"Hvad er det der, der kommer op fra ørkenen, som røgsøjler, ombølget af myrra og røgelse, af alle handelsmandens krydderier. Det er jo Salomos bærestol! Tres soldater omgiver den. Tres af Israels krigere" siger præsten højt til menigheden.
   Han skulle bare vide, tænker Elisabeth. Hun sidder på forreste række til dagens gudstjeneste. Hun forsvinder lidt hen i sine egne tanker under denne prædiken, men vågner op, da præsten læser op af højsangen. Højsangen er hendes favorit del af biblen. Prædiken idag handler om Valentins dag og farerne ved det moderne kærlighedsliv og dens materialisme. Hun er for så vidt enig. Igennem hele hendes liv har hun været en del af denne menighed. Hendes forældre havde mødt hinanden under en gudstjeneste og været passioneret forelsket lige siden. Nogle vil endda beskrive dem som lykkelige.
   Elisabeth er lige fyldt atten og deltog i alle de aktiviteter denne kirke tilbød. Der var gruppemøderne, forbøn, voksendåb, ungdomsvelsignelser og lovsangsaftener. Det har altid været et mysterium for Elisabeth at hun aldrig har hørt om nogen dø af kedsomhed i en folkekirke. Hun priser sig lykkelig for at være vokset op i denne frikirke, netop fordi den er mere energisk og fri for uengagerede pligtopfyldende vanegængere. Her tror næsten alle på Jesus som frelser og næsten alle bærer hans kærlighed som rustning. Gudstjenesten foregår om eftermiddagen, hvilket passer syvsoveren Elisabeth fint.
   Hun kigger over på de andre unge i hendes menighed, som sidder lidt spredt i forsamlingen. Deres blikke er fæstnet op mod præsten, nogle med røde kinder, andre med et let smil og så er der dem med de helt gravalvorlige ansigter. Hun sidder selv og skiftevis spænder i kroppen og slapper af. For hende er Gud mere en ide, en tanke, mere end han er en følelse. Hun har fundet en fred med det at nøjes med at gøre som nogle af hendes fæller til gudstjenesterne. Vugge frem og tilbage med håndfladerne vendt mod scenen. Scenen med de billige rock-instrumenter og det store lærred med projiceret tekstuddrag, som præsten refererer til under gudstjenesten. De gule murstensvægge uden noget ophæng og vinduer. Præsten er fyldt med spændstig energi idag. Han taler i skiftende tempo og hans stavelser bliver ofte ramt af små tryk og stød, som en gang imellem sender bølger ud til nogle af de mere modtagelige menighedsmedlemmer, som falder til jorden og lader guds kærlighed strømme igennem dem.
   Idag har Elisabeth en sommerkjole på i friske farver. Foråret er kun lige i sin spæde begyndelse, men det går ikke Elisabeth på. Nogle blandt ældregruppen kunne måske udtrykke en bekymring for, om hun skulle blive forkølet eller syg af at gå klædt så let, når dagene endnu kunne være plaget af kølige briser. Det er ikke sådan, at hun er i stand skjule, at det måske er lidt for køligt til denne sommerkjole. Stoffet er tykt, men ikke for tykt. Det er ikke at kjolen er uanstændig på nogen måde, heller ikke upassende. Mange piger i kirken går i lignende tøj, når varmen om sommeren tillader det. Den har ingen udskæring eller noget andet der intentionelt fremhæver de kvindelige former. På hendes krop er det på ingen måde nødvendigt at fremhæve noget som helst. Det sker ligesom af sig selv. Gudstjenesten får en ende. Der var noget ved de sidste ord, som virkeligt talte til hende.
   "Hej Elisabeth" lyder en stemme bag hende.
   "Hej Peter" svarer Elisabeth med et legende smil.
   "Det var noget af en gudstjeneste, hva?"
   "Ja, som altid. Talte den til dig?"
   "Mon ikke," svarer Peter, mens hans adamsæble synker ufrivilligt. Hans øjne falder til jorden. Hun ved godt hvad han føler. Det er ikke en følelse hun nogensinde føler. Hun synes dog at han er kær på sin egen uskyldige måde.
   "Må jeg ikke bede for dig?" spørger han forsigtigt.
   "Selvfølgelig"
   "Det er fordi jeg følte helligånden idag under lovsangen. Jeg så et billede af en hånd, der blev rakt ud til dig. I hånden var en gave til dig. En gave du skulle åbne dig op og modtage."
   Hendes øjenbryn hæver sig ufrivilligt. Han lægger en hånd på hendes skulder og sænker sit ansigt, mens han mumler en bøn kun gud kan høre. Hun lukker øjnene og bider sin underlæbe ubevidst. Hun kan dufte hans deodorant og en billig parfume, han sikkert har købt i Føtex. Igennem duften af drengen et år ældre end hende kan hun dufte en anden meget mere velkendt duft. En næsten sød duft hun nu har lært at acceptere som en del af hendes kvindelighed. Hun har aldrig været i stand til at beskrive duften, men hvis hun skulle forsøge, så er det duften af en mørk sød vin, men anderledes end nadvervinen. Måske blandet med den naturlige duft af frisk brød, men det rammer ikke helt de billeder hun gerne vil have af duften. Hvis hun havde haft trusser på, så ville de være sjaskvåde. Hele gudstjenesten har hun kunne mærke en stigende intensitet i hendes krops hormonbalance. Det har været sådan i nogle år nu både i kirken og udenfor. I hendes rationale så vil det nok gå over før eller senere. Det er bare en fase. Alt skal nok gå, har hun tænkt ofte, når hun tør at tænke over det.
