Jeg - en samler


3 måneder, 5 dage siden 11 kommentarer Livshistorier erindring tidens gang livshistorie

1Det italienske arkiv - Kapitel 24 – Robert ...
Som altid når han havde været på en mission, nærmede han sig sin ... [...]
Romaner · møde i natten
1 dag, 14 timer siden
4Dødens dal
åbner langsomt øjnene · beruset af heroinen · fra det evige morgen fi... [...]
Digte · udsigt
1 dag, 14 timer siden
5En lille stjerne
dybt nede i mit underbevidste · har jeg gemt og glemt en lille list... [...]
Digte · tankeglimt
1 dag, 14 timer siden
5Et digt fødes
. · et · ord · gror · det jeg · tror · dybt · - - - - - - - - - - - - - - - - -... [...]
Digte · struktur
3 dage siden
7Bare et kys
Kysset er moderens trøst · til det grædende barn. · Kysset er det ydr... [...]
Digte · kys
6 dage siden
13Stille for helvede
Begraver mig under dynen · og ligger helt stille - musestille, · måsk... [...]
Digte · selvbedrag
8 dage siden
6Paradoks
Selv når jeg står helt stille, · vandrer jeg ud ad livets vej.
Aforismer og gruk · tanker
9 dage siden
5Vejen
Jeg ser vejen frem · som en snor lige linje, · men når jeg ser tilbag... [...]
Aforismer og gruk · livets vej
9 dage siden
0Det italienske arkiv - Kapitel 23 – Inspekt...
Han havde kun lige sovet en halv time, da telefonen hidsigt kimed... [...]
Romaner · kaos, omstrukturering
10 dage siden
9Evig jagt
være · som . . . . de . . . . andre · guld . . . . og . . . . grønne ... [...]
Digte · samfund
11 dage siden
6Min gudinde
Når mørket lukker sig om dig · kvæler dine positive tanker · skjuler ... [...]
Digte · længsel, kærlighed
16 dage siden
7Dæ æ mie
Do feæ sgu it nau dæ æ mie, · a ve nemli behoel mi skie. · Do feæ it ... [...]
Digte · synnejysk
19 dage siden
2Fluesmækkeren
Se ned og ikke op, oppe er himlen, · og den må vente. · Men hernede, ... [...]
Aforismer og gruk · uanseelig
24 dage siden
13Fuld af lort
Politikere og bleer · har en ting til fælles, · de bør skiftes ofte · o... [...]
Filosofihulen · bananrepublik
26 dage siden
5Et blik
Er det et hastigt glimt jeg ser ud af øjenkrogen, · eller er det no... [...]
Digte · sanser, blikket
1 måned, 1 dag siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 22 – Team Fe...
Alanzo De Constanzi også kaldet "La volpe" havde siddet hele natt... [...]
Romaner · opgør, brutalitet
1 måned, 3 dage siden
7Elske
Mennesker skal elske og ikke slå ihjel! · Huske at elske andre og i... [...]
Aforismer og gruk · godt liv
1 måned, 8 dage siden
4Søger efter et godt match
folk man ka' ha' det sjovt med, · folk der bare vil ha' ro og fred,... [...]
Digte · match
1 måned, 20 dage siden
4Hverdag
vi har så travlt · med at reagere, · at vi helt glemmer · at agere.
Aforismer og gruk · livets gang
1 måned, 21 dage siden
10Tanke
Jo mindre jeg får, · jo mere tænker jeg på det.
Aforismer og gruk · tanke
1 måned, 21 dage siden
3Nytår
Året er nu overstået, · champagnen har vi fået, · men nu ikke blive k... [...]
Aforismer og gruk · nytårstanker
1 måned, 22 dage siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 21 - Gustav ...
Det varede et par minutter, før han kunne tage sig sammen til at ... [...]
Romaner · nye kræfter
1 måned, 22 dage siden
37 dage
Så kom himlen her ned til jorden! · På første dagen mødte jeg kærli... [...]
Digte · eftertænksomhed, tanker
1 måned, 22 dage siden
3Prutter
"Hold da op hvor der lugter af prutter her, jeg er altså nød til ... [...]
Smilebåndet · prutter, business, grin
1 måned, 24 dage siden
3Poetry slam
Alle skal arbejde, det ved du da godt, · ellers bli'r der i samfund... [...]
Digte · jobcenterbesøg
1 måned, 27 dage siden
9Skabelsen
Vi er skabt i hans billede, · Han forkyndte kærligheden. · Hvorfor er... [...]
Digte · erkendelse, frustration, tro
2 måneder siden
3Jeg vil dig!
Hvor har vi bevæget os hen? · Hvad er det vi er blevet til? · Livet e... [...]
Digte · tristhed, struktur, savn
2 måneder siden
4Spørgsmål og spørgsmål
Hvor ville jeg gerne vide, · hvorfor nogen skal dø, · inden de når at... [...]
Digte · strøtanker, spørgsmål
2 måneder siden
5En julehistorie
Det var i de dage da julen nærmede sig. Skolen skulle pyntes op o... [...]
Blandede tekster · julehilsen
2 måneder, 6 dage siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 20 – Robert ...
Robert Svenson sad i Trenitalias toget mellem Verona og Zürich og... [...]
Romaner · tilbageblik
2 måneder, 12 dage siden
3Verbum
Du tænder mig, tænder jeg dig? · Hver fiber i min krop tændes, · tænd... [...]
Aforismer og gruk · leg
2 måneder, 14 dage siden
3Samle vejledning rejsejuletræ
Put · Put træ på træ · Put lang pind i hul · Put lille lang pind i hul · ... [...]
Aforismer og gruk · juletræ
2 måneder, 19 dage siden
1Det italienske arkiv - Kapitel 19 - Inspekt...
Mandag morgen startede han med et solidt morgenmåltid nede på men... [...]
Romaner · arkivet, europol
2 måneder, 20 dage siden
4Ordets hørere og ordets gørere
Vær poeten og ikke blot læseren, · ellers bedrager du dig selv. · Den... [...]
Digte · observation
2 måneder, 20 dage siden
1Højsangen - Lovsangen
Hvor er hun smuk, min kæreste, hvor er hun smuk! · Hendes øjne er s... [...]
Digte · lovsang
2 måneder, 20 dage siden
4Monumentum
Jeg ved ikke rigtig hvor jeg er henne · i en mærkelig tekst som den... [...]
Digte · om kritik
2 måneder, 24 dage siden
3Overtaget
livet startede den dag jeg mødte dig · du sad der lige overfor mig · ... [...]
Digte · kærlighed, ægte kærlighed
