1. Første juli totusindogtyve
2. Stimorol-tanden
3. Hexia De Trick - Version 2.0
4. #MinusXXpåbegge
5. Hinkesten i gelé
6. De våde varer
7. #ErDetSyndForJer?
8. #Hardubilligair-contilsalg?
9. Stjerneskuddet
10. En ny start
11. Joakim von And
12. Kukkukistan
13. Livet
14. Flyveturen
15. Storesøster
16. Sin egen værste fjende
17. Hvorfor er de så langt væk?
18. Kims hule
19. Bo
20. 11 dage tilbage
21. 49 år
Første juli totusindogtyve
Den fortsætter her, historien altså!
Det er noget med nogle drenge der leger ovre ved Lergravsparken. Hvor fanden er det de kommer fra? De kommer helt sikkert fra lorteøen. Den her ø som alle hadede - hadede, fordi nu koster det mere end spidsen af en jetjager!
De der tykke blade nær mig ser ganske appetitlige ud, yderst faktisk. Jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal komme videre med den skide historie.
Dagens bandit denne første juli, er den brune bisse. Hende den lækre amagertøz, ovenikøbet med z! Jeg elsker hende overalt i dette åndssvage univers.
Nordstjernen er flyttet, længere væk end jeg kunne ønske mig - det behager mig ikke just. Bedstler, hun er bare bedre end dagen den er lang. Savner også mine tysktimer.
Jeg savner sgu mange ting. Det er ualmindeligt vidunderligt her, hverken mere eller mindre. Elsker bare at høre denne vidunderlige musik, musikken fra min elskede mors hjemland. Jeg går i Aldi om et kort øjeblik, - den brune bisse er vist hjemme hos hende den sure nu.
Pludselig er jeg tilbage i mit elskede broderland, Kroatien. Brac, tænk der findes en ø som den, Hvar er heller ikke værst, men når alt kommer til alt, så er Mljet sgu nok de smukkeste godt og vel ethundrede kvadratkilometer jeg nogensinde har besøgt.
Damn, damn, glemmer aldrig de bjergtinder hvor hele verden bare lå for mine fødder. Nå ham, den satans bandit, vi skal forresten også i Botanisk Have på et tidspunkt. Vi skal hjem, hjem til Hrvatska. Hjem til lækker ost og hjemmehørende palmer.
Så kører Eric igen i ørerne. Puha, det er godt nok en vidunderlig aften. Det er faktisk også en ganske smuk aften, det må jeg sige, rundt regnet omkring de tyve, og for en gangs skyld blæser det ikke en halv pelikan, måske en kvart, men så heller ikke mere.
Det er bare total Amagerstil, eller er det Københavnerstil? Måske er det en kombination, hvem ved? Hvem ved i virkeligheden noget som helst? Det er et fucking awesome blomsterbed, der befinder sig her på min venstre side, det er bare toppen af kombineret havner- og Amagerstil. Jeg tænker på min elskede basse, når jeg ser maleriet fra 2009. Elleve år, ungefär, og alligevel ikke færdigt. Bliver det mon nogensinde færdigt? Tårerne triller nedad mine kinder i stride strømme. Det er ikke nemt at håndtere ret mange for tiden, hverken det ene eller det andet. Leo, min elskede ven, du hænger på mit højre håndled i det evige tal. Gud, hvor jeg savner at forkæle dig med lange gåture og tyggepinde i sofaen. Jeg ved du er derude, min lysende stjerne. Fireogtyvende maj, jeg bliver aldrig nogensinde træt af at sige det, men jeg bliver sgu lidt ked af det. De der forbandede tårer, de triller stadig ned ad de skide kinder, sådan er det bare. Det er måske også meget godt, for så får øjnene jo også lidt vand. H2O skal der til, ellers tørrer vi ud, og det går aldeles ikke!
Udtørret, det er ligesom Råbjerg Mile, et underskønt stykke Danmark. Så vi den mon dengang jeg også stod med et ben i hvert hav, far? Fandtes Milen overhovedet dengang? Kom også lige til at tænke på den koloenorme megamølle, der stod nær den tyske grænse. Kan stadig huske lyden fra vingerne, når de svævede over mit hoved. Suset om man vil, det var ihvertfald en underlig lyd. En skræmmende lyd, én jeg stadig drømmer om. Jeg kan mærke de er derude, jeg kan mærke det indeni.
Jeg kan tydeligt mærke det, tydeligt! Det er så det knager og brager langt ind i knoglerne, også selvom det nu er blevet den anden juli. Endnu en mærkelig dag, endnu én af slagsen. Jeg er godt nok ved at være træt, træt af de dage, træt af de dage vi alle hader. Hvorfor hader vi altid hinanden? Altid, altid skal vi forpeste hinandens liv, hvorfor? Hvorfor gør vi ikke alting bedre?
Nuletotteoghalvtreds, fredag den tredje er det blevet. Hvis jeg tager høretelefonerne af mister jeg hørelsen, det er sådan det skal lyde - det er stadig den kombinerede stil. Nu er det stadig den tredje juli, men klokken er blevet fjorten-et-eller-andet i mellemtiden. Hvorfor trampe på dem som Limon gør? Bevidst eller ubevidst? Jeg har mine tvivl, desværre.. Manden må jo være udstyret med alt for lidt. Jeg er godt tilfreds, jeg har været heldig - god til fodbold og alt muligt. 15.12, stadig den tredje, troede det var Kunas fødselsdag, men det er jo først i morgen - den fjerde - der underligt nok også er amerikanernes fødselsdag - eller noget i den stil. Det er ihvertfald sjældent at de kører vores stil - Donald, og hvad de ellers hedder.
Nej, Kuna er min ældste nevø og jeg kan godt lide ham. Hele femogtredive år kan han bryste sig af i morgen. 35, det er en mærkelig alder.
Som tiden dog løber, for nu er den snart enogtyve.
Stimorol-tanden
Det er udenlands nu, Outlandish. Er jeg en kriger? Det tvivler jeg en anelse på, mor opdragede jo ingen fjolser! Det handler slet ikke om de ting, sådan er det bare.
Det handler om kærlighed, kærlighed til den brune bisse - hun elsker det, det gør hun bare.
Min elskede havnerstil, den er tilbage, tilbage til søndag, sludder, lørdag.
Lørdag den fjerde, Kunas dag. Prøv at hør' her, han er chokerende god til det danske sprog - men æblet falder som bekendt ikke langt fra stammen.
Af børn og fulde folk skal man høre sandheden, men man skal ikke sige et eneste ord.
Så sidder jeg atter her, denne Føtexdag, ja, for skal nok derhen senere. Måske også i Netto. Hold dog op hvor jeg elsker hende, hende Alberte med de lyse nætter.
Den er fandme god den sang. Total havner- og Amagerstil. Det er sådan vi gør her.
Nu kigger jeg på min kop. Det der er fejlen ved mig, er, at jeg altid har set glasset halvtomt. Det er det jo ikke, det er jo halvt fyldt!
Sådan! Så er den syvende i hus. Har lige set den, vel omkring halvanden kilometer derude. UFO - Uidentificeret Flyvende Objekt. De vil bare vise os at de er her, men det eneste de får ud af det, er, ingenting. Hvorfor? Fordi hovedfaktor nummer ét for mennesker - der endnu ikke har forstået det - er, lortepenge.
Lort, fordi penge kun skaber splid og ødelæggelse. Fordi de er rare at ha', men svære at tjene, og alle mulige andre irriterende forklaringer på den mærkelige illusion.
Du kan se det hele og du behøver ikke engang at åbne øjnene.
Acabella var bogstaveligt talt en so overfor mig i dag. Hvad vil du? Ikke mig, det er helt sikkert, og ihvertfald ikke ægte stil. Din heks - sikke du hvæsede af mig.
Aaah, hun synger som en drøm, hende grønlænderen alle kan lide, og jeg mener Gud og hver mand. Syvende i syvende er det blevet og sikke en dag. Cirka midt på eftermiddagen sad jeg i mit hjørne - på min crip - og lyttede til vidunderlig musik. Pludselig stoppede musikken. Troede højttaleren var løbet tør for energi, men med et sæt gik James Blunt i gang for fulde gardiner. You're beautiful. Anne Linnet overtog scenen med sin vidunderlige forårsdag, inden Somewhere over the rainbow rundede følelsespaletten af med sine tårefremkaldende vibrationer.
Sekundet efter ringede Janus - med en idiot i baggrunden. Nej, I to, jeg er færdig med jer.
Omkring klokken tyve ville jeg så i Aldi, samt kombinere det med en gåtur også. Jeg endte nede i den bedårende have i Telemarksgade, og hold op hvor er den bare Amagerstil! Smuk have, ja, alt er som i en drøm, også ovenikøbet åben for alle og enhver! Satans da også at jeg handlede ind på Hovedapoteket. Lortepris samt en lige så dårlig kvalitet. Pyt, c'est la vie - tilbage til haven, sikke en skøn energi.
Især planterne, men også de vidunderlige skilte: Velkommen i Nabohaven - det er dejligt at se dig her, Din hund i snor - dens lort i pose. Sublim Amager- og havnerhumor. Elsker det, og der var ovenikøbet endnu flere!
Men det allerbedste af det hele er, at alting står knivskarpt. Ikke et blad er beskadiget, ikke ét eneste stykke skrald ligger og flyder. Wunderbar, som Franzi 25!
Tja, nu er det såmænd tirsdag, den fjortende. Tidligere - altså i går - havde jeg endnu én af de der dage. En af de til tider hårde, men ufatteligt dejlige dage.
Der var bare kanon Amager- og havnerkarma over det hele.
Mange sjove og skønne oplevelser, men jeg må jo for dælan da også snart tilbage til udgangspunktet. Tilbage til Lergravsparken og deromkring.
Lidt senere må det blive, for nu er jeg atter på vej hjem til Kim.
Hexia De Trick - Version 2.0
Jeg er for længst hjemme igen. Det er desværre op ad bakke med Kim og hans forbandede sygdom. Alkohol er og bliver bare pest og kolera på selvsamme tid.
Acabella bliver endda ekstremt tøzefornærmet! Over hvad, din forbandede ko?
Undskyld, men jeg er fra Amagerbro, og ind i mellem løber ordene fra mig.
Jeg kan stadig ikke komme mig over den fantastiske bamse jeg fandt på vejen ned til kiosken i går. Bestående af utallige små roser, der i en skøn kombination formede - ikke bare et underskønt hjerte - men sågar også den mest nuttede Teddy-bamse enhver kan forestille sig. Ja, måske ikke Trump, Putin og den slags krapyl, men mennesker med hjerter.
Suk - jeg skal jo igang med historien.