   "Himmelske fader, lad din datter som står foran dig med oprejst pande modtage dine velsignelser. Vi takker dig for hendes nærvær og at hun kommer til dig med åbne arme. Amen" afslutter Peter. Hun åbner øjnene og deres blikke mødes. Han smiler et let smil og retter sine store briller. Hans fedtede hår og urene hud får ham til at ligne en nørd. Hans fremtidige kone er heldig på en måde, tænker hun for sig selv. Taknemligheden han ville vise i et forhold må være overvældende.
   Der er en uudtalt sandhed i denne menighed. Noget ingen rigtig snakker om. Elisabeth er ikke sikker på hvor meget deres præst ved om det.
   Hun går ud af kirkesalen. Ud mod gangen, hvor toiletterne er. Hun tæller langsomt ned fra 30, mens hun justerer sin hastighed indtil hun når hen til døren. Heldigvis for hende, så er toiletterne rundt om et hjørne, så man ikke ser hvem der går ind og ud fra henholdsvis herre og dame toiletterne. Peter følger diskret med bag ved hende med en sikker afstand. På trods af hans lette overvægt bevæger han sig elegant hurtigt, når han er fokuseret. Det er en underdrivelse at sige at han er fokuseret lige nu. Timingen er perfekt. Hun låser bag dem og knapper hans bukser op i en hurtig bevægelse. Hvordan hun udfører det så hurtigt er et mysterium for Peter, han ikke formår at tænke på i denne tilstand. Hun falder ned på spredte knæ foran ham og tager ham i munden. Hendes finger finder hurtigt et velkendt sted på hende selv, der føles rigtig. Hun er alt for vant til at tage vare på sig selv. Det gør hende ikke spor at han er mindre end nogle af de andre singler, som hun har danset denne lille dans med her i kirken. Hans overdrevne taknemlighed og hurtige aflevering er et kompliment, der kompenserer for det tifold.
   "Åh, åh, aaah." siger han og giver små spjæt. Han holder hendes hoved fast, men blidt. Hun styrer selv farten med den hånd hun har om hans ene ben. Den varme tykke sæd fylder hendes mund. Han har spist jordbær for hendes skyld, hvilket også er pæn gestus, men friske jordbær kommer sæd aldrig til at smage af. Mængden af sæd vidner også om at han skammer sig over sine drifter. Han har slet ikke rørt ved sig selv siden sidste søndag. Frygten for helvede gemmer sig dybt inde i begge deres sind. Hun sluger sin skam og rejser sig op. Hun giver ham et langt varmt tungekys, som vækker en dyb rædsel i ham. Han kan virkelig ikke lide at smage sig selv, men han tør ikke at stå imod. Hun ser blikket i hans øjne og hun undrer sig et kort øjeblik over hvordan mon det føles at være mand. Hvor eksplosiv deres følelser fosser ud af dem. Hun spørger sig selv om de mon så til gengæld går glip af følelsen hun har mellem sine ben i dette øjeblik. Den langtrukne pirrende følelse der følger hende dag og nat. Uanset hvad, så misunder hun ham. Han har allerede lynet sine bukser op igen, før hun når at færdiggøre sin tanke. De sætter sig begge på knæ overfor hinanden, samler hænderne og beder stille sammen.
   "Vor fader, tilgiv os vores synder, tilgiv os for at skænde de templer, vi har overladt til dig. Tilgiv os vores svaghed," siger hun og før hun ved af det, så overtager Peter bønnen.
   "Hellige Jesus, tilgiv Elisabeth for hendes handlinger idag. Tilgiv hendes fortid, frels hendes sjæl, for du tilgiver alle der angrer. Må dit lys skinne over hende, så hun må føle din venlighed, føle din kærlighed. Herre Jesus, må du udstøde hendes svaghed fra hendes krop og lade hende komme til dig ren, fri fra synd. Vi takker dig for din gave og at du døde for os," siger Peter og afslutter med et amen inden Elisabeth får bedt for Peters udødelige sjæl. Han rejser sig op og lytter til døren for at høre efter stemmer derude. Kysten er klar.
   Han går ud, mens hun venter tilbage. Toilettets lys er tændt af en sensor, som kræver man bevæger sig efter 20 sekunder. Lyset går og Elisabeth vifter med armene efter et lille stykke tid. Nogle gange kan hun godt lide at stå i mørket alene og bare føle ingenting. Ikke idag. Hun tager noget toiletpapir og tørrer det værste af. Hun skyller ud og åbner døren. Hun går rundt om hjørnet og støder næsten ind i en mand, der runder hjørnet fra den anden retning. En ung mand med dybe blå øjne, blondt hår og bedre skuldre. Hun har aldrig mødt ham før.
   "Undskyld mig" siger han hurtigt og bestemt. "Jeg skal virkelig tisse" fortsætter han og går udenom hende. Underligt, tænker hun. Foyeren har en række forskellige mennesker, som står og snakker. Anja, hendes bedste veninde står med en kop kaffe i hånden og kigger skævt på hende. Anja har en sort kjole med mørkelilla blomstermønster. Den er dejlig varm at gå i, specielt når man har flere lag tøj indenunder.
   "Jeg dømmer dig ikke. Hvad du gør med din krop er din sag" siger Anja oprigtigt, men med et lille suk.
   "Hvad med dem? dømmer du dem?" spørger Elisabeth og kigger på en gruppe mænd på deres alder.
   "Ja, lidt" svarer Anja. "Jeg ved jeg ikke burde." Anja og Elisabeth har haft lange nætter sammen, hvor de snakkede om Elisabeths erobringer og de teologiske komplikationer der udsprang deraf. De er godt klar over det måske ikke er den mest kristne måde at være på. At det måske ikke er en del af guds plan. Elisabeth har forsøgt at forklare det bedste hun kan om hvordan det også er vigtigt at bede om tilgivelse, når man falder for fristelsen. Både før og efter. Guds nåde er stor. Anja er stik modsat Elisabeth. Den evigt romantiske tåbe, som skriver små kærlighedsdigte i sin dagbog. Stadig jomfru, stadig dydig, stadig nysgerrig.