2 måneder, 27 dage siden
1Det italienske arkiv - Kapitel 18 - Den gam...
Der var vild opstandelse oppe i den lille landsby oppe i Appennin... [...]
Romaner · menneskejagt
2 måneder, 28 dage siden
5Korintherbrev vers 4-8
Kærligheden er tålmodig, · kærligheden er mild, · den misunder ikke, · ... [...]
Rim og vers · biblen, skønhedsideal, kærlighed
2 måneder, 29 dage siden
9Livet
Hvis du gør mange gode gerninger, · gør tiden dig til et godt menne... [...]
Aforismer og gruk · refleksion
3 måneder, 1 dag siden
1Det italienske arkiv - Kapitel 17 - Giovann...
Tidligt den næste dag, lørdag, kørte inspektør Molliniari op til ... [...]
Romaner · internationalt samarbejde, teamwork, klarhed over situationen
3 måneder, 3 dage siden
11Jeg - en samler
Jeg har lidt svært ved at bedømme, om mine tidligste erindringer ... [...]
Livshistorier · erindring, tidens gang, livshistorie
3 måneder, 5 dage siden
230 sekunder af mit liv
Jeg vågner langsomt, kæmper mig ud af drømmenes rige og ser over ... [...]
Blandede tekster · kærlighed, ægte kærlighed, ægteskab
3 måneder, 6 dage siden
3Jeg vil
Du ligger der, smuk, nøgen og min, · sovende udstrakt hen over seng... [...]
Digte · kærlighed
3 måneder, 7 dage siden
0Det italienske arkiv - Kapitel 16 - Team Eu...
Gustav Sigurdsson lå på siden og betragtede den sovende nøgne kvi... [...]
Romaner · efterforskning, team
3 måneder, 11 dage siden
5Dialog
"Hold da kæft hvor er den stor"! Sagde hun og gjorde store øjne, ... [...]
Essays · tvetydighed
3 måneder, 12 dage siden
5Brev til en ven
Jeg har nu kæmpet med dig, grædt med dig og for dig, følt med dig... [...]
Blandede tekster · mod, afmagt, eksistentielt
3 måneder, 13 dage siden
11Om smil
Ind imellem det bare sker, · at smilet det bliver borte, · så ser jeg... [...]
Aforismer og gruk · smil
3 måneder, 16 dage siden
0Det italienske arkiv - Kapitel 15 - Europol
Europol, som er den Europæiske Unions fælles politienhed, har gen... [...]
Romaner · europol
3 måneder, 18 dage siden
3Fan'me ikke
Gæsterne ringer og med rystende stemme, · spørger de om vores dreng... [...]
Digte · dobbeltmoral, teenageliv, forældre
3 måneder, 20 dage siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 14 - Nysgerr...
"Pieter Neimhagen" havde igennem hele eftermiddagen og den lyse d... [...]
Romaner · nysgerrighed, hjemturen
3 måneder, 23 dage siden
0Det italienske arkiv - Kapitel 13 - Gerning...
Det var et helt andet billede, end det Carlo Vertone havde beskre... [...]
Romaner · gerningssted, dødens forgård
3 måneder, 24 dage siden
6Det
Efter lang tids søgen havde jeg endelig fundet DET, · DET gør livet... [...]
Digte · livsmod, selverkendelse
3 måneder, 25 dage siden
6Sorte hunde!
Når sorgen til dig kommer som en hammer · - og dig dybt nede i sjæl... [...]
Digte · kærstesorg, sjælesorg, smil
3 måneder, 26 dage siden
1Det italienske arkiv - Kapitel 12 - Inspekt...
Klokken var lidt over halv et, da politichefen kom ind på inspekt... [...]
Romaner · efterforskning, indsatsgruppe
3 måneder, 29 dage siden
0Det italienske arkiv - Kapitel 11 - Angrebe...
"Pieter Neimhagen" lå stadig tålmodigt og observerede hele område... [...]
Romaner · angreb
4 måneder, 1 dag siden
1Det italienske arkiv - Kapitel 10 - Den gam...
Alberto Ferrucci sad som så ofte før i den gamle slidte, men beha... [...]
Romaner · magt, afmagt, døden
4 måneder, 2 dage siden
1Det italienske arkiv - Kapitel 9 - Carlo
Da han hørte Chiarina's råb med den tydelige desperation i stemme... [...]
Romaner · bjergged, stress, død
4 måneder, 3 dage siden
1Det italienske arkiv - Kapitel 8 - Chiarina
Chiarina Ferrucci stod ved et af de store buede udsigtsvinduer, d... [...]
Romaner · død, døden, død
4 måneder, 4 dage siden
9Venter og venter
Sidder lidt skuffet, men også spændt · og venter. Venter på "JER" · o... [...]
Digte · debatoplæg
4 måneder, 5 dage siden
6Sultestrejke
Flygtet fra ødelæggelse, forfølgelse og nød, · ja nogle af jer, såg... [...]
Digte · konflikt, socialrealisme, hjælp
4 måneder, 6 dage siden
1Det italienske arkiv - Kapitel 7 - Attentat...
"Don" Giovanni Ferrucci kunne ikke lade være med at have et lidt ... [...]
Romaner · mafia, lejemord, sammensværgelse
4 måneder, 7 dage siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 6 - Aktionen
Nu, 19 dage efter at han havde svaret på henvendelsen fra en af s... [...]
Romaner · døden, mafia, lejemord
4 måneder, 8 dage siden
1Det italienske arkiv - Kapitel 5 - Giovanni...
Han var udmærket godt klar over, at han ikke var adelig, og at ti... [...]
Romaner · magtkamp, mafia, lejemord
4 måneder, 9 dage siden
3Det italienske arkiv - Kapitel 4 - Forbered...
Selv om at han talte flydende tysk og engelsk, kunne han ikke skj... [...]
Romaner · lejemord, spænding, undersøgelser
4 måneder, 9 dage siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 3 - John
Det var her i skoven, at John havde fundet ham. · Han kendte John f... [...]
Romaner · kammeratskab, menneskejagt, lejemord
4 måneder, 13 dage siden
2Det italienske arkiv - Kapitel 2 - Robert S...
Han var og havde altid været en enspænder. Som ung havde han trod... [...]
Romaner · lejemord, menneskejagt, mafia
4 måneder, 15 dage siden
4Det italienske arkiv - Kapitel 1 - Kontrakt...
Han havde, som så ofte før, modtaget opgaven og fået udpeget måle... [...]
Romaner · organiseret kriminalitet, menneskejagt, lejemord
4 måneder, 23 dage siden

