2Den næstbedste gave
Det var en af de dage, da Vorherre fik lyst til at gå sig en tur ... [...]
Eventyr og fabler
1 år, 3 måneder siden
3Om at flyve og danse
Der er en gammel historie om en ung mand der gerne ville være nær... [...]
Kortprosa
1 år, 4 måneder siden
2Hvad er sandhed?
Hvad er sandhed? · Der går ikke røg af en brand uden at der er ild,... [...]
Blandede tekster
1 år, 8 måneder siden
4Min dæmon
Kærligheden er en mørk dæmon · som følger mig alle steder. · Han sige... [...]
Digte
1 år, 9 måneder siden
3Barberhistorier
Da jeg gik ud af skolen som femtenårig, anede jeg ikke, hvad jeg ... [...]
Noveller
1 år, 10 måneder siden
4Tæt på
Det var en sommernat i Ørstedsparken for nogle år siden. Jeg havd... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Tre drømme
Freud skrev sin "Drømmetydning", og naturligvis betyder drømme no... [...]
Kortprosa
2 år siden
4Bånd
Hun binder ham med reb, så han ikke kan røre sig. Han finder sig ... [...]
Digte
2 år siden
6At vente og elske
Jeg ventede på dig så længe. · Jeg ventede · og ventede · og ventede · Så... [...]
Digte
2 år siden
6Lilliput, en reportage
Første maj 2025, altså for et par måneder siden, ankom jeg til Be... [...]
Noveller
2 år siden
6Den røde kjole
Han lukkede for bruseren, tørrede sig så nogenlunde med håndklæde... [...]
Noveller
3 år siden
5Credo
Jeg mener, at man er ansvarlig for alt man har foretaget sig, bev... [...]
Filosofihulen
3 år siden
2Butler
"Erhard Olsen," sagde han og gav mig hånden. Jeg kendte nu godt h... [...]
Noveller
3 år siden
5Mig selv
Gode venner har sagt mig, at jeg taler for meget om mig selv. De ... [...]
Blandede tekster
3 år siden
4Forelsket
Det er længe siden jeg har været rigtig forelsket. - Nåja, jeg bl... [...]
Blandede tekster
3 år siden
6En lignelse
Der var en meget rig mand. Han havde tolv sønner og døtre - eller... [...]
Kortprosa
3 år siden
8Udspring
At springe ud kan betyde to ting, en blomst der folder sig ud ell... [...]
Essays
3 år siden
3Det italienske hus
Jeg vil fortælle om vort italienske hus. Ganske vist ejer jeg det... [...]
Noveller
3 år siden
5Skrubtudsen
Jeg var syv-otte år gammel og var for ikke så længe siden begyndt... [...]
Kortprosa
3 år siden
7Råddenskab
En person har sagt mig, at jeg · er gennemrådden. · Jeg troede ham nu... [...]
Digte
3 år siden
5Venlighed
Kun få mennesker på Århus banegård, perron 4. De står hist og her... [...]
Noveller
3 år siden
2Kollision
Historien her er ældgammel. Et norsk blad udskrev for mange år si... [...]
Noveller
3 år siden
4Olav Bergitsson
Historien har jeg fra et ungt par, Ida, og Jon, som for en del år... [...]
Noveller
4 år siden
6Døden - uha!
Som en elevatorskakt startende fra neden · går vort levned lige luk... [...]
Essays
4 år siden
7At leve
Hvis jeg skal dø, nåja, så skal jeg dø. · Jeg vil nu helst leve · lid... [...]
Digte
4 år siden
1Nemesis
Det siges, at enhver myte indeholder en kerne af sandhed. Det tro... [...]
Essays
4 år siden
5Bang!
Det er altså rigtigt, når jeg siger det. - Der var et sted ovre m... [...]
Noveller
4 år siden
4Kivlemøyane
(Frit efter et sagn fra Telemark) · Tågen ligger som et tungt slør ... [...]
Eventyr og fabler
4 år siden
12En ucharmerende dreng
Det var let regn og tåge, og jeg stod ved et busstoppested under ... [...]
Kortprosa
4 år siden
8Op at køre ...
Vi skulle alle, · Nina, Erik, Leif og mig · i julen til tante Gerda i... [...]
Digte
5 år siden
5En gammel Bibel
Jeg vil fortælle en episode fra min ungdom, da jeg boede i Norge ... [...]
Noveller
5 år siden
7Ham Tristan og hende Isolde
Mon ikke de fleste kender historien om Tristan og Isolde, og mang... [...]