Hvem var det nu jeg var sammen med? Det hele virker en anelse omtåget, men det er jo også mange år siden. Til tonerne af Joanna sidder jeg nu og passer mig selv denne femtende i syvende nogle timer endnu. Kim Larsen er bare bedst midt om natten - og live i øvrigt! Fik også en frisk morgentur, da det forbandede jobcenter skulle besøges. Det var nu ganske fornøjeligt, søde og rare mennesker hele vejen igennem. Det var de nu ikke i Kvickly på Runddelen - min gamle Kvickly.
To medarbejdere klumrede i det, mens en tredje stod og så på som om et atom var ved at blive spaltet! Ingen reaktion da jeg bad om hjælp, så jeg blev jo nødt til at betjene mig selv. Nu står Monstera og smiler i vinduet og hun er ovenikøbet opstammet! Hun skulle egentlig ud til Kim, men det er en længere historie. Blandt andet en Zero Emission, en Mercer der var sprødere end svensk knækbrød. Det vender jeg tilbage til senere, for nu skal det handle om drengene fra Lergravsparken.
De rendte rundt og spillede fodbold, dér hvor metroen ligger i dag. De var egentlig ganske habile spillere og kunne spille alle pladser, måske lige pånær Peter Schmeichels. Skolen hed Sundpark dengang, nu hedder den Lergravsparken. Der var noget mærkeligt med de drenge, de var ikke som de andre, ikke på alle måder ihvertfald. De var på en måde en slags symbiose, men de forstod alligevel ikke helt hinanden. Jeg må vist hellere sætte dem på pause for en stund, for trætheden har meldt sin ankomst. Godnat og vi ses i fremtiden.
Så er fremtiden ankommet! Sekstende juli og drengene må atter vente lidt. Hvorfor? Fordi der bliver ved med at ske skøre og vidunderlige ting.
Blev en smule træt af atmosfæren i produktionen, så smuttede ned til drengene i cykelværkstedet. Det var ikke en ringe idé, humøret blev straks væsentligt forbedret.
En sød assistent blev øjeblikkeligt sat i gang for at finde ud af hvorfor jeg forlod den dårlige stemning. Jeg fortalte det hende over en smøg, og hun virkede vældig forstående.
Jeg tror ikke jeg bruger ret meget tid dér mere, men pyt, det bliver bare byttet ud med hygge i cykelværkstedet. Asbjørn er hylende morsom, også er han ikke så ringe til at fixe cykler. Mens vi nød en cigaret, bemærkede han en flok glinsende, grønne fluer der mæskede en nydelig lille hundebæ i sig. Fy for den lede, men fuck nogle fede billeder. Ét af dem pryder nu min smarte telefon, når jeg aktiverer skærmen.
Tommy, du er en ægte inuit, sådan er det bare. Du tog mig et skønt sted hen, Genbo, jeg var der engang, men da var jeg ikke specielt modtagelig. Det var jeg til gengæld i dag. Et sted for socialt udsatte, men hvem er egentlig de udsatte? Raul, en meget venlig ung mand, blandede sig pludselig i Klavses og min samtale. Du er god til sprog, det kalder man "at have noget i syvende potens", slyngede han pludselig ud! Mærkeligt nok kan jeg mere eller mindre syv sprog, inklusive mit modersmål, dansk, som underligt nok ikke er min elskede mors modersmål. Igen den der omvendte verden som vi lever i!
Tilbage til Lergravsparken, tilbage til fortiden.
#MinusXXpåbegge
Drengene gik forresten også i en klub sammen - den hed Ungehuset. De var også unge dengang i sommeren '96. En lys julinat skulle de sammen med deres gode ven, Nick, en tur på Christiania. Der manglede røg til lungerne, også var en tur på staden naturligvis nærliggende. Ved Ravelinen råbte Nick pludselig: hvad fanden er det?, og alle tre tabte både næse og mund i næste åndedrag - hvis de da ellers trak vejret. En selvlysende rød kugle - vel omkring 2-3 meter i diameter - gled lydløst henover Christmas Møllers Plads, videre mod SAS-hotellet, hvor de alle tydeligt så skæret fra den på de øverste etager. Så rundede den hjørnet, og forsvandt som dug for solen.
Det var første gang for dem alle.
Nu er jeg træt, det bliver jo snart fredag! Laku noc, moje prijatelju.
Lergravsparken ryger igen nederst i bunken denne fredag, på grund af Cirkeline - hun er intet mindre end genial! Vi skal jo redde Kim fra det lortealkohol, så derfor skal han med ud på skolen, men Kim hader jo skoler, så derfor foreslog geniet at vi selvfølgelig skal besøge øens bedste café, Café Himmelblå. Kim, vil du med til Amagers bedste udsigt på min fødselsdag?, skal jeg sige, for det passer jo! Manuskriptforfatterinden Cirkeline skal jo også med, Kim, skal jeg fortsætte - dog skal jeg nok udelade ordet manuskriptforfatterinde. Besynderligt nok foreslog hun selv den syvogtyvende, uden at have den fjerneste anelse om, at lige præcis den dag fylder jeg år. Mere besynderligt er det, at hun er Acabellas datter - så hvad i alverden er det lige der sker? For at det ikke skal være løgn var det også besynderligt i cykelværkstedet i dag. Vi gutter sad jo og hyggede os et par timer i den bagende formiddagssol, Elo, Asbjørn, jeg, også en gut jeg ikke lige fik navnet på. På et tidspunkt bliver samtalen drejet over på stjernetegn, vist nok på grund af mit elskede FCK, for konstateringen var, at vi alle fire er løver! Jeg har den 27/7, Elo den 29., den navneløse den 11/8, men gode gamle Asbjørn har den 30/7, præcis som den smukke Nordstjerne, der til min store tilfredshed er rykket meget tættere på. Fire hanløver i samme bur, helt og aldeles problemfrit. Tja, når man kender sin plads, er der absolut ingen problemer.
Inden fredag bliver til lørdag skal jeg tilbage til den lyse nat i seksoghalvfems - eller rettere - de følgende dagtimer. Ingen, absolut ingen, troede drengenes ord. Haha, hvad havde I røget?, var standardsvaret, men de ved hvad de så. De ved det bare.
Syv er et meget vigtigt tal. Syv gange har jeg set UFO'er, jeg kan godt og vel tale syv sprog, og syv gange syv giver selvfølgelig niogfyrre.
Godnat fredag, vi ses i morgen.
Hinkesten i gelé
Det er søndag nu, og det har det været et par timer efterhånden. Elo er lige gået, han skrev bare: tid og lyst til at ses? Jeg skrev: hvorfor ikke? Så kom han klokken enogtyve og vi hyggede os så meget, at lørdag blev til søndag. Var også i Genbo igen og fik en sød veninde - og en bolle med ost. Marianne, hende kan jeg også godt lide. Forresten er det en anden Elo end ham fra værkstedet. Aftenens Elo kan vi kalde for Elo Annisse for dér kommer han fra. Lars Tyndskids Mark, som Jokeren så smukt formulerer det. Det er dog ikke alt der er skidt ved Annisse, der er både skøn udsigt og dådyr i haven.
Anders og Jonas hedder de to drenge, der så den flyvende tallerken sammen med Nick. Eller rettere: den flyvende selvlysende røde kugle. De andre i klubben troede at trekløveret var kugleskøre. Det hedder naturligvis kuleskøre, men I ved hvad jeg mener. I dag er der mange der mener at jeg er kuleskør, men det er deres problem - jeg har absolut ingen intentioner om at gøre verden værre end den i forvejen er. Nå, for Søren, tilbage til trekløveret. Anders og Jonas lignede overhovedet ikke hinanden, men alligevel hang de sammen som ærtehalm. Som alle andre skulle de også igennem de svære teenageår, og det skulle da også blive en udfordring for dem, at håndtere de mange bump på vejen, som den tid nu engang medfører. Et af bumpene er selvfølgelig vores seksualitet. Anders var ikke i tvivl, han kunne bedst lide de andre drenge. Jonas kunne også godt lide drengene, men han var meget i tvivl, men de vidste begge at det ikke ligefrem var noget man gik og skiltede med, så de holdt det for dem selv i årevis. Mange hændelser i drengenes liv fulgtes ad de kommende år, både de gode og de dårlige, men dem må jeg vende tilbage til, for nu er klokken næsten to. Sov godt, venner.
Hey du! Ja, dig!, står der på min cykelsadel. Jeg er på fælleden denne vidunderlige aften, ihvertfald vejrmæssigt. Kim kommer tilsyneladende ingen vegne, og det nager mig en del. Hvad fanden skal vi gøre? Han var henne på den psykiatriske i dag, men de kunne intet gøre! Hvad fanden er de der for?
Solen skinner ellers dejligt på mig, mens flyvemyrerne svæver efter deres dronninger. De svæver sgu også ind i mig! - og nu stak den ene satan mig kraftstejlme også!
Det føles fandme som at blive stukket af en hveps, men de er vist også nært beslægtede. Vender tilbage til drengene når jeg er k.. .. .. er kommet hjem! Måtte bogstaveligt talt tage benene på nakken, da de luderfluer troede jeg var deres dronning. Luderflyvemyrer, naturligvis. Så jeg ikke logikken da fælledens mest eftertragtede bænk stod tom? Åbenbart først for sent - nå, men sådan er det jo!
Livet altså. Nogle gange er det for sent, andre gange til tiden og tredje gange er det sikkert alt for tidligt, men nemt er det sjældent. Helt fjerde gange er det samtidigt, som da Anders' og Jonas' forældre valgte at gå hver til sit i efteråret 1996. Det skilte de to drenge ad, og der skulle gå lang tid før de for alvor fandt hinanden igen.
Jeg er bange for at selv mange år er for kort tid til at redde Kim. Jeg håber ikke at hans promille er for høj i morgen, for så agter jeg at aflægge ham et visit trods den middelmådige vejrudsigt.
De våde varer
I slutningen af halvfemserne gled fodbold og karate længere og længere væk fra drengene, og i stedet vandt de mere tvivlsomme fritidsbeskæftigelser såsom druk og sex, mere og mere indpas. Anders magtede ikke mere skole, så han droppede gymnasiet. Penge er jo en so, så han skulle ud og skaffe dem. Jonas derimod gled lige igennem den tre-årige ungdomsuddannelse uden problemer. Han havde sågar indtil flere vellykkede relationer til det modsatte køn, men det er en længere historie. Til gengæld var hygge i klubben gensidigt, og tiden blev brugt på alt fra pool til party. Der er hverken
pool eller party i mit liv for tiden, men mon ikke de begge kommer tilbage på et tidspunkt? Ikke desto mindre glæder jeg mig til at se de gode ovre på skolen i morgen, så tror jeg holder for i dag, selv om klokken kun er lidt i elleve - jeg føler mig som kørt over af en damptromle!
Godnat alle mine elskede.
