9Life-Vacation - Del 1
"Fortæl mig det igen! Hvorfor vi skal bruge 200.000 af vores sids... [...]
Noveller · krimi, science fiction, fremtid
3 år siden
4Tilt - Prolog
Tilt · Kommandør Jaroen så vurderende på TS-1546G. På skærmen foran... [...]
Romaner
6 år siden
10Min X-Factor Audition
Tre teenagepiger fniser og ser over på mig. De stikker hovederne ... [...]
Noveller
6 år siden
12Jeg kommer nu, skat
Han tog forsigtigt om den zinkfarvede grillstarter. Kullene gløde... [...]
Kortprosa
6 år siden
9Sokker og lykke
Intet slår lykken ved endelig at finde to ens sokker en travl mor... [...]
Aforismer og gruk
6 år siden
12Sandflugt
"Hvor er jeg?" · Udtalte han ordene eller tænkte han dem bare? Med ... [...]
Noveller
6 år siden
5De Dødes Gåder - Prolog
"Det er en fejl det her. Jeg skulle aldrig være kommet." · Anne så ... [...]
Romaner
7 år siden
9Frygten og døden
Frygten for døden er ved at tage livet af mig!
Aforismer og gruk
7 år siden
5To løse tænder lyser på et blodigt gulv
"Fuck ad helvede til, din forpulede luder!" · Jeg smed røret på med... [...]
Noveller · erotik, frygt, mord
7 år siden
5Det Nyeste Testamente
Jesus kiggede forsigtigt frem fra klippen. På den støvede hulvej ... [...]
Noveller
7 år siden
7Santa Margareta - den endelige historie
Det 30 meter lange hvide dykkerskib vuggede en smule i de smukke ... [...]
Noveller
7 år siden
7Den Forelskede Gladiator
Aemilia Lepidas små bryster hoppede hurtigt op og ned, mens hun m... [...]
Noveller
7 år siden
7Historien om Lauritz' træsko
Den lille lyshårede dreng så op under loftet. · "Hvad er dét for no... [...]
Noveller
7 år siden
5Gud straffer dine synder
Himmelske Fader. Jeg beder om fred i mit oprørte sind efter de hæ... [...]
Noveller
7 år siden
12Nu vil jeg i gang med at leve DIT liv
Noget er gået galt. Jeg kan huske alle liv. Sådan har det aldrig ... [...]
Kortprosa
7 år siden
4Santa Margareta - Del 1-3
Det 30 meter lange hvide dykkerskib vuggede en smule i de smukke ... [...]
Noveller
7 år siden
5To Pyongyang with love
B2 bomberens falkesilhuet skar sig usynligt gennem natten. Skjult... [...]
Noveller
7 år siden
7Ötzi
"Far!" · Kernten så op og missede med øjnene i det skarpe solskin. ... [...]
Noveller
7 år siden
4Santa Margareta - del 1 og 2
Det 30 meter lange hvide dykkerskib vuggede en smule i de smukke ... [...]
Noveller
7 år siden
20Tissekone-tricks
"Hvor fanden kom dét fra?" · Jeg stirrer forstenet og ligesom hjern... [...]
Kortprosa
7 år siden
3Santa Margareta - del 1
Det 30 meter lange hvide skib vuggede en smule i de smukke bølger... [...]
Noveller
7 år siden
5Brevene fra de døde ved Borodino
Jacques sidder let foroverbøjet på en væltet træstamme med armene... [...]
Noveller
8 år siden
6Brevene fra de døde ved Borodino - Del 1
Jacques sidder foroverbøjet på en væltet træstamme med armene knu... [...]
Noveller
8 år siden
3Dansen med Richthofen
Mit hoved dunker og for en gang skyld nyder jeg den iskolde luft,... [...]
Noveller
8 år siden
26Jagten
"Den her dræber. Effektivt!" · Den messingfarvede patron, som Berti... [...]
Noveller
8 år siden
5Den sidste time på Kjøge Torv
Det var en trist dag at dø. · Der var gråt og mørkt. Skyerne hang t... [...]
Kortprosa
8 år siden
6Hyggesnak med Hitler - den samlede historie
Mortergranaten hvinede gennem luften og slog med dumpt drøn ned i... [...]
Noveller
8 år siden
4Hyggesnak med Hitler - Del 2 af 3
Den tidlige formiddagssol bagte ned over den lille nordfranske la... [...]
Noveller
8 år siden
4Hyggesnak med Hitler - del 1
Mortergranaten hvinede gennem luften og slog med dumpt drøn ned i... [...]
Noveller
8 år siden
8Exodus 1500
"Ikke den vej!" · Emilg løftede blikket fra det spor han fulgte og ... [...]
Noveller
8 år siden
2Hej Anders
"Hvorfor gjorde du det?" · Spørgsmålet lød på syngende norsk, men j... [...]
Blandede tekster
8 år siden
5Obama-care
Petersen nød sin første dag som pensionist. De havde snakket om a... [...]
Kortprosa
8 år siden
7Sorte sjæle
Vampyrhistorien Kandor aldrig fik. · "Peter...? Peter, prøv lige at... [...]
Noveller
8 år siden
7Gladiatorens Store Kærlighed
Aemilia Lepidas små bryster hoppede hurtigt op og ned, mens hun m... [...]
Blandede tekster
8 år siden
5Volo pecuniam retro
Musikken trængte sig insisterende igennem den højlydte mumlen, st... [...]
Noveller
8 år siden
4Schön ist die Nacht
Ludvig Bernhuber synger "Schön ist die Nacht" med rullende r'er o... [...]
Noveller
8 år siden
12Skjoldmuren
ÅR 991 · Angsten stak i Halwende. Trykkede hans bryst sammen, så ha... [...]
Noveller
9 år siden