Puls: 100,0

Publiceret: 44
Afgivet: 371
Modtaget: 207
Nils Højsager-Jessen (f. 1956)
Jeg har lidt svært ved at bedømme, om mine tidligste erindringer er noget jeg kan huske, eller om det er noget, jeg har fået genfortalt af mine forældre. Måske er det, og det vælger jeg at tro, en blanding af begge dele. Fra min tidlige barndom omkring 1960, "husker" jeg det store rødstenshus, hvor mine forældre havde en lejet lejlighed i stueetagen, lige ovenpå boede den rare gamle fru Skov, det var hendes hus. Men hun var for år tilbage, efter at hendes søn var blevet voksen og efter at hendes mand var død, flyttet ud af den store stuelejlighed og op på 1. salen. Mine forældre, min storebror og jeg havde hele stueetagen, bryggerset i sidehuset og den store have.

Den røde villa hvor mine forældre boede i stueetagen lå, og der ligger den sikkert stadig, på Åbenråvej i Haderslev. Ved siden af lå det hus, hvor min legekammerat Jens og hans lillesøster boede, og i fællesskab var der ikke den ting vi ikke kunne finde på, altså ikke Jens' lillesøster, hun var der bare, tøffede altid rundt lige bag Jens og mig, og hver gang Jens og mig lavede et eller andet, kiggede hun med store øjne og sagde: "Novra, no bli've mo'e dæl'me sue o jæ", jeg tror nok det var Jens og mig der havde lært hende og sige "dæl'me".

Fru Skov passede mig, når mine forældre skulle noget, og det var faktisk ret ofte, for min far var "noget" ved malerforbundet, og mine forældre deltog ofte i arrangementer. Så blev jeg passet oppe på 1. salen ved fru Skov, og der var dejlige oplevelser deroppe. Inde under sofaen lå der et MEKANO sæt, dejlige metaldele man med skruer og møtrikker kunne sætte sammen til kraner, brandbiler eller helt nye og aldrig sete opfindelser, som andre måske kunne finde ud af at bruge til noget.

Fru Skov havde også et skab med søde sager, og hun var ikke fedtet. Så selv om min mor udtrykkeligt sagde, at jeg ikke skulle forkæles, så forkælede fru Skov mig. "Min lille laban," kaldte hun mig og smilede, uanset hvad jeg nu engang lavede af ulykker, og dem lavede jeg mange af. Der var dog én gang hun ikke smilede!

Baghaven af huset stødte op mod kirkegården, og i det store hvidtjørn buskads, der lå mellem villaen og kirkegården, havde Jens og mig vores hule. Buskene groede helt tæt på jorden, men vi havde lavet en fordybning ind under buskene og kunne således "mave" os ind i hulen. Jeg tror nok, at det var min storebrors nye spænde rulleskøjter, der startede hele katastrofen. De var så flotte og jeg var så misundelig, så en dag var de pludselig pist væk. Der blev skulet i min retning, men jeg bedyrede stædigt min uskyld.

Der blev ledt alle steder og til sidst stod min storebror ude i haven og pegede mod buskene: "De har en hule derinde," sagde han indtrængende til min far, men hverken min storebror eller min far kunne presse sig ind gennem den kraftige hvidtjørn busk. Resolut hentede min far en sav og banede på den brutale måde sig vej ind til hulen. Der blev med saven simpelthen lavet en bred sti ind i busken, ind til det sted tæt på hovedstammen, hvor vores hule var. Da min far og min storebror brusede derind, kunne jeg tydeligt høre min storebrors triumferende udråb: "Her er de." Lidt senere kom min far og min storebror ud. "Hent lige en stor kurv," sagde min far lidt mat til min mor, mens min storebror hoppede rundt med rulleskøjterne i hånden. Min mor kom med kurven og min far banede sig atter vej ind til hulen.

Da min far efter et stykke tid atter kom ud, havde han hele kurven fyldt med alle de flotte marmorduer, som Jens og mig møjsommeligt, med fare for opdagelse af kirkegårdsgartneren, havde samlet sammen. I vinduet på 1. sal stod fru Skov og så ned på mig med meget streng mine, min far stirrede mindst lige så bestyrtet på mig, min mor stod og knugede et viskestykke i hænderne og sagde: "Nils, hvor kunne du" og min storebror hoppede i en frydefuld dans rundt om mig med rulleskøjterne i hånden.

Den aften efter at tusmørket var kommet, kunne der ses en mand og en dame, der med en kurv imellem sig gik rundt på kirkegården og satte marmorduer på gravsten. Når jeg tænker tilbage, så er det som om, at jeg stadig kan mærke efterspillet i min bagdel.

Jeg samler - samler på oplevelser!

I foråret 1971 havde vi allerede i 6-7 år boet på Frihedsalle i Sønderborg, Mælkebilen var stoppet med at køre rundt om formiddagen, mødre var begyndt at gå fuldtids på arbejde og de små forretninger begyndte at skrante. Vi var flyttet, fordi min far først blev forretningsfører i fagforeningens malerforretning "Malernes Andelsselskab" og senere selvstændig malermester.

Min mor arbejdede efter fødslen af min lillebror først som slagter i den lille slagterforretning i nabolaget, efterfølgende blev hun dagplejemor, og endnu senere blev hun hjemmehjælper, hvilket hun beskæftigede sig med lige til sin pensionering. Hun lever den dag i dag - 91 år gammel. Klar i sit hoved, men med en krop, der langsom er ved at give op. Der er dage, hvor hun siger at hun ikke gider mere - hun er med et gammelt udtryk "Træt af dage". Jeg forstår hende og alligevel siger vi, hendes efterhånden gamle børn: "Pjat mor, du bliver da 100 år"! Men hendes to største interesser, bridge og bøger har hun måttet opgive grundet hendes svigtende syn, hun lytter dog den dag i dag stadig til den ene lydbog efter den anden, og hun er altid godt orienteret om alt, hvad der sker i verden omkring hende. Jeg tror at min litterære åre kommer fra min mor, hendes verden har altid været lige så stor, som bøgerne kunne række ud.

Hverken min far eller mor vidste, hvad de skulle gøre med mig - denne vilde dreng, der ikke gad gå i skole, ofte kom op at slås og der som hovedregel gik egne veje. Skolen havde sendt en udtalelse hjem: "Nils viser særdeles gode evner i de fag, der kan fange hans interesse". I den efterfølgende samtale bad skolens ledelse indtrængende om, at jeg kom på efterskole i 9. klasse. Min far, der nu var selvstændig malermester mente nok, at der kunne blive råd til dette, så efterskole fra august var besluttet.

Jeg ankom, i min fars flotte Taunus 12 M, til Kongeådalens efterskole en formiddag først i august måned 1971. Hen over hele sommeren jeg havde faktisk set frem til denne dag, for jeg var noget så træt af at gå i folkeskolen. Dette havde da også det sidste halve års tid vist sig tydeligt som en total mangel på respekt for skolen, for lærerne og for de andre elever. Ofte gik jeg afsted med skoletasken om morgenen, og når jeg knapt var kommet rundt om hjørnet, så gemte jeg tasken i naboens redskabsrum og brugte dagen i skoven og/eller ved stranden. Når skolen så sluttede for de andre, hentede jeg tasken og kom hjem - som intet var hændt.

