte af dem så op og sendte os et nik, som de vandrede forbi. Ingen af dem smilede.
   Min far vendte sig mod løjtnanten igen.
   "I har omkring tre timers vandring til Kjøge herfra, så det bliver midnat før I når frem."
   Løjtnanten nikkede. "Det tror jeg også. Men hvad med dig? Vi har brug for alle mand. Du må da også være i landeværnet?"
   Min far satte en stålsat mine op. "Kavaleriet. Du kan regne med mig. Vi er nødt til at blive færdige her, men vi støder til jer i Kjøge i morgen tidligt."
   Løjtnanten smilede. "Vi?"
   Far nikkede. "Jeg tager mine sønner med. De er stærke og raske."
   Løjtnanten rynkede brynene. "Hvad med ham der?" Han pegede på mig. "Han ser da ikke ud til at være mere end 17?" Jeg rankede ryggen og stirrede udfordrende tilbage på ham. Faktisk var jeg kun 16 år, men jeg ville for alt i verden ikke gå glip af det eventyr, som var ved at udfolde sig foran mig. Udsigten til at komme i kamp med englænderne fyldte mig med spænding. Det var lige så mine hænder dirrede af indestængt glæde. Jeg skulle blive meget klogere.
   "De er alle tre klar til at kæmpe for fædrelandet, hr. Løjtnant."
   "Har dine knægte modtaget nogen træning?" Løjtnanten så tvivlende på os.
   "Har dé?" Min far pegede på de trætte bondesoldater, der stadig travede forbi.
   Løjtnanten så på kolonnen af mænd og sukkede resigneret.
   "Har I våben?"
   Min far nikkede. "Jeg har en musket. Af ældre dato, javel, men den fungerer udmærket. Og 20 skud. Min ældste søn Peder er en sand mester med den. Den får han."
   Peder smilede stolt, så græsstrået vippede i hans mund.
   "Og så har vi selvfølgelig høtyve og jeg har desuden en gammel ryttersabel. Den tager jeg selv og medbringer en hest."
   "Meget vel. Meld jer hos de sjællandske bataljoner, når I kommer til Kjøge i morgen." Med de ord sporede han hesten og forlod os.
   De sidste landeværnsmænd gik forbi fulgt af endnu en officer til hest, som nikkede venligt til os, da han red forbi.
   "Vi samler landeværnet i Kjøge." sagde han.
   "Vi kommer!" råbte vi i kor.
   Længe stod vi og så efter dem indtil den sidste mand var drejet om hjørnet ved de store elmetræer længere nede ad vejen. Så gik min far hen og greb en lægte til hegnet.
   "Knægte, lad os blive færdige i en fart."
   Peder, Jens og jeg så på hinanden med lys i øjnene og store grin.

Det var mørkt endnu, da vi begav os afsted. Min mor havde tårevædet givet os nogle store madpakker med og skældt min far ud.
   "Hvordan kan I efterlade mig alene? Hvad hvis I alle sammen dør? Hvad skal der bliver af mig? Hvad med gården og dyrene?"
   Min far gav hende et stort knus og smilede varmt til hende.
   "Anne, du ved, at jeg ikke ville gøre det her, hvis ikke det var bydende nødvendigt. Det gælder Danmark. Det gælder vores land og ære."
   Min mor vred sine hænder.
   "Men jer alle sammen? Og Lauritz, han er da alt for ung. Hvordan kan du tage min lille dreng fra mig. Kan du ikke lade ham blive hjemme?"
   Jeg stivnede af rædsel. Ville min far nu lade mig blive hjemme? Ville jeg gå glip af mit eventyr?
   Min far vendte sig mod mig.
   "Lauritz er ikke et barn længere. Han er en mand og det er han nødt til at bevise. Det har altid være bønderne, der forsvarer Danmark. Det er os der udgør rygraden i både hæren og landeværnet. Lauritz er den yngste. Han arver ikke gården. Han arver ingenting, så han skal ud og arbejde andre steder og hvordan vil de se på ham, hvis han ikke var med da Danmark skulle forsvares."
   "Jamen..."
   "Det er afgjort, Anne. Det er nødt til at være sådan. Og du skal ikke være bange. Vi kommer alle sammen tilbage. Det lover jeg."
   Jeg havde åbenbart holdt vejret og sukkede lettet. Min far gav min mor et langt kys. Det ville hun aldrig ellers have tilladt, sådan foran alle os sønner, men den dag sagde hun ingenting og tog imod sit kys. Bagefter knugede hun sine sønner og kyssede hun os alle sammen på kinden. Så greb vi vores våben og forlod min grædende mor. Hun stod ved vejen og vinkede indtil vi drejede om hjørnet ved elmetræerne.

"I kommer for sent." Den rødklædte underofficer så hånligt på os.
   "For sent?! Hvad mener du?" Min far så forundret på ham.
