Jeg får sommetider henvendelse fra tidligere Jehovas Vidner, som har læst min livshistorie, og dette er så skrevet med speciel tanke på dem. Men det kan forhåbentlig også have interesse for andre.


* * *
Det som førte mig ind i Jehovas Vidner, var også det det førte mig ud igen. Det har jeg sagt mange gange, og det er sandt. Jeg har også sagt, at jeg aldrig har fortrudt de år jeg var med, og også det er sandt.


Min baggrund kort
Jeg var i barndommen nært knyttet til min mor, fordi hun var det eneste faste punkt i en omskiftelig verden. Man kan også sige, at det var hende der var omskiftelig, men det er set udefra, og det var ikke derfra jeg så hende. Egentlig ved jeg ikke hvordan hun var, men jeg tror hun havde en drøm om et stabilt, lykkeligt liv med mand og børn, men den drøm blev aldrig realiseret, skønt hun blev gift seks gange og fik seks børn. På sine gamle dage sagde hun, at hun havde levet for sine børn. Det mente hun virkelig, men det var simpelthen ikke sandt. Det ville være nærmere sandheden at sige, at hun levede for sine mænd. Heller ikke det ville være helt rigtigt. Men mændene var nødvendige, for at realisere drømmen om det stabile, lykkelige liv. Det var bare ikke særlig stabile mænd hun knyttede sig til. Så måtte hun videre. Det betød også, at hun flyttede i det uendelige. Det næste sted ville alt blive godt. Jeg har ikke tal på, hvor mange steder vi har boet i min barndom, og jeg har gået i ti-tolv forskellige skoler.

Min far var ægtemand nummer to, og jeg var den førstefødte. Hans rolle i mit liv var mest at være fraværende, men han levede nu også et liv i min underbevidsthed, som jeg ikke kan redegøre så nøje for. Jeg synes nok, jeg kan huske ham fra jeg var helt lille, men det er ikke erindringer jeg kan sætte billeder på. Så forsvandt han. Når jeg sommetider spurgte min mor, svarede hun, at han var død. Det godtog jeg, men dybest set troede jeg ikke på det. - Men da jeg var 15-16 år dukkede han pludselig op, der hvor jeg var i lære som frisør. Jeg var da sammen med ham en enkelt dag, hvorefter han var væk igen. Det undrede mig ikke særligt, at han var stået op af graven, og heller ikke at han forsvandt igen. Jeg fortalte ikke min mor om mødet, men i lang tid efter kunne jeg stå foran spejlet og betragte mit ansigt, og så skete det, at hans træk dukkede op bag mine egne. - Jeg så ham ikke igen før jeg selv blev halvtreds. Jeg nåede at knytte meget gode bånd til ham, men så døde han - denne gang virkeligt.

Han havde skrevet sine erindringer, som jeg har bearbejdet. Men kort fortalt begik han et mord sidst i 30'erne og tilbragte ti år i fængsel - http://www.fyldepennen.dk/tekster/6138


Jehovas Vidner
Jeg var 16-17 år da jeg først kom i kontakt med Jehovas Vidner. Ingen af min familie var med, det var min egen beslutning helt og holdent. Jeg bryder mig ikke om den tanke, at det skulle være de sociale omstændigheder, der førte mig ind i Jehovas Vidner, selvom de naturligvis spillede ind. Det var snarere en dyb åndelig trang, og nu var det Jehovas Vidner der meldte sig på banen, men det kunne nok også have været noget andet. Det var en higen efter sandhed, efter viden, efter nogle videre perspektiver i en triviel tilværelse. Dertil kom så den personlige frigørelse.

På dette tidspunkt, 1953 må det have været, boede vi i Hareskovby, et stykke uden for København. Min daværende stedfar var "onkel Paul", som nærmest betragtede mig og mine søskende som sine personlige slaver. Jeg kan ærligt sige, at han er det eneste menneske i hele mit liv, som jeg har hadet. Jeg kan ikke sige, at jeg virkelig forstår hvordan han var, men han led uden tvivl af svære mindreværdskomplekser, og det gik så ud over os, som var i hans magt. Mit selvværd var meget lavt. Jeg læste mange bøger, og lukkede mig inde i en drømmeverden. Jeg drømte om, hvad jeg ville gøre, når jeg var færdig med min uddannelse som frisør, når jeg blev fri. Men befrielsen kom før da, og den kom fra Jehovas Vidner. Der fik jeg noget der var mit eget, og jeg fik kræfter til at sætte mig op imod ham.