Nå, men på efterskolen fik vi efter en velkomst tildelt værelser, kufferter blev båret op på firemandsværelserne, hvor vi nu lærte vore kommende "roomies" at kende. Et dejligt kammeratskab der den dag i dag stadig holder mellem de to af os, der stadig lever. Desværre har et færdselsuheld og sygdom taget to af vore "roomies". Straks efter at mine forældre var kørt fra efterskolen, blev vi fire på værelset enige om at skynde os over i opholdsstuen.

Som projektiler skudt ud af en kanon susede vi med mig forrest over skolens gårdsplads. Midtvejs over grus pladsen løb vi forbi en høj mand, der gik i den modsatte retning. Jeg skulle lige til at sige "mojn", da jeg væltede så lang jeg var og med næsen ned i gruset, fordi manden havde spændt ben for mig. "Her på pladsen går vi pænt og løber ikke, husk det," sagde manden mens han med hænderne i siden stod og så ned på mig. Jeg stirrede olm op på ham og som den vilde dreng jeg nu engang var, sprang jeg op og hen til manden, greb fat om hans ben lige over knæene og fik ham væltet omkuld. Manden kom hurtigt op og holdt mig ud i strakt arm: "Er du rolig nu, eller skal vi tage en omgang brydning ovre i gymnastiksalen"? Jeg sagde trodsigt og frækt, at det gør vi en anden dag og han slap mig. Vi drenge fortsatte over til opholdsstuen, men nu gående i et mere roligt tempo.

I løbet af den første uge på efterskolen lærte vi mere og mere om forholdene. Drengene boede på værelsesgangen, der lå over klasseværelserne og over forstanderens bolig. Pigerne boede i værelsesfløjen over opholdstuen, over spisesalen og over køkkenet. Lærerne var friske, ungdommelige og havde en dejlig kammeratskabslig omgangstone med os elever. Undervisningen var grundig, alligevel uhøjtidelig og kombinerede skoletid og fritid på en god måde. Rengøring af værelserne skulle vi selv gøre, rydde op og feje hver dag; støve af, støvsuge og vaske gulv en gang om ugen. Rengøring af opholdsstuen en gang om ugen på turnus. Spisesalen og køkken skulle rengøres af køkkenholdet, der også var på turnus. Der var en dejlig logik og symmetri over pligterne og ingen klagede. Skolen havde fiskeretten langs et stykke af Kongeåen, hvilket lige var vand på min mølle, og jeg brugte sammen med et par andre fiskeinteresserede mange timer der.

Manden der havde spændt ben for mig underviste efter skoletid i brydning. Denne første uge erfarede jeg, at manden var pedel, altmuligmand, brydeunderviser og havde opsynsvagter om aftenen. Han boede på et lille husmandssted kun tre- til firehundrede meter fra skolen, og jeg erfarede at han var tidligere jægersoldat, tidligere FN soldat og tidligere Danmarksmester i brydning - en høj, slank og senestærk mand omkring 45 år. Jo mere jeg fik at vide, jo mere betænkelig blev jeg ved min udtalelse om, at vi senere kunne tage en runde brydning i gymnastiksalen. Men jeg stod som altid ved mit ord og omkring 2 uger efter at jeg var startet på skolen, stod jeg i en brydetrikot i gymnastiksalen, og overfor mig stod den mand, der den første dag havde spændt ben for mig. Inden vi startede på vores lille og meget kortvarige brydekamp, forklarede han tydeligt reglerne, ikke slå, ikke bokse, ikke spark, kun tage greb og forsøge at tvinge modstanderen ned i måtten med skuldrene.

Vi stod overfor hinanden med 3-4 meters afstand. Han gik langsomt frem mod mig med arme og hænder fremme, for således at få et greb på mig. Jeg tænkte at det skulle fan'me være løgn og løb frem mod ham med hænderne hævet. I sidste øjeblik sænkede jeg armene og satte højre skulder frem og ramte ham med fuld kraft i maven. Men maven gav ikke efter, han kollapsede ikke, han tog fat om mig, løftede mig helt op over sine skuldre, og slammede mig ned i måtten, så alt luften gik ud af mig. Jeg kunne ikke noget andet end at kapitulere totalt overfor denne overmagt.

I løbet af dette år blev jeg faktisk meget gode venner med denne mand, han tog mig lidt under sine vinger og lærte mig meget om skolen, livet og titusinder af andre ting. Jeg tror, at han i sine unge dage også var en de vilde drenge, og at han i mig så en fortids udgave af sig selv. Jeg havde mange og lange samtaler med Petersen(Pet'sen). Jeg kom hjemme i privaten hos ham, i fritiden hjalp jeg ofte med dyrene og landbruget i det lille husmandssted og jeg blev i løbet af året en habil bryder. Det var også ofte, at jeg bragte ham et par bækørreder fra åen.

Året forandrede mig, uden at jeg lagde mærke til det, mine forældre sagde jeg var blevet moden, ansvarlig og ambitiøs. Der var måske noget om det, men jeg tilskriver det mit venskab med Petersen (Pet'sen), hvem ved? Resultatet var under alle omstændigheder, at jeg kunne begynde i 2. real i folkeskolen i det efterfølgende skoleår. Jeg følte ikke, at det at gå 9. klassetrin om var et nederlag, for det var i mine øjne en opgradering at komme i realen. Jeg fik efter 3. real en rigtig god eksamen med adskillige 13 taller og en verden fuld af muligheder. Tak Pet'sen.

Jeg samler - samler på oplevelser!

En nat sent i januar 1975 stod min kammerat Steen og jeg uden frygt overfor ham, overfor selveste "Gamle Hansen". Vi pralede i fuldemandssnak om, hvorledes vi to i Santa Cruz underverden havde overvundet bevæbnede røvere og pirater med meterlange sabler, inden korrupte politisoldater havde overmandet os og slæbt os væk. "Gamle Hansen" stirrede iskoldt på os, målte os med sine øjne og sendte han os blikke der, hvis vi ikke havde været stangdrukne, ville have givet os adskillige forfrysninger på både krop og sjæl. "Ud med dem, vi taler videre i morgen" affærdigede han os. Overstyrmand Hammilton tog Steen og mig i uniformens kravetøj og halvt slæbte, halvt bar os ud på dækket. Hverken Steen eller jeg lagde mærke til de 78 andre elever på Skoleskibet Danmark, der bestyrtet stod og så på os.