   Den unge mand kommer ud af toilettet og går hen til et ældre par, der snakker sammen. Han står rankt og det er som om han ikke lige havde forladt den samtale, han nu er dybt engageret i.
   "Hvem er han? Ved du det?," spørger Elisabeth.
   "Jeg er ikke helt sikker på hvad han hedder. Han introducerede sig selv før gudstjenesten, men jeg har glemt navnet. Han er leder for en eller anden gruppe i en anden by."
   "Han er pæn." siger Elisabeth.
   "Du er for meget"
   "Ja, jeg er. Lad os snakke med ham." Elisabeth trækker Anja med sig.
   "Hej, jeg er Elisabeth." siger hun og giver hånden til den blonde unge mand med de dybe blå øjne. Hun lægger mere mærke til hans ansigt nu. Velplejet dog med skægstubbe som lægger an til et fuldskæg, høje kindben, fyldige læber. Hans t-shirt har et logo på, men det er ikke et Elisabeth kender til eller interesserer sig for. Hans overkrop er muskuløs, næsten for muskuløs til hendes smag. Han trækker på smilebåndet og introducerer sig selv.
   "Hej, jeg hedder David." siger han selvsikkert. Han er mindst et hoved højere end Elisabeth.
   "Hej David. Hvor kommer du fra?" spørger Elisabeth uden at fortrække en mine.
   Anja kigger på Elisabeth. Det er ret direkte, selv for Elisabeth. David kigger på Elisabeth. Hun føler sig gennemsigtig. Der går ikke engang et sekund før han svarer, men for Elisabeth trækker øjeblikket i langdrag. Korset fra hendes halssmykke gemmer sig mellem hendes bryster under hendes kjole. Hun har en ustyrlig trang til at rette på det. Hun bekæmper følelsen. Det vil simpelthen være alt for tydeligt et signal, hun ikke vil sende lige nu. Alle hendes chancer vil falde pladask til jorden, hvis hun rører på sig selv på nogen måde lige nu. Hvert fald indtil isen er brudt. Det er ikke fordi han er langsom til at svare.
   "Jeg er i lære som præst. Jeg er her for at lære" siger han. Han er ikke forfjamsket. Det er noget andet, som Elisabeth ikke helt kan sætte en finger på.
   Elisabeth mærker en trang til at fnise piget, men han har ikke sagt noget sjovt. Hun er ret stolt af at hun formår at holde det tilbage. De snakker kun kort sammen den dag. Han forklarer hele sin historie, som er en ret standard historie om at finde Jesus og at være vokset op i et kristen hjem og bla bla bla. Intet af det han siger hænger rigtig ved. Kun hans muskuløse arme, hans øjne, læber og faste håndtryk. Han skal deltage i gudstjenesterne de næste 6 måneder. Hun kan allerede fornemme dette måske bliver hendes største fangst til dato. Han er ugift. Det er hvad der betyder noget. Du skal ikke begære din næstes ægtefælle. Hun slår tanken væk, da han tager afsked med dem for denne dag. Som mange mænd, der tænker på regnskab eller fodboldstatistik, når de har sex for at holde længere, således slår Elisabeth tanken om David væk ved at tænke på nogle af de andre bud. "Du skal ikke begære din næstes æsel" kryber ind i hendes hoved.
   De næste par ugers gudstjeneste arbejder Elisabeth hårdt på at plante ideen om lidenskabelig lyst i Davids sind. Små berøringer på hans arm, at stå lidt for tæt på ham, når de taler sammen, blikkene og den vædede underlæbe hun bider blidt i på sig selv, som om det kan stoppe hendes syndfulde tanker. På et tidspunkt kommer hun endda til at bakke ind ham og strejfer ham mellem benene med hendes hånd. Det er selvfølgelig ikke med vilje, og hun undskylder og forsøger at skjule at hun ikke rødmer.
   Hvergang Anja lægger mærke til det, giver hun Elisabeth et blik om at hun synes det er alt for åbenlyst for hele menigheden. David altid så galant og respektfuld han kan være. På en eller anden måde formår han at få det hele til at virke naturligt. Overhovedet ikke som om der foregår en skamløs flirten mellem Elisabeth og David. Peter og et par af de andre mænd i menigheden har dog taget notits af situationen, men også holdt sig på afstand af hele situationen. De har ikke presset på for at få deres lyster tilfredsstillet med Elisabeth. Tydeligt frustreret be'r de hårdere og hårdere til gud under gudstjenesterne. David har også elegant undgået nogensinde at adressere elefanten i rummet. Dagen kommer hvor han skal holde en prædiken for menigheden. Han viser ikke engang det mindste tegn på forlegenhed, da Elisabeth slikker på sin finger skjult for resten af menigheden, men himmelråbende åbenlyst for David. Han smiler bare sit godmodige præstesmil, som han også gør, når han snakker med folk efter gudstjenesterne. Ugerne går og Elisabeth bliver både mere og mere utålmodig og rastløs. Forårets duft flyver frit både inde i kirken og udenfor. Mange gange leger hun med tanken om bare at tage alle hendes sædvanlige bejlere en efter en lige efter hinanden på samme dag. Så kan David holde sin gudstjeneste for alle de gode, værdige, syndfrie får i menigheden. Hun prøver alt og når til et punkt, hvor hun vitterligt ikke kan finde på flere måder at vise sin interesse for David.