Godt og vel et døgn efter føler jeg mig stadig kørt over af en damptromle, men jeg har da også krydset min by hele to gange i dag! Kim ringede i morges og lød chokerende frisk. Så ellers op på jernhesten og af stig af sted mod Bispens Bjerg. Ja, for Kim bor nær det forbandede hospital - undskyld, men har bare flest dårlige minder derfra. Han havde det så dårligt at jeg var nødt til at hente to af de forbandede Brutalis-øl fra Fakta. En enkelt svarer til 2,6 genstande, og da Kim - efter en gevaldig nedtur - fik det bedre, vendte alkoholdjævlen lige så stille tilbage. Jeg sagde lige inden jeg drog hjem: jeg håber at det er Fornuftige Kim, FK, jeg ringer til i morgen, og ikke SK, Sørgelige Kim, der er ved at gå i forfald! Jeg er træt, og det sagde jeg
også klart og tydeligt til ham. Skal jeg mon ringe til ham i aften? Jeg har ikke lyst til at sove dårligt, så det er nok bedst at vente til i morgen. Sengen kalder også, så Anders og Jonas bliver der ikke tid til i aften. Sov sødt.
Tirsdag den 21. er det i dag, og i formiddags erfarede jeg indtil flere ting. Kim er i dagens anledning en mellemting mellem FK og SK. Mest FK, og det er ualmindeligt dejligt, men Acabella hev sgu røret ud af hans hånd og gjorde det klart, at hun ville hente både smøger og vodka.
Hun er ikke den hvide engel, hun er farlig.
Anden ting: jeg er hermed stoppet i produktionen. I dag kom assistent nummer et-eller-andet og informerede mig om, at det var blevet besluttet, at der kun måtte høres radio fra nu af! På trods af at min elskede lille JBL-højttaler - som vanligt - havde kørt på laveste blus i halvanden time, og vel dårligt havde forstyrret selv dem, der kan høre en knappenål falde på gulvet. Tja, sådan kan det jo også ende! Så ellers ned til Søren og Asbjørn og rase ud. Sølle fire minutter gik der, så stod assistentinden der og forsøgte at hive fisken i land med søforklaringer. Det er ikke personligt. Nogle bryder sig ikke om rockmusik, forsøgte hun, mens stjerneskuddene fes henover himlen.
Jeg svarede: spiller de ikke også rockmusik på P3? Og havde du tænkt dig at slukke radioen hver gang de spiller rock?. Jeg kunne ikke lade være med at dvæle ved frasen: er det her ikke et sted for alle? Den søde yndige pige fra fastlandet blev en anelse mundlam. Du er altid velkommen, sagde hun, men jeg afslog venligt.
Jeg gider sgu ikke den slags fnidder længere - farveller siger jeg bare.
Nå, så måtte jeg selvfølgelig ned til Folke efter frokost. Han er intet mindre end fremtidens mand. Han er ekstremt visionær og et yderst behageligt menneske.
Jeg kan mærke at det her bliver godt, sagde han, med den allerstørste overbevisning. Jeg gik derfra mindst tre meter højere, med opløftet pande og rank ryg.
På vej hjem tænkte jeg: jeg kører sgu lige forbi Genbo! What a ride! Den sødeste Marianne sagde som det første: Ej, hvor er jeg glad for at se dig, havde sådan håbet du kom i dag. Mit hjerte smeltede, men trods nedsmeltningen fik jeg fremstammet: jeg er også glad for at se dig. Den næste time gik med kaffe og hygge, også mødte jeg to dejlige mennesker. Kald mig bare Repsej eller Skipper, sagde den fantastiske personlighed til mig. Vi er bare totalt på bølgelængde. Han er sjov, speciel og hylende morsom, men det er Siri også, og det selv om hun kun er nitten år gammel. Vi tog alle tre over i den smukke park i Telemarksgade, og jeg er stadig lige så forbløffet over stedet, som mine venner blev, da de så paradiset på Amager. Siri - øjnene er sjælens spejl, og du har meget smukke øjne. Desværre når jeg ikke det helt store om drengene her til aften, men i starten af nullerne flytter Jonas til jydernes største by, Aarhus. Det varer fire år inden han vender hjem til hans elskede hjemstavn, men fortsættelsen kommer først senere. Gute nacht, vi ses i morgen.
Tja, i morgen er hermed i forgårs, og nu er det den fireogtyvende. Kloden drejer jo som vanligt rundt og dagene bliver kortere og kortere. Forleden dag var en ret god dag. Folke er vitterligt folkets mand. Under et ualmindeligt behageligt møde gjorde han det klart, at vi skal hjælpe hinanden, og udnytte hinandens kompetencer til det maksimale! Man skulle tro at man sad med Langelinie som udsigt og havde minimum 100 lapper om måneden på bogen, men det gjorde man ikke. Det her er udelukkende for at hjælpe dem, der dårligt nok kan hjælpes. Tænk at stjernerne stadig sender lys ud mod os! Jógvan skiller sig ud. Han er fra den mindste del af rigsfællesskabet, og ham kan jeg godt lide. Han har den fedeste dialekt, og han kommer ovenikøbet med rationelle måder at tackle hverdagens problemer på. Særligt når det drejer sig om kontakt med myndighederne, og det er ikke så ringe i en tid, hvor op er lige så meget som ned.
#ErDetSyndForJer?
I går, den 23., var op ad bakke - dog med enkelte gode indslag. Havde næsten færdiggjort min cykel, da en af drengene - en ny én - snublede over en plade der væltede den to-hjulede. Så knækkede bagskærmen. Han fandt en ny en hurtigt, men trods møje og besvær knækkede lortet alligevel af kort efter ibrugtagning. Det fixede Asbjørn i dag den 24/7. Det føles også som om at jeg er på fireogtyvesyv i øjeblikket - trættende, men også forbandet givende. Det går okay med Kim, men Acabella er desværre lidt for tæt på ham. I går torsdag fik vi os alle noget af en forskrækkelse. Efter et besøg hos Asbjørn informerede Gitte mig om, at Folke var blevet hentet af en ambulance. Svimmel og snøvlet blev han pludselig og de frygtede en blodprop. Jeg skældte de højere magter huden fuld i går aftes. Heldigvis er det ikke noget der tilsyneladende er alvorligt, så vi har ham tilbage allerede på mandag. Gudskelov. Nu må jeg vist hellere vende tilbage til historien og drengene. Næ, vent lidt, Siri spurgte i går om jeg ville med til Zumba. Det sagde jeg fandme ja til, og tak skal du have for en øm krop jeg har i dag! Men det var aldeles vidunderligt - og skidesjovt. Det er vist meget godt at de næste dage er lørdag og søndag, for min krop trænger sgu til fred og ro.
26. juni 2005 triller fire-toget ind i hovedstaden med en meget glad Jonas om bord. Glad fordi han endelig er hjemme igen, men også fordi han har kufferten fuld af et topkarakterdiplom. Endelig fik han sin drøm opfyldt! Journalist, tænk han skulle blive det. Den fjerde statsmagt - nu skulle retfærdigheden sejre. Hele banden - svigermekanik med mere - stod klar med papirdannebrogsflag og boblevand, for at gratulere med den fremragende eksamen. Anders følte på en bizar måde at han var kørt ud på et sidespor, mens toget gled ind langs den grå perron. Han lod de andre kysse og kramme Jonas, inden han som den sidste kiggede ham dybt i øjnene, og sugede ham til sig som en magnet. De to gamle venner holdt godt fast - alt for længe havde de været skilt ad. Jonas' forældre havde sørget for selskabslokale, god mad, samt en ualmindelig generøs bartender, så selv om det var søndag, blev det alligevel mere end mandag inden sidste mand lukkede og slukkede. Jeg slukker og lukker også for i aften for mit batteri er i det røde felt, og trænger til opladning. Sweet dreams.
Nu er det søndag den seksogtyvende, og jeg stirrer ind, mens jeg dårligt nok ved hvad jeg tænker. Det jeg stirrer ind i, er den store sorte skærm foran mig. Det er Adams, men det har været slukket længe. I dagevis, men det føles næsten som årevis! Jeg ser ikke på det længere. Jeg ser ikke ret meget for tiden. De fleste føles som spild af tid, men der er da heldigvis undtagelser. Desuden er der en mærkelig lyd, lyden af cikader minder den om, men der er ingen cikader. Kim har det heldigvis ret godt og han har virkelig rykket sig, så det er jo aldeles glædeligt. Marianne spurgte om hun måtte få mit nummer, og det måtte hun da selvfølgelig, og senere skrev hun fandme og spurgte om jeg ville med på café på min fødselsdag - på hendes regning! Hvornår er det du har fødselsdag? - hun er fandme sød. Jeg afslog dog venligt da jeg jo skal alt muligt andet på min fødselsdag, end at græmme mig over, at jeg er blevet et år ældre. Kommer til at tænke på den smukke amagertøz, Jessica, der blev sendt af sted på min fødselsdag forrige år. Hun vil altid være i mit hjerte.
Tak for alt, Jessica.
Jeg bliver nødt til at vende tilbage til min fødselsdag på søndag, sludder mandag er det jo! 38, det er det nye 24, eller noget i den Amagerstil.
Er kodyltræt og orker intet mere i dag, selv drengene må vente til i morgen. God nat til alle og enhver!
Hola chicos, stadig dagen før dagen, stadig søndag - men har dog sovet i mellemtiden. Det er egentlig mærkeligt, for få år siden gjorde jeg nærmest ingenting, men jeg havde alting - også det vigtigste, hende der ikke kan købes for penge. I dag knokler jeg for at holde skindet på næsen, og det sidder kun lige akkurat fast. Det går måske en smule bedre for både skind og næse, selv om de begge har været udsat for mine mange uvaner - røg, druk og jeg skal komme efter dig. Solen er gået ned, men himlen er stadig mørkeblå. Lidt over ti er den denne sidste dag som 37-årig. Den brune bisse er lige kommet hjem, for Adam mente at det var bedre at hun sov her i stedet for at stå megatidligt op i morgen. Det er blot en fornøjelse, elsker hende jo! Ann ringede hele tre gange i dag. Hun havde brug for energi, så jeg måtte tage mig en morfar bagefter. Hun spildte tilsyneladende en del af den på nogle utaknemmelige naboer, men sådan kan det jo gå. Talte også med Kim i næsten tre kvarter her til aften, og han udtrykte tydeligt skuffelse over Acabella og Cirkeline. Vi havde en god lang snak om det og jeg er umiddelbart optimistisk omkring hans håndtering af hele det her latterlige cirkus. Jeg mangler dog en smule optimisme omkring fortsættelsen med drengene. Næste kapitel kommer nemlig ind på det der gør ondt i livet, og hvem gider egentlig det? Jeg må vist hellere komme lidt videre. Anders' mor var så uheldig at pådrage sig den kedelige sygdom, diabetes, da han var en lille dreng. Allerede i en tidlig alder lærte Anders at døden også er en del af livet. Seperationsangsten bredte sig til hver en celle i hans krop, og den skulle få betydning for mange hændelser senere i livet.
#Hardubilligair-contilsalg?