Næste morgen blev vi vækket med den obligatoriske havnevækning: "Rejse, rejse, rejse - der er sorte piger på kaa jeen". Jeg havde en drønende hovedpine og min tunge og hals føltes som noget, der kun kunne være en løgn. Jeg så med øjne, der lignede smalle sprækker over mod Steen, der så vidt jeg kunne se, havde det mindst lige så slemt som mig. Langsomt kom jeg ud af min hængekøje, dem vi kærligt kaldte for bananskræller. Jeg stod, trods det faktum at vi lå fast fortøjet i Santa Cruz havn, let svajende. Steen og jeg var begge 17 år og store "lidt" vilde drenge, der i vores egen anskuelse allerede var voksne. Steen, nummer 39 på bagbords vagt kom fra Hvidovre i København, og jeg nummer 37 på bagbords vagt kom fra Sønderborg. Vi spiste morgen skafning sammen med de andre og følte, at alle stirrede over mod os. Det gjorde de også, men ingen sagde noget, og så væk når vi så på dem. Lige undtaget lille Søren, han sagde sgu altid noget, plaprede løs hele dagen lang. Han sad lige overfor Steen og mig og lænede sig frem med ordene: "Hold kæft hvor var i stive i går. Gamle Hansen var helt lilla i hovedet, da politiet kom slæbende med jer". Nu vidste jeg at det var virkeligt, ikke bare en ond drøm eller et mareridt.

Så blev alle sat i gang, styrbords vagt skulle på udflugt til Pico del Teide, bussen til udflugten holdt allerede klar inde på kajen. Halvdelen af bagbords vagt skulle arbejde på dækket med forefaldende arbejder, og den anden halvdel havde matematik- og navigationsundervisning på banjerne under dæk. Steen og jeg skulle vente til klokken 09.00 og så ind til en samtale med kaptajn Hansen. Klokken ni stod vi parate til vores livs skideballe og bankede let på kaptajn Hansens dør. "Kom ind", lød det hårdt og kontant fra den anden side af døren ind til kaptajnens kontor. Vi åbnede ærbødigt døren og gik ind. På kaptajn Hansens ansigt kunne jeg se, at straks han så os, kom raseri og vrede atter frem i ham. Farvetonen på hans hud blev rødere, øjnene kneb lidt mere sammen, hagen blev stram og hans mund og læber pressede sig sammen og blev som en streg.

"Er i overhovedet klare over, hvor mange års opbygning af et godt forhold, at i med aftenens bytur og druk har ødelagt for Skoleskibet Danmark, for jeres kammerater og for mig"? Brølede han ind i hovedet på os. Tiraderne fortsatte i 20 minutter, hvor vi ikke kunne andet end at stå og se brødebetyngede ud. Han sluttede af med at lade nåde gå for ret. "Jeg har egentlig mest lyst til at sætte jer i en flyver hjem til Danmark, men i stedet bliver i nægtet alle former for landlov på hele Caribien", skrattede han med en efterhånden helt hæs stemme og sluttede af med: "Og så er det ud". Vi nærmest bakkede ud og var i første omgang glade for, at vi ikke var blevet smidt af skibet. Ude på dækket var der en masse af de andre, der kom hen og spurgte til, hvad der skulle ske med os. Vi fortalte det og de så medlidende på os. Efterhånden begyndte det at gå op for os, at alt det vi alle havde set frem til, en sejltur gennem Caribiens smukke øer var nu blevet reduceret til, at Steen og jeg skulle blive ombord. Ingen udflugter, ingen hvide badestrande, ingen brune piger og ingen fri landlov med byture på øerne. Det var et par slukørede drenge, der efterfølgende blev sat i arbejde med at vaske træværk af med ferskvand, således at lakken ikke blev brændt mat af salt og sol i kombination.

Et par dage senere satte skibet kursen mod Caribien, først 3 ugers sejlads med den jævne passatvind. Stille og roligt gik optrinnet i Las Palmas i glemmebogen, og det blev hverdag ombord. Steen og jeg gjorde alt for, at vi skulle blive bemærket på en positiv måde. Meldte os frivilligt til alt lige fra at smøre wirer med beg, til at rense op under dørk pladerne i motorrummet. Langsomt nærmede vi os Barbados og en morgen råbte udsigten: "Land i sigte"! Vi var kommet til Barbados. Vi stævnede ind mod land og smed i første omgang anker i Carlisle Bay med udsigt ind mod Bridgetown. Det gjorde næsten ondt i hjertet på Steen og mig, at se de hvide strande, vildtvoksende kokospalmer og store flotte hvidmalede villaer langs kysten. Dagen efter lagde skibet til kajs omkring klokken 11.00. Styrbord vagt havde frivagt, mens vi andre på bagbords vagt var travlt beskæftigede med at gøre skoleskibet flot, rent og blankt. Der ville allerede denne aften være vigtige folk fra Barbados, der kom på besøg, "party". Steen og jeg hang fra agterstavnen ned på en malerstilling og pletmalede med hvid maling overalt, hvor de tre uger ude på Atlanten havde mærket skibet med rust. Vi hang dernede over vandoverfladen og så eleverne på styrbords vagt vandre ned ad kajen på vej ind mod Bridgetown.

Næste dag havde bagbords vagt frivagt, det vil også sige, at Steen og jeg havde fri, men vi fik strenge instrukser fra overstyrmand Hamilton om, at vi skulle blive ombord. Vi slog os ned oppe på bakken og så interesseret på, at bagbords vagt blev hentet i busser, ud til en klub med dejlig strand. Styrbord vagt havde travlt med vedligeholdelsesopgaver overalt på skibet. Kaptajnen var flere gange oppe på dækket og det var tydeligt, at han holdt øje med os, men vi havde jo fri. Jeg så han snakkede lidt med bådsmand Carlson og lidt senere kom Carlson op på bakken til os og spurgte, om ikke vi ville hjælpe ham med nogle opgaver. Vi sagde straks ja, det var bare om at gøre sig positivt bemærkede. Bådsmanden satte os i gang med en række opgaver, faktisk helt spændende og sjove opgaver. Pejle tanke, check af redningsudstyr, oprydning i nogle depotrum m.m. Alt sammen opgaver vi kunne lave, uden at vi ville komme i vejen for styrbords vagt. Hen på eftermiddagen var alle opgaverne udført - til punkt og prikke og vi spurgte Carlson om, vi måtte sidde inde på kajen og fiske lidt. Carlson forespurgte kaptajn Hansen og vi fik lov.