En dag ligger hun søvnløs og fantaserer om David og hans hænder udover hendes unge stramme krop en hel nat. Hans store hænder, stærke arme og intense øjne. Hun ankommer til gudstjenesten uden at have sovet. Hun kan ikke finde ham blandt menigheden. Hun spørger efter ham, men ingen ved hvor han er blevet af. Han skal ikke holde prædiken denne dag. Måske er han syg, tænker Elisabeth. Anja kommer hen til Elisabeth og viser hende en mobil-telefon. Det er Davids. Anja tøver med at give den til Elisabeth.
   "Jeg må hellere tage hen til ham og afleverer den" siger Elisabeth og tager mobilen ud af hånden på Anja, og går før Anja når at svare noget kækt.
   Bilen starter uden problemer. Hun kender adressen, men har aldrig haft en undskyldning for at komme herhen. Det er en midlertidig adresse indtil semesteret er slut. Lejligheden ligger i centrum kun nogle få minutter fra kirken. Hun banker på døren, som åbner med det samme. Hun smiler og holder telefonen legende op for David.
   "Har du glemt noget?" spørger hun.
   "Nej" svarer han.
   "Må jeg komme ind?"
   "Ja, selvfølgelig," svarer han. Hun træder ind og sørger for hun kommer tæt nok på ham til at hun kan dufte ham og han kan dufte hende. Der er helt stille i lejligheden. Solen skinner ind af vinduerne. Lejligheden har højt til loftet og er indrettet minimalistisk. Han har en lys skjorte på og stramme cowboybukser på. Han er glatbarberet og Elisabeth kan dufte at han lige har kommet sin eau de cologne på.
   "Skal du nå noget?" spørger hun legende. Hans ansigt det samme.
   "Hør her, Elisabeth," siger han mens han tager et skridt tættere på hende, så han står tættere end Elisabeth havde forventet, tættere end hun havde turde at håbe. "Du er nødt til at bede om det"
   "Hvad mener du?" spørger hun defensivt.
   "Du kan ikke bare rende rundt og lægge op til en hel masse og så aldrig bare bede om det" svarer han.
   "Jeg må hellere se at gå"
   "Hvis det er det du vil."
   "Hvad er det du antyder?"
   "Det ved du udmærket godt! Alt du skal gøre er bare at spørge"
   Tankerne flyver rundt i Elisabeths hoved. Hendes hjerte banker voldsomt. Hun rødmer. Hun kan mærke at hun rødmer. Det har hun aldrig nogensinde gjort før. Umiddelbart kan hun heller ikke huske at hun nogensinde har bedt nogen om sex. Det har altid været noget, som bare skete. Usikkerheden bølger ind over hende og hun føler alle hendes forsvarsmekanismer falder til jorden. Her er ingen undvigende skamfulde blikke eller lukkede øjne. Ingen generte nørder med uren hud og kvabsede deller. Ingen hemmeligheder på kirketoiletterne eller indforståede beskeder gemt under 18 års præsteprædikener. Ingen musikinstrumenter eller projektioner af salmevers på scenen. Der er kun hende og ham. Han står helt tæt op af hende og stryger en finger ned af hendes kind. Gåsehud strømmer igennem hele hendes krop.
   "Vil du ikke godt kneppe mig?" spørger hun skælvende og spænder i kroppen af hvor akavet hun synes det lyder. Hun synes at kunne mærke en ulidelig smerte strejfe noget indeni hende. Smerten af en afvisning som var det et hårdt slag i maven. Som om hun kan høre hans svar inden han har sagt det. Hun kan smage spermen fra alle de mænd hun har suttet den af på og lugte sine egne safter. Det er som om hun kan mærke Anjas fordømmende blik som en stråle, der skærer igennem alt hendes selvtillid på en måde, hun aldrig har troet var muligt. End ikke i dette øjeblik. Hun kan mærke vægten af det tynde stof fra hendes kjole på hele sin krop. Alle disse følelser på en gang og alligevel går der ikke et sekund før David lægger sin hånd på hendes skulder og med det samme er der total stilhed i hendes hoved.
   "Du ryster jo" siger han. Hun kigger op på ham. Det er som om hun kan se sine egne klare grønne øjne i hans blå. Han flytter sin hånd fra hendes skulder og tager om hendes nakke. Styrken i hans hånd får hende til at slappe af. Hun lukker øjnene og han læner sig ind. Hans anden hånd tager fat om hendes lænd og skubber hende tæt ind til sig. Deres læber mødes. Elisabeth kan ikke huske noget fra de næste ti sekunder, hvor de står og kysser. Ikke andet end at det føltes som meget længere tid og den meget mærkbare svævende følelse, da hun lukkede øjnene. Den gennemtrængende følelse af fraværet af alt hvad hun normalt altid følte. Da kysset var færdigt havde hun den søde smag af jordbær i munden. Friske jordbær. Hun åbner øjnene med et saligt smil på læberne. Hun ser ham smile for første gang siden hun ankom.
   De har armene omkring hinanden. Uden at hans stærke arme løfter hende, så svæver op imod hans ansigt igen. Hendes faste bryster klemt ind imod hans hårde krop. Følelsen af hendes stive brystvorter skærer næsten igennem hendes sommerkjole. Hendes ansigt søger imod hans, og de fordyber sig igen. Denne gang mærker hun noget andet imod sin krop. Hendes hjerte hamrer afsted, men hun mærker noget, der har en hel anden rytme. Hun stopper kysset og justerer sin balance bagover en anelse. Hvad er det? undrer hun sig. Hun griner lidt indvendig, da det går op for hende hvad det er. Hun river skjorten af ham og knapper hans bukser op. Han river hendes kjole over hovedet på hende i et tag. De kysser igen og lyset fra solen udenfor skinner på deres halvnøgne kroppe. Hun glemmer helt at hun ellers også tænder på at kunne blive opdaget under sex, da han bærer hende ind på soveværelset. Det er halvmørkt derinde med mørklægningsgardiner og kun et par enkelte stearinlys tændte. Hun når heller ikke engang at tænke på hvordan han vidste at hun ville komme og hvor meget af det her han havde planlagt. Det eneste hun kan tænke på er den kæmpe ting han har gemt der under boxershortsne.