Puls: 3,2

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Rolf Carlsen (f. 1972)
Jesus kiggede forsigtigt frem fra klippen. På den støvede hulvej under ham nærmede den romerske patrulje sig. Det var to contunerbia bestående af seksten legionærer og to decunia befalingsmænd. De var svært bevæbnede og bar alle spyd, ovale skjolde og deres kroppe var dækket af lange ringbrynjer. Den skarpe sol skinnede mat i hjelmene, som beskyttede deres hoveder og kinder. De romerske legionærer udstrålede en frygtindgydende styrke. Men Jesus var ikke bange. Han var høj af adrenalinen, som pumpede igennem hans krop. Små svedråber løb ned af hans ansigt og blev fanget i det sorte skæg.
   Han signalerede til Peter og Judas, som lå fladt på maven på de høje klipper langs vejen. De lagde begge sten i deres slynger og gjorde sig klar. På klipperne på den anden side af hulvejen kunne Jesus se, at Thaddæus og Jakob kiggede spændte på ham. Han gjorde tegn til at de skulle gøre sig klar. Jesus tog sin bue, lagde lydløst en pil på og trak den halvt tilbage. Han rejste sig op på det ene knæ og sigtede. Buen knagede, da han med en kraftanstrengelse trak den helt an. Den mørke metalod for enden af den slanke pil svingede usikkert frem og tilbage, mens han forsøgte at tage sigte. Han prøvede at få den til at falde til ro lige over kraven på ringbrynjen hos en ung legionær, som sammenbidt og svedende marcherede under ham.
   Med en dyb, fjedrende lyd blev pilen sendt afsted. Den susede gennem luften og med en høj lyd ramte den legionærens hjelm. Pilen knækkede og sprang op i luften. Med et forbavset ansigtsudtryk og plirrende øjne faldt legionæren til jorden. Alle legionærerne så med et sæt op ad klipperne på Jesus, som stod helt synlig mod den blå himmel over dem. En skarp kommando fra den ene decunia fik dem til at rykke sammen og løfte deres skjolde op, så de overlappede og dannede en uigennemtrængelig mur. Samtidigt blev den uheldige og halvt bevidstløse legionær trukket i sikkerhed bag sine kammerater.
   Med hæse råb svingede Peter og Judas deres slynger og skød sten ned mod de romerske soldater. De runde sten susede ned med dræbende fart og slog med høje smæld mod skjoldene og faldt harmløse til jorden. Bag romerne rejste Thaddæus og Jakob sig og sigtede med deres buer på legionærernes ubeskyttede rygge. Uheldigvis så den anden decunia op i samme øjeblik og reagerede lynhurtigt ved at kaste sit spyd mod dem med skræmmende kraft. Selvom romeren måtte kaste opad borede spyddet sig dybt ind i lysken på Thaddæus, som med et højt skrig slap buen og faldt om. Jakob skød af ren befippelse, men havde intet sigte og pilen borede sig ned i gruset langt væk fra romerne. Derefter smed han sig ned og forsøgte at trække den skrigende Thaddæus i sikkerhed.
   Jesus så modfaldent ned på romerne bag de mange skjolde. Hans hjerte sank.
   "Vi har fejlet igen!"
   Om lidt ville romerne gå til modangreb. Det vidste han. De måtte skynde sig at komme i sikkerhed. Jesus signalerede til de andre om at trække sig tilbage. Med dukkede hoveder løb de i skjul ind mellem klipperne. Bag sig kunne de høre romerne råbe og længere væk skreg Thaddæus stadig. Med ét blev sluttede hans skrig.

Forpustede kastede de sig ned ved floden og drak grådigt at det kolde vand. De havde løbet mange mil og var gennemblødte af sved. Uden ord stirrede de på hinanden. Jesus formede hænderne i en skål og kastede vand i ansigtet og vaskede sveden væk fra nakken.
   "Hvad skete der?" spurgte Jakob grådkvalt.
   "Det spørger jeg dig om?"
   Judas så hårdt på ham. "Hvor er Thaddæus?"
   Jakob rystede på hovedet. "Jeg ved det ikke. Han blødte. Meget. Se!," Han fremviste sine blodige hænder og kjortel.
   "Jamen, hvor er han? Hvor så du ham sidst?"
   Jakob stirrede forskrækket på ham.
   "Jeg... jeg trak ham væk. Han skreg. Jeg kunne ikke bære ham. Det kunne jeg ikke. Jeg er ked af det. Det... jeg ville gerne. Men romerne angreb os. De klatrede op mod os."
   "Ti nu stille, Judas. Jakob havde ikke en chance."
   Peter lå fladt på ryggen med fødderne nede i flodens kølende vand. Han løftede hovedet.
   "Er det ikke rigtigt, Jesus? Vi havde ikke en chance. De var tre gange flere end os. Jakob gjorde, hvad han kunne. Et eller andet gik galt."
   Jesus sad foroverbøjet og stirrede udtryksløst ned i jorden. Endelig nikkede han.
   "Jo, Peter. Det er ikke Jakobs skyld. Vi må gå ud fra, at Thaddæus er død nu."
   Et hulk undslap Jakob og Jesus så medfølende på ham.
   "Jakob, det var ikke din skyld. Fejlen er min."
   Peter og Judas forsøgte at protestere, men Jesus holdt afværgende hånden op.
   "Jo, jo. Vores baghold mislykkedes. Det var dårligt planlagt, men først og fremmest er det fordi vi er alt for få. "
   De andre nikkede.
   "Jamen, hvad skal vi gøre, så?"
   "Jeg ved det ikke, Jakob, men jeg vover ikke flere angreb på romerne før vi kan samle flere. De bevæger sig aldrig alene. Dem vi angreb i dag er den mindste patrulje, vi endnu har set og det gik galt alligevel."
   De sad lidt uden at sige noget. Den værste varme var overstået. Solen stod lavere og fik den rolige flod til at glitre i gyldne glimt. Langs bredden stod mange lave og forkrøblede træer med rødderne begravet dybt i den støvede jord, og tilbød en smule skygge til de trætte mænd.
   "Jeg forstår det ikke."
   Jesus rystede langsomt på hovedet.
   "Jeg forstår det ikke. Har vores folk givet op? Vil de gerne være romere? Vil de gerne tilbede de romerske guder. Den romerske kejser?"
   De andre så på ham.
   "Hvorfor hjælper de os ikke? Hvorfor deltager vores folk ikke i kampen mod romerne? Er de blevet så tilfredse med deres liv? Eller har de helt mistet troen?"
   Peter trak på skuldrene.
   "Jeg ved det ikke, Jesus. Hvorfor skulle de følge os? Der er mange modstandsgrupper. De fleste af dem er små ligesom vores. Alle er rivaler og der er ingen stor leder, som vi alle kan samle os bag."
   Judas nikkede ivrigt.
   "Nemlig. Romerne har det for nemt. De kan tvære os ud. Én lille gruppe af gangen."
   Tavshed.
   "Jeg er sulten."
   "Også jeg."
   De åbnede deres brødposer og gumlede på lidt tørt brød og nogle oliven.
   Længe sagde de ingenting. Vinden blæste sagte og de lyttede til det rislende vand i floden.
   "Hør, hvad er dét?"
   Jakob satte sig op med hånden bag øret.
   "Der er nogen, der synger" sagde Peter.
   "Det kan jeg også høre. Hvem i alverden er dét? Se der."
   Mellem træerne kunne de se en stor folkemængde, der gik i procession ned mod floden. De sang og foran gik en høj mand klædt i en hørkjortel. Hans sorte hår nåede næsten ned til midt på ryggen og skægget var viltert. Manden rakte hænderne mod himlen, mens han ind imellem råbte højt.
   "Hvad er det for nogen?"
   "Jeg tror, det er en af de selvbestaltede profeter, der påstår de er talerør for Gud" sagde Jesus med rynkede bryn, mens han lidt hånligt så på processionen."
   "Nåeh, en af dem der påstår at Messias, Jødernes Konge, er på vej?" spurgte Judas.
   Jesus nikkede.
   "Ja, ja. Det og meget andet vrøvl."
   Mens de så til gik den høje mand ud i floden og én af gangen trådte folk ud til ham, hvorefter han dukkede dem under vandet.
   "Hvad laver de?"
   Jesus trak på skuldrene.
   "Det ved jeg virkelig ikke."
   Der var mange mennesker og manden blev stående ude i floden, mens den ene efter den anden blev dyppet i vandet. En af dem kom forbi Jesus og de andre med et lykkeligt udtryk i ansigtet.
   "Hvad er det, I laver?" spurgte Judas.
   Manden hilste venligt på dem. Han var drivvåd og fjernede det slaskede hår foran ansigtet med sin hånd.
   "Det er Johannes Døberen. Han døber os og giver os Guds velsignelse. Han bringer os tættere til Gud" svarede han lykkeligt.
   Glad gik manden videre. Peter, Jakob, Judas og Jesus så på hinanden med løftede øjenbryn og kunne ikke tilbageholde et højlydt fnis.
   Jesus betragtede den store mængde af folk, der stod i en lang række for at blive døbt. De sang henført og med lys i øjnene trådte de ned i floden for at modtage dåben. Johannes greb dem om skuldrene og dukkede dem under vandet, mens han mumlede nogle ord. Med store smil kom folk op af vandet igen og omfavnede hinanden inde på bredden. Jesus så til og faldt i dybe tanker, mens han trak sig selv i skægget. Et smil bredte brede sig på hans mund. Han vendte sig i et ryk mod de andre.
   "Jeg har en idé."
   De andre smilede af hans begejstring.
   "Ja?"
   "Jeg har en idé. Jeg ved hvordan, vi kan få vores folk til at samle sig bag os i modstandskampen."
   "Er det rigtigt?! Lad os høre!"
   "Hvad hvis nu vi gør ligesom ham?"
   Peter så forundret på ham. "Prædiker mener du? Eller døber folk? Hvorfor skulle vi dét?"
   "Prædiker, døber, hvad ved jeg. Laver mirakler. Hvad der nu skal til?"
   "Jamen, hvorfor?"
   "Kan I ikke se det? Se dem lige."
   De så alle sammen over på den store syngende folkemængde.
   Jesus lyste op endnu engang. Han lo. "Nej, ved I hvad? Endnu bedre. Hvad hvis nu vi siger, at jeg er Messias? Guds søn? Tror I så ikke vores folk vil følge os i vores kamp mod romerne."
   De så forskrækket på ham.
   "Guds søn! Er du blevet tosset? Det kan vi da ikke!"
   Jesus så finurligt på dem. Han pegede mod Johannes Døberen. "Se ham. Se hvor de flokkes om ham. Se hvor mange, der er. Han giver dem håb og de følger ham. Det er da dét, vi skal gøre."
   De andre så rystede på hinanden.
   Jesus rejste sig og børstede krummer af kjortlen.
   "Vent her. Jeg går over bliver døbt."
   Han forlod dem og de så måbende efter ham. Jesus vendte sig rundt og råbte grinende "og når jeg kommer tilbage, er jeg Guds søn!"