   Vi stod i mylderet af landeværnsmænd, heste og vogne, der fyldte Kjøge torv. Det så ikke ud som om der var orden på særligt meget. Ud af vinduerne hang nysgerrige kvindfolk og råbte opmuntrende til mændene, som fyldte torvet og de trange stræder. Drengebørn løb begejstret rundt i gaderne og legede soldater, mens småpigerne betuttede så på.
   Jeg havde kun været i Kjøge ganske få gange før og det var altid spændende, men nu var det helt overvældende. Der var en vældig larm af eksercerende mænd og raslende vognhjul mod brosten og en råben og et leben. Jeg havde aldrig set så mange mennesker på en gang og de var alle sammen soldater. En slags i hvert fald. Og jeg var en af dem. Stolt var jeg, som jeg stod der med min høtyv og træsko. Det sidste jeg lignede var en soldat. Men du kan tro, jeg følte mig som én.
   Lige bag mig kom en hest kom trækkende med en kanonlavet. En rigtigt kanon! Efter den fulgte mandskabet, som grinende råbte og gestikulerede til kvinderne i vinduerne indtil en sergent brysk råbte et eller andet til dem. De travede ned forenden af torvet og drejede ad Nørregade, sikkert for at komme ud af byen.
   "Castenskjold er rykket ud til eksercits med de sjællandske bataljoner nord for byen."
   "Jamen, så må vi vel blot melde os der."
   "Gør hvad du vil."
   "Noget nyt om fjenden?"
   "De er sidst set tidligt i morges ved Karlslunde. Det er nogle mil nord for byen."
   "Det er da tæt på. Er ...?"
   "Hør nu, har jeg ikke tid til dig mere. Meld jer uden for byen. Det er der, de sjællandske bataljoner er." Underofficeren gik råbende hen mod nogle mænd som var ved at laste en vogn.
   Min far vendte sig mod os. I hånden havde han grimen til Gudrun, hesten havde han taget med. Hun var en stor kraftig arbejdshest med lange hår over hovene. Skikkelig og mildest talt ikke en krigshest.
   "Vi må hellere gøre som han siger og se at komme ud af byen."
   "Har I lyst til noget vand?"
   Jeg vendte mig om efter den fine lyse stemme og der stod den yndigste pige, jeg nogensinde havde set. Hun var omkring min alder og havde kyse på, som ikke helt skjulte hendes lyse hår. En lok var sluppet løs og hang ned over hendes en øje. Hendes tøj viste tydeligt, at hun kom fra byen og ikke var bondepige. Hun smilede sødt og lagde hovedet på skrå.
   "Er du ikke tørstig?" Hun rakte et krus frem, som hun havde fyldt med vand fra en lerflaske. Jeg blev helt stum og fik kun fremstammet: "Æh, æh..."
   "JEG er tørstig."
   En beskidt næve greb kruset i hendes hånd. En bondeknægt med en sort bredskygget hat grinede skævt og blinkede til hende, mens han grådigt drak mit vand.
   "Hvad hedder du, min pige?" sagde han frækt efter at have tømt kruset og rakt det tilbage til hende.
   Pigen så ned og sagde ingenting.
   "Har du mistet mælet?" Han rakte ud efter hendes ansigt, men jeg greb hans håndled. Langsomt drejede han ansigtet mod mig og stirrede på mig med sammenknebne øjne.
   "Lad hende være!"
   "Du er ikke så lidt fræk, din møgunge." Han vred sin hånd ud af mit greb og gik helt tæt på mig, så vores næser næsten rørte hinanden.
   "Gem lidt til englænderne, I to. Efter hvad jeg hører er der rigeligt af dem til os alle."
   Min far skilte os ad med en rolig hånd vores skulder, mens han smilende så fra bondeknægten til mig og tilbage igen.
   "Når I først har banket englænderne, så vil I også have meget mere at imponere pigerne med."
   Bondeknægten skulede og trak sig væk. Han pegede surt på mig.
   "Først englænderne. Så dig."
   Han vendte sig og forsvandt i mylderet af mennesker. Min far så hovedrystende efter ham og lo en stille latter.
   "Nå, knægte lad os komme afsted." Han nikkede venligt til pigen, som stod med et forlegent smil, og begyndte at gå.
   Jeg kastede et hurtigt blik på pigen og fulgte så efter min far.
   "Mette!"
   Jeg vendte mig om mod hende igen. Hun så mig lige i øjnene og mit hjerte hamrede.
   "Jeg hedder Mette. Hvad hedder du?"
   "Lauritz." fik jeg fremstammet.
   "Held og lykke, Lauritz."
   Jeg nikkede kort og vendte mig hurtigt om igen. Vi fulgte efter min far og lod ham og Gudrun bane en vej gennem mylderet. Sensommersolen stod nu allerede højt på himlen og varmede os lidt, mens vi langsomt bevægede os ud mod markerne udenfor byen. Det gik langsomt. Der var så mange mennesker i gaderne, at vi gik tæt og hele tiden blev nødt til at stoppe op. Men endelig nåede vi ud af byporten og de gule kornmarker strakte sig foran os kun afbrudt af landevejen, som skar sig næsten lige gennem landskabet mod nord. Nogle af markerne var lige blevet høstet og spredt rundt omkring havde bønderne samlet stråene i neg. Fra stranden tæt ved kunne vi høre brændingen og ude på havet sejlede nogle små fiskerbåde med hvide sejl.
