2Den næstbedste gave
Det var en af de dage, da Vorherre fik lyst til at gå sig en tur ... [...]
Eventyr og fabler
1 år, 3 måneder siden
3Om at flyve og danse
Der er en gammel historie om en ung mand der gerne ville være nær... [...]
Kortprosa
1 år, 4 måneder siden
2Hvad er sandhed?
Hvad er sandhed? · Der går ikke røg af en brand uden at der er ild,... [...]
Blandede tekster
1 år, 8 måneder siden
4Min dæmon
Kærligheden er en mørk dæmon · som følger mig alle steder. · Han sige... [...]
Digte
1 år, 9 måneder siden
3Barberhistorier
Da jeg gik ud af skolen som femtenårig, anede jeg ikke, hvad jeg ... [...]
Noveller
1 år, 10 måneder siden
4Tæt på
Det var en sommernat i Ørstedsparken for nogle år siden. Jeg havd... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Tre drømme
Freud skrev sin "Drømmetydning", og naturligvis betyder drømme no... [...]
Kortprosa
2 år siden
4Bånd
Hun binder ham med reb, så han ikke kan røre sig. Han finder sig ... [...]
Digte
2 år siden
6At vente og elske
Jeg ventede på dig så længe. · Jeg ventede · og ventede · og ventede · Så... [...]
Digte
2 år siden
6Lilliput, en reportage
Første maj 2025, altså for et par måneder siden, ankom jeg til Be... [...]
Noveller
2 år siden
6Den røde kjole
Han lukkede for bruseren, tørrede sig så nogenlunde med håndklæde... [...]
Noveller
3 år siden
5Credo
Jeg mener, at man er ansvarlig for alt man har foretaget sig, bev... [...]
Filosofihulen
3 år siden
2Butler
"Erhard Olsen," sagde han og gav mig hånden. Jeg kendte nu godt h... [...]
Noveller
3 år siden
5Mig selv
Gode venner har sagt mig, at jeg taler for meget om mig selv. De ... [...]
Blandede tekster
3 år siden
4Forelsket
Det er længe siden jeg har været rigtig forelsket. - Nåja, jeg bl... [...]
Blandede tekster
3 år siden
6En lignelse
Der var en meget rig mand. Han havde tolv sønner og døtre - eller... [...]
Kortprosa
3 år siden
8Udspring
At springe ud kan betyde to ting, en blomst der folder sig ud ell... [...]
Essays
3 år siden
3Det italienske hus
Jeg vil fortælle om vort italienske hus. Ganske vist ejer jeg det... [...]
Noveller
3 år siden
5Skrubtudsen
Jeg var syv-otte år gammel og var for ikke så længe siden begyndt... [...]
Kortprosa
3 år siden
7Råddenskab
En person har sagt mig, at jeg · er gennemrådden. · Jeg troede ham nu... [...]
Digte
3 år siden
5Venlighed
Kun få mennesker på Århus banegård, perron 4. De står hist og her... [...]
Noveller
3 år siden
2Kollision
Historien her er ældgammel. Et norsk blad udskrev for mange år si... [...]
Noveller
3 år siden
4Olav Bergitsson
Historien har jeg fra et ungt par, Ida, og Jon, som for en del år... [...]
Noveller
4 år siden
6Døden - uha!
Som en elevatorskakt startende fra neden · går vort levned lige luk... [...]
Essays
4 år siden
7At leve
Hvis jeg skal dø, nåja, så skal jeg dø. · Jeg vil nu helst leve · lid... [...]
Digte
4 år siden
1Nemesis
Det siges, at enhver myte indeholder en kerne af sandhed. Det tro... [...]
Essays
4 år siden
5Bang!
Det er altså rigtigt, når jeg siger det. - Der var et sted ovre m... [...]
Noveller
4 år siden
4Kivlemøyane
(Frit efter et sagn fra Telemark) · Tågen ligger som et tungt slør ... [...]
Eventyr og fabler
4 år siden
12En ucharmerende dreng
Det var let regn og tåge, og jeg stod ved et busstoppested under ... [...]
Kortprosa
4 år siden
8Op at køre ...
Vi skulle alle, · Nina, Erik, Leif og mig · i julen til tante Gerda i... [...]
Digte
5 år siden
5En gammel Bibel
Jeg vil fortælle en episode fra min ungdom, da jeg boede i Norge ... [...]
Noveller
5 år siden
7Ham Tristan og hende Isolde
Mon ikke de fleste kender historien om Tristan og Isolde, og mang... [...]
Kortprosa
5 år siden
6Brødre (En slags nekrolog)
Der var intet mærkeligt ved Edgar, da han blev født eller de to f... [...]
Noveller
5 år siden
8Haiku
Natten er så mørk, · slet ingen stjerner lyser. · Hvor er foråret? · - · ... [...]
Digte
5 år siden
6En særlig situation
Et brag rystede huset. · Frk. Sørensen så op fra skrivemaskinen. "D... [...]
Kortprosa
5 år siden
5Indadvendte bekendelser
Jeg har følt mig ensom. Men det hjælper ikke meget. Mine tanker e... [...]
Noveller
5 år siden
4Døren
Der er to ens værelser med en dør imellem. · Døren er vigtig. · Det e... [...]
Noveller
5 år siden
8Råd
Du skal lære af andre · hele tiden, · men aldrig efterligne nogen. · Fo... [...]
Digte
5 år siden
6Stole og krystal
Strandboulevarden på Østerbro i København lå en gang ved stranden... [...]
Noveller
5 år siden
4Sønnen
Skal jeg skrive om mig selv, kan jeg ikke undgå også at skrive om... [...]
Essays
6 år siden
10En stor én
Dette er en gammel historie, som jeg nu vil fortælle på min måde.... [...]
Noveller
6 år siden
2Jimmys kys
Da jeg kom ud fra den mørke stationsbygning blev jeg slået af lys... [...]
Noveller
6 år siden
3Diktatoren