Anderledes bedre gik det Jonas' forældre. Til alles store glæde fandt de sammen igen mens han uddannede sig i Aarhus. For nogle er det bare meningen, meningen at de skal være sammen, sammen for evigt. Jeg kigger på billedet over Adams fjernsyn, Onkel A's nevøer, står der, med et hav af friske unge fyre omkring. Er man så bare en god onkel? Jeg savner faktisk mine nevøer og niecer, men jeg trøster mig selv med at de har det godt. Bare ærgerligt at der kun er få kilometer hen til mine to mindste prinsesser, som jeg desværre ikke må se. En skønne dag må de dog vælge selv, også bliver det spændende at se, hvad der sker. 23.32, om 28 minutter er jeg 38! Jeg slipper nu blæk og papir for i aften, goodnight.
Hej igen, cirka 25 timer er der gået, og nu er det aataas dag. 82 år bliver du ikke, det er såmænd ti år mere. Det er som om at musikken spiller hurtigere end den plejer. Aataa, jeg håber du passer godt på din elskede datter. Jeg savner hende så inderligt, at det smerter i hver eneste celle i min krop. Mit sind er flået i tusindvis af stykker, hvis ikke i millioner, det er forandret for altid. Min krop og mit sind har forandret sig så meget, at folk nærmest løber skrigende bort. Alle siger at vi hele tiden forandrer os, men alligevel er de så skide bange for forandringer. Om lidt vil jeg på gaden, for jeg vil have en skraber, men det skal være én af dem med penge på! Hvorfor? Fordi jeg bliver ved med at samle en-kroner op, derfor! 02.30, 28/7, Klap hesten lå i min baglomme, mens jeg leende konstaterede at der ikke er nogen ko i isen! Den var endda Veganice. Det var på vej tilbage fra den amerikanske døgnbutik med de supersøde ekspedienter. Godt de var søde, for det var skraberen ikke - jeg skraber ihvertfald ikke flere heste i det her liv. Jack og Camilla ringede i øvrigt og ønskede tillykke. Det var dejligt, og Camilla var ikke bleg for at indrømme, at det var Cindy der havde gjort hende opmærksom på at det var min fødselsdag. Hvorfor er hun stadig så interesseret? Savner hun mig? Er det underligt at jeg ikke rigtig savner hende? Jeg må bare acceptere at jeg ikke er herre over alt og alle. Jeg må bare vente, vente til den skønne dag, den skønne dag hvor de henter mig. Senere i dag, den 28. må jeg vende tilbage til fortiden, men lige nu har trætheden overmandet mig. Sov sødt.
Stjerneskuddet
Nu er solen stået op, men det er tredje gang siden jeg sidst skrev. Det er den tredivte, den smukke stjernes fødselsdag. Det er også Asbjørns - og ham hilser jeg på senere - men indtil videre må jeg nøjes med den brune bisse. Det er nu ikke det værste, og især når hun giver mig smil på læben! Hun ligner en velstegt medister når hun sådan pølser sig sammen på madrassen. Mødte også Cirkeline på en skrånende vej i går, og hvilken kølig distance hun mødte mig med.
Hun ved godt hvad jeg ved, og hun ved godt det er forkert.
Drengene må endnu engang vente, for nu skal jeg lære om det digitale univers.
30/7, tredje gang, men jeg føler ikke det er lykkens gang. Det har faktisk været en god dag, men mit humør har endnu ikke opdaget det. Skipperen gav en overdimensioneret kop kakao, og det har min mave sgu opdaget, sikke den rumler! Den lyder som et galoperende godstog på en trist S-togsstation på den københavnske vestegn. Gråt og trist, tænk Brøndby er så farverig. Illustrator er et sjovt program at lege med, og en del af morskaben hænger nu på Adams køleskab. Tænk man bare kan lave alting præcis som man ønsker. Jeg bliver god til det med digitale programmer, og jeg skulle være startet for længe siden, men det er for sent. Det er det dog ikke med Jonas.
1. september, midt i nullerne, begyndte han for alvor sin karriere. Nederst på rangstigen, bevares, men et eller andet sted skal man jo starte. Siden han var sytten, havde han haft Nille ved sin side, trofast som en velopdragen hund, men efter hjemkomsten kom der grus i maskineriet. De to forhenværende turtelduer fandt aldrig gnisten fra det forrige årtusinde igen, så kort inden fem blev til seks, valgte de at gå hver til sit. Luna er på en måde også gået hver til sit her til aften. Hun ligner en halv appelsin der hænger lodret på en usynlig væg! Hun skinner klart og tydeligt, som om hun prøver at sige noget. Eller rettere: hendes bedre halvdel skinner klart og tydeligt, men ingen af dem siger noget. Tilbage til fem, lige før seks. Jonas følte sig fri efter bruddet med Nille, og frihedsfølelsen blev belønnet med et korrespondentjob i Sydøstasien, med Bangkok som fast base. Blot et halvt år var alt normalt, så skulle de to venner igen undvære hinanden - denne gang på ubestemt tid.
I årene frem mod 2006 havde Anders ernæret sig ved diverse former for forefaldende arbejde. Han klarede sig nogenlunde, men han var ikke lykkelig. Han gik også stadig for sig selv med sin seksualitet, men i 2006 forvandlede en kølig februardag sig til en af de mest hjertevarme og mindeværdige dage i hans unge liv. Euforien må dog vente, for klokken er mange, og jeg skal finde den tredje Ole, Ole Lukøje. Tillykke endnu engang, og tak for en dejlig dag.
Nu er det kun minutter der skiller juli fra august og Luna fylder mere og mere på nattehimlen. Lidt mere end halvdelen, måske 5/8? Den 5/8 er det slut for denne gang - slut med de lyse nætter. Jeg har haft ondt i halsen de sidste dage, og det er kun når jeg ryger medicinsk tobak, at smerten fortager sig. Tidligere spenderede jeg et par timer sammen med Siri ovre i den smukke gadehave, som hun så fint formulerede det. Ellers en ganske fin fredag, men det er som om at tomrummet bliver større og større indeni. Tidligere ellers så gode bekendtskaber bliver mere og mere tvivlsomme, og det er på en måde smertefuldt, men også kun på en måde. Uanset hvad så vil der være et gigantisk tomrum i mig resten af dette liv - jeg kan hverken gøre fra eller til. Derfor kan jeg lige så godt vende tilbage til Anders og hans mor.
En hyggelig råkold søndag blev krydret med dejlig mad, og skulle krones med en seværdig dokumentar fra vores norske brødre. Så ellers knuge kaffekopperne, mens den yderst interessante dokumentar gled henover skærmen. En norsk teenagedreng havde begået selvmord fordi han troede hans familie ikke elskede ham. Fordi han var bøsse. Tårerne trillede nedad deres kinder, i larmende tavshed. Pludselig var historien forbi, og da rulleteksterne kom, tog Anders sig mod til. Mor, hvordan ville du have det hvis jeg var ligesom ham?, snøftede den pludselig så sammenknugede unge mand. Jeg vil altid elske dig, uanset hvad, svarede hun uden den mindste tøven, og i en rus af glædestårer krammede og kindkyssede mor og søn hinanden i hvad der måtte have føltes som et evigt øjeblik. Anders var lettet og mon ikke hans vidunderlige mor var mindst lige så lettet? Hjertevarmen fra den lille to-værelses i Nordvest var så kraftig, at temperaturen garanteret steg flere grader den frostklare aften i vores underskønne hovedstad.
Det er mærkeligt at tænke på frostklare aftener lige nu. Det er aften, argh nat, men alt andet end frostklart. Omkring atten-nitten grader, svag vind, og en susen der leder tankerne hen på mit elskede Kroatien. Vejret - lys, temperatur, vind, regn, sol, und so weiter - kan øjeblikkeligt sende mig et hvilket som helst sted hen. På det seneste har jeg været mange forskellige steder, ikke bare i Kroatien, men også steder i Danmark, i Berlin, og sågar også i den smukke Buddha-park i Vientiane. Livet byder på mange besynderlige oplevelser for tiden. Det er dog ikke besynderligt at gå i seng, men det vil jeg alligevel gøre nu, Jonas må vente til i morgen, så sov godt og drøm sødt.
21.58, søndag den anden august. Jeg måtte lige tilbage til fuseren i går, i mere end én forstand. Jeg håber at det er sidste gang at jeg har sniffet noget, der ender på -in! Skuffet blev jeg, og jeg kunne skrive side op og side ned med skuffelser, men jeg gider egentlig ikke. Det er meget bedre at skrive om gode og rare oplevelser, eksempelvis om dengang Jonas endnu engang rykkede teltpælene op og flyttede godt 9000 kilometer mod sydøst. Han faldt hurtigt til og takket være hans lyse og optimistiske sind fik han hurtigt skabt sig et nyt og interessant netværk. Hej Jonas, wanna hang out tonight?, halvskreg Greg i den anden ende. Of course, svarede Jonas, mens han duppede sveden af panden med sit skjorteærme. 34 grader i slutningen af januar, men Bangkok ligger jo også tæt på ækvator. Det blev en både våd og uforglemmelig aften, men grundet min sædvanlige dårlige timing - og træthed - må det vente til næste gang. Sov sødt mine førstevalgte.
Så er jeg tilbage igen, mandag den tredje. Den våde aften i 2006 endte med en stormende forelskelse. Straks Jonas så Po på dansegulvet vidste han hvem hans børns mor var - hun stod jo lige foran ham! Blot tre uger efter giftede de sig formelt og midt i marts sagde doktoren at terminen var den 31. oktober. Jonas skulle være far, og det aktiverede en helvedes masse oppe i hans hoved.
En ny start
Jeg har også mange tanker oppe på øverste etage, men det har jeg haft så længe jeg kan huske. Særligt fylder indlæring meget på min harddisk for tiden. Computerprogrammer er ualmindeligt komplicerede i disse tider, men også dejligt udfordrende, og det kommer en smule bag på mig at jeg faktisk har flair for dem. Det er nu heller ikke så svært når man arbejder sammen med så dygtige mennesker som jeg gør. Det er til gengæld svært med eksempelvis Kim. Han er simpelthen så varmt og empatisk et menneske at det halve kunne være nok. Desværre er han det kun når promillen er som den er bedst. Allerede klokken lort i morges snøvlede og hakkede han sig gennem samtalen, og jeg har sgu ondt af ham. Ikke desto mindre prøvede jeg at holde ham til ilden. Han ville se om han kunne magte at forsøge i morgen - og hvis jeg tror på ham tager jeg derud. Jeg skal virkelig tro på ham, for det er sgu nederen at hænge ud med ham når hans promille bliver for høj. Han bliver fandme decideret pervers, og det synes jeg er noget underligt noget. Kvart i syv denne smukke aften og nu vil jeg have noget at spise.