Det første Jehovas Vidne jeg mødte, var en kvinde, Tove Schrøder, som var ude fra hus til hus. Jeg må have haft en fridag og var alene hjemme, for jeg sad i et kirsebærtræ og plukkede bær. Jeg steg ned, og hun begyndte at lægge ud og læse fra Bibelen. Det interesserede mig, nok læste jeg meget, men Bibelen havde jeg aldrig læst i. Jeg havde mængder af spørgsmål, og hun kunne svare på det hele. - Jeg tror, at jeg fra dette første møde havde bestemt mig for, at dette var noget jeg ville fortsætte med. Jeg var som et åbent gab, hvor alt bare kunne strømme ind og blive slugt, eller jeg var som et stykke tør jord der fik regn, og det begyndte at spire og gro.


Vennerne
I Hareskovby var der en lille gruppe Jehovas Vidner, som holdt møder i et privat hjem. Dem sluttede jeg mig snart til. Den var så igen tilsluttet menigheden i Søborg, senere Bagsværd-Buddinge.

Jeg havde i årevis slet ingen venner haft. Jeg forstod det ikke selv. Da jeg var mindre havde jeg da haft venner, selvom jeg nok altid havde været noget af en enspænder. Det var, som om jeg helt havde mistet evnen til at få venner. Min mors mange flytninger gjorde jo, at jeg mistede de forbindelser, jeg havde etableret, og jeg havde mit arbejde, min læreplads som frisør, og når jeg endelig var fri, var der slavearbejdet for min stedfar. Derudover var jeg fast gæst på biblioteket en gang om ugen. Så hvornår skulle der blive tid til venskaber? Egentlig havde jeg ingen fornemmelse af at være ensom, men det var jo netop hvad jeg var.

Dette ændrede sig radikalt, da jeg traf Jehovas Vidner. Pludselig havde jeg en mængde venner - i gruppen i Hareskovby, i menigheden, og det var en vennekreds der havde potentiale til at udvide sig i det uendelige. Vi fulgte rapporterne fra de store stævner med Jehovas Vidner fra hele verden, som blev afholdt i New York, og vi fik fornemmelsen af at være "den nye verdens samfund", et udtryk som blev almindeligt de år. - Der blev også afholdt stævner i Danmark, som jeg deltog i, og ved et af disse stævner blev jeg døbt.

Alle disse aktiviteter jeg blev hvirvlet ind i undlod jo ikke at vække uvilje hjemme. Min mor var imod religion i det hele taget, men endte med at støtte mig, og min stedfar forsøgte at hindre mig, men nu havde jeg kræfter til at trodse ham, og forbavsende hurtigt bøjede han sig og nøjedes med at ignorere mig.

Det var ikke bare venskaberne, der drog mig ind i Jehovas Vidner, men i høj grad også læren. At vi var den nye verdens samfund forekom meget reelt. Vi levede jo i de sidste tider, Harmagedon var nær, og derefter skulle den nye verden komme, det jordiske paradis.

Jehovas Vidner var jo ikke de eneste der mente, at verdens ende var nær, tværtimod var det en nærliggende tanke for mange mennesker. Det var kort tid efter anden verdenskrig, og verden var midt i kold krig, våbenkapløb og atomoprustning. Dommedagsprofeter, enten de stod på gadehjørnerne eller skrev i aviserne, var hverken sjældne eller latterlige.

Jeg spurgte Tove Schrøder, som studerede med mig, om der kunne gå mange år til Harmagedon. "Umuligt," svarede hun, "der er snart gået fyrre år siden 1914, og de der var fuldvoksne på det tidspunkt, skal også se enden!" - Havde nogen dengang sagt os, at vi et halvt århundrede senere stadig skulle leve i denne verden, ville vi ikke have troet det.

Jeg læste stadig meget, og forsømte heller ikke helt folkebiblioteket, men ellers var det mest Vagttårnets litteratur jeg kastede mig over. Jeg læste hvad jeg kunne få fat på af blade og bøger, og gik på jagt i vennernes boghylder efter ældre litteratur, senere også i Københavns antikvariater, og jeg havde efterhånden en anselig samling bøger, helt tilbage til Charles Taze Russels "Studier i Skriften". - Jeg kan ikke sige, at jeg læste det alt sammen lige grundigt, det ældste var ligegodt for mærkeligt, men jeg fik da et solidt kendskab til Jehovas Vidners historie og lære fra dens oprindelse i 1870'erne.