Kortprosa
5 år siden
6Brødre (En slags nekrolog)
Der var intet mærkeligt ved Edgar, da han blev født eller de to f... [...]
Noveller
5 år siden
8Haiku
Natten er så mørk, · slet ingen stjerner lyser. · Hvor er foråret? · - · ... [...]
Digte
5 år siden
6En særlig situation
Et brag rystede huset. · Frk. Sørensen så op fra skrivemaskinen. "D... [...]
Kortprosa
5 år siden
5Indadvendte bekendelser
Jeg har følt mig ensom. Men det hjælper ikke meget. Mine tanker e... [...]
Noveller
5 år siden
4Døren
Der er to ens værelser med en dør imellem. · Døren er vigtig. · Det e... [...]
Noveller
5 år siden
8Råd
Du skal lære af andre · hele tiden, · men aldrig efterligne nogen. · Fo... [...]
Digte
5 år siden
6Stole og krystal
Strandboulevarden på Østerbro i København lå en gang ved stranden... [...]
Noveller
5 år siden
4Sønnen
Skal jeg skrive om mig selv, kan jeg ikke undgå også at skrive om... [...]
Essays
6 år siden
10En stor én
Dette er en gammel historie, som jeg nu vil fortælle på min måde.... [...]
Noveller
6 år siden
2Jimmys kys
Da jeg kom ud fra den mørke stationsbygning blev jeg slået af lys... [...]
Noveller
6 år siden
3Diktatoren
Diktatoren vågnede i sin store seng, og vidste først ikke, hvor h... [...]
Noveller
6 år siden
7Manden i den grønne kappe
Maj 1967. En mindre stationsby i det der endnu ikke blev kaldt ud... [...]
Noveller
7 år siden
5Dejligt vejr
"Det er alt for varmt i dag!" sagde fru Sørensen til fru Petersen... [...]
Kortprosa
7 år siden
10Huset
Vores by er ikke Sankt Petersborg. Den har ikke denne bys storslå... [...]
Noveller
7 år siden
9Opstandelse
Det var den dag de døde opstod. Da begyndte det hele. Et værre ro... [...]
Noveller
7 år siden
6Et lærestykke
Om onani · Jeg håber, at man i dette lærestykke vil erkende min ikk... [...]
Blandede tekster
7 år siden
5Gud
Når man - det vil sige jeg - læser Karen Armstrongs store bog om ... [...]
Blandede tekster
7 år siden
4Hannibal
Olsbæk var et børnehjem, eller optagelseshjem hed det vist dengan... [...]
Noveller
7 år siden
61975
Hen mod slutningen af det jordiske år 1916 ankom den kendte prædi... [...]
Noveller
7 år siden
33Elizabeth Holm
Det var midt i 80'erne og vist nok midt i juni måned, at jeg førs... [...]
Noveller
8 år siden
6Argentina
Carlo blev født kort efter besættelsen, og navnet var mere velval... [...]
Noveller
8 år siden
7Guld
Et par brødre var uadskillelige, men som voksne blev de alligevel... [...]
Eventyr og fabler
8 år siden
3Den vide verden
Vi lejede en bil og kørte ud i den vide verden. Det var planen, s... [...]
Noveller
8 år siden
7Frøken Sylvia
"Har De aldrig været forelsket, Frøken Sylvia?" spurgte jeg. · Det ... [...]
Noveller
8 år siden
5Dræber
Der er en hel del snegle i sommerhusets have. De dukker alle frem... [...]
Blandede tekster
8 år siden
1Følgesvenden
Tænk at leve sammen med en person som du er helt afhængig af, og ... [...]
Blandede tekster
8 år siden
9Brønden
Da jeg var i tolvårsalderen besluttede jeg at løbe hjemmefra, og ... [...]
Noveller
8 år siden
13Nødvendigheden
Ja, kære ven, De ved jo allerede, at jeg har dræbt min hustru og ... [...]
Noveller
8 år siden
6En dejlig dag
Da Jan Jensen en tidlig sommermorgen gik hjemmefra, tegnede alt t... [...]
Noveller
8 år siden
10Drama i miniature
Det havde øsregnet en time, men nu brød solen frem. Jeg satte Bee... [...]
Klummen
8 år siden
10Spejldans
Jeg fandt dette skrift i en ældgammel Bibel øverst i et mørkt hjø... [...]