Diktatoren vågnede i sin store seng, og vidste først ikke, hvor h... [...]
Noveller
6 år siden
7Manden i den grønne kappe
Maj 1967. En mindre stationsby i det der endnu ikke blev kaldt ud... [...]
Noveller
7 år siden
5Dejligt vejr
"Det er alt for varmt i dag!" sagde fru Sørensen til fru Petersen... [...]
Kortprosa
7 år siden
10Huset
Vores by er ikke Sankt Petersborg. Den har ikke denne bys storslå... [...]
Noveller
7 år siden
9Opstandelse
Det var den dag de døde opstod. Da begyndte det hele. Et værre ro... [...]
Noveller
7 år siden
6Et lærestykke
Om onani · Jeg håber, at man i dette lærestykke vil erkende min ikk... [...]
Blandede tekster
7 år siden
5Gud
Når man - det vil sige jeg - læser Karen Armstrongs store bog om ... [...]
Blandede tekster
7 år siden
4Hannibal
Olsbæk var et børnehjem, eller optagelseshjem hed det vist dengan... [...]
Noveller
7 år siden
61975
Hen mod slutningen af det jordiske år 1916 ankom den kendte prædi... [...]
Noveller
7 år siden
33Elizabeth Holm
Det var midt i 80'erne og vist nok midt i juni måned, at jeg førs... [...]
Noveller
8 år siden
6Argentina
Carlo blev født kort efter besættelsen, og navnet var mere velval... [...]
Noveller
8 år siden
7Guld
Et par brødre var uadskillelige, men som voksne blev de alligevel... [...]
Eventyr og fabler
8 år siden
3Den vide verden
Vi lejede en bil og kørte ud i den vide verden. Det var planen, s... [...]
Noveller
8 år siden
7Frøken Sylvia
"Har De aldrig været forelsket, Frøken Sylvia?" spurgte jeg. · Det ... [...]
Noveller
8 år siden
5Dræber
Der er en hel del snegle i sommerhusets have. De dukker alle frem... [...]
Blandede tekster
8 år siden
1Følgesvenden
Tænk at leve sammen med en person som du er helt afhængig af, og ... [...]
Blandede tekster
8 år siden
9Brønden
Da jeg var i tolvårsalderen besluttede jeg at løbe hjemmefra, og ... [...]
Noveller
8 år siden
13Nødvendigheden
Ja, kære ven, De ved jo allerede, at jeg har dræbt min hustru og ... [...]
Noveller
8 år siden
6En dejlig dag
Da Jan Jensen en tidlig sommermorgen gik hjemmefra, tegnede alt t... [...]
Noveller
8 år siden
10Drama i miniature
Det havde øsregnet en time, men nu brød solen frem. Jeg satte Bee... [...]
Klummen
8 år siden
10Spejldans
Jeg fandt dette skrift i en ældgammel Bibel øverst i et mørkt hjø... [...]
Noveller
10 år siden
0Usaglige kommentarer til ”Den gamle vandren...
I årene omkring 1980 fulgte jeg Else Brundbjergs forelæsninger om... [...]
Essays
10 år siden
6Ferie
"Uduelig, det er hvad du er. Ingenting sker der. Og nu kommer vi ... [...]
Noveller
10 år siden
9I mørket
"Så tænd dog den lygte, for Fanden," snerrede Uffe. · "Ja ja, men d... [...]
Noveller
10 år siden
0Om Karen Blixens ”Karyatiderne”
Dette essay kræver faktisk at man har læst Karen Blixens ufuldend... [...]
Essays
11 år siden
25Den ene sko
Kent vågnede og satte sig op med et sæt, og vidste først ikke hvo... [...]
Noveller
11 år siden
6Freddys Far
Freddy var tolv år da hans far døde, og det sneede den dag. Blot ... [...]
Noveller
11 år siden
7David
David · En skøn forårsdag i 1550 kom en lille bondefamilie til den ... [...]
Noveller
11 år siden
36Stormen og den hvide kat
Det var en kold og stormfuld nat. · Jeg ved naturligvis, at det er ... [...]
Noveller
11 år siden
5Jehovas Vidner i mit liv
Jeg får sommetider henvendelse fra tidligere Jehovas Vidner, som ... [...]
Essays
11 år siden
7Sjæl
"Ting har ikke sjæl," sagde Kristian med foragt. "Ting kan da ikk... [...]
Noveller
12 år siden
6Lilliput - En reportage
Første maj 2019, altså for et par måneder siden, ankom jeg til Be... [...]
Noveller
12 år siden
7Carlo Broschi
Det var en fredag formiddag - 16. marts 1979 helt præcis. Jeg var... [...]
Noveller
12 år siden
5Søljen
Hun var sorthåret og sortøjet og ret sort under neglene. Hun hed ... [...]
Noveller
12 år siden
3Ingenting
Taxien standsede og Jan steg ud. Han stod lidt og trak vejret dyb... [...]
Noveller
12 år siden
4Navnløs
En mørk efterårsaften ret sent var jeg på vej hjem. I min egen ga... [...]
Noveller
12 år siden
3Bammernusseberg
Det var den sidste krigsvinter, en hård vinter, hvor mange frøs, ... [...]
Noveller
12 år siden
4Blå himmel - Fragment
... Klar blå himmel, klar som glas. På cykeltur med Kristian. Han... [...]
Noveller
12 år siden
8Stjernerne
Stjernerne var så smukke den nat med festen hos Jens og Birthe. G... [...]
Noveller
13 år siden
10At nå eller ikke nå toget
Jeg var på besøg hos venner, og det var blevet sent. Pludselig så... [...]
Noveller
14 år siden
15Oktober i sommerhuset
Åh, nu virker min fyldepen ikke, og computer har vi ikke i sommer... [...]
Kortprosa
14 år siden
20Seljord
Jeg vil altid gerne tilbage til Seljord. Seljord ligger i hjertet... [...]
Noveller
14 år siden
29Sikke nu noget!
Mathias Mikkelsen havde slået sin kone ihjel. Det var ikke mening... [...]
Noveller
14 år siden