Snart efter sad Steen og jeg oppe på kajens yderside, med front mod havet. Vi fiskede som vilde, men så kun enkelte småfisk, der fulgte efter vore alt for store blink. Pludselig så vi en blæksprutte, der nede fra stenene under overfladen fangede en af de små fisk, der var fulgt efter blinket. Vores interesse var vakt og snart havde vi fundet fidusen. Med blinket vippede vi op og ned ud for hvert eneste synlige hulrum mellem stenene i kajmolen. Snart havde vi fanget fem pæne blæksprutter og næsten hele styrbords vagt, der nu også var færdige med deres opgaver, sad oppe og beundrede vores fiskeri. Maskinchefen, der selv var ivrig fisker, stod længe og beundrede vores teknik. Kaptajnen og overstyrmanden var også forbi og nikkede til os: "Pæne sprutter". Da vi stoppede med at fiske, havde vi fanget 9 flotte blæksprutter. Vi tog spanden med "sprutterne" med ned i kabyssen til skibskokken og snakkede med ham: "Vi kan jo godt se, at der ikke er nok til eleverne, men der er nok til officererne. Vi vil gerne give dem til dig, så du kan tilberede dem til officersmessen". Kokken smilede bredt og takkede os. Næste dag blev vi atter kaldt ind til kaptajnen, han sad længe og uden et ord og kiggede på os. Både Steen og jeg stod forlegne og krammede vores solhatte i hånden, mens vi meget brødebetyngede så på kaptajnen. Endelig rejste han sig og sagde kort: "Jeres straf er udstået og nu må i gå på landlov sammen med de andre". Det var en dejlig tur gennem Caribien, og vi havde mange gode oplevelser sammen med alle de andre på bagbords vagt. Men vi blev ikke fulde og vi opførte os pænt, vi havde lært lektien.

Jeg samler - samler på oplevelser

I december 1976 havde i fire måneder sejlet som styrmandsaspirant på semicontainerskibet Mathilde Mærsk. Da jeg mønstrede var skibet helt nyt, lige kommet fra værftet i Nakskov, ja dengang byggede de store skibe i Nakskov. Jeg mønstrede på i Antwerben, og skibet havde kun lige sejlet fra Nakskov til Antwerben med garanti teknikkere ombord. Mønstringen var foregået lidt "hu-hej-vilde-dyr", for jeg fik fra aften til næste morgen til at gøre mig klar, så ville der holde en taxa uden for døren hjemme hos mine forældre og køre mig til Antwerben. Helt nyt skib og jeg fik et stort eget værelse med bad oppe på officersgangen, der var kondirum ombord, biograf rum, opholdstue og og og. Der var absolut ingen mangel på hverken plads eller udstyr. Nå men dette nye skib skulle lige nævnes, for at kunne illustrere forskellen til mit næste skib. Efter fire måneder på dette dejlige skib under den dygtige og meget korrekte kaptajn Kirkegård, fik jeg besked om, at jeg skulle mønstre om i Singapore, mit nye skib hed Helene Mærsk.

I Singapore afmønstrede jeg lidt vemodigt "Mathilde Mærsk" og rykkede for en enkelt nat ind på hotel. Næste formiddag hankede jeg op i min vadsæk og tog en taxa ned til den kajplads, hvor "Helene Mærsk" skulle lægge til kaj kokken 11.00. Klokken blev 11.00 og der var ingen "Helene Mærsk" i sigte. Jeg ventede tålmodigt og da "Helene Mærsk" kvart over tolv viste sig, kunne jeg ved dette syn ikke undgå at sukke en gang eller to. Skibet var et ganske lille fragtskib af den gamle type, det var godt rustent og røgen der steg ud af skorstenen var tyk og meget mørk. Skibet kom til kajs, blev fortøjet og en flok brogede kinesere riggede, med mange råb og skrig på kinesisk, landgangen til. Oppe på brovingen stod en styrmand og råbte på et meget specielt engelsk ned til dem. Jeg skulle også snart lære, at modificere mit engelske til kinesiske ører. Jeg hankede op i min vadsæk og gik op af landgangen, da jeg var kommet ombord, kom overstyrmanden hen til mig og bød mig venligt velkommen.

Overstyrmanden var en stor mand, både i højde, men også i drøjde. Da han stod der og bød mig velkommen, smilte han på en behagelig måde. Et af de der gode og ægte smil, der også afspejlede sig i øjnene og i stemmen. Hurtigt fik jeg tildelt et værelse, lidt af en forandring i forhold til det, jeg var vant til. Værelset lå nede på de meniges værelsesgang i den nederste del af skibet. Mit værelse var et værelse lig med dem den menige besætning havde, eneste forskel var, at jeg havde tomandsværelset for mig selv. Den øverste af de to køjer, kunne jeg således bruge til mine ting og den nederste af de to køjer kunne jeg så bruge som seng. Der var et lille rundt messing koøje, der så vidt jeg kunne se lå omkring en meter over vandoverfladen. Det kunne ikke åbnes, men det lod dog en lille smule dagslys komme ind. På hele værelsesgangen var der en svag og lidt ubehagelig duft af olie, sikkert fra dørene med den direkte adgang ned til maskinrummet. Jeg pakkede hurtigt min vadsæk ud og meldte mig oppe på broen, hvor både overstyrmanden og 1. styrmanden opholdt sig.

Overstyrmanden, som jo havde modtaget mig ombord bød, mig velkommen på en hjertelig og hjemmevant måde, næsten som om jeg havde været på skibet i månedsvis. Han præsenterede den norske 1. styrmand og mens vi holdt øje med losningen af skibet, fortalte de om skibet. Oprindeligt hed Skibet Ras Mærsk og var bygget i 1957 til Dampskibsselskabet Svendborg, i 1972 havde skibet ændret navn til Helene Mærsk for at give plads i navnerækken til den nye R serie. Skibet havde således næsten samme alder som mig, hos skibe betød dette, at hun var ved at være en gammel dame. Skibet var hvad man kaldte en monkey båd, et mindre fragtskib med egne læsse- og lossebomme. Det sejlede på rute til de helt små havne for der, at læsse stykgods som det så sejlede til de lidt større havne som for eksempel Singapore, her blev stykgodset så losset og pakket i containere for at blive transporteret på de store ruter til Europa og USA.

Dette betød at skibet anløb en masse små havne i Malaysia, Indonesien og Thailand. Det betød også et hav af oplevelser i denne del af verden, og jeg kunne skrive side op og side ned om disse oplevelser. Men jeg har valgt at betragte det at sejle på skibet som "oplevelsen". Livet på skibet bød på en helt anderledes hverdag, end den jeg var vant til fra det nye og helt moderne skib Mathilde Mærsk. Officers besætningen var meget blandet, der var tromlet sammen fra mange lande i Europa. Der var selvfølgelig en del fra Danmark, men der var også officerer fra England, Tyskland, Færøerne og Norge. Kaptajnen var dansk og det meste af tiden fuld som en allike, de facto var det overstyrmanden der drev skibet, og han gjorde det godt og på en meget jovial og venlig måde. Han var vellidt af både officerer og den menige kinesiske besætning.