Noveller
10 år siden

Puls: 9,4

Publiceret: 0
Afgivet: 4
Modtaget: 1
Kåemer Asmussen (f. 1935)
Det var i de dage - nogenlunde sådan lyder overleveringen - da menneskene begyndte at blive talrige på jorden, at en del engle fik øje for at menneskenes døtre var meget smukke, og så tog de sig hustruer blandt dem, så mange som de lystede, og afkommet der blev resultatet af disse forbindelser blev kæmper, det vil sige de helte i oldtiden, som der stadig går sagn om. De bedrifter og ugerninger, som de udførte, er nået til os fra disse fjerne tider.
   Gådefuldt er det, hvordan to arter så væsensforskellige som engle og mennesker, kunne komme til at blande sig, når der nu intet afkom kan komme ud af forbindelser mellem mennesker og dyr. Mennesker og dyr er dog gjort af de samme elementer og er af kød og blod.
   Men det skete. Faktisk myldrede det på jorden af disse vanskabninger, hvis man kan kalde dem sådan, når de i skikkelse og intelligens var langt prægtigere end menneskene. Ja, resultatet var på samme tid så vidunderligt og grufuldt at det måtte forvirre Gud selv, og dette var da også hovedgrunden til at han sendte den store vandflod.
   Overleveringen siger ganske vist, at det var på grund af menneskenes ondskab. Men hvad den angår, så florerede ondskaben også efter vandfloden, da menneskene igen begyndte at blive talrige, og gør det den dag i dag.
   Men vi vil tilbage i tiden igen, og vi må til de himmelske egne.
   Egne, siger jeg, som om der var tale om jordiske landskaber, men det er fordi jeg ellers knapt ved hvad jeg taler om. Da jeg slet ikke kan forestille mig en åndelig verden, vælger jeg at forestille mig den som et klassisk græsk landskab med grønne høje og dale, små lunde af cypresser, pinjer og plataner og hvad der ellers vokser i sådan et landskab. Hist og her på bakketoppe ses små templer med slanke, hvide søjler.
   Der er to engle. Engle forestiller jeg mig som meget smukke mænd. Teknisk set var de ikke mænd, da de slet ikke havde noget køn. Det var ikke meningen at de skulle formere sig, Den Højeste havde skabt sine engleskarer i netop det antal han ønskede, og de var evige. Disse skarer var inddelt i forskellige kategorier alt efter Skaberens hensigter, og dog var hver enkelt af dem et individ lidt forskellig fra sine kammerater og med stor selvbevidsthed, fordi han vidste at fuldkommen som han var, perfekt på alle måder, var han udgået direkte fra Skaberens hånd.
   To af disse engle sidder på en hvid bænk på en grøn høj under skyggefulde træer med vid udsigt over det smukke landskab. Vinden suser sagte i træernes løv.
   Den ene er kraftig bygget, han har solide arme og ben, og overarme og lår spiller af muskler. Hovedet er firkantet og dog afrundet. Håret er kort og sort, øjnene ligeledes meget mørke, næsen lige og skarp, munden bred og læberne smalle, bag læberne store, meget hvide tænder. Han er rigtig en kriger at se på, og alligevel er der noget drengeagtigt over ham, han udstråler varme og venlighed, ja, nærmest troskyldighed. Han er iført en blank, metalskinnende, kort og ærmeløs dragt. Når han taler bevæger han knapt kroppen, kun armene og de store hænder som hele tiden synes at gribe noget i luften eller at forme det han taler om.
   Den anden er hans modsætning, han ser yngre ud, men det er kun tilsyneladende, da de er blevet til på samme tid - hvis man da kan tale om tid i evigheden. Han er mere spinkel, og iført en lang hvid kjortel, som når helt ned til anklerne og kun lader hænderne fri, men samtidig er den halvt gennemsigtig så den alligevel afslører hans slanke legeme og de fintformede lemmer. Hovedet er aflangt og ansigtet smalt, håret lyst, krøllet og længere end den førstes, det ligger ned over hans skuldre. Øjnene er blå, næsen stor og buet, læberne fyldige og tænderne hvide og små. Når han taler, og også når han lytter til den anden, følger hele kroppen med. Bevægelserne er fine, hurtige og yndefulde.
   De to engle havde ikke navne i jordisk forstand. Ganske vist er der fra oldtiden overleveret englenavne såsom Uriel, Rafael, Gabriel og andre, men der var da tale om overengle, og desuden var disse navne vist bare betegnelser hvormed de blev præsenteret for menneskene. Og dog havde de en måde hvorpå de kunne skelne sig selv og hver af de andre fra hinanden som er uforklarlig, men som vi nødvendigvis må betegne med navne. Men da vi alligevel vil respektere deres værdige navnløshed, vil vi nøjes med at kalde dem nummer et og nummer to, eller, da det nu skal være græsk, Eno og Dhio.