Naturligvis var jeg også med ude på feltet, først sammen med andre og senere alene. Det turde jeg bare ikke. Jeg generte menneske skulle ud og ringe på folks døre for at fortælle om min nyvundne tro. Det føltes så ublufærdigt og det kunne aldrig gå! Men uden det kan man ikke være Jehovas Vidne. - Men jeg fandt ud af en teknik, som senere har hjulpet mig i mange af livets forhold. Jeg turde ikke gå hele vejen - for eksempel fra havelågen og op til et hus - men jeg turde godt tage et skridt mere, og før jeg vidste af det, stod jeg ved døren og skulle bare, uden at tænke videre over det, løfte hånden og trykke på ringeklokken. - Jeg var heldig, de første steder var det venlige mennesker, som ganske vist var afvisende, men på venlige måder. Ja, jeg fik endda nogle korte samtaler og fik afsat nogle blade. Jeg tror, at min ungdom og åbenlyse naivitet hjalp mig.


Rejs ud ...
Gruppen i Hareskovby var så tæt sammensvejset, at den nærmest fungerede som en lille selvstændig menighed. Men på det tidspunkt skete der noget, der fik den til at gå helt i opløsning. - Det var dog noget positivt.

På stævnerne og i bladene var et nyt slagord begyndt at gøre sig gældende: "Rejs ud hvor behovet er stort!" - Selskabet udsendte missionærer og pionérer, men det var stadig sådan, at Jehovas Vidner hovedsagelig var samlet i og omkring de store byer, og der hvor der var mange, kom der mange til. Nu blev familier og andre der ikke umiddelbart kunne tage pionérgerningen op, opfordret til at flytte til andre steder, bosætte sig der og tage arbejde, for på den måde at sprede budskabet.

I Hareskovby blev opfordringen fulgt, og den ene familie efter den anden flyttede. - Selv kom jeg i forbindelse med nogen der havde planer om at flytte til Colombia i Sydamerika, og jeg begyndte at lære mig spansk med et kursus på grammofonplader. Men nogen der var rejst i forvejen rådede fra. Forholdene var simpelthen for vanskelige. - Jeg ved ikke rigtigt, hvor meget jeg havde troet på det, jeg havde svært ved at se mig selv som sydamerikaner, men eventyrlysten var der. Det var også en flad fornemmelse, bare at blive hvor jeg var. Forholdene hjemme havde ikke forbedret sig, men jeg havde i højere grad fået mit eget at stå imod med. Så da en familie i gruppen jeg kom meget hos planlagde at flytte til Norge hængte jeg mig på. Så i juli 1955 dampede jeg af mod Skien i Norge - Det blev på godt og ondt min skæbne.


Skien
Jeg blev indlogeret hos en familie, Bjørg og Ivar og deres to børn, som gennem alle år blev mine nærmeste venner. Ja, jeg blev tættere knyttet til dem end jeg nogensinde havde været til min egen familie. Og jeg fik arbejde hos en frisør i Skien.

Menigheden i Skien var en mærkelig kontrast til den jeg kendte fra Danmark. Bagsværd menighed var ung, selv om der da fandtes enkelte gamle. Næsten alle jeg mødte, var kommet med inden for det sidste årti. I Skien var det modsat, det var de gamle og midaldrende der prægede den. Det var Norges ældste menighed, og enkelte havde været med fra begyndelsen af århundredet. Ja, der var en, Christian Larsen, som var kommet med ved at møde Russell selv. Han havde været sømand i sin ungdom, og i Amerika havde han hørt Russell holde foredrag og havde bagefter opsøgt ham. - Gennem disse gamle fik jeg et godt indtryk af Jehovas Vidners historie - som jeg tidligere havde fået det gennem bøger. Ikke sådan at jeg spurgte dem ud, jeg var nok mest optaget af det aktuelle og alt det der var nyt for mig, men de var jo omvandrende historie, og den kom til udtryk i små bemærkninger og erindringsglimt. Gamle Larsen fortalte gerne om Russell, og hvordan han var kommet tilbage til Norge med flere sæt af Russells bøger "Studier i Skriften", for så at opleve, at familien allerede havde dem, købt af en kolportør fra Danmark. - Der blev også talt om den omvæltning det var, da menighederne skiftede fra at blive ledet af valgte ældste til den "teokratiske" styring, det vil sige, at de ældste blev indsat af Vagttårnsselskabet. Det vakte røre mange steder, ja, ligefrem oprør, men i Skien blev det ordnet meget smidigt, idet den ledende ældste, som tidligere var blevet valgt af menigheden, også var ham der blev indsat af Selskabet. Dog vakte det uro, men de få oprørere faldt snart til føje. - Jeg fik et indtryk af Jehovas Vidners historie som en organisk udvikling, og det gjorde, at jeg senere, da jeg blev mere opmærksom på brud, fejltagelser og misfortolkninger i lære og organisation, kunne tage det ganske let.