Lidt i et er den nu og nu er det den femte august. Er her igen, her hvor de døde ligger. Var på vej hjem fra Kim, da Assistensen hviskede mig i øret. Jeg har lige skældt de højere magter ud, endnu engang, men det hjælper ikke rigtigt. Det er slut med Kim tror jeg. Da jeg sagde vi ses, responderede han prompte, men sagte: måske. Uanset hvor meget jeg end vil kan jeg ikke tage det sidste skridt for ham. Gravstenen foran mig ser ud som om den har en stor sød smiley indgraveret øverst. Det har den næppe, men jeg lader nu tvivlen komme den til gode. Endelig skinner solen på mig selvom det er væsentligt køligere end de lovede. Nu regner det såmænd også, og jeg hader den slags vejr. Moj prijatelju er tilbage, tilbage på siden ved siden af. Kære højere magter, hvorfor henter I mig ikke bare? Det er nyttesløst at forsøge at ændre på det. Kun få ved det, endnu færre gør noget ved det. Jeg tror snart jeg lader mig udskifte, selvom vi ligger i røven af fjerde division. Jeg hader at tabe, men hvem gør ikke det? Skal jeg virkelig bare se på fra sidelinjen fra nu af? Bare acceptere at det hele sejler væk fra os? Øv, siger jeg bare. Hvad skal jeg dog finde frem som er mere positivt? Hmm, Kims telefon var ikke smadret, den er bare beskidt. Fuglene har det godt her på kirkegården. Selvfølgelig er der da gode ting at fremhæve, men det ser sgu sort ud, desværre. Cirka 150 år har det taget kapitalismen at få os mennesker i knæ. Denne civilisations endeligt er næppe ret langt væk. Jeg håbede at jeg kunne få bare nogle få til at ændre tankegang, men det er ualmindeligt meget lettere at sige, end at gøre, endnu nemmere bare at tænke. Jeg ved godt at kapitalismen muligvis er en endnu ældre opfindelse, men det er da gået pænt meget ned ad bakke siden midt i attenhundredetallet. Jeg må tilbage til kernen, nemlig historien om de to havner- og Amagerdrenge. Det må dog vente til jeg har tag over hovedet, for vejret er ganske utilregneligt.
Nu har jeg tag over hovedet, men vejret er stadig ustadigt. På vej hjem besluttede jeg at tage den gennem Nyhavn, bare for hyggens skyld. Midt i en overhaling skulle en gammel tosse med hjelm og cykeltasker pludselig først. Nonchalant viftede han med venstre hånd for at holde mig tilbage, selvom jeg nær havde stået på røv og albuer. Hey hey, rolig nu, råbte jeg, og i samme sekund lå han som han havde redt. En mørklødet mand med musik i ørerne lagde sig midt i overhalingsbanen til tossens store frustration. Karma is a bitch, råbte jeg til ham med et glimt i øjet. Han forstod nu ikke det morsomme, men måske fangede han alligevel et eller andet? Han lod sig ihvertfald trække tilbage i feltet, og det er jeg bange for at jeg også gør. Sætter det hele på autopilot og læner mig tilbage, mens alting fortsætter ud i ingenting, men hvem er jeg så? Og hvad skal jeg så gøre? Jeg har siden jeg var en lille dreng sagt, at jeg ikke ville blive fyrre. Der er under to år til, og jeg håber at det den lille dreng sagde kommer til at holde stik. Med den følelse jeg har i kroppen nu, så håber jeg, at jeg end ikke når 39! Jeg sukker dybt.
Tilbage i 2006 var der ikke tid til at sukke, hverken dybt eller længe. Trods sine gode reportager for sin mellemstore britiske arbejdsgiver, meldte Jonas ud, at han agtede at søge tilbage til Danmark. Han havde overtalt Po til at skifte troperne ud med lange mørke vinteraftener i det høje nord. Han lokkede nu nok mest med de ligeså lange lyse sommeraftener, men nogle gange er det jo bedst at holde sig til den positive del af tilværelsen. Jeg er ikke så god til at være vedholdende, ej heller til at se skoven, som ellers plejer at være i hele mit synsfelt. All the while you were in front of me I never realized, synger han, så det føles som en fugtig karklud i hovedet på en bidende kold og mørk januarmorgen. Af en eller anden bizar grund giver det ro indeni. At vide at sådan er det, også selvom det gør ubeskriveligt ondt. Som et solidt plaster på såret, gav Torsten mig et kæmpe løft hertil aften. Ham den yderst spøjse, men meget venlige mand fra produktionen. Han spurgte om jeg havde været med på turen til Den Blå Planet. Vi konverserede nogle minutter og han sagde nogle utroligt væsentlige ting. Jeg tænkte: han er sgu mere "normal" end de fleste. Mærkeligt som nogle bare er stik modsat det man forventede. Det føles som om jeg lever i en spejlverden, hvor alting er fuldstændig modsat af hvad jeg altid har gået og troet. Næsten alle de hvide engle, er i virkeligheden de røde djævle. Måske ikke dem allesammen, men de sande hvide engle er jo engle. Måske har de også sådan nogle flotte hvide sommerfuglevinger?
Joakim von And
Jeg synes bare at rækken af spørgsmål hober sig op. Får jeg mon nogensinde svar på bare nogle få af dem? Dagen lakker mod enden og sengen kalder atter. Nittenhalvtreds, syvende i ottende. Troede jeg havde snask i øjnene, men den var god nok. En luftballon ramte min nethinde fra det fjerne, mens metroens betonviaduktslange tvivlsomt prydede perifærien. Jeg har tænkt meget i dag, også selvom sommervarmen har sat en gevaldig slutspurt ind. Tænkt på, at det nok er rigtigt det de siger, nemlig at jeg er maniodepressiv. Bipolar skal det hedde nu til dags. Jeg skræmmer ihvertfald en del væk, stik imod hvad jeg ønsker. Nogle gange får jeg bare lyst til at stikke af, ligesom i de gamle Anders And-blade. Timbuktu findes vist også i virkeligheden, men Langbortistan og Usleravnekrog blev nok opfundet af nogle få geniale hjerner, der må have moret sig gevaldigt under processen. Jeg morer mig nu ikke specielt meget over min egen proces. Jeg venter bare på den skønne dag. Den lader vente på sig, mens tusmørket sænker sig over min elskede hjemstavn. Det skulle blive over tredive grader i weekenden og jeg overvejer kraftigt at køle af en del af tiden i det forfriskende Øresund. Det irriterer mig også af helvedes til at jeg ikke rigtigt kommer videre med Jonas og Anders, men i bund og grund er det jo nok mest min egen skyld. Mljet ligger på bordet - i form af en t-shirt. Pludselig popper en masse minder frem. De smukke turkisblå kalkstenssøer med den yndige lille ø midt i én af dem. Pero og Perve, gad vide hvordan de har det? Havde jeg da bare haft lidt på kistebunden, så havde jeg siddet nede hos dem nu. En måned med de dejlige sjæle og jeg havde været flydende på kroatisk. Intet er umuligt siger de kloge, og for en gangs skyld er jeg helt enig. Inden jeg runder af for i dag vil jeg lige nævne en hændelse fra i går. Jeg følger en serie med et tvillingepar, der begge er bipolare, og i går så jeg den ene halvdel nede i Aldi. En lidt mærkelig hændelse, da jeg grubler en del over det for tiden.
I seng må jeg vist hellere gå.
Godmorgen er det ikke, men god eftermiddag. Klokken er fem og jeg har søgt tilflugt i naturen. Ottende i ottende er det, og det er hele to evige tal på én gang! Besøgte Kim her til formiddag, og det var ikke en ubetinget succes. Han vil gerne, også alligevel ikke. Mount Alkohol er et yderst krævende bjerg at bestige, og man kan falde dybt undervejs til toppen. Har i øvrigt taget den fine Mljet-t-shirt på. Varmen er tæt på ulidelig, og den halve pelikan er selvfølgelig taget på ferie og har kun efterladt fantasien om vind. Typisk, det blæser ikke en vind når det er tusind grader varmt! Bedstler er også blevet herhjemme, da Adam syntes det var synd for hende, hvis hun skulle sidde så mange timer i en varm bil. God idé tænker jeg, og i forlængelse af dette er Saga indkaldt som hundesitter. Det er jo egentlig også hendes hund! Jeg kan godt lide Saga, hun er ung og har en stærk og positiv energi. Jeg kan også godt lide Chims energi. Han har nærmest ikke sagt et muk i månedsvis ovre på skolen, men i dag hyggesludrede vi en halv times tid over en kop kaffe i Genbo.
14.14, søndag den niende. Jeg kigger på et æbletræ, og lige bag mig knejser den store betonklods, hvor drengenes røde kugle forsvandt som dug for solen. Lige nu føles det som om jeg sidder i et gigantisk rum med en føntørrer i den ene ende. Den sydøstlige ende må det være! Jeg tager sgu nok over til Ann en af de nærmeste dage. Jeg trænger til luftforandring, også er det sgu meget rart at luften er frisk. Jeg kan forhåbentlig lokke Saga til at vande blomsterne mens jeg er væk. Jeg er blevet tæskehamrende glad for de grønne vidundere. De har det allesammen godt, og det skulle de gerne blive ved med. Jeg kan godt lide at sidde her, her på vores gamle vold. Så mange gode minder, helt fra barnsben af. Så gør det heller ikke så meget at det ligger i den forkerte havn! Forkert og forkert, den kirke jeg er døbt i deler navn med havnen.
Kukkukistan
Varmebølgerne danser over hustagene, mens jeg overvejer hvad jeg nu skal. Nittennuldut, og nu er jeg tilbage på volden. Det er yderst behageligt. Træt af at stort set alle jeg møder er fuldstændig kuk-kuk. Selv Sanne må have taget skade et eller andet sted. Sikkert i barndommen, måske i skolegården - hendes forstand er ihvertfald blevet tæmmet. Alle har så travlt med at bekymre sig om hvad andre tænker om dem, at de knapt har tid til at være dem selv. Talte med Kim for et øjeblik siden, og det var trist. Han er tilbage i det tågede univers. Måske er det ham der skal flytte til Tågerup i stedet for mig? Alle render selvfølgelig rundt i deres egen verden, men det er en verden præget af social angst. Ufatteligt at det er blevet sådan. Stemningen blev pludselig meget eksotisk, og ikke kun på grund af de fængende toner fra Marc. De lignede mayaer dem der lige gik forbi. Hvorfor tror jeg så meget på at vi kommer udefra? Måske er det derfor jeg har set dem så mange gange? Det er godt for det der er op' i dit ho'ed, synger han. Hvad?, tænker jeg. Jeg trænger sgu snart til en slush-ice - et eller andet koldt ihvertfald. Melancholy Hill, minder mig om Stella, min tossede, dejlige, optimistiske niece, der altid er omringet af uanede mængder positiv energi. Hun har det helt sikkert godt. Tilbage til Kim og Kukkukistan! Jeg har lige købt bilen, og vil høre, om du vil med til Prag?, sagde han forholdsvist klart og tydeligt. Og hvad?, svarede jeg knastørt. Drikke øl, kom det en anelse tøvende. Tja, sådan kan det gå ind i mellem. Syntes bestemt han slugte en antabus i går, men det var nok bare ønsketænkning. Mayaerne forsvandt hurtigt, nærmest som om at de aldrig havde været forbi. Mine tanker ryger forbi mine elskede niecer. Tænk at de kun er mindre end fem minutter væk herfra. Jeg håber at der er kappet blot et par tusinde grader af den bageovn de boede i for et par somre siden. Drivhus er muligvis en mere passende betegnelse for penthousehelvedet, men kære børn har som bekendt mere end ét navn. Nu må jeg da have hældt crap nok ud for i dag, eller hvad? Jeg kunne sgu nok blive ved til dommedag, men jeg ved godt at tre fingre peger på mig selv! Tirsdag formiddag vil jeg hinsidan, over til hende den skøre svensker. Glemmer aldrig hendes formidable optræden i titusind meters højde. Hun burde næsten have haft en medalje for underholdningen. Solen er gået på hæld, og jeg vil snart hjem, mit hår driller og alt muligt. Inden jeg smutter må jeg bare lige minde mig selv om at mine omgivelser er som en drøm. Trækronerne slører lyset på den helt rigtige måde, også ender stien med at dele sig i to!