Puls: 8,5

Publiceret: 0
Afgivet: 4
Modtaget: 1
Kåemer Asmussen (f. 1935)
Som enhver ved, er Belmontanien et meget lille land klemt inde mellem store nationer. Dets historie er gammel og omskiftelig. Oprindelig har det været en fransk provins, og dets selvstændighed har altid hængt i en tynd tråd. Men for næsten tre hundrede år siden havde dets lille men veltrænede hær haft det held, i en kritisk situation at placere sig, så det kunne yde den store nabo afgørende hjælp. Frankrig viste da sin påskønnelse ved en bilateral aftale hvori landets uafhængighed og selvstændighed blev garanteret så længe en direkte efterkommer af den da regerende konge sad på tronen. Uddøde denne slægt skulle landet vende tilbage til moderlandet. - Aftalen blev fornyet hvert år, og blev fejret i februar med store festligheder.
   Landets smukke hovedstad er omgivet af en smule bjerge og skov, og det er næsten det hele. Dog ser man oppe i de frugtbare dale små landsbyer med velholdte bøndergårde og på høje steder i landskabet maleriske, men meget forfaldne herregårde. Sådan er det nu og sådan var det såmænd allerede i slutningen af forrige århundrede, da denne historie fandt sted.
   Landet havde brug for sine dygtige bønder, men ikke for nogen adel, mente man. De gamle adelsfamilier havde bevaret titlerne, men var plaget af strenge arvelove, der generation for generation fratog dem deres ejendom og position, og de var nu mest bosat i udlandet eller de var flyttet til hovedstaden hvor de var mere eller mindre knyttet til kongehuset. Imens forfaldt familiegodserne, eller de blev nødtørftigt istandsat og vist frem for turister.
   En solklar februardag i 1897 var der hektisk stemning i landet. Dels var det landets nationaldag og dels blev der på slottet i hovedstaden afholdt reception i anledning af at kongens eneste søn, Kronprins Nicolai, forlovede sig med sin kusine Prinsesse Elaine, og de to begivenheder hang nøje sammen. Prinsen nærmede sig de tredive år uden at han hidtil havde vist tegn på at ville tage dette for landets beståen så afgørende skridt. Prinsesse Elaine, som var forældreløs fra fjortenårsalderen havde tilbragt sine ungdomsår på slottet under kongens formynderskab og med prinsen som en slags ældre bror, således at det på samme tid var nærliggende og uventet at hun nu trådte ind i denne nye værdighed, som landets kronprinsesse og fremtidige dronning.


* * *

   Grev Auguste Lion, som var en ret lille, mager mand midt i halvtredserne, ilede gennem slottets gange på vej til sin vogn, da han fra slottets næsten tomme vestfløj hørte en lyd, ligesom et ekko, som han kendte så alt for godt fra sin tid i hæren, og han forandrede derfor retning og løb hurtigt efter lyden, som, selv om det kun havde været et kort skarpt knald, blev ved med at vibrere mellem korridorernes vægge, som om den ikke kunne slippe ud.
   Vestfløjen var ubeboet, men i dag var den mere tom end ellers, da alle var samlet i hovedbygningen til den store reception. Greven kom ind i en lang korridor med mange døre til begge sider. Ført af et sikkert instinkt gik han til en bestemt dør og trykkede håndtaget ned. Døren var låst. Så gik han rask videre til den næste. Den var uaflåst og fra dette rum var der en dør ind til det aflåste værelse.
   Værelset var tomt bortset fra en kæmpestor udslidt sofa, og på denne sofa lå nu Prins Nicolai med blodet strømmende fra brystet, og på gulvet ved siden af ham lå en revolver. Prinsen, som han for bare få minutter siden havde set i festsalen ved den smukke Prinsesse Elaines side, med et champagneglas i hånden, muntert konverserende de mange gratulanter. Hans sorte jakke med det blå bånd lå nu sirlig lagt sammen over sofaens armlæn og de blanke laksko stod lige så sirligt under sofaen.
   Dette var hvad Grev Lion i et blik så da han åbnede døren - ja, han så endda at der var hul på prinsens sokker - og straks efter var han henne ved den sårede. Med begge hænder greb han fat i skjorten og flåede den. Prinsen så på ham med et vildt, vredt blik i sine store, sorte øjne og kom med vage protester: "Lad mig være! Lad mig dog være!"
   "På ingen måde, Deres Kongelige Højhed," sagde greven og fra sine lommer drog han et tilsyneladende uendeligt lager af hvide lommetørklæder hvormed han forbandt såret og standsede blødningen.
   "Åh Gud! Åh Gud! Åh Gud!" jamrede prinsen og begyndte at kaste hovedet fra side til side.
   "Lig stille!" kommanderede greven skarpt, og uvilkårlig adlød den unge mand. I stedet begyndte han at græde. "Jeg duer til intet - intet!" stønnede han, "ikke engang til at skyde mig selv."
   "De duer nok til noget, min prins," sagde greven. "Og tro ikke at De kan flygte fra opgaverne på denne lumpne måde." Hans hænder arbejdede flittigt, og snart var prinsens venstre skulder dækket af hvide bandager der kun delvis var gennemsivede af blod.
   "Lig nu roligt, til jeg får fat i lægen," sagde han mildt.
   "Nej Nej!" protesterede prinsen og prøvede at rejse sig.
   Greven trykkede ham tilbage. "Lig roligt, min kære prins," sagde han endnu mildere.
   "Ja," sagde prinsen stille.


* * *

   Da greven omsider kom ud til sin vogn sad kusken allerede oppe på sit høje sæde og han steg ikke ned for at åbne vogndøren. Greven åbnede selv døren og steg ind. Han vidste at Peter var fornærmet over at han havde ladet ham vente i februarkulden. Det morede Grev Lion.
   "Hjem, Peter!" råbte han. "Hjem i varmen."