   I et kort glimt føler hun sig lidt usikker på sin krop, da hun ser hans veltrænede mavemuskler og brystmuskler. Han mærker efter hvor våd hun er, mens han tager sine boxershorts af. Usikkerheden vokser lidt større, da hun ser størrelsen på hans pik. Hun har aldrig set noget lignende før og hun har alligevel set sin del af dem. Vellysten bølger indover hende og skyller al usikkerhed bort igen. Overgivet til hendes egen krop, vender hun sig om og gør klar til at blive taget bagfra. Hun mærker hans fingre oppe i sig, som han hurtigt hiver ud igen.
   "Nej." siger han og giver hende et hårdt klask på hendes ene balde. Det sitrer igennem hele hendes krop, så meget at hun ikke registrerer at han får vendt hende på ryggen, så hun ligger i sengen med spredte ben. "Jeg vil se dig i øjnene" fortsætter han. Hele hans vægt hviler på den ene arm ved siden af hendes hoved. Den anden arm stryger noget af hendes hår væk fra hendes ansigt. Han kysser hende og flytter hånden fra hendes hår til hendes ene bryst. Blidt masserer han brystet og bruger sin tommelfinger til at nulre brystvorten. Den bliver endnu mere stiv end den allerede var. Kort efter slikker han hendes anden brystvorte til den bliver ligeså stiv. Hun borer sine fingrer ind i hans ryg for at signalerer at han skal holde op med at pirre hende og for guds skyld stikke sit kæmpelem op i hende. Han ser hende i øjnene før han giver hende et stort vådt kys. Hun bliver nødt til at vende hovedet lidt væk fra kysset, da han penetrerer hende. Hun udbryder et enkelt højt klynk. Aldrig har hun været så fyldt ud. Det gør ondt, men ikke som det plejer. Hun havde engang sex i kirken, hvor hun havde været helt tør. Det gjorde ikke ondt på den måde. Hendes krop var parat til ham på alle tænkelige måder. Næsten som om hun var skabt til det her. Han bevæger sit underliv i et fast tempo. Smerten bliver god, men hun kan også se at han er påpasselig med ikke at stikke den for dybt ind. Hun forsøger at holde sine støn inde, men de slipper ud af hendes mund som de søde løgne hun havde hvisket til sine tidligere elskere. Om at størrelse ikke betyder noget. Hun ville aldrig have gættet at det var søde løgne da hun sagde dem.
   Tempoet sagtner, men bevægelserne bliver større.
   "Du må ikke stoppe" siger hun, hvor første del af sætningen starter som en hvisken, og bliver et højt klynk, da han trænger dybere ind. Sveden drypper ned af hende. "Ja" siger hun, mens han øger sit tempo. Den sitrende følelse hun havde mærket da han smækkede hende bølger fra hendes kusse og op igennem hendes rygrad. Hendes vejrtrækning giver ikke plads til mere end rytmiske støn. På samme måde som deres første kys havde føltes som en evighed, så føles den næste halve time som et sekund for hende. Hans støn ender ud i et langt sammenhængende støn. Hurtigt trækker han sig ud af hende og lange sprøjt strømmer ud af ham udover hende. På hendes mave, på hendes bryster, et sprøjt når helt op til hendes hals. Han smider sig udmattet ved siden af hende. Hun smyger sig tættere ind på ham og smiler til ham. Dybe indåndinger bliver afdæmpede vejrtrækninger for ham, men hun klamrer sig til ham. Selvom det var den bedste sex hun nogensinde havde haft, så mangler der stadig noget. Hendes fingre glider blidt op og ned af ham i et spinkelt desperat håb om at se hans pik vokse sig hård igen. Da hun indser det ikke kommer til at ske foreløbig, tørrer hun spermen af sig med hans skjorte. Hun lægger sig helt tæt ind til ham.
   På en måde er hun glad, fordi nogle mænd kan finde på at tage alt for lang tid før de kommer. Lang tid efter lysten er drevet over for hende. På den anden side kan hun mærke hver eneste fiber i hendes krop knuge hans krop ind til sig, som om hun vil kunne klemme en orgasme ud af ham. Det er nu at hun normalt bare ville finde på en undskyldning for at komme afsted igen, men så kommer hun i tanke om noget.
   "Skal vi bede sammen?" Spørger hun ham.
   "Nej, det skal vi ikke."
   Overraskelsen præger hendes ansigt. Måske er han sarkastisk. Selvfølgelig skal de da bede sammen. Hun skubber hans arme væk og rejser sig igen. Deres tøj ligger og flyder over det hele. Hurtigt og effektivt finder hun sit tøj, og begynder at tage det på igen.
   "Hvorfor ikke?" spørger hun som om hun er lidt ligeglad.
   "Jeg forstår dig ikke, Elisabeth."
   "Hvad forstår du ikke?"
   "Hvorfor vil du bede?"
   "Hvordan skal vi ellers få guds tilgivelse?"
   "Men hvad beder vi om tilgivelse for?"
   "Øh!" siger hun.
   "Hvorfor ser du så irriteret ud?"
   "Fordi du tydeligvis ikke vil bede med mig."