   De havde længe hver for sig siddet i deres egne tanker, som dog for begges vedkommende drejede sig om de mærkværdige begivenheder der nylig havde fundet sted i universet.
   Omsider brød Dhio, som var den fine og spinkle af de to, tavsheden:
   "Sig mig, kære Eno, har du på dine rejser besøgt jorden og menneskene der?"
   "Ja, det har jeg", svarede Eno, "men jeg har gjort det i min egen skikkelse, så jeg har været usynlig for menneskene. Jeg har ikke påtaget mig deres skikkelse, som en del af vores kreds har gjort. Jeg føler modvilje mod denne nedværdigelse."
   "Men mener du da virkelig at det er nedværdigende? Der er jo tale om vidunderlige skabninger. Husker du ikke da Den Højeste skabte disse væsener, hvor vi alle jublede?"
   "Jo, det husker jeg meget godt," svarede Eno. "Jeg husker hvor vi var forundrede over denne skabning, som var anderledes end alt hvad der tidligere var skabt, som på mange måder var af samme natur som dyrene - vi jublede jo også da de blev skabt - og i det hele taget jorden - og samtidig var de i slægt med os. Dette slægtskab gjorde dem tiltalende og tiltrækkende, mens deres slægtskab med dyrene gjorde dem afskyvækkende og frastødende."
   "En sådan afsky føler jeg slet ikke," sagde Dhio. "Også dyrene er jo vidundere."
   "Ja, det er de," sagde Eno. "Det er heller ikke den slags afsky jeg mener. Jeg føler bare ingen fortrolighed med dem, som jeg gør med dig. Selvom vi to er meget forskellige, er vi dog helt og holdent af samme art."
   "Men du sagde, at det ville være nedværdigende at påtage sig menneskenes skikkelse. Hver art har vel sin egen værdighed. Føler du dig selv - eller os - ringere end for eksempel en seraf."
   Dette tænkte Eno længe over. Så sagde han: "Måske har jeg udtrykt mig forkert. Man kan vel slet ikke på den måde tale om det højere og det lavere, undtagen at de der er nærmest Den Højeste vel også, i en vis forstand, kan siges at være højere end de der er fjernere fra ham. Menneskene får deres liv og kraft, som dyrene, af den føde de må indtage, mens vi får den direkte fra Den Højeste, uden at vi behøver at tænke videre over det. - Desuden kan jeg til hver en tid påtage mig et menneskes eller et dyrs, ja endog en stens døde skikkelse, men ikke en overengels, en kerubs eller en serafs. Så derved opstår den tanke, at jeg godt kan forandre min skikkelse til det lavere men ikke til det højere. - Og selvom jeg kunne forvandle mig selv til en overengel, en kerub eller seraf, så ville jeg nok aldrig gøre det. Også det ville være at sætte spørgsmålstegn ved min egen værdighed. Jeg mener, at når jeg er den jeg er, så er jeg fuldkommen."
   "Men nu vi to," sagde Dhio med et lille smil, "vi er på samme niveau. Kunne du nogen gange tænke dig at være mig, at påtage dig min skikkelse?"
   Eno betragtede ham længe, og sagde så: "Nej, det kunne jeg ikke. Du er min ven, og jeg holder af at være sammen med dig og at betragte din skønhed, som er en helt anden end min egen. Påtog jeg mig din skikkelse, kunne jeg ikke nyde den på samme måde. Da du er min ven og jeg er din kan jeg alligevel gå helt op i dig, samtidig med at jeg hele tiden har den lykke at være mig selv."
   "Ja," sagde Dhio tænksomt, og de to engle sad nu længe tavse og så ud over det harmoniske landskab med cypresserne, pinjerne og platanerne, de smukke hvide templer, og der var vel også mellem højene en lille by med gyldne tage at se. Langt ude i det fjerne var der sneklædte bjergtinder og over den blå himmel drev hvide skyer. En lun brise legede med Dhios lette kjortel og fik metalstykkerne i Enos klædning til at ringle svagt.
   Omsider sagde Dhio så: "Menneskene har to køn."
   "Ja," sagde Eno og tænkte længe over dette. "De er mænd og kvinder." Efter endnu en pause fortsatte han: "Det har sin indlysende årsag, ellers kunne de ikke formere sig. Det hører til deres dyriske side. De er ikke evige som vi, men de bliver gamle og dør. At de skulle dø lå vist ikke fra begyndelsen i Skaberens hensigt, men han må alligevel have vidst at den mulighed var der, når de havde så meget af dyrenes natur. - Kunne de ikke formere sig, ville de snart dø ud, og så ville det vidunder ikke være længere."