   Det ville have set fredeligt ud, hvis ikke grupper af landeværnssoldater marcherede larmende rundt på markerne, mens befalingsmænd opgivende råbte af dem.
   Vi passerede nogle små volde, som var kastet op ved en grøft uden for byen og her stod en del landeværnsfolk og hold øje med vejen indtil byen.
   Peder rettede på musketten, han havde i en rem over skulderen og tog sit græstrå ud af munden. Det gjorde han kun, når han skulle sige noget.
   "En par mil. Var det, dét han sagde, ham underofficeren?"
   Jens nikkede.
   "Det var det, han sagde."
   "Jeg var engang i Karlslunde for at hente en ko. Der er ikke langt."
   Peder tog græsstrået i munden igen.
   Efter at have spurgt om vej en del gange nærmede vi os en stor gruppe landeværnsmænd, som gik i noget, der skulle ligne eksercits, mens en gruppe officerer så dem an. Vi kunne se, at en af dem måtte være general Castenskjold. Han så mere fornem ud end de andre og havde sådan noget flot pyntestads på skuldrene. Da vi nærmede os, kom en rytter farende i en vældig galop hen ad vejen og red lige hen til officererne. Der blev en vældig opstandelse.
   "Fjenden er her!" råbte han højt. "Fjenden er ved Skillingskroen."
   General Castenskjold sad først stum på sin hest i lang tid. Så gav han en masse ordrer. Officererne red tilbage mod Kjøge for at samle folk og nogle andre blev sendt afsted mod Ølsemagle, vistnok for at prøve at besætte Skillingskroen før fjenden.
   "Du havde ret, Peder. Der var ikke langt fra Karlslunde. Nuvel, knægte. Det er tid. Vi nåede det lige akkurat. I tre må stille hos infanteriet. Jeg melder mig derovre hos kavaleriet." Min far pegede over mod en stor gruppe ryttere på en mark tæt ved stranden. De sad alle sammen på heste, der lignede Gudrun meget.
   Vi stod lidt og så på hinanden uden at sige noget.
   "Kom her." Min far rakte sine lange arme ud og trak os alle tre ind til sig.
   "Må Gud være med jer. Gør mig nu stolt." Så sad han op og red væk. Han vendte sig en enkelt gang i sadlen og vinkede. Det var sidste gang, jeg så ham i live.

Der var en masse forvirring, hvor vi blev gennet frem og tilbage af befalingsmænd. Ingen af os havde nogen erfaring med at marchere eller stå i geled. Men vi fandt ret hurtigt ud af, at det var der heller ikke mange andre, der havde. Eller havde de glemt det igen.
   Efter vi havde meldt os hos en underofficer, var vi blevet gelejdet hen i en gruppe mænd, der skulle gøre det ud for et kompagni. Nogle af mændene havde den rigtige røde jakke og sorte hat med grøn fjer på, mens de ligesom os andre havde almindelige bukser og træsko på. Halvdelen havde geværer af forskellig beskaffenhed.
   Til sidst lykkedes det befalingsmændene at få opstillet de 4 sjællandske landeværnsbataljoner op i en slags forsvarsposition, som rakte fra stranden, hvor også rytterne var stillet op og henover landevejen og videre ind i landet. Der var også 6 kanoner.
   Vi stod tæt, skulder ved skulder og jeg kan huske, at jeg følte mig både spændt og faktisk også tryg. Jeg synes, det var en vældig hær, der var stablet på benene.
   "Hør!" En lang ranglet mand ved siden af mig lænede sig frem med hånden bag øret.
   "Kan I høre dem? Trommerne og fløjterne?"
   Vi lyttede. En svag taktfast lyd hang i vinden og ind imellem hørtes nogle toner af en fløjtemelodi.
   "Det er englænderne. De kommer nu."
   Af en eller anden grund gjorde trommerne og fløjterne mig urolig. Hvor var vores trommer og fløjter? Skulle en hær have sådan nogen?
   Pludselig knitrede det foran.
   "De skyder! Se!"
   Foran os ved Ølsemaglevejen kunne vi lige ane den første forsvarslinje og mændene der blev nu indhyllet i røg. To høje drøn rystede jorden.
   "Det var vores kanoner. Se vores kanoner skyder!"
   Ganske rigtigt. To store røgskyer løftede sig op fra marken langt foran os.
   Mændene rundt om mig og mine brødre hujede.
   "Giv dem høvl!"
   "Tørre tæsk! De skal have tørre tæsk!"
   Trommerne og fløjterne spillede stadig. Vi kunne høre det helt tydeligt nu.
   Det knitrede igen, men denne gang meget højere og nu kunne vi også høre nogen der skreg. Nogle mænd begyndte at løbe bagud i retning mod os.
   "Hvor skal de hen?" spurgte jeg forundret Jens, som stod ved min anden side.