* * *

   Prinsesse Elaine var en stor skønhed, - lys, med klare blå øjne og røde svulmende læber, skær, nærmest gennemsigtig hud der skiftede farve hele tiden. En kynisk iagttager - og dem var der ikke så få af - kunne nok forudsige, at hun om ti år ville være fed. Men lige nu var hun meget smuk. Hun var ikke dum, men heller ikke videre intelligent - det havde aldrig haft betydning for hende at være det. Hendes bevægelser var noget tunge og langsomme.
   Selvom Prins Nicolai næsten havde været som en bror for hende havde de ikke set meget til hinanden de senere år, fordi prinsen havde rejst meget i udlandet som led i sin uddannelse.
   Hendes hofdame Jeanne var ingen skønhed. Ansigtet var mærkelig spidst. Det var som om hagen, kinderne og den let skrånende pande kun var der for at danne basis for hendes lille, men meget fremadstræbende næse. Hendes mørke øjne var dog livlige, ja, ligefrem smukke, og de korresponderede godt med hendes små hænder der altid var i bevægelse. På ryggen havde hun en lille pukkel, som dog altid var heldigt camoufleret af smagfulde kjolekraver og broderede sjaler.
   Man kunne tro at hun var valgt til sin stilling for at kontrastere og fremhæve prinsessens specielle form for skønhed, men det var ikke tilfælde. Der var oprigtigt venskab mellem dem. Jeanne var datter af en af byens mindre købmænd, som for længst havde opgivet at få hende gift eller på anden måde afsat. Da prinsessen så ansatte hende åndede faren lettet op og gned sig diskret i hænderne, da hendes stilling rummede uanede muligheder for både hende selv og købmandshuset.
   Et par uger efter forlovelsen og de dramatiske begivenheder i forbindelse med den, som ingen rigtig kendte til, fordi alle implicerede holdt tand for tunge, sad Prinsesse Elaine og Jeanne i prinsessens rigt udstyrede tårnværelse med hver sit broderi. Prinsessen sukkede af og til og lod hænder og broderi synke ned i skødet. Hun så ud ad vinduet, ud over byens tage og over mod de skovklædte højdedrag bag byen - men måske så hun ingenting.
   Frøken Jeanne skottede til hende, men sagde intet. Efter en tid tog hun dog prinsessens broderi, studerede det og sagde: "Se nu! Deres Højhed har syet forkert. Den rosenknop skal vende den anden vej."
   "Åh, Jeanne!" sukkede prinsessen. "Hvorfor kalder du mig Højhed, når du skænder. Og kan det ikke være det samme til hvilken side knoppen vender?"
   "På ingen måde," sagde Jeanne belærende. "Man må tænke på billedets harmoni. Det nytter ikke at detaljerne er smukke, når helheden ikke er det."
   "Men i naturen går alt da mere tilfældigt for sig," sagde prinsessen mut. "Der vender blomster, blade og knopper til højre og venstre som det nu kan falde sig."
   "Måske," sagde Jeanne. "Men det vi laver med vore nåle og vort garn er nu engang ikke natur men kunst. Og naturen er alligevel ikke så tilfældig. Der afhænger alt af lyset. Naturen har sin egen harmoni, som vi ikke helt kan forstå og slet ikke gengive. Men i os har vi en sans som på en eller anden måde stemmer overens med naturens love, og er vi opmærksomme fortæller denne sans os straks om et billedets komposition er rigtig eller forkert."
   Prinsesse Elaine sukkede igen. "Du lyder som professor Wänger, som jeg havde i botanik," sagde hun surmulende, men hun tog dog lydigt sin lille, spidse saks og begyndte at pille rosenknoppen op.
   De sad meget længe tavse. I det isolerede tårnværelse nåede ikke den mindste lyd udefra ind til dem. Vægurets tikken lød hård og insisterende og selv den lillebitte lyd af nålene og tråden der gled ind og ud af det fine lærredsstof lød som slæbende skridt i stuen. Prinsessen sukkede igen og lod hænder og broderi synke.
   Også Jeanne lod hænderne synke. "Kære Elaine," sagde hun med bekymring i stemmen. "De sukker hele tiden. Hvad er der dog?"
   "Jeg ved det ikke," sagde prinsessen. "Jeg ved jo slet ingenting." Hun tav længe og de genoptog begge broderiet. Men så fortsatte hun: "Kan du sige mig, Jeanne, hvordan det kunne gå til, at Nicolai - Hans Højhed Prinsen - ved forlovelsesreceptionen det ene øjeblik kunne stå ved min side, glad og munter, og det næste øjeblik komme alvorlig til skade i den anden ende af slottet?"
   Jeanne, som havde hørt snakken blandt slottets personale, bøjede sig dybere over sytøjet og svarede: "Nej, prinsesse, jeg ved ingenting. Men jeg ved da, at han kommer sig og snart er helt rask igen."
   "Ja," sagde prinsessen med bitterhed i stemmen. "Og i hele denne tid har han knapt villet se mig. Jeg kunne dog have plejet ham."
   Jeanne lod igen sytøjet synke. Nu var det hende der sukkede. "Mænd er forunderlige, sarte væsener," sagde hun - hvor hun så vidste det fra. "De er følsomme og uberegnelige. Man kan ikke vide hvad de tænker og hvorfor de gør som de gør. Man skal ikke prøve at forstå dem, men bare tage dem som de er."
   "Ja," sagde prinsessen tankefuld. "Jeg vil jo også gerne tage Nicolai, som han er. - Men vil han give mig lov til det?"
   Efter endnu en lang pause sagde Jeanne: "Kære Elaine, jeg vil nu stille Dem et meget privat spørgsmål. Mere intimt end jeg kan tillade mig."
   "Jo, Jeanne," sagde prinsessen heftigt, "du kan tillade dig det. Du er min ven, og jeg har ingen anden at tale med."
   "Tak, kære Elaine," sagde Jeanne rørt, "så vil jeg spørge om De virkelig elsker Prins Nicolai."
   Prinsessen sukkede vemodigt. "Elsker?" sagde hun eftertænksomt. "Elsker jeg ham? - Jeg ved det virkelig ikke." Og efter en lang pause sagde hun med kraft men samtidig med sorg i stemmen: "Men jeg tror, at jeg kunne være en meget god ven for ham."
   "Hm!" mumlede Jeanne bøjet over broderiet. "Tror De da, at han elsker Dem?"
   Prinsesse Elaine smilede. "Du er nu så romantisk, Jeanne. Elsker han mig? Heller ikke det kan jeg svare på." Efter en pause fortsatte hun. "Han er et barn - og så alligevel slet ikke. - Nicolai har vist så megen kærlighed i sig. Jeg vil gerne forsøge, om jeg kan vinde bare en lille smule af den."
   Det bankede på døren og en ung pige kom nu ind. Hun nejede dybt og sagde: "Dronningen ønsker at se Deres Højhed og Frøken Jeanne til te."
   Prinsessen og Jeanne rejste sig og lagde deres sytøj til side.
   "Ja tak!" sagde Prinsesse Elaine. Pigen nejede igen og gik. Prinsessen tog Jeannes hånd. "Du er en god veninde, Jeanne," sagde hun, "Og hvis alt andet glipper, har jeg da dig." Hun så et øjeblik skarpt på Jeanne, som om hun først nu rigtig fik øje på hende. Hun sukkede. "Ja," sagde hun stille, "så har jeg dig." -Så slog hun om og sagde muntert: "- Og lad os så gå til te hos dronningen!"