Tæt på atten, og det er nu den tiende. Da jeg kom hjem for cirka tre timer siden vidste jeg godt at jeg havde jokket i den fordømte spinat. Skiltet stod på skrå! Jeg har længe efterlyst de fysiske beviser - tror jeg mon nok på det nu? Skal jeg også have det bøjet i neon? Bygningerne nær DR-byen minder mig om en drøm for mange år siden. Kan ikke helt finde ud af om det er den samme hvor bassen er med. Den hvor vi er i Berlin. Det er en mærkelig drøm! Jeg går rundt i et beboelseskvarter ved højlys dag, og jeg er helt alene. Helt og aldeles alene, men det underlige er, at det føles som om at alle andre er til stede. De er der, også alligevel ikke. Den er så tæt på den følelse, og jeg kan så nemt som ingenting genkalde den. Hvorfor bliver jeg altid draget af den verden? Hvorfor har jeg brug for at slukke for hele maskineriet?
Er kommet på god fod med Lette igen, og det er jeg faktisk glad for, for jeg er faktisk ret glad for hende. Tyvenulsyv, og hundene kigger mærkeligt på mig, meget endda. Fyldepenne irriterer mig af helvedes til. De kigger underligt på mig fordi deres ejere er mindst dobbelt så underlige. Dalmatinere er åbenbart i høj kurs i disse tider. Tirsdag formiddag har det været, men jeg er stadig her i min havn! Det er nu ikke fordi jeg er ked af det. Jeg holder meget af Ann, men hun er ikke god for mig, og jeg tvivler kraftigt på, om jeg er god for hende. Den bænk jeg sidder på er garanteret frysende kold om vinteren! Jeg tror den er lavet af stål. Ikke desto mindre må jeg tilstå at jeg er glad for at være herhjemme. Har haft en aldeles fornøjelig dag sammen med Saga. I dag og i morgen, så længe må jeg drikke, ellers går det over gevind! Der er de smukkeste lysstriber henover mit hoved. De giver mig tryghed - og vished. Jeg har det godt når de lyser på himlen. Jeg tror jeg kommer til at sove godt i nat. Godnat.
Livet
Mærkeligt som alting bare tværer ud. Det er ikke fordi det bliver ligegyldigt, men det bliver en sløret, men stadig tydelig del af virkeligheden. Virkeligheden, hvad er det? Jeg har det herovre, for mindst halvdelen af hundene tilhører den race. Tænk at fremavle hunde der end ikke kan føde deres egne hvalpe, hurra for menneskeheden siger jeg bare. Dalmatinere må da helt sikkert være den nyeste hipsterhund, og de kommer helt sikkert fra Vesterbro. Nu kommer det fortryllende lys hastigt tilbage. Nu er det godt for det der er oppe i mit hoved. Nyder faktisk atmosfæren her, selvom stedet minder mig om et trist sted jeg engang så. Et trøstesløst sted, hvor dem der allerede lå ned, trampede på dem, der lå endnu længere nede.
Nu har højttalerdamen sagt battery low fire gange, så det er vist på tide at komme hjemad, selv om himlen er lyseblå. Mærkeligt at svede, for blot få timer senere at friste tilværelsen som en frossenpind. Hvad fanden skal jeg dog gøre? De kulørte lamper er ellers tændt bag det store blå metalgardin, der omkranser det store koncerthus. When you're close to me, synger han. Ufatteligt som han kan få mig ned i gear. Kan godt mærke at jeg er ved at miste grebet, hvor ender jeg mon? Ti minutter i otte, jeg må vist hellere æde noget morgenmad.
Kære Bubblegum, tillykke med din dag. Tænk at det er sytten år siden at du kom til verden - og tak for det perfekte vejr! Der er en behagelig ro omkring mig, og jeg ved godt hvorfor! Det er sidste dag i dag, det skal det være. Jeg er allerede tæt på dårlig søvn, og alt hvad det medfører. Jeg tror bare jeg skal trække vejret dybt og tælle til ti, for den store kran svæver bag ved DR-Byen. Den har et lod, der er formet som et hjerte, og det minder mig om Siri. En dag vi kørte forbi en søsterkran sagde hun det. At loddet lignede et hjerte! Mødte i øvrigt også en gammel kending i dag - Acabella bliver hun kaldt, men det er tvivlsomt hvor smuk hun er. Hun gav heldigvis god plads på trappen, dér hvor vore veje nær havde krydset hinandens. Jeg kan ikke udstå hende, beklager, men sådan er det. Tænk at sidde godt mellem to metrospor på søjler - intet er åbenbart umuligt. Hver gang toget kører forbi, kan man se lyset reflektere i græsset. Det ser faktisk bragende godt ud.
23.54, stadig Bubblegums dag lidt endnu.
Jeg ville over til min medicinmand for nogle timer siden bag Holmbladsgade, og med lysets hastighed passerede jeg Østrigsgade. Bummelum, videre forbi Polensgade - troede jeg, men nej. En klaphat valgte at trille en anelse frem da jeg ville passere polakkernes gade. Resultatet blev at jeg kortvarigt blev til en fugl. Jeg tror sgu min venstre hånd er kaput, for jeg kan dårligt betjene den. Der var ellers rigeligt med opmærksomhed - selv ti minutter efter kom en ung kvinde og spurgte om jeg var okay. Den er helt sikkert fraktureret og jeg kan slet ikke forholde mig til at den måske skal pakkes ind i gips i månedsvis. Måske kan en god nats søvn gøre underværker? Satans også at jeg har justeret min cykel til perfektion, den er jo decideret livsfarlig! Der var i øvrigt også levende musik nede i kanten i dag. Deres musikstil var måske ikke lige det jeg foretrækker, men jeg tænkte: det er sgu meget rart med live-musik, og de er ikke så ringe endda. Da jeg gik over mod rygebordene sang hun pludselig: jeg skulle hilse fra mor - hun savner dig. Jeg savner fandme også dig, min elskede VBU. Hele tiden! Gibula, jeg savner at kalde dig alle de navne! Du hænger selvfølgelig også i det evige tal på mit højre håndled. Glæder mig til at være sammen med dig igen, du min elskede, bedste ven.
Flyveturen
19.08, ligesom min klub. Jeg har brug for at tænke på noget andet. Brug for at komme væk. Det er lige gået op for mig, at jeg gentager mig selv af helvedes til, men det skyldes jo mit lidt for store alkoholindtag. Pyt med gentagelserne, jeg tror meningen kommer frem alligevel. Det var faktisk ret dramatisk at flyve henover det styr! Nu er klokken seks, og det har været en fantastisk morgen. Vågnede vist lidt over tre, men har hygget mig gevaldigt - Saga er bare godt selskab. Var nede i døgnbutikken og hente en million - troede jeg, men selvfølgelig ikke. Tænk at hun bare har skåret hånden af mig. Jeg ved faktisk ikke om jeg skal have ondt af hende. Jeg elsker den brune bisse, og jeg havde fornøjelsen af at gå en vidunderlig morgentur med hende. Tænk at man kan sige alting, uden at sige et eneste ord. Der er en overvældende lyd af fuglekvidder, og jeg tænker: det må være en baby-fugl! Den går helt amok, det lille kræ. Jeg er eddermame træt af at vente på den bus, jeg hader vitterligt offentlig transport. Attennulsyv, og jeg overværede noget ganske morsomt tidligere. Fire noget specielle karakterer kom ovre fra Kvickly af. 27,3 grader celcius er det, og klokken er tyve lige præcis! Femtende august, det er sjældent at det er så varmt på denne årstid. Det er den gyldne måge, og tænk at man skal hele vejen til lufthavnen for at finde én her på lorteøen! Tak siger jeg bare, jeg hader måger. Jeps, det var de fire karakterer fra tidligere. Udklædt i velkendte kostumer indtog kvartetten legepladsen lige foran. Spiderman var én af dem. Det var en sand fornøjelse at overvære deres gøren og laden. Jeg må ærligt tilstå at jeg er ved at dø af varme! Sikke en dag det har været i dag. Jeg elsker mine planter, og jeg tænker: sjovt som man kan gå og frygte, at man river sig på den skide tånegl! Det er sket hele to gange denne lørdag, som jeg troede var søndag. Jeg roder rundt i det, og hvornår kommer jeg tilbage til udgangspunktet, altså de to drenge fra Amager? Var hjemme hos Kim tidligere, og jeg har kogt lige siden. Sådan cirka samme temperatur som hummerhaler eller kogte rejer. Holdt hvil ved Nørreport, og der slog det mig, at der hang noget af et banner! Mindst tre etager høj, og fire opgange lang. Aperol, står der på det enorme lærred - en eller anden likør. På Danmarks mest befærdede sted hænger et banner på størrelse med Rådhuspladsen og helliger de våde varer! Det er for åndssvagt varmt, selv her klokken 21.12 - næsten otteogtyve grader! Et par dage mere og selv indlandsisen smelter på afstand. Jeg rundede sgu også indre by på vej hjem. Ikke helt med min gode vilje, men varmen tvang mig til det. Det gav mig til gengæld en ganske morsom oplevelse. Der hænger jo altid sådan nogle stop-skilte ved broer, og det gør der selvfølgelig også ved Knippelsbro. Jeg studsede noget over det, og jeg fik megagrineren da jeg så det på god afstand. Støp Før Blink, stod der, og jeg kunne dårligt holde mig oprejst. Fuck en god griner - det er bare ægte stil. Ægte havnerhumor, men jeg skal dog til frisøren i morgen. Kan simpelthen ikke holde til det her garn længere. Ikke desto mindre morede jeg mig over skiltet. Tænk min søster bare har skåret hånden af mig, hvad er det der holder hende tilbage? Virkeligheden? Sandheden? Jeg ved det sgu ikke, men det skærer mig dybt i hjertet. Gad vide hvad hende den lille ny skal hedde? Jeg gætter på et kort navn, ligesom hendes storesøster.