   "Alt dette ved jeg naturligvis." sagde Dhio. "Alligevel mener jeg at der ligger mere i dette end forplantningen, - at denne forskel mellem kønnene svarer til den forskel der er mellem dig og mig, og at den forening der sker mellem deres kroppe kan svare til den forening der er mellem os i vort venskab."
   "Det kan du sikkert have ret i," sagde Eno, "men jeg er alligevel glad for at vi i vor forening ikke behøver al deres sprælleri og disse latterlige bevægelser."
   De lo begge. Eno fortsatte: "Den Højeste må virkelig have været i det humoristiske hjørne da han bestemte at deres formering skulle foregå på den måde. Det kunne jeg aldrig have fundet på. - Og for at gøre det endnu mærkeligere, så er de organer de bruger i deres parring, deres kærlighed, de samme de bruger når de indtager deres føde og når de skiller sig af med affaldet. - Som om han egentlig foragter dem og holder grin med dem, eller som om han leger."
   "Åh ja," sagde Dhio, "og dog ligger der meget af hans kærlighed til menneskene også i dette. Hvis munden kun var beregnet til at putte mad ind i og de nederste organer kun til at udskille deres stinkende affald måtte de ende med at føle afsky for deres egen og hinandens kroppe. Men nu forbinder de munden med kys og de andre organer med den højeste lykke. Dermed kan de betragte hinanden med glæde, og der kastes et forsonende skær over disse organers mindre appetitlige funktioner. - Dette er altsammen meget mærkeligt, men også meget dejligt. Det er så forskelligt fra alt vort, og netop derfor tiltrækkende. - Og en kendsgerning er det, at ikke så få fra os går af og til over for at deltage i disse glæder og nydelser, som ellers skulle være forbeholdt menneskene."
   Eno svarede ikke straks på dette, hans udtryk blev mørkere, og de sad længe tavse. Det var som om der med denne vending af deres samtale var kommet noget mørkt og dystert ind i deres samvær. En mørk sky gled over himmelen, og over landskabet lagde der sig en skygge.
   Så sagde Eno: "Det siges at Satana, som også kalder sig Lucifer, er i færd med at samle alle dem der har den særlige eller specielle kærlighed til menneskene under sig. - Jeg mærker nok at du også har noget af denne interesse i dig. Vil du nu slutte dig til Satana?"
   Dhio så bestyrtet på ham: "Den slags må du slet ikke sige, ja, ikke engang tænke, kære Eno. Ganske vist har jeg denne længsel i mig, som jeg ikke kan forklare. Det er som en trang til at gå ud af mig selv, og denne higen får så menneskenes verden til at virke tiltrækkende og smuk. Men måske er det slet ikke det jeg vil. - Jeg ved blot at hvis jeg giver efter for denne længsel, hvis jeg slutter mig til Satanas styrker og hengiver mig til menneskenes lykke, så mister jeg dig, Eno, så mister jeg vort venskab."
   Han så fortvivlet ud, så fortvivlet som man dårligt kan tænke sig at en engel kan være. Eno iagttog ham ganske roligt og sagde så: "Det er rigtigt at du da ville miste mit venskab, og jeg ville miste dig. Men selvom venskabet nu betyder så meget for os begge, synes du så ikke at loyaliteten mod Den Højeste burde veje endnu mere? Det er dog ham der har skabt os, ham vi kan takke for vor tilværelse."
   "Jo," svarede Dhio forvirret, "det er sandt. Jeg vil også gerne være loyal. Men synes du ikke, at det kan være svært at se hvor Den Højeste selv står i denne sag, som dog er hans egen?"
   Eno måtte tænke længe over dette. Så rakte han sin hånd frem og lagde den over Dhios. "Jo, min ven," sagde han, "det er svært. Jeg har selv undret mig. Det er som om han har sat sig selv udenfor, som om han bare iagttager det der foregår og er nysgerrigt interesseret i hvordan tingene vil udvikle sig. Han er nok alvis, men sommetider er han også som om det er ham der lige er blevet til. Satana har stadig adgang til ham, og de diskuterer. Den Højeste fører lange diskussioner med Satana, skønt han kunne viske ham ud med en bevægelse af sin hånd. - Også jeg er forvirret, og jeg skal sige dig noget i al fortrolighed: jeg tror at Den Højeste selv er forvirret, men forvirringen morer ham. Han er forvirret over forholdet mellem sin egen evige kærlighed og sin almagt. - Alligevel foretrækker jeg at stole på både hans kærlighed og magt, hvor ubegribeligt dette end er, og derfor vil jeg vedblive med at være loyal mod ham. Satana har magt, javel, men ikke almagt, og kærlighed har han slet ikke, selvom han vist har svunget sig op til selv at tro det. Derfor kalder han sig Lucifer. - Naragtighed er det - men en temmelig farlig naragtighed."