   "De har skidt i bukserne, tror jeg." lød det bag mig. Det var Peder, som stod med sit græsstrå i hånden.
   Endnu en gang knitrede det voldsomt. Nogle skikkelser faldt til jorden og flere begyndte at løbe tilbage mod os. Ind i mellem de udtyndede rækker kunne vi nu skimte de røde og hvidklædte engelske soldater, som i stram formation marcherede fremad. Synet gjorde mig rædselsslagen.
   "Se derovre. Se alle de heste. Dernede ved stranden."
   "Er det kanoner, de har spændt bag ved nogle af hestene?"
   Til højre for os kunne vi se en masse engelske ryttere ride frem nede ved stranden. De gjorde holdt og nogle af dem gik i gang med at stille en masse kanoner op. Det gik meget hurtigt og snart lød den ene kanonsalve efter den anden. Vi kunne følge kuglerne med øjnene og se jord blive kastet op blandt mændene foran os. Det kunne de ikke holde til. De begyndte alle sammen at trække sig tilbage i en uordentlig hob. Først langsomt. Så hurtigere.
   "Hvad sker der?" Mændene rundt om os blev urolige.
   "De trækker sig tilbage."
   "Nej, se der! Vores kavaleri angriber. Se der!"
   Ganske rigtigt. En gruppe på omkring 20 ryttere galoperede frem på deres tunge heste. Det så ud som de prøvede at generobre en efterladt kanon, som englænderne nu havde fået fat i. Jeg prøvede at få øje på min far, men det var helt umuligt at se om han var der.
   Røgen bølgede henover marken, så jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvad der så skete. I hvert fald knitrede geværerne igen og der lød også en masse kanondrøn. Snart efter kom danskerne galoperende tilbage igen. Der manglede en hel del af dem, så det ud til.
   Sammenbruddet var totalt og nu trak alle danskerne sig tilbage mod os ad landevejen og i markerne.
   "Har I set! De smider deres våben!?"
   Mændene foran os smed alt, hvad de havde. Også deres træsko, så de kunne løbe hurtigere. De benede afsted alt hvad remmer og tøj kunne bære. Da de nåede frem til os, gjorde nogle af dem forpustet holdt. Andre løb uden mange ord lige gennem vores linjer og fortsatte ind mod byen. En af dem masede sig klynkende lige forbi mig. Sveden drev af ham og hans øjne var vilde. Det var bondeknægten fra før. Han så mig ikke. Han så vist ikke noget som helst. Og væk var han.
   Snart var der tomt foran os, med undtagelse af nogle mørke tuer, der lå rundt omkring mellem de opstablede neg på den høstede mark. Nogle af dem vred sig og forsøgte at komme op og stå. Andre lå helt stille.
   Vi kunne se englænderne helt tydeligt nu. De gjorde holdt og omorganiserede sig for at gøre klar til at angribe på ny. Efter at nogle ryttere havde redet frem og tilbage, sikkert med beskeder, begyndte de at marchere igen.
   De gik fremad i lange rækker. Ingen slinger i valsen. Det så ud som en lang ubrudt slange fra stranden og helt op til Ølsemagle, nærmest som et enormt rødt dyr, som bølgede og vibrerede for hvert trin soldaterne tog. Ubønhørligt nærmede denne mur af mænd sig. Trommerne og fløjterne spillede igen. Det var en lystig melodi, men for os føltes den ikke så rar. Vi kunne høre befalingsmændene, men forstod naturligvis ikke hvad de råbte.
   "Skal vi dø nu?"
   Ordene undslap mig. Min stemme bævede og en kulde bredte sig i min krop. Det var ikke min mening at sige det. Men jeg sagde det og jeg kunne mærke at dem, som stod omkring mig, så på mig. De havde vist tænkt det samme, men nu da jeg havde sagt ordene, fik tanken form og angsten bredte sig hviskende blandt de nervøse mænd.
   "Nej! Nej, det skal vi ikke, Lauritz."
   Peder lagde en tung hånd på min skulder. Han lænede sig frem og sagde i mit øre: "I hvert fald ikke før vi har taget en masse af de der forbandede englændere med os."
   Pludselig opstod der uorden. Officerer red langs rækken af mænd og råbte "Vi trækker os tilbage. Ryk tilbage. Gå tilbage til grøfterne foran byen. Gå tilbage. Langsomt og i god orden."
   Jeg åndede lettet op. Vi skulle åbenbart ikke dø. Ikke endnu. Vi begyndte at traske baglæns, mens vi hele tiden kiggede os over skulderen. Englænderne stoppede deres fremmarch og holdt øje med os. Snart nåede vi en grøft lige uden for byen og der fik vi ordre til at gøre holdt.
   Af en eller anden grund tænkte jeg på pigen med kysen. Mette. Hende ville jeg meget gerne se igen. Udsigten til at kæmpe med englænderne var ikke længere så forjættende. Tænk hvis jeg døde og aldrig mødte hende igen. Det var næsten for meget for mit unge hjerte at bære.