   Endelig rejser han sig og begynder også at tage sit tøj på. Han virker meget bestemt, måske fordi det han skal til at sige måske kræver at han har sit tøj på. Oftest når Elisabeth ikke ved hvad hun skal sige til sine elskere, så går hun bare. Den akavet stilhed når to mennesker skammer sig og ikke ved hvad de skal sige, får hende til at krumme tæer. Lidt ligesom hun gør, når hun kan mærke der er skænderi i luften. Hvis der er noget, som hun hader, så er det når folk gør klar til at skændes. Han virker ikke til at skamme sig, så derfor beslutter Elisabeth sig for bare at gå. Døren til opgangen er forbi et hjørne i lejligheden, så hun formår at slippe ud før David opdager det. Imens hun går ned af trapperne kan hun mærke at hendes hjerte banker og hendes fingre ryster. Et virvar af en ufattelig liderlighed, overvældende skam og almen frygt for at dø før hun har bedt om tilgivelse fylder hendes krop. Det føles velkendt. Hun har smagt den følelse før. Da Peter gik fra hende sidste gang hun ville bede om guds tilgivelse efter samleje. Hendes underliv dunker stadig fra den oplevelse hun lige har oplevet. En skærpende trang til at færdiggøre sig selv rammer hende, da hun når ud til den friske luft. For helvede, tænker hun, og stopper sig selv. Frygten for Guds vrede fordobledes lige i dette sekund. Byen passerer hende uden at lægge mærke til hende. Folk omkring hende virker ikke til at lægge mærke til hende. Ikke engang de unge mænd med de længselsfulde øjne.
   Hun finder en cafe og skynder sig ind på toilettet. Der er ingen i båsene. Hun finder hurtigt en bås og låser bag sig. Hendes fingre finder det velkendte sted. En kamp op af en opadgående bakke begynder. Det føles ømt. Næsten stikkende. Som om hun har haft en orgasme. Det har hun ikke, tænker hun. Hun stopper. Det duer ikke. Hendes hænder finder sammen og hun begynder at bede, men ikke som hun normalt gør. Hendes bøn plejer være velartikuleret med et formål. Det plejer at være med meget specifikke ønsker om enten tilgivelse, styrke eller taknemlighed. Lige nu lyder hun mere som en hinduistisk munk, der gentager det samme mantra om og om igen.
   "Kære fader, du som er i himlene. Kære fader, du som er i himlene. Kære fader, du som er i himlene."
   Hun bliver afbrudt af hendes telefon som ringer. Det er David. Røret bliver lagt på og hun fortsætter sin bøn. Hendes klit bliver øm, men hun fortsætter. Langsomt begynder hun at bryde sammen og støn bliver til hulk. Sammenkrøbet i et hjørne på et offentligt toilet på en cafe. Båsen er lille og hun føler en klaustrofobisk trang til at komme. Hun rejser sig op og retter på sit tøj. Da hun går ud af båsen, så ser hun en kvinde kigge på hende. Kvinden går en i en bue uden om hende. Elisabeth kigger sig selv i spejlet. Tårerne bliver tørret væk. Hun ser sine lysegrønne øjne og fregnerne på sit ansigt. Det går op for hende at hun ikke rigtig har set sig selv i et spejl i lang tid. Hun har altid bare brugt det på at sætte make-up og om hun nu fik gjort det rigtigt. Altid set efter om hendes kjole sad rigtigt. Følelsen af tomhed knuger stadig i hjertet såvel mellem hendes ben. Hun ryster det af sig før hun går ud fra toilettet. Anja kommer til at fryde sig, tænker hun. Allerede nu kan hun se Anjas "Hvad sagde jeg" ansigt. Gåturen over til kirken går hurtigt. Bilen lader hun være, hvor David bor. Det sidste hun har brug for er at støde ind i ham igen. Den sidste friske forårsduft forsvinder og bliver til sommerens varme dunst af blomster og bier.
   Anja står udenfor kirken og får sig en smøg. En smil kommer frem, da Anja får øje på Elisabeth. Det er slet ikke "Hvad sagde jeg" smilet, som Elisabeth kun kender alt for godt. Det er ikke engang "Du er uforbederlig" smilet. Da Elisabeth når tæt nok på, opdager Anja de puffede øjne. Anja har aldrig set Elisabeth græde, men hun har set nok mennesker græde til at mærke at Elisabeth har grædt. Det mystiske smil bliver hurtigt til et komplet overrasket ansigt.
   "Hvad er der dog sket, søde?" siger Anja.
   "Ikke noget" lyver Elisabeth.
   Anja giver hende et kram. Imens de er i hinandens varme favn, ser Elisabeth David indenfor døren. Elisabeth træder et skridt tilbage og mærker en vrede boble i maven. Hendes bil står her også. Hvordan? tænker hun. David træder ud fra kirken og Anja giver Elisabeth et blik, der oser af "Jeg vil lade jer to turtelduer være lidt alene". Hver molekyle af Elisabeths krop skriger "Bliv!!!" til Anja, men Anja ignorerer det.
   "Lad os køre en tur."
   Elisabeth kigger på ham forundret og vender sig hurtigt væk fra ham. Han tager hendes arm og hvisker i hendes øre.
   "Vær sød! Jeg lover jeg ikke gør dig noget"
   De sætter sig ind i bilen. David kører. De siger ikke et ord til hinanden. Det eneste Elisabeth tænker på er alt det hun har lyst til at sige til ham. Hvordan mænd kan være sådan nogle hyklere! Alt hvad de gør for at få deres lyster tilfredsstillet og bagefter kan vove at tale om hendes synder. Hvordan de bruger hende og smider hende ud. Hver tanke gør hende mere og mere vred. Hvad der nok gør hende mest vred er at David ikke kan se hvordan hun har det. Specielt hvis han bare kører væk fra kirkens åsyn så han kan holde deres hemmelighed skjult, men også for ikke at skabe en scene.
   "Hvor kører vi hen?" spørger hun.