Naturligvis var der også unge i menigheden, men det typiske var, at de af anden eller tredje generation var gået mere eller mindre i stå. Menigheden var til en vis grad blevet til en hyggeklub for de ældre. Det ændrede sig da vi kom, for der kom flere unge danskere, hele familier. Det blev interessant og inspirerende for de norske unge, der kom gang i dem og nye kom til, og uden at miste de gamle, blev der et generationsskifte.

I Danmark havde jeg de par år der var gået været en af de nye. Her i Skien var jeg ny på en anden måde, men jeg blev også regnet blandt de fuldbefarne og mest entusiastiske. Jeg var ivrigt i gang med arbejdet på feltet og i menigheden. - Senere har jeg spekuleret på, om jeg aldrig tvivlede på sandheden i det vi lærte på møderne eller læste i litteraturen, men det gjorde jeg ikke. Jeg tænkte slet ikke i de baner. Jehovas Vidner var kommet ind i mit liv på et tidspunkt, hvor jeg havde stort behov for at udvikle mig, og jeg greb til. Det kunne måske have været så meget andet, men det kan jeg slet ikke forestille mig. Jehovas Vidner ramte noget væsentligt i tiden og nogle stærke behov i mig. Jeg blev jo mødt med åbne arme af vennerne, først i Danmark og så i Norge, alt blev lagt tilrette til et langt bedre liv end jeg nogensinde havde haft - og nu fik jeg det dejlige Norge i tilgift. - Jeg lagde stor vægt på at lære norsk, og efter et halvt års tid talte jeg det, så ingen kunne høre, at jeg var dansk. Det var jeg stolt af.


Seljord
Menigheden havde en gammel bus, med hvilken vi mange weekender kørte op gennem Telemark til en eller anden bygd eller dal, hvor vi spredte os og besøgte huse og gårde. Jeg oplevede naturen og menneskenes måde at leve på med åbne sanser. Jeg havde jo aldrig set et fjeld før, nu gik jeg selv her og var en del af det hele. Nogle gange overnattede vi i telt eller i et skolelokale. Tidligere havde jeg ikke kunnet sove andre steder end i min egen seng, nu sov jeg hvor som helst, på en bulet klippegrund eller i en sovepose på et bart gulv.

Vi kom til Seljord, en stor bygd ved et vand, omkranset af fjelde. Nedre Telemark, hvor Skien ligger, er forholdsvis fladt efter norske forhold, et kuperet landskab med runde åse, meget landbrug og skov, udsyn der skiftede for hver drejning af vejen, i Øvre Telemark er de egentlige fjeldtragter. Seljord ligger på grænsen til fjeldtragterne, derfra gik mange veje ind i snævre dale og op til grender med klynger af huse og enlige fjeldgårde. Selve Seljord var en åben og lys bygd, med huse og gårde langs vandet og op ad lierne.

Jeg tabte mit hjerte til stedet og på stedet, og skønt det ikke lignede noget jeg havde set før, følte jeg mig straks hjemme. - Dette er naturligvis efterrationalisering, men sandt er det at jeg var betaget, og at jeg flere gange vendte tilbage hertil, og når menigheden havde ture til Seljord sørgede jeg altid for at være med.

Mit mål helt fra begyndelsen var jo, at blive pionér, men nu blev det også, at det skulle være i Seljord, og i begyndelsen af 1957 kunne jeg realisere tanken. Sammen med Asbjørn, en ven fra menigheden i Skien, lidt ældre end jeg selv, blev jeg udnævnt til specialpionér, og vi blev sendt til Seljord.

Jeg har senere tænkt på, at vi, da vi kom med i Jehovas Vidner, var blevet lovet et jordisk paradis. Dette paradis fandt jeg her. Seljord var dog ikke et paradis uden slanger. Det var midt om vinteren vi ankom og sneen lå højt. Desuden kan jeg ikke sige, vi blev budt velkommen af Seljords befolkning.