   Bag os kom endnu en bataljon landeværnssoldater ud af byen og det fik englænderne til at reagere. De gik til angreb kort efter. Et regiment gik frem for fuld musik og sikke en musik. Det lød som en kat, der blev hevet i halen. Rædsomt! Mændene havde ternede nederdele på og så ved første øjekast temmelig fjollede ud. Men det skulle vise sig, at de ikke var sådan at spøge med. De gik frem mod vores linjer i tæt formation og var nu så nær, at nogle af vores begyndte at skyde. Til at begynde med virkede det ikke som om der skete noget særligt ved det.
   "Gør plads, Lauritz." Peder skubbede lidt til mig og gik ned på det ene knæ. Han hævede det gamle musket og sigtede længe. Nede langs rækkerne lød spredte skud og krudtrøgen begyndte at bølge.
   Der lød et knald lige ved siden af mig. Peder skød. Jeg så i den retning, han sigtede. En mand tog sig til maven, vaklede og faldt om. Straks tog en anden kjoleklædt soldat hans plads og linjen var igen intakt. De fortsatte frem mod os.
   "Du ramte, Peder. Du ramte! Igen. Skyd igen."
   "Ja, ja, Lauritz. Jeg skal lade først."
   Han rejste sig og tog en ladning krudt, bed hul i papiret og stoppede det ned med ladestokken, mens jeg spændt så på. Skiftevis på ham og på englænderne, der nu gjorde holdt. Deres forreste række gik ned på det ene knæ og sigtede på os. Rækken bagved løftede også deres geværer. Jeg knugede hårdt om min høtyv, som nu virkede helt latterlig.
   "Kan du skynde dig lidt, Peder?"
   "Ja, ja Lauritz. Lige om lidt."
   Peder hev en kugle frem fra sin skuldertaske og puttede den i løbet.
   I det samme skød de. Der lød en række skarpe knald og en masse røg skjulte delvist skytterne. Det summede og peb i luften. En kugle hvinede lige forbi mit øre.
   "Av!"
   Jeg så forskrækket på Peder. Græsstrået dalede mod jorden. Han tabte musketten og faldt så på knæ. Armene hang slapt ned.
   "Peder?"
   Han væltede forover med ansigtet først ned i det høje græs, der stod langs grøften.
   "Hvad skete der , Lauritz? Er han såret?"
   Jens så forskrækket på mig. Hans fregnede ansigt var blegt og øjnene kuglerunde.
   "Han blev ramt!"
   Det virkede helt uvirkeligt. Jens tog fat Peders skuldre og prøvede at løfte ham op.
   "Peder? Peder? Er du såret?"
   Peders øjne var lukkede og da Jens løftede hans hoved op fra jorden tapløb blodet ud af næseborene. Jeg hjalp og vi fik vendt ham om. Lige midt i brystet var der er et rundt hul.
   "Hvad skete der? Er han død, tror du? Peder? Peder?"
   Peder lå helt stille og Jens så rædselsslagen ud.
   "Han sagde bare av og faldt." Min stemme bævede og tårer fyldte mine øjne.
   Rundt om os skød dem, der havde musketter, så meget de kunne. Englænderne kom ikke nærmere. Jeg så op og kunne se at der alligevel var faldet nogle stykker af dem. Rødklædte soldater lå og vred sig blandt de korte stråstubbe. Englænderne tøvede, men gik heller ikke tilbage. Deres forreste linje knælede igen og løftede deres geværer.
   "I dækning! I dækning!" Råbet løb ned langs vores rækker og de fleste nåede at springe ned i grøften inden skuddene knaldede.
   Vi stak hovederne op igen. Peder lå stadig ubevægelig på marken. Jens kravlede frem og trak Peders musket med sig tilbage i grøften.
   "Den er ladt, Jens. Skyd."
   Jens så på mig. Vreden og sorgen stod malet i hans blege ansigt. Med tommelfingeren trak han hanen tilbage og kastede musketten op til kinden. Han skød og jeg så en englænder synke sammen. Måske var det Jens, der ramte ham. Han kravlede op af grøften igen og med besvær fik han trukket lædertasken af Peders slappe krop. Tilbage i sikkerhed ladede han musketten igen.
   Alle vegne rundt om os blev der råbt og skreget. Der lød spredte skud, som blev overdøvet af englænderes koncentrerede salver. Ind imellem dundrede kanonskud. Stanken af krudt rev i næsen og fik tårerne frem i øjnene. Vi kunne ikke se, hvad der skete, men det lød som om at englænderne gik frem på begge sider af os, mens danskerne gik tilbage. Der blev i hvert fald kæmpet nede ved stranden. Man kunne høre råb, hestevrinsk og den klingende lyd af sabler, der blev slået hårdt mod hinanden. Fortvivlede skrig fra de sårede skar gennem larmen og gjorde mig først bange. Men så skete der det forunderlige, at angsten lettede og jeg befandt mig ligesom i en klokke. Jeg var ikke bange længere og kunne pludselig tænke klart.