   "Du har som altid ret, Eno, og jeg mener vel i virkeligheden det samme som du. Men når jeg så ind imellem kan være svag, så er det godt at have en så stærk ven. I sådan et venskab er det knapt nok nødvendigt at tænke på loyalitet.
   De sad længe stille, uden at vide hvad de nu skulle sige. Selv i himmelen kan der blive forlegenhed over stærke følelser og store ord. Men så fortsatte Eno. Det var som om han skiftede emne, men i virkeligheden fortsatte han bare den samme tankegang:
   "På en af mine rejser fulgtes jeg med en anden herfra, som allerede længe havde haft sin gang på jorden, og som var blevet mere bundet til den, end man skulle tro var muligt. Da vi nu kom til jorden skiftede han over, mens jeg beholdt min egen skikkelse. Dette var en aftale, jeg skulle se hans tilværelse uden at give mig til kende. Han havde fortalt om sin gård, sin rigdom og den store agtelse han nød og desuden om sine ti hustruer. Jeg havde spurgt, hvad han dog skulle med så mange kvinder, men det lo han af og sagde at jeg ikke anede hvor megen fornøjelse man kunne have af den slags, og deri havde han jo ganske ret. - Nu stod han netop for at skulle tage sig endnu en hustru, det ville han gerne have mig til at overvære, og jeg var interesseret. - Vi ankom til gården, som virkelig var meget stor, den største der på egnen, med mange huse og store marker og skove omkring. Vi - eller rettere sagt han - blev ved ankomsten mødt af en hoben tjenestefolk og af hans hustruer, alle meget smukke kvinder i forskellige aldre og nogle af hans børn. Det vrimlede af denne bastardyngel på gården. Nogle af dem havde åbenbart evne til at se mig, og de stirrede fjendtligt, men sagde ingenting.
   Næste dag blev der gjort klar til fest og brudefolkene kom, det var folk fra nabogårdene. De bøjede sig dybt for min ven - sådan må jeg vel kalde ham - og bragte gaver.
   Der var brudens forældre og øvrige familie, og mellem dem kom også bruden. Det var en ganske ung pige, næsten et barn, så fin og smuk med langt sort hår og store sorte øjne og i en prægtig hvid overbroderet klædning, et øjeblik forstod jeg ham, at det måtte være en sand lykke at eje denne pige, at tage dette dejlige væsen i sine arme og være god ved hende. - Der kom en præst og viede dem og festen begyndte. Alt dette var morsomt at overvære, der var mængder af mad og drikke, sådan som de nu synes om det. Der var grove løjer, musik og dans, og midt i hurlumhejet den fineste skønhed. Den var repræsenteret ved den unge brud, kom man nær hende var det som om larmen stilnede og musikken blev blidere.
   Men da det blev nat, kom det jeg mest havde ventet på, det som festlighederne egentlig drejede sig om, foreningen af dette umage par. Min ven var som menneske en kraftig, muskuløs mand, og jeg kunne ikke begribe hvordan en fysisk forening mellem ham og denne lille, sarte kvinde skulle finde sted.
   De fulgtes til brudekammeret af brudefolkenes klapsalver og hyldestråb, ja, selv af forældrenes hilsener. - Nogle fornemmelser hos mig vægrede sig ved at jeg skulle være tilstede der i kammeret. Men han sagde: "Vist skal du så! Du skal se hvor smukt dette barn virkelig er, og du skal kende den nydelse, som også er mulig for dig."
   "Hvem taler du med, Herre?" spurgte pigen. - "Med mig selv, kære," svarede han. "Vi store herrer taler tit med os selv. - Men kom nu! Lad mig hjælpe dig tøjet af." - Det beroligede mig en del at han var så venlig imod hende. - "Skal det hele af?" spurgte hun forbavset. - "Javist, min ven," sagde han. - "Hvorfor det?" spurgte hun. - "Fordi det er din brudenat, og for at jeg rigtig kan se hvor dejlig du er."
   Og smuk var hun sandelig, da hun lå nøgen der i sengen, den skære, rødmende hud, de fine, spinkle lemmer og de spæde bryster, det mørke hår spredt ud over den hvide pude, og de store sorte, bange øjne.