At vi mødte modstand var ikke uventet, det var snarere en bekræftelse på den mission vi havde, Modstanden kom næsten udelukkende fra de religiøse, de kirkelige og pinsevennerne. De lavede kampagner imod os, og fik os smidt ud af det første logi vi havde. Men i stedet flyttede vi ind hos nogle af deres egne, et ældre ægtepar fra pinsemenigheden, som var forargede over den behandling vi fik. Manden kom senere med i vores menighed. - Men det var nu småting, egentlig blev vi venligt modtaget de fleste steder, telemarkingerne er traditionelt gæstfrie mennesker. Der var interesse her og der, kontakter der var skabt på turene hertil med bussen. Og da så nogle familier fra Skien, blandt andet Bjørg og Ivar, flyttede dertil, fik vi samlet en lille menighed.


Vendepunkt
Men uden at jeg var bevidst om det, var jeg nået til et vendepunkt, der var forandringer, først umærkelige men med stadig større kraft. Netop nu da alle mine drømme var gået i opfyldelse. Måske var det netop det. Når ens ønsker er blevet opfyldt, dukker nogle nye frem som hidtil har ligget skjult. - Jeg var kørt træt, havde ikke samme entusiasme som i de første år. Jeg havde ikke kræfter til at gå videre mod nye ideelle mål. Asbjørn blev sendt videre til et andet arbejdssted, og som pionér skulle jeg arbejde alene. Men jeg havde jo vennerne og den nye menighed i ryggen, så hvad skulle der være i vejen?

Det er underligt, at jeg aldrig satte spørgsmålstegn ved Jehovas Vidners lære eller organisation. Det sad vel dybt i mig, alt det positive dette havde betydet for mig. Hvis jeg skulle opgive det, hvad var jeg da? - Jeg tænkte ikke sådan, for tanken var umulig, Men en proces, som jeg ikke selv var klar over, var faktisk begyndt, da jeg lærte Jehovas Vidner at kende, en frigørelsesproces, eller det man inden for psykologien kalder individuation. Mine forhold havde været trange i min tidlige ungdom, nu viste forholdene i Jehovas Vidner sig også at være for trange. Jeg kunne ikke tænke den tanke, den var absurd, for hvad havde jeg ikke fået og oplevet? Men inderst inde sad noget som voksede og brød sig vej. Havde omstændighederne nu været anderledes, kunne det have vokset sig stærkt på en sund måde, i stedet medførte det nu ulykke både for mig selv og mange andre.

Jeg var jo stadig et ungt menneske, men nærmede mig dog de 25, og naturligvis havde jeg seksuelle behov. Det var ikke bare seksualitet der var problemet, men det er jo i seksualiteten man klarest ser disse stærke personlige kræfter bryde igennem. - Jeg vidste godt, at jeg var tiltrukket af mit eget køn, men anede ikke hvad det indebar. Ingen havde nogensinde forklaret mig noget i den retning. Man ved jo nok selv når man forelsker sig, og jeg forelskede mig hele tiden i kønne drenge, men hvad skulle jeg stille op med det? Jeg havde aldrig talt med nogen om det, og vidste ikke hvordan andre unge havde det. Der var jo ikke den åbenhed omkring seksualitet, som der er i dag, og hos Jehovas Vidner var tavsheden omkring det spørgsmål total, bortset fra advarsler mod intimiteter med det andet køn. Det havde jeg ingen problemer med. - Der var dog nogen i menigheden jeg godt kunne have talt med, men hvad skulle jeg tale om? Jeg havde jo ikke gjort noget, problemerne var uhåndgribelige, og jeg var ikke den der kunne sætte ord på dem. At være afholdende seksuelt skulle alle ugifte jo være, og enten jeg var afholdende fra det ene eller det andet kunne vil være det samme.

Jeg holdt op som pionér, men blev boende i Seljord. Jeg troede, at jeg for bestandig havde taget afsked med frisørfaget, men nu kom det mig til gode. Jeg havde ikke mange muligheder for at få arbejde i Seljord, hvor landbrug og skovbrug var de væsentlige erhverv, men jeg lejede et lille lokale og begyndte som frisør, og det levede jeg af resten af min tid i Seljord.


Forelskelse og ægteskab
Jeg forelskede mig i en ung fyr i menigheden. Vi var venner og tog på fjeldture og fisketure sammen, og tilfældet gjorde, at vi også sommetider kom til at sove sammen. Hvad der kom ud af det siger sig selv.

Jeg var klar over, at jeg havde overskredet en farlig grænse, og jeg kæmpede for at komme ud af det igen og over på den rigtige side af grænsen. Vennerne så selvfølgelig mine problemer, selvom de ikke kunne vide præcis af hvad art disse problemer var. De råd jeg fik, var de almindelige som Vagttårnet foreskrev det, at jeg burde gifte mig. Og da der var en ung pige i menigheden som gerne ville, ja, så giftede vi os. - Det er det værste råd jeg nogensinde har fået og fulgt. Mine problemer blev ikke løst, tværtimod ændrede de sig fra at være diffuse til at være særdeles konkrete og håndgribelige. Vi, både min kone og jeg, sad i en fælde, som der ikke fandtes nogen lykkelig vej ud af.