   Jeg hørte et smerteskrig lige ved siden af mig. En landeværnsoldat krummede sig sammen om sin sårede arm og gled langsomt ned i grøften mens hans klynkede og bandede. På kanten af grøften lå hans musket. Jeg greb den.
   Han så op på mig med et ansigt forvredet i smerte.
   "Tag den. Skyd for helvede!"
   "Er den ladt?"
   Med den raske arm krængede han en lædertaske af skulderen. Han nikkede.
   "Den er ladt. Og der er mere her."
   Jeg trak tasken på og stak hovedet opover grøften. Englænderne, eller skotterne, som jeg senere fandt ud af de blev kaldt, havde dannet en skyttekæde og fyrede løs på os i salver. Vi lå i dækning i grøften, så de fik ikke ramt så mange os.
   "De stikker af!" råbte en eller anden.
   Et kort øjeblik troede jeg, at vi havde trængt englænderne tilbage.
   "De andre! Vores! De stikker af!"
   Til venstre for os kunne jeg se store grupper af danskerne, der flygtede i panik.
   "Vi bliver!"
   Jeg vendte mig om mod Jens. Han så på mig med et rasende blik.
   "Vi bliver! Skyd Lauritz!"
   Jeg løftede musketten op til kinden og sigtede mod rækken af skotter. Løbet sejlede frem og tilbage. Mit hjerte hamrede af spænding.
   "Kom nu, Lauritz." Jeg pustede ud. "Kom nu, Lauritz, du kan godt." Jeg pustede ud igen. Løbet på musketten faldt til ro ud for en af de kjoleklædte skotter. Jeg trykkede af.
   Det gav et vældigt brag og det rykkede i min skulder. Da røgen lettede, så jeg at skotten havde tabt sit gevær og stod foroverbøjet, mens han holdt om sit lår.
   "Jeg fik én, Jens!"
   "Lad igen. Der er flere, hvor han kom fra. Lad igen. Hurtigt!"
   Det nåede jeg ikke.
   I det samme blev der råbt noget på engelsk og skotterne indstillede skydning. De greb ned i deres bælter og hev nogle drabelige bajonetter frem, som de satte på deres geværer.
   "Pis, nu kommer de. Vær klar."
   Endnu en ordre blev brølet på engelsk og med fældede geværer gik skotterne fremad. Febrilsk åbnede jeg lædertasken for at finde en ny krudtladning.
   "Glem det der, Lauritz. Det når du ikke. Tag høtyven. Nu gælder det."
   Jens tog sin musket på ryggen og greb sin egen høtyv. Med famlende hænder fik jeg også fat i min.
   "Chaaaaaaaarge!"
   Skotterne brølede og satte i løb. Jens og jeg løftede vores høtyve for at tage i mod dem. I næste nu var de over os. Foran mig sprang en skægget skotte frem mod mig. Hans øjne lyste og munden var vrænget i en ulveagtig snerren. Uden jeg helt nåede at se hvordan, slog han min høtyv væk og stak ud efter mig. Jeg kastede mig til siden og den syleskarpe bajonet skar igennem mit tøj og naglede mig til den modsatte side af grøften. Skotten troede, at han havde ramt mig og brølede i triumf, mens han skubbede bajonetten dybere ind. Jeg vred mig til siden og sparkede ud efter ham, så hårdt jeg kunne. Spidsen af min hårde træsko ramte ham i ribbenene og med et grynt gik han i knæ. Jeg trak benet tilbage igen og med fuld kraft sparkede jeg ham i tindingen. Uden en lyd slap han geværet og faldt om.
   "Lauritz, Lauritz! Kom."
   En hånd greb mig i nakken og trak mig op af grøften, så mit tøj blev flænget af bajonetten, som stadig stak igennem det. Jeg fik en klump i halsen, da jeg kastede et sidste blik på Peder, som stadig lå livløs på den anden side af grøften. Så løb vi.
   "Er du såret Lauritz?" Jens så bekymret på mig.
   "Det tror jeg ikke" råbte jeg forpustet til ham, mens vi løb tilbage mod byen.
   "Du bløder!" Vi stoppede helt udmattede bag nogle opstablede neg. Jens trak op i min skjorte. Bajonetten havde ridset en lang flænge i min side og nogle mørke dråber blod løb ned af min hofte. Heldigvis var såret ikke særlig dybt. Foran os blev der stadig kæmpet, men flere og flere danskere trak sig tilbage over marken. I første omgang fulgte skotterne ikke efter, men koncentrerede sig om at få ryddet grøften.
   "Lad os skyde nogle skud herfra, Jens. Skal vi ikke?"
   Han nikkede stumt.
   Sådan stod vi bag de opstablede neg og skød mod skotterne. Om vi ramte ved jeg ikke, men det føltes godt. Imens løb flere og flere danskere forbi os ind mod byen. Til sidst blev Jens og jeg enige om at følge efter dem.