* * *

   I slottets køkkenregioner havde en af kokkedrengene den ære af få øretæver af selve den store Mester Eric. Det var en lang lømmel på 16-17 år, som hed Pierre. Han havde bukket hovedet næsten ned til knæene og lagt hænderne over nakken for at beskytte sig mod slagene der haglede ned over ham, mens han hylede som en besat. "Lad være! Lad være! Åh, lad mig være, kære Mester Eric! Jeg skal aldrig gøre det mere!"
   "Nej!" råbte Mester Eric, "han skal så vist ikke gøre det mere. Jeg skal lære den tyveknægt at stjæle fra fadene."
   "Det er ikke nødvendigt," peb drengen, som nu var kommet udenfor rækkevidden af Mester Erics hænder og rettede sig op.
   "Hvad mener han? Er han fræk?" råbte Mester Eric og rykkede faretruende nærmere.
   "Nej nej!" skreg drengen og hans mund gik meget hurtigt: "Mester Eric laver så lækker mad, at det kan være svært for en fattig dreng, der kun er vant til det tørre brød, at holde fingrene væk."
   "Han kan blive sat på porten," sagde Mester Eric strengt men mere afdæmpet, allerede formildet af smigeren.
   "Åh nej, kære Mester," bad drengen, kastede sig på knæ og rakte de foldede hænder op mod mesteren. "Hvordan skulle det da gå mig? Jeg beder Dem, bær over med mig denne ene gang."
   "Nå nå! hold op med det der. Og kom så i gang med arbejdet. Der er gryder der skal skrubbes, og urter der skal renses og skrælles. Hvad bestiller han overhovedet?"
   "Jeg arbejder meget, Mester Eric, og jeg skal nok." Og da han så at uvejret var drevet over vendte han sig med spillende, frække øjne mod mesteren. "Og hvis jeg nu arbejder flittigt, må jeg så få lov til at bringe Prins Nicolais eftermiddagskaffe op?"
   "Nej, vist må han ej," sagde Mester Eric forarget. "Hvad tror han at slottet har tjenere og lakajer til?"
   "Jeg har dog før gjort det til prinsens tilfredshed," indvendte drengen.
   "Han har bare at passe sit arbejde," sagde Mester Eric. "Og hvad vedkommer prinsen i det hele taget ham?"
   "Ingenting!" sagde drengen hurtigt. "Slet ingenting! Men vi holder dog alle af prinsen, og når han er syg bekymrer det os. Han er kronprins og landets kommende konge, og det vedkommer vel alle fra den store Mester Eric til den stakkels, lille kokkedreng."
   "Sandt nok," sagde Mester Eric i sine egne tanker. "Får vi ingen konge efter den gamle, har vi intet land mere."
   "Hvad mener Mester Eric?" spurgte drengen. "Skulle Prins Nicolai da ikke blive konge?"
   "Man siger så meget," mumlede Mester Eric. "Og hvad skulle det så hjælpe at han blev konge, hvis han ingen børn får?"
   Pludselig gik det op for ham, at han stod der og parlamenterede med en fræk køkkendreng. "Og vil han så komme i gang med gryderne!" råbte han så drengen spjættede.
   "Ja ja!" sagde drengen og begyndte at skrubbe.


* * *

   Grevinde Lion havde i sin tid været en flot dame, men tiden og ikke mindst den evindelige og umulige kamp for at opretholde en passende standard havde gjort hende noget forpjusket. Nu løb hun rundt om sig selv, ved tanken om at "der var god grund til at nære visse forhåbninger", som greven noget dunkelt havde udtrykt sig.
   "Maria! Maria!" råbte hun, og da pigen kom ind faldt hun hende grædende om halsen.
   "Jamen Gud, Frue!" udbrød den opskræmte pige. "Hvad er der dog sket?"
   "Ingenting," hulkede grevinden. "Der er ikke sket noget. Og måske sker der slet ikke noget. Det kan man aldrig vide." Hun holdt pigen ud fra sig. "Men hvorfor ser du dog så forskrækket ud," sagde hun vredt. "Du skulle hellere glæde dig med mig."
   "Nå, er det glæde?" sagde pigen sindigt. "Jeg troede, der var hændt en ulykke."


* * *

   I forstuen forløb samtalen mellem Grev Lion og kusken Peter mere roligt.
   "Du må have nyt liberi," sagde greven.
   "Må jeg have nyt liberi?" sagde Peter forbavset. "Hvad er der galt med det her?"
   "Det er luvslidt," sagde greven, "og desuden har det altid været gyseligt. Vi kan ikke være det bekendt."
   "Nå!" sagde Peter.
   "Og vi må også have sat skik på dig selv," sagde greven. "Du må giftes."
   "Nå, så jeg skal giftes," sagde Peter uden at fortrække en mine. "Med hvem?"
   "Tjah!" sagde greven eftertænksomt. "Hvad med den lille hofdame hos Prinsesse Elaine?"
   Nu blev der en meget lang pause. Så sagde Peter: "Har greven set hende?"
   "Ja, det har jeg da." sagde greven.
   "Hun er ikke køn," sagde Peter.
   "Peter," sagde greven. "Du er ikke selv særlig køn."
   "Nå!" sagde Peter og så ned ad sin noget uformelige krop. "Da har pigerne aldrig klaget." Lidt efter tilføjede han: "Vil hun have en almindelig kusk som mig?."
   "Sikkert ikke," sagde greven. "Men stiger vi i graderne, kunne det jo være at du steg med. Jeg kunne måske ligefrem få brug for en kammertjener."
   "Nå!" sagde Peter.
   De var gået ud til vognen, og Peter holdt døren mens greven steg ind. Før han steg op på sit kuskesæde tøvede han, gik tilbage og åbnede døren til vognen. "Har hun penge?" spurgte han.
   Greven lo. "Det ved jeg ikke," sagde han. "Men hun har forbindelser."
   "Nå!" sagde Peter.