Det der med den menige kinesiske besætning gav visse specielle oplevelser. For eksempel måtte jeg lære at kommunikere med dem, de kunne slet ikke dansk og heller ikke ret meget engelsk. Så jeg måtte lære nyt, ombord kaldt vi det for "pitgin engelsk". Pidgin er ikke et modersmål for nogen, men et blandingssprog, der har været brugt mellem kinesere og europæere i flere hundrede år. Europæerne bruger engelsk med et par gloser basisk kinesisk og masser af håndtegn eller fagter, Kineserne bruger kinesisk med et par gloser basisk engelsk og masser af håndtegn eller fagter. En dag skulle jeg fortælle en fra besætningen, at han skulle pumpe brønden i et lastrum tør. Det endte med, at jeg først pegede på ham, dernæst ned på vandet i brønden og med en store fagter gjorde som om jeg bar vandet ud over siden, mens jeg gjorde dette, sagde jeg meget langsomt: "You make inside water become outside water," så imiterede jeg pumpelyden: "Duk, duk, duk, duk, duk". En anden pudsig ting ved kinesisk besætning var maden. Kokken var også en kinamand, og på grund af kaptajnen og mærsk regulativerne, forsøgte han 6 dage om ugen at lave dansk mad til officersmessen, og alle 6 dage uden undtagelser, smagte det rædselsfuldt. Den syvende dag (fredag) lavede han kinesisk mad til os, og det smagte vidunderligt. Fordi mit værelse var i bunden af skibet på de meniges gang, lærte jeg faktisk den menige besætning ret godt at kende, selv om de altid holdt en vis distance til os europæere.

Juleaften blev holdt ombord og mens vi var til søs. Vi sejlede fra havnen Belawan i Indonesien mod Malaysia. Jeg skulle den aften holde vagt på broen og følte mig meget beæret over at få ansvaret for skib og besætning på denne måde. Efter et par timer kiggede overstyrmanden op på broen for at checke position og kurs, han gav et OK og gik atter ned. Det var tydeligt, at han var lidt beruset, men ikke mere end, at han kontrollerede grundigt og gav mig et klap på skulderen, inden han atter gik ned til julebordet i officersmessen. Næste dag kunne jeg på de forskellige officerers grad af tømmermænd aflæse, at det havde været en meget fugtig juleaften. Nytårs aften fejrede vi mens vi lå til ankers udenfor mundingen af Chao Phraya floden, indsejlingen til Bangkok. Da skibet lå til ankers, var der kun to menige besætningsmedlemmer der skulle holde dæksvagt, for at kontrollere udvendigt og advare om, hvis der skulle komme eventuelle tyveknægte eller pirater. Alle andre var frie til at fejre nytår, og det blev der gjort - med maner!

Overstyrmanden og hovmesteren havde i Singapore indkøbt varer til aftenen og menuen stod på T-Bone Steaks, bagte kartofler og alskens tilbehør. Til dessert var der en islagkage, der var pyntet op som det kun kan gøres ude i Østen. Det var ikke gået lang tid ind i middagen, inden der var høj stemning i officersmessen. Som yngste mand og aspirant, sad jeg ved den bagerste ende af bordet sammen med 2. styrmanden, elektrikeren og 2. maskinmester. Jeg kunne ikke undslå mig de mange tilbudte skænk, og det varede ikke længe, inden jeg var godt bedugget. Kaptajnen blev så fuld, at hans tunge blev lammet og alt hvad han forsøgte at sige lød som lyde fra en tre måneders baby. Overstyrmanden sad hele tiden og grinede, så han omfangsrige mave hoppede op og ned som havde den sit helt eget liv. Jeg havde og har stadig, mistet en del af hukommelsen fra den aften. Men næste morgen da jeg vågnede op, kunne jeg ikke forstå, at den øverste del af min ryg var oversået med røde prikker. Alle prikkerne sad i grupper på fire ved siden af hinanden. Først flere dage efter, fandt jeg ud af, at jeg var gået kold liggende på gulvet, og at 1. styrmanden ihærdigt havde forsøgt at vække mig til live igen, ved at han stædigt blev ved at prikke mig hårdt i ryggen med sin gaffel. Festen havde efterladt hele besætningen i en sådan tilstand, at det ganske enkelt ikke var muligt eller forsvarligt, at sejle op ad floden til Bangkok. Det var derfor med stor lettelse vi erfarede, at der ikke ville være kajplads før næste dag.

Den dag i dag smiler jeg, når jeg tænker tilbage på min tid ombord på Helene Mærsk. Jeg erfarede senere, at hun blev handlet et par gange og ændrede navne flere gange til blandt andet Marijke, Hin Ann og Jiang Han. Skibet er forsvundet ud af alle optegnelser engang i 1993.

Jeg samler - samler på oplevelser!

"Værs'go, her har du så endnu en tulipan". Sagde Vierø med et skadefuld blik i øjet. Nu havde jeg i et par måneder fået tulipaner i form af kritik foran hele klassen. Der hvor andre fik en notits nederst på deres opgaveløsning, fik jeg "Tulipaner".

August 1977 var jeg flyttet jeg ind på 4. Maj Kollegiet i Marstal. Værelserne var meget små, en alkove lignende seng, et skrivebord med stol, et klædeskab og en håndvask, og så tre kvadratmeter fri gulvplads - hverken mere eller mindre. Toiletter og bad var fælles ude i tilknytning til gangen.

På dette tidspunkt, var en ud af tre beboere på kollegiet nye elever på navigationsskolen, og hurtigt dannedes nye fællesskaber og nye kammeratskaber. Der var ingen mulighed for madlavning på værelserne, så den varme mad kunne man få i spisesalen på kollegiet, dette var dog ret dyrt, maden var hverken god eller dårlig - altid sådan la-la. Derfor dannedes der hurtigt grupper, der sluttede sig sammen til madfællesskaber, der i en fastlagt turnus stod for indkøb, madlavning og opvask. Betaling skete ugevis til en fælles kasse (cigaræske), på denne måde kunne budgettet til den varme mad, holdes på det halve af, hvad det kostede i spisesalen, en anden årsag var, at man i spisesalen betalte for 7 dage ugentlig mad. Mange af beboerne var ofte hjemme i weekenderne, og mange af os ville derfor skulle betale for måltider, vi slet ikke kunne deltage i.