Storesøster
Jeg har svært ved at finde roen, svært ved at finde balancen. Balancen, finder jeg den mon nogensinde? Syttende august til klokken 24. Fik nosset mig sammen og kom i Spaniensgade, så nu kan jeg endelig få en god nats søvn uden den forbandede flydende gift. Nu er det fredag den enogtyvende august, og jeg ved dårligt nok hvornår jeg sidst var på blæk og papir! Livet er som sædvanlig kompliceret. I dag fik jeg et nyt syn på et par hoveder ovre på skolen - og det var måske et klarsyn? Det var sgu hyggeligt endnu engang til tysk i dag. Anne-Marie er en af de bedste lærere jeg nogensinde har haft, og hendes indlevenhed er intet mindre end sublim. Hun fanger enhver situation til perfektion, og der er stort set ingen fingre at sætte på hende. Tjo, måske hendes noget markante dialekt, der dog i mine ører er yderst charmerende. Hun er fra Berlin, og jeg elsker den dejlige by! Tik-Tik, tiden går og går.
Tænk at jeg sidder her, lige nu og her, sikke et leben! Der har også været et leben hertil morgen. Klokken har dårligt nok passeret otte, og dagen har allerede været indholdsrig. Adam vågnede pivfrisk, da jeg skulle ud og skide. Snart ni er den og jeg har både nydt Bedstler og Aldi her til aften. Mmmja, måske ikke Aldi, for der stank bogstaveligt talt af lort i indgangspartiet. Som om én havde listet en dej ud på vej ind eller ud. Den brune bisse er som vanligt en nydelse. Hun ligger og ser lækker ud på sofaen, mens jeg skriver disse ord. Hvilken eklatant fornøjelse det er at gå med hende. Tidligere var vi jo ude på en runde, og vi rundede da også fodboldbanerne bagved. En lille sort dreng var nysgerrig. Han spurgte om Bedstler havde skidt, og det havde hun netop. Han morede sig gevaldigt over optrinnet.
Nu er jeg tilbage på min elskede Assistens, og jeg ved dårligt nok hvor jeg skal starte. Hipsterne render ellers omkring mig i hobetal. Er så glad for Kim, han er min bedste ven for tiden. Verden kører bare forbi, mens jeg gisper efter vejret. Do whatever you love and you'll be free, synger Isam. Jeg føler mig på en måde fri. Fri for alle bekymringerne når jeg skriver. Det er som om jeg forsvinder fra mig selv, og det er ualmindeligt befriende. Hvem skal mon vande mine planter? Forhåbentlig ikke min søster. Hun skal fandme ikke have dem, hun slår dem alligevel bare ihjel. Kim har det virkelig godt. Nød i fulde drag hans selskab, han er fandme noget specielt, noget helt særligt.
Tik-tik, tiden går og går, synger han, og det kan man ikke løbe fra.
Sin egen værste fjende
Jeg flygter fra mig selv, kan dårligt håndtere mit eget jeg. Madam Blå står ellers og ser pæn ud øverst på skabet. Tak Saga, tak for den sygt gode sang. Sjovt som bare ét nummer kan sige alt det der skal siges. De fleste mennesker bruger hele deres liv på ikke at sige noget som helst. Gud hvor jeg dog elsker den brune-bandit-bisse-Bedstler-lækker-musen der ligger dér. Medister kalder jeg hende også. Nu lader jeg den stå, den sidste grønne. Sjovt nok er det også en Tuborg denne gang for det var det også sidste gang. Jeg hader ellers de grønne fra Tuborg.
Godmorgen og velkommen til den femogtyvende august. Slog en gedigen skid og den stank af det jeg spiste i går aftes. Kebabprut, men den smagte nu ellers godt. Ufatteligt at det lugter på præcis samme måde når det kommer ud, som da det skulle ind!
Havde den sygeste oplevelse i går. Ville hente Acabella, men det havde hun ikke lyst til. Pludselig kom der et ordentligt smæld ned gennem affaldsskakten på trods af, at der ikke var noget vind. Samtidig kiggede jeg på hendes dør, der åbnede langsomt af sig selv, for sekundet efter at smække i med et ordentligt brag. Jeg rystede sgu i bukserne. Der er lidt for meget energi i det her område, og jeg tvivler på hvor god den er. Omkring halv fem er den nu, og det er atter torsdag. For første gang i lang tid skriver jeg, og det er min egen skyld, for jeg har sgu lyst til det med jævne mellemrum. Stellas sang minder mig om den vanvittige sommer forrige år. Var ellers ude hos Kim i går, og jeg holder så meget af ham, men vi skal snart slutte festen. Jeg reflekterer over de sidste dages hændelser. Der er som sædvanligt sket en helvedes masse. Grundig-Dorthe, tænker jeg. Forstår på en måde godt hvorfor, også alligevel ikke. Fordi jeg tænker på mig selv. Fordi jeg jo selv er en klaphat af dimensioner. Samme som Marks, har jeg lige læst, og det skærer mig fandme i hjertet. Jeg kan jo så godt lide ham, så jeg synes bare at det er røvirriterende at han forsøgte at negle min lille, billige højttaler. Jeg synes jeg oplever ret mange vilde ting lige nu. Jeg er muligvis en anelse manisk, men jeg nyder det kraftstejlme i mange, mange fulde drag. Åh, alle disse åndedrag, bliver vi mon nogensinde fri for dem?
Hold kæft hvor er jeg glad for at Kim har det godt. Fire pilsnere tilbage, så er det eddermame pausetid. Men hvor er jeg dog glad for at se Kim, min elskede ven. Hvorfor har han det så dårligt for det meste? Jeg må vist hellere ringe til ham lige om lidt.
Hvorfor er de så langt væk?
Det har ellers været nogle ret hektiske dage, det må jeg da erkende. Det er det dejligste vejr hertil aften, intet mindre end perfekt. Har lige haft den absolut mest behagelige oplevelse. Tja, i det hele taget har det været en dejlig dag. Lige tilbage til oplevelsen. Stod og glanede udover himlen for lidt siden. Pludselig glimtede det så nydeligt i horisonten - jeg tænkte: det må være månen. Det var det måske også, også ved jeg alligevel bare hvad det var. Hvad fanden var det jeg tænkte på? Nå ja, Kim, hvem ellers? Han har virkelig lært mig mere, end han måske nogensinde kommer til at forstå. Fuck, hvor har jeg det bare vildt. Det er for sindssygt, både min trang til nikotin og det jeg oplevede tidligere. For vi' København, synger de, eller er det i København? Nulfemsyvogtredive, og hvilken morgen det er. Sidste på Amager i denne omgang, og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, men hold nu op hvor skal jeg godt nok have travlt i dag. Jeg overlever forhåbentlig. Jeg føler mig ikke velkommen her længere, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kigger mig hele tiden over skulderen. Både den ene og den anden kan ikke lide mig længere. Er jeg virkelig tilbage? Og er du hos mig? Jeg tror det kraftstejlme. Tænk at det er min sidste morgen i min barndoms gader i denne omgang. Jeg sidder under åben himmel fordi Lette har det yderst vanskeligt med de nøgler som jeg lånte af hende. Jeg sidder i Genbos baghave, for jeg orker sgu ikke visse mennesker længere, men det er helt okay, vi fortsætter bare hver for sig. Det er ret syret at kigge op i himlen og jeg havde da også en dejlig aftentur med Siri, hvor vi nød stjernehimlen fra en børnehaves tag nær Sundholm. Jeg skal flytte og det behager mig af en eller anden grund ikke, men selv om jeg skal flytte ud til Kim, er jeg faktisk ret optimistisk. Det skal nok gå altsammen. No smoking står der, men hvorfor kan jeg så købe dem allevegne? Og hvorfor i alverden må jeg ikke købe noget, der er meget sundere? Min elskede fyldepen lækker og jeg hader det, for den minder mig om Kim. Sjovt som man ikke må ryge, det er ellers halvt udendørs. Nulseksnulfem, første september, nu bor jeg på Østerbro. Jeg håber at det kommer til at gå godt selvom Kim bestemt ikke har det skidegodt. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er nogen der har hjulpet Kim.
Han savner jo sin bror og mor så inderligt.
Kims hule
Fredag den fjerde om aftenen, og for anden gang er jeg turist i min egen by! Hvorfor? Fordi jeg ingen andre steder har at være. At være, eller ikke at være, tænker jeg ud af det blå. Saga hedder hotellet, og det er væsentligt bedre end de to stjerner det er dekoreret med. Det er fandme underligt det her, hvornår har jeg sidst skrevet? Jeg kan dårligt nok huske det, det føles som hundrede år selvom det kun er få dage siden. Der er sket en helvedes masse, og det hele er én stor pærevælling. Mandag den 31/8 skulle bare overstås. Flytte fra Adam også ellers ud til Kim. Planterne kom nu ellers til at stå ualmindeligt godt, men selvfølgelig skulle hyggen spoleres. Det kommer jeg til, for bortset fra flytningen var Kim i centrum. Endelig var han klar til at slippe den flydende gift, så derfor tog vi en vogn over til den psykiatriske på Bispebjerg. De ville fandme ikke indlægge ham! Jeg skabte mig åndssvag verbalt, men lige lidt hjalp det. Jeg ringede saftsusme til Ekstra Bladet, så måske ender det med et ramaskrig. Jeg elsker Kims varierende sprog, så levende, så fyldt med ord og ordsprog og alt hvad dertil hører. Han er et fantastisk menneske, bedre end de fleste. Journalisten var mægtig glad for de forfærdelige billeder jeg tog af Kim i hans hule. Jeg synes det er trist at se Kim have det så elendigt, så nu handler det om den første dag i september. Nix, for nu er det den femte, sent om aftenen. Jeg sidder her med udsigt til de flyvende karruseller i Tivoli - i nummer 518. Lyden her minder mig om en eller anden flyvetur. Udsigten er fantastisk og der er ovenikøbet et springvand i baggården. Jeg kan slet ikke forstå at det er min by det her. Jeg ser den med helt andre øjne som "turist", ja, for det er jeg vel egentlig ikke. Bo fra Hotel Saga udviste næstekærlighed på højeste niveau, da han uden videre opgraderede mig til søsterhotellet, Hotel Ansgar, uden yderligere beregning. Er det bare toppen af kombineret stil, eller hvad? Fuck hvor er han bare flink.
Søndag den sjette, og jeg kan stadig fornemme følelsen. Tænker på Air Greenlands små rappe flyvemaskiner med fire propeller. Det er det fedeste sus når man letter fra en 300 meter lang landingsbane. Fuld knald på motorerne i 10-20 sekunder, også ellers bare slippe håndbremsen. Så drøner man ellers udover stepperne som en anden Formel 1-racer. Elsker det.