   "Det får du at se"
   Han drejer ind af en skovvej. Bilen ryster igennem gruset og forskellige bump. De når hen til en lille parkeringsplads omgivet af store træer. Vinden blæser blidt igennem dem. Der er ingen mennesker at se. Et dybt suk kommer fra David før han slukker bilen og træder ud. Måske er det ikke engang et suk, tænker Elisabeth. Måske samler han kræfter. Solen skinner igennem træerne. Den er så småt ved at nærme sig horisonten. Han vinker hende ud, mens han går foran bilen. Blikket i hans ansigt er ikke et som Elisabeth er bekendt med. Det er en lille forhøjning foran bilen, der ligenøjagtig gør man ikke kan se horisonten. Elisabeth mener selv at hun er ret bekendt med området, men lige nu har hun ingen anelse om hvor hun er. Da hun endelig træder ud af bilen, så ved hun med voldsom klarhed hvor de er, selvom hun aldrig har været her på denne lille parkeringsplads i skovlysningen. Det er ikke en frisk forårsduft hun kan dufte. Det er havbrus, sand og salt. Den lette brise får blade og siv til at danne en lyd, som kun en dansk strand kan skabe. Udover den lyd er der helt stille. Ingen larmende børn, ingen trafikstøj, ingen lovsange, ikke engang en hviskende prædiken i bagerst i hendes sind. Han venter på hende med en udstrakt hånd. Før hun ved af det, så tager hun den og bliver ledt op på forhøjningen. Han stiller sig bag hende og holder hovedet tæt på hendes. Hun ser udsigten af havet, stranden og den klareste blå skyfri himmel hun nogensinde har set.
   "Elisabeth, jeg vil ikke bede om tilgivelse for os af en simpel årsag" hvisker han blidt i hendes øre. Hun slapper helt af nu, som om hans arme på hendes hofter smeltede alt den vrede og forvirring væk. Hun ser en enkelt måge der flyver højt og et enkelt stort skib langt ude. Den ser mikroskopisk ud, men hun ser den. Det er som om hun ser længere end hun nogensinde har gjort før, farverne står klarere og duften af forårstrand trænger dybere ned i hendes lunger end nogensinde før. De friske jordbær vender tilbage på hendes tunge, mens han står foroverbøjet bag hende. De står helt tæt på hinanden. Hun kan mærke hans lem, men den er ikke stiv. Det er første gang hun lægger mærke til den følelse. Aldrig i en million år ville hun have gættet at det kunne være den mest intime følelse i hendes liv.
   "Årsagen er vi ikke behøver tilgivelse. Da jeg så dig første gang, så vidste jeg med det samme hvem du er. Du får mænds hormoner til at rase og du får de mænd til at bukke under for presset. Du er orkanens øje hvor der er helt stille og tomt. Hvert rum du har gået ind i siden du var 15 har vækket mænds liderlige blikke, uanset hvor meget de har forsøgt at modstå det. Hvert eneste rum du har trådt ind i er blevet fyldt med energi på en måde ingen af os kan forstå. Du har raseret og hærget og efterladt vrag og ruiner. Du har udløst en eksplosion af feromoner og testosteron i hvert af disse rum. Og ind i mellem alt det har du forvekslet alt det med hvem du er! Jeg kunne se det med det samme. Du er ikke deres reaktion, du er ikke mændenes kåde blikke eller deres koners misundelige blikke, du er ikke vragene eller ruinerne. På samme måde som alt jeg har gjort i mit liv ikke er mig. Jeg er ikke guds bedste barn. Jeg er ikke syndfri og jeg har brug for tilgivelse. Det har du ret i. Men ikke for det vi gjorde, for da jeg så dig første gang lige efter hvad end dig og Peter lavede på det toilet, så vidste jeg hvem du var. Hvem du er. Fordi jeg normalt ville have reageret med afsky og væmmelse. Jeg ville have fordømt dig som en anden Jezebel, en fristerinde, et instrument af Satan. Det var sådan jeg ville have troet jeg burde reagere. Men det skete ikke. Jeg så bare dig. Ikke dit tøj, ikke din skam, ikke din smukke krop eller dine afvæbnende øjne. Jeg så stilhed for første gang i mit liv. En stilhed der overdøvede min egen skam, min egen krop, min afsky og væmmelse, min hårde fordømmelse. Jeg så at vi hørte sammen. Bare os to. Vi var et kød, som der står skrevet i biblen. Det er derfor vi ikke bør bede om tilgivelse. Du ved det ikke endnu, men vi er så godt som gift, du og jeg. Måske er du ikke klar endnu. Måske skal du igennem nogle flere mænd, måske nogle kvinder, hvad ved jeg? Jeg ved bare når du er klar, så ender vi sammen som mand og kone."
   Elisabeth føler sig let i hans arme, indtil han bruger ordet "mand og kone". Det får hendes ben til at falde tungt tilbage nede i den sandede jord under dem. Vinden blafrer blidt i hendes hår i takt med bølgernes små skvulp på strandkanten. Mand og kone, tænker hun. Hvem fanden tror han at han er? Hun er aldeles ikke nogens kone. Eller det har hun hvertfald aldrig tænkt sig selv som nogensinde. Næsten nogensinde hvert fald! Tror han at han bare kan komme her og tro de skulle giftes efter sex en gang? Tror han virkelig at hun aldrig har oplevet forelskede skoledrenge eller voksne mænd med stive pikke og frierfødder før? Alle med deres jesus-komplekser om at redde hende fra hendes syndfulde måde at være. Alene tanken om at hun er prinsessen i tårnet, der skal reddes fra den store stygge trold, støder hende på en måde hun ikke kan huske hun har følt før. Bundfornærmet skaber hun en lille afstand til ham.
   "Jeg skal ikke frelses! Og jeg kan ikke frelse dig!" siger hun. "Vi kan aldrig få et godt forhold." fortsætter hun.