* * *

   En lakaj mødte greven på slotstrappen og førte ham rask gennem slottets lange gange.
   "Det er ikke denne vej til kongen," sagde greven.
   "Det ved jeg nok, Hr. Greve," svarede lakajen. "Men dronningen har ønsket at se Dem ganske kort først."
   Dronningen modtog ham i sin private salon. Hun var en svær men stadig smuk dame. Vanligvis var hun rolig, men nu kunne hun knapt holde sig i ro. Hun kom greven i møde og greb begge hans hænder. "Jeg er glad for at se Dem, Greve," sagde hun. "Det har længe været mit ønske at takke Dem personlig for hvad De har gjort for min stakkels dreng."
   "Det var nu en tilfældighed, Deres Majestæt," sagde greven. "Alle ville vist have gjort som jeg."
   "Ja ja," sagde dronningen, "vi forsøger vel alle at gøre vort bedste, men vi er ikke alle lige gode til det." Hun tøvede, men fortsatte så: "Nicolai er en følsom dreng, og det er mit store håb, at De også fremover vil være en støtte for ham, Grev Lion."
   "Jeg takker for tilliden, Deres Majestæt," sagde greven, "Og jeg skal gøre hvad jeg kan for at leve op til den."
   Dronningen tog nu en flad, sort æske fra et lille bord. "Kongen vil sikkert betænke Dem på rette måde," sagde hun, "men jeg har en lille gave til Deres -" hun var ved at sige "smukke" men rettede det til "- Deres fortræffelige hustru." Hun åbnede æsken og i den lå en smuk treradet perlekæde.
   "Mange tak, Deres Majestæt," sagde greven rørt. I et blik havde han vurderet smykket til at være kostbart nok til at deres gæld kunne ryddes af vejen og de kunne købe palæet de boede i. "Min hustru vil blive overvældet, og jeg ved at det vil være hende en stor glæde snart at kunne takke Deres Majestæt personlig."


* * *

   Kongen modtog greven i sit kontor som var sparsomt møbleret med store tunge stole og et enormt skrivebord. På væggene hang portrætter af kongens aner og på endevæggen et kæmpemæssigt maleri der forestillede det historiske møde mellem den franske og den belmontaniske konge på baggrund af de forenede hære.
   Kongen var i blå generalsuniform som på trods af skrædderens ubetvivlelige dygtighed og omhu sad dårligt på ham. Det strejfede greven at han mindede om Peter, bare var kongen meget større.
   "Goddag, Grev Lion," sagde kongen og trykkede grevens hånd. "Jeg har netop sat mig ind i de fortjenester De har ydet vort land i Deres tid i hæren," Han viste med en håndbevægelse hen mod en bunke papirer på skrivebordet.
   "Som så mange af Deres dygtige officerer," svarede greven.
   "Ja ja," sagde kongen let irriteret over modsigelsen. "Jeg ser talrige vidnesbyrd på at De i afgørende situationer har - har kæmpet som en løve." Han smilede, det havde kostet ham besvær at udtænke vittigheden, og han var tilfreds med at have fået den anbragt. Greven lo høfligt.
   Kongen blev nu helt alvorlig og fortsatte: "Men den sidste tjeneste De har gjort kongehuset og vort fædreland er dog langt den største."
   Greven bøjede hovedet let. "Vi er jo alle meget glade over at Hans Højhed Prinsen er kommet sig så godt over den ulykkelige hændelse."
   "Ulykkelige hændelse - hm, ja!" mumlede kongen. "Ja, Greve! Vi er voksne mænd, og vi ved nok at alt ikke altid er som det tager sig ud. Også vi i vor stilling kan være svage, og da er det vigtigt at have loyale mænd som Dem om os."
   Greven var forundret over kongens ord, som kunne forstås som selverkendelse, men som nok snarere var møntet på prinsens svaghed. Kongen, som måske pludselig forstod at hans ord var tvetydige, rettede sig op, rømmede sig og gik hen til skrivebordet, hvor han trak en skuffe ud og tog en lille sort æske frem.
   "Det er et lykkeligt tilfælde, at vort lands fornemste orden er kaldt løveordenen," sagde han og åbnede æsken. "Men aldrig har navnet været mere passende og aldrig er denne orden blevet anbragt et mere passende sted." Han fæstede med en smule fumleri ordenen på grevens bryst. "Tak, Greve," sagde han og stemmen skælvede let.
   Grev Lion bukkede dybt. "Jeg kan slet ikke takke Deres Majestæt nok for denne ære," sagde han. "Men jeg håber at det fortsat vil være mig muligt at tjene kongehuset og vort land."
   "Tjen prinsen," sagde kongen lavmælt, "og tjen derigennem riget."
   "Ja, Deres Majestæt," sagde greven.