Det gik dog godt de første par år, for vi var jo gode venner og kunne godt lide hinanden, og vi fik da også en dejlig søn. - (I parentes bemærket, har det senere ført til, at jeg nu har to dejlige børnebørn. Så man skal ikke være så bange for at gøre fejltagelser i livet. Der kan komme de fineste resultater ud af det.)

Men frustrationerne voksede jo både hos mig og min kone. Jeg trøstede mig dels med mine bøger og dels med hyppige ture på fjeldet, mest alene, men sommetider sammen med min ven, og forholdet blev genoptaget.

Jeg kom til at leve et årelangt dobbeltliv, begge dele i grunden lige ærlige. Arbejdet i menigheden og på feltet var jo min tro og det hele min tilværelse byggede på, og forholdet til min ven var da også en ærlig side af mig selv. Men det var en eksplosiv blanding.


Udstødelse
Det endte da også som det måtte. Forholdet blev opdaget og en udstødelsesproces fra menigheden gik i gang.

Af de tre der skulle dømme mig, var de to mine nærmeste venner. Den ene var Ivar, som jeg havde boet hos siden jeg kom til Norge, først i Skien og så igen i Seljord til jeg giftede mig, den anden var min vens far. Den tredje var tilkaldt fra nabobygden, også ham havde jeg kendt fra begyndelsen, men jeg var ikke så nært knyttet til ham, og det var da også ham der sørgede for at holde den saglige, formelle tone. Vi andre havde let ved at falde ind i den vante, personlige tone. - Men jeg blev i hvert fald udstødt.

Jeg tænkte, at dette var min chance, bordet var ryddet og alt kunne blive genoprettet. Jeg ville tilbage til menigheden, til min egen glæde og entusiasme fra de første år.

Eftersom menigheden var ret lille, blev møderne holdt i et privat hjem, og det kunne ikke overholdes her, at jeg skulle sidde på bagerste række og at de andre skulle ignorere mig, så jeg sørgede for at holde mig diskret i baggrunden og at gå tidligt, uden at tale med nogen. Da den rejsende tilsynsmand kom på besøg meddelte han imidlertid, at dette ikke var korrekt. Jeg kunne som udstødt ikke komme i et privat hjem. Så lejede de et offentlig lokale, hvor jeg så godt kunne komme til møderne.

Men mine problemer var jo de samme som de hele tiden havde været, bortset fra, at forbindelsen til min ven var blevet afbrudt. Min kone tog det hele overraskende roligt, og hun ville gerne fortsætte ægteskabet. Vi havde jo også drengen, og hun håbede vel som jeg, at alt kunne genoprettes. - Paradoksalt er det for øvrigt, at homoseksualitet ikke var skilsmissegrund for Jehovas vidner. Det er det blevet senere. Så vi sad i fælden, som vi hele tiden havde gjort.

Efter et år blev jeg genoptaget i menigheden, og alt var tilsyneladende godt. Vennerne tog imod mig med åbne arme, og alle var lykkelige. Men det hele virkede hektisk og hult. Alle spillede skuespil, syntes jeg, og det gjorde jeg også selv. - Havde vi endda kunnet tale det hele ordentligt igennem, så kunne der måske være kommet noget positivt ud af det, men det blev ikke gjort. Tiden var simpelthen stillet tilbage til før mine synder - men det kan man jo ikke.


Resignation
Jeg resignerede. Alt gik så nogenlunde, mit ægteskab gik så nogenlunde. Jeg gik på fjeldet, der var alt frit, frisk og åbent. Jeg oplevede der noget som kom til at sætte varige spor. Det var ikke noget håndgribeligt, bare fornemmelser. På fjeldet hvor himlen er højere og man alligevel er nærmere den, syntes jeg også jeg var nær Gud. Det havde jeg jo sådan set været hele tiden, det var det som det hele gik ud på. Jeg havde min Bibel med, og fik læst den hele igennem "fra perm til perm", som man siger på norsk. Jeg kunne sagtens forestille mig, at Gud handlede med de gamle patriarker, med Israel og med Jesus og apostlene, men handlede han også med mig lige nu? Ja, det gjorde han vel! Det var derfor vi alle var her i Seljord, det var derfor jeg havde alle mine kvaler. Men det forekom uvirkeligt. Men på fjeldet var Gud meget virkelig, det var bare ikke den samme Gud som Jehovas Vidner lærte om. Over for ham var jeg ingen lovovertræder, jeg var bare et let fnug i det store verdensalt, i Guds hænder. Og Gud, hvad var han? Det vidste jeg ikke, og det var også ligegyldigt. Måske fandtes han slet ikke, og alligevel syntes jeg at jeg var ham meget nær. Jeg havde længe haft svært ved at bede, jeg havde ikke haft følelsen af at bønnen forlod det værelse jeg befandt mig i. Men nu gik jeg der på fjeldet og talte højlydt med Gud. - Jeg tænkte ikke over, at jeg med disse tanker og fornemmelser allerede var langt borte fra Jehovas Vidner og alt de stod for, men sådan var det jo.