Kanonen dundrede og en sværm af blykugler på størrelse med blommer susede ned ad gaden. Nogle slog af på murene eller ramte brosten, men de fleste borede sig ind i ryggen på de flygtende landeværnsoldater, som fyldte de trange gader. Skrigende faldt de om og panikken fik andre til at mase endnu mere for at komme væk. Jens og jeg var blandt de bagerste og vi skubbede løs på den tætpakkede menneskemasse foran.
   "Flyt jer! Kom nu! Flygt! De skyder!"
   Endnu et kanondrøn. Mænd faldt skrigende om lige bag os. Det smældede mod husmurene og over vores hoveder kunne vi høre kuglerne suse forbi. Et par hænder borede sig ned i mine skuldre og trak mig nedad. Jeg vendte mig halvt om og så en mand, som fortvivlet hagede sig fast i mig. Blodet løb ned af hagen på ham, mens han bedende så på mig. Han forsøgte at sige noget, men der kom ikke en lyd over hans læber. Kun mere blod. Jeg vred hans hænder af mine skuldre og han faldt sammen på brostenene.
   "Løb ned ad sidegaden der, Lauritz. Kom med!"
   Jens trak mig ned af en sidegade, så vi kom ud af kanonens skudlinje. Enkelte andre havde også fundet den vej. Englænderne havde forfulgt os indtil byen og nu var gaderne fyldt af råbende og skrigende mænd, som kun tænkte på at komme væk. Kun nogle få af os forsøgte at skyde igen. Alle andre ville bare væk.
   De engelske soldater skød ned af gaderne og fældede mange. Nogle steder havde de stillet deres hestetrukne artilleri op og skød ind i de flygtende menneskemasser. Hele byen genlød af skud, skrig og hule drøn fra kanonerne.
   Vi nåede et vejkryds. Forsigtigt kiggede Jens rundt om hjørnet og skyndte sig at trække hovedet tilbage.
   "Der går en gruppe soldater ned ad gaden. Er din musket ladt?"
   Jeg nikkede."
   "Knæl her." Han pegede foran sine fødder. Lige ved hushjørnet.
   "Vi skyder samtidigt. Og så løber vi over gaden. Forstår du?"
   Jeg nikkede igen og satte mig på knæ helt henne ved hushjørnet.
   "NU!"
   Vi lænede os ud. Nede ad gaden gik 10-12 englænderne i tæt formation, mens de spejdede ind ad vinduer og op på tagene. Jeg trak af. Min musket klikkede. Der skete ingenting. Gruppen af englænderne fór sammen. De havde set os. Over mig lød der et knald, da Jens skød. Englænderne smed sig ned eller kastede sig mod murene for at komme i dækning.
   "Løb!"
   Vores træsko klaprede mod brostenene, da vi foroverbøjede spurtede i sikkerhed på den anden siden af gaden. Vi kunne høre englænderne råbe.
   "Videre!" råbte Jens og vinkede til mig.
   "Vi kan ikke blive her. Om lidt drejer de om hjørnet og kan skyde os!"
   Vi benede til det næste hushjørne for at komme i sikkerhed og sådan kæmpede vi os langsomt gennem byen.

"Jeg kan kun bruge dem, som har skydevåben! Kun dem med skydevåben."
   Vi var kommet ud af byen sammen med en hel masse andre landeværn-soldater, som flygtede mod syd for at komme i sikkerhed i skovene omkring Vallø. Her blev vi mødt af General Oxholm og nogle officerer, der forsøgte at stoppe flugten og etablere en ny forsvarslinje.
   "Desværre, jeg har intet at skyde med." sagde en ældre bonde og strakte sine tomme hænder ud til siden.
   "Nej, det har du vel smidt fra dig? Du har heller intet fodtøj, kan jeg se. Forføj dig. Jeg har kun brug for modige og bevæbnede mænd." Oxholm så strengt på ham.
   Den ældre bonde så svært lettet ud og begyndte at trave ad vejen mod syd sammen med et par andre våbenløse og barfodede kammerater.
   Jens og mig kunne de godt bruge og sammen med omkring 200 andre førte Oxholm os mod Herfølge, hvor han ville holde stand mod de fremrykkende englænderne. Endnu havde de ikke vist sig. De havde nok travlt inde i Kjøge og længere mod vest, hvor vi også kunne høre kamptummel fra nogle ryttereskadroner, der forsøgte at omgå os.
   Foran os hævede Herfølge kirke sig op på en bakketop over de flade marker. Hvid og tæt omkranset af en tyk, men ikke særlig høj mur. Oxholm beordrede os til at indtage den og gå i stilling der. Vi løb den sidste bid vej over markene og myldrede ind gennem porten. Her tog vi opstilling hele vejen langs den lave mur og porten blev smækket i. Uden for muren i en grøft blev 50 mænd posteret sammen med et antal ryttere.
   Oxholm og hans få officerer gik op af den lille bakke til kirken, hvor han kunne skue ud over terrænet. I det fjerne, i udkanten af markerne viste sig nu de første af fjendens infanteriregimenter. De marcherede i tæt orden frem mod os, mens to ryttereskadroner og en afdeling hestetrukken artilleri red mod øst og nærmede sig en bakke tæt ved, hvor der stod en mølle. Mod vest kom nogle afdelinger tyske husarer ud af skoven. Vi var omringet.