* * *

   "Også Hans Højhed Prins Nicolai ønsker at se greven," sagde lakajen.
   "Det er en travl dag, hva'?" sagde greven, men lakajen svarede ikke.
   Prinsen modtog greven i sin private, meget enkelt møblerede stue. Han kom ikke greven i møde, men blev stående midt på gulvet. Han var ikke i uniform, men i et mørkt, let sæt dagligtøj, og det slog greven, som så mange gange før, hvor han var en særpræget og smuk mand. Skikkelsen var slank, og det blege ansigt med de mørke, dunkle øjne var omkranset at et fyldigt, mørkt hår. Den venstre arm var stadig i bind.
   "Goddag, Grev Lion," hilste prinsen afmålt. "Jeg ser, at kongen allerede har belønnet Dem for Deres tjeneste. Jeg mener, at det er min pligt også at takke Dem."
   "Jeg håber," sagde greven, "at Deres Kongelige Højhed, trods min utidige indblanding, må være glad for at leve."
   Prinsen svarede ikke straks, hans blik blev fjernt, han drejede langsomt hovedet mod vinduet. Men pludselig vendte han sig mod greven igen. "Ja," sagde han, "jeg er trods alt glad for at leve. Ellers gjorde jeg vel forsøget igen, og da skulle jeg nok sikre mig at det skulle lykkes bedre."
   "Kære Prins," sagde greven, "De er jo ikke kun landets kronprins, men også en ung mand med livet foran Dem."
   "Ja, det er jeg vel," sagde han med et bittert smil. "De sagde den dag, at jeg ikke skulle flygte fra mine pligter på en så ussel måde."
   Greven trak på skulderen. "I en kritisk situation kommer man let til at sige, hvad man ellers ikke ville sige."
   "Ja," sagde prinsen, "man kommer til at sige hvad man mener."
   Greven betænkte sig. Så sagde han: "Jeg mener nok, at jeg stadig kan stå ved hvad jeg sagde og hvad jeg mente."
   Prinsen stønnede. "Ja, Grev Lion," sagde han, "det tror jeg også." Han tog pludselig et par skridt frem mod greven og tog ham i armen. "Åh, kære Greve, hvor er jeg dog et utaknemmeligt bæst. Kom lad os sætte os!" Han førte greven hen til vinduet, hvor de satte sig i et par dybe stole, mellem dem var kun et lille bord. "Jo, Greve," sagde han. "Jeg er Dem virkelig taknemmelig. Men det er så svært."
   "Nicolai," sagde greven, og prinsen studsede over den personlige tiltale. "Ønsker De at tale om det?"
   Prinsen sendte greven et dybt blik. "Nej," sagde han bestemt. "Hvad er der at tale om? Mit liv er jo bestemt, og jeg skal ikke mere prøve at flygte fra mine pligter."
   "Jeg vil alligevel spørge Dem, -" sagde greven roligt, "hvad der var årsag til Deres fortvivlede handling."
   "Det -", sagde prinsen, "skal aldrig nogen få at vide."
   "Og hvis jeg siger Dem," sagde greven "at jeg allerede ved det?"
   Der kom et udtryk af vild angst i prinsens øjne. "Hvor skulle De vide det fra? Ingen ved det."
   "Ved hemmelighedskræmmeri ved folk ofte mere end hvad der er sket i virkeligheden," sagde greven.
   "Åh ja," sagde prinsen, og hans mund vrængede sig i foragt. "Sladder!"
   "Ja," sagde greven. "Sladder. Eller oprigtig interesse for Deres person."
   De sad længe tavse. Så rejste prinsen sig pludselig. "Godt!" sagde han. Han gik hen til et skab, trak en skuffe ud og tog et stykke papir frem. Han rakte det til greven. "Læs dette!" sagde han.
   Det var et stykke simpelt papir beskrevet med en stor kluntet håndskrift:

Kære Nicolai.
   Som du ved er jeg en fattig dreng og jeg trænger meget til et par nye bukser og mine sko er også snart udslidte. Vil du hjælpe mig med dette? Og så er der noget andet. Mester Eric er en hård mand at arbejde for, og jeg behøver en sum penge så jeg kan komme væk og over i noget bedre. Hvis du hjælper mig med dette lover jeg at jeg aldrig vil sige noget til nogen om det du ved.
   Pierre

   Grev Lion holdt brevet ud fra sig i to fingre. "Ja, det er slemt," sagde han.
   "Jeg modtog det midt under receptionen," sagde prinsen. "Følgerne kender De." Han tog brevet og læste det igen og så så rystet ud som var det første gang. "Hvad skal jeg gøre?" spurgte han hæst.
   "Hm!" mumlede greven. "Jeg må formode, at han ikke er den eneste."
   "Jo," sagde prinsen, "det er han faktisk - i øjeblikket," tilføjede han vildt. Han tog en dyb indånding, og nu strømmede det fra ham: "Den første var en lakaj her på slottet. Jeg var fjorten år. Min mor overraskede os i sengen. Han forsvandt selvfølgelig ud af huset og vist også ud af landet. Senere var jeg mere forsigtig, men der var flere. Da jeg rejste til England, var der en matros på båden. I skolen var der nogen, men det var bare leg og liderlighed. Det var vel også det jeg ville. Her i landet leger man ikke."
   "Der tager De fejl, min prins," sagde greven. "Man leger skam, man morer sig bare ikke. Man tager legen så frygtelig alvorlig." Han var lige ved at tilføje -så man tager sin død over den - men tog sig i det.
   "I London," sagde prinsen, "var jeg tit inkognito. Der var det tilfældige mandfolk og drenge fra gaden."
   "De har stort set holdt Dem til det brede lag af befolkningen," sagde greven.
   "Ja," sagde prinsen med bitter stemme. "Som min far med hans balletpiger, skuespillerinder og hvad de nu har været. Og min mor, hun har - hun har -" Han stoppede op, og om muligt blev han endnu blegere. Så fortsatte han: "Min mor har i højere grad holdt på sin værdighed."
   "Ja," sagde greven og betragtede prinsen. Han kom pludselig til at tænke på en ven, en trestjernet general, som havde sin gang ved hoffet. Og i et glimt var det som om han så sin vens træk i prinsens smukke ansigt. "Må jeg give Dem et råd, kære Prins?" sagde han.
   "Naturligvis må De det, Grev Lion."
   "Så råder jeg Dem til at give drengen den pengesum han beder om, men for at blive og tåle Mester Eric en tid endnu."
   Prinsen lo en kort og hård latter. "De er vist en kynisk og umoralsk mand, Grev Lion."
   "Åh ja," svarede greven og trak på skulderen. "Må man ikke være det, når rigets arvelove selv er kyniske og umoralske. Måske er problemet at De, kære Nicolai, ikke er kynisk nok." Han betragtede længe prinsens bløde, næsten barnlige ansigtstræk. "Nej," sagde han så, "Vær som De er, leg, mor Dem, så skal vi andre nok være kyniske for Dem." Han tog brevet som lå på bordet mellem dem og læste det igen. "Den unge mand er åbenbart også kyniker," sagde han. "eller måske er han bare et offer for omstændighederne. Jeg foreslår at De lidt efter lidt ændrer hans omstændigheder. Giv ham de penge vi har talt om, og så kan De sikkert efterhånden forbedre hans stilling ved hoffet efter hvad han duer til. Visse evner har han åbenbart, måske har han andre."
   Prinsen lo og de rejste sig. "Tak, Grev Lion," sagde han og trykkede grevens hånd hjerteligt. "De har virkelig fortjent Deres orden. Jeg ser frem til at se dem oftere."