Skilsmisse
Forholdet til min ven blev endnu engang genoptaget, og nu syntes alt at gå i opløsning. Nu var vi sammen næsten åbenlyst, vi tog på ture sammen, i perioder var min kone og søn i Danmark hos min familie, og da boede han nærmest hos mig, og da hans forældre fik ægteskabelige problemer og var bortrejst i perioder, blev det mig der tog mig af hans praktiske sager. Det var som om alle var blevet blinde eller i hvert fald var ligeglade med hvad der skete.

Alligevel så jeg ikke klart hvilken vej det bar. Min kone sagde de forløsende ord: "Hvis du vil skilles, kan du godt blive det." Det var det sædvanlige, at jeg ikke tænkte praktisk og konkret. Jeg grublede over tingene, mens andre tog de beslutninger, der lå og ulmede dybt i mit sind. Da hun sagde det, vidste jeg, at det var lige det jeg ville. Det var som en dør der åbnede sig, ikke nogen lykkens dør, men dog en udvej. Efter et par måneder havde vi ordnet alt det praktiske, og i januar 1967, elleve og et halvt år efter jeg var kommet til Norge rejste jeg tilbage til Danmark. - Hvor længe var Adam i Paradis?

Først nogle uger efter jeg var kommet til København, fik jeg brev om, at jeg var udstødt igen.


Ansvarlighed
Jeg har aldrig bebrejdet nogen, at det gik som det gik. Alle handlede så samvittighedsfuldt som omstændighederne tillod det. Jeg var jo selv en del af det hele. Jeg var selv Jehovas Vidne med hele min sjæl - også selvom min sjæl efterhånden blev noget splittet. Man kan sige, at da jeg rejste fra Norge var det med hele skyldbyrden på mine skuldre, og det var ikke så dårligt, som det kan lyde. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt, at man ved, at man har det fulde ansvar for sit eget liv, både hvad man har foretaget sig, og hvad man vil foretage sig i fremtiden. Man siger, at det som ikke slår en ihjel, gør én stærkere, men jeg erkender, at det ikke gælder for alle. Man skulle tro, at mine nerver efter alt dette var tyndslidte. Jeg havde mistet alt, min religion, mine venner, Norge, Seljord, som den dag i dag er det tabte Paradis for mig, min kone, min søn - og ikke mindst min gode ven. Men mine nerver fejlede ingenting. Jeg vil mene, fordi det der skete, trods hindringer og alle ulykkerne på vejen, var en naturlig udvikling. Nok var jeg noget hærget, da jeg kom til København, men ikke mere end hvad man kan komme over, og jeg var parat til at tage fat på et nyt liv. Jeg var 31.

Senere, efter at det hele kom mere på afstand, har jeg tænkt nærmere over skyldsspørgsmålet. Jeg mener stadig, at jeg har ansvaret for mit eget liv, men jeg vidste jo ingenting, viden fik jeg først efter at have gjort bitre - og søde - erfaringer. Min uvidenhed om sex var grænseløs. En ting er, at der ikke i almindelighed var nogen åbenhed om sex dengang, noget andet at åbenheden så sandelig ikke blev større hos Jehovas Vidner, tværtimod, der blev citeret Paulus' ord om at "den slags må ikke engang nævnes iblandt jer." Man fandt jo ud af noget, når man havde gjort noget galt, men hvordan skulle man vide det inden? Hvordan skulle jeg kunne vide, at det at skulle gifte sig, var verdens dårligste råd? Hvordan skal man finde ud af at håndtere den almindelige menneskelige udvikling, med kun nogle få generelle forbud i ryggen?