Markus Evangeliet Kapitel 1
   Markus 1,9
   I de dage skete det, at Jesus kom
   fra Nazaret i Galilæa og blev
   døbt af Johannes i Jordan.
   Markus 1,10
   Straks da han steg op af vandet,
   så han himlene flænges og Ånden
   dale ned over sig som en due;
   Markus 1,11
   og der lød en røst fra himlene:
   "Du er min elskede søn, i dig
   har jeg fundet velbehag!"


"Er du Guds søn!? Siden hvornår?"
   Maria fra Magdala så hånligt på Jesus. Han grinede og tog hende i favnen igen. Hun trak sig væk, da han prøvede at kysse hende.
   "Hold op! Hvad mener du med, at du er Guds søn?"
   Jesus kluklo overstadigt. De stod i værkstedet og hans hår var fyldt med høvlspåner. Hun var styrtet ind og havde lettet omfavnet ham. Hver gang Jesus og de andre var ude og angribe romerne, var hun ude af sig selv af bekymring, og i dag havde hun hørt om Thaddæus. Med tårerne løbende ned af kinderne havde hun kysset Jesus i hele ansigtet.
   "Det er en idé, jeg har fået."
   Maria tørrede tårerne væk og så forvirret på ham. "En idé? At du er Guds søn? Det er jo blasfemi. Hvordan kan det være en god idé?"
   Jesus lo højt og gav hende et kram."Hør her. Du er altid bange, når vi forsøger at angribe romerne."
   "Ja, selvfølgelig. Se bare hvad skete i dag med Thaddæus. Det er jo hovedløst, det I gør. I er alt for få."
   Jesus gav hende et smækkys midt på munden.
   "Lige præcis! Men i dag fik jeg en åbenbaring. I dag så vi den her mand, Johannes Døberen, og han har samlet flokke af mennesker om sig. Han døber dem og bringer dem nærmere til Gud. Den rette tro, Maria. Og den rette tro er bestemt ikke at hylde Kejser Tiberius. Det er derimod at gøre modstand mod ham og Rom. Det befaler Gud. Der er kun én Gud, ved du jo. Det står i de gamle skrifter."
   Maria så eftertænksomt på ham. Så smilede hun. "Det er slet ikke dumt."
   "Nej, vel?"
   "Men så skal du vel være en slags profet?"
   "Ja, præcis. Ligesom Johannes Døberen. Bare bedre fordi jeg også er Messias."
   Maria nikkede. "Men du kan jo ikke prædike? Ikke engang dine skåltaler er særligt inspirerende. Selv når du meget beruset?"
   Jesus bed sig i læben og nikkede for sig selv. Så lyste han op.
   "Du kan skrive mine prædikener. Ikke sandt? Du er god til sådan noget. Jeg kan så lære dem uden ad. Jeg er god til at lære ting udenad."
   Maria nikkede eftertænksomt. "Jo Jesus, det kan vi måske få til at fungere."
   Hun tav med dybe furer i panden.
   "Men der skal mere til. Vi er nødt til at have mirakler. Hvis du er Guds søn, så må du kunne udvirke mirakler."
   Jesus bed sig igen i læben og så bekymret ud.
   "Mja, det har jeg også tænkt på. Den er værre. Har du et forslag?"
   Jesus så håbefuldt på Maria.
   Maria tænkte lidt og smilede så skælmsk. "Det kan du tro."
   Hun vendte sig og gik hen til døren. Uden for i det smalle stræde legede nogle drenge tagfat mellem de lerklinede huse.
   "Yahuda!" råbte hun. En af drenge så op fra legen og gik så hen til Maria. Hun klappede ham på den beskidte kind og han strålede lykkeligt. Hun satte sig ned på hug og så ham ind i øjnene.
   "Yahuda, vil du løbe hjem og bede dine brødre om at komme til Jesus' hus? Og hvis du ser Josephus og Shimon, så sig også til dem, at de skal komme."
   "Ja, Maria. Det skal jeg nok."
   Drengen benede afsted med støvet hvirvlende om fødderne.
   Maria vendte sig om mod Jesus, som spørgende så på hende.
   "Hvad handlede det om?"
   "Vent du bare at se. Har du nogle stykker klæde, som du ikke bruger mere? De skal være så store, at vi kan binde Joshua og hans brødre ind i dem."
   Jesus så endnu mere forvirret ud.
   "Ja, det har jeg da og min mor har sikkert også en masse gamle klude. Men vil du fortælle mig hvad det skal bruges til?"
   "Om lidt, om lidt."
   Maria stod og tænkte lidt. "Din mor slagtede kyllinger i morges, gjorde hun ikke?
   "Jo?"
   "Vil du ikke gå over til hende og bede om at få alt skindet fra kyllingerne. Helst så blodigt og fedtet som muligt. Og gerne i så store stykker, så de kan dække en hånd eller et ansigt."
   Jesus rystede på hovedet. "Nu forstår jeg slet ingenting!"
   I det samme kom Joshua forpustet ind ad døren. Den unge mand bøjede sig forover og trak vejret dybt et par gange. Så rettede han sig op med et stort smil.
   "Yahuda sagde, du havde brug for mig?"
   Maria greb om hans skuldre og sendte ham et blændende smil.
   "Ja, og tak fordi skyndte dig herhen. Du skal være spedalsk, Joshua."
   "Spedalsk!!?"