* * *

   En klar, varm augustsol skinnede og en ligesom tilbageholdt feststemning hvilede over landet. Det var endelig dagen for Kronprins Nicolais formæling med Prinsesse Elaine. Fra hovedstaden til landets fjerneste afkrog var man rede til at feste, men glæden som hørte til festen havde svært ved at frigøre sig.
   I hovedstaden på domkirkepladsen havde et tusindtal af mennesker samlet sig med flag og blomster i hænderne, men der hørtes kun en lav mumlen, og når endelig et barn råbte op blev der tysset på det.
   Indenfor i kirken var der også stilhed, men den var ligesom af en anden art passende til det enorme rum, de høje grå søjler og vægge, de rigt bemalede hvælvinger, orgelets sagte præluderen.
   En lavmælt hvisken og en umærkelig bevægelse gik gennem kirkens forsamling da den kongelige familie ankom. Bortset fra kongen og dronningen bestod den af fjerne slægtninge, som ingen nogensinde havde hørt om. Desuden var der repræsentanter for udenlandske fyrstehuse og regeringer, blandt hvilke den franske præsident og hans frue indtog en naturlig førsteplads.
   Prins Nicolais skikkelse virkede mørk og beskeden i disse brogede og glansfulde omgivelser. Han var iført en enkel mørkeblå uniform med få ordener. Alle var slået over hans sarte skønhed og dybe alvor. Man bemærkede at han stadig bevægede sin venstre arm noget stift.
   Skønt de kongelige allerede nøje kendte deres pladser blev de omhyggeligt og stilfærdigt vist til rette af to kirketjenere.
   Kirken var besat til sidste plads, først af alle de selvskrevne, kirkens høje dignitarer, hvis farvepragt konkurrerede med blomsterudsmykningen, repræsentanterne for regering og parlament, landets adel som havde mobiliseret alt hvad den havde af diskret glans og værdighed - blandt dem lyste Grevinde Lion op bred og blussende, næsten så rød som sin noget voldsomme brokadekjole, på hendes barm hvilede dronningens perler - selv de udenlandsk bosatte adelige og de der aldrig før havde sat deres fod i landet var kommet hjem. Desuden spidserne indenfor administration og forretningsliv og ellers enhver der havde kunnet knibe sig ind ved hjælp af forbindelser, indflydelse og bestikkelse. Ude i krogene hvor intet kunne ses eller høres og opover i gallerierne var selv den jævneste del af befolkningen repræsenteret.
   Et sted midt i kirken godt klemt inde på en bænk blandt andre med forskellig tilknytning til det højere herskab længere fremme sad Peter i flunkende nyt liberi, hvori han følte sig lige så uvel som i det hele taget i kirken. Hans hoved bevægede sig uafbrudt indenfor den høje flip, som om han spejdede efter nogen der ikke var der.
   En af de mindre fremtrædende prælater blev noget forundret da han kom til sin plads, ved at se en mager dreng med strithår og i et alt for stort sæt tøj der til gengæld stumpede på ærmerne ved sin side. "Hør, du er vist gået forkert," sagde han lavmælt.
   "Nej, slet ikke," sagde drengen med strålende øjne. "De kan selv se min indbydelse." Og han rakte papiret frem.
   Prælaten så, at indbydelsen bar Prins Nicolais egenhændige underskrift. På hans egen stod hofmarskallens.
   Eftertænksomt lod han sit blik hvile på drengen, så lod han det glide op gennem kirken til prinsens mørke, stille skikkelse. Så så han igen på drengen. - Nåja, smag og behag, tænkte han og trak på skulderen. Derefter lod han blikket glide op til det øverste galleri, hvorfra en dreng med runde kinder, lyse krøller og blå øjne smilede ned til ham.
   "Du er alligevel meget pæn," sagde han venligt til drengen. "Hvis bare ikke dit hår strittede sådan."
   "Jeg børster og børster det," svarede drengen, "men det hjælper ikke."
   "Jeg skal give dig navnet på min frisør," sagde han.
   "Det vil jeg være glad for," sagde drengen.
   Orgelet satte pludselig ind med en march så folk spjættede, og der gik en mumlen gennem kirken. Dørene gik op og man kunne næsten forvente et kompagni soldater marcherende ind. Men det var bare bruden, Prinsesse Elaine. Hun blev ført af Grev Lion, eftersom hun ingen forældre havde. Hun var iført et brus af hvid silke og tyll, det lange slæb var besat med lyserøde rosenknopper. En flok brudepiger klædt som bruden men uden slør og slæb gjorde deres bedst for at bringe det i uorden. I følget var også Frøken Jeanne iklædt en diskret grå kjole med en stor krave. I våbenhuset havde hun hjulpet med de sidste rettelser på brudekjolen, og hun havde herset med småpigerne og opnået at gøre dem endnu mere forvirrede. Nu skred prinsessen langsomt op gennem kirken, og når pigerne sommetider trådte i slæbet standsede hun bare et umærkeligt øjeblik og fortsatte så med værdighed og megen ynde. - Da Peter fra sin plads så Jeanne stivnede han og holdt sig stille som om han var bange for at hun skulle få øje på ham i mængden. Men hun gik bare værdigt videre uden at se til højre eller venstre uden ringeste anelse om at nogen eller noget kunne true hendes fremtid eller hjertefred.
   Prins Nicolai havde rejst sig og gik Prinsesse Elaine et par skridt i møde. Da han tog hendes hånd hviskede han så kun hun kunne høre det: "Hvordan har du det, kære?" og hun svarede hviskende: "Jeg har det godt, gode ven."
   De smilede til hinanden, og smilet forplantede sig til præsten, som stod foran dem for at vie dem, og videre til de kongelige, de gejstlige, og alle landets spidser. Det var som et åndepust der gik gennem kirken, smilet bredte sig fra række til række og opad til alle gallerierne. Og på en eller anden måde fandt det også vej ud gennem kirkens tykke mure og lukkede døre, et suk gik gennem folkemængden. Som ved en lettelse i luften løftede de mange mennesker blomsterne og flagene og begyndte at snakke og le. En let, lun brise for videre ud over landet og bragte smilet med og selv i de fjerne dale, på de rige gårde og i de usleste hytter tog man hinanden i hænderne og sagde med jubel i stemmen: "De smiler!"

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/06-2002 13:43 af Kåemer Asmussen (Kåemer) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 5845 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.