Madlavningen foregik på de til kollegiet hørende fælleskøkkener, og da ikke alle havde de store evner for at lave mad, var jeg en af dem, der ofte lavede mad. Jeg kunne nemlig næsten lave alle former for mad. En arv efter min mor, der omhyggeligt havde sørget for, at både min storebror, min lillebror og jeg havde lært at lave mad - god mad. Den gode mad jeg præsterede der i fælleskøkkenet, gav mig en vis status i vores lille madlavningsfællesskab. På samme måde som med madlavningen, dannedes der også lektie fællesskaber, hvor man i fællesskab kunne sidde og terpe over skibsteknik, navigation, morse- og signalgivning, søvejsregler, matematik, dansk, engelsk, sundhedslære osv. I det hele taget summede hele kollegiet af fællesskaber og kammeratskaber.

Ovre på navigationsskolen var der virkeligt tryk på, idet vi elever fra A.P. Møller var sprunget et års skolegang over i kraft af, at vi som brevskole under vores fart med rederiets skibe, var fortsat med den teoretiske undervisning, der var startet på søfartsskolen og på skoleskibet Danmark. Et stort pensum vi skulle igennem på kun 1½ år. Fra 4. Maj Kollegiet kunne vi fra vinduerne se over på navigationsskolen, der med dens karakteristiske navigationstårn tronede over den sydlige del af Marstal. Skolevejen var således kort og der var derfor ikke sat mange minutter af, fra vi havde fået morgenmad og til, at 1. undervisningstime startede.

Den lærer vi frygtede mest var den skrappe Vierø, torsdag havde vi ham om morgenen fra klokken 8.00. Vierø havde det med at hvæse som en gal svane, når han hidsede sig op. Så hørte man en svane hvæse, vidste alle, at det var tid til at sidde helt stille og ikke påkalde sig Vierø's opmærksomhed. Undervisningen var som hovedregel fra klokken 8.00 til klokken 15.00. Frokost / smurte brødmadder kunne købes til yderst rimelige penge i kantinen, fordi der så vidt jeg ved, var en ordning med, at kantinepersonalet blev betalt af staten, og vores betaling således kun skulle dække materialer og ingredienser.

På det tidspunkt jeg gik på navigationsskolen i Marstal, var det den by i Danmark, der havde flest værtshuse i forhold til indbyggertallet. Dette skyldtes for en stor dels vedkommende, den måde hvorpå vi navigationselever brugte vores fritid. Det skal dertil dog siges, at vi havde en fast rytme, der indebar, at lektier blev lavet hver dag om eftermiddagen - inden eventuelle udskejelser. Meget hurtigt var næsten alle eleverne på skolen blevet medlem Marstal Navigatørforening, dette indebar også bestilling af et vist antal krus fra foreningen. Jeg kunne med stolthed sige, at der på mindst fire værtshuse hang et Navigatørkrus med mit navn på. Mange værtshuse var strategisk placerede, og dette var da grunden til, at jeg en dag kom "lidt" på tværs af lærer Vierø.

Onsdag var for mit vedkommende vaskedag, og tøjvask foregik nede på møntvasken i Herluf Trolles Gade. Skråt overfor møntvasken lå Skipperkroen strategisk rigtigt placeret, ventetider i forbindelse med tøjvask foregik som regel her. Denne specielle onsdag startede som alle andre bortset fra, at vi denne gang var tre, der alle skulle vaske på samme tid. Som jeg her efterfølgende kan huske det, gik vi tre efter at have sat tøjvasken i gang, over på Skipperkroen for lige at "slappe lidt af", mens vaskemaskinerne gjorde arbejdet. Skipperkroen var en lille hyggelig og gammeldags kro, hvor de fleste søfolk med jævne mellemrum kom. Denne onsdag var der faktisk ret mange søfolk. Søfolk i og fra Marstal tog sig af deres elever på navigationsskolen, skolen var(og er) Marstals stolthed, dette smittede kraftigt af på eleverne. Det korte eller lange var, at vi tre "møntvaskere" denne dag først kom tilbage til 4. Maj Kollegiet sent på aftenen, meget fulde og i øvrigt uden vasketøj.

Næste morgen var vi to mand der kom sent afsted over til skolen, til Vierø's klasse. Udenfor døren til klasseværelset aftalte vi hvem der skulle banke på først. Jeg tabte og fik således ikke lov til at være den første. Da jeg som nummer to bankede på, var Vierø allerede varm og jeg fik den helt store balladetur. Da han endelig var rolig, skulle jeg jo lige spille Karl smart. "Tak for roserne, ku' jeg bede om tulipaner næste gang"? Sagde jeg nok så frækt og satte mig. Vierø's ansigt antog en gas blå farve, men til hans ros skal det siges, at han ikke sagde et ord som svar på min bemærkning. Det var fra denne morgen af, at Vierø var over mig hvert minut af min tid i hans klasse, mine opgaveløsninger blev gransket meget grundigere end de øvriges og Vierø's kommentarer til mine opgaver var mundtlige og offentlige, dertil kom, at de var meget giftigere end hos de andre. Dette fortsatte efter min mening i en evighed. Men det værste af alt var, at hver eneste gang Vierø påtalte det mindste overfor mig, gjorde han det med et smil på munden og ordene: "Værsgo, endnu en tulipan til dig"!

Dette fortsatte i det jeg syntes var en evighed. Lige til jeg en lørdag aften var inviteret til fest hos en af de små Marstal redere, jeg tror at baggrunden var, at rederens datter havde et godt øje til mig. Da jeg ankom til festen, blev jeg budt velkommen og fik at vide, at der var bordkort på pladserne. Så friskt gik jeg rundt ved bordene og ledte efter min plads. Mit bordkort blev fundet og da der blev bedt til bords, gik jeg hen til den plads, hvor jeg havde set mit bordkort. Da jeg kom derhen, isnede det ned ad ryggen på mig, lige der, overfor min plads, stod Vierø parat til at sætte sig. Jeg ville komme til at sidde og se ind i hans ondskabsfulde øjne hele aftenen. Der var ikke andet at gøre, end at bide i det sure æble, og jeg hilste høfligt og lidt stift(bange) på Vierø, da vi satte os. Det startede som en meget stiv aften, men senere blev aftenen meget fugtig og jeg fandt ud af, at Vierø faktisk var en meget lun og lystig fyr, sidst på aftenen sad vi faktisk storgrinende sammen og skålede i både øl og gammel dansk. Fra den aften af var Vierø ikke mere efter mig, tværtimod var det som om, at Vierø og jeg udviklede et venskab, der indebar flere lystige aftener, private besøg ude i hans badehytte og mange historier fra Vierø's ungdom og sejltid.
Forfatterbemærkninger
Der vil med hver redigering komme endnu en oplevelse til denne historie never ending story, men som i sikkert har gættet, er det bare en sneaky way til at få jer til at se historien mange gange og forhåbentlig kommentere den mange gange. Sneaky fellow that Nils!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/11-2017 19:56 af Nils Højsager-Jessen (storyteller) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 6526 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.