Lukas Evangeliet Kapitel 17
   Lukas 17, 12
   Da han var på vej ind i en landsby,
   mødte han ti spedalske; de blev stående
   langt fra ham
   Lukas 17, 13
   og råbte: "Jesus, Mester, forbarm
   dig over os!"
   Lukas 17, 14
   Da han så dem, sagde han: "Gå hen
   og bliv undersøgt af præsterne!" Og
   mens de var på vej derhen, blev de rene.


"Jeg elsker dine bryster!"
   Maria svarede ikke. Hendes øjne var lukkede og hun skar tænder, mens hun stødte sin nøgne bagdel nedad i et hurtigere og hurtigere tempo, mens hendes tunge bryster hoppede. Jesus så til med stive øjne, mens hans lem gled ind og ud af hendes sorthårede skød.
   Pludselig hørte de støj udenfor og Peter kom brasende ind af døren.
   "Jesus! Maria! Nu skal I bare se! Jeg har fået en fantastisk idé til vores næste mirakel. Jeg har arbejdet hele dagen. Det bliver...Ååh, undskyld! Æh...undskyld." Peter så ned i gulvet.
   Maria smilede til ham, mens hun svøbte linned om sin krop og lagde sig ned ved siden af Jesus.
   "Du skal ikke sige undskyld, Peter. Vi kunne bare have stængt døren."
   Peter sparkede lidt i det lerklinede gulv.
   "Det kunne I jo... Faktisk skulle I have gjort dét. Nu står jeg her og er helt flov. Jeg så dig helt nøgen, Maria. Altså."
   Maria sukkede, mens hun puttede sig ind til Jesus.
   "Glem det, Peter. Du så vist ikke noget, du ikke har set før. Hvad var det, du var så ivrig efter at fortælle os?"
   Peter genvandt fatningen og gestikulerede ivrigt. "Kom. Kom. Få nu tøj på. I skal se det. Det bliver helt utroligt..."
   Peter tav. Han så på de to i alkoven. "Jeg går udenfor, så I kan få klæder på."
   Han traskede ud og smækkede døren.
   Jesus så ømt på Maria, der lå i hans favn.
   "Jeg tror, vi bliver nødt til at se hvad han har fundet på. Vi kan jo altid fortsætte senere."
   "Mmm, det bliver vi nødt til. Jeg var SÅ tæt på."
   Jesus kiggede på hende med et frækt blik.
   "Ved du hvad? Så kan han få lov at vente."
   Jesus trak Maria op, så hun sad overskrævs på ham igen.

Peter stod uden for huset og trippede. Endelig åbnede den lille dør sig og Jesus og Maria kom ud.
   "Endelig! Kom nu. Kom med."
   "Hvor skal vi hen?" spurgte Jesus.
   "Ned til søen. Kom."
   Peter førte dem gennem de mange snørklede stræder ind i mellem de lerklinede huse. Det var ved at være aften og landsbyens indbyggere sad og spiste aftensmad op på tagterrasserne. De hilste hjerteligt og vinkede ned til de tre. Jesus og Maria kunne dårligt følge med Peter, som nærmest småløb gennem byen. De nåede til søbredden, hvor fiskerbådene var trukket op på land. Alle var gået hjem efter dagens hårde tørn og der var ingen mennesker.
   Foran dem bredte søen sig som en vældig oase af livgivende vand i det tørre land. På den anden side af det mørke vand kunne de se en perlerække af små hvide landsbyer, som lyste op i skumringen.
   Peter vendte sig om mod dem med et gavtyveansigt.
   "Hvad er det, Peter? Hvad har du fundet på?"
   Peter gik ned mod bredden og gik et skridt ud i vandet. "Se lige mig!"
   Peter fortsatte med at gå, men i stedet for at søen blev dybere og gjorde hans kjortel våd, så det ud som at vandet kun nåede hans sandaler, selvom han gik længere og længere ud. Han fortsatte endnu et par skridt ud. Uden at blive våd. Peter gik oven på vandet!
   Jesus og Maria måbede. "Hva'...hvordan gør du dét!?"
   Peter vendte sig rundt og bredte armene ud. Han skraldgrinede.
   "Det er et mirakel! Det er bare et mirakel!"
   Jesus og Maria gik helt ned til bredden og stirrede ned i vandet. De kunne intet se i det mudrede vand. De så overrumplede på hinanden. Det var i sandhed noget af et mirakel. Peter stod triumferende med hænderne i siden, mens han tilsyneladende stod oven på vandet.
   "Kom nu, Peter. Sig det. Hvordan gør du?"
   Peter gik et par skridt nærmere. Vandet skvulpede om hans fødder.
   "I kan ikke se det?"
   "Jeg kan ikke se andet end, at du går oven på vandet."
   Peter lo overstadigt. "Fantastisk. Så virker det."
   "Kom nu, din djævel, sig det så" snerrede Jesus utålmodigt.
   "Rolig. Jeg går selvfølgelig ikke på vandet. Det er en bro, to fingre under vandoverfladen. Andreas og jeg hamrede pæle ned i dag og forbandt dem med brædder, som man kan gå på. Vi malede dem, så man ikke kan se dem i det mudrede vand. Se."
   Peter tog et par skridt og hoppede lidt og ned så vandet pjaskede omkring ham.
   Jesus så glædestrålende på Peter. "Det er jo fantastisk, Peter. Vent lidt. Jeg kommer ud til dig." Jesus trådte forsigtigt ud på vandet og gik prøvende et par skridt. Det så ganske rigtigt ud, som om han gik på vandet. Han slog en høj latter op.
   "Det er et mirakel!"
   Han hoppede op og ned, mens han lo som et begejstret barn. Han vendte sig mod Maria. "Maria. Det er et mirakel. Det bedste vi endnu har fundet på."
   Maria så sur ud.
   Jesus holdt op med at hoppe og så på Maria med hovedet på skrå.
   "Årh, hold nu op. Dine mirakler har da også været fantastiske. Og det har været dine alle sammen indtil nu. Kom nu. Du må da indrømme, at det her er godt fundet på."
   Maria surmulede stadig.
   "Du er da ikke sur, er du?" råbte Peter ude fra søen.
   Maria trådte ud på søen og gik et par skridt indtil hun nåede Jesus.
   "Nej, jeg er ikke sur. Slet ikke."
   Så gav hun Jesus et skub, så han stod på hovedet i den mudrede sø.

Matthæus Evangeliet Kapitel 14
   Matthæus 14, 25
   Ved firetiden om morgenen
   kom Jesus ud til dem, vandrende hen
   over vandet.
   Matthæus 14, 26
   Da de så ham, skreg de rædselsslagne;
   for de troede, det var et spøgelse.
   Matthæus 15, 27
   Men Jesus beroligede dem. "I skal
   ikke være bange," sagde han.
   "Det er mig!"?
   Matthæus 15, 28
   Så råbte Peter: "Hvis det virkelig
   er dig, Herre, så sig til mig, at jeg
   skal komme ud til dig på vandet."
   Matthæus 15, 29
   "Kom!" sagde Jesus. Peter
   steg ud over bådens ræling
   og gik på vandet hen mod Jesus.
   Matthæus 15, 30
   Men da han så stormens rasen omkring
   sig, gik der panik i ham, og han begyndte
   at synke. "Frels mig, Herre!" råbte han.?
   Matthæus 15, 31
   Øjeblikkelig rakte Jesus sin hånd ud
   og trak ham op. "Din tro er lille,"
   sagde Jesus. "Hvorfor tvivlede du?
   Matthæus 15, 32
   Da de var kommet tilbage i båden,
   lagde vinden sig.
   Matthæus 15, 33
   Alle i båden faldt på knæ for Jesus.
   "Du er sandelig Guds Søn!" sagde de.