Og vennerne? Jeg kan jo ikke bære nag til dem. De handlede samvittighedsfuldt og behandlede mig mildere end de kunne have gjort efter reglerne, og havde jeg været i deres sted, ville jeg antagelig have gjort som de. Men jeg så jo hvordan de naturlige menneskelige relationer holdt op, og Vagttårnets doktriner tog over, så de handlede som robotter. Hvad er det for venskaber som er varme og naturlige, men som kan slukkes som når man trykker på en knap - og tændes igen - og slukkes igen. Disse venner var mig nærmere end min egen familie, men da jeg var i mit livs værste krise vendte de mig alle ryggen, og jeg har aldrig siden talt et ord med nogen af dem.

Og Organisationen, Jehovas Vidners ledelse, som suverænt udformer de principper, love og regler det hele kører efter, fra Det Styrende Råd i Brooklyn til de ældste i den lokale menighed, hvilket ansvar har de? Når man kommer ind i Jehovas Vidner overtager de jo det fulde ansvar for ens oplysning og oplæring. Nok får det enkelte Jehovas Vidne også impulser udefra, men disse informationer bliver set på med forbehold og skepsis. De er jo verdslige og hører ind under Satan Djævelens regimente. Men hvad så, når Organisationens oplysninger og råd viser sig at være mangelfulde eller direkte katastrofale, som i mit tilfælde? Hvor er ansvarligheden da? Den klares med en udstødelse, og så rækker ansvarligheden ikke længere. Jesu ord om hyrden der forlader hjorden for at redde det vildfarne får, gælder ikke i Jehovas Vidners menigheder, de lukker sig om sig selv, afskærer enhver forbindelse til den vildfarne, for at holde sammen på flokken.

Tænk om de virkelig skulle tage konsekvensen af, at være Guds talerør og redskab i vor tid, som de prætenderer at være, tænkt om de skulle tage ansvaret for alt hvad de har sagt og gjort! Der ville ikke være sten på sten. - De som er blevet frataget ethvert personligt ansvar, bliver pålagt hele ansvaret, og de som smykker sig med hele ansvaret, er aldeles ansvarsfri.


København - et nyt liv
I København kom jeg med hjælp fra familie og fra nye, gode venner, som kom ud af den blå luft, i gang med en ny tilværelse. Efter et par tumultuariske år traf jeg min ven Finn, som jeg nu har boet sammen med i 37 år. Min norske ven har besøgt mig en enkelt gang her, men ellers lever han nu som storbonde i Seljord. Det er en stor glæde at en del af mit hjerte og min sjæl stadig befinder sig der. Min søn fik jeg igen kontakt med, og da han var 15-16 år flyttede han til Danmark, og kom til at bo hos os en årrække.

Jeg har fået Jehovas Vidner og alt de står for godt på afstand. Det tog sin tid. Det sad dybt i sindet, og der var meget der skulle bearbejdes. Mens jeg stadig var med, var man så småt begyndt at tale om, at Harmagedon kunne komme i 1975 eller inden da, og efter min udstødelse blev det mere officielt fra Vagttårnets side. Til at begynde med forekom dette at være noget uvirkeligt, midt i 50'erne var der jo også tale om, at det kunne komme da. Men som 1975 nærmede sig kom angsten krybende. Det kunne jo være sandt, og var der en krig eller en naturkatastrofe et sted, lå angsten der lige under overfladen. Men da 75 kom og gik og intet skete lettede skyerne, eller en tyngde lettede fra mit hjerte og min hjerne. Jeg kunne tænke klart og begynde at analysere min tidligere tro, og snart kunne jeg ikke begribe, at jeg nogensinde havde kunnet tro på alt det sludder. Det kan jeg dog godt nu, når jeg gennemgår det hele fra begyndelsen. Forskellen er, at før så jeg det indefra, nu ser jeg det udefra.

Da Støttegruppen blev oprettet blev jeg medlem af den og har været aktiv siden. Nogen har sagt, at jeg stadig er Jehovas Vidne, men med omvendt fortegn, og noget er der om snakken. Jeg kan ikke glemme, hvad de på godt og ondt har betydet for mit liv. Tidligere var det nok sympatien der dominerede, og noget af den er der da endnu, men efter de ulykkelige menneskeskæbner jeg gennem årene har set, er sympatien nok i højere grad vendt til foragt.

Men mit liv er nu engang mit liv, både det indenfor og udenfor Jehovas Vidner, og selvom der har været mange nederlag i det, så føles det ikke sådan. Jeg tror mit liv har været lykkeligere end de flestes, og paradoksalt kan jeg for en stor del takke Jehovas Vidner for det - men nok på en måde de ikke ville forstå eller bryde sig om.