Bo
13. september, 04.33, igen hører jeg melankolsk musik, men jeg er nu ikke i det melankolske hjørne. Jeg har det på en måde godt. Det er Leans fødselsdag, og jeg ved ikke om det er seksten eller sytten han bliver, men jeg ved at det ikke er til at forstå. Tænk at den bette knægt næsten er en voksen mand nu. Jeg savner på en måde Asbjørn. Han har lært mig alt om cykler, men ikke kun det. Han har lært mig noget meget vigtigt her i livet - nemlig at tage det stille og roligt. Mærke sig frem, føle og fornemme sig frem. Han er helt sikkert en gammel sjæl, det er jeg slet ikke i tvivl om. 01.13, Jacks dag, tænk at det er hans første runde. Kan godt huske dengang jeg fyldte ti, det var lige efter vi vandt EM. Jeg er bankehamrende rastløs, livet er meget opad bakke for tiden. Uanset hvad jeg gør, ender det ikke som jeg vil. Cykler, mennesker, det hele er kompliceret. Jeg sidder med udsigt til den smukkeste kirke, mens jeg venter på at tage nordpå. Nordpå til Elo Annisse - atter engang. Han er den eneste jeg kender, der har overskud til en sofagæst. Jeg hader at være sofagæst, men jeg bliver jo nødt til at leve med det.
Det guldbelagte spir skinner smukt i den lune septembersol, mens jeg konstaterer at dobbeltmoral er dobbelt så godt som moral. Cirkeline er en ret billig luder, men det ved hun sgu nok godt selv. Hun kommer til at ligge præcis lige så dårligt som hendes elendige mor. Stakkels mennesker, jeg kan kun have ondt af dem, trods deres elendige opførsel. Jeg hader de falske undermennesker, men heldigvis ser det ud til at jeg kan lægge det bag mig i morgen. Da har jeg nemlig tænkt mig at afhente mine ting hos Kim, også kan han beholde møgluderne for sig selv.
Femtenfemogtredive, 18/9, så er jeg tilbage i min elskede botaniske. Er det virkelig første gang i år? Det tror jeg, men det er dejligt. På vej herind cyklede jeg for første gang i dagevis, for de tohjulede har ikke villet det samme som jeg den sidste tid. Pyt med det, for jeg havde fornøjelsen af at køre bag en far med sine to unger omkring sig. En dreng og en pige på cirka 10-12 år. Han skulle selvfølgelig lære dem at gebærde sig i trafikken, og det gjorde han fandme til UG og alt det dér. Det varmede sgu mit hjerte, for det mindede mig om en svunden tid. En tid for lang tid siden. Det har været ekstremt stressende her på det seneste, men mine ting blev i det mindste opmagasineret på skolen i dag, og det selvom vi hentede dem i går. Jeg er så taknemmelig for Lars Michael og alle de andre dejlige sjæle, der kæmper samme kamp som jeg. Jeg er træt og jeg nyder at være her hos Elo i Annisse, og i dag er der formentlig kun 56 dage til jeg kan lukke min egen dør bag mig. Jeg nyder virkelig momentet nu. Tak far, tak fordi du gav mig passionen for tog. Gud, hvor jeg dog elsker at køre med dem. Lige nu frister jeg tilværelsen i et S-tog. Dem kender du godt, for de var her også for 10 år siden. Tænk at du den otteogtyvende i denne måned har været "væk" i ti år! Gad vide hvor du er nu? Måske i et tog ligesom jeg, hvem ved? Jeg skal tilbage til Lars Tyndskids Mark, men jeg gider jo godt. Hende der lige har sat sig ved siden af, dufter som en rosenbusk. Jeg føler mig helt snusket.
11 dage tilbage
Det har været en dejlig dag i dag, lørdag den nittende i niende - det lyder næsten som en kongelig. Har lige onaneret, og det spillede max. Jeg havde lyst til at brøle som en olm tyr. Fik slået græs i dag, og det var hårdt, men også virkelig god træning. Livet på landet kræver energi, men energi avler jo energi, så har det efter omstændighederne godt. Omstændighederne kræver dog også at jeg kommer tilbage på sporet hurtigst muligt, så i morgen vil jeg vende tilbage til Anders og Jonas - ellers går de jo bare i glemmebogen.
Sov godt alle jer jeg elsker.
Toogtyvende september, vejret er sommerligt. Hvis sommer er forbundet med lethed og glæde, må jeg erkende, at jeg kører på et helt andet spor. Jeg er træt af at hjælpe visse andre - hvorfor hjælper de ikke mig? Vil så gerne, men de andre tuder bare, hvorfor? Jeg er sulten. Gad vide hvorfor, for jeg har spist for mindst tre arbejdsmænd. Det er anstrengende at være hjemme i min havn lige nu. Det er som om at alle vil have, men intet vil returnere. Hvorfor er alle kaput i hovedet? Kim skrev: vi to er færdige med hinanden. Jeg føler alle kigger på mig - er jeg ved at blive paranoid? Der sidder en afskyelig kost på næste bænk, der har travlt med at vise mig, at hun ikke har en chance! Hun skulle bare vide, skulle hun. Jeg lever af deres energi, men de lader som om, at jeg ikke ved at de eksisterer. Hvor længe orker jeg mon at blive siddende her? Hendes hår ligner noget fra halvfemserne - og det er ikke ment positivt. Hun sidder som om hun er ved at skide i bukserne! Det må være sidste dag hvor vi kan sidde letpåklædt. Temperaturen rasler ned, temperaturen, hvad er det? Er det det vi føler? Jeg har vist drukket nok for i dag, hvad skal jeg dog gøre?
Onsdag den treogtyvende i niende kommer til at gå over i historiebøgerne som en af de mere vellykkede af slagsen. Det er antageligvis den sidste sommerlige dag i år, og det er lidt vemodigt, men jeg nyder fandme følelsen af at stort set alt lykkes.
Fik lavet de fedeste kopper i dag - en af dem har et af Elo Annisses billeder på. Tænk at de for bare få timer siden var tal i en computer. Tak højere magter, tak for en fantastisk dag. Det er sjovt som stort set alting kan gå op i en højere enhed. Ham derovre, ham der står og glaner, han har helt sikkert fået farvet sine ben i et solarie. En anden ting der lykkedes, er mit lyn. Lynet står trygt og godt bag mig - godt med lænker på. Den spinder som den smukkeste lille kattekilling. Vinden er tiltagende og om lidt vil jeg lige se hvordan Assistensen tager sig ud - hvis jeg kan nå det. Tre måneder til det igen er juleaften. Ringede for lidt tid siden til Siri mens jeg sad ved Amagerbro station. Fortalte hende at jeg havde fået et par kolde. Hun kan ikke lide mig når jeg er beruset, og jeg er sgu ikke sikker på om jeg overhovedet kan lide mig selv i den tilstand. Er jeg virkelig så slem? Cyklen kører som en drøm, og jeg har en fornemmelse af at jeg måske ender mine dage på den. Dog ikke endnu, for nu er jeg tilbage på Assistensen. Emilie har lige ringet med overdådige nyheder. Lejligheden er hermed sikret, indskuddet er betalt. Tænk at jeg snart kan smække min egen dør bag mig. Det hele er meget elektrisk for tiden. De forstyrrer mig hele tiden, de elektriske ting. Jeg kan dårligt styre mine tanker, mine følelser, jeg kan ikke undvære de andre. Selv dem jeg ikke kan lide, skal af en eller anden grund alligevel være der. Og når jeg accepterer det, er det som om at det går op i en højere enhed. Der er som vanligt smukt her, vinden har lagt sig, sidste behagelige sommeraften, måske vil jeg æde en kebab om lidt, hvem ved?
I dag er det stadens fødselsdag, og jeg overvejer faktisk at tage derind. Indtil videre er jeg her i baghaven i Portugalsgade, og det regner heldigvis ikke mere. En due har lige pirket en masse frø op i sit næb. Duer er egentlig ret fascinerende, de kan både æde, skide og holde øje med farer på samme tid. Det er multitasking på højeste niveau. Der er et vidunderligt fugleliv her, og jeg elsker at betragte de bevingede væsner, når de vimser rundt omkring mig. Jeg cyklede herud fra Ålekistevej, der er mit hjem de næste otteogfyrre dage. Søren må være sendt fra himlen, for det er et dejligt sted at være. Jeg er på øen for at skaffe både det ene og det andet, også er det meningen at jeg skal finde Anders og Jonas frem igen. Jeg skal have rundet deres livshistorie af inden det er for sent.
49 år
49 år, jeg tror staden fylder det antal år. Gad vide om der bliver stor fest næste gang? Måske kommer gaden til at flyde med meterjoints? Gråspurvene er vidunderlige - der bor en stor og velpolstret familie her. Jeg trænger til en stærk kop kaffe, og jeg får den lige om lidt. Kom lige til at tænke på - det er ikke bare stadens dag, det er også femtesidste dag i denne periode. Jeg skal være færdig når måneden er omme. Jeg nyder mine tyske pilsnere her under halvtaget i den røde gård. Der er ret stille lige nu, helt usædvanligt stille. Jeg var også forbi Jannie tidligere og bestille nogle fede planter, blandt andet en gigantisk Monstera, der skal have masser af plads i den kommende stue - fuck hvor jeg glæder mig. Det er så jeg får sommerfugle i maven. Hun var yderst venlig, og tilbød mig både fragt og ekstra potteskjulere oveni den i forvejen meget favorable pris. Jeg elsker at handle med Jannie, det er altid en fornøjelse. Solen skinner, bladene rasler - livet er ikke så ringe endda. Jannie har selv opfostret den smukke Monstera, helt fra baby af, så jeg ved at hun er sund og rask. Hun fortalte at hun deler hus med sin datter, svigersøn og børnebørn, og det lyder som en drøm, der er gået i opfyldelse. Hun stråler om kap med solen, når hun beretter om sine børn og børnebørn.
Nu er der kun godt og vel 100 timer til september bliver til oktober, også er det slut for denne gang. Derfor er det for en sjælden gangs skyld tid til de to Amagerdrenge, der af en eller anden grund altid vil hænge sammen.
Jonas kom hjem til vores dejlige lille smørhul. Med hans evige drømme om det perfekte liv. Med hans intentioner om at gøre denne besynderlige planet til det perfekte sted at leve. Anders udviklede sig. Han voksede så meget i de år, at han nærmede sig sin elskede barndomsven. Til sidst kom han så tæt på, at man dårligt kunne se forskel på de to.
De hører sammen for evigt, for de er sammen for evigt.
De er én og samme person, de to drenge, der knoklede for at finde hinanden, men som hele tiden havde hinanden. De vidste det bare ikke før nu.
Vi er alle to indeni.