   "Nu går det løs igen, Lauritz." Jens så på mig og greb min arm. Han gav den et klem. Jeg lagde min hånd på hans skulder.
   "Vi skal nok klare den, Jens." Jeg smilede til ham og han lagde sine muskuløse arme om mig og gav mig et bjørnekram. Han slap mig og smilede opmuntrende og vi kiggede begge opover murens kant for at se på de rødklædte soldater, som nærmede sig.
   Oxholm prøvede at komme ind i kirken, men den var låst og selvom flere mænd forsøgte at bryde døren ind hjalp det ikke.
   "Vi tager imod dem herude."
   Det hylede i luften og foran muren, hvor Jens og jeg stod, åbnede marken sig og en søjle af jord blev kastet mod himlen. Det dundrede og gruset rystede under vores fødder. Igen og igen slog kanonkugler ned.
   "Hvor skyder de fra?"
   Jeg kiggede hurtigt over muren og så to glimt fra en bakke ikke ret langt væk. Det hylede igen i luften og en kugle slog smut henover bakken og ramte mod kirkens mur.
   "De har stillet kanoner op på møllebakken derovre." Jeg pegede. Jens stak hovedet op over muren, men dukkede sig straks. "De skyder igen!"
   Så husker jeg ikke mere. Da jeg åbner øjnene igen er alting rødt og sløret. Jeg ligger på siden og har ondt alle vegne. En stor bunke hvide murbrokker flyder foran mig og der er et stort hul i muren. Hvor lang tid der er gået, ved jeg ikke, men jeg kan se en løjtnant tale med Oxholm og derefter gå ned af bakken, mens han vifter med et hvidt tørklæde. Han bliver fulgt af nogle enkelte landeværnsoldater. En af dem er Jens. Han ser over mod mig og smiler lettet, da han ser, at jeg har åbne øjne. Han råber et eller andet, men jeg kan intet høre. Løjtnanten åbner porten og øjeblikket efter bliver de kastet tilbage, da engelske ryttere sprænger ind i fuld galop, mens de hugger løs med deres sabler.
   "Pas på, Jens!" Jeg ved ikke, om jeg råber det eller kun når at tænke det.
   En rytter vælter Jens omkuld med sin hest. Rytteren drejer hesten rundt og svinger sablen nedad, netop som Jens forsøger at rejse sig.
   "Sådan mistede jeg min sidste bror."
   Den gamle mand sukkede.
   "Ja, sådan var det. Kampen mod englænderne havde taget hele dagen og blev siden kaldt Træskoslaget. Du kan nok gætte hvorfor. Bønderkarlene smed deres træsko, da de rendte fra fjenden. Det er der blevet grinet meget af siden hen og sunget mange smædesange. Men vi rendte ikke. Vi blev i vores træsko, Peder, Jens, min far og jeg."
   Den gamle mand smilede for sig selv.
   "Og hvad blev der af den yndige pige med kysen, tænker du nok? Hun blev da din bedstemor! Jeg fandt senere frem til hende i Kjøge, hvor hun tjente i huset hos en købmand. Hun var kun alt for glad for at blive forlovet med sådan en ung flot mand som mig, der nu oven i købet var gårdejer. Ja, sådan gik det jo. Der var jo ikke andre til at arve gården end mig, så jeg havde jo noget at tilbyde hende. Det ville jeg aldrig have haft, hvis jeg blot var blevet karl på en andens gård. Bedstemor Mette syntes nemlig vældig godt om at blive frue i eget hus, kan du tro. Det var sådan, hun kaldte det."
   Den gamle gav drengen et klem.
   "Så du kan nok se, Søren, at uden historien om de træsko, var du aldrig blevet født... Søren?"
   Den lille lyshårede dreng trak vejret tungt og lå helt slap i bedstefaderens arme. En smule savl løb ned af hagen og han sov tungt. Den gamle knugede drengen tættere til sig.
   "Mja, Søren, det var så historien om Lauritz' træsko."
   Lauritz så op på de gamle slidte træsko, der stod på tværbjælkerne under loftet og lod derefter blikket vandre rundt i den lille stue, mens han lyttede til den hyggelige mumlen ude fra køkkenet. Længe sad han med sit barnebarn i favnen og stirrede ud i luften, mens tårerne trillede ned af de rynkede kinder.


* * *


Og hvad skete der så med Lauritz træsko? Jo, de findes skam endnu. De står i udstillingsvinduet i en butik, som sælger blomster, chokolade og shabby chique møbler - ikke ret langt fra kirken i Herfølge, hvor Lauritz kæmpede mod englænderne sammen med Jens og General Oxholm.
Byg den perfekte hjemmeside til dine ideer.
Hjemmesideværktøjer, hosting og e-mail i én samlet løsning
– få kr. 100 i rabat.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/05-2013 17:05 af Rolf Carlsen (Storyman) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 7658 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.