   "Skal du også være nøgen, Herre?" spurgte hun ængstelig, da han begyndte at tage tøjet af. - "Det kan du tro," svarede han med et smil.
   Da han nu steg op i sengen og hvælvede sig ind over hende, blev jeg rigtig bange, nok mere end hun, som vist stadig ikke helt forstod hvad der skulle ske. - "Du må ikke gøre sådan, Herre," klynkede hun. - "Jo vist må jeg så," lo han. - Du kan ikke forestille dig hvor drabeligt sådan et lem er, når det rejser sig. Det er et våben, en kølle. Og jeg troede ikke at det var muligt at han kunne rette dette våben mod det forsvarsløse barn. Men det kunne han, og det gjorde han. Og hendes skrig var så forfærdelige, at man ikke skulle tro at de kunne komme fra dette lille menneske, og de blev kun dæmpet en smule ved at han lagde sin hånd over hendes mund. Og jeg for lige op gennem loftet, direkte til himmels."
   Eno tav, han var stakåndet, som om han netop var kommet fra denne voldsomme himmelfart, og stirrede frem for sig, som om han stadig havde det skrækkelige syn for sine øjne.
   Dhio strakte forsigtigt hånden frem og strøg ham over armen og sagde beroligende: "Det er nok ikke altid det går så hårdt for sig."
   "Det ved jeg godt," sagde Eno næsten vredt. "Og det kan såmænd være at pigen senere er blevet lykkelig. Jeg så jo hans andre koner, som gik veltilfredse og fede omkring i deres rige dragter. - Men dette ene barn, dette lille menneske! - Hører den slags til de glæder som Satana har at byde på, så er jeg ikke med ham."
   De sad længe tavse, og Eno faldt efterhånden til ro.
   Så sagde Dhio: "Også jeg har været på jorden, kære Eno, selvom jeg ikke er så berejst som du. Også jeg har foretrukket at blive i min egen skikkelse og være usynlig. Jeg har nok ikke så stærk en karakter som du, så for mit vedkommende skyldes det nok mest min ængstelse. - Da jeg gik omkring blandt menneskene i en landsby, så jeg på torvet en ung pige, som jeg blev meget betaget af. Hun var nok ikke så fin som den stakkels pige du fortalte om, og heller ikke så ung, men yndig var hun alligevel. Hun havde lyst hår og blå øjne, og jeg tænkte, at hvis jeg bestemte mig til at blive menneske, kunne hun være min søster eller veninde. Hun talte muntert med de handlende mens hun efterhånden fyldte sin kurv og med venner og veninder som hun mødte, og da hun gik hjem til gården hvor hun boede fulgte jeg med hende.
   Gården var ikke stor og rig, som den du fortalte om, tværtimod, det var en lille og fattig gård med få huse og græs på tagene. Husfolkene var bare et gammelt ægtepar, måske hendes forældre, og så nogle folk der arbejdede med dyrene og i marken. Pigen gjorde rent i huset og lavede mad til folkene. Hun var hele tiden glad, kærlig overfor de gamle og venlig mod arbejdsfolkene. Om aftenen gik hun til sit værelse, som lå i enden af huset ud mod den lille have, og jeg fulgte hende.
   Da det var blevet mørkt tændte hun et lys og satte det i vinduet. Snart efter bankede det på ruden. Hun åbnede, og en ung mand kravlede ind. Også han var smuk, med brunt hår og mørke øjne. De omfavnede og kyssede hinanden - åh, hvor de kyssede, de kyssede så de trimlede om i sengen og kyssede videre. Ja, jeg tror sandelig jeg blandede mig og kyssede med, uden at de mærkede det. Dog blev jeg lidt forskrækket da han noget forpustet sagde: "Du kysser som en engel." - Men hun lo bare og sagde: "Det er vist dig der er englekysseren."
   Hun pakkede nu noget mad ud som hun havde taget med til værelset, og sørgede for ham. De var hele tiden gode ved hinanden, talte sammen om deres dagligdag, og senere kælede de med hinanden og kyssede igen. Da de nu begyndte at tage tøjet af, følte også jeg at jeg burde forlade værelset, men jeg blev alligevel, uden at nogen behøvede at opfordre mig til det. De var begge meget smukke nøgne, hendes krop var hvid og brysterne store og tunge, dem kunne han godt lide, så han kærtegnede og kyssede også dem. Hans krop var mørkere end hendes og mere behåret, lemmerne var slanke og stærke. Også han havde et våben, en kølle, som han syntes at kunne såre hende med. Men det var så langt fra at hun blev bange for den, tværtimod, hun kyssede og kærtegnede den og gjorde mærkelige ting med den, og hun førte den selv ind i sig. Det var ham der kom ind i hende, men det var som om hun samtidig kom ind i ham, så de blev til et eneste uformeligt, men alligevel meget smukt væsen. - Og senere trak hun ham gang på gang ind til sig og ville hele tiden forene sig med ham, og hun kunne ikke få nok. Og først ud på morgenen, da det begyndte at blive lyst var han træt, så han satte sig op på sengekanten og sagde: "Du slider mig jo helt op." - Men hun lo bare, kyssede ham igen, og trak ham ned til sig.