Jesus vendte sig rundt på den stenede sti og så tilbage på den lange hale af mennesker, der fulgte ham. Han havde netop afsluttet sin prædiken og resultatet var 30-40 nye tilhængere, som på stedet havde besluttet at følge dem. Jesus var blevet helt god til at holde de prædikener, som Maria skrev til ham. I starten havde det været svært og han havde en tendens til at mumle, når han var nervøs. Men efter at de havde udført de første mirakler og set hvordan folk reagerede, steg hans selvtillid. Nu talte han med høj og rungende røst og mestrede dramatiske kunstpauser og effektfuld gestik.
   De var på vej igennem en olivenlund og nød den smule skygge som træerne gav dem. Jesus var glad for at den store gruppe mennesker, der fulgte dem. Planen virkede. De var i hvert fald 400 mænd, kvinder og børn nu. Ligesom han havde håbet. Han havde dog ikke gennemtænkt, at så stor en del af dem ikke kunne bruges i kamp, men bare var yderligere munde at mætte. Hvis han skulle holde sammen på dem, kunne han jo ikke bare lade dem gå tilbage til der hvor de kom fra, så de kunne passe deres arbejde. Måske ville han så aldrig se dem igen.
   Shimon kom hen til Jesus med et bekymret ansigtsudtryk.
   "Jesus, vi mangler penge."
   Jesus' ansigt blev mørkt.
   "Jeg stod netop og tænkte det samme. Vi er nødt til at finde en løsning. Ellers mister vi alt det, vi arbejdet så hårdt for. Måse kan vi overtale nogle flere rige mennesker?"
   Shimon grinede. "Ja, den med kamelen og nåleøjet var god. Men de fleste af de rige folk der kommer og hører dig, ønsker vist ikke frelsen nok. Der har kun været to, der har givet os alt hvad de ejer."
   "Jamen, det må da også kunne række i lang tid" sagde Jesus undrende. "Hvorfor har vi så ikke flere penge?"
   Shimon trak på skuldrene. "Vi er mange nu. Der skal købes våben til mændene. Og brylluppet i Kana kostede os mange penge."
   Jesus lo for sig selv. "Det kan godt være. Men det var et fint mirakel, vi udvirkede der. Hold da op, hvor gæsterne gloede da der kom første klasses vin ud af vandkrukkerne. Den dag fik vi mange til at følge os."
   Shimon gav ham ret. "Men det var dyrt at købe alt den vin, Jesus."
   Judas og Peter kom traskende op til Jesus. De var forpustede og svedte i varmen. "Hvad var dyrt?"
   "Vinen til brylluppet i Kana."
   De to fnisede. "Ja, men hvor var den go'. Næsten lige så god som da du gik på vandet, Jesus."
   Peter tog sig til hovedet. "Jeg kunne mærke de tømmermænd i næsten to dage efter."
   "Ja, ja. Den var god. Men det var dyrt og nu mangler vi penge."
   Judas så forbitret ud. "Det går altså ikke. Vi må skaffe nogle flere."
   "Præcis" sagde Shimon "Vi..." Judas afbrød ham. "Vi er jo også nødt til selv at have nogle penge. Jeg skal bruge penge."
   Jesus kiggede forundret på ham. "Til hvad?"
   Judas tav. Hans øjne flakkede.
   "Spiller du nu igen?"
   Judas rystede heftigt på hovedet. "Nej, jeg..."
   "Prostituerede?"
   Judas dukkede sig. Han så vred ud. "Hør her, det er kun rimeligt at vi også får noget ud af alt det arbejde vi gør. Vi knokler jo."
   Jesus stoppede ham med en løftet hånd. "Judas, alle de penge vi har indsamlet går til modstandsarbejdet. Til våben. Mad. Til vores mirakler. Det er svært nok at skaffe penge til dét."
   Judas så ned i jorden. Jesus lagde en hånd på hans skulder.
   "Judas, jeg ved du knokler. Det gør vi alle sammen. Alle gør et fantastisk arbejde og inden længe vil vi kunne se resultaterne af det. Lige så snart vi begynder at angribe romerne igen. Så skal du bare se. Ikk'?"
   Judas nikkede stumt. Jesus trak ham ind til sig og gav ham et knus.
   "Men I har i hvert fald ret alle sammen. Vi skal skaffe penge inden det hele falder fra hinanden igen."
   Han så rundt på inderkredsen, som efterhånden havde samlet sig om ham. "Nogle idéer?"
   De stod lidt og så på hinanden. I mellemtiden var resten af flokken stoppet op og stod lidt på afstand og betragtede ledergruppen, som åbenbart var midt i en vigtig diskussion. En let brise blæste og afbrød diskussionen. Andreas snusede i luften. "Hvad i alverden er det her lugter af. Det var dog rædsomt!" Han holdt sig for næsen.
   De andre snusede også og vrængede ansigter af lugten. "Hold da op. Der er et eller andet i nærheden der rådner. Puha!"
   Jesus så sig omkring. "Kom med. Lad os se hvad det er." De gik videre gennem olivenlunden og kom til en bakke. På toppen af bakken stod en række træer, hvor der hang en række henrettede forbrydere. Korsfæstede med nagler gennem fødderne og armene bundet til en tværbjælke. Det var deres lemlæstede lig, der stank så frygteligt i varmen.
   Jesus gik foran op på bakken, mens han studerede de døde mænd. Han rystede på hovedet og pegede på dem. "Se dem. Forbrydere. Mordere. Simple tyveknægte."
   Peter så på dem, ubehageligt til mode. "Jamen, det er jo jøder, Jesus. Ligesom os. Og det er romerne, der har henrettet dem."
   Jesus kastede et hurtigt blik på Peter og studerede så igen de halvrådne lig. "De er absolut ikke ligesom os! Og ved du hvad, Peter? Hvis der er en ting vi kan takke romerne for, så er det lov og orden. Sådan nogle bæster, som de her fortjener ikke at gå rundt og give jøderne et dårligt navn." Han spyttede på det nærmeste lig. "Tyveknægte!"
   Han tav. "Hov vent! Jeg får en idé. Shimon. Kom lige her. Vi er ikke langt fra Jerusalem. Fortæl mig lige, hvor i Jerusalem er der flest penge? Som ligger frit fremme, så alle kan se dem?"
   Shimon tænkte lidt. "Templet? Pengevekslerne?"
   Jesus klappede ham på skulderen og brød ud i en høj latter. "Pengevekslerne. Nemlig!"
   Shimon så forvirret på ham. "Hvad mener du? Hvad har du tænkt dig?"
   Jesus kaldte dem alle sammen til sig. "Hør her, vi går op til templet, og... nej altså, de stinker for meget. Lad os gå lidt ned af bakken." Mændene skyndte sig ned af bakken og fandt et fredfyldt sted i skyggen af et træ, væk vindretningen.
   "Hør så her. Pengevekslerne driver deres forretning et helligt sted. De har gjort min Faders hus til et handelssted."
   Andreas undrede sig. "Din Faders hus? Templet? Hvad...Åååh, nå ja. Du er jo Guds søn. Jeg forstår."
   Peter tappede med en finger på sin tinding. "Din faders hus. Meget fint. Hvad så?"
   Jesus fortsatte "Jeg er Guds søn. Når jeg ser hvad der foregår i min Faders hus, bliver jeg naturligvis vred og skælder alle ud og forsøger at vise dem døren. I mit raseri vælter jeg bordene og pisker de dyr, som er til salg derinde."
   "Og alle penge falder på gulvet!" Shimon fnisede. "Jeg er helt med."
   Jesus pegede konspiratorisk på Shimon. "Godt. Når dyrene løber rundt i panik og alle mønterne er væltet ud på tempelgulvet, så udnytter I forvirringen og samler så mange penge op I kan. Slå pengevekslerne ned, hvis det er nødvendigt."
   "Det er den mest vanvittige plan, jeg nogensinde har hørt." Peter rystede på hovedet. Jesus slog ud med armene. "Og det er derfor, at den vil virke."