   "Hvorfor?"
   "Du kender mig ikke! Du ved slet ikke hvor slem jeg er"
   "Jeg er ligeglad"
   "Nej, du er ikke. Nu lyver du for dig selv"
   "Hvad er det værste du forestiller dig, du kan gøre?"
   "Jeg kunne sutte den af på en fremmed på vores bryllupsdag og kysse dig foran alteret med hans smag i munden."
   "Og hvad så?"
   "Og hvad så? Hvad mener du med hvad så? Hører du overhovedet efter."
   "Du gør hvad end du har brug for. Det er ikke fordi jeg ønsker du skal gøre sådan noget ved mig"
   "Tør det smil af dit ansigt!" siger Elisabeth vredt. David forsøger at holde op med at smile.
   "Jeg har en mørk drift i mig, David! Du kan ikke styre den. Jeg kan ikke styre den. Din naivitet om hvem jeg er sårer mig lige nu" siger hun nu med en sørgmodighed i stemmen.
   "Tror du ikke også jeg har mørke i mig?" svarer han hurtigt og gå tilbage tæt ind på hende og holder om hende. Hun føler sig let igen på trods af hendes modvillighed. Hun ville skubbe ham væk var det ikke for følelsen mellem hendes ben. Da det går op for ham hvad han gør flytter han sine arme væk fra hende. Hun kigger tilbage på ham. I dette ene øjeblik da hun ser hans ansigt, så ser hun at han skammer sig over at have presset hende, selv så lidt og så uskyldigt. Hun genkender noget i hans blik, som hun også så da hun kiggede sig i spejlet på toilettet i den cafe. Han har forskrækket sig selv. Han ryster næsten. En barriere imellem dem former sig hurtigt. Fokusset i hans tilstedeværelse forsvinder. Han er ikke længere i kontrol af situationen, som han havde forestillet sig at han ville være. Omridset af hans hjerte falder fra hinanden og smuldrer langsomt som sand i en stærk vind. I ham ser hun ham kæmpe med sit kæmpelem foran computerskærme og nøgne pornostjerner. Alt den ulykkelige udløsning og hurtige lukninger af browser-vinduer. Hun træder hurtigt tilbage til ham. Hun tager hans arme og i en bevægelse vender sig med ryggen til ham, men trækker ham ind til sig. Hans arme omfavner hende mere end før.
   "Kan vi ikke bare have hvad vi har lige her nu?" spørger hun i en høj hvisken.
   "Jeg ved det ikke," svarer han. Hun er ikke klar over om det er det bedste svar han kunne give, men det er deroppe blandt det bedste han overhovedet kunne svare. Hun fører hans hænder ind imellem hendes ben. Han bukker sig let og kysser hende blidt på nakken og stryger hendes hår væk fra den side han læner sit hoved imod. Hun kan mærke hans tunge vejrtrækning og det giver hende kuldegysninger. Det kilder, men på den mest behagelige måde hun ikke vil have til at stoppe. Hans fingre finder det velkendte sted og massere blidt. Den første berøring får hende til at klynke lidt, men efterfølgende er stønnene noget der kommer fra det inderste i hendes væsen. Efter 10 sekunder så eksploderer hun og falder til sine knæ i store kramper.
   Små sprøjt kommer ud af hende for hver krampe og hun mærker alt. Sandet, havet, vinden, solen, træerne, sivene, ham. Hun mærker præstens ord om højsangen. Prægtigheden fra Salomos guldbesmykket trone, rockinstrumenternes musik, menighedens rødmenede kinder, Peters taknemlighed på toilettet, Anjas omsorg, Davids muskuløse krop imod hendes, hendes flugt fra Davids lejlighed, og bilturen ud til stranden. Hun ser hvordan hans lem pumper mellem hans ben inde i bukserne ligenu. Det strømmer igennem hende og hendes orgasme gennemtrænger kroge hun ikke vidste hun havde. Alle de ting hun ikke må tænke på, såvel som dem hun godt må. Hendes forældres påstået lykkelighed, hendes barndom, hendes udskejelser. Ikke engang kun hendes fortid. For hendes indre blik ser hun årene gå forbi. Hun ser David ved alteret med et stort smil. Hun ser Anja grædende af lykke ved deres bryllup. Peter ved hendes side, trøster hende. Små glimt af deres spirende forhold, nu hvor Elisabeth ikke længere er en hæmsko for dem. Hvordan de måtte have haft deres eget skønne eventyr. Der er også de ældre i menigheden som virker gladere og mere imødekommende overfor hende. Midt i alle billederne hun ser er der en kort pause. Et stillbillede af hende selv på en hospitalseng med mennesker omkring hende. Hun har et lille spædbarn i favnen. Alle tårerne igennem hele hendes liv strømmer også igennem hende lige nu. Alle de glade, sørgende, frygtsomme, vrede og trøstende tårer.
   Hun vågner op til David og hende, der ligger i læ i en sandklit, imens solen går ned.
   "David, jeg tror måske du har ret. Jeg er bange for det. Jeg tror jeg er klar, jeg tror..."
   "Shh" siger han og lægger sig mere til rette.
   "Lad os bare nyde dette øjeblik."
   Solen går langsomt ned, imens hun vænner sig til tanken om at være præstens kone. I et sidste glimt før de tager hjem, husker hun hvad prædiken om højsangen sluttede med. Den prædiken sluttede med disse ord fra biblen.
   "Hans venstre hånd er under mit hoved, hans højre omfavner mig. Jeg besværger jer, Jerusalems døtre: I må ikke vække kærligheden, I må ikke vække den til live, før den selv vil! Hvem er hun, der kommer op fra ørkenen, lænet til sin elskede?"