   Dhio tav brat og faldt hen i sine egne tanker og Eno betragtede ham med et lille smil. "Men du er da kommet hjem igen," sagde han.
   Dhio kom til sig selv med et suk. "Ja," sagde han resigneret. "Det var så smukt. Menneskene ved godt selv at kærligheden, eller hvad man nu kan kalde det du oplevede, kan være grusom, og dog oplever de den som det smukkeste af alt. Og det er da en sær tanke, at ud af denne leg, denne kyssen, ja, af denne voldelighed, kommer der nye mennesker." Han smilede ved tanken. Han vendte sig langsomt mod vennen og betragtede ham nøje. Så lagde han sin hånd på Enos nøgne skulder - trak den til sig igen, som om han havde brændt sig - og lagde den der igen. "Men lad os tænke os noget rent hypotetisk, kære Eno," sagde han med skælvende stemme. "Hvis jeg nu drog til jorden og forandrede mig til en mand, og du gjorde det samme, men forandrede dig til en kvinde, og vi så mødte hinanden, tror du så ikke at vi kunne have det godt med hinanden? Så godt som dette unge par?"
   Eno stirrede stift lige ud i luften og så ud som om han tyggede på noget, hvilket han ikke gjorde, da engle aldrig tygger på noget. Så sagde han: "Jeg har aldrig hørt om en engel der har forandret sig til en kvinde. Jeg ved ikke hvorfor. - I hvert fald kan jeg slet ikke forestille mig mig selv som en kvinde." Han så tankefuld på Dhio og fortsatte: "Men når jeg nu ser på dig, og hvis det endelig skulle være, så kan jeg meget bedre forestille mig dig som kvinden."
   Dhio sendte Eno et hurtigt, vurderende blik. Så sagde han: "Nåja, du har nok ret - som sædvanlig." Han sukkede. "Men vi må nok være som vi er, som Den Højeste har skabt os, og være glade for det, og lykkelige for at vi dog har hinanden på den ene eller den anden måde." Han flyttede hånden fra Enos skulder og lagde den sammen med den anden i skødet.
   "Ja," sagde Eno, "men jeg vil nu komme dig i møde på et punkt. Du fortalte så smukt om kys. Måske kunne vi forsøge at kysse hinanden, og se hvordan det virker."
   "Ja," sagde Dhio, "lad os det."
   De bøjede sig begge frem og lagde mundene mod hinanden. Sådan sad de et godt stykke tid, hvorefter de rettede sig op igen. De sad lidt og så på hinanden og samtidig så de ligesom ind i sig selv.
   "Nej," sagde Eno så, "det virkede ikke. Vi har ikke organerne til det. Vores mund er ikke indgangen til en fordøjelseskanal, og derfor har vi heller ikke de tilsvarende organer i den anden ende."
   "Ja," sagde Dhio noget forvirret, " - jeg mener nej."
   De sad igen ganske stille. Landskabet var nu lyst og harmonisk som tidligere, alle skygger var borte. Vinden kærtegnede de to meget smukke engle.
   "Og dog," sagde Dhio, "har jeg stadig denne stærke længsel i mig - måske efter at være en anden - jeg ved ikke - denne higen efter at gå ud af mig selv."
   Eno så venligt på vennen og lagde sin store hånd på hans slanke, som han havde gjort før. "Kære ven," sagde han, "du ved jo at du altid har mig. Du kan gå ud af dig selv så meget du vil og du kan gå op i mig, som jeg så gerne går op i dig."
   "Ja," sagde Dhio, "det vil jeg gøre." Han så granskende på Eno - stirrede så ud i luften med et næsten fortvivlet blik - vendte sig så atter mod Eno og lagde igen hånden på hans skulder. "Men jeg tror, kære ven, det ville hjælpe mig på vej, hvis du vil kysse mig igen."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/06-2002 13:48 af Kåemer Asmussen (Kåemer) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 4657 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.