Johannes Evangeliet Kapitel 2
   Johannes 2, 13
   Nu nærmede den jødiske påske sig,
   og Jesus tog til Jerusalem for at
   deltage i højtiden.
   Johannes 2, 14
   Inde på selve tempelpladsen så han
   en masse mennesker, som solgte offerdyr.
   Der var både køer, får og duer. Der var
   også nogle, som vekslede penge. De sad
   ved små borde fulde af mønter.
   Johannes 2, 15
   Da lavede Jesus sig en pisk af reb og
   jog alle fårene og køerne ud. Han væltede
   også valutahandlernes borde, så mønterne
   blev spredt langt væk.
   Johannes 2, 16
   Til dem, der solgte duer, råbte han:
   "Pak jeres ting sammen og forsvind!"
   "I må ikke gøre min Fars hus til en markedsplads."
   Johannes 2, 17
   Da hans disciple så, hvad han gjorde, kom de
   i tanker om det ord i Skriften, der siger:
   "Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus."


"Med et smæld borede pilen sig ind øjet på legionæren. Benene kollapsede under ham og han faldt brat til jorden" fortalte Jesus. "Jeg ramte plet i første skud."
   Inderkredsen sad et lille hus i Jerusalem, som de havde lånt af en sympatisør og var alle bænket om et langt træbord lavet af rå planker. Det lille rum var mørkt og kun oplyst af spruttende fedtstenslamper. Det svage lys kastede dybe skygger i Jesus' ansigt og skabte en dramatisk effekt, når han med voldsomme bevægelser og flagrende klæder beskrev kamphandlingerne. Dem som ikke havde været med i angrebet så på ham med stive øjne og spændte ansigter.
   "Hvad skete der så?"
   "De prøvede at dække sig med en skjoldformation, som de plejer, men inden de nåede det, sendte vi en byge af sten, spyd og pile mod dem. Der faldt så mange, at de gik i panik og flygtede. Vi nåede at slå rigtig mange af dem ihjel."
   Alle omkring bordet jublede.
   "Kom nu. Spis venner. Lad os fejre, at det er påske. Det er masser af brød og vin. Rigeligt til os alle. Kom nu. Spis."
   På bordet stod kurve og skåle med fladbrød, oliven, dadler, saltede fisk og krukker med vin, vand og olivenolie. Et festmåltid. Gruppen kastede sig over den gode mad og snart fyldtes rummet af højlydt latter, smasken, slubrende lyde og venskabelig samtale.
   Johannes lænede sig over mod Jesus. Han var en ganske ung mand, som på trods af sit næsten kvindagtige udseende var en drabelig kriger, der troede fuldt og fast på sagen.
   "Jesus, så du hvordan jeg skar halsen over på de to legionærer?"
   Jesus tørrede olivenolie af munden med bagsiden af hånden og så hengivent på Johannes, mens han gumlede. "Det gjorde jeg. Godt gjort, min ven."
   Peter, som var blevet lidt beruset, blandede sig i samtalen. Han lagde sig ind over bordet med røde dråber af vin i sit skæg. "Jesus, Jesus! Jeg havde min tvivl. Men det må jeg altså gi' dig. Genial idé med at være Messias. Genial! Snart er romerne på hælene. Hvor mange dræbte vi i dag. Ti? Tyve? Halvtreds?"
   Jesus lo overbærende, mens han greb Peter i håret og ruskede ham lidt. "Det var nok kun otte-ti stykker. Men stadigvæk... hvis vi fortsætter sådan ender jeg jo som Jødernes Konge!"
   Alt samtale forstummede. Gruppen så forundrede på Jesus, som så lidt forlegen ud.
   "Hvad?" Han løftede armene afværgende. "Hvad er der? Messias. Jødernes konge. Hvad er forskellen? Bare vi får smidt de forbandede romere på porten!"
   De forsamlede så lettede på hinanden og brød ud i latter, mens de slog hinanden på skuldrene og løftede deres bægre. "Nemlig, ud med romerne." Den eneste der ikke skålede var Judas.
   "Hvad er der Judas? Hvorfor ser du så sur ud?" Jesus løftede sit bæger mod ham. Judas stirrede sammenbidt tilbage på ham.
   "Jødernes konge, hvad?"
   "Det var en spøg, Judas."
   "Var det virkelig?"
   "Ja, selvfølgelig. Hvad mener du?"
   Judas så vredt rundt på de andre, som skålede og grinede med hinanden. Den gode stemning var tilbage og ingen af dem lagde ikke mærke til ham.
   "Jesus mig her. Jesus mig der. Du er Messias. Gud søn. Folk giver os penge, men vi ser aldrig nogen af dem. Hvor bliver de af? Og nu vil du være konge? Hvad med os? Hvad med mig?"
   Jesus så koldt på ham. "Begynder du nu igen?"
   Jesus greb sit krus og hældte langsomt vinen ud på bordet. "Ved du hvad, Judas? Jeg vil hellere spilde alt mit blod..." Han stillede kruset, greb et fladbrød og begyndte at rive det i stykker. "Jeg vil hellere lade min krop knuse og kødet blive flået fra min knogler, før jeg opgiver kampen for frihed!" Han hamrede næven i bordet, så krus og skåle hoppede. Der blev helt stille. Alle mændene omkring dem stirrede forskrækkede på dem.
   Jesus snerrede. "Og så taler du om penge! Hvor usselt! Forstår du ikke at det bare er et middel til at nå vores mål? Ligesom at jeg er Guds søn! Eller Jødernes konge! Forstår du ikke, at vi må gøre alt hvad der skal til for at vinde vores folk og vende dem mod romerne. Alt!" Jesus hamrede igen sin næve i bordet. Skum af spyt sad i hans skæg.
   Judas blev bleg. Han rejste sig. "Jeg må hellere gå..."
   Jesus faldt sammen. "Judas...Nej. Sådan var det ikke ment. Jeg..."
   Judas rystede på hovedet. Han skubbede sin skammel tilbage og masede sig ud mellem de andre, som bestyrtede forsøgte at få ham til at blive. Døren smækkede, så støv dryssede ned fra loftet.
   "Hvad sker der? Hvorfor er I så stille?" Maria kom ind med favnen fuld af skåle og krukker. "Hvor er Judas?"
   Jesus så lidt fortumlet på hende. "Øhm, han blev nødt til at gå. Desværre..."
   "Trist, men se hvad jeg har her til jer." Hun stillede mad og vin på bordet. Stemningen løftede sig øjeblikkeligt og snart var rummet fuld af latter og glade stemmer igen. Jesus trak Maria ned på sit skød og begravede ansigtet i hendes sorte hår og snusede ind.
   "Min elskede Maria. Hvad skulle jeg gøre uden dig?"
   Hun kærtegnede hans kind. "Ikke meget, min skat. Ikke meget. Måske var det i virkeligheden mig, der skulle være Jødernes konge."
   Han så overrasket på hendes og brød så ud i en hjertelig latter, mens han knugede hende ind til sig og plantede et vådt kys på hendes mund.
   "Du har ret, min elskede. Igen har du ret."
   Peter, som nu havde drukket adskillige krus vin, lænede sig over bordet igen. Han stemme var meget sløret og han snøvlede "Hov, hov. Hvad er nu det? Man kunne jo få den tro, at du elskede Maria højst af os alle. Det går ikke. Slet ikke."
   Lynhurtigt greb Jesus Peter i ørerne og trak ham ind til sig. Under jubelhyl fra de andre gav han Peter et stort smækkys på munden. Helt perpleks væltede Peter tilbage på stolen og så sig forvirret omkring indtil han også knækkede sammen af latter.
   Glæden blev afbrudt af hårde bank på døren. En grov stemme brølede "Egressus! Nunc! Tu deprenditur. Luk op. Nu! I er alle anholdt!"
   Et kort øjeblik sad alle som forstenede. Så brød helvede løs. Alle greb efter deres våben og i det samme blev døren sparket ind med et brag, så stumper af træ fløj gennem luften. De to første legionærer stormede ind.
   "Stop dem! Hold dem stangen i døren" råbte Jesus febrilsk, mens han fiskede efter sin kniv, som var faldet ned under bordet. Johannes var sprunget op og styrtede mod døren. Med et rasende skrig stak han en lang kniv i munden på den første legionær, så fortænderne knækkede og spidsen på den blodige kniv stak ud af nakken på ham. Inden han var tumlet om havde Johannes trukket kniven ud og sparket den anden legionær hårdt i maven, så han bukkede sig sammen af smerte. Med vilde øjne huggede Johannes kniven nedad i ryggen på ham. Hurtigt greb han en gladius, som en af legionærerne havde tabt.
   "Ud med jer. Der må være en bagdør. Ud!" skreg han og holdt de næste i skak med det korte sværd, som han svingede frem og tilbage.
   Maria viste sig i døren. "Kom med. Følg mig ud i gården. Vi kan klatre over tagene. Kom nu! Johannes holder dem væk."
   Mændene tumlede gennem rummet for at komme ud og samtidigt greb Johannes en skammel og splintrede den i hovedet på en legionær. "Forbandede romerske cunnii! Ud med jer!"
   Forskrækkede over angrebets voldsomhed trak romerne sig ud på gaden igen. Johannes råbte og skreg forbandelser af dem og prøvede i det hele taget at lave så meget larm som muligt. Det virkede ikke. Romerne opdagede de flygtende skikkelser på tagene og fulgte efter nede på gaden.
   Jesus kastede sig op ad en mur og fik fat med fingerspidserne på den ru kant. Med sammenbidte tænder og smertende muskler trak han sig langsomt op, mens han desperat prøvede at hjælpe til med fødderne. Nede fra gaden kunne han høre romerne råbe. De havde set ham. En pil hvinede forbi over hans hoved. Pludselig mærkede han en hånd på sin bagdel, som gav ham et skub opad. Han fik ordentligt fat og kunne svinge sit ben over muren. Han så ned. Maria rakte armene op mod ham. "Træk mig op!"
   De løb fra det ene hustag til det næste og måtte hele tiden dukke sig for romernes pile. På de andre tage kunne de se nogle af de andre løbe. Alle vegne kunne de høre romerne råbe og trampe i gaderne. Maria stoppede og trak Jesus ned, så de var i sikkerhed for pilene.
   "Det går ikke, Jesus. De har snart omringet os. Så længe vi kravler rundt heroppe kan de bare følge gaderne. Vi må finde et sted, vi kan gemme os."
   Jesus nikkede forpustet. Han sank noget slim og hostede. "Jeg har dét. Lidt længere fremme kommer man til Gethsemanehaven. Det grænser lige op til husene her. Det er jeg næsten sikker på. Hvis vi ikke fortsætter fremad, men følger hustagene mod vest, så kommer vi dertil. Tror jeg."
   Maria trak ham op. "Det gør vi! Kom." De løb og kravlede op og ned af hustagene. Undervejs stødte de på nogle af de andre og fik dem til at følge med. Foran dem kunne de se et område, der virkede mørkere end resten af byen.
   "Det er haven. Det må det være. Kom!"
   De sprang ned fra tagene og løb det sidste stykke ind i blandt de beskyttende træer. Forpustede gemte de sig i mørket bag nogle buske.
   "Hvad så nu?"
   "Hvem spørger?"
   "Det er mig, Shimon."
   "Godt, at du klarede den, Shimon. Vi venter lidt her og så løber vi igennem haven til den anden side og forsvinder i byen."
   "Hvad med de andre? Hvem er her nu?"
   "Jeg er her. Andreas."
   "Filip."
   "Matthæus."
   "Godt. Godt. De andre?"
   "Jeg ved det ikke. Johannes blev i huset og jeg er bange for hvad der sker med ham."
   "Han skal nok klare sig. Hvem har set nogen blive såret eller dræbt?"
   Ingen havde set noget.
   "Lad os håbe det er godt nyt. Kom lad os komme videre." Jesus rejste sig. Og faldt med det samme til jorden. En pil var gået igennem siden på ham og spidsen stak ud af ryggen. Han skreg. I mørket kunne han høre løbende fødder. De andre stak af.
   "Vent! I må ikke efterlade mig her. Hjælp mig."
   Han prøvede at rejse sig, men fornemmede en skygge over sig. Et slag brækkede hans næse og han faldt bagover. Stærke hænder trak ham op og vred hans arme om på ryggen. Han blev slæbt afsted. Ude af sig selv råbte og skreg han. Græd og bad.
   "Slip mig fri. Vil I ikke nok? Maria! Maria! Peter, Shimon! Hjælp mig. Lad mig ikke i stikken." Han prøvede at vriste sig løs. Forgæves. Han græd. Snot og blod hang ud af næsen.
   "Forrædere" brølede han. "I er alle sammen nogle forrædere. I svigter mig. Hjælp mig."
   Han tav, da han så en gruppe legionærer komme gående i mod sig med fakler i hænderne. Han måtte knibe øjnene sammen.
   "Judas!? Hvad gør du her?"
   Mellem legionærerne stod Judas. Han nikkede og pegede.
   "Det er ham. Jesus. Leder af modstandsgruppen. Ham, der vil være Jødernes konge."
   "Judas! Har du forrådt os? Hvorfor?!"
   En legionær trådte frem. "Hold din kæft, jøde." Han slog Jesus hårdt på næsen igen. Smerten fra den ødelagte næse skar sig igennem hjernen som glødende knive og gjorde ham omtumlet og slap.
   Judas trådte frem med et ondt smil. "Skal jeg ikke også have et kys? Jeg så jo gennem et hul i døren, at både Maria og Peter var så heldige." Han greb Jesus i skægget og gav ham et kys på dem blodige mund. En decunia skubbede til Judas. "Er du så færdig?" Judas nikkede stumt og spyttede på jorden foran Jesus.
   "Før ham væk."

Matthæus Evangeliet Kapitel 27
   Matthæus 27, 27
   Da tog statholderens soldater
   Jesus med sig ind i borgen og
   samlede hele vagtstyrken
   om ham.
   Matthæus 27, 28
   Og de klædte ham af og hængte
   en skarlagenrød soldaterkappe
   om ham,
   Matthæus 27, 29
   flettede en krone af torne og satte
   den på hans hoved, gav ham en
   kæp i højre hånd og faldt på knæ
   foran ham, hånede ham og
   sagde: "Hil dig, jødekonge!"
   Mattæus 27, 30
   Og de spyttede på ham og
   tog kæppen og slog ham
   i hovedet.
   Matthæus 27, 31
   Da de havde hånet ham, tog de
   kappen af ham og gav ham hans
   egne klæder på. Så førte de ham
   ud for at korsfæste ham.


En flue satte sig i Jesus' halvlukkede øje. Ansigtet var blegt og indfaldent, mærket af mange dages smerter. Flager af blod strimede det martrede ansigt og de støvede øjne stirrede anklagende og matte på ingenting. Den sorte, indtørrede tunge hang ud mellem de sprukne læber. Jesus egen vægt havde til sidst kvalt ham.
   "Undskyld, Jesus. Undskyld, min elskede. Jeg kunne intet gøre."
   Maria fra Magdala stod med knyttede hænder og stirrede op på den korsfæstede mand. Hans hoved hang forover og armene var blevet trukket af led af at hænge så længe, bundet til en tværbjælke, som romerne havde hængt op i et stort træ. Hans ben var krænget om den tykke stamme, hvor begge hans hæle var gennemborede af nagler, som var banket ind i hver sin side af træet.
   Maria hørte skridt bag sig.
   "Er han endelig død?"
   Maria nikkede og snøftede. "Ja."
   Hun vendte sig mod Peter.
   "Fik I fat i ham?"
   "Ja, vi klyngede ham op i et træ efter vi havde..."
   Maria løftede en hånd for at stoppe ham. Hun rystede på hovedet.
   "Jeg vil ikke høre mere. Ikke om Judas. Må hans navn være forbandet til evig tid."
   Peter nikkede og tav.
   "Peter, hvorfor har de givet Jesus en tornekrone på hovedet?"
   "Romerne kronede ham som Jødernes konge. Som en hån."
   Maria nikkede sammenbidt.
   "Peter? Vi er nødt til at hævne ham."
   Peter så undersøgende på hende. Han så sin egen afgrundsdybe sorg i hendes ludende skikkelse.
   "Hvordan Maria? Hvordan skal vi dog kunne det? Det er jo Romerriget."
   Maria rettede sig op og så på ham med ild i øjnene.
   "De slog Guds søn ihjel! Det vil vi råbe i enhver by, fra enhver bjergtop."
   "Jamen, han var jo ikke rigtigt Gud søn. Det var jo noget vi fandt på, Maria."
   Maria trådte helt hen til Peter. Ordene hvislede ud mellem hendes tænder.
   "Det ved de jo ikke. Ingen ved det. Men vi vil sprede budskabet i hele Romerriget. Helt til Rom om nødvendigt. Vi må få alle til at vende sig mod romerne. Det vil få dem til at falde til sidst. "
   Peter slog ud med armene.
   "Jamen..."
   Maria greb hans arm.
   "Peter! De skal lære hans navn at kende i selveste Rom. De skal kaste sig for hans fødder og bede om tilgivelse. I selveste Rom, siger jeg dig. De skal frygte ham og elske ham."
   Peter rystede på hovedet.
   "Jamen, han er jo død, Maria. Der er ingen at følge. Ingen at frygte. Ingen at elske."
   Maria lagde armene over kors.
   "Så må vi bringe ham til live igen."
   Peter hævede overrasket brynene
   "Til live igen! Jesus?"
   Han skævede op på det maltrakterede lig, der hang på træet med fluerne summende omkring sig. Lugten stak i næsen.
   Maria stirrede på ham, mens hun åbnede og lukkede sine hænder. Længe sagde hun ikke noget.
   "Vi tager ham ned nu. Vagten er gået, så det må vi godt. Kvinderne vasker ham og svøber ham i et liglagen og du får fat i mændene og beder dem være klar i nat."
   "Ja, og så? Hvad har du i tankerne?"
   Maria så sammenbidt på ham.
   "Lad alle sprede budskabet om at Guds søn nu er død og at vi steder ham til hvile i en grav, som vi lukker med en stor sten. Sørg for at en masse ser det."
   Peter nikkede.
   "Og?"
   "I nat stjæler vi liget."
   "Stjæler vi det? Hvorfor nu dét?"
   "Forstår du det ikke? Liget er væk. Jesus har rejst sig fra de døde. Endnu et mirakel. Der er håb for alle med den rette tro. Håb for alle der slutter sig til os og tror på det, vi tror på."
   Peter så med fornyet respekt på Maria.
   "Du er jo fantastisk!"
   Maria smilede et kort øjeblik, men rystede så på hovedet.
   "I morgen styrter vi rundt til alle og fortæller, at Jesus er genopstanden og inviterer dem til at se den tomme grav. Og i overmorgen spiller jeg helt hysterisk af glæde fordi Jesus har vist sig for mig i levende live."
   Peter nikkede.
   "Og hvad så bagefter?"
   "Så må vi alle i gang med at sprede budskabet, som vi siger Jesus har befalet os at gøre. Dem der kan, må rejse ud. Du, Peter, må rejse helt til Rom."
   Peter blev stum.
   "Til Rom?!"
   Marias øjne lyste.
   "Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre end dig. Vi bringer kampen til dem. Helt over i deres lejr."
   Peter så op på den ødelagte krop, som hang på træet foran ham. Det forpinte ansigt, som den stærke sol havde skrællet huden af, stirrede anklagende på ham med døde og tomme øjne. En blanding af had, skyldfølelse og hævntørst svulmede i Peters krop. Han nikkede.
   "Lad os komme i gang. Kom, hjælp mig, Maria. Hjælp mig med at få ham ned."

Johannes Evangeliet Kapitel 20
   Johannes 20, 11
   Men Maria stod udenfor ved graven og græd.
   Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig
   ind i graven
   Johannes 20, 12
   og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor
   Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet
   og én ved fødderne.
   Johannes 20, 13
   De sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du?"
   Hun svarede: "De har flyttet min Herre, og
   jeg ved ikke, hvor de har lagt ham."
   Johannes 20, 14
   Da hun havde sagt det, vendte hun sig om,
   og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke,
   at det var Jesus.


CIA World Facts: I 2013 er der omkring 2.2 milliarder kristne i verden, svarende til 33.39% af verdens befolkning.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/07-2013 14:01 af Rolf Carlsen (Storyman) